26.07.2013 Views

Fremtidens velfærd – vores valg - Finansministeriet

Fremtidens velfærd – vores valg - Finansministeriet

Fremtidens velfærd – vores valg - Finansministeriet

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

<strong>Fremtidens</strong> <strong>velfærd</strong> <strong>–</strong><br />

<strong>vores</strong> <strong>valg</strong><br />

December 2005


Velfærdskommissionen er en uafhængig kommission, der blev nedsat i efteråret 2003.<br />

Uddrag fra kommissoriet, som beskriver Velfærdskommissionens opgaver:<br />

”I den første halvdel af 21. århundrede står det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund over for betydelige<br />

udfordringer som følge af bl.a. befolkningens ændrede sammensætning.<br />

Målet er at sikre grundlaget for social tryghed og balance samt et velfungerende <strong>velfærd</strong>ssystem<br />

i fremtiden.<br />

For at få et grundlag for en bred og offentlig debat, og som forberedelse af de nødvendige<br />

beslutninger, ønsker regeringen en dybtgående analyse af opgavens omfang og mulige<br />

reformforslag.”<br />

Velfærdskommissionen har i en række oplæg og analyser beskrevet de udfordringer, det danske<br />

<strong>velfærd</strong>ssamfund står over for, og kortlagt andre landes strategier for at imødekomme<br />

udfordringerne.<br />

I denne publikation præsenterer Velfærdskommissionen konkrete bud på reformer, der kan<br />

fremtidssikre det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund. Forslagene er grundigt beskrevet i den tilhørende<br />

analyserapport.<br />

Du kan læse mere på www.velfaerd.dk<br />

Omslag: Esben Bregninge Design<br />

Tryk: Schultz Grafi sk<br />

Oplag: 5.000<br />

Pris: 50,00 kr. inkl. moms.<br />

ISBN: 87-990192-7-2<br />

Publikationen kan hentes på Velfærdskommissionens hjemmeside:<br />

www.velfaerd.dk


Tryghed, velstand og udfoldelsesmuligheder<br />

er forenet i det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund<br />

<strong>Fremtidens</strong> <strong>velfærd</strong> - <strong>vores</strong> <strong>valg</strong><br />

Det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund forener tryghed, velstand og udfoldelsesmuligheder for<br />

den enkelte.<br />

Det er en konsekvens af den måde, vi har indrettet os på.<br />

Alle bærer - i fællesskab - ansvar for hinanden og i særdeleshed for de svagere grupper.<br />

Det kommer - først og fremmest - til udtryk ved, at alle har rettigheder, som er uafhængige<br />

af, hvor meget eller hvor lidt den enkelte betaler i skat.<br />

Vi er alle en del af en uskreven social kontrakt. Den betyder, at hovedsageligt de erhvervsaktive<br />

betaler <strong>–</strong> via skatterne <strong>–</strong> til børn og unge og til den generation, der har trukket<br />

sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og de betaler til dem i den erhvervsaktive alder, som<br />

<strong>–</strong> f.eks. på grund af sygdom eller ledighed <strong>–</strong> i en kortere eller længere periode ikke arbejder.<br />

Det betyder, at alle er sikret et vist forsørgelsesgrundlag hen over livet. Og det muliggør<br />

en vis omfordeling fra mere til mindre velstillede i samfundet.<br />

1


Sådan kan det også blive for vore børn og børnebørn. Hvis vi vil. For fremtidens <strong>velfærd</strong><br />

afhænger af de <strong>valg</strong>, vi træffer. <strong>Fremtidens</strong> <strong>velfærd</strong> er <strong>vores</strong> <strong>valg</strong>.<br />

I det følgende opstiller Velfærdskommissionen 43 konkrete forslag til, hvilke <strong>valg</strong>, der kan<br />

bidrage til at skabe en holdbar fremtid for det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund. Det er de væsentligste<br />

forslag af et trecifret antal forslag - store og små - som er i den meget omfangsrige<br />

analyserapport, som udkommer samtidigt med denne publikation.<br />

Fælles for alle forslag er, at de tager udgangspunkt i Velfærdskommissionens målsætninger<br />

for fremtidens <strong>velfærd</strong>ssamfund:<br />

<strong>Fremtidens</strong> <strong>velfærd</strong>ssamfund er et samfund,<br />

som sikrer tryghed ved at investere i sine borgere og drager omsorg for dem, der<br />

har behov;<br />

hvor alle deltager aktivt i samfundslivet, tager ansvar og så vidt muligt forsørger sig<br />

selv;<br />

som aktivt modarbejder fattigdom og polarisering mellem forskellige befolkningsgrupper;<br />

som bidrager til, at Danmark fortsat hører til blandt de rigeste lande i verden og har<br />

orden i samfundsøkonomien;<br />

Disse målsætninger er en videreudvikling af det <strong>velfærd</strong>ssamfund, vi har i dag. Det er<br />

ikke tilfældigt. For Velfærdskommissionen ønsker ikke at ændre ved de dybereliggende<br />

værdier bag det samfund, vi har bygget op. De er en integreret del af <strong>vores</strong> samfund og<br />

kultur og skal bevares.<br />

Men skal visionen om fremtidens <strong>velfærd</strong>ssamfund blive virkelig, er vi nødt til at justere<br />

kursen for at sikre et holdbart samfund om ti, tyve og fyrre år. Justeringerne skal gennemføres<br />

uden at sætte værdierne over styr. Hvis vi giver køb på ét eller flere af principperne<br />

<strong>–</strong> f.eks. om tryghed, ansvarlighed, god samfundsøkonomi eller tillader større polarisering<br />

<strong>–</strong> risikerer vi at skabe et samfund, som kun få danskere ønsker at leve i.<br />

Muligheder og udfordringer for <strong>velfærd</strong>ssamfundet<br />

Der er en række samfundsmæssige forandringer, som kræver tilpasninger og nye beslutninger,<br />

når vi kigger fremad. Forandringerne kan føre til mere <strong>velfærd</strong>, hvis vi bærer<br />

os klogt ad.<br />

Den første forandring er særdeles velkendt, for de fleste: Vi lever længere. Det betyder<br />

flere ældre. Samtidigt bliver der færre i den erhvervsaktive alder. Da vi betaler størsteparten<br />

af <strong>vores</strong> skatter af de indkomster, vi har som beskæftigede, kommer <strong>velfærd</strong>ssamfundets<br />

økonomi ud af balance: Der bliver færre beskæftigede, der skal forsørge flere.<br />

2


Flere i beskæftigelse er - af mange grunde - den bedste vej til at sikre balancen i fremtidens<br />

<strong>velfærd</strong>ssamfund. Et job er, for den enkelte, ofte afgørende for trivsel og selvværd.<br />

Og flere i job er dermed - for samfundet - den bedste måde at modarbejde polarisering<br />

mellem forskellige befolkningsgrupper. Samtidigt betyder høj beskæftigelse flere skatteindtægter<br />

og færre udgifter til overførsler.<br />

Højere beskæftigelse skal skabes på to måder: Den enkelte skal arbejde i et større antal<br />

år set over livsforløbet. Og flere af de, der står uden for arbejdsmarkedet, skal have bedre<br />

muligheder for at arbejde. Samtidig skal de have kvalifikationer, tilskyndelse og motivation<br />

til at arbejde. Det gælder ikke mindst for indvandrere og efterkommere, som vil<br />

udgøre en større og større andel af befolkningen i fremtiden. Vores evne til at integrere<br />

indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt bliver helt afgørende<br />

for at modvirke polarisering og skabe en høj grad af selvforsørgelse.<br />

Den anden forandring er, at vi får højere velstand. Det lyder paradoksalt, at højere velstand<br />

kan være en udfordring, men forklaringen er enkel. Jo mere velstående vi bliver, jo<br />

større vil lysten være til at vælge mere fritid frem for arbejde. Nogen ønsker kortere arbejdstid,<br />

andre vil have længere ferier eller længere barselsorlov, mens andre igen trækker<br />

sig tilbage fra jobbet et par år tidligere.<br />

Alt sammen ganske fornuftigt og forståeligt for den enkelte. Men der er ét væsentligt<br />

minus for samfundet: Vi betaler ikke skat af fritid. Mere fritid betyder, at vi bidrager mindre<br />

til fællesskabet. Vi skal derfor indrette samfundet, så der opnås en passende balance<br />

mellem arbejde og fritid - set i et livsperspektiv.<br />

Samtidig bliver samfundet presset af velstanden på en anden måde: Når vi bliver mere<br />

velstående, ønsker vi også mere <strong>velfærd</strong>sservice. Vi lader os ikke nøje med gårsdagens<br />

teknologi, utidssvarende service eller halve løsninger. Det skal være moderne, det skal<br />

virke, og kvaliteten skal være i orden.<br />

Den tredje forandring er, at verden bliver mindre og mindre <strong>–</strong> at globaliseringen bliver<br />

mere omfattende. Vores samspil med omverdenen har i årtier været en stor fordel for<br />

Danmark. Faktisk er den tætte integration i den internationale verden en af de væsentligste<br />

årsager til, at Danmark hører til blandt verdens rigeste lande.<br />

Med en mindre verden opstår nye krav til indretningen af <strong>velfærd</strong>ssamfundet. Der bliver<br />

sat fokus på, at det er nødvendigt at investere i mennesker, uddannelse, viden, udvikling<br />

og infrastruktur. Vi er nødt til at investere, hvis vi skal klare os i konkurrencen med lande,<br />

der satser mere offensivt.<br />

Derudover kan globaliseringen også gøre det sværere at holde visse skatter og afgifter<br />

på det niveau, vi kender i dag. Høje skatter og afgifter kan betyde, at virksomheder, kapital<br />

og job flytter ud af landet. Og samtidig er befolkningen og dermed arbejdskraften blevet<br />

mere mobil på tværs af landegrænser.<br />

Udfordringerne fra den ændrede befolkningssammensætning, fra velstandsstigningen og<br />

3


fra globaliseringen giver muligheder, men stiller også krav: Vi skal tage fat på at tilpasse<br />

<strong>vores</strong> <strong>velfærd</strong>ssamfund. Og vi bør gøre det nu. Jo tidligere vi gør det, jo bedre rustet er<br />

samfundet, når udfordringerne for alvor melder sig. Jo længere tid vi venter, jo kraftigere<br />

indgreb vil der være behov for.<br />

Der er samtidigt sket ændringer, der har betydning for den sociale indsats. Tidligere var<br />

gruppen af ældre generelt svagt stillet. Det er ikke længere tilfældet. Og vil slet ikke være<br />

det i fremtiden. Omvendt vil personer uden uddannelse få sværere og sværere ved at<br />

klare sig i fremtiden. Og det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis man<br />

har været uden for i lang tid.<br />

Velfærdsreformer skal imødekomme både de fremtidige udfordringer og de ændrede<br />

forudsætninger for den sociale indsats.<br />

5 indsatsområder<br />

Det er Velfærdkommissionens opfattelse, at der er behov for ændringer inden for fem<br />

områder, hvis vi skal sikre et samfund, der lever op til <strong>vores</strong> vision om fremtidens <strong>velfærd</strong>ssamfund.<br />

Vi skal gøre Danmark mere robust over for stigende levetid ved at skabe en mere holdbar<br />

balance mellem den del af livet, vi bruger i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet<br />

og som pensionist (kapitel 1).<br />

Vi skal gøre Danmark mere virksomt ved at skabe bedre muligheder for og tilskyndelser<br />

til at deltage på arbejdsmarkedet (kapitel 2).<br />

Vi skal gøre Danmark mere fremsynet ved at gøre det mere attraktivt at uddanne sig, at<br />

arbejde, at investere og at drive virksomhed (kapitel 3).<br />

Vi skal gøre Danmark mere solidarisk så de offentlige ydelser i højere grad prioriteres til<br />

fordel for borgere med dårligt helbred og ringe økonomisk formåen og i mindre grad til<br />

borgere, der kan selv (kapitel 4).<br />

Og vi skal sikre, at den offentlige sektor kan håndtere stigende efterspørgsel efter offentlig<br />

<strong>velfærd</strong>sservice med stramme budgetter (kapitel 5).<br />

4


Der skal være en mere holdbar balance mellem<br />

den del af livet, vi bruger i uddannelsessystemet,<br />

på arbejdsmarkedet og som pensionist<br />

Kapitel 1. Et samfund, der er robust over<br />

for stigende levetid<br />

I de kommende årtier vil vi leve længere og længere. Som vi har indrettet <strong>velfærd</strong>ssamfundet<br />

i dag, bliver al den ekstra levetid til dage, uger og år, hvor vi modtager pension og<br />

trækker på ydelser fra det offentlige.<br />

Det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund skal gøres robust over for den længere levetid. Vores evne<br />

til at finansiere <strong>velfærd</strong>ssamfundet hænger nemlig nøje sammen med, hvor stor en del af<br />

livsforløbet vi arbejder. Det er, når vi arbejder, at vi skaber grundlaget for de skatter, der<br />

skal bruges til at finansiere det hele. Og når vi lever længere, får vi også mulighed for at<br />

arbejde længere.<br />

To forhold er helt afgørende for at skabe et <strong>velfærd</strong>ssamfund, hvor stigende levealder<br />

ikke skaber ubalance mellem det offentliges indtægter og udgifter.<br />

Det første er, at vi skal have fremtidens unge til at komme hurtigere i gang med deres<br />

arbejdsliv. Men - vel at mærke - uden at det sker på bekostning af uddannelseskvalitet og<br />

-niveau. De unge skal starte tidligere på deres uddannelse og blive hurtigere færdig. Det<br />

andet er, at vi skal hæve tilbagetrækningsalderen og gøre den afhængig af udviklingen i<br />

levetiden. Jo ældre vi bliver, jo senere bør vi trække os tilbage fra arbejdslivet.<br />

5


For samfundet får brug for det. Arbejdsstyrken falder gradvist, men markant. Hvis ikke vi<br />

gør noget, skal vi vænne os til et skrumpende arbejdsmarked. Samtidig er kravene til de<br />

beskæftigede stigende - både til kvalifikationer og omstilling.<br />

2.800<br />

2.600<br />

2.400<br />

2.200<br />

Figur 1.1 Hvis ikke vi gør noget falder arbejdsstyrken med 350.000 personer i de<br />

kommende 40 år<br />

1.000 pers.<br />

3.000<br />

Arbejdstyrke Arbejdstyrke fremskrivning<br />

1.000 pers.<br />

3.000<br />

2.800<br />

2.600<br />

2.400<br />

2.200<br />

2.000<br />

2.000<br />

1960 1970 1980 1990 2000 2010 2020 2030 2040<br />

Hurtigere i gang<br />

Velfærdskommissionen anbefaler, at unge fremover får en klar tilskyndelse til at starte<br />

hurtigt på studierne. Og til at blive færdige. Målet er klart: Vi skal hver især bruge <strong>vores</strong><br />

uddannelse noget mere. Uddannelse giver det største afkast <strong>–</strong> for den enkelte og samfundet<br />

<strong>–</strong> jo flere år, man gør nytte på arbejdsmarkedet med uddannelsen i rygsækken.<br />

