Den bestandige maskerade - Historisk Tidsskrift

Den bestandige maskerade
339
cieres med de adelige og de magtfulde, hvorfor de i hele deres adfærd
netop forsøgte at optræde fornemt og værdigt – som adelsfolk. De øvrige,
som ikke kunne gøre krav på denne fornemhed, ville på deres side
gerne undgå, at nogen skulle finde på at antage dem for bønder. De forsøgte
derfor, såvel i klædedragt som i adfærd, at adskille sig mest muligt
fra bønderne. Erik Pontoppidan hævdede således i 1759, at det var dette
forfængelige ønske om distinktion, der gjorde, at ingen kvinder af
»middelstand« længere ville spinde og strikke. Det var noget, som kun
bondekoner gjorde, og middelstandens honnette projekt bestod netop
i at søge »en ære og adskillelse fra den gemene almue«. 68 Den sociale
emulation førte imidlertid til et stadigt stigende forbrug af importerede
luksusvarer, hvilket bekymrede flere iagttagere. Især bekymrede det Ove
Høegh-Guldberg, som da også i 1783 tog initiativet til en forordning
mod overdådighed. Allerede i 1770 var han imidlertid inde på de samme
tanker: »Det danske folk er ikke af naturen tilbøjelig til overdådighed,
når det da henfalder dertil, så er ærekærhed årsag dertil: Den ene
vil ikke, som konerne siger, være ringere end den anden og derfor forøder
de smukt hinanden. Når man da vil rette vor nation, så skal man
angribe den fra ærens side...« 69
Adskillelsen fra de gemene bønder kom ikke kun til udtryk i de højere
stænders materielle forbrug og levemåde, men også i deres adfærd,
som generelt var præget af foragt og nedladenhed over for bønderne.
Det gjaldt særlig købstadsboerne, de militære, præsterne og degnene,
som sjældent undlod at demonstrere deres bondeforagt. Det gjaldt om
at markere horisontale æresfællesskaber eller det modsatte ved hjælp
af forbrugsmønstre og/eller adfærd, ligesom det gjaldt om at demonstrere
sin værdighed på en måde, der ikke kunne lade omgivelserne i
tvivl om, hvor i det vertikale æreshierarki man hørte hjemme.
Det vigtigste signal om, hvilken stand man tilhørte, og hvor store økonomiske
midler man besad, var som nævnt klædedragten. Klædedragten
var det første, der faldt i øjnene på enhver betragter, og det var derfor
vigtigt, at tøjet svarede til personens selvbillede. Helst skulle det
demonstrere, hvilket socialt niveau man befandt sig på, og derfor benyttede
de velhavende dragten til at markere både status og afstand. Ved
hjælp af en prægtig, ødselt dekoreret og kostbar dragt signalerede man
sin økonomiske formåen og dermed indirekte også sin magt og sociale
status. Samtidig ville ligestillede alene på dragten kunne se, at de havde
at gøre med en person fra deres eget æresfællesskab, mens mere infe-
68 Erik Pontoppidan som ovenfor anført s. 154.
69 Ove Høegh-Guldberg som ovenfor anført s. 30f.