Fremtidens velfærd – vores valg - Finansministeriet

Fremtidens velfærd –
vores valg
December 2005

Velfærdskommissionen er en uafhængig kommission, der blev nedsat i efteråret 2003.
Uddrag fra kommissoriet, som beskriver Velfærdskommissionens opgaver:
”I den første halvdel af 21. århundrede står det danske velfærdssamfund over for betydelige
udfordringer som følge af bl.a. befolkningens ændrede sammensætning.
Målet er at sikre grundlaget for social tryghed og balance samt et velfungerende velfærdssystem
i fremtiden.
For at få et grundlag for en bred og offentlig debat, og som forberedelse af de nødvendige
beslutninger, ønsker regeringen en dybtgående analyse af opgavens omfang og mulige
reformforslag.”
Velfærdskommissionen har i en række oplæg og analyser beskrevet de udfordringer, det danske
velfærdssamfund står over for, og kortlagt andre landes strategier for at imødekomme
udfordringerne.
I denne publikation præsenterer Velfærdskommissionen konkrete bud på reformer, der kan
fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Forslagene er grundigt beskrevet i den tilhørende
analyserapport.
Du kan læse mere på www.velfaerd.dk
Omslag: Esben Bregninge Design
Tryk: Schultz Grafi sk
Oplag: 5.000
Pris: 50,00 kr. inkl. moms.
ISBN: 87-990192-7-2
Publikationen kan hentes på Velfærdskommissionens hjemmeside:
www.velfaerd.dk

Tryghed, velstand og udfoldelsesmuligheder
er forenet i det danske velfærdssamfund
Fremtidens velfærd - vores valg
Det danske velfærdssamfund forener tryghed, velstand og udfoldelsesmuligheder for
den enkelte.
Det er en konsekvens af den måde, vi har indrettet os på.
Alle bærer - i fællesskab - ansvar for hinanden og i særdeleshed for de svagere grupper.
Det kommer - først og fremmest - til udtryk ved, at alle har rettigheder, som er uafhængige
af, hvor meget eller hvor lidt den enkelte betaler i skat.
Vi er alle en del af en uskreven social kontrakt. Den betyder, at hovedsageligt de erhvervsaktive
betaler – via skatterne – til børn og unge og til den generation, der har trukket
sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og de betaler til dem i den erhvervsaktive alder, som
– f.eks. på grund af sygdom eller ledighed – i en kortere eller længere periode ikke arbejder.
Det betyder, at alle er sikret et vist forsørgelsesgrundlag hen over livet. Og det muliggør
en vis omfordeling fra mere til mindre velstillede i samfundet.
1

Sådan kan det også blive for vore børn og børnebørn. Hvis vi vil. For fremtidens velfærd
afhænger af de valg, vi træffer. Fremtidens velfærd er vores valg.
I det følgende opstiller Velfærdskommissionen 43 konkrete forslag til, hvilke valg, der kan
bidrage til at skabe en holdbar fremtid for det danske velfærdssamfund. Det er de væsentligste
forslag af et trecifret antal forslag - store og små - som er i den meget omfangsrige
analyserapport, som udkommer samtidigt med denne publikation.
Fælles for alle forslag er, at de tager udgangspunkt i Velfærdskommissionens målsætninger
for fremtidens velfærdssamfund:
Fremtidens velfærdssamfund er et samfund,
som sikrer tryghed ved at investere i sine borgere og drager omsorg for dem, der
har behov;
hvor alle deltager aktivt i samfundslivet, tager ansvar og så vidt muligt forsørger sig
selv;
som aktivt modarbejder fattigdom og polarisering mellem forskellige befolkningsgrupper;
som bidrager til, at Danmark fortsat hører til blandt de rigeste lande i verden og har
orden i samfundsøkonomien;
Disse målsætninger er en videreudvikling af det velfærdssamfund, vi har i dag. Det er
ikke tilfældigt. For Velfærdskommissionen ønsker ikke at ændre ved de dybereliggende
værdier bag det samfund, vi har bygget op. De er en integreret del af vores samfund og
kultur og skal bevares.
Men skal visionen om fremtidens velfærdssamfund blive virkelig, er vi nødt til at justere
kursen for at sikre et holdbart samfund om ti, tyve og fyrre år. Justeringerne skal gennemføres
uden at sætte værdierne over styr. Hvis vi giver køb på ét eller flere af principperne
– f.eks. om tryghed, ansvarlighed, god samfundsøkonomi eller tillader større polarisering
– risikerer vi at skabe et samfund, som kun få danskere ønsker at leve i.
Muligheder og udfordringer for velfærdssamfundet
Der er en række samfundsmæssige forandringer, som kræver tilpasninger og nye beslutninger,
når vi kigger fremad. Forandringerne kan føre til mere velfærd, hvis vi bærer
os klogt ad.
Den første forandring er særdeles velkendt, for de fleste: Vi lever længere. Det betyder
flere ældre. Samtidigt bliver der færre i den erhvervsaktive alder. Da vi betaler størsteparten
af vores skatter af de indkomster, vi har som beskæftigede, kommer velfærdssamfundets
økonomi ud af balance: Der bliver færre beskæftigede, der skal forsørge flere.
2

Flere i beskæftigelse er - af mange grunde - den bedste vej til at sikre balancen i fremtidens
velfærdssamfund. Et job er, for den enkelte, ofte afgørende for trivsel og selvværd.
Og flere i job er dermed - for samfundet - den bedste måde at modarbejde polarisering
mellem forskellige befolkningsgrupper. Samtidigt betyder høj beskæftigelse flere skatteindtægter
og færre udgifter til overførsler.
Højere beskæftigelse skal skabes på to måder: Den enkelte skal arbejde i et større antal
år set over livsforløbet. Og flere af de, der står uden for arbejdsmarkedet, skal have bedre
muligheder for at arbejde. Samtidig skal de have kvalifikationer, tilskyndelse og motivation
til at arbejde. Det gælder ikke mindst for indvandrere og efterkommere, som vil
udgøre en større og større andel af befolkningen i fremtiden. Vores evne til at integrere
indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt bliver helt afgørende
for at modvirke polarisering og skabe en høj grad af selvforsørgelse.
Den anden forandring er, at vi får højere velstand. Det lyder paradoksalt, at højere velstand
kan være en udfordring, men forklaringen er enkel. Jo mere velstående vi bliver, jo
større vil lysten være til at vælge mere fritid frem for arbejde. Nogen ønsker kortere arbejdstid,
andre vil have længere ferier eller længere barselsorlov, mens andre igen trækker
sig tilbage fra jobbet et par år tidligere.
Alt sammen ganske fornuftigt og forståeligt for den enkelte. Men der er ét væsentligt
minus for samfundet: Vi betaler ikke skat af fritid. Mere fritid betyder, at vi bidrager mindre
til fællesskabet. Vi skal derfor indrette samfundet, så der opnås en passende balance
mellem arbejde og fritid - set i et livsperspektiv.
Samtidig bliver samfundet presset af velstanden på en anden måde: Når vi bliver mere
velstående, ønsker vi også mere velfærdsservice. Vi lader os ikke nøje med gårsdagens
teknologi, utidssvarende service eller halve løsninger. Det skal være moderne, det skal
virke, og kvaliteten skal være i orden.
Den tredje forandring er, at verden bliver mindre og mindre – at globaliseringen bliver
mere omfattende. Vores samspil med omverdenen har i årtier været en stor fordel for
Danmark. Faktisk er den tætte integration i den internationale verden en af de væsentligste
årsager til, at Danmark hører til blandt verdens rigeste lande.
Med en mindre verden opstår nye krav til indretningen af velfærdssamfundet. Der bliver
sat fokus på, at det er nødvendigt at investere i mennesker, uddannelse, viden, udvikling
og infrastruktur. Vi er nødt til at investere, hvis vi skal klare os i konkurrencen med lande,
der satser mere offensivt.
Derudover kan globaliseringen også gøre det sværere at holde visse skatter og afgifter
på det niveau, vi kender i dag. Høje skatter og afgifter kan betyde, at virksomheder, kapital
og job flytter ud af landet. Og samtidig er befolkningen og dermed arbejdskraften blevet
mere mobil på tværs af landegrænser.
Udfordringerne fra den ændrede befolkningssammensætning, fra velstandsstigningen og
3

fra globaliseringen giver muligheder, men stiller også krav: Vi skal tage fat på at tilpasse
vores velfærdssamfund. Og vi bør gøre det nu. Jo tidligere vi gør det, jo bedre rustet er
samfundet, når udfordringerne for alvor melder sig. Jo længere tid vi venter, jo kraftigere
indgreb vil der være behov for.
Der er samtidigt sket ændringer, der har betydning for den sociale indsats. Tidligere var
gruppen af ældre generelt svagt stillet. Det er ikke længere tilfældet. Og vil slet ikke være
det i fremtiden. Omvendt vil personer uden uddannelse få sværere og sværere ved at
klare sig i fremtiden. Og det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis man
har været uden for i lang tid.
Velfærdsreformer skal imødekomme både de fremtidige udfordringer og de ændrede
forudsætninger for den sociale indsats.
5 indsatsområder
Det er Velfærdkommissionens opfattelse, at der er behov for ændringer inden for fem
områder, hvis vi skal sikre et samfund, der lever op til vores vision om fremtidens velfærdssamfund.
Vi skal gøre Danmark mere robust over for stigende levetid ved at skabe en mere holdbar
balance mellem den del af livet, vi bruger i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet
og som pensionist (kapitel 1).
Vi skal gøre Danmark mere virksomt ved at skabe bedre muligheder for og tilskyndelser
til at deltage på arbejdsmarkedet (kapitel 2).
Vi skal gøre Danmark mere fremsynet ved at gøre det mere attraktivt at uddanne sig, at
arbejde, at investere og at drive virksomhed (kapitel 3).
Vi skal gøre Danmark mere solidarisk så de offentlige ydelser i højere grad prioriteres til
fordel for borgere med dårligt helbred og ringe økonomisk formåen og i mindre grad til
borgere, der kan selv (kapitel 4).
Og vi skal sikre, at den offentlige sektor kan håndtere stigende efterspørgsel efter offentlig
velfærdsservice med stramme budgetter (kapitel 5).
4

Der skal være en mere holdbar balance mellem
den del af livet, vi bruger i uddannelsessystemet,
på arbejdsmarkedet og som pensionist
Kapitel 1. Et samfund, der er robust over
for stigende levetid
I de kommende årtier vil vi leve længere og længere. Som vi har indrettet velfærdssamfundet
i dag, bliver al den ekstra levetid til dage, uger og år, hvor vi modtager pension og
trækker på ydelser fra det offentlige.
Det danske velfærdssamfund skal gøres robust over for den længere levetid. Vores evne
til at finansiere velfærdssamfundet hænger nemlig nøje sammen med, hvor stor en del af
livsforløbet vi arbejder. Det er, når vi arbejder, at vi skaber grundlaget for de skatter, der
skal bruges til at finansiere det hele. Og når vi lever længere, får vi også mulighed for at
arbejde længere.
To forhold er helt afgørende for at skabe et velfærdssamfund, hvor stigende levealder
ikke skaber ubalance mellem det offentliges indtægter og udgifter.
Det første er, at vi skal have fremtidens unge til at komme hurtigere i gang med deres
arbejdsliv. Men - vel at mærke - uden at det sker på bekostning af uddannelseskvalitet og
-niveau. De unge skal starte tidligere på deres uddannelse og blive hurtigere færdig. Det
andet er, at vi skal hæve tilbagetrækningsalderen og gøre den afhængig af udviklingen i
levetiden. Jo ældre vi bliver, jo senere bør vi trække os tilbage fra arbejdslivet.
5

For samfundet får brug for det. Arbejdsstyrken falder gradvist, men markant. Hvis ikke vi
gør noget, skal vi vænne os til et skrumpende arbejdsmarked. Samtidig er kravene til de
beskæftigede stigende - både til kvalifikationer og omstilling.
2.800
2.600
2.400
2.200
Figur 1.1 Hvis ikke vi gør noget falder arbejdsstyrken med 350.000 personer i de
kommende 40 år
1.000 pers.
3.000
Arbejdstyrke Arbejdstyrke fremskrivning
1.000 pers.
3.000
2.800
2.600
2.400
2.200
2.000
2.000
1960 1970 1980 1990 2000 2010 2020 2030 2040
Hurtigere i gang
Velfærdskommissionen anbefaler, at unge fremover får en klar tilskyndelse til at starte
hurtigt på studierne. Og til at blive færdige. Målet er klart: Vi skal hver især bruge vores
uddannelse noget mere. Uddannelse giver det største afkast – for den enkelte og samfundet
– jo flere år, man gør nytte på arbejdsmarkedet med uddannelsen i rygsækken.
Danske studerende på videregående uddannelser er blandt de ældste i EU. Det skyldes
blandt andet, at de starter senere i skole end i øvrige EU-lande. Men det skyldes også en
særlig "forsinkelseskultur", der har udviklet sig i Danmark. Det er en kultur, som går på
tværs af uddannelser og sociale skel. De personer, der gennemførte en uddannelse i
2002, var i gennemsnit knap 5 år ældre end de kunne have været, hvis de var gået den
direkte vej igennem uddannelsessystemet siden 9. klasse.
Der skal være plads til, at unge har brug for et ekstra år i uddannelsessystemet. Plads til
et studieskift. Plads til en rejse, et job eller et højskoleophold, før uddannelsen begynder.
Men en forsinkelse i nærheden af fem år i gennemsnit er et samfundsmæssigt problem.
Man kan sætte ind over for forsinkelsen på flere områder.
Det er oplagt at se på 10. klasse. Omkring halvdelen af en ungdomsårgang - og også
mange fagligt stærke unge - vælger 10 klasse. 10. klasse er et nødvendigt tilbud til elever,
der mangler færdigheder til det videre uddannelsessystem. Men ikke nødvendigt for
fagligt velrustede unge.
6