Danske studerende på videregående uddannelser er blandt de ældste i EU. Det skyldes<br />

blandt andet, at de starter senere i skole end i øvrige EU-lande. Men det skyldes også en<br />

særlig "forsinkelseskultur", der har udviklet sig i Danmark. Det er en kultur, som går på<br />

tværs af uddannelser og sociale skel. De personer, der gennemførte en uddannelse i<br />

2002, var i gennemsnit knap 5 år ældre end de kunne have været, hvis de var gået den<br />

direkte vej igennem uddannelsessystemet siden 9. klasse.<br />

Der skal være plads til, at unge har brug for et ekstra år i uddannelsessystemet. Plads til<br />

et studieskift. Plads til en rejse, et job eller et højskoleophold, før uddannelsen begynder.<br />

Men en forsinkelse i nærheden af fem år i gennemsnit er et samfundsmæssigt problem.<br />

Man kan sætte ind over for forsinkelsen på flere områder.<br />

Det er oplagt at se på 10. klasse. Omkring halvdelen af en ungdomsårgang - og også<br />

mange fagligt stærke unge - vælger 10 klasse. 10. klasse er et nødvendigt tilbud til elever,<br />

der mangler færdigheder til det videre uddannelsessystem. Men ikke nødvendigt for<br />

fagligt velrustede unge.<br />

6


Forslag 1: 10. klasse skal målrettes mod elever med svage forudsætninger for at<br />

klare en ungdomsuddannelse.<br />

Det har den fordel, at undervisningen fremover i langt højere grad kan fokusere på færdigheder,<br />

der kan ruste eleverne til den efterfølgende ungdomsuddannelse. Velfærdskommissionens<br />

forslag til at løfte det generelle faglige niveau i grundskolen (se kapitel 3)<br />

vil forhåbentligt reducere antallet af fagligt svage elever mærkbart på længere sigt.<br />

Velfærdskommissionen anbefaler samtidig en række ændringer af SU-systemet, alle<br />

med samme mål: Vi skal fremme en hurtigere bevægelse igennem uddannelsessystemet.<br />

Det danske SU-system tilbyder en relativ høj understøttelse til dem, der uddanner sig. I<br />

dag er det umiddelbart ligegyldigt for den enkelte, om han eller hun starter på studiet som<br />

19-årig, 22-årig eller 25-årig. Uanset om man har ventet ét, tre eller fem år efter eksempelvis<br />

gymnasiet, er vilkårene de samme: SU-reglerne er ens.<br />

Der er behov for en bedre balance mellem de muligheder, samfundet giver den enkelte<br />

med en uddannelse, og samfundets muligheder for at få gavn af uddannelserne på arbejdsmarkedet.<br />

Velfærdskommissionen anbefaler derfor en SU-reform, der belønner hurtigere studiestart<br />

og -afslutning.<br />

Forslag 2: Unge skal have en bonus for at starte hurtigt på en uddannelse efter<br />

den studiekompetencegivende uddannelse. Jo hurtigere de starter, jo højere bonus.<br />

Efter forslaget vil studerende, der starter umiddelbart efter den studiekompetencegivende<br />

uddannelse eksempelvis få ekstra 1.000 kr. oveni den månedlige SU på godt 4.600 kr.<br />

De får bonussen i 2 år. Studerende, der venter ét år med at gå i gang, får udbetalt samme<br />

bonus, men kun i 12 måneder.<br />

I dag er der indlagt et såkaldt fjumreår i de studerendes SU. Et fjumreår består konkret af<br />

tolv måneders SU ud over den tid, som studiet er normeret til.<br />

Forslag 3: Fjumreåret skal omlægges til lån, hvis de unge påbegynder en uddannelse<br />

mere end 3 år efter, at de har afsluttet den studieforberedende uddannelse.<br />

Derudover foreslår Velfærdskommissionen en kontant bonus <strong>–</strong> hvis man gør sig færdig<br />

på normeret tid.<br />

Forslag 4: Studerende, der gennemfører studiet på normeret tid eller hurtigere, får<br />

en bonus. De får uforbrugte SU-klip trukket fra i studiegælden eller - hvis ikke de<br />

har studiegæld - penge i hånden.<br />

7


Forslagene skal blandt andet finansieres ved at fjerne de såkaldte café-penge <strong>–</strong> SU til<br />

hjemmeboende elever i ungdomsuddannelserne.<br />

Højere tilbagetrækningsalder<br />

Velfærdskommissionen anbefaler, at tilbagetrækningsalderen skal være højere og på<br />

langt sigt følge udviklingen i levetiden.<br />

I dag lever vi længere end vore bedste- og oldeforældre gjorde. Det er på alle måder<br />

glædeligt. Det er lige så glædeligt, at vore børn har udsigt til at leve endnu længere end<br />

os. Velfærdskommissionens forsigtige antagelse er, at levetiden vil stige med yderligere<br />

tre til fire år i løbet af de kommende fire årtier <strong>–</strong> men det er meget svært at forudsige med<br />

sikkerhed. Andre vurderer, at levetiden stiger med det dobbelte.<br />

I Danmark har vi indrettet os sådan, at alle de ekstra leveår giver ret til ekstra år på pension.<br />

Bliver vi tre år ældre, kan vi få pension i tre år mere. Seks ekstra leveår kan give<br />

seks år mere på pension. Og så videre.<br />

Når vi med stor sikkerhed ved, at levealderen vil stige, og at helbredet - for mange - vil<br />

være bedre, er der god grund til at overveje tilbagetrækningsalderen. Vi kan ikke både<br />

fastholde et veludbygget <strong>velfærd</strong>ssamfund og samtidig omsætte de ekstra leveår i ekstra<br />

år på pension. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Derfor bør pensionsalderen<br />

fremover følge med levetiden.<br />

Forslag 5: Folkepensionsalderen skal løftes med én måned om året, første gang i<br />

2013, hvor pensionsalderen bliver 65 år og én måned.<br />

Udviklingen i den faktiske levetid skal regelmæssigt vurderes i forhold til udviklingen i<br />

pensionsalderen. Dermed er der grundlag for at vurdere, om det er nødvendigt at korrigere<br />

den årlige stigning i folkepensionsalderen.<br />

En pensionsalder, der stiger med levetiden, løser ikke meget i sit selv. Konsekvensen vil<br />

nemlig være beskeden, hvis ikke vi samtidig gør noget andet. Forklaringen er velkendt:<br />

Andre ordninger <strong>–</strong> især efterlønnen <strong>–</strong> betyder, at pensionsalderen er ret ligegyldig for,<br />

hvornår store dele af befolkningen trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. 3 ud af 4 har<br />

trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før de når den formelle pensionsalder på 65 år.<br />

Forslag 6: Efterlønsordningen skal udfases ved at løfte efterlønsalderen med 4<br />

måneder om året, startende fra 2009. Tilgangen til efterløn stoppes i 2028, når den<br />

maksimale periode, man kan modtage efterløn i, er ét år.<br />

De mennesker, der går på efterløn, kan opdeles i to grupper. Der er dem, som oplever<br />

et svigtende helbred og som ufrivilligt må trække sig - helt eller delvist - tilbage fra arbejdsmarkedet.<br />

Til denne gruppe findes der i dag en række ordninger, som - langt mere<br />

end efterlønsordningen - er målrettet til mennesker med svigtende helbred. Det drejer sig<br />

om førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.<br />

8


Et spørgsmål om solidaritet:<br />

Skal Krogh vente med pensionen, så Møller kan få sin efterløn?<br />

Møller og Krogh er begge 40 år. De har kendt hinanden siden barndommen og har altid haft<br />

samme job lige ved siden af hinanden.<br />

De to venner adskiller sig dog fra hinanden på ét punkt: Møller indbetaler til efterløn og kan -<br />

hvis han indbetaler i 25 år - få ret til efterløn. Krogh betaler ikke til efterløn.<br />

Hvis begge arbejder til pensionsalderen, kan de gå på pension om 27 år som 67-årige, efter<br />

Velfærdskommissionens forslag om at tilpasse pensionsalderen til levetiden og udfase efterlønsordningen.<br />

Hvis derimod efterlønsordningen skal bevares, har det store konsekvenser<br />

for Krogh. For samfundsøkonomien skal hænge sammen, og der er behov for ekstra penge<br />

til Møllers efterløn, som han selv kun finansierer en lille del af. Derfor er der ingen vej udenom:<br />

Krogh må arbejde mere og betale skat af sit arbejde i 3 ekstra år. Krogh må derfor vente<br />

med pensionen i 3 år <strong>–</strong> han kan først gå som 70-årig.<br />

Pointen er klar: Vi lever længere. Skal nogle grupper have mulighed for at trække sig tidligt<br />

tilbage, må andre blive meget længere på arbejdsmarkedet.<br />

Spørgsmålet er enkelt: Hvad er mest solidarisk <strong>–</strong> at Krogh skal arbejde, til han bliver 70 år<br />

for at Møller kan gå på efterløn som 65-årig, eller at de begge kan trække sig tilbage som<br />

67-årige?<br />

År<br />

6<br />

5<br />

4<br />

3<br />

2<br />

1<br />

0<br />

Figur 1.2 Yngre skal være flere år på arbejdsmarkedet for at finansiere efterlønnen<br />

Antal ekstra år på arbejdsmarkedet for<br />

at finansiere efterlønnen<br />

0<br />

25 30 35 40 45 50 55 Alder i 2006<br />

Unge skal blive mere end 5 år længere på arbejdsmarkedet for at de kan få pension, hvis vi<br />

fastholder efterlønnen.<br />

9<br />

År<br />

6<br />

5<br />

4<br />

3<br />

2<br />

1


Og så er der gruppen uden nævneværdige helbredsproblemer, som bruger efterlønsordningen<br />

til at trække sig frivilligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Vores analyser viser, at de<br />

udgør langt den største gruppe: De fleste efterlønsmodtagere er nemlig lige så friske,<br />

raske og rørige som dem, der fortsætter på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen.<br />

Mange forlader altså arbejdsmarkedet helt frivilligt, før pensionsalderen for offentlige<br />

midler. Egenbetalingen for efterløn dækker kun en mindre del af de samlede omkostninger<br />

til ordningen.<br />

I dag har godt 160.000 sagt ja til efterløn. Mere end 4 ud af 10 af alle 60-64-årige er på<br />

efterløn. Efterlønnen er den afgørende forklaring på, at tilbagetrækningsalderen er faldet<br />

siden starten af 1980'erne <strong>–</strong> til trods for at levetiden er steget i perioden.<br />

Folkepensionsalderen bør fremover have den rolle, den tidligere har haft: Den bør markere,<br />

hvornår vi har ret til at blive forsørget, fordi vi er blevet ældre. Er man derimod under<br />

folkepensionsalderen, skal man kun have ret til offentlig forsørgelse, hvis man har<br />

nedsat arbejdsevne.<br />

Forslaget betyder, at de regler, vi kender i dag, forbliver uændret for alle, der er over 57<br />

år. Er man yngre, sker der ændringer. F.eks. vil den, der i dag er 50 år, kunne gå på<br />

efterløn som knap 63-årig og være på efterløn i tre år, før han eller hun bliver folkepensionist.<br />

De sidste, der får mulighed for at gå på efterløn, er dem, som er født i 1963, og<br />

som i dag er 42 år. De får efterløn som 65½ -årige og får ét år på efterløn, før de går på<br />

pension som 66½-årige.<br />

Tabel 1.1 Velfærdskommissionens forslag til efterløns- og folkepensionsalder for ud<strong>valg</strong>te<br />

aldersgrupper<br />

Mennesker født… … kan gå på efterløn<br />

når de bliver<br />

10<br />

Antal måneder med<br />

ret til efterløn<br />

før 1/9 1948 60 år 60 måneder 65 år<br />

Folkepensionsalder<br />

1/7 1950 - 31/5 1951 61 år 51 måneder 65 år og 3 mdr.<br />

1/4 1953 - 28/2 1954 62 år 42 måneder 65 år og 6 mdr.<br />

1/1 1956 - 30/11 1956 63 år 4 mdr. 30 måneder 65 år og 9 mdr.<br />

1/10 1958 - 31/8 1959 64 år 24 måneder 66 år<br />

1/6 1962 - 30/4 1963 65 år 4 mdr. 12 måneder 66 år og 4 mdr.<br />

efter 30/4 1963<br />

Pensionsalder løftes<br />

med 1 måned om året<br />

1/10 1969 - 31/8 1970<br />

Efterløn eksisterer ikke mere<br />

67 år<br />

1/10 1980 - 31/8 1981<br />

68 år


Dem, der har indbetalt til efterlønsordningen uden at få mulighed for at benytte den, får<br />

pengene flyttet til en pensionsordning. Ingen mister deres indbetaling.<br />

Velfærdskommissionen ønsker at tilskynde til, at man selv vælger at trække sig senere<br />

tilbage fra arbejdsmarkedet. Samtidig ønsker Velfærdskommissionen også, at man selv<br />

vælger at uddanne sig mere og at gennemføre uddannelsen hurtigere.<br />

Derfor anbefaler Velfærdskommissionen en markant skatteomlægning, der lemper skatten<br />

på arbejdsindkomst for alle indkomstgrupper. Denne reform er beskrevet mere detaljeret<br />

i kapitel 2.<br />

Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december<br />

2005, i kapitel 6 og 7.<br />

11


Der skal være bedre muligheder for og tilskyndelse<br />

til at deltage og blive integreret på det<br />

danske arbejdsmarked<br />

Kapitel 2. Et mere virksomt samfund<br />

Alle, der kan, skal have mulighed for at arbejde. Af to grunde: Det at være i job er for de<br />

fleste helt afgørende for trivsel og selvværd. Og den skat, der betales af indkomsten ved<br />

at arbejde, er med til at finansiere <strong>velfærd</strong>ssamfundet.<br />

Det danske arbejdsmarked fungerer på mange måder godt. Ledigheden er lav og beskæftigelsen<br />

høj. Høj fleksibilitet er kombineret med et solidt og veludbygget socialt sikkerhedsnet.<br />

Men vi har samtidig en udfordring, der er til at få øje på: Omkring hver tredje dansker<br />

mellem 18 og 66 år modtager en eller anden form for overførselsindkomst fra det offentlige.<br />

Heraf er ca. ½ mio. mennesker på midlertidige overførsler, som f.eks. dagpenge,<br />

kontanthjælp eller sygedagpenge.<br />

Med udsigt til en permanent faldende arbejdsstyrke vil der være behov for - men også<br />

bedre udsigter til - at ledige kan komme hurtigere i arbejde, og andre overførselsmodtagere<br />

kan komme ind på arbejdsmarkedet.<br />

12


Men det sker ikke af sig selv. Der er behov for flere initiativer, hvis vi <strong>–</strong> for alvor <strong>–</strong> skal<br />

gøre noget ved den store andel af befolkningen, der er henvist til overførselsindkomster.<br />

