Den bestandige maskerade - Historisk Tidsskrift

338 Peter Henningsen
enkelte socialgrupper tillagde sig i forsøget på at adskille sig fra andre,
men som andre selvfølgelig kunne tillægge sig, hvis de ønskede at blive
associerede med den pågældende gruppe. Det væsentligste af disse kendetegn
var vel nok klædedragten. Den overvældende interesse for
mode, som datidens elite udviste, skyldes nemlig klædedragtens funktion
som statussymbol og »standsmarkør«, og man mente helt alvorligt,
at kun fornemme personer havde ret til at klæde sig fint på. Der skulle
være forskel på folk, også i det ydre. Dermed blev dragten et signal om,
hvor på den sociale rangstige den enkelte befandt sig. 64 At det særligt
var de adeliges materielle symboler, specielt klædedragten, der var
udsat for imitation, siger næsten sig selv, men også de borgerlige symboler
blev, da de mest velhavende bønder i slutningen af 1700-tallet
meldte sig i det sociale kapløb, imiteret af bønderne.
Som helhed befandt landets bondestand sig dog uden for den honnette
ambitions prestigeræs. Bøndernes politisk underordnede og økonomisk
svage position afskar dem reelt fra at konkurrere med de højere
stænder: »I hensigt til forfængelige griller, til store fortjenester og en
forfinet, vellystig levemåde er de fuldkommen ufordærvede« fortæller
f.eks. Peter. Chr. Steenvinkel om de fynske bønder i 1781, »Vi lever i en
alder, da enhver vil være mere, end han virkelig er; og enhver lever og
opdrager sine børn langt anderledes end han efter sin stand burde.
Bonden alene bevarer heri de gamle jævne sæder, som alle andre endog
til betleren i købstæderne har forladt«. 65 Bondens manglende deltagelse
i den honnette ambitions kapløb betød dog ikke, at bønderne
hjemme i landsbyen ikke kunne konkurrere om ære og værdighed på
forskellige måder. Som Henrik Stampe fremhævede i 1754, ville bondekonerne
jo »gerne klæde sig som møllerens og kromandens koner,
og de igen, som forpagternes, fogedens, eller præstens, og så videre.« 66
Den luksus, som nogle bønder i slutningen af århundredet tillagde sig,
var imidlertid diminutiv i forhold til de fine borgeres. »Man vil og tilstå«
siger Christen Pram i sin undersøgelse af bøndernes overdådighed fra
1791, »at et helt sogns, et helt gods’ almueluxe forsvinder så aldeles
mod en enkelt elegant families, som en dråbe mod et hav.« 67
1700-tallets sociale emulation havde overordnet to hovedformål: De
fornemme, eller de der betragtede sig som fornemme, ville gerne asso-
64 Ellen Andersen: Danske dragter. Moden i 1700-årene, Kbh. 1977, s. 13.
65 Peter Chr. Steenvinkel: Tanker om et Middel til større Oplysning og Sædelighed for
Almuen paa Landet, Odense 1781, s. 40.
66 Henrik Stampe: Erklæringer, Breve og Forestillinger, Generalprokurørembedet vedkommende
I. Deel: fra 1753 til 1756 inclusive, Kbh. 1793, s. 253f.
67 Christen Pram: Forsøg om Dragten især for Danmark og Norge, Kbh. 1791, s. 287.