Forslag 1: 10. klasse skal målrettes mod elever med svage forudsætninger for at
klare en ungdomsuddannelse.
Det har den fordel, at undervisningen fremover i langt højere grad kan fokusere på færdigheder,
der kan ruste eleverne til den efterfølgende ungdomsuddannelse. Velfærdskommissionens
forslag til at løfte det generelle faglige niveau i grundskolen (se kapitel 3)
vil forhåbentligt reducere antallet af fagligt svage elever mærkbart på længere sigt.
Velfærdskommissionen anbefaler samtidig en række ændringer af SU-systemet, alle
med samme mål: Vi skal fremme en hurtigere bevægelse igennem uddannelsessystemet.
Det danske SU-system tilbyder en relativ høj understøttelse til dem, der uddanner sig. I
dag er det umiddelbart ligegyldigt for den enkelte, om han eller hun starter på studiet som
19-årig, 22-årig eller 25-årig. Uanset om man har ventet ét, tre eller fem år efter eksempelvis
gymnasiet, er vilkårene de samme: SU-reglerne er ens.
Der er behov for en bedre balance mellem de muligheder, samfundet giver den enkelte
med en uddannelse, og samfundets muligheder for at få gavn af uddannelserne på arbejdsmarkedet.
Velfærdskommissionen anbefaler derfor en SU-reform, der belønner hurtigere studiestart
og -afslutning.
Forslag 2: Unge skal have en bonus for at starte hurtigt på en uddannelse efter
den studiekompetencegivende uddannelse. Jo hurtigere de starter, jo højere bonus.
Efter forslaget vil studerende, der starter umiddelbart efter den studiekompetencegivende
uddannelse eksempelvis få ekstra 1.000 kr. oveni den månedlige SU på godt 4.600 kr.
De får bonussen i 2 år. Studerende, der venter ét år med at gå i gang, får udbetalt samme
bonus, men kun i 12 måneder.
I dag er der indlagt et såkaldt fjumreår i de studerendes SU. Et fjumreår består konkret af
tolv måneders SU ud over den tid, som studiet er normeret til.
Forslag 3: Fjumreåret skal omlægges til lån, hvis de unge påbegynder en uddannelse
mere end 3 år efter, at de har afsluttet den studieforberedende uddannelse.
Derudover foreslår Velfærdskommissionen en kontant bonus – hvis man gør sig færdig
på normeret tid.
Forslag 4: Studerende, der gennemfører studiet på normeret tid eller hurtigere, får
en bonus. De får uforbrugte SU-klip trukket fra i studiegælden eller - hvis ikke de
har studiegæld - penge i hånden.
7

Forslagene skal blandt andet finansieres ved at fjerne de såkaldte café-penge – SU til
hjemmeboende elever i ungdomsuddannelserne.
Højere tilbagetrækningsalder
Velfærdskommissionen anbefaler, at tilbagetrækningsalderen skal være højere og på
langt sigt følge udviklingen i levetiden.
I dag lever vi længere end vore bedste- og oldeforældre gjorde. Det er på alle måder
glædeligt. Det er lige så glædeligt, at vore børn har udsigt til at leve endnu længere end
os. Velfærdskommissionens forsigtige antagelse er, at levetiden vil stige med yderligere
tre til fire år i løbet af de kommende fire årtier – men det er meget svært at forudsige med
sikkerhed. Andre vurderer, at levetiden stiger med det dobbelte.
I Danmark har vi indrettet os sådan, at alle de ekstra leveår giver ret til ekstra år på pension.
Bliver vi tre år ældre, kan vi få pension i tre år mere. Seks ekstra leveår kan give
seks år mere på pension. Og så videre.
Når vi med stor sikkerhed ved, at levealderen vil stige, og at helbredet - for mange - vil
være bedre, er der god grund til at overveje tilbagetrækningsalderen. Vi kan ikke både
fastholde et veludbygget velfærdssamfund og samtidig omsætte de ekstra leveår i ekstra
år på pension. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Derfor bør pensionsalderen
fremover følge med levetiden.
Forslag 5: Folkepensionsalderen skal løftes med én måned om året, første gang i
2013, hvor pensionsalderen bliver 65 år og én måned.
Udviklingen i den faktiske levetid skal regelmæssigt vurderes i forhold til udviklingen i
pensionsalderen. Dermed er der grundlag for at vurdere, om det er nødvendigt at korrigere
den årlige stigning i folkepensionsalderen.
En pensionsalder, der stiger med levetiden, løser ikke meget i sit selv. Konsekvensen vil
nemlig være beskeden, hvis ikke vi samtidig gør noget andet. Forklaringen er velkendt:
Andre ordninger – især efterlønnen – betyder, at pensionsalderen er ret ligegyldig for,
hvornår store dele af befolkningen trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. 3 ud af 4 har
trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før de når den formelle pensionsalder på 65 år.
Forslag 6: Efterlønsordningen skal udfases ved at løfte efterlønsalderen med 4
måneder om året, startende fra 2009. Tilgangen til efterløn stoppes i 2028, når den
maksimale periode, man kan modtage efterløn i, er ét år.
De mennesker, der går på efterløn, kan opdeles i to grupper. Der er dem, som oplever
et svigtende helbred og som ufrivilligt må trække sig - helt eller delvist - tilbage fra arbejdsmarkedet.
Til denne gruppe findes der i dag en række ordninger, som - langt mere
end efterlønsordningen - er målrettet til mennesker med svigtende helbred. Det drejer sig
om førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.
8

Et spørgsmål om solidaritet:
Skal Krogh vente med pensionen, så Møller kan få sin efterløn?
Møller og Krogh er begge 40 år. De har kendt hinanden siden barndommen og har altid haft
samme job lige ved siden af hinanden.
De to venner adskiller sig dog fra hinanden på ét punkt: Møller indbetaler til efterløn og kan -
hvis han indbetaler i 25 år - få ret til efterløn. Krogh betaler ikke til efterløn.
Hvis begge arbejder til pensionsalderen, kan de gå på pension om 27 år som 67-årige, efter
Velfærdskommissionens forslag om at tilpasse pensionsalderen til levetiden og udfase efterlønsordningen.
Hvis derimod efterlønsordningen skal bevares, har det store konsekvenser
for Krogh. For samfundsøkonomien skal hænge sammen, og der er behov for ekstra penge
til Møllers efterløn, som han selv kun finansierer en lille del af. Derfor er der ingen vej udenom:
Krogh må arbejde mere og betale skat af sit arbejde i 3 ekstra år. Krogh må derfor vente
med pensionen i 3 år – han kan først gå som 70-årig.
Pointen er klar: Vi lever længere. Skal nogle grupper have mulighed for at trække sig tidligt
tilbage, må andre blive meget længere på arbejdsmarkedet.
Spørgsmålet er enkelt: Hvad er mest solidarisk – at Krogh skal arbejde, til han bliver 70 år
for at Møller kan gå på efterløn som 65-årig, eller at de begge kan trække sig tilbage som
67-årige?
År
6
5
4
3
2
1
0
Figur 1.2 Yngre skal være flere år på arbejdsmarkedet for at finansiere efterlønnen
Antal ekstra år på arbejdsmarkedet for
at finansiere efterlønnen
0
25 30 35 40 45 50 55 Alder i 2006
Unge skal blive mere end 5 år længere på arbejdsmarkedet for at de kan få pension, hvis vi
fastholder efterlønnen.
9
År
6
5
4
3
2
1

Og så er der gruppen uden nævneværdige helbredsproblemer, som bruger efterlønsordningen
til at trække sig frivilligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Vores analyser viser, at de
udgør langt den største gruppe: De fleste efterlønsmodtagere er nemlig lige så friske,
raske og rørige som dem, der fortsætter på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen.
Mange forlader altså arbejdsmarkedet helt frivilligt, før pensionsalderen for offentlige
midler. Egenbetalingen for efterløn dækker kun en mindre del af de samlede omkostninger
til ordningen.
I dag har godt 160.000 sagt ja til efterløn. Mere end 4 ud af 10 af alle 60-64-årige er på
efterløn. Efterlønnen er den afgørende forklaring på, at tilbagetrækningsalderen er faldet
siden starten af 1980'erne – til trods for at levetiden er steget i perioden.
Folkepensionsalderen bør fremover have den rolle, den tidligere har haft: Den bør markere,
hvornår vi har ret til at blive forsørget, fordi vi er blevet ældre. Er man derimod under
folkepensionsalderen, skal man kun have ret til offentlig forsørgelse, hvis man har
nedsat arbejdsevne.
Forslaget betyder, at de regler, vi kender i dag, forbliver uændret for alle, der er over 57
år. Er man yngre, sker der ændringer. F.eks. vil den, der i dag er 50 år, kunne gå på
efterløn som knap 63-årig og være på efterløn i tre år, før han eller hun bliver folkepensionist.
De sidste, der får mulighed for at gå på efterløn, er dem, som er født i 1963, og
som i dag er 42 år. De får efterløn som 65½ -årige og får ét år på efterløn, før de går på
pension som 66½-årige.
Tabel 1.1 Velfærdskommissionens forslag til efterløns- og folkepensionsalder for udvalgte
aldersgrupper
Mennesker født… … kan gå på efterløn
når de bliver
10
Antal måneder med
ret til efterløn
før 1/9 1948 60 år 60 måneder 65 år
Folkepensionsalder
1/7 1950 - 31/5 1951 61 år 51 måneder 65 år og 3 mdr.
1/4 1953 - 28/2 1954 62 år 42 måneder 65 år og 6 mdr.
1/1 1956 - 30/11 1956 63 år 4 mdr. 30 måneder 65 år og 9 mdr.
1/10 1958 - 31/8 1959 64 år 24 måneder 66 år
1/6 1962 - 30/4 1963 65 år 4 mdr. 12 måneder 66 år og 4 mdr.
efter 30/4 1963
Pensionsalder løftes
med 1 måned om året
1/10 1969 - 31/8 1970
Efterløn eksisterer ikke mere
67 år
1/10 1980 - 31/8 1981
68 år

Dem, der har indbetalt til efterlønsordningen uden at få mulighed for at benytte den, får
pengene flyttet til en pensionsordning. Ingen mister deres indbetaling.
Velfærdskommissionen ønsker at tilskynde til, at man selv vælger at trække sig senere
tilbage fra arbejdsmarkedet. Samtidig ønsker Velfærdskommissionen også, at man selv
vælger at uddanne sig mere og at gennemføre uddannelsen hurtigere.
Derfor anbefaler Velfærdskommissionen en markant skatteomlægning, der lemper skatten
på arbejdsindkomst for alle indkomstgrupper. Denne reform er beskrevet mere detaljeret
i kapitel 2.
Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december
2005, i kapitel 6 og 7.
11

Der skal være bedre muligheder for og tilskyndelse
til at deltage og blive integreret på det
danske arbejdsmarked
Kapitel 2. Et mere virksomt samfund
Alle, der kan, skal have mulighed for at arbejde. Af to grunde: Det at være i job er for de
fleste helt afgørende for trivsel og selvværd. Og den skat, der betales af indkomsten ved
at arbejde, er med til at finansiere velfærdssamfundet.
Det danske arbejdsmarked fungerer på mange måder godt. Ledigheden er lav og beskæftigelsen
høj. Høj fleksibilitet er kombineret med et solidt og veludbygget socialt sikkerhedsnet.
Men vi har samtidig en udfordring, der er til at få øje på: Omkring hver tredje dansker
mellem 18 og 66 år modtager en eller anden form for overførselsindkomst fra det offentlige.
Heraf er ca. ½ mio. mennesker på midlertidige overførsler, som f.eks. dagpenge,
kontanthjælp eller sygedagpenge.
Med udsigt til en permanent faldende arbejdsstyrke vil der være behov for - men også
bedre udsigter til - at ledige kan komme hurtigere i arbejde, og andre overførselsmodtagere
kan komme ind på arbejdsmarkedet.
12