Velfærdskommissionen foreslår derfor en bred vifte af initiativer.<br />

For det første skal unge rustes bedre til arbejdsmarkedet. Derudover skal vi sikre, at<br />

ledige kommer hurtigere i job og har de rette kvalifikationer. For det tredje skal der gøres<br />

noget mere for den store gruppe, der modtager overførselsindkomster, og som ikke<br />

umiddelbart er i stand til at tage et arbejde. For det fjerde skal skattesystemet indrettes,<br />

så det bliver væsentligt mere attraktivt at uddanne sig og arbejde i Danmark. Og endelig<br />

bør vi øge arbejdspladsernes interesse for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt -<br />

ikke mindst i forhold til at ansætte og oplære indvandrere og efterkommere.<br />

Unge skal videre<br />

Mange af de mennesker, der i dag har fået kontanthjælp i lang tid, ligner hinanden på to<br />

felter: De har ingen uddannelse. Og de har fået kontanthjælp, siden de var unge.<br />

Som det fremgår af næste kapitel har Velfærdskommissionen flere forslag med samme<br />

mål: Nemlig at sikre, at en større del af årgangene fremover tager en ungdomsuddannelse.<br />

Det er af afgørende betydning. Dels for at så mange unge som muligt får en god<br />

start. Og dels for deres tilknytning til arbejdsmarkedet senere hen.<br />

Men der skal mere til. I midten af 1990-erne gennemførte man en række tiltag i forhold til<br />

de unge. Budskabet var enkelt: "Hvis du er under 25 år og ikke har en uddannelse, så<br />

tag en uddannelse, gå i lære eller find et job. Ellers sætter vi din ydelse ned." Det virkede.<br />

Før ungeindsatsen var unge generelt mere ledige end andre. Efter ungeindsatsen har<br />

unge <strong>–</strong> lige så generelt <strong>–</strong> været mindre ledige end andre. Samtidigt er de i højere grad<br />

gået i gang med en uddannelse. Velfærdskommissionen ønsker at bygge videre på<br />

erfaringerne fra ungeindsatsen. Den har vist betydningen af at skabe de rette betingelser<br />

for en god start på arbejdsmarkedet.<br />

Forslag 7: Ungeindsatsen skal udvides, så den gælder alle ledige under 30 år.<br />

Unge ledige skal hurtigst muligt i uddannelse, i lære eller i arbejde. Indtil det lykkes,<br />

skal de aktiveres. Bliver man ledig, og har man ingen uddannelse, får man<br />

pligt til at tage en uddannelse. Har man ikke ret til dagpenge, får man en ungesats<br />

på niveau med SU. Efter 6 måneder skal dagpengemodtagere uden uddannelse<br />

også have denne sats.<br />

Hurtigere i arbejde<br />

Velfærdskommissionen anbefaler en række initiativer for at sikre, at ledige hurtigere kommer<br />

i job igen.<br />

Dagpenge er en forsikring. En forsikring imod at få for store fald i indkomsten, hvis man<br />

mister sit job. Ideen er, at man modtager ydelsen <strong>–</strong> midlertidigt <strong>–</strong> mens man leder efter<br />

nyt job. Har man mere varige problemer, der gør, at man ikke kan få tilknytning til ar-<br />

13


ejdsmarkedet, skal problemet løses andre steder end i dagpengesystemet.<br />

I Danmark kan man få dagpenge i fire år. Det er <strong>–</strong> i international sammenhæng <strong>–</strong> lang<br />

tid. I Norge kan man højest få dagpenge i 2 år, i Finland har man 500 dage, mens man i<br />

Sverige, som udgangspunkt, må nøjes med 300 dage.<br />

I Danmark er der også lempelige regler for at genoptjene ret til dagpenge: Efter fire år på<br />

dagpenge skal man blot arbejde i et halvt år for at kvalificere sig til yderligere fire år. Kravet<br />

for at opnå dagpengeret er ellers 1 år.<br />

Erfaringerne peger på, at en kortere dagpengeperiode betyder, at mange hurtigere vender<br />

tilbage til beskæftigelse. Og at det bliver sværere at komme tilbage på arbejdsmarkedet,<br />

jo længere tid, man har været væk.<br />

Forslag 8: Dagpengeperioden skal forkortes fra fire år til to et halvt år. Retten til<br />

dagpenge skal generelt være betinget af ét års beskæftigelse eller opnåelse af en<br />

kompetencegivende uddannelse.<br />

Figur 2.1 Dagpengeperioderne i fire nordiske lande - og Velfærdskommissionens<br />

forslag til en ny dagpengeperiode.<br />

Sverige<br />

Finland<br />

Norge<br />

År på dagpenge<br />

Danmark<br />

Velfærdskommissionens forslag<br />

0,0 0,5 1,0 1,5 2,0 2,5 3,0 3,5 4,0<br />

Note: I Sverige kan dagpengeperioden forlænges til 600 dage, hvis man omfattes af Aktivitetsgarantien, hvor<br />

personer i risiko for langtidsledighed tilbydes aktivering.<br />

En kortere dagpengeperiode skal ses i sammenhæng med det sikkerhedsnet, der gælder<br />

for de ledige, der ikke har ret til dagpenge - f.eks. fordi de ikke har forsikret sig mod<br />

ledighed eller fordi dagpengeperioden udløber. I dag henvises de til kontanthjælpssystemet.<br />

Forslag 9: For ledige, der ikke har dagpengeret, indføres en ny ydelse, basisydelsen,<br />

der skal udgøre 60 pct. af de maksimale dagpenge. Forsikrede ledige, som<br />

har opbrugt deres dagpengeperiode på 2 ½ år, skal også have basisydelse kombineret<br />

med et skærpet aktiveringskrav.<br />

14


Kontanthjælpssystemet skal i stedet målrettes mod personer, der har problemer ud over<br />

ledighed, der gør, at de ikke umiddelbart kan tage et arbejde.<br />

Ydelsen til gifte kontanthjælpsmodtagere afhænger i dag af ægtefællens indkomst. Man<br />

modregner den enes indkomst i den andens kontanthjælp. Er begge på kontanthjælp,<br />

kan det derfor sjældent betale sig at slå til, hvis en af ægtefællerne får tilbudt job. Er man<br />

samboende uden at være gift, har partnerens indkomst derimod ingen betydning for<br />

kontanthjælpens størrelse.<br />

Det virker uhensigtsmæssigt, at samlivsformen skal afgøre, hvilken ydelse man kan få,<br />

når man står til rådighed for arbejdsmarkedet.<br />

Forslag 10: Basisydelsen til ledige skal være fri for modregning fra ægtefællens<br />

indkomst. Det betyder, at gevinsten ved at udbyde sin arbejdskraft og komme i job<br />

bliver væsentligt større end i dag for gifte.<br />

Basisydelsen vil dermed give et individuelt økonomisk sikkerhedsnet for alle ledige uafhængigt<br />

af familieforhold, men på et niveau, hvor der er klare fordele ved at forsikre sig i<br />

dagpengesystemet.<br />

Boks 2.1 Individualisering af basisydelse øger gevinsten ved job<br />

Knud og Hanne Jespersen er raske, de vil begge gerne arbejde, men <strong>–</strong> rent økonomisk<br />

<strong>–</strong> giver det ikke meget mening at søge job. De er nemlig gift, har børn, bor til leje og er<br />

begge på kontanthjælp.<br />

På kontanthjælp modtager de - efter skat - sammenlagt knap 17.800 kr. inklusiv 1.814<br />

kr. i børnefamilieydelse, og 720 kr. i boligstøtte. Desuden får de 60 pct. rabat på børnenes<br />

daginstitution.<br />

Da Hanne får tilbudt et job på et hospitalsvaskeri til 16.500 kr. om måneden, skal der<br />

tælles på knapper. Lønnen er noget højere end hendes kontanthjælp, men den skal<br />

også modregnes i Knuds kontanthjælp. Hvis hun siger ja, har familien godt 700 kr. mere<br />

til rådighed om måneden, end hvis begge var på kontanthjælp.<br />

Velfærdskommissionens forslag betyder, at Knud og Hanne i stedet for kontanthjælp<br />

skal have basisydelse, og at basisydelsen er individuel. Tilsammen modtager de efter<br />

skat 15.900 kr. på basisydelse, og Hannes indtægt fra vaskeriet skal nu ikke længere<br />

modregnes i Knuds basisydelse. Familien får derfor omkring 2.350 kr. mere til rådighed,<br />

hvis Hanne skifter sin basisydelse ud med job.<br />

I dag har de 55-59-årige under visse omstændigheder ret til dagpenge i længere tid end<br />

andre. Og de 58-59-årige kan fritages for aktivering. Velfærdskommissionens analyser<br />

peger på, at disse særregler er med til at fastholde ældre i ledighed.<br />

15


Forslag 11: Den forlængede dagpengeret for 55-59-årige i dagpengesystemet og<br />

aktiveringsfritagelsen af 58-59-årige skal ophæves.<br />

Samtidig bør vi skærpe reglerne for, hvordan man afprøver, om ledige reelt står til rådighed<br />

for arbejdsmarkedet. Og vi bør skærpe sanktionerne for ikke at stå til rådighed og<br />

samtidig stille større krav til de ledige om at søge job.<br />

De nævnte stramninger af dagpengereglerne giver mulighed for at øge indsatsen over<br />

for de ledige i dagpengesystemet, der har svært ved at komme i job.<br />

Den stærkere internationale konkurrence og ændrede teknologi vil stille stigende krav til,<br />

at vi kan omstille <strong>vores</strong> kvalifikationer. Nogle grupper på arbejdsmarkedet vil derfor opleve,<br />

at deres jobmuligheder bliver udtømt med mindre de lader sig omskole. Det skal de<br />

have bedre og hurtigere hjælp til.<br />

Forslag 12: Hvis AF vurderer, at jobmulighederne i den lediges branche - eller<br />

andre brancher - er udtømte, skal dagpengemodtagere have adgang til en omskoling<br />

til brancher med mangel på arbejdskraft, og hvor den ledige kan forventes at<br />

varetage et job.<br />

En anden gruppe på arbejdsmarkedet har ganske særlige vilkår. Nemlig dem, der er<br />

visiteret til at få et fleksjob. Det drejer sig om mennesker med en nedsat erhvervsevne.<br />

Men reglerne for fleksjob har svagheder.<br />

Særreglen for den gruppe er i dag, at de ikke skal foretage sig noget ud over at vente på<br />

et job. De skal ikke være aktive. De skal ikke søge job. De skal vente, mens kommunen<br />

leder efter jobbet. Det er nemlig kommunerne, der har pligt til at finde fleksjobbet. Og<br />

mange venter meget længe. Ser man bort fra løntilskuddet, så ligner fleksjobordningen<br />

det øvrige arbejdsmarked og dagpengesystemet. Derfor bør reglerne i videst mulig omfang<br />

afspejle de almindelige regler.<br />

Forslag 13: Mennesker, der er visiteret til et fleksjob, skal selv hjælpe til med at<br />

finde det. Har man ventet på et fleksjob i 2½ år skal man på kontanthjælp i stedet<br />

for ledighedsydelse. Når man kommer i fleksjob, skal det statslige tilskud til lønnen<br />

ikke kunne overstige f.eks. den maksimale dagpengesats.<br />

Styrk de svageste<br />

Selvom det går godt med beskæftigelsen i Danmark, så får flere og flere overførselsindkomster<br />

i lang tid. I 2004 kunne 84.000 personer se tilbage på at have været på kontanthjælp<br />

i hovedparten af tiden i de seneste 3 år. Og mere end 4 ud af 10 af dem havde<br />

modtaget kontanthjælp i mindst otte ud af de seneste ti år.<br />

En stor del af den gruppe har mange andre problemer end det, at de er ledige. Nogle har<br />

nedsat erhvervsevne, andre er misbrugere, har psykiske lidelser, og atter andre taler<br />

meget dårligt dansk.<br />

16


Indvandrere er overrepræsenterede i gruppen. Og de udgør en voksende andel. Der er<br />

gjort meget for at forbedre integrationen de seneste år, men de afgørende resultater<br />

lader vente på sig. Indvandreres erhvervstilknytning ligger fortsat langt under gennemsnittet<br />

<strong>–</strong> og end ikke ti års stigende efterspørgsel efter arbejdskraft har flyttet den.<br />

Kommunerne har i dag kun pligt til at give kontanthjælpsmodtagere med særlige problemer<br />

ét aktivt tilbud. Nogle får selvfølgelig flere tilbud. Men mange modtager kontanthjælp<br />

i lange perioder, uden at der for alvor bliver taget hånd om deres problemer. Konsekvensen<br />

for den enkelte er, at det bliver sværere og sværere at komme tilbage. Og for mange<br />

bliver vejen for lang.<br />

Mennesker, der har været på kontanthjælp i lang tid, udgør en af samfundets svageste<br />

grupper. Indsatsen i forhold til dem bør være langt mere aktiv.<br />

Den nye integrationspakke, der blev vedtaget i efteråret, tager fat på problemerne i forhold<br />

til denne gruppe, men der er brug for at inddrage flere redskaber.<br />

Med Velfærdskommissionens forslag om en basisydelse til ledige, der ikke har forsikret<br />

sig mod ledighed, vil kontanthjælpssystemet fremover være målrettet mod ledige med<br />

andre problemer end ledighed. Derfor kan der sættes meget mere konsekvent ind på at<br />

styrke denne gruppes forudsætninger for at komme tættere på arbejdsmarkedet.<br />

Forslag 14: Kontanthjælpsmodtagere skal fremover have både ret og pligt til en<br />

vedvarende aktiveringsindsats baseret på tilbud af uddannelsesmæssig, sundhedsmæssig<br />

og social karakter.<br />

Der skal laves individuelt sammensatte forløb, der fastlægger en vej til arbejdsmarkedet<br />

for hver enkelt. Forløbene kan sammensættes af en bred vifte af tilbud. F.eks. kan man<br />

kombinere afvænningstilbud med kurser i basale læse- og skrivefærdigheder og deltagelse<br />

i beskæftigelsesprojekter. Den sociale og beskæftigelsesrettede indsats skal koordineres<br />

bedre med uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet.<br />

Og indsatsen skal blive ved <strong>–</strong> den må ikke stoppe på halvvejen. Ingen må efterlades som<br />

passiv kontanthjælpsmodtager i længere tid. De bedre muligheder skal være knyttet<br />

sammen med en pligt til at deltage i de sociale tilbud. Og det skal have økonomiske konsekvenser<br />

at afvise tilbud. Alle har - uanset at vejen for nogle kan være lang - pligt til at<br />

medvirke aktivt i forsøget på at komme i beskæftigelse.<br />

Rettighederne for de svageste skal have et aktivt sigte og bidrage til, at flest muligt på<br />

længere sigt kan forsørge sig selv. For at øge gevinsten for de svageste anbefaler Velfærdskommissionen,<br />

at der indføres en beskæftigelsesbonus.<br />

Forslag 15: Mennesker, der i lang tid har modtaget overførselsindkomst, skal have<br />

en kontant bonus, når de kommer i job.<br />

Bonussen kan f.eks. være på 3.000 kr. før skat i den første måned, personen er i be-<br />

17


skæftigelse. Måned for måned skal den så reduceres indtil den stopper efter to års beskæftigelse.<br />

Forslag 16: Bonussen skal også gælde nyankomne indvandrere, når de forlader<br />

introduktionsydelse eller starthjælp og finder job.<br />

En sådan bonusordning vil kunne bidrage til, at flere indvandrere hurtigt får en tilknytning<br />

til arbejdsmarkedet.<br />

Skatten på arbejde skal lettes<br />

Velfærdskommissionen anbefaler en markant omlægning af det danske skattesystem.<br />

Målet med reformen er klart: Vi skal lette skatten på den aktivitet, som er helt nødvendig<br />

for, at vi kan finansiere <strong>velfærd</strong>ssamfundet fremover. Det skal simpelthen være mere<br />

økonomisk attraktivt at uddanne sig og arbejde i Danmark.<br />

Der er ikke råd til generelle skattelettelser i Danmark. Når vi ønsker et veludbygget <strong>velfærd</strong>ssamfund,<br />

må skattetrykket nødvendigvis være højt.<br />

Men det betyder ikke, at skattestrukturen behøver at være som i dag. Og højere beskæftigelse<br />

- f.eks. som følge af reformer i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i<br />

pensionssystemet - vil også kunne skabe et økonomisk grundlag for at reducere skatten.<br />

Mange lavtlønnede har rent økonomisk svært ved at mærke forskel på, om de har en<br />

løn, får dagpenge eller modtager kontanthjælp. Ekstraindtægten ved at arbejde er for lille,<br />

og nogle sætter endda penge til.<br />

Og for de bare lidt højere indkomster er skatten af den sidst tjente krone markant højere<br />

end i de fleste andre europæiske lande. Herhjemme betaler en meget stor del af befolkningen<br />

den høje skat: Næsten 40 procent af de fuldtidsbeskæftigede betaler topskat.<br />

Vi skal øge lysten til at arbejde frem for at være på overførselsindkomst eller holde fri.<br />

Det skal være mere attraktivt at tage en uddannelse. Og vi skal sikre, at skatten af den<br />

sidst tjente krone ikke bliver så høj, at den fjerner lysten til at yde en ekstra indsats.<br />

Det skal være økonomisk mærkbart at tage et arbejde. Mærkbart at få udbetalt overarbejdsbetaling<br />

eller mere i løn, fordi man efteruddanner sig eller flytter for at få et nyt job.<br />

Og mærkbart at gå fra deltid til fuldtid eller vælge arbejde frem for ferie og fritid.<br />

Forslag 17: Personskatten skal lempes. Mellemskatten skal væk, og grænsen for<br />

topskatten skal op. Derudover skal beskæftigelsesfradraget være større. Den disponible<br />

værdi af fradraget skal øges fra i dag maksimalt at udgøre 2.400 kr. til<br />

maksimalt at udgøre knap 15.000 kr. Skattelettelserne skal blandt andet finansieres<br />

ved gradvist at hæve ejendomsværdiskatten fra de nuværende 1 pct. til 1,5<br />

pct. i 2030.<br />

18


Det nye skattesystem vil kun bestå af to trin: Den almindelige kommune- og bundskat<br />

som stort set alle betaler, og en topskat, som betales af de 20 pct. af befolkningen, der<br />

tjener mest. Sammen med det forhøjede beskæftigelsesfradrag betyder det, at langt<br />

hovedparten af de beskæftigede skal betale en skattesats på i alt 40 pct. Skatten vil stadig<br />

være højere for dem med de højeste indkomster. Men for dem vil skatten af den sidst<br />

tjente krone falde fra 63 pct. til højest 59 pct.<br />

60<br />

50<br />

40<br />

30<br />

20<br />

10<br />

Figur 2.2 Skatten lempes for alle på arbejdsmarkedet<br />

Marginal<br />

skatte pct.<br />

70<br />

Før reform<br />

Efter reform<br />

Marginal<br />

skatte pct.<br />

70<br />

0<br />

0<br />

0 kr. 125.000 kr. 250.000 kr. 375.000 kr. 500.000 kr. 600.000 kr.<br />

Figuren viser skatten af den sidst tjente krone for en beskæftiget. Mellemskatten forsvinder,<br />

grænsen for topskat stiger, og skatten af den sidst tjente krone kan maksimalt være<br />

59 pct. i stedet for 63 pct.<br />

Det er afgørende, at der for hver lempelse af skatten er en konkret finansiering. Velfærdskommissionen<br />

vil hellere støtte arbejde end mursten. I de senere år har vi reelt<br />

øget støtten til mursten, fordi beskatningen af boliger er blevet lempet med skattestoppet.<br />

Velfærdskommissionen finansierer derfor blandt andet skattelettelserne på arbejde ved<br />

at hæve ejendomsværdiskatten langsomt fra de nuværende 1 pct. til 1,5 pct. i 2030.<br />

Derudover finansieres de ved reformer, der skal få unge til at komme tidligere ind på<br />

arbejdsmarkedet. Og ved reformer af arbejdsmarkedet og initiativer, der skal sikre en<br />

højere tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet.<br />

For at sikre en fornuftig timing af skattereformen med de øvrige forslag skal skattelettelsen<br />

indfases gradvist frem mod 2015.<br />

Arbejdsmarkedets parter skal tage større ansvar<br />

Den enkelte har et ansvar for selv at finde et job. Og myndighederne er ansvarlige for at<br />

forsørge og støtte den enkelte i den proces. Men i Danmark har også arbejdsmarkedets<br />

parter et stort ansvar.<br />

19<br />

60<br />

50<br />

40<br />

30<br />

20<br />

10


De er ansvarlige for de aftaler om løn- og arbejdsvilkår, der skal gøre det muligt for de<br />

ledige at opnå beskæftigelse, for unge at få en praktikplads og for længevarende ledige<br />

at få den nødvendige jobtræning.<br />

Men de har også et særligt ansvar i forhold til den gruppe af mennesker, som har svært<br />

ved at komme ind på eller fastholde en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi deres<br />

forudsætninger er svagere end gennemsnittet.<br />

På trods af høj beskæftigelse og lav ledighed er det fortsat vanskeligt for denne gruppe at<br />

få fodfæste på arbejdsmarkedet. Indretningen af arbejdsmarkedet med høje mindstelønninger<br />

og forholdsvis små lønforskelle mellem højt- og lavtlønnede er en væsentlig forklaring.<br />

Det betyder ikke, at indretningen af arbejdsmarkedet generelt er dårlig. Tværtimod. Kombinationen<br />

af høj fleksibilitet og et solidt og veludbygget socialt sikkerhedsnet har givet<br />

resultater, som både arbejdsgivere og arbejdstagere nyder godt af.<br />

Derfor må arbejdsmarkedets parter også tage et større ansvar på de områder, hvor indretningen<br />

af arbejdsmarkedet giver problemer.<br />

Øget rummelighed kræver, at arbejdspladserne giver plads til personer, som ikke umiddelbart<br />

lever op til de normale præstationskrav. Og det kræver, at lønmodtagere accepterer,<br />

at der skal gøres noget ekstraordinært for at skabe plads til mennesker, der har kvalifikationer<br />

under gennemsnittet.<br />

Forslag 18: Regeringen, kommunerne og arbejdsmarkedets parter må indgå en ny<br />

firepartsaftale for at sikre, at det danske arbejdsmarked er rummeligt nok til at<br />

dække behovet for praktikpladser, jobtræningsmuligheder for ledige og oplæringspladser<br />

for indvandrere og andre med svage forudsætninger.<br />

Den indgåede integrationsaftale fra 2002 mellem parterne på arbejdsmarkedet var et<br />

godt udgangspunkt. Men mulighederne i aftalen benyttes kun meget lidt.<br />

For at skabe et bedre fodfæste på arbejdsmarkedet for indvandrere og efterkommere<br />

med svage danskkundskaber bør de indsluses til en løn, der svarer til deres kvalifikationer,<br />

mens eksempelvis deres sprogfærdigheder bliver udviklet. Det kunne være en del af<br />

en ny firepartsaftale.<br />

Forslag 19: Det skal være muligt at skabe særlige oplæringsstillinger for personer,<br />

der har så svage danskkundskaber, at de deltager i danskundervisning eller har<br />

særlige behov for oplæring. Lønnen skal svare til den ansattes kvalifikationer og<br />

vil derfor normalt være under mindstelønnen.<br />

Oplæringsstillingerne kan vare i op til tre år. Lønnen skal stige gennem ansættelsesperioden<br />

i lighed med elevlønnen i erhvervsuddannelserne.<br />

20


Det er op til arbejdsmarkedets parter, om dette værktøj - sammen med de andre lovgivningsmæssige<br />

integrationsværktøjer - skal danne grundlag for en mærkbart forbedret<br />

integration af indvandrere og efterkommere i de kommende år. Hvis ikke, kan det blive<br />

nødvendigt at forpligte virksomhederne til at ansætte flere indvandrere.<br />

Alternativet til en større rummelighed baseret på frivillige aftaler på arbejdsmarkedet er -<br />

via lov - at placere en større del af det økonomiske ansvar hos både lønmodtagere og<br />

arbejdsgivere.<br />

Forslag 20: Hvis arbejdsmarkedets parter ikke i de kommende år gør en tilstrækkelig<br />

indsats for sikre en bedre integration af indvandrere, skal der skabes en ordning,<br />

der forpligter virksomheder til samlet at tage ansvar for at ansætte personer<br />

med svage danskkundskaber.<br />

Det kan f.eks. være en ordning, som vi kender den fra den nuværende Arbejdsmarkedets<br />

Elevrefusion. Det vil betyde, at virksomheder skal betale et obligatorisk bidrag til en<br />

ordning, der udbetaler tilskud til de virksomheder, der ansætter en person med svage<br />

danskkundskaber. I praksis betyder det, at den virksomhedsrettede integrationsopgave<br />

bliver finansieret af de arbejdsgivere, der ikke ansætter indvandrere.<br />

Den større rummelighed skal også sikre, at praktik, oplæring og jobtræning kan få indhold,<br />

der mest muligt ligner almindeligt arbejde kombineret med elementer af f.eks. uddannelse<br />

og vejledning. De nuværende krav om at støttede job under ingen omstændigheder<br />

må medføre fortrængning, er ikke tidssvarende. Og det harmonerer ikke med den<br />

store opgave, vi står overfor med at integrere indvandrere og mennesker, der har været<br />

længe væk fra arbejdsmarkedet. Vi må - også via lovgivning - væk fra denne tankegang.<br />

Det er ikke muligt at skaffe tilstrækkelige jobtræningsmuligheder med reelt indhold for<br />

svage grupper uden en accept af, at det også medfører en vis fortrængning af rigtige<br />

arbejdspladser. Men med udsigt til mangel på arbejdskraft bliver det et mindre problem.<br />

Alternativet er, at de svage grupper i stedet bliver fortrængt fra arbejdsmarkedet. Det er<br />

usolidarisk, og det er uøkonomisk.<br />

Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december<br />

2005, i kapitel 8,9 og 11.<br />

21


Det skal være mere attraktivt at uddanne sig, at<br />

arbejde, at investere og at drive virksomhed i<br />

Danmark<br />

Kapitel 3. Et mere fremsynet samfund<br />

For at skabe et fremsynet og velstående samfund med højt uddannelsesniveau og høj<br />

beskæftigelse bliver det afgørende at fremme menneskers lyst til <strong>–</strong> og mulighed for <strong>–</strong> at<br />

uddanne sig, arbejde, investere og drive virksomhed i Danmark. Det bliver også nødvendigt,<br />

hvis Danmark fortsat skal være i front i en verden, der bliver stadig mere globaliseret.<br />

Vi har gode muligheder i den globale konkurrence. Hidtil har den tætte integration mellem<br />

landene bidraget til, at vi hører til blandt verdens rigeste. Men hvis vi fortsat skal have<br />

fuldt udbytte af globaliseringen og forblive blandt de rigeste lande i verden, er der behov<br />

for at styrke indsatsen på tre områder.<br />

For det første skal de, der er en del af den danske arbejdsstyrke, være blandt de bedst<br />

uddannede i verden. For det andet skal <strong>vores</strong> skattesystem indrettes, så der kommer en<br />

større økonomisk gevinst ud af at investere, uddanne sig og anvende sin uddannelse i<br />

Danmark. Og så bør vi, for det tredje, gøre <strong>vores</strong> samfund mere åbent for vandringer<br />

over grænserne uden at det underminerer <strong>vores</strong> <strong>velfærd</strong>ssamfund.<br />

22


Uddannelser skal styrkes<br />

Danmarks fremtidige velstand afhænger af, at en bred del af befolkningen får et højt<br />

uddannelsesniveau. En uddannelsesmæssig elite er nødvendig, men vi bør samtidig<br />

satse markant i bredden. Uddannelse til alle bidrager til at ruste Danmark i den internationale<br />

konkurrence. Og uddannelse til alle er med til at gøre det muligt, at vi kan fastholde<br />

den forholdsvis lige indkomstfordeling i Danmark.<br />

I dag går knap hver femte blandt de unge ud i livet uden en ungdomsuddannelse. Det er<br />

stærkt bekymrende. Unge uden uddannelse er særdeles udsat for at blive marginaliseret<br />

på arbejdsmarkedet. De får derfor svært ved at forsørge sig selv i deres voksenliv. F.eks.<br />

har tre ud af fire under 30 år på kontanthjælp kun gået ni år i skole. Det er mere end<br />

dobbelt så mange som i befolkningen generelt.<br />

For indvandrere <strong>–</strong> og deres efterkommere <strong>–</strong> er situationen langt værre: Blandt de unge er<br />

det kun hver anden, der får en ungdomsuddannelse. Det er et kæmpeproblem <strong>–</strong> både<br />

for de unge selv og for samfundet. Indvandrere og efterkommere kommer til at udgøre<br />

en stigende andel af befolkningen, og deres tilknytning til arbejdsmarkedet er lav. Med<br />

mindre, altså, at der bliver gjort noget målrettet for at øge andelen, der får en uddannelse.<br />

Velfærdskommissionen anbefaler en massiv satsning på at øge andelen af unge, som<br />

får en ungdomsuddannelse. En af vejene er at sikre flere praktikpladser. Mange tusinde<br />

unge mangler i dag praktikplads. Det er højst usikkert, om problemerne løser sig af sig<br />

selv med de nuværende initiativer <strong>–</strong> men praktikpladserne skal findes.<br />

Forslag 21: Arbejdsgivernes Elevrefusion skal bruges mere offensivt for at skaffe<br />

praktikpladser. Det betyder, at arbejdsgivere, der ikke har oprettet praktikpladser,<br />

skal betale mere til de arbejdsgivere, som opretter pladserne.<br />

Hvor godt det går de unge i ungdomsuddannelserne afhænger af andet og mere end<br />

ungdomsuddannelserne selv. Det er f.eks. helt afgørende, hvad unge har med sig fra<br />

grundskolen. Også her er der behov for ændringer og mere ambitiøse målsætninger. Der<br />

skal satses på indlæring i en tidligere alder, så stort set alle elever er sikre læsere ved<br />

udgangen af 2. klasse.<br />

Børnehaveklassen skal være obligatorisk og mere fagligt orienteret, men undervisningen<br />

skal overvejende gives i form af leg og andre udviklende aktiviteter. Det skal være gratis<br />

og obligatorisk for børn i 0.-3. klasse at benytte skolefritidsordning, fritidshjem mv. For så<br />

bliver det muligt i højere grad at integrere den egentlige skoledag og fritidstilbuddet og<br />

dermed få mere afveksling mellem læring, fysisk udfoldelse og leg.<br />

Det koster selvfølgelig at udvide skoledagen for fire klassetrin. Finansieringen kommer<br />

blandt andet fra en harmonisering og en reduktion af 'børnechecken' (se kapitel 4).<br />

Det er et vigtigt at styrke læsefærdighederne bredt: Gode læsere skal være bedre læsere,<br />

og antallet med læsevanskeligheder skal reduceres kraftigt. Målet skal blandt andet<br />

23


nås ved en ekstra dansktime i 1. klasse. Ambitionsniveauet i læsning skal hæves: Fremtidige<br />

1. klasser skal kunne læse lige så godt som de nuværende 2. klasser. Specialundervisningen<br />

i dansk for elever med svage læsefærdigheder skal fremrykkes til 1. og 2.<br />

klasse.<br />

Indvandrere og efterkommere skal beherske det danske sprog inden skolestart, hvis de<br />

skal kunne følge undervisningen i samme omfang som andre børn. Det foreslås, at børnehaveklassen<br />

skal gøre en særlig indsats for børn, som viser sig at have svage danskkundskaber.<br />

Lærerne i grundskolen skal være bedre kvalificeret til at støtte tosprogede<br />

og andre børn, der har behov for støtte i de basale fag.<br />

Det foreslås, at der i 0.-3. klasse indføres lektiehjælp for de elever, der har behov for det.<br />

Forslaget sigter specielt mod indvandrere og efterkommere, men vil også omfatte danske<br />

elever med tilsvarende behov. Heldagsskolen giver gode rammer for lektiehjælp.<br />

Velfærdskommissionen støtter, at der bliver indført obligatoriske, nationale tests i ud<strong>valg</strong>te<br />

fag på en række klassetrin. Med tests bliver det muligt at opdage <strong>–</strong> og gribe ind <strong>–</strong> når<br />

noget er gået galt.<br />

Forslag 22: Allerede i børnehaven skal der sættes ind med sprogstimulering af<br />

børn med svage danskkundskaber, skolestarten skal fremrykkes, læseundervisningen<br />

skal styrkes, og der skal indføres en obligatorisk heldagsskole for de 6-9årige.<br />

Også i den anden ende af grundskolen <strong>–</strong> blandt de ældste <strong>–</strong> er der behov for ændringer:<br />

Velfærdskommissionens forslag i kapitel 1 om en ændret 10. klasse vil sikre, at undervisningen<br />

i 10. klasse vil fokusere på færdigheder, der kan ruste elever til den efterfølgende<br />

ungdomsuddannelse.<br />

Positivt medspil fra lærerstanden er en helt afgørende forudsætning for, at de ambitiøse<br />

målsætninger kan nås. Det er Velfærdskommissionens opfattelse, at det skal være mere<br />

attraktivt at undervise i folkeskolen. Vi skal give lærerne mulighed for at lægge mere<br />

vægt på faglighed og professionalisme. De lærere, der gør en indsats på disse væsentlige<br />

felter, skal kunne belønnes i højere grad end i dag.<br />

Som beskrevet i kapitel 2 anbefaler Velfærdskommissionen også, at vi styrker mulighederne<br />

for uddannelse for grupper af voksne. Det drejer sig om ledige, som har behov for<br />

at blive omskolet til nye jobmarkeder, for at komme i beskæftigelse igen.<br />

Attraktivt at investere og drive virksomhed<br />

Velfærdskommissionens forslag til skattereform (kapitel 2) vil gøre det væsentligt mere<br />

attraktivt at bo, uddanne sig og arbejde i Danmark.<br />

Men der er behov for at ændre på andet og mere end person- og ejendomsskatter. Med<br />

24


en tættere integration mellem landene er det sandsynligt, at skattekonkurrencen vil blive<br />

skærpet. Lande kan, via strategiske skattenedsættelser, konkurrere om at tiltrække virksomheder<br />

og investeringer. Selv om den danske selskabsskat ikke hører til blandt de<br />

højeste, kan der være en god økonomi i at flytte et hovedsæde til udlandet. Og virksomheder,<br />

der har afdelinger i flere lande, kan i et vist omfang flytte overskud til de lande,<br />

hvor skatten er mindst.<br />

Forslag 23: Selskabsskatten og skat af kapitalindkomst skal tilpasses den internationale<br />

udvikling. Selskabsskatten skal sænkes fra 28 til 25 pct. Alle former for<br />

afkast af privatpersoners og virksomheders opsparing og investeringer <strong>–</strong> bortset<br />

fra pensionsopsparing <strong>–</strong> bør beskattes med 33 pct.<br />

Reduktionen af selskabsskatten finansieres af virksomhederne selv - blandt andet ved<br />

stramninger af særregler.<br />

Ind- og udvandrere<br />

På ét punkt adskiller det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund sig fra mange andre: Vi har omfattende<br />

rettigheder, som er uafhængige af, hvor meget <strong>–</strong> eller hvor lidt <strong>–</strong> vi betaler i skat.<br />

Ingen spørger til <strong>vores</strong> betalingsevne i døren til hospitalet. Motivation og evner <strong>–</strong> ikke<br />

penge <strong>–</strong> afgør, hvem der får hvilke uddannelser. Og opfylder man betingelserne, har<br />

man ret til kontanthjælp uanset hvor meget, man betalte i skat sidste år. Princippet i den<br />

sociale kontrakt er enkelt: Rettighederne gælder alle.<br />

Den kontrakt har mange styrker, men også svagheder: Den er blandt andet følsom over<br />

for indvandrere og udvandrere, der kan vælge kontrakten til og fra.<br />

Det er f.eks. ganske problematisk, hvis mange af de, der har fået en <strong>–</strong> gratis <strong>–</strong> videregående<br />

uddannelse, vælger at bosætte sig i udlandet. Eller hvis pensionister flytter til udlandet<br />

med deres pension. Her er der dog allerede igangsat et arbejde med at ændre<br />

beskatningsaftalerne, så det bliver mindre økonomisk attraktivt at flytte til udlandet med<br />

pensionen.<br />

På samme måde kan indvandring blive et problem, hvis mange af de, der kommer til<br />

landet, ikke kan forsørge sig selv.<br />

Konsekvensen må ikke blive, at vi indskrænker den åbenhed, vi har mod omverdenen.<br />

Vores fremtidige velstand afhænger af åbenheden. Det er kun godt, at mennesker rejser<br />

ind i eller ud af Danmark. Vi anbefaler derimod, at vi justerer kontrakten, så den bliver<br />

mere robust over for både indvandring og udvandring uden at bremse mulighederne for<br />

vandringer.<br />

I forhold til udvandringen drejer justeringen sig netop om dem, der tager en lang videregående<br />

uddannelse. I dag rejser kun få færdiguddannede ud af landet. Og langt de fleste<br />

kommer tilbage efter få år. Men på det længere sigt vil flere uden tvivl blive ude i længere<br />

25


tid. Fordi uddannelserne bliver mere internationale. Fordi de kulturelle og sproglige barrierer<br />

bliver brudt ned. Og fordi virksomheder vil efterspørge arbejdskraft med international<br />

erfaring.<br />

Vi er i dag sikret lige adgang til uddannelse: Undervisningen er gratis, og vi får SU, mens<br />

vi læser. Det gør os følsomme over for udvandring. Vi bør indføre en model, så højtuddannede<br />

betaler noget tilbage til samfundet, hvis de vælger at bruge uddannelsen på et<br />

arbejdsmarked uden for Danmark i lange perioder og dermed ikke betaler skat i Danmark.<br />

På lange videregående uddannelser kan man få to titler: Den korte version <strong>–</strong> typisk tre år<br />

<strong>–</strong> giver titlen bachelor. Læser man videre <strong>–</strong> normalt i to ekstra år <strong>–</strong> bliver man kandidat.<br />

Det er usikkert, hvor store ændringer, der er behov for. I første omgang foreslår Velfærdskommissionen<br />

alene nye regler for kandidatdelen.<br />

Forslag 24: Studerende skal pålægges brugerbetaling på kandidatuddannelsen <strong>–</strong><br />

penge, de kan låne af staten. De skal samtidig låne deres SU. Færdiguddannede<br />

kandidater, der bliver i Danmark og arbejder, får nedslag i skatten, der finansierer<br />

afdrag og renter på lånene. De, der flytter permanent til udlandet, skal betale begge<br />

lån tilbage. De, der kommer hertil med en udenlandsk kandidatuddannelse,<br />

som de har betalt for, får også nedslag i skatten.<br />

Dette forslag er især rettet mod at gøre uddannelsessystemet robust over for øget udvandring.<br />

Der er ikke taget stilling til det mere generelle spørgsmål om, hvor meget <strong>velfærd</strong>ssamfundet<br />

skal subsidiere de videregående uddannelser.<br />

26


Boks 3.1 Østerbye skal betale studiepenge tilbage <strong>–</strong> Vestergaard slipper<br />

Østerbye og Vestergaard startede på ingeniørstudiet sammen og er begge blevet færdige<br />

efter fem års studier. Østerbye får med det samme tilbudt job i Californien, han<br />

rejser, støder ind i en amerikansk pige, stifter familie og bliver boende i USA. Vestergaard,<br />

derimod, får job i Danmark.<br />

I dag medvirker de penge, Vestergaard betaler i skat, til at finansiere det danske <strong>velfærd</strong>ssamfund,<br />

mens Østerbye ikke bidrager. Hvis der bliver mange flere som Østerbye<br />

i fremtiden, kommer Vestergaard til at stå over for en større skatteregning.<br />

Med Velfærdskommissionens forslag vil situationen være anderledes.<br />

Både Østerbye og Vestergaard har ved afslutningen af studiet lånt godt 170.000 kr. til at<br />

dække den betaling, der er indført ved danske universiteter. Pengene er dels gået til at<br />

dække brugerbetaling på 60.000 kr. for fire semestre på kandidatdelen, dels til den uddannelsesstøtte,<br />

de har modtaget på den 2-årige kandidatdel på samlet godt 110.000<br />

kr.<br />

Vestergaard kommer aldrig af med en krone for de lån, han har taget. De bliver nemlig<br />

betalt via en nedsættelse af hans skat over 10 år. Han betaler skal som alle andre <strong>–</strong><br />

staten finder selv ud af at flytte ca. 17.000 kr. om året til hans lån. Østerbye, som flytter<br />

permanent til USA, skal derimod tilbagebetale både lånet for brugerbetaling og SU til<br />

den danske stat på samme måde, som SU-lån tilbagebetales i dag.<br />

I forhold til indvandring er der især én ting, der kan gøre det danske samfund mere robust:<br />

Når vi står over for mennesker, der ønsker at komme til Danmark, bør vi fremover<br />

fokusere mere på, om de kan forsørge sig selv.<br />

Danmark skal - uden betingelser - tage imod de flygtninge, vi er forpligtet til ifølge de<br />

internationale konventioner. Men for andre end flygtninge bør kvalifikationer og kontakt til<br />

arbejdsmarkedet spille en større rolle for de krav og de muligheder, vi stiller. Velfærdskommissionen<br />

foreslår tre nye instrumenter: Dels et nyt pointsystem, dels en variabel<br />

bankgaranti, og dels en ny integrationseksamen.<br />

Ideen i det nye pointsystem er, at vi i forhold til udlændinge skal tage hensyn til, hvilke<br />

kvalifikationer de har. Det danske samfund vil i de kommende år opleve et stort fald i<br />

arbejdsstyrken. Og der vil blive kamp om den veluddannede arbejdskraft i den skærpede<br />

internationale konkurrence. Derfor er det vigtigt, at virksomheder og offentlige institutioner<br />

får adgang til at ansætte den nødvendige arbejdskraft <strong>–</strong> danskere eller udlændinge.<br />

Før en udlænding i dag får lov at komme til Danmark skal to ting som regel dokumenteres:<br />

For det første, at han har en kompetence, som mangler i Danmark og <strong>–</strong> for det andet<br />

<strong>–</strong> at han er ansat hos en arbejdsgiver her i landet. De regler er for stramme, bureaukratiske<br />

og usmidige. Vi har i Danmark brug for flere kvalificerede mennesker.<br />

27


Forslag 25: Der skal indføres et pointsystem for udlændinge, der søger til Danmark.<br />

Pointsystemet skal basere sig på objektive kriterier <strong>–</strong> uddannelse, sprogfærdigheder,<br />

erhvervserfaring, alder og ansættelsesforhold. Indvandrere, der opnår<br />

nok point, kan, i en tidsbegrænset periode, bosætte sig og arbejde i Danmark<br />

sammen med deres familie.<br />

Dette forslag skal kombineres med, at der skal stilles en bankgaranti af den pågældende<br />

udlænding eller vedkommendes arbejdsgiver. Bankgarantien skal gå til eventuelle udgifter<br />

til sociale ydelser til indvandreren og dennes familie.<br />

Forslag 26: Kvalificerede indvandrere <strong>–</strong> eller deres arbejdsgivere <strong>–</strong> skal stille en<br />

bankgaranti inden indvandringen. Det er antal point i pointsystemet, der afgør,<br />

hvor stor bankgarantien skal være.<br />

Velfærdskommissionen foreslår desuden at ændre på reglerne for den bankgaranti, der<br />

gælder for familiesammenføringer. I dag skal den person, som bor i Danmark. som regel<br />

stille en bankgaranti på knap 55.000 kr. i forbindelse med familiesammenføringen. Beløbet<br />

er begrænset set i lyset af, at det skal gå til eventuelle udgifter til sociale ydelser til<br />

den familiesammenførte de følgende syv år. Fremover bør beløbet afhænge af hvor<br />

sandsynligt det er, at den familiesammenførte får job og bliver integreret i samfundet. Det<br />

er antal point i pointsystemet, der afgør, hvor stor bankgarantien skal være.<br />

De foreslåede regler skal udformes, så de holder sig inden for de konventioner, Danmark<br />

har tiltrådt. De skal derfor ikke gælde for flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge.<br />

Forslag 27: Der skal være forskellige krav til, hvor stor en bankgaranti man skal<br />

forlange for en familiesammenført. Størrelsen skal afhænge af, hvor mange points<br />

den familiesammenførte opnår i det nye pointsystem. Jo færre points, jo større<br />

bankgaranti. Samtidig foreslås reglerne om tilknytningskravet fjernet.<br />

Derudover skal vi styrke rettighederne for indvandrere, der hurtigt får job og lærer dansk.<br />

I dag gælder syv-års-reglen: Efter syv år kan man som regel skifte en midlertidig opholdstilladelse<br />

ud med en permanent. Og man får ret til kontanthjælp i stedet for starthjælp.<br />

Bankgarantien ved familiesammenføringer skal ligeledes stilles i 7 år. Velfærdskommissionen<br />

foreslår et andet krav i stedet: Vi bør kræve en bestået integrationseksamen.<br />

Man får ret til permanent opholdstilladelse og kontanthjælp ved at bestå eksamen.<br />

Og modsat: Uden en integrationseksamen opnår man ikke rettighederne, uanset hvor<br />

længe man så måtte have opholdt sig i Danmark.<br />

Forslag 28: Der skal indføres en integrationseksamen for nye indvandrere. Eksamenen<br />

er bestået, når indvandreren f.eks. har været i ordinær beskæftigelse i to år<br />

og har bestået en prøve i dansk eller engelsk.<br />

Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december<br />

2005, i kapitel 8,10 og 11.<br />

28


Offentlige ydelser skal i højere grad prioriteres<br />

til fordel for borgere med dårligt helbred og<br />

ringe økonomisk formåen og i mindre grad til<br />

borgere, der kan selv<br />

Kapitel 4. Et mere solidarisk samfund<br />

Fremover skal offentlige ydelser være mere målrettede end i dag. Et mere solidarisk<br />

samfund indebærer, at ydelser i højere grad skal være bestemt af, om man har et behov.<br />

Det betyder, at nogle grupper med mindre udtalte behov skal have mindre end i dag. Og<br />

at andre - med større behov - skal stilles bedre.<br />

Opbygningen af <strong>velfærd</strong>ssamfundet i dag er, på visse punkter, ikke særlig effektiv eller<br />

solidarisk. Der er f.eks. ikke meget solidaritet i, at mennesker <strong>–</strong> fuldstændig uafhængigt<br />

af, om de har en millionformue <strong>–</strong> kan få rabat på f.eks. licens, offentlig transport og ejendomsværdiskat.<br />

Jo mere vi giver ud af den slags, jo mindre har vi at gøre godt med over<br />

for dem, der trænger.<br />

Velfærdskommissionen anbefaler, at vi målretter ydelser på fire områder. For det første<br />

skal vi have et nyt og moderniseret pensionssystem, så vi i højere grad tilgodeser de<br />

svageste ældre. For det andet bør der ske en gradvis omlægning af tilskud til boligmarkedet,<br />

som i dag er præget af alle mulige støtteformer til både rig og fattig. For det tredje<br />

bør penge til børnefamilier fordeles mere jævnt hen over børnenes alderstrin og i højere<br />

grad bruges, så behovet for gode uddannelser tilgodeses. Endelig bør samspillet mellem<br />

offentlige og private forsikringer koordineres bedre. De lovpligtige ansvarsforsikringer skal<br />

29


i højere grad flytte ansvar og finansiering til skadesvolder. Der er behov for et klarere<br />

regelsæt, så det offentlige bliver aflastet, som formålet var med den lovpligtige forsikring.<br />

Et moderne pensionssystem<br />

<strong>Fremtidens</strong> ældre vil adskille sig fra nutidens på flere punkter. De har f.eks. udsigt til et<br />

længere liv. Og så vil de <strong>–</strong> som gruppe betragtet <strong>–</strong> have flere penge mellem hænderne.<br />

Forklaringen er, at en betydelig del af befolkningen igennem de seneste årtier har opbygget<br />

en arbejdsmarkedspension. Rigtig mange betaler til deres pension. Men samtidig<br />

viser Velfærdskommissionens analyser, at der er en stor restgruppe, der ikke sparer<br />

noget særligt op. Det er mennesker, som kun lejlighedsvis er beskæftiget på et område,<br />

hvor der er obligatorisk pensionsordning. Og mennesker, som i længere perioder er på<br />

dagpenge, kontanthjælp eller får førtidspension.<br />

Levestandarden for fremtidens pensionister vil i høj grad afhænge af, hvor meget og hvor<br />

længe de har sparet op. At vi har en stor restgruppe betyder, at der i mange årtier fremover<br />

vil være mange ældre, som stort set udelukkende har udsigt til en indtægt via folkepension<br />

og ATP. Vi bør ikke stille os tilfreds med, at der på langt sigt er en sådan restgruppe.<br />

Forslag 29: Der skal indføres en obligatorisk pensionsopsparing, så alle sparer op<br />

til pension. For de, der ikke andetsteds indbetaler til en pensionsordning, skal<br />

indbetalingen til den individuelle pensionsopsparing udgøre 6 pct. af lønnen eller<br />

den offentlige overførsel.<br />

Hvor ingen overenskomst dækker, skal arbejdsgiveren betale fire pct. mens lønmodtageren<br />

selv betaler to pct. Selvstændige skal selv betale seks pct. af deres indkomst. I<br />

forhold til modtagere af overførselsindkomster skal staten betale fire pct., mens modtageren<br />

selv indbetaler to pct.<br />

Forslaget betyder på langt sigt, at kun få personer kommer til at stå tilbage som pensionister,<br />

der ikke har anden indkomst end folkepensionen og ATP. Med en obligatorisk<br />

arbejdsmarkedspension vil pensionisters indkomstfordeling i større udstrækning komme<br />

til at ligne indkomstfordelingen blandt de erhvervsaktive, end det er tilfældet i dag. Og vi<br />

vil få en mere retfærdig fordeling af opsparingen til pension i fremtiden.<br />

Samtidigt skal det sikres, at alle har en økonomi, der matcher den stadigt stigende levealder.<br />

Altså at man har pension til flere leveår.<br />

Forslag 30: En vis minimumsandel af de private pensionsordninger skal være<br />

livsvarige.<br />

Det tager, i sagens natur, utrolig lang tid, før ændringer i pensionssystemet får fuld effekt.<br />

Faktisk går der flere generationer, før de for alvor slår igennem <strong>–</strong> det gælder også arbejdsmarkedspensionerne<br />

og den foreslåede obligatoriske pensionsopsparing.<br />

30


Derfor bør vi regulere folkepensionen og den supplerende pensionsydelse - 'ældrechecken'.<br />

Især i opbygningsfasen <strong>–</strong> indtil alle har fået opbygget fuld arbejdsmarkedspension<br />

<strong>–</strong> er det vigtigt at sikre indkomsten for dem, der har den laveste pension.<br />

Forslag 31: Folkepensionens grundbeløb, folkepensionens indkomstafhængige<br />

del og den supplerende pensionsydelse skal øges fra 2010. Det betyder især, at<br />

de, der har de laveste indtægter, vil blive stillet bedre. For de, som går på pension i<br />

2010 eller senere, øges pensionstillægget med 3.400 kr., grundbeløbet øges med<br />

3.200 kr. , og ældrechecken øges med 7.300 kr.<br />

Pengene til den moderniserede folkepension skal hentes i udfasningen af en række<br />

særordninger, der ikke tager højde for, om man har et bestemt behov, men derimod<br />

alene bliver udløst af, at man har nået en bestemt alder.<br />

Disse særregler er indført i en tid, hvor alderdom var lig med svaghed og fattigdom. Allerede<br />

i dag er det langt fra tilfældet. Vi kan definitivt begrave billedet af ældre, som en<br />

homogen gruppe af udsatte og fattige. Derfor er der ikke længere behov for aldersafhængige<br />

særregler.<br />

Forslag 32: En række særregler for ældre skal udfases. Det gælder den særlige<br />

boligydelse for ældre, aldersrabatten i ejendomsværdiskatten, licensrabat, varmetillæg,<br />

personligt tillæg mv. Udfasningen af særregler skal ske ved, at de nye regler<br />

indføres for personer, der bliver 65 år i 2010 eller senere. De nuværende regler<br />

vil fortsat gælde for personer, der er ældre, herunder alle nuværende folkepensionister.<br />

Samlet set medfører den foreslåede omlægning af pensionssystemet, at indkomstforskellene<br />

blandt pensionisterne vil være stort set uforandrede, men at andelen med meget<br />

lave indkomster bliver mindre.<br />

Et boligmarked uden tilskud til mursten<br />

Der er ingen tungtvejende argumenter for, at alle støtter hinandens forbrug af boliger.<br />

Især fordi det betyder en højere skat på arbejdsindkomst. Men det er præcis, hvad der<br />

sker i dag: Alle former for bolig modtager offentlig støtte. De samlede subsidier til murstensstøtte<br />

på boligmarkedet udgør 20-25 mia. kr. hvert år.<br />

De, der ejer deres egen bolig, betaler en ejendomsværdiskat, der er lavere end den beskatning,<br />

de skulle betale, hvis de havde placeret deres penge i andre aktiver <strong>–</strong> f.eks.<br />

obligationer. De, der bor i andelsboliger, får støtte ved at de <strong>–</strong> i modsætning til ejerne <strong>–</strong><br />

ikke skal betale ejendomsværdiskat. De, der bor i almene boliger, får støtte ved at det<br />

offentlige skyder penge ind, når der bliver bygget almennyttige boliger. De bliver også<br />

støttet ved at almennyttige boliger <strong>–</strong> bortset fra grundskyld <strong>–</strong> er fritaget for beskatning. Og<br />

så bliver mange lejere støttet via huslejereguleringen, der betyder, at de betaler en husleje<br />

markant under markedslejen. Alt sammen privilegier, der er skattefrie for modtageren.<br />

31


Problemet ved denne gensidige og altomfattende støtte til hinandens boliger er enkelt:<br />

De penge, vi bruger på murstensstøtte, kunne vi alternativt have brugt på noget andet <strong>–</strong><br />

f.eks. til at nedsætte skatten på arbejdsindkomst, på at støtte svage grupper, på at sørge<br />

for at flere har kvalifikationer til at klare sig på arbejdsmarkedet eller på at investere i et<br />

tidssvarende sundhedsvæsen.<br />

Forslag 33: Alle direkte såvel som indirekte tilskud til boliger skal synliggøres og<br />

udfases over en årrække, for at skabe en fri og afreguleret boligsektor.<br />

Forslagene fremgår af kapitel 12 i den tilhørende analyserapport. Der er tale om mange<br />

og <strong>–</strong> teknisk set <strong>–</strong> meget komplicerede forslag. De fleste er formuleret som generelle<br />

målsætninger, da det ikke har været muligt for Velfærdskommissionen at afdække samtlige<br />

særregler og samspillet mellem dem.<br />

Støtte på boligmarkedet sker også via overførsler <strong>–</strong> f.eks. boligydelse til ældre og boligstøtte<br />

til andre, hvis indkomster er lave. Støtten betyder, at pensionister, børnefamilier og<br />

personer med lave indkomster får et permanent større boligforbrug, end indkomsten i<br />

øvrigt tillader. Boligsikring bør opfylde et reelt boligsocialt formål.<br />

Forslag 34: Boligsikringen skal først og fremmest målrettes mod børnefamilier,<br />

men også mod pensionister og førtidspensionister med lavere indkomster.<br />

Familier uden børn vil ikke kunne få boligsikring. De må tilpasse deres boligforbrug til<br />

deres faktiske indkomst. Dog vil folkepensionister og førtidspensionister fortsat kunne få<br />

boligstøtte.<br />

En målrettet børnecheck<br />

Børnefamilieydelsen eller 'børnechecken' er yderligere et eksempel på en særydelse til<br />

børnefamilier, som ikke er målrettet. 'Børnechecken' gives i dag som et skattefrit tilskud til<br />

alle børn i alderen 0 - 17 år.<br />

Den er størst for de 0-2 årige, lidt lavere for de 3-6 årige og mindst for de 7-17-årige.<br />

Denne forskel har været begrundet med de forskelle, der er i forældrebetalingen til pasningsilbud<br />

på de forskellige alderstrin: Vuggestue har altid været dyrere end børnehave.<br />

Og børnehave altid dyrere end skole- og fritidsordningen (SFO).<br />

Men derudover er der ikke mange argumenter for at gøre forskel i betalingen til forskellige<br />

aldersgrupper. Tværtimod: Alle andre udgifter til børn vokser med alderen. Det gælder<br />

udgifter til mad, tøj og fritidsaktiviteter. 'Børnechecken' bør derfor være af samme størrelse<br />

for alle børn uanset alder, og den kan være lavere end i dag - hvis de penge, der<br />

spares, bruges mere målrettet på børnene.<br />

Derfor foreslår Velfærdskommissionen - som omtalt i kapitel 3 - at det gøres gratis for<br />

forældrene, at børnene i 0.-3- klasse benytter skolefritidsordninger og fritidshjem.<br />

32


Forslag 35: 'Børnechecken' skal sænkes til 7.500 kr. om året for børn i alle aldersgrupper.<br />

Pengene skal i stedet bruges på at gøre børnenes brug af SFO gratis for<br />

forældrene og samtidig udvide skoledagen for skolebørnene i 0.-3. klasse.<br />

Styrket koordination mellem offentlig og privat sikring<br />

Den offentlige <strong>velfærd</strong>ssikring bliver på visse områder aflastet af lovpligtige forsikringer.<br />

F.eks. skal bilejere forsikre sig i forhold til at påkøre andre, og arbejdsgivere skal forsikre<br />

sig i forhold til, hvis deres ansatte kommer ud for en arbejdsulykke.<br />

Lovpligtige forsikringer indebærer, at man kan udpege, hvem der har ansvaret eller er<br />

skadevolder, og at den pågældende - frem for det offentlige - bør betale for skaden.<br />

Det betyder, at ansvar og betaling flyttes over på den, som er ansvarlig for ulykken. Det<br />

er ud fra en række betragtninger fornuftigt. Det hjælper f.eks. virksomheder til at tage<br />

større ansvar for arbejdsmiljøet for at undgå arbejdsskader og stigende præmier. Det er<br />

ikke rimeligt, at det offentlige skal dække omkostninger for arbejdsskader, som kunne<br />

være undgået, hvis virksomhederne havde bedre styr på deres sikkerhed. Idéen med<br />

lovpligtig forsikring er, at finansieringsbyrden flyttes fra det offentlige til den ansvarlige.<br />

Det betyder også, at lovpligtige erstatninger er med til at aflaste de offentlige kasser. Men<br />

i nogle tilfælde er dækningen ikke koordineret, så det offentlige alligevel kommer til at<br />

betale. Velfærdssamfundets midler kan prioriteres bedre.<br />

Et eksempel: En person kommer ud for en arbejdsulykke og mister godt halvdelen af sin<br />

arbejdsevne. Fra den lovpligtige forsikring får vedkommende både et engangsbeløb for<br />

svie og smerte (mén-erstatning) og en løbende dækning af tabt arbejdsindkomst. Senere<br />

får vedkommende et fleksjob til fuld løn med løntilskud fra staten. Den nedsatte erhvervsevne<br />

bliver altså kompenseret to gange. Og det offentlige bliver ikke aflastet, selv<br />

om det var ét af formålene med lovpligtig forsikring.<br />

Forslag 36: Udbetalinger fra lovpligtige, private erstatninger skal gå forud for offentlig<br />

indkomsterstatning og skal derfor modregnes, hvis man får offentlig overførselsindkomst<br />

eller løntilskud.<br />

En erstatning for tabt arbejdsevne skal træde i stedet for arbejdsindkomst, som man ikke<br />

længere er i stand til at tjene - dvs. den skal støtte ens løbende forsørgelsesgrundlag.<br />

Derfor bør det heller ikke være muligt først at trække erstatningen ud som et (skattefrit)<br />

engangsbeløb og derefter gå til det offentlige for at få en overførselsindkomst som kompensation<br />

for ens tabte erhvervsevne.<br />

Forslag 37: Man skal ikke kunne tage erstatning for tabt erhvervsevne eller fradragsberettiget<br />

pensionsopsparing ud som et engangsbeløb og derefter få fuld<br />

overførselsindkomst fra det offentlige.<br />

33


Det princip skal gælde - ud over en bagatelgrænse - for lovpligtige erstatninger og for<br />

opsparing, der er fradragsberettiget. Når det offentlige eksempelvis har støttet privat<br />

opsparing til pension, bør man ikke kunne springe fra aftalen, trække sin opsparing ud<br />

som et engangsbeløb, og så få fuld pension fra det offentlige.<br />

Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december<br />

2005, i kapitel 12,13 og 16.<br />

34


Den offentlige sektor skal kunne håndtere stigende<br />

efterspørgsel efter offentlig <strong>velfærd</strong>sservice<br />

med begrænsede ressourcer<br />

Kapitel 5. Et samfund med tidssvarende<br />

<strong>velfærd</strong>sservice<br />

Ønskerne om mere og bedre offentlig service vil fortsætte i fremtiden. Det gælder både<br />

inden for uddannelsessystemet og børnepasningsområdet, men formentligt især for<br />

sundhedsvæsenet og ældreplejen. Derfor må vi imødese et fortsat finansieringspres på<br />

den offentlige sektor.<br />

Presset skyldes, at ydelserne stilles helt eller næsten gratis til rådighed samtidig med at<br />

den almindelige udvikling i velstand og teknologi betyder større ønsker og behov. Sådan<br />

har det været hidtil, og der er ingen grund til at forvente, at det ændrer sig fremover. I takt<br />

med, at vi er blevet rigere, har vi anvendt en større og større del af <strong>vores</strong> indkomst på<br />

serviceydelser. Det er ganske naturligt. Når <strong>vores</strong> basale behov er dækket, ønsker vi at<br />

bruge flere penge på f.eks. sundhed og livsforlængende behandlinger. Vi vil have uddannelser<br />

af høj kvalitet. Og <strong>vores</strong> børn skal have gode rammer, når de bliver passet<br />

uden for hjemmet.<br />

Presset vil også stige, fordi der hele tiden opstår nye og bedre <strong>–</strong> men ofte også dyrere <strong>–</strong><br />

tekniske løsninger. Det gælder særligt inden for sundhedsvæsenet. Grænsen for, hvad<br />

der er muligt, brydes konstant. Det betyder højere kvalitet og nye standarder for, hvad<br />

der synes at være rimeligt. Lægerne bliver dygtigere til at behandle stadig flere patienter<br />

35


for stadig flere sygdomme. Nye, dyre <strong>–</strong> og i Danmark endnu ikke anvendte <strong>–</strong> behandlinger<br />

bliver også synlige f.eks. på internettet, og det vil presse udgifterne yderligere.<br />

Disse udfordringer skal håndteres samtidigt med det pres, der opstår, fordi der fremover<br />

bliver flere ældre. Hvis de skal have de samme ydelser, som de ældre får i dag, vil det<br />

alene skabe et betydeligt udgiftspres. Det gælder særligt for sundhedsydelser og ældrepleje.<br />

Og samtidigt bliver der færre erhvervsaktive til at betale det.<br />

Det bliver en stor udfordring at sikre tidssvarende offentlige ydelser, hvis vi skal løfte<br />

denne opgave samtidigt med, at vi skaber plads til forbedring, løsning af nye problemer<br />

og udnyttelse af nye muligheder i den offentlige sektor.<br />

De seneste tre årtier er udgifterne til <strong>velfærd</strong>sservice vokset hurtigere end væksten i<br />

samfundet generelt. Udgifter til <strong>velfærd</strong>sservice har derfor - år for år - vejet tungere og<br />

tungere i samfundsøkonomien.<br />

Fortsætter den udvikling, vil det få betydelige konsekvenser for finansieringen af <strong>velfærd</strong>ssamfundet.<br />

Selv en begrænset årlig vækst i serviceudgifterne ud over væksten i<br />

samfundsøkonomien generelt, vil kunne øge de offentlige udgifter med et beløb, der<br />

svarer til merudgifterne ved, at der bliver flere ældre.<br />

Finansieringen af et tidssvarende serviceniveau er derfor en væsentlig udfordring for det<br />

fremtidige <strong>velfærd</strong>ssamfund.<br />

Et offentligt ansvar<br />

Sundhedsydelser, børnepasning og omsorg for ældre er kerneydelser i <strong>velfærd</strong>ssamfundet,<br />

og det er svært at gå på kompromis med kvalitet.<br />

Velfærdskommissionens udgangspunkt er, at der også fremover skal være lige adgang<br />

til den offentlige <strong>velfærd</strong>sservice - dvs. vuggestuer, plejehjem, hjemmehjælp, uddannelser,<br />

sundhedsydelser mv. Adgangen bør ikke afhænge af den enkeltes betalingsevne og<br />

langt størstedelen af udgifterne skal fortsat være finansieret via skatter.<br />

Samfundet bør derfor kunne tilbyde et tidssvarende og acceptabelt niveau for den personlige<br />

<strong>velfærd</strong>sservice. Hvis ikke, vil vi efterhånden opfatte det som et <strong>velfærd</strong>ssamfund<br />

på 2. klasse. På det lange sigt kan det få opbakningen til <strong>velfærd</strong>ssamfundet til at smuldre<br />

og skabe et mere polariseret samfund. Det offentlige bør derfor - inden for rimelige<br />

grænser - søge at indfri befolkningens behov.<br />

Vi må - først og fremmest - finde de nødvendige ressourcer ved at prioritere inden for det<br />

samlede offentlige budget. Noget må vælges fra eller strammes op <strong>–</strong> f.eks. i forhold til,<br />

hvornår vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet <strong>–</strong> for at sikre, at der er tilstrækkelige<br />

midler til at yde en tidssvarende og acceptabel offentlig service.<br />

36


Ét er en konstatering af, at der er et pres for forbedringer til offentlig service. Noget andet<br />

er, at vi i sagens natur skal benytte mekanismer, der bidrager til at holde udgiftsvæksten<br />

på et acceptabelt niveau.<br />

Derfor anbefaler Velfærdskommissionen - for det første - at skabe en bedre og mere<br />

effektiv opgaveløsning i den offentlige sektor for at dæmpe udgiftsvæksten inden for den<br />

offentlige <strong>velfærd</strong>sservice generelt.<br />

Og for det andet anbefaler Velfærdskommissionen øget brug af brugerbetaling - men på<br />

et meget beskedent niveau - inden for sundhedsvæsenet og ældrepleje, hvor udgiftspresset<br />

forventes at blive særligt stort.<br />

En mere effektiv offentlig sektor<br />

Det må være et overordnet mål for den offentlige sektor, at offentligt finansierede opgaver<br />

løses på en måde, der skaber den bedst mulige kvalitet for borgerne for de afsatte<br />

midler.<br />

Velfærdskommissionen har ikke alle svarene på, hvordan vi får højere kvalitet og effektivitet<br />

i det offentlige. Men vi peger på nogle generelle forhold og muligheder, som kan<br />

benyttes for at sikre en bedre og mere effektiv opgaveløsning i den offentlige sektor.<br />

Personligt nærvær og engagement er for en række opgaver i den offentlige servicesektor<br />

af langt større betydning for at skabe tilfredsstillende løsninger end f.eks. udviklingen af<br />

ny teknologi. Det gælder eksempelvis for mange af de opgaver, skolelærere, sygeplejersker<br />

og hjemmehjælpere udfører. Derfor er det ikke realistisk - eller ønskeligt - at opnå<br />

samme produktivitetsstigninger inden for mange serviceopgaver som inden for eksempelvis<br />

traditionel vareproduktion i landbrug og industri. Men det må ikke blive en sovepude.<br />

Det er nødvendigt vedvarende at vurdere, om det offentliges opgaver løses effektivt<br />

og bedst muligt.<br />

Vi kan kun få mere <strong>velfærd</strong> for pengene, hvis en opgave kan løses lige så godt med<br />

færre ressourcer. Så de ledige hænder kan anvendes andre steder i samfundet.<br />

Forslag 38: De enkelte delsektorer for <strong>velfærd</strong>sservice bør regelmæssigt have et<br />

struktureftersyn med henblik på løbende at forny lovregulering, styring, overenskomster,<br />

institutionsstruktur, brugen af private og offentlige leverandører m.v. for<br />

at opnå størst mulig <strong>velfærd</strong> for pengene.<br />

For borgeren er det lige meget, om serviceydelserne produceres af offentlige institutioner,<br />

af private leverandører eller ved et samspil mellem de to. Bare opgaven løses tilfredsstillende<br />

og effektivt. Vores udgangspunkt er, at hvordan opgaven løses er vigtigere<br />

end, hvem der løser opgaven.<br />

Det politiske system skal have bedre muligheder for at kontrollere, hvor godt en opgave<br />

bliver løst. Det stiller krav til styring og opfølgning.<br />

37


Politikerne beslutter, hvilke opgaver der skal løses i den offentlige sektor, hvem der skal<br />

udføre opgaven og hvordan den skal finansieres. Derfor er det politiske system i en bestillerrolle<br />

ikke blot i forhold til private leverandører, men også i forhold til de offentlige<br />

institutioner, som udfører en bestemt opgave. Der er et generelt behov for at definere<br />

nogle klarere roller for dem, der bestiller opgaven, og dem, der udfører opgaven.<br />

Mange statslige og kommunale institutioner skal i dag udarbejde årsrapporter som led i<br />

mål- og resultatstyringen. De omkostningsbaserede regnskaber, som staten og kommunerne<br />

indfører i disse år, er også et skridt i den rigtige retning. Det er afgørende, at disse<br />

tiltag videreudvikles.<br />

Det er ikke meningen at udvikle tunge og indviklede administrative procedurer og afrapporteringer.<br />

Der skal være fokus på målopfyldelse, kvalitet og ressourceforbrug i de udførte<br />

opgaver baseret på fælles nøgletal. Dette vil netop øge fokus på kerneaktiviteterne.<br />

Forslag 39: De statslige, regionale og kommunale myndigheder skal udvikle kvantitative<br />

mål for at synliggøre aktiviteter, resultater og forbrug af ressourcer hos alle<br />

leverandører af offentligt finansieret <strong>velfærd</strong>sservice. Disse mål skal danne grundlag<br />

for den enkelte leverandørs årsrapport.<br />

Når det politiske system uddelegerer opgaver til offentlige institutioner på <strong>velfærd</strong>sområdet,<br />

overlader politikerne også ansvaret for opgaven til deres ledelse. Det er vigtigt at<br />

styrke ledelseskompetencerne hos de offentlige institutioner og give det politiske system<br />

de rigtige redskaber til at sikre, at ledelsen i de offentlige institutioner lever op dette ansvar.<br />

Forslag 40: Der skal stilles klare resultatkrav til lederne hos alle offentlige institutioner,<br />

der leverer <strong>velfærd</strong>sservice. Resultatkravene skal understøttes af aflønnings-<br />

og ansættelsesforhold.<br />

Det er dokumenteret, at udbud og udlicitering generelt medfører besparelser.<br />

I dag udnytter den offentlige sektor ikke fuldt ud mulighederne for at anvende udbud og<br />

udlicitering. Der er en række konkrete barrierer - også mentale - for at anvende udbud og<br />

udlicitering i kommunerne. Udbud og udlicitering er ofte forbundet med opstartsomkostninger<br />

- især hvis ledelsen i kommunerne ikke har haft tradition for at tænke i sådanne<br />

baner.<br />

Forslag 41: Det kommunale tilskuds- og udligningssystem bør i højere grad<br />

fremme effektiviteten i kommunernes opgaveløsning. Det kan ske ved, at det årlige<br />

statstilskud til kommunerne gradvist sættes ned, så kommunerne har en tilskyndelse<br />

til løbende at gennemføre effektiviseringer. På ud<strong>valg</strong>te områder kan<br />

det også ske ved, at kommunernes effektivitet indgår blandt kriterierne i tilskuds-<br />

og udligningssystemet.<br />

38


Med strukturreformen er de fleste kommuner blevet større. Det skaber mulighed for at<br />

udbyde større kontrakter end tidligere. Det bør udnyttes og bør give anledning til, at flere<br />

private virksomheder ønsker at producere <strong>velfærd</strong>sydelser for det offentlige.<br />

Beskeden øget brugerbetaling<br />

Presset på sundhedsvæsenet og ældrepleje må forventes at blive særligt stort - ikke<br />

mindst fordi antallet af ældre vil stige markant fremover.<br />

Selvom sundhedsvæsenet og ældrepleje overvejende bør være finansieret via skatterne<br />

kan en lille egenbetaling være med til at regulere, hvor meget man bruger en bestemt<br />

ydelse.<br />

Når forbrug og betaling kobles sammen, får den enkelte et medansvar for prioriteringen<br />

af ressourceforbruget. Hvis ikke det koster noget at gå til læge, kan man jo vælge at<br />

besøge lægen hyppigt, hvis man har tid og lyst. Lysten vil blive afvejet over for behov,<br />

hvis det koster lidt hver gang.<br />

Der er færre områder med brugerbetaling på sundhed i Danmark sammenlignet med<br />

andre lande <strong>–</strong> f.eks. vore nordiske nabolande. Men brugerbetaling eksisterer i Danmark<br />

<strong>–</strong> f.eks. koster det penge at gå til tandlæge og vi betaler også en stor del af <strong>vores</strong> medicin<br />

selv. Derfor strider øget brugerbetaling ikke mod grundlæggende principper i <strong>vores</strong> samfund.<br />

Vi betaler også for ydelser, der kræver lægelig stillingtagen på andre områder -<br />

f.eks. receptpligtig medicin. Velfærdskommissionen lægger op til en ligestilling på tværs<br />

af disse områder.<br />

Tabel 5.1 Hovedtræk i betalingsregler for læge- og hospitalsbehandling samt<br />

medicin<br />

Konsultation,<br />

praktiserende<br />

læge 1<br />

Danmark Gratis 1<br />

Sverige Brugerbetaling<br />

Norge Brugerbetaling<br />

Finland Brugerbetaling<br />

Konsultation,<br />

speciallæge<br />

eller ambulantbehandling<br />

på sygehus<br />

Gratis 1<br />

Brugerbetaling<br />

Brugerbetaling<br />

Brugerbetaling<br />

39<br />

Indlæggelse<br />

på sygehus<br />

Medicin<br />

Gratis Brugerbetaling<br />

Brugerbetaling<br />

Brugerbetaling<br />

Gratis Brugerbetaling<br />

Brugerbetaling<br />

Note.: 1 Undtaget de knap 3 pct. af befolkningen, som har <strong>valg</strong>t at stå i sygesikringsgrp. 2.<br />

Kilde: OECD<br />

Brugerbetaling


Det er mere end svært at argumentere for, at vi i Danmark skal have pungen op, når<br />

man skal have fjernet en byld i munden, mens det er gratis at fjernet en byld på ryggen.<br />

Forslag 42: Der skal indføres begrænset brugerbetaling på sundhedsområdet.<br />

F.eks. skal man fremover betale <strong>–</strong> lidt <strong>–</strong> når man går til sin praktiserende læge,<br />

special- og vagtlæge, skadestue og ved ambulant behandling, og når man bliver<br />

indlagt på sygehus. Den maksimale brugerbetaling sættes i forhold til den enkeltes<br />

indkomst.<br />

Brugen af sundhedsydelser skal registreres via sygesikringsbeviset <strong>–</strong> så kan pengene<br />

opkræves som et årligt beløb sammen med skattebetalingerne på selvangivelsen.<br />

Brugerbetaling skal være så beskeden, at den lette og lige adgang til serviceydelser ikke<br />

sættes over styr. Et almindeligt lægebesøg bør for eksempel koste under 100 kr. Og der<br />

skal være et loft over, hvor stor en andel af indkomsten den enkelte samlet kan komme til<br />

at betale til sundhedsvæsenet, f.eks. én procent af indkomsten. Med et sådant loft vil<br />

den, der tjener 180.000 kr. om året højest kunne komme af med 1.800 kr. i brugerbetaling<br />

på et år. Hvorimod mennesker med en årsindkomst på 750.000 kr. kan komme af<br />

med op til 7.500 kr., hvis de har et omfattende forbrug af sundhedsydelser.<br />

Også i forhold til ældreplejen bør vi indføre begrænset brugerbetaling. Hjemmehjælp er<br />

et af de områder, hvor serviceudgifterne er steget mest i de senere år. En væsentlig del<br />

af forklaringen er, at man har satset på, at ældre skal blive boende længst mulig i eget<br />

hjem. Men det er ikke hele forklaringen <strong>–</strong> der er også tale om, at efterspørgslen stiger.<br />

Vi må forvente, at efterspørgslen også fremover vil stige kraftigt. Dels fordi der bliver flere<br />

ældre, og dels fordi fremtidens pensionister i takt med velstandsstigningen vil stille større<br />

krav. <strong>Fremtidens</strong> pensionister vil være mere velstående end nutidens.<br />

Forslag 43: Der skal indføres brugerbetaling på hjemmehjælp til praktiske opgaver.<br />

Alle skal betale for den første times hjemmehjælp hver måned. De, der har<br />

indkomst ved siden af folkepensionen, skal betale flere timer - dog højst 5 timer<br />

om måneden. Hjælp til personlig pleje skal ikke være underlagt brugerbetaling.<br />

Udgiftsstyring via forsikringer<br />

I de senere år er markedet for forsikringsydelser på især sundhedsområdet vokset kraftigt.<br />

Her i 2005 er der tegnet ca. 370.000 sundhedsforsikringer <strong>–</strong> ofte af virksomheder og<br />

fagforeninger på deres ansattes og medlemmers vegne.<br />

40


Private løsninger på sundhedsområdet kan give mulighed for mere <strong>valg</strong>frihed og tilpasning<br />

til den enkeltes situation. Og udbredelsen af sundhedsforsikringerne viser, at det er<br />

muligt at skabe privat finansiering af visse sundhedsydelser og dermed yde et bidrag til at<br />

dæmpe væksten i de skattefinansierede sundhedsydelser. Men det kan aldrig blive mere<br />

end et bidrag, når vi har <strong>valg</strong>t at prioritere et skattefinansieret sundhedsvæsen med lige<br />

adgang til alle og tidssvarende behandling.<br />

For det første fordi sundhedsforsikringerne i Danmark kun dækker en meget begrænset<br />

del af sundhedsvæsenets samlede tilbud. Og for det andet fordi de primært retter sig<br />

mod beskæftigede. Det strider mod, at der skal være lige adgang til et velfungerende<br />

offentligt sundhedsvæsen for alle - både forsikrede og ikke-forsikrede.<br />

De private forsikringsudbetalinger kan derfor først og fremmest finansiere en ekstra behandlingskapacitet<br />

på privat basis udover den offentligt styrede kapacitet.<br />

Du kan læse mere om forslagene under dette indsatsområde i Velfærdskommissionens analyserapport, december<br />

2005, i kapitel 14, 15, 16 og 17.<br />

41


Velfærdssamfundets finansieringsgrundlag<br />

skal være robust.<br />

Kapitel 6. Effekter af Velfærdskommissionens<br />

forslag<br />

Den samlede forslagspakke indeholder en række forslag inden for fem indsatsområder.<br />

Målene er klare: Velfærdssamfundet skal være mere robust overfor længere levetid. Det<br />

skal være mere virksomt, dynamisk og solidarisk. Og den offentlige sektor skal være<br />

mere effektiv og kunne tilpasse sig ændrede ønsker og behov.<br />

I sin helhed når forslagene disse mål.<br />

Udgangspunktet for mange af forslagene er, at mulighederne for og tilskyndelsen til at<br />

være i beskæftigelse skal være bedre. Dette giver ikke alene bedre muligheder for den<br />

enkelte, men gavner også samfundsøkonomien.<br />

Velfærdskommissionen vurderer, at forslagene samlet vil føre til, at beskæftigelsen vil<br />

være ca. 225.000 højere i 2040, end den ville have været uden forslagene. Det er en<br />

markant forbedring, som vil skabe et solidt grundlag for at gøre noget mere for dem, som<br />

er svage og udsatte. Høj beskæftigelse er forudsætningen for øget solidaritet.<br />

42


Alle aldersgrupper på arbejdsmarkedet vil opleve højere beskæftigelse: De unge, fordi<br />

flere får en uddannelse og gennemfører uddannelsen hurtigere. De ældre, fordi udfasningen<br />

af efterlønnen og den gradvise stigning i folkepensionsalderen, vil bevirke, at flere<br />

ældre vil være på arbejdsmarkedet i længere tid. Og for alle aldre vil gælde, at den markante<br />

lempelse af skatten på arbejde, det højere uddannelsesniveau og den bedre og<br />

mere intensive indsats for at bringe mennesker uden for arbejdsmarkedet i arbejde vil<br />

øge beskæftigelsen.<br />

2.600<br />

2.500<br />

2.400<br />

2.300<br />

2.200<br />

Figur 6.1 Beskæftigelse med og uden Velfærdskommissionens forslag<br />

1.000 pers.<br />

2.700<br />

Med <strong>velfærd</strong>skommissionens forslag<br />

Uden forslag<br />

1.000 pers.<br />

2.700<br />

2.600<br />

2.500<br />

2.400<br />

2.300<br />

2.200<br />

2.100<br />

2.100<br />

2003 2007 2011 2015 2019 2023 2027 2031 2035 2040<br />

Den højere beskæftigelse vil sikre, at <strong>velfærd</strong>ssamfundet får et solidt finansieringsfundament.<br />

Den underliggende tendens til systematiske underskud vil forsvinde, og der er<br />

skabt grundlag for balance på de offentlige budgetter i fremtiden. Velfærdssamfundets<br />

finansieringsgrundlag bliver robust.<br />

Der vil være overskud på de offentlige budgetter, indtil den offentlige gæld er bragt ud af<br />

verden. Derefter vil det offentlige budget - i store træk - balancere hvert år. Der er ingen<br />

grund til at opbygge en større formue i den offentlige sektor.<br />

Beregningerne tager udgangspunkt i, at <strong>velfærd</strong>ssamfundets tilbud på alle øvrige områder,<br />

end der hvor Velfærdskommissionen stiller forslag, er som i dag. Det betyder blandt<br />

andet, at alle har adgang til stort set samme offentlige serviceydelser som i dag, og at<br />

modtagere af overførselsindkomster får del i velstandsstigningen på lige fod med andre.<br />

Derudover er det forudsat, at vi arbejder det samme antal timer hen over året, at befolkningens<br />

uddannelsesniveau vil vokse, og at personer med længere uddannelser trækker<br />

sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet end f.eks. ufaglærte.<br />

Men der er ikke taget højde for, at fremtidige generationer kan ønske sig en anden indretning<br />

af <strong>velfærd</strong>ssamfundet. Der er god grund til at tro, at fremtidige generationer - i takt<br />

med at de bliver mere velstående - vil ønske eksempelvis nye og bedre typer <strong>velfærd</strong>s-<br />

43


ydelser, flere fridage eller lavere ugentlig arbejdstid. Sådan har tidligere og nuværende<br />

generationer under alle omstændigheder ønsket det.<br />

Hvis det er tilfældet, skal der gennemføres flere reformer hen ad vejen. Men det må være<br />

op til fremtidige generationer selv at finde finansiering af deres nye ønsker. Velfærdskommissionens<br />

forslagspakke betyder, at der ikke efterlades ufinansierede regninger til<br />

vore børn og børnebørn. På den måde får de frihed til at træffe de <strong>valg</strong>, de finder bedst.<br />

3<br />

2<br />

1<br />

0<br />

-1<br />

-2<br />

-3<br />

Figur 6.2 Velfærdskommissionens samlede forslag gør finansieringen af<br />

<strong>velfærd</strong>ssamfundet robust<br />

Pct. af BNP<br />

Offentlig budgetsaldo med<br />

Velfærdskommissionens forslag<br />

Offentlig budgetsaldo uden<br />

Velfærdskommissionens forslag<br />

Pct. af BNP<br />

-4<br />

-4<br />

2003 2007 2011 2015 2019 2023 2027 2031 2035 2040<br />

De præsenterede forslag skal opfattes som et sammenhængende bud på reformer.<br />

Forslagene sikrer et finansieringsgrundlag for fremtidens <strong>velfærd</strong>ssamfund samtidigt<br />

med, at de understøtter dynamik, udvikling og social balance.<br />

I sammensætningen af forslagene er der derfor taget højde for, at de skattelettelser, der<br />

skal give dynamik og gøre os konkurrencedygtige er finansieret af andre forslag. Det<br />

samme gælder for de forslag, der skal øge kvalifikationerne blandt dem, der står uden for<br />

arbejdsmarkedet og de forslag, som styrker indsatsen over for de økonomisk svageste<br />

ældre i fremtiden.<br />

Det ene forslag kan ikke ses uafhængigt af de øvrige. Nogle forslag vil bidrage med finansiering.<br />

Og andre vil medføre større offentlige udgifter.<br />

Derfor siger det næsten sig selv: Hvis man vælger mindre vidtgående reformer på områder,<br />

som bidrager med finansiering, er der færre kroner at gøre godt med i forhold til de<br />

forslag, der koster penge.<br />

Du kan læse mere om effekter af forslagene i Velfærdskommissionens analyserapport, december 2005, i kapitel<br />

18.<br />

44<br />

3<br />

2<br />

1<br />

0<br />

-1<br />

-2<br />

-3


Velfærdskommissionens 43 vigtigste forslag<br />

1. Et samfund, der er robust over for stigende levetid<br />

1: Der skal indføres tidligere skolestart, og 10. klasse skal primært målrettes elever med svage forud-<br />

sætninger for at klare en ungdomsuddannelse.<br />

2: Unge skal have en bonus for at starte hurtigt på en uddannelse.<br />

3: Fjumreåret skal omlægges til lån, hvis de unge påbegynder en uddannelse mere end 3 år efter, at<br />

de har afsluttet den studieforberedende uddannelse.<br />

4: Studerende, der gennemfører studiet på normeret tid eller hurtigere, skal have en bonus.<br />

5: Folkepensionsalderen skal løftes med én måned om året, første gang i 2013.<br />

6: Efterlønsordningen skal udfases ved at løfte efterlønsalderen med 4 måneder om året fra 2009.<br />

2. Et mere virksomt samfund med bedre muligheder for og tilskyndelse til at<br />

deltage på arbejdsmarkedet<br />

7: Der skal være uddannelsespligt, tidlig aktivering og ny ungeydelse for ledige under 30 år.<br />

8: Dagpengeperioden skal forkortes fra fire år til to et halvt år. Retten til dagpenge skal generelt være<br />

betinget af ét års beskæftigelse eller opnåelse af en kompetencegivende uddannelse.<br />

9: Ledige uden dagpengeret skal have en basisydelse på 60 pct. af de maksimale dagpenge.<br />

10: Basisydelsen til ledige skal være fri for modregning fra ægtefællens indkomst.<br />

11: Forlænget dagpengeret for 55-59-årige og aktiveringsfritagelse af 58-59-årige skal ophæves.<br />

12: Dagpengemodtagere, hvis jobmuligheder er udtømte, skal have adgang til en omskoling til bran-<br />

cher med mangel på arbejdskraft, og hvor den ledige kan forventes at varetage et job.<br />

13: Reglerne for fleksjobordningen skal i højere grad afspejle reglerne på det ordinære arbejdsmar-<br />

ked og i dagpengesystemet.<br />

14: Kontanthjælpsmodtagere skal fremover have såvel ret som pligt til en vedvarende aktiverings-<br />

indsats baseret på tilbud af uddannelsesmæssig, sundhedsmæssig og social karakter.<br />

15: Mennesker, der i lang tid har modtaget overførselsindkomst, skal have en beskæftigelsesbonus.<br />

16: Indvandrere, der forlader introduktionsydelse eller starthjælp og finder job, skal have en bonus.<br />

17: Skatten på arbejde skal lempes, og der skal kun være to trin: Langt den største del af de beskæf-<br />

tigede skal fremover betale 40 pct. af den sidst tjente krone i skat, mens de 20 pct. højest lønnede<br />

skal betale knap 60 pct. Ejendomsværdiskatten skal gradvist - frem mod 2030 - øges til at udgøre 1,5<br />

pct. af ejendomsværdien.<br />

18: Regeringen, kommunerne og arbejdsmarkedets parter skal indgå en ny firepartsaftale, der skal<br />

sikre et mere rummeligt arbejdsmarked.<br />

19: Der skal skabes særlige oplæringsstillinger for personer med svage danskkundskaber, hvor løn-<br />

nen skal svare til den ansattes kvalifikationer.<br />

20: Hvis ikke beskæftigelsen blandt indvandrere stiger markant, skal virksomhederne fremover<br />

forpligtes til at tage ansvar for integrationen, f.eks. ved en økonomisk udligningsordning.<br />

3. Et mere fremsynet samfund, hvor det er attraktivt at uddanne sig, arbejde,<br />

investere og drive virksomhed<br />

21: Arbejdsgivernes Elevrefusion skal bruges mere offensivt for at skaffe praktikpladser.<br />

22: 3-5-årige med svage danskkundskaber skal have sprogstimulering, skolestarten skal fremrykkes,<br />

læseundervisningen skal styrkes, og der skal indføres obligatorisk heldagsskole for 6-9-årige.<br />

45


23: Selskabsskatten skal sænkes fra 28 til 25 pct. Alle former for afkast af privatpersoners og virk-<br />

somheders opsparing og investeringer, bortset fra pensionsopsparing, skal beskattes med 33 pct.<br />

24: Der skal indføres brugerbetaling på kandidatuddannelsen, som kan lånes af staten, og kandidat-<br />

studerende skal låne deres SU. Færdiguddannede, der bliver i Danmark og arbejder, får eftergivet<br />

begge lån, mens de, der flytter til udlandet, skal betale lånene tilbage.<br />

25: Der skal indføres et pointsystem for udlændinge