Den bestandige maskerade - Historisk Tidsskrift

Den bestandige maskerade
335
folk inden for samme stand delt æresfællesskab, således at den vertikale
ære gik mellem stænderne, mens den horisontale ære (standsæren)
fandtes inden for den enkelte stand. I enevældens rangstat, hvor de traditionelle
standsskel var sat ud af kraft, var det måske kun folk inden for
samme rangklasse, der kunne siges at være i æresfællesskab. Herved
opstod en lang række nye æresfællesskaber, der alle var et resultat af det
trin i rangskalaen, den enkelte indtog, og som altså gik på tværs af alle
traditionelle forestillinger om standsære. Kongen dekreterede via rangforordningen,
at nogle var fornemmere end andre, og at disse andre
skulle udvise skyldig respekt mod de begunstigede personer.
Der var, med Ludvig Holbergs ord, med rangen blevet indført en ny
æreskategori, som var karakteriseret ved existimatio intensiva eller forhøjet
ære. Denne nye æreskategori stod ikke alene i modsætning til
standssamfundets traditionelle æresbegreber, men også til det, Holberg
kaldte existimatio simplex – eller den naturlige ære, dvs. den ære
(respekt), som enhver ærlig person kunne gøre krav på uanset stand og
vilkår. I modsætning til den naturlige ære betegnede existimatio intensiva
et æreskodeks, hvor den naturlige ære, selvom den ikke var sat ud af
kraft, så dog suppleredes med en højere form for ære – et politisk defineret
æreskodeks, hvor kongen kunne befale sine undersåtter at ære
nogle mere end andre:
»Efter at vi nu have efterset, hvad existimatio Simplex eller et enfoldigt
navn og rygte er, må vi også tale noget om existimatione intensiva,
som er personernes gyldighed, hvor efter de, som ellers af
naturen er hinanden lige, agtes højere end andre formedelst de
kvaliteter, som findes hos dem, og bestå udi besynderlig ypperlighed
og fuldkommenhed efter fornuftige mænds, ikke den gemene
almues skønsomhed (...) Belangende den rang, og de værdighedsgrader,
som iagttages blandt undersåtterne, da hører det den høje
øvrighed til at anordne og give fortrin frem for andre borgere, som
den holder for sådan ære ved deres dyd og tapperhed at have fortjent
og omendskønt en regent undertiden foretrækker en af
mådelige meriter, en anden af større, må den sidste derfor ikke
knurre og gøre sig unyttig, men lade sig nøje med sin rang uden
han vil ansees som øvrighedens foragter. Dog gør en regent vel derudi,
at han for at forekomme misfornøjelse ophøjer de ærværdigste,
og sætter dem til høje bestillinger, der have gjort sig dygtige og
bekvemme dertil«. 62
62 Ludvig Holberg: Moralske Kierne eller Introduction til Naturens og Folkerettens
Kundskab, Kbh. 1715, s. 108, 113, 115f. Det er dette begrebspar, som den amerikanske