Men det sker ikke af sig selv. Der er behov for flere initiativer, hvis vi – for alvor – skal
gøre noget ved den store andel af befolkningen, der er henvist til overførselsindkomster.
Velfærdskommissionen foreslår derfor en bred vifte af initiativer.
For det første skal unge rustes bedre til arbejdsmarkedet. Derudover skal vi sikre, at
ledige kommer hurtigere i job og har de rette kvalifikationer. For det tredje skal der gøres
noget mere for den store gruppe, der modtager overførselsindkomster, og som ikke
umiddelbart er i stand til at tage et arbejde. For det fjerde skal skattesystemet indrettes,
så det bliver væsentligt mere attraktivt at uddanne sig og arbejde i Danmark. Og endelig
bør vi øge arbejdspladsernes interesse for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt -
ikke mindst i forhold til at ansætte og oplære indvandrere og efterkommere.
Unge skal videre
Mange af de mennesker, der i dag har fået kontanthjælp i lang tid, ligner hinanden på to
felter: De har ingen uddannelse. Og de har fået kontanthjælp, siden de var unge.
Som det fremgår af næste kapitel har Velfærdskommissionen flere forslag med samme
mål: Nemlig at sikre, at en større del af årgangene fremover tager en ungdomsuddannelse.
Det er af afgørende betydning. Dels for at så mange unge som muligt får en god
start. Og dels for deres tilknytning til arbejdsmarkedet senere hen.
Men der skal mere til. I midten af 1990-erne gennemførte man en række tiltag i forhold til
de unge. Budskabet var enkelt: "Hvis du er under 25 år og ikke har en uddannelse, så
tag en uddannelse, gå i lære eller find et job. Ellers sætter vi din ydelse ned." Det virkede.
Før ungeindsatsen var unge generelt mere ledige end andre. Efter ungeindsatsen har
unge – lige så generelt – været mindre ledige end andre. Samtidigt er de i højere grad
gået i gang med en uddannelse. Velfærdskommissionen ønsker at bygge videre på
erfaringerne fra ungeindsatsen. Den har vist betydningen af at skabe de rette betingelser
for en god start på arbejdsmarkedet.
Forslag 7: Ungeindsatsen skal udvides, så den gælder alle ledige under 30 år.
Unge ledige skal hurtigst muligt i uddannelse, i lære eller i arbejde. Indtil det lykkes,
skal de aktiveres. Bliver man ledig, og har man ingen uddannelse, får man
pligt til at tage en uddannelse. Har man ikke ret til dagpenge, får man en ungesats
på niveau med SU. Efter 6 måneder skal dagpengemodtagere uden uddannelse
også have denne sats.
Hurtigere i arbejde
Velfærdskommissionen anbefaler en række initiativer for at sikre, at ledige hurtigere kommer
i job igen.
Dagpenge er en forsikring. En forsikring imod at få for store fald i indkomsten, hvis man
mister sit job. Ideen er, at man modtager ydelsen – midlertidigt – mens man leder efter
nyt job. Har man mere varige problemer, der gør, at man ikke kan få tilknytning til ar-
13

ejdsmarkedet, skal problemet løses andre steder end i dagpengesystemet.
I Danmark kan man få dagpenge i fire år. Det er – i international sammenhæng – lang
tid. I Norge kan man højest få dagpenge i 2 år, i Finland har man 500 dage, mens man i
Sverige, som udgangspunkt, må nøjes med 300 dage.
I Danmark er der også lempelige regler for at genoptjene ret til dagpenge: Efter fire år på
dagpenge skal man blot arbejde i et halvt år for at kvalificere sig til yderligere fire år. Kravet
for at opnå dagpengeret er ellers 1 år.
Erfaringerne peger på, at en kortere dagpengeperiode betyder, at mange hurtigere vender
tilbage til beskæftigelse. Og at det bliver sværere at komme tilbage på arbejdsmarkedet,
jo længere tid, man har været væk.
Forslag 8: Dagpengeperioden skal forkortes fra fire år til to et halvt år. Retten til
dagpenge skal generelt være betinget af ét års beskæftigelse eller opnåelse af en
kompetencegivende uddannelse.
Figur 2.1 Dagpengeperioderne i fire nordiske lande - og Velfærdskommissionens
forslag til en ny dagpengeperiode.
Sverige
Finland
Norge
År på dagpenge
Danmark
Velfærdskommissionens forslag
0,0 0,5 1,0 1,5 2,0 2,5 3,0 3,5 4,0
Note: I Sverige kan dagpengeperioden forlænges til 600 dage, hvis man omfattes af Aktivitetsgarantien, hvor
personer i risiko for langtidsledighed tilbydes aktivering.
En kortere dagpengeperiode skal ses i sammenhæng med det sikkerhedsnet, der gælder
for de ledige, der ikke har ret til dagpenge - f.eks. fordi de ikke har forsikret sig mod
ledighed eller fordi dagpengeperioden udløber. I dag henvises de til kontanthjælpssystemet.
Forslag 9: For ledige, der ikke har dagpengeret, indføres en ny ydelse, basisydelsen,
der skal udgøre 60 pct. af de maksimale dagpenge. Forsikrede ledige, som
har opbrugt deres dagpengeperiode på 2 ½ år, skal også have basisydelse kombineret
med et skærpet aktiveringskrav.
14

Kontanthjælpssystemet skal i stedet målrettes mod personer, der har problemer ud over
ledighed, der gør, at de ikke umiddelbart kan tage et arbejde.
Ydelsen til gifte kontanthjælpsmodtagere afhænger i dag af ægtefællens indkomst. Man
modregner den enes indkomst i den andens kontanthjælp. Er begge på kontanthjælp,
kan det derfor sjældent betale sig at slå til, hvis en af ægtefællerne får tilbudt job. Er man
samboende uden at være gift, har partnerens indkomst derimod ingen betydning for
kontanthjælpens størrelse.
Det virker uhensigtsmæssigt, at samlivsformen skal afgøre, hvilken ydelse man kan få,
når man står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Forslag 10: Basisydelsen til ledige skal være fri for modregning fra ægtefællens
indkomst. Det betyder, at gevinsten ved at udbyde sin arbejdskraft og komme i job
bliver væsentligt større end i dag for gifte.
Basisydelsen vil dermed give et individuelt økonomisk sikkerhedsnet for alle ledige uafhængigt
af familieforhold, men på et niveau, hvor der er klare fordele ved at forsikre sig i
dagpengesystemet.
Boks 2.1 Individualisering af basisydelse øger gevinsten ved job
Knud og Hanne Jespersen er raske, de vil begge gerne arbejde, men – rent økonomisk
– giver det ikke meget mening at søge job. De er nemlig gift, har børn, bor til leje og er
begge på kontanthjælp.
På kontanthjælp modtager de - efter skat - sammenlagt knap 17.800 kr. inklusiv 1.814
kr. i børnefamilieydelse, og 720 kr. i boligstøtte. Desuden får de 60 pct. rabat på børnenes
daginstitution.
Da Hanne får tilbudt et job på et hospitalsvaskeri til 16.500 kr. om måneden, skal der
tælles på knapper. Lønnen er noget højere end hendes kontanthjælp, men den skal
også modregnes i Knuds kontanthjælp. Hvis hun siger ja, har familien godt 700 kr. mere
til rådighed om måneden, end hvis begge var på kontanthjælp.
Velfærdskommissionens forslag betyder, at Knud og Hanne i stedet for kontanthjælp
skal have basisydelse, og at basisydelsen er individuel. Tilsammen modtager de efter
skat 15.900 kr. på basisydelse, og Hannes indtægt fra vaskeriet skal nu ikke længere
modregnes i Knuds basisydelse. Familien får derfor omkring 2.350 kr. mere til rådighed,
hvis Hanne skifter sin basisydelse ud med job.
I dag har de 55-59-årige under visse omstændigheder ret til dagpenge i længere tid end
andre. Og de 58-59-årige kan fritages for aktivering. Velfærdskommissionens analyser
peger på, at disse særregler er med til at fastholde ældre i ledighed.
15

Forslag 11: Den forlængede dagpengeret for 55-59-årige i dagpengesystemet og
aktiveringsfritagelsen af 58-59-årige skal ophæves.
Samtidig bør vi skærpe reglerne for, hvordan man afprøver, om ledige reelt står til rådighed
for arbejdsmarkedet. Og vi bør skærpe sanktionerne for ikke at stå til rådighed og
samtidig stille større krav til de ledige om at søge job.
De nævnte stramninger af dagpengereglerne giver mulighed for at øge indsatsen over
for de ledige i dagpengesystemet, der har svært ved at komme i job.
Den stærkere internationale konkurrence og ændrede teknologi vil stille stigende krav til,
at vi kan omstille vores kvalifikationer. Nogle grupper på arbejdsmarkedet vil derfor opleve,
at deres jobmuligheder bliver udtømt med mindre de lader sig omskole. Det skal de
have bedre og hurtigere hjælp til.
Forslag 12: Hvis AF vurderer, at jobmulighederne i den lediges branche - eller
andre brancher - er udtømte, skal dagpengemodtagere have adgang til en omskoling
til brancher med mangel på arbejdskraft, og hvor den ledige kan forventes at
varetage et job.
En anden gruppe på arbejdsmarkedet har ganske særlige vilkår. Nemlig dem, der er
visiteret til at få et fleksjob. Det drejer sig om mennesker med en nedsat erhvervsevne.
Men reglerne for fleksjob har svagheder.
Særreglen for den gruppe er i dag, at de ikke skal foretage sig noget ud over at vente på
et job. De skal ikke være aktive. De skal ikke søge job. De skal vente, mens kommunen
leder efter jobbet. Det er nemlig kommunerne, der har pligt til at finde fleksjobbet. Og
mange venter meget længe. Ser man bort fra løntilskuddet, så ligner fleksjobordningen
det øvrige arbejdsmarked og dagpengesystemet. Derfor bør reglerne i videst mulig omfang
afspejle de almindelige regler.
Forslag 13: Mennesker, der er visiteret til et fleksjob, skal selv hjælpe til med at
finde det. Har man ventet på et fleksjob i 2½ år skal man på kontanthjælp i stedet
for ledighedsydelse. Når man kommer i fleksjob, skal det statslige tilskud til lønnen
ikke kunne overstige f.eks. den maksimale dagpengesats.
Styrk de svageste
Selvom det går godt med beskæftigelsen i Danmark, så får flere og flere overførselsindkomster
i lang tid. I 2004 kunne 84.000 personer se tilbage på at have været på kontanthjælp
i hovedparten af tiden i de seneste 3 år. Og mere end 4 ud af 10 af dem havde
modtaget kontanthjælp i mindst otte ud af de seneste ti år.
En stor del af den gruppe har mange andre problemer end det, at de er ledige. Nogle har
nedsat erhvervsevne, andre er misbrugere, har psykiske lidelser, og atter andre taler
meget dårligt dansk.
16

Indvandrere er overrepræsenterede i gruppen. Og de udgør en voksende andel. Der er
gjort meget for at forbedre integrationen de seneste år, men de afgørende resultater
lader vente på sig. Indvandreres erhvervstilknytning ligger fortsat langt under gennemsnittet
– og end ikke ti års stigende efterspørgsel efter arbejdskraft har flyttet den.
Kommunerne har i dag kun pligt til at give kontanthjælpsmodtagere med særlige problemer
ét aktivt tilbud. Nogle får selvfølgelig flere tilbud. Men mange modtager kontanthjælp
i lange perioder, uden at der for alvor bliver taget hånd om deres problemer. Konsekvensen
for den enkelte er, at det bliver sværere og sværere at komme tilbage. Og for mange
bliver vejen for lang.
Mennesker, der har været på kontanthjælp i lang tid, udgør en af samfundets svageste
grupper. Indsatsen i forhold til dem bør være langt mere aktiv.
Den nye integrationspakke, der blev vedtaget i efteråret, tager fat på problemerne i forhold
til denne gruppe, men der er brug for at inddrage flere redskaber.
Med Velfærdskommissionens forslag om en basisydelse til ledige, der ikke har forsikret
sig mod ledighed, vil kontanthjælpssystemet fremover være målrettet mod ledige med
andre problemer end ledighed. Derfor kan der sættes meget mere konsekvent ind på at
styrke denne gruppes forudsætninger for at komme tættere på arbejdsmarkedet.
Forslag 14: Kontanthjælpsmodtagere skal fremover have både ret og pligt til en
vedvarende aktiveringsindsats baseret på tilbud af uddannelsesmæssig, sundhedsmæssig
og social karakter.
Der skal laves individuelt sammensatte forløb, der fastlægger en vej til arbejdsmarkedet
for hver enkelt. Forløbene kan sammensættes af en bred vifte af tilbud. F.eks. kan man
kombinere afvænningstilbud med kurser i basale læse- og skrivefærdigheder og deltagelse
i beskæftigelsesprojekter. Den sociale og beskæftigelsesrettede indsats skal koordineres
bedre med uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet.
Og indsatsen skal blive ved – den må ikke stoppe på halvvejen. Ingen må efterlades som
passiv kontanthjælpsmodtager i længere tid. De bedre muligheder skal være knyttet
sammen med en pligt til at deltage i de sociale tilbud. Og det skal have økonomiske konsekvenser
at afvise tilbud. Alle har - uanset at vejen for nogle kan være lang - pligt til at
medvirke aktivt i forsøget på at komme i beskæftigelse.
Rettighederne for de svageste skal have et aktivt sigte og bidrage til, at flest muligt på
længere sigt kan forsørge sig selv. For at øge gevinsten for de svageste anbefaler Velfærdskommissionen,
at der indføres en beskæftigelsesbonus.
Forslag 15: Mennesker, der i lang tid har modtaget overførselsindkomst, skal have
en kontant bonus, når de kommer i job.
Bonussen kan f.eks. være på 3.000 kr. før skat i den første måned, personen er i be-
17

skæftigelse. Måned for måned skal den så reduceres indtil den stopper efter to års beskæftigelse.
Forslag 16: Bonussen skal også gælde nyankomne indvandrere, når de forlader
introduktionsydelse eller starthjælp og finder job.
En sådan bonusordning vil kunne bidrage til, at flere indvandrere hurtigt får en tilknytning
til arbejdsmarkedet.
Skatten på arbejde skal lettes
Velfærdskommissionen anbefaler en markant omlægning af det danske skattesystem.
Målet med reformen er klart: Vi skal lette skatten på den aktivitet, som er helt nødvendig
for, at vi kan finansiere velfærdssamfundet fremover. Det skal simpelthen være mere
økonomisk attraktivt at uddanne sig og arbejde i Danmark.
Der er ikke råd til generelle skattelettelser i Danmark. Når vi ønsker et veludbygget velfærdssamfund,
må skattetrykket nødvendigvis være højt.
Men det betyder ikke, at skattestrukturen behøver at være som i dag. Og højere beskæftigelse
- f.eks. som følge af reformer i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i
pensionssystemet - vil også kunne skabe et økonomisk grundlag for at reducere skatten.
Mange lavtlønnede har rent økonomisk svært ved at mærke forskel på, om de har en
løn, får dagpenge eller modtager kontanthjælp. Ekstraindtægten ved at arbejde er for lille,
og nogle sætter endda penge til.
Og for de bare lidt højere indkomster er skatten af den sidst tjente krone markant højere
end i de fleste andre europæiske lande. Herhjemme betaler en meget stor del af befolkningen
den høje skat: Næsten 40 procent af de fuldtidsbeskæftigede betaler topskat.
Vi skal øge lysten til at arbejde frem for at være på overførselsindkomst eller holde fri.
Det skal være mere attraktivt at tage en uddannelse. Og vi skal sikre, at skatten af den
sidst tjente krone ikke bliver så høj, at den fjerner lysten til at yde en ekstra indsats.
Det skal være økonomisk mærkbart at tage et arbejde. Mærkbart at få udbetalt overarbejdsbetaling
eller mere i løn, fordi man efteruddanner sig eller flytter for at få et nyt job.
Og mærkbart at gå fra deltid til fuldtid eller vælge arbejde frem for ferie og fritid.
Forslag 17: Personskatten skal lempes. Mellemskatten skal væk, og grænsen for
topskatten skal op. Derudover skal beskæftigelsesfradraget være større. Den disponible
værdi af fradraget skal øges fra i dag maksimalt at udgøre 2.400 kr. til
maksimalt at udgøre knap 15.000 kr. Skattelettelserne skal blandt andet finansieres
ved gradvist at hæve ejendomsværdiskatten fra de nuværende 1 pct. til 1,5
pct. i 2030.
18

Det nye skattesystem vil kun bestå af to trin: Den almindelige kommune- og bundskat
som stort set alle betaler, og en topskat, som betales af de 20 pct. af befolkningen, der
tjener mest. Sammen med det forhøjede beskæftigelsesfradrag betyder det, at langt
hovedparten af de beskæftigede skal betale en skattesats på i alt 40 pct. Skatten vil stadig
være højere for dem med de højeste indkomster. Men for dem vil skatten af den sidst
tjente krone falde fra 63 pct. til højest 59 pct.
60
50
40
30
20
10
Figur 2.2 Skatten lempes for alle på arbejdsmarkedet
Marginal
skatte pct.
70
Før reform
Efter reform
Marginal
skatte pct.
70
0
0
0 kr. 125.000 kr. 250.000 kr. 375.000 kr. 500.000 kr. 600.000 kr.
Figuren viser skatten af den sidst tjente krone for en beskæftiget. Mellemskatten forsvinder,
grænsen for topskat stiger, og skatten af den sidst tjente krone kan maksimalt være
59 pct. i stedet for 63 pct.
Det er afgørende, at der for hver lempelse af skatten er en konkret finansiering. Velfærdskommissionen
vil hellere støtte arbejde end mursten. I de senere år har vi reelt
øget støtten til mursten, fordi beskatningen af boliger er blevet lempet med skattestoppet.
Velfærdskommissionen finansierer derfor blandt andet skattelettelserne på arbejde ved
at hæve ejendomsværdiskatten langsomt fra de nuværende 1 pct. til 1,5 pct. i 2030.
Derudover finansieres de ved reformer, der skal få unge til at komme tidligere ind på
arbejdsmarkedet. Og ved reformer af arbejdsmarkedet og initiativer, der skal sikre en
højere tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet.
For at sikre en fornuftig timing af skattereformen med de øvrige forslag skal skattelettelsen
indfases gradvist frem mod 2015.
Arbejdsmarkedets parter skal tage større ansvar
Den enkelte har et ansvar for selv at finde et job. Og myndighederne er ansvarlige for at
forsørge og støtte den enkelte i den proces. Men i Danmark har også arbejdsmarkedets
parter et stort ansvar.
19
60
50
40
30
20
10

De er ansvarlige for de aftaler om løn- og arbejdsvilkår, der skal gøre det muligt for de
ledige at opnå beskæftigelse, for unge at få en praktikplads og for længevarende ledige
at få den nødvendige jobtræning.
Men de har også et særligt ansvar i forhold til den gruppe af mennesker, som har svært
ved at komme ind på eller fastholde en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi deres
forudsætninger er svagere end gennemsnittet.
På trods af høj beskæftigelse og lav ledighed er det fortsat vanskeligt for denne gruppe at
få fodfæste på arbejdsmarkedet. Indretningen af arbejdsmarkedet med høje mindstelønninger
og forholdsvis små lønforskelle mellem højt- og lavtlønnede er en væsentlig forklaring.
Det betyder ikke, at indretningen af arbejdsmarkedet generelt er dårlig. Tværtimod. Kombinationen
af høj fleksibilitet og et solidt og veludbygget socialt sikkerhedsnet har givet
resultater, som både arbejdsgivere og arbejdstagere nyder godt af.
Derfor må arbejdsmarkedets parter også tage et større ansvar på de områder, hvor indretningen
af arbejdsmarkedet giver problemer.
Øget rummelighed kræver, at arbejdspladserne giver plads til personer, som ikke umiddelbart
lever op til de normale præstationskrav. Og det kræver, at lønmodtagere accepterer,
at der skal gøres noget ekstraordinært for at skabe plads til mennesker, der har kvalifikationer
under gennemsnittet.
Forslag 18: Regeringen, kommunerne og arbejdsmarkedets parter må indgå en ny
firepartsaftale for at sikre, at det danske arbejdsmarked er rummeligt nok til at
dække behovet for praktikpladser, jobtræningsmuligheder for ledige og oplæringspladser
for indvandrere og andre med svage forudsætninger.
Den indgåede integrationsaftale fra 2002 mellem parterne på arbejdsmarkedet var et
godt udgangspunkt. Men mulighederne i aftalen benyttes kun meget lidt.
For at skabe et bedre fodfæste på arbejdsmarkedet for indvandrere og efterkommere
med svage danskkundskaber bør de indsluses til en løn, der svarer til deres kvalifikationer,
mens eksempelvis deres sprogfærdigheder bliver udviklet. Det kunne være en del af
en ny firepartsaftale.
Forslag 19: Det skal være muligt at skabe særlige oplæringsstillinger for personer,
der har så svage danskkundskaber, at de deltager i danskundervisning eller har
særlige behov for oplæring. Lønnen skal svare til den ansattes kvalifikationer og
vil derfor normalt være under mindstelønnen.
Oplæringsstillingerne kan vare i op til tre år. Lønnen skal stige gennem ansættelsesperioden
i lighed med elevlønnen i erhvervsuddannelserne.
20

Det er op til arbejdsmarkedets parter, om dette værktøj - sammen med de andre lovgivningsmæssige
integrationsværktøjer - skal danne grundlag for en mærkbart forbedret
integration af indvandrere og efterkommere i de kommende år. Hvis ikke, kan det blive
nødvendigt at forpligte virksomhederne til at ansætte flere indvandrere.
Alternativet til en større rummelighed baseret på frivillige aftaler på arbejdsmarkedet er -
via lov - at placere en større del af det økonomiske ansvar hos både lønmodtagere og
arbejdsgivere.
Forslag 20: Hvis arbejdsmarkedets parter ikke i de kommende år gør en tilstrækkelig
indsats for sikre en bedre integration af indvandrere, skal der skabes en ordning,
der forpligter virksomheder til samlet at tage ansvar for at ansætte personer
med svage danskkundskaber.
Det kan f.eks. være en ordning, som vi kender den fra den nuværende Arbejdsmarkedets
Elevrefusion. Det vil betyde, at virksomheder skal betale et obligatorisk bidrag til en
ordning, der udbetaler tilskud til de virksomheder, der ansætter en person med svage
danskkundskaber. I praksis betyder det, at den virksomhedsrettede integrationsopgave
bliver finansieret af de arbejdsgivere, der ikke ansætter indvandrere.
Den større rummelighed skal også sikre, at praktik, oplæring og jobtræning kan få indhold,
der mest muligt ligner almindeligt arbejde kombineret med elementer af f.eks. uddannelse
og vejledning. De nuværende krav om at støttede job under ingen omstændigheder
må medføre fortrængning, er ikke tidssvarende. Og det harmonerer ikke med den
store opgave, vi står overfor med at integrere indvandrere og mennesker, der har været
længe væk fra arbejdsmarkedet. Vi må - også via lovgivning - væk fra denne tankegang.
Det er ikke muligt at skaffe tilstrækkelige jobtræningsmuligheder med reelt indhold for
svage grupper uden en accept af, at det også medfører en vis fortrængning af rigtige
arbejdspladser. Men med udsigt til mangel på arbejdskraft bliver det et mindre problem.
Alternativet er, at de svage grupper i stedet bliver fortrængt fra arbejdsmarkedet. Det er
usolidarisk, og det er uøkonomisk.
Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december
2005, i kapitel 8,9 og 11.
21

Det skal være mere attraktivt at uddanne sig, at
arbejde, at investere og at drive virksomhed i
Danmark
Kapitel 3. Et mere fremsynet samfund
For at skabe et fremsynet og velstående samfund med højt uddannelsesniveau og høj
beskæftigelse bliver det afgørende at fremme menneskers lyst til – og mulighed for – at
uddanne sig, arbejde, investere og drive virksomhed i Danmark. Det bliver også nødvendigt,
hvis Danmark fortsat skal være i front i en verden, der bliver stadig mere globaliseret.
Vi har gode muligheder i den globale konkurrence. Hidtil har den tætte integration mellem
landene bidraget til, at vi hører til blandt verdens rigeste. Men hvis vi fortsat skal have
fuldt udbytte af globaliseringen og forblive blandt de rigeste lande i verden, er der behov
for at styrke indsatsen på tre områder.
For det første skal de, der er en del af den danske arbejdsstyrke, være blandt de bedst
uddannede i verden. For det andet skal vores skattesystem indrettes, så der kommer en
større økonomisk gevinst ud af at investere, uddanne sig og anvende sin uddannelse i
Danmark. Og så bør vi, for det tredje, gøre vores samfund mere åbent for vandringer
over grænserne uden at det underminerer vores velfærdssamfund.
22

Uddannelser skal styrkes
Danmarks fremtidige velstand afhænger af, at en bred del af befolkningen får et højt
uddannelsesniveau. En uddannelsesmæssig elite er nødvendig, men vi bør samtidig
satse markant i bredden. Uddannelse til alle bidrager til at ruste Danmark i den internationale
konkurrence. Og uddannelse til alle er med til at gøre det muligt, at vi kan fastholde
den forholdsvis lige indkomstfordeling i Danmark.
I dag går knap hver femte blandt de unge ud i livet uden en ungdomsuddannelse. Det er
stærkt bekymrende. Unge uden uddannelse er særdeles udsat for at blive marginaliseret
på arbejdsmarkedet. De får derfor svært ved at forsørge sig selv i deres voksenliv. F.eks.
har tre ud af fire under 30 år på kontanthjælp kun gået ni år i skole. Det er mere end
dobbelt så mange som i befolkningen generelt.
For indvandrere – og deres efterkommere – er situationen langt værre: Blandt de unge er
det kun hver anden, der får en ungdomsuddannelse. Det er et kæmpeproblem – både
for de unge selv og for samfundet. Indvandrere og efterkommere kommer til at udgøre
en stigende andel af befolkningen, og deres tilknytning til arbejdsmarkedet er lav. Med
mindre, altså, at der bliver gjort noget målrettet for at øge andelen, der får en uddannelse.
Velfærdskommissionen anbefaler en massiv satsning på at øge andelen af unge, som
får en ungdomsuddannelse. En af vejene er at sikre flere praktikpladser. Mange tusinde
unge mangler i dag praktikplads. Det er højst usikkert, om problemerne løser sig af sig
selv med de nuværende initiativer – men praktikpladserne skal findes.
Forslag 21: Arbejdsgivernes Elevrefusion skal bruges mere offensivt for at skaffe
praktikpladser. Det betyder, at arbejdsgivere, der ikke har oprettet praktikpladser,
skal betale mere til de arbejdsgivere, som opretter pladserne.
Hvor godt det går de unge i ungdomsuddannelserne afhænger af andet og mere end
ungdomsuddannelserne selv. Det er f.eks. helt afgørende, hvad unge har med sig fra
grundskolen. Også her er der behov for ændringer og mere ambitiøse målsætninger. Der
skal satses på indlæring i en tidligere alder, så stort set alle elever er sikre læsere ved
udgangen af 2. klasse.
Børnehaveklassen skal være obligatorisk og mere fagligt orienteret, men undervisningen
skal overvejende gives i form af leg og andre udviklende aktiviteter. Det skal være gratis
og obligatorisk for børn i 0.-3. klasse at benytte skolefritidsordning, fritidshjem mv. For så
bliver det muligt i højere grad at integrere den egentlige skoledag og fritidstilbuddet og
dermed få mere afveksling mellem læring, fysisk udfoldelse og leg.
Det koster selvfølgelig at udvide skoledagen for fire klassetrin. Finansieringen kommer
blandt andet fra en harmonisering og en reduktion af 'børnechecken' (se kapitel 4).
Det er et vigtigt at styrke læsefærdighederne bredt: Gode læsere skal være bedre læsere,
og antallet med læsevanskeligheder skal reduceres kraftigt. Målet skal blandt andet
23

nås ved en ekstra dansktime i 1. klasse. Ambitionsniveauet i læsning skal hæves: Fremtidige
1. klasser skal kunne læse lige så godt som de nuværende 2. klasser. Specialundervisningen
i dansk for elever med svage læsefærdigheder skal fremrykkes til 1. og 2.
klasse.
Indvandrere og efterkommere skal beherske det danske sprog inden skolestart, hvis de
skal kunne følge undervisningen i samme omfang som andre børn. Det foreslås, at børnehaveklassen
skal gøre en særlig indsats for børn, som viser sig at have svage danskkundskaber.
Lærerne i grundskolen skal være bedre kvalificeret til at støtte tosprogede
og andre børn, der har behov for støtte i de basale fag.
Det foreslås, at der i 0.-3. klasse indføres lektiehjælp for de elever, der har behov for det.
Forslaget sigter specielt mod indvandrere og efterkommere, men vil også omfatte danske
elever med tilsvarende behov. Heldagsskolen giver gode rammer for lektiehjælp.
Velfærdskommissionen støtter, at der bliver indført obligatoriske, nationale tests i udvalgte
fag på en række klassetrin. Med tests bliver det muligt at opdage – og gribe ind – når
noget er gået galt.
Forslag 22: Allerede i børnehaven skal der sættes ind med sprogstimulering af
børn med svage danskkundskaber, skolestarten skal fremrykkes, læseundervisningen
skal styrkes, og der skal indføres en obligatorisk heldagsskole for de 6-9årige.
Også i den anden ende af grundskolen – blandt de ældste – er der behov for ændringer:
Velfærdskommissionens forslag i kapitel 1 om en ændret 10. klasse vil sikre, at undervisningen
i 10. klasse vil fokusere på færdigheder, der kan ruste elever til den efterfølgende
ungdomsuddannelse.
Positivt medspil fra lærerstanden er en helt afgørende forudsætning for, at de ambitiøse
målsætninger kan nås. Det er Velfærdskommissionens opfattelse, at det skal være mere
attraktivt at undervise i folkeskolen. Vi skal give lærerne mulighed for at lægge mere
vægt på faglighed og professionalisme. De lærere, der gør en indsats på disse væsentlige
felter, skal kunne belønnes i højere grad end i dag.
Som beskrevet i kapitel 2 anbefaler Velfærdskommissionen også, at vi styrker mulighederne
for uddannelse for grupper af voksne. Det drejer sig om ledige, som har behov for
at blive omskolet til nye jobmarkeder, for at komme i beskæftigelse igen.
Attraktivt at investere og drive virksomhed
Velfærdskommissionens forslag til skattereform (kapitel 2) vil gøre det væsentligt mere
attraktivt at bo, uddanne sig og arbejde i Danmark.
Men der er behov for at ændre på andet og mere end person- og ejendomsskatter. Med
24

en tættere integration mellem landene er det sandsynligt, at skattekonkurrencen vil blive
skærpet. Lande kan, via strategiske skattenedsættelser, konkurrere om at tiltrække virksomheder
og investeringer. Selv om den danske selskabsskat ikke hører til blandt de
højeste, kan der være en god økonomi i at flytte et hovedsæde til udlandet. Og virksomheder,
der har afdelinger i flere lande, kan i et vist omfang flytte overskud til de lande,
hvor skatten er mindst.
Forslag 23: Selskabsskatten og skat af kapitalindkomst skal tilpasses den internationale
udvikling. Selskabsskatten skal sænkes fra 28 til 25 pct. Alle former for
afkast af privatpersoners og virksomheders opsparing og investeringer – bortset
fra pensionsopsparing – bør beskattes med 33 pct.
Reduktionen af selskabsskatten finansieres af virksomhederne selv - blandt andet ved
stramninger af særregler.
Ind- og udvandrere
På ét punkt adskiller det danske velfærdssamfund sig fra mange andre: Vi har omfattende
rettigheder, som er uafhængige af, hvor meget – eller hvor lidt – vi betaler i skat.
Ingen spørger til vores betalingsevne i døren til hospitalet. Motivation og evner – ikke
penge – afgør, hvem der får hvilke uddannelser. Og opfylder man betingelserne, har
man ret til kontanthjælp uanset hvor meget, man betalte i skat sidste år. Princippet i den
sociale kontrakt er enkelt: Rettighederne gælder alle.
Den kontrakt har mange styrker, men også svagheder: Den er blandt andet følsom over
for indvandrere og udvandrere, der kan vælge kontrakten til og fra.
Det er f.eks. ganske problematisk, hvis mange af de, der har fået en – gratis – videregående
uddannelse, vælger at bosætte sig i udlandet. Eller hvis pensionister flytter til udlandet
med deres pension. Her er der dog allerede igangsat et arbejde med at ændre
beskatningsaftalerne, så det bliver mindre økonomisk attraktivt at flytte til udlandet med
pensionen.
På samme måde kan indvandring blive et problem, hvis mange af de, der kommer til
landet, ikke kan forsørge sig selv.
Konsekvensen må ikke blive, at vi indskrænker den åbenhed, vi har mod omverdenen.
Vores fremtidige velstand afhænger af åbenheden. Det er kun godt, at mennesker rejser
ind i eller ud af Danmark. Vi anbefaler derimod, at vi justerer kontrakten, så den bliver
mere robust over for både indvandring og udvandring uden at bremse mulighederne for
vandringer.
I forhold til udvandringen drejer justeringen sig netop om dem, der tager en lang videregående
uddannelse. I dag rejser kun få færdiguddannede ud af landet. Og langt de fleste
kommer tilbage efter få år. Men på det længere sigt vil flere uden tvivl blive ude i længere
25

tid. Fordi uddannelserne bliver mere internationale. Fordi de kulturelle og sproglige barrierer
bliver brudt ned. Og fordi virksomheder vil efterspørge arbejdskraft med international
erfaring.
Vi er i dag sikret lige adgang til uddannelse: Undervisningen er gratis, og vi får SU, mens
vi læser. Det gør os følsomme over for udvandring. Vi bør indføre en model, så højtuddannede
betaler noget tilbage til samfundet, hvis de vælger at bruge uddannelsen på et
arbejdsmarked uden for Danmark i lange perioder og dermed ikke betaler skat i Danmark.
På lange videregående uddannelser kan man få to titler: Den korte version – typisk tre år
– giver titlen bachelor. Læser man videre – normalt i to ekstra år – bliver man kandidat.
Det er usikkert, hvor store ændringer, der er behov for. I første omgang foreslår Velfærdskommissionen
alene nye regler for kandidatdelen.
Forslag 24: Studerende skal pålægges brugerbetaling på kandidatuddannelsen –
penge, de kan låne af staten. De skal samtidig låne deres SU. Færdiguddannede
kandidater, der bliver i Danmark og arbejder, får nedslag i skatten, der finansierer
afdrag og renter på lånene. De, der flytter permanent til udlandet, skal betale begge
lån tilbage. De, der kommer hertil med en udenlandsk kandidatuddannelse,
som de har betalt for, får også nedslag i skatten.
Dette forslag er især rettet mod at gøre uddannelsessystemet robust over for øget udvandring.
Der er ikke taget stilling til det mere generelle spørgsmål om, hvor meget velfærdssamfundet
skal subsidiere de videregående uddannelser.
26

Boks 3.1 Østerbye skal betale studiepenge tilbage – Vestergaard slipper
Østerbye og Vestergaard startede på ingeniørstudiet sammen og er begge blevet færdige
efter fem års studier. Østerbye får med det samme tilbudt job i Californien, han
rejser, støder ind i en amerikansk pige, stifter familie og bliver boende i USA. Vestergaard,
derimod, får job i Danmark.
I dag medvirker de penge, Vestergaard betaler i skat, til at finansiere det danske velfærdssamfund,
mens Østerbye ikke bidrager. Hvis der bliver mange flere som Østerbye
i fremtiden, kommer Vestergaard til at stå over for en større skatteregning.
Med Velfærdskommissionens forslag vil situationen være anderledes.
Både Østerbye og Vestergaard har ved afslutningen af studiet lånt godt 170.000 kr. til at
dække den betaling, der er indført ved danske universiteter. Pengene er dels gået til at
dække brugerbetaling på 60.000 kr. for fire semestre på kandidatdelen, dels til den uddannelsesstøtte,
de har modtaget på den 2-årige kandidatdel på samlet godt 110.000
kr.
Vestergaard kommer aldrig af med en krone for de lån, han har taget. De bliver nemlig
betalt via en nedsættelse af hans skat over 10 år. Han betaler skal som alle andre –
staten finder selv ud af at flytte ca. 17.000 kr. om året til hans lån. Østerbye, som flytter
permanent til USA, skal derimod tilbagebetale både lånet for brugerbetaling og SU til
den danske stat på samme måde, som SU-lån tilbagebetales i dag.
I forhold til indvandring er der især én ting, der kan gøre det danske samfund mere robust:
Når vi står over for mennesker, der ønsker at komme til Danmark, bør vi fremover
fokusere mere på, om de kan forsørge sig selv.
Danmark skal - uden betingelser - tage imod de flygtninge, vi er forpligtet til ifølge de
internationale konventioner. Men for andre end flygtninge bør kvalifikationer og kontakt til
arbejdsmarkedet spille en større rolle for de krav og de muligheder, vi stiller. Velfærdskommissionen
foreslår tre nye instrumenter: Dels et nyt pointsystem, dels en variabel
bankgaranti, og dels en ny integrationseksamen.
Ideen i det nye pointsystem er, at vi i forhold til udlændinge skal tage hensyn til, hvilke
kvalifikationer de har. Det danske samfund vil i de kommende år opleve et stort fald i
arbejdsstyrken. Og der vil blive kamp om den veluddannede arbejdskraft i den skærpede
internationale konkurrence. Derfor er det vigtigt, at virksomheder og offentlige institutioner
får adgang til at ansætte den nødvendige arbejdskraft – danskere eller udlændinge.
Før en udlænding i dag får lov at komme til Danmark skal to ting som regel dokumenteres:
For det første, at han har en kompetence, som mangler i Danmark og – for det andet
– at han er ansat hos en arbejdsgiver her i landet. De regler er for stramme, bureaukratiske
og usmidige. Vi har i Danmark brug for flere kvalificerede mennesker.
27

Forslag 25: Der skal indføres et pointsystem for udlændinge, der søger til Danmark.
Pointsystemet skal basere sig på objektive kriterier – uddannelse, sprogfærdigheder,
erhvervserfaring, alder og ansættelsesforhold. Indvandrere, der opnår
nok point, kan, i en tidsbegrænset periode, bosætte sig og arbejde i Danmark
sammen med deres familie.
Dette forslag skal kombineres med, at der skal stilles en bankgaranti af den pågældende
udlænding eller vedkommendes arbejdsgiver. Bankgarantien skal gå til eventuelle udgifter
til sociale ydelser til indvandreren og dennes familie.
Forslag 26: Kvalificerede indvandrere – eller deres arbejdsgivere – skal stille en
bankgaranti inden indvandringen. Det er antal point i pointsystemet, der afgør,
hvor stor bankgarantien skal være.
Velfærdskommissionen foreslår desuden at ændre på reglerne for den bankgaranti, der
gælder for familiesammenføringer. I dag skal den person, som bor i Danmark. som regel
stille en bankgaranti på knap 55.000 kr. i forbindelse med familiesammenføringen. Beløbet
er begrænset set i lyset af, at det skal gå til eventuelle udgifter til sociale ydelser til
den familiesammenførte de følgende syv år. Fremover bør beløbet afhænge af hvor
sandsynligt det er, at den familiesammenførte får job og bliver integreret i samfundet. Det
er antal point i pointsystemet, der afgør, hvor stor bankgarantien skal være.
De foreslåede regler skal udformes, så de holder sig inden for de konventioner, Danmark
har tiltrådt. De skal derfor ikke gælde for flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge.
Forslag 27: Der skal være forskellige krav til, hvor stor en bankgaranti man skal
forlange for en familiesammenført. Størrelsen skal afhænge af, hvor mange points
den familiesammenførte opnår i det nye pointsystem. Jo færre points, jo større
bankgaranti. Samtidig foreslås reglerne om tilknytningskravet fjernet.
Derudover skal vi styrke rettighederne for indvandrere, der hurtigt får job og lærer dansk.
I dag gælder syv-års-reglen: Efter syv år kan man som regel skifte en midlertidig opholdstilladelse
ud med en permanent. Og man får ret til kontanthjælp i stedet for starthjælp.
Bankgarantien ved familiesammenføringer skal ligeledes stilles i 7 år. Velfærdskommissionen
foreslår et andet krav i stedet: Vi bør kræve en bestået integrationseksamen.
Man får ret til permanent opholdstilladelse og kontanthjælp ved at bestå eksamen.
Og modsat: Uden en integrationseksamen opnår man ikke rettighederne, uanset hvor
længe man så måtte have opholdt sig i Danmark.
Forslag 28: Der skal indføres en integrationseksamen for nye indvandrere. Eksamenen
er bestået, når indvandreren f.eks. har været i ordinær beskæftigelse i to år
og har bestået en prøve i dansk eller engelsk.
Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december
2005, i kapitel 8,10 og 11.
28

Offentlige ydelser skal i højere grad prioriteres
til fordel for borgere med dårligt helbred og
ringe økonomisk formåen og i mindre grad til
borgere, der kan selv
Kapitel 4. Et mere solidarisk samfund
Fremover skal offentlige ydelser være mere målrettede end i dag. Et mere solidarisk
samfund indebærer, at ydelser i højere grad skal være bestemt af, om man har et behov.
Det betyder, at nogle grupper med mindre udtalte behov skal have mindre end i dag. Og
at andre - med større behov - skal stilles bedre.
Opbygningen af velfærdssamfundet i dag er, på visse punkter, ikke særlig effektiv eller
solidarisk. Der er f.eks. ikke meget solidaritet i, at mennesker – fuldstændig uafhængigt
af, om de har en millionformue – kan få rabat på f.eks. licens, offentlig transport og ejendomsværdiskat.
Jo mere vi giver ud af den slags, jo mindre har vi at gøre godt med over
for dem, der trænger.
Velfærdskommissionen anbefaler, at vi målretter ydelser på fire områder. For det første
skal vi have et nyt og moderniseret pensionssystem, så vi i højere grad tilgodeser de
svageste ældre. For det andet bør der ske en gradvis omlægning af tilskud til boligmarkedet,
som i dag er præget af alle mulige støtteformer til både rig og fattig. For det tredje
bør penge til børnefamilier fordeles mere jævnt hen over børnenes alderstrin og i højere
grad bruges, så behovet for gode uddannelser tilgodeses. Endelig bør samspillet mellem
offentlige og private forsikringer koordineres bedre. De lovpligtige ansvarsforsikringer skal
29

i højere grad flytte ansvar og finansiering til skadesvolder. Der er behov for et klarere
regelsæt, så det offentlige bliver aflastet, som formålet var med den lovpligtige forsikring.
Et moderne pensionssystem
Fremtidens ældre vil adskille sig fra nutidens på flere punkter. De har f.eks. udsigt til et
længere liv. Og så vil de – som gruppe betragtet – have flere penge mellem hænderne.
Forklaringen er, at en betydelig del af befolkningen igennem de seneste årtier har opbygget
en arbejdsmarkedspension. Rigtig mange betaler til deres pension. Men samtidig
viser Velfærdskommissionens analyser, at der er en stor restgruppe, der ikke sparer
noget særligt op. Det er mennesker, som kun lejlighedsvis er beskæftiget på et område,
hvor der er obligatorisk pensionsordning. Og mennesker, som i længere perioder er på
dagpenge, kontanthjælp eller får førtidspension.
Levestandarden for fremtidens pensionister vil i høj grad afhænge af, hvor meget og hvor
længe de har sparet op. At vi har en stor restgruppe betyder, at der i mange årtier fremover
vil være mange ældre, som stort set udelukkende har udsigt til en indtægt via folkepension
og ATP. Vi bør ikke stille os tilfreds med, at der på langt sigt er en sådan restgruppe.
Forslag 29: Der skal indføres en obligatorisk pensionsopsparing, så alle sparer op
til pension. For de, der ikke andetsteds indbetaler til en pensionsordning, skal
indbetalingen til den individuelle pensionsopsparing udgøre 6 pct. af lønnen eller
den offentlige overførsel.
Hvor ingen overenskomst dækker, skal arbejdsgiveren betale fire pct. mens lønmodtageren
selv betaler to pct. Selvstændige skal selv betale seks pct. af deres indkomst. I
forhold til modtagere af overførselsindkomster skal staten betale fire pct., mens modtageren
selv indbetaler to pct.
Forslaget betyder på langt sigt, at kun få personer kommer til at stå tilbage som pensionister,
der ikke har anden indkomst end folkepensionen og ATP. Med en obligatorisk
arbejdsmarkedspension vil pensionisters indkomstfordeling i større udstrækning komme
til at ligne indkomstfordelingen blandt de erhvervsaktive, end det er tilfældet i dag. Og vi
vil få en mere retfærdig fordeling af opsparingen til pension i fremtiden.
Samtidigt skal det sikres, at alle har en økonomi, der matcher den stadigt stigende levealder.
Altså at man har pension til flere leveår.
Forslag 30: En vis minimumsandel af de private pensionsordninger skal være
livsvarige.
Det tager, i sagens natur, utrolig lang tid, før ændringer i pensionssystemet får fuld effekt.
Faktisk går der flere generationer, før de for alvor slår igennem – det gælder også arbejdsmarkedspensionerne
og den foreslåede obligatoriske pensionsopsparing.
30

Derfor bør vi regulere folkepensionen og den supplerende pensionsydelse - 'ældrechecken'.
Især i opbygningsfasen – indtil alle har fået opbygget fuld arbejdsmarkedspension
– er det vigtigt at sikre indkomsten for dem, der har den laveste pension.
Forslag 31: Folkepensionens grundbeløb, folkepensionens indkomstafhængige
del og den supplerende pensionsydelse skal øges fra 2010. Det betyder især, at
de, der har de laveste indtægter, vil blive stillet bedre. For de, som går på pension i
2010 eller senere, øges pensionstillægget med 3.400 kr., grundbeløbet øges med
3.200 kr. , og ældrechecken øges med 7.300 kr.
Pengene til den moderniserede folkepension skal hentes i udfasningen af en række
særordninger, der ikke tager højde for, om man har et bestemt behov, men derimod
alene bliver udløst af, at man har nået en bestemt alder.
Disse særregler er indført i en tid, hvor alderdom var lig med svaghed og fattigdom. Allerede
i dag er det langt fra tilfældet. Vi kan definitivt begrave billedet af ældre, som en
homogen gruppe af udsatte og fattige. Derfor er der ikke længere behov for aldersafhængige
særregler.
Forslag 32: En række særregler for ældre skal udfases. Det gælder den særlige
boligydelse for ældre, aldersrabatten i ejendomsværdiskatten, licensrabat, varmetillæg,
personligt tillæg mv. Udfasningen af særregler skal ske ved, at de nye regler
indføres for personer, der bliver 65 år i 2010 eller senere. De nuværende regler
vil fortsat gælde for personer, der er ældre, herunder alle nuværende folkepensionister.
Samlet set medfører den foreslåede omlægning af pensionssystemet, at indkomstforskellene
blandt pensionisterne vil være stort set uforandrede, men at andelen med meget
lave indkomster bliver mindre.
Et boligmarked uden tilskud til mursten
Der er ingen tungtvejende argumenter for, at alle støtter hinandens forbrug af boliger.
Især fordi det betyder en højere skat på arbejdsindkomst. Men det er præcis, hvad der
sker i dag: Alle former for bolig modtager offentlig støtte. De samlede subsidier til murstensstøtte
på boligmarkedet udgør 20-25 mia. kr. hvert år.
De, der ejer deres egen bolig, betaler en ejendomsværdiskat, der er lavere end den beskatning,
de skulle betale, hvis de havde placeret deres penge i andre aktiver – f.eks.
obligationer. De, der bor i andelsboliger, får støtte ved at de – i modsætning til ejerne –
ikke skal betale ejendomsværdiskat. De, der bor i almene boliger, får støtte ved at det
offentlige skyder penge ind, når der bliver bygget almennyttige boliger. De bliver også
støttet ved at almennyttige boliger – bortset fra grundskyld – er fritaget for beskatning. Og
så bliver mange lejere støttet via huslejereguleringen, der betyder, at de betaler en husleje
markant under markedslejen. Alt sammen privilegier, der er skattefrie for modtageren.
31

Problemet ved denne gensidige og altomfattende støtte til hinandens boliger er enkelt:
De penge, vi bruger på murstensstøtte, kunne vi alternativt have brugt på noget andet –
f.eks. til at nedsætte skatten på arbejdsindkomst, på at støtte svage grupper, på at sørge
for at flere har kvalifikationer til at klare sig på arbejdsmarkedet eller på at investere i et
tidssvarende sundhedsvæsen.
Forslag 33: Alle direkte såvel som indirekte tilskud til boliger skal synliggøres og
udfases over en årrække, for at skabe en fri og afreguleret boligsektor.
Forslagene fremgår af kapitel 12 i den tilhørende analyserapport. Der er tale om mange
og – teknisk set – meget komplicerede forslag. De fleste er formuleret som generelle
målsætninger, da det ikke har været muligt for Velfærdskommissionen at afdække samtlige
særregler og samspillet mellem dem.
Støtte på boligmarkedet sker også via overførsler – f.eks. boligydelse til ældre og boligstøtte
til andre, hvis indkomster er lave. Støtten betyder, at pensionister, børnefamilier og
personer med lave indkomster får et permanent større boligforbrug, end indkomsten i
øvrigt tillader. Boligsikring bør opfylde et reelt boligsocialt formål.
Forslag 34: Boligsikringen skal først og fremmest målrettes mod børnefamilier,
men også mod pensionister og førtidspensionister med lavere indkomster.
Familier uden børn vil ikke kunne få boligsikring. De må tilpasse deres boligforbrug til
deres faktiske indkomst. Dog vil folkepensionister og førtidspensionister fortsat kunne få
boligstøtte.
En målrettet børnecheck
Børnefamilieydelsen eller 'børnechecken' er yderligere et eksempel på en særydelse til
børnefamilier, som ikke er målrettet. 'Børnechecken' gives i dag som et skattefrit tilskud til
alle børn i alderen 0 - 17 år.
Den er størst for de 0-2 årige, lidt lavere for de 3-6 årige og mindst for de 7-17-årige.
Denne forskel har været begrundet med de forskelle, der er i forældrebetalingen til pasningsilbud
på de forskellige alderstrin: Vuggestue har altid været dyrere end børnehave.
Og børnehave altid dyrere end skole- og fritidsordningen (SFO).
Men derudover er der ikke mange argumenter for at gøre forskel i betalingen til forskellige
aldersgrupper. Tværtimod: Alle andre udgifter til børn vokser med alderen. Det gælder
udgifter til mad, tøj og fritidsaktiviteter. 'Børnechecken' bør derfor være af samme størrelse
for alle børn uanset alder, og den kan være lavere end i dag - hvis de penge, der
spares, bruges mere målrettet på børnene.
Derfor foreslår Velfærdskommissionen - som omtalt i kapitel 3 - at det gøres gratis for
forældrene, at børnene i 0.-3- klasse benytter skolefritidsordninger og fritidshjem.
32

Forslag 35: 'Børnechecken' skal sænkes til 7.500 kr. om året for børn i alle aldersgrupper.
Pengene skal i stedet bruges på at gøre børnenes brug af SFO gratis for
forældrene og samtidig udvide skoledagen for skolebørnene i 0.-3. klasse.
Styrket koordination mellem offentlig og privat sikring
Den offentlige velfærdssikring bliver på visse områder aflastet af lovpligtige forsikringer.
F.eks. skal bilejere forsikre sig i forhold til at påkøre andre, og arbejdsgivere skal forsikre
sig i forhold til, hvis deres ansatte kommer ud for en arbejdsulykke.
Lovpligtige forsikringer indebærer, at man kan udpege, hvem der har ansvaret eller er
skadevolder, og at den pågældende - frem for det offentlige - bør betale for skaden.
Det betyder, at ansvar og betaling flyttes over på den, som er ansvarlig for ulykken. Det
er ud fra en række betragtninger fornuftigt. Det hjælper f.eks. virksomheder til at tage
større ansvar for arbejdsmiljøet for at undgå arbejdsskader og stigende præmier. Det er
ikke rimeligt, at det offentlige skal dække omkostninger for arbejdsskader, som kunne
være undgået, hvis virksomhederne havde bedre styr på deres sikkerhed. Idéen med
lovpligtig forsikring er, at finansieringsbyrden flyttes fra det offentlige til den ansvarlige.
Det betyder også, at lovpligtige erstatninger er med til at aflaste de offentlige kasser. Men
i nogle tilfælde er dækningen ikke koordineret, så det offentlige alligevel kommer til at
betale. Velfærdssamfundets midler kan prioriteres bedre.
Et eksempel: En person kommer ud for en arbejdsulykke og mister godt halvdelen af sin
arbejdsevne. Fra den lovpligtige forsikring får vedkommende både et engangsbeløb for
svie og smerte (mén-erstatning) og en løbende dækning af tabt arbejdsindkomst. Senere
får vedkommende et fleksjob til fuld løn med løntilskud fra staten. Den nedsatte erhvervsevne
bliver altså kompenseret to gange. Og det offentlige bliver ikke aflastet, selv
om det var ét af formålene med lovpligtig forsikring.
Forslag 36: Udbetalinger fra lovpligtige, private erstatninger skal gå forud for offentlig
indkomsterstatning og skal derfor modregnes, hvis man får offentlig overførselsindkomst
eller løntilskud.
En erstatning for tabt arbejdsevne skal træde i stedet for arbejdsindkomst, som man ikke
længere er i stand til at tjene - dvs. den skal støtte ens løbende forsørgelsesgrundlag.
Derfor bør det heller ikke være muligt først at trække erstatningen ud som et (skattefrit)
engangsbeløb og derefter gå til det offentlige for at få en overførselsindkomst som kompensation
for ens tabte erhvervsevne.
Forslag 37: Man skal ikke kunne tage erstatning for tabt erhvervsevne eller fradragsberettiget
pensionsopsparing ud som et engangsbeløb og derefter få fuld
overførselsindkomst fra det offentlige.
33

Det princip skal gælde - ud over en bagatelgrænse - for lovpligtige erstatninger og for
opsparing, der er fradragsberettiget. Når det offentlige eksempelvis har støttet privat
opsparing til pension, bør man ikke kunne springe fra aftalen, trække sin opsparing ud
som et engangsbeløb, og så få fuld pension fra det offentlige.
Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december
2005, i kapitel 12,13 og 16.
34

Den offentlige sektor skal kunne håndtere stigende
efterspørgsel efter offentlig velfærdsservice
med begrænsede ressourcer
Kapitel 5. Et samfund med tidssvarende
velfærdsservice
Ønskerne om mere og bedre offentlig service vil fortsætte i fremtiden. Det gælder både
inden for uddannelsessystemet og børnepasningsområdet, men formentligt især for
sundhedsvæsenet og ældreplejen. Derfor må vi imødese et fortsat finansieringspres på
den offentlige sektor.
Presset skyldes, at ydelserne stilles helt eller næsten gratis til rådighed samtidig med at
den almindelige udvikling i velstand og teknologi betyder større ønsker og behov. Sådan
har det været hidtil, og der er ingen grund til at forvente, at det ændrer sig fremover. I takt
med, at vi er blevet rigere, har vi anvendt en større og større del af vores indkomst på
serviceydelser. Det er ganske naturligt. Når vores basale behov er dækket, ønsker vi at
bruge flere penge på f.eks. sundhed og livsforlængende behandlinger. Vi vil have uddannelser
af høj kvalitet. Og vores børn skal have gode rammer, når de bliver passet
uden for hjemmet.
Presset vil også stige, fordi der hele tiden opstår nye og bedre – men ofte også dyrere –
tekniske løsninger. Det gælder særligt inden for sundhedsvæsenet. Grænsen for, hvad
der er muligt, brydes konstant. Det betyder højere kvalitet og nye standarder for, hvad
der synes at være rimeligt. Lægerne bliver dygtigere til at behandle stadig flere patienter
35

for stadig flere sygdomme. Nye, dyre – og i Danmark endnu ikke anvendte – behandlinger
bliver også synlige f.eks. på internettet, og det vil presse udgifterne yderligere.
Disse udfordringer skal håndteres samtidigt med det pres, der opstår, fordi der fremover
bliver flere ældre. Hvis de skal have de samme ydelser, som de ældre får i dag, vil det
alene skabe et betydeligt udgiftspres. Det gælder særligt for sundhedsydelser og ældrepleje.
Og samtidigt bliver der færre erhvervsaktive til at betale det.
Det bliver en stor udfordring at sikre tidssvarende offentlige ydelser, hvis vi skal løfte
denne opgave samtidigt med, at vi skaber plads til forbedring, løsning af nye problemer
og udnyttelse af nye muligheder i den offentlige sektor.
De seneste tre årtier er udgifterne til velfærdsservice vokset hurtigere end væksten i
samfundet generelt. Udgifter til velfærdsservice har derfor - år for år - vejet tungere og
tungere i samfundsøkonomien.
Fortsætter den udvikling, vil det få betydelige konsekvenser for finansieringen af velfærdssamfundet.
Selv en begrænset årlig vækst i serviceudgifterne ud over væksten i
samfundsøkonomien generelt, vil kunne øge de offentlige udgifter med et beløb, der
svarer til merudgifterne ved, at der bliver flere ældre.
Finansieringen af et tidssvarende serviceniveau er derfor en væsentlig udfordring for det
fremtidige velfærdssamfund.
Et offentligt ansvar
Sundhedsydelser, børnepasning og omsorg for ældre er kerneydelser i velfærdssamfundet,
og det er svært at gå på kompromis med kvalitet.
Velfærdskommissionens udgangspunkt er, at der også fremover skal være lige adgang
til den offentlige velfærdsservice - dvs. vuggestuer, plejehjem, hjemmehjælp, uddannelser,
sundhedsydelser mv. Adgangen bør ikke afhænge af den enkeltes betalingsevne og
langt størstedelen af udgifterne skal fortsat være finansieret via skatter.
Samfundet bør derfor kunne tilbyde et tidssvarende og acceptabelt niveau for den personlige
velfærdsservice. Hvis ikke, vil vi efterhånden opfatte det som et velfærdssamfund
på 2. klasse. På det lange sigt kan det få opbakningen til velfærdssamfundet til at smuldre
og skabe et mere polariseret samfund. Det offentlige bør derfor - inden for rimelige
grænser - søge at indfri befolkningens behov.
Vi må - først og fremmest - finde de nødvendige ressourcer ved at prioritere inden for det
samlede offentlige budget. Noget må vælges fra eller strammes op – f.eks. i forhold til,
hvornår vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet – for at sikre, at der er tilstrækkelige
midler til at yde en tidssvarende og acceptabel offentlig service.
36

Ét er en konstatering af, at der er et pres for forbedringer til offentlig service. Noget andet
er, at vi i sagens natur skal benytte mekanismer, der bidrager til at holde udgiftsvæksten
på et acceptabelt niveau.
Derfor anbefaler Velfærdskommissionen - for det første - at skabe en bedre og mere
effektiv opgaveløsning i den offentlige sektor for at dæmpe udgiftsvæksten inden for den
offentlige velfærdsservice generelt.
Og for det andet anbefaler Velfærdskommissionen øget brug af brugerbetaling - men på
et meget beskedent niveau - inden for sundhedsvæsenet og ældrepleje, hvor udgiftspresset
forventes at blive særligt stort.
En mere effektiv offentlig sektor
Det må være et overordnet mål for den offentlige sektor, at offentligt finansierede opgaver
løses på en måde, der skaber den bedst mulige kvalitet for borgerne for de afsatte
midler.
Velfærdskommissionen har ikke alle svarene på, hvordan vi får højere kvalitet og effektivitet
i det offentlige. Men vi peger på nogle generelle forhold og muligheder, som kan
benyttes for at sikre en bedre og mere effektiv opgaveløsning i den offentlige sektor.
Personligt nærvær og engagement er for en række opgaver i den offentlige servicesektor
af langt større betydning for at skabe tilfredsstillende løsninger end f.eks. udviklingen af
ny teknologi. Det gælder eksempelvis for mange af de opgaver, skolelærere, sygeplejersker
og hjemmehjælpere udfører. Derfor er det ikke realistisk - eller ønskeligt - at opnå
samme produktivitetsstigninger inden for mange serviceopgaver som inden for eksempelvis
traditionel vareproduktion i landbrug og industri. Men det må ikke blive en sovepude.
Det er nødvendigt vedvarende at vurdere, om det offentliges opgaver løses effektivt
og bedst muligt.
Vi kan kun få mere velfærd for pengene, hvis en opgave kan løses lige så godt med
færre ressourcer. Så de ledige hænder kan anvendes andre steder i samfundet.
Forslag 38: De enkelte delsektorer for velfærdsservice bør regelmæssigt have et
struktureftersyn med henblik på løbende at forny lovregulering, styring, overenskomster,
institutionsstruktur, brugen af private og offentlige leverandører m.v. for
at opnå størst mulig velfærd for pengene.
For borgeren er det lige meget, om serviceydelserne produceres af offentlige institutioner,
af private leverandører eller ved et samspil mellem de to. Bare opgaven løses tilfredsstillende
og effektivt. Vores udgangspunkt er, at hvordan opgaven løses er vigtigere
end, hvem der løser opgaven.
Det politiske system skal have bedre muligheder for at kontrollere, hvor godt en opgave
bliver løst. Det stiller krav til styring og opfølgning.
37

Politikerne beslutter, hvilke opgaver der skal løses i den offentlige sektor, hvem der skal
udføre opgaven og hvordan den skal finansieres. Derfor er det politiske system i en bestillerrolle
ikke blot i forhold til private leverandører, men også i forhold til de offentlige
institutioner, som udfører en bestemt opgave. Der er et generelt behov for at definere
nogle klarere roller for dem, der bestiller opgaven, og dem, der udfører opgaven.
Mange statslige og kommunale institutioner skal i dag udarbejde årsrapporter som led i
mål- og resultatstyringen. De omkostningsbaserede regnskaber, som staten og kommunerne
indfører i disse år, er også et skridt i den rigtige retning. Det er afgørende, at disse
tiltag videreudvikles.
Det er ikke meningen at udvikle tunge og indviklede administrative procedurer og afrapporteringer.
Der skal være fokus på målopfyldelse, kvalitet og ressourceforbrug i de udførte
opgaver baseret på fælles nøgletal. Dette vil netop øge fokus på kerneaktiviteterne.
Forslag 39: De statslige, regionale og kommunale myndigheder skal udvikle kvantitative
mål for at synliggøre aktiviteter, resultater og forbrug af ressourcer hos alle
leverandører af offentligt finansieret velfærdsservice. Disse mål skal danne grundlag
for den enkelte leverandørs årsrapport.
Når det politiske system uddelegerer opgaver til offentlige institutioner på velfærdsområdet,
overlader politikerne også ansvaret for opgaven til deres ledelse. Det er vigtigt at
styrke ledelseskompetencerne hos de offentlige institutioner og give det politiske system
de rigtige redskaber til at sikre, at ledelsen i de offentlige institutioner lever op dette ansvar.
Forslag 40: Der skal stilles klare resultatkrav til lederne hos alle offentlige institutioner,
der leverer velfærdsservice. Resultatkravene skal understøttes af aflønnings-
og ansættelsesforhold.
Det er dokumenteret, at udbud og udlicitering generelt medfører besparelser.
I dag udnytter den offentlige sektor ikke fuldt ud mulighederne for at anvende udbud og
udlicitering. Der er en række konkrete barrierer - også mentale - for at anvende udbud og
udlicitering i kommunerne. Udbud og udlicitering er ofte forbundet med opstartsomkostninger
- især hvis ledelsen i kommunerne ikke har haft tradition for at tænke i sådanne
baner.
Forslag 41: Det kommunale tilskuds- og udligningssystem bør i højere grad
fremme effektiviteten i kommunernes opgaveløsning. Det kan ske ved, at det årlige
statstilskud til kommunerne gradvist sættes ned, så kommunerne har en tilskyndelse
til løbende at gennemføre effektiviseringer. På udvalgte områder kan
det også ske ved, at kommunernes effektivitet indgår blandt kriterierne i tilskuds-
og udligningssystemet.
38

Med strukturreformen er de fleste kommuner blevet større. Det skaber mulighed for at
udbyde større kontrakter end tidligere. Det bør udnyttes og bør give anledning til, at flere
private virksomheder ønsker at producere velfærdsydelser for det offentlige.
Beskeden øget brugerbetaling
Presset på sundhedsvæsenet og ældrepleje må forventes at blive særligt stort - ikke
mindst fordi antallet af ældre vil stige markant fremover.
Selvom sundhedsvæsenet og ældrepleje overvejende bør være finansieret via skatterne
kan en lille egenbetaling være med til at regulere, hvor meget man bruger en bestemt
ydelse.
Når forbrug og betaling kobles sammen, får den enkelte et medansvar for prioriteringen
af ressourceforbruget. Hvis ikke det koster noget at gå til læge, kan man jo vælge at
besøge lægen hyppigt, hvis man har tid og lyst. Lysten vil blive afvejet over for behov,
hvis det koster lidt hver gang.
Der er færre områder med brugerbetaling på sundhed i Danmark sammenlignet med
andre lande – f.eks. vore nordiske nabolande. Men brugerbetaling eksisterer i Danmark
– f.eks. koster det penge at gå til tandlæge og vi betaler også en stor del af vores medicin
selv. Derfor strider øget brugerbetaling ikke mod grundlæggende principper i vores samfund.
Vi betaler også for ydelser, der kræver lægelig stillingtagen på andre områder -
f.eks. receptpligtig medicin. Velfærdskommissionen lægger op til en ligestilling på tværs
af disse områder.
Tabel 5.1 Hovedtræk i betalingsregler for læge- og hospitalsbehandling samt
medicin
Konsultation,
praktiserende
læge 1
Danmark Gratis 1
Sverige Brugerbetaling
Norge Brugerbetaling
Finland Brugerbetaling
Konsultation,
speciallæge
eller ambulantbehandling
på sygehus
Gratis 1
Brugerbetaling
Brugerbetaling
Brugerbetaling
39
Indlæggelse
på sygehus
Medicin
Gratis Brugerbetaling
Brugerbetaling
Brugerbetaling
Gratis Brugerbetaling
Brugerbetaling
Note.: 1 Undtaget de knap 3 pct. af befolkningen, som har valgt at stå i sygesikringsgrp. 2.
Kilde: OECD
Brugerbetaling

Det er mere end svært at argumentere for, at vi i Danmark skal have pungen op, når
man skal have fjernet en byld i munden, mens det er gratis at fjernet en byld på ryggen.
Forslag 42: Der skal indføres begrænset brugerbetaling på sundhedsområdet.
F.eks. skal man fremover betale – lidt – når man går til sin praktiserende læge,
special- og vagtlæge, skadestue og ved ambulant behandling, og når man bliver
indlagt på sygehus. Den maksimale brugerbetaling sættes i forhold til den enkeltes
indkomst.
Brugen af sundhedsydelser skal registreres via sygesikringsbeviset – så kan pengene
opkræves som et årligt beløb sammen med skattebetalingerne på selvangivelsen.
Brugerbetaling skal være så beskeden, at den lette og lige adgang til serviceydelser ikke
sættes over styr. Et almindeligt lægebesøg bør for eksempel koste under 100 kr. Og der
skal være et loft over, hvor stor en andel af indkomsten den enkelte samlet kan komme til
at betale til sundhedsvæsenet, f.eks. én procent af indkomsten. Med et sådant loft vil
den, der tjener 180.000 kr. om året højest kunne komme af med 1.800 kr. i brugerbetaling
på et år. Hvorimod mennesker med en årsindkomst på 750.000 kr. kan komme af
med op til 7.500 kr., hvis de har et omfattende forbrug af sundhedsydelser.
Også i forhold til ældreplejen bør vi indføre begrænset brugerbetaling. Hjemmehjælp er
et af de områder, hvor serviceudgifterne er steget mest i de senere år. En væsentlig del
af forklaringen er, at man har satset på, at ældre skal blive boende længst mulig i eget
hjem. Men det er ikke hele forklaringen – der er også tale om, at efterspørgslen stiger.
Vi må forvente, at efterspørgslen også fremover vil stige kraftigt. Dels fordi der bliver flere
ældre, og dels fordi fremtidens pensionister i takt med velstandsstigningen vil stille større
krav. Fremtidens pensionister vil være mere velstående end nutidens.
Forslag 43: Der skal indføres brugerbetaling på hjemmehjælp til praktiske opgaver.
Alle skal betale for den første times hjemmehjælp hver måned. De, der har
indkomst ved siden af folkepensionen, skal betale flere timer - dog højst 5 timer
om måneden. Hjælp til personlig pleje skal ikke være underlagt brugerbetaling.
Udgiftsstyring via forsikringer
I de senere år er markedet for forsikringsydelser på især sundhedsområdet vokset kraftigt.
Her i 2005 er der tegnet ca. 370.000 sundhedsforsikringer – ofte af virksomheder og
fagforeninger på deres ansattes og medlemmers vegne.
40

Private løsninger på sundhedsområdet kan give mulighed for mere valgfrihed og tilpasning
til den enkeltes situation. Og udbredelsen af sundhedsforsikringerne viser, at det er
muligt at skabe privat finansiering af visse sundhedsydelser og dermed yde et bidrag til at
dæmpe væksten i de skattefinansierede sundhedsydelser. Men det kan aldrig blive mere
end et bidrag, når vi har valgt at prioritere et skattefinansieret sundhedsvæsen med lige
adgang til alle og tidssvarende behandling.
For det første fordi sundhedsforsikringerne i Danmark kun dækker en meget begrænset
del af sundhedsvæsenets samlede tilbud. Og for det andet fordi de primært retter sig
mod beskæftigede. Det strider mod, at der skal være lige adgang til et velfungerende
offentligt sundhedsvæsen for alle - både forsikrede og ikke-forsikrede.
De private forsikringsudbetalinger kan derfor først og fremmest finansiere en ekstra behandlingskapacitet
på privat basis udover den offentligt styrede kapacitet.
Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december
2005, i kapitel 14, 15, 16 og 17.
41

Velfærdssamfundets finansieringsgrundlag
skal være robust.
Kapitel 6. Effekter af Velfærdskommissionens
forslag
Den samlede forslagspakke indeholder en række forslag inden for fem indsatsområder.
Målene er klare: Velfærdssamfundet skal være mere robust overfor længere levetid. Det
skal være mere virksomt, dynamisk og solidarisk. Og den offentlige sektor skal være
mere effektiv og kunne tilpasse sig ændrede ønsker og behov.
I sin helhed når forslagene disse mål.
Udgangspunktet for mange af forslagene er, at mulighederne for og tilskyndelsen til at
være i beskæftigelse skal være bedre. Dette giver ikke alene bedre muligheder for den
enkelte, men gavner også samfundsøkonomien.
Velfærdskommissionen vurderer, at forslagene samlet vil føre til, at beskæftigelsen vil
være ca. 225.000 højere i 2040, end den ville have været uden forslagene. Det er en
markant forbedring, som vil skabe et solidt grundlag for at gøre noget mere for dem, som
er svage og udsatte. Høj beskæftigelse er forudsætningen for øget solidaritet.
42

Alle aldersgrupper på arbejdsmarkedet vil opleve højere beskæftigelse: De unge, fordi
flere får en uddannelse og gennemfører uddannelsen hurtigere. De ældre, fordi udfasningen
af efterlønnen og den gradvise stigning i folkepensionsalderen, vil bevirke, at flere
ældre vil være på arbejdsmarkedet i længere tid. Og for alle aldre vil gælde, at den markante
lempelse af skatten på arbejde, det højere uddannelsesniveau og den bedre og
mere intensive indsats for at bringe mennesker uden for arbejdsmarkedet i arbejde vil
øge beskæftigelsen.
2.600
2.500
2.400
2.300
2.200
Figur 6.1 Beskæftigelse med og uden Velfærdskommissionens forslag
1.000 pers.
2.700
Med velfærdskommissionens forslag
Uden forslag
1.000 pers.
2.700
2.600
2.500
2.400
2.300
2.200
2.100
2.100
2003 2007 2011 2015 2019 2023 2027 2031 2035 2040
Den højere beskæftigelse vil sikre, at velfærdssamfundet får et solidt finansieringsfundament.
Den underliggende tendens til systematiske underskud vil forsvinde, og der er
skabt grundlag for balance på de offentlige budgetter i fremtiden. Velfærdssamfundets
finansieringsgrundlag bliver robust.
Der vil være overskud på de offentlige budgetter, indtil den offentlige gæld er bragt ud af
verden. Derefter vil det offentlige budget - i store træk - balancere hvert år. Der er ingen
grund til at opbygge en større formue i den offentlige sektor.
Beregningerne tager udgangspunkt i, at velfærdssamfundets tilbud på alle øvrige områder,
end der hvor Velfærdskommissionen stiller forslag, er som i dag. Det betyder blandt
andet, at alle har adgang til stort set samme offentlige serviceydelser som i dag, og at
modtagere af overførselsindkomster får del i velstandsstigningen på lige fod med andre.
Derudover er det forudsat, at vi arbejder det samme antal timer hen over året, at befolkningens
uddannelsesniveau vil vokse, og at personer med længere uddannelser trækker
sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet end f.eks. ufaglærte.
Men der er ikke taget højde for, at fremtidige generationer kan ønske sig en anden indretning
af velfærdssamfundet. Der er god grund til at tro, at fremtidige generationer - i takt
med at de bliver mere velstående - vil ønske eksempelvis nye og bedre typer velfærds-
43

ydelser, flere fridage eller lavere ugentlig arbejdstid. Sådan har tidligere og nuværende
generationer under alle omstændigheder ønsket det.
Hvis det er tilfældet, skal der gennemføres flere reformer hen ad vejen. Men det må være
op til fremtidige generationer selv at finde finansiering af deres nye ønsker. Velfærdskommissionens
forslagspakke betyder, at der ikke efterlades ufinansierede regninger til
vore børn og børnebørn. På den måde får de frihed til at træffe de valg, de finder bedst.
3
2
1
0
-1
-2
-3
Figur 6.2 Velfærdskommissionens samlede forslag gør finansieringen af
velfærdssamfundet robust
Pct. af BNP
Offentlig budgetsaldo med
Velfærdskommissionens forslag
Offentlig budgetsaldo uden
Velfærdskommissionens forslag
Pct. af BNP
-4
-4
2003 2007 2011 2015 2019 2023 2027 2031 2035 2040
De præsenterede forslag skal opfattes som et sammenhængende bud på reformer.
Forslagene sikrer et finansieringsgrundlag for fremtidens velfærdssamfund samtidigt
med, at de understøtter dynamik, udvikling og social balance.
I sammensætningen af forslagene er der derfor taget højde for, at de skattelettelser, der
skal give dynamik og gøre os konkurrencedygtige er finansieret af andre forslag. Det
samme gælder for de forslag, der skal øge kvalifikationerne blandt dem, der står uden for
arbejdsmarkedet og de forslag, som styrker indsatsen over for de økonomisk svageste
ældre i fremtiden.
Det ene forslag kan ikke ses uafhængigt af de øvrige. Nogle forslag vil bidrage med finansiering.
Og andre vil medføre større offentlige udgifter.
Derfor siger det næsten sig selv: Hvis man vælger mindre vidtgående reformer på områder,
som bidrager med finansiering, er der færre kroner at gøre godt med i forhold til de
forslag, der koster penge.
Du kan læse mere om effekter af forslagene i Velfærdskommissionens analyserapport, december 2005, i kapitel
18.
44
3
2
1
0
-1
-2
-3

Velfærdskommissionens 43 vigtigste forslag
1. Et samfund, der er robust over for stigende levetid
1: Der skal indføres tidligere skolestart, og 10. klasse skal primært målrettes elever med svage forud-
sætninger for at klare en ungdomsuddannelse.
2: Unge skal have en bonus for at starte hurtigt på en uddannelse.
3: Fjumreåret skal omlægges til lån, hvis de unge påbegynder en uddannelse mere end 3 år efter, at
de har afsluttet den studieforberedende uddannelse.
4: Studerende, der gennemfører studiet på normeret tid eller hurtigere, skal have en bonus.
5: Folkepensionsalderen skal løftes med én måned om året, første gang i 2013.
6: Efterlønsordningen skal udfases ved at løfte efterlønsalderen med 4 måneder om året fra 2009.
2. Et mere virksomt samfund med bedre muligheder for og tilskyndelse til at
deltage på arbejdsmarkedet
7: Der skal være uddannelsespligt, tidlig aktivering og ny ungeydelse for ledige under 30 år.
8: Dagpengeperioden skal forkortes fra fire år til to et halvt år. Retten til dagpenge skal generelt være
betinget af ét års beskæftigelse eller opnåelse af en kompetencegivende uddannelse.
9: Ledige uden dagpengeret skal have en basisydelse på 60 pct. af de maksimale dagpenge.
10: Basisydelsen til ledige skal være fri for modregning fra ægtefællens indkomst.
11: Forlænget dagpengeret for 55-59-årige og aktiveringsfritagelse af 58-59-årige skal ophæves.
12: Dagpengemodtagere, hvis jobmuligheder er udtømte, skal have adgang til en omskoling til bran-
cher med mangel på arbejdskraft, og hvor den ledige kan forventes at varetage et job.
13: Reglerne for fleksjobordningen skal i højere grad afspejle reglerne på det ordinære arbejdsmar-
ked og i dagpengesystemet.
14: Kontanthjælpsmodtagere skal fremover have såvel ret som pligt til en vedvarende aktiverings-
indsats baseret på tilbud af uddannelsesmæssig, sundhedsmæssig og social karakter.
15: Mennesker, der i lang tid har modtaget overførselsindkomst, skal have en beskæftigelsesbonus.
16: Indvandrere, der forlader introduktionsydelse eller starthjælp og finder job, skal have en bonus.
17: Skatten på arbejde skal lempes, og der skal kun være to trin: Langt den største del af de beskæf-
tigede skal fremover betale 40 pct. af den sidst tjente krone i skat, mens de 20 pct. højest lønnede
skal betale knap 60 pct. Ejendomsværdiskatten skal gradvist - frem mod 2030 - øges til at udgøre 1,5
pct. af ejendomsværdien.
18: Regeringen, kommunerne og arbejdsmarkedets parter skal indgå en ny firepartsaftale, der skal
sikre et mere rummeligt arbejdsmarked.
19: Der skal skabes særlige oplæringsstillinger for personer med svage danskkundskaber, hvor løn-
nen skal svare til den ansattes kvalifikationer.
20: Hvis ikke beskæftigelsen blandt indvandrere stiger markant, skal virksomhederne fremover
forpligtes til at tage ansvar for integrationen, f.eks. ved en økonomisk udligningsordning.
3. Et mere fremsynet samfund, hvor det er attraktivt at uddanne sig, arbejde,
investere og drive virksomhed
21: Arbejdsgivernes Elevrefusion skal bruges mere offensivt for at skaffe praktikpladser.
22: 3-5-årige med svage danskkundskaber skal have sprogstimulering, skolestarten skal fremrykkes,
læseundervisningen skal styrkes, og der skal indføres obligatorisk heldagsskole for 6-9-årige.
45

23: Selskabsskatten skal sænkes fra 28 til 25 pct. Alle former for afkast af privatpersoners og virk-
somheders opsparing og investeringer, bortset fra pensionsopsparing, skal beskattes med 33 pct.
24: Der skal indføres brugerbetaling på kandidatuddannelsen, som kan lånes af staten, og kandidat-
studerende skal låne deres SU. Færdiguddannede, der bliver i Danmark og arbejder, får eftergivet
begge lån, mens de, der flytter til udlandet, skal betale lånene tilbage.
25: Der skal indføres et pointsystem for udlændinge, der søger til Danmark. Indvandrere, der opnår
tilstrækkeligt med points, kan bosætte sig og arbejde i Danmark sammen med deres familie.
26: Kvalificerede indvandrere – eller deres arbejdsgivere – skal stille en bankgaranti inden indvan-
dringen. Antal opnåede points i pointsystemet afgør, hvor stor bankgarantien skal være.
27: For familiesammenførte skal størrelsen af bankgarantien afhænge af, hvor mange points den
familiesammenførte opnår i det nye pointsystem. Jo færre points, jo større bankgaranti.
28: Der skal indføres en integrationseksamen for nye indvandrere. En bestået integrationseksamen
giver adgang til tidsubegrænset opholdstilladelse og kontanthjælp.
4. Et mere solidarisk samfund, hvor offentlige ydelser i højere grad prioriteres
til borgere med dårligt helbred og ringe økonomisk formåen
29: Pensionsopsparing skal gøres obligatorisk, så alle sparer op til pension.
30: En vis minimumsandel af de private pensionsordninger skal være livsvarige.
31. Folkepensionens grundbeløb, folkepensionens indkomstafhængige del og den supplerende pensi-
onsydelse skal øges fra 2010.
32: En række særydelser for ældre skal udfases.
33: Alle direkte såvel som indirekte tilskud til boliger skal synliggøres og udfases over en årrække.
34: Boligsikringen skal først og fremmest målrettes mod børnefamilier, men også mod pensionister
og førtidspensionister med lavere indkomster.
35: Børnechecken skal sænkes og gøres ens for børn i alle aldersgrupper. SFO skal være gratis.
36: Udbetalinger fra lovpligtige private erstatninger skal gå forud for offentlig indkomsterstatning og
derfor modregnes fuldt ud i de offentlige ydelser.
37: Man skal ikke kunne tage erstatning for tabt erhvervsevne eller fradragsberettiget pensionsopspa-
ring ud som engangsbeløb og derefter få overførelsesindkomst fra det offentlige.
5. Et samfund, der kan håndtere stigende efterspørgsel efter offentlig velfærdsservice
med stramme budgetter
38: De enkelte delsektorer for velfærdsservice bør regelmæssigt have et struktureftersyn.
39: Myndigheder skal udvikle kvantitative mål for at synliggøre aktiviteter, resultater og forbrug af
ressourcer hos alle leverandører af offentligt finansieret velfærdsservice.
40: Der skal stilles klare resultatkrav til lederne i alle offentlige institutioner, der leverer velfærds-
service. Resultatkravene skal understøttes af aflønnings- og ansættelsesforhold.
41: Tilskuds- og udligningssystemet skal i højere grad fremme kommunernes effektivitet, f.eks. ved
at det årlige statstilskud gradvist reduceres.
42: Der skal indføres øget, men begrænset brugerbetaling på sundhedsområdet.
43: Der skal indføres beskeden brugerbetaling på hjemmehjælp til praktiske opgaver. Hjælp til per-
sonlig pleje skal ikke være underlagt brugerbetaling.
46

Hvem er Velfærdskommissionen
Velfærdskommissionen består af en formand, otte sagkyndige medlemmer,
fi re tilforordnede fra henholdsvis Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet,
Socialministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet samt et sekretariat.
De ni personer er:
Torben M. Andersen (formand), professor, Aarhus Universitet.
Stine Bosse, koncernchef, Tryg Vesta Gruppen.
Jørgen Elmeskov, deputy director, OECD.
Bente Hyldahl Fogh, direktør, Praktiserende Lægers Organisation.
Birgitte Hansen, direktør, Slotsholm A/S.
Peter Højland, adm. direktør, Transmedica A/S.
Jørn Henrik Petersen, professor, Syddansk Universitet.
Nina Smith, professor, Handelshøjskolen i Århus.
Jørgen Søndergaard, direktør, Socialforskningsinstituttet.
Velfærdskommissionen
Landgreven 4
1301 København K
E kontakt@velfaerd.dk
T 33 95 10 60
www.velfaerd.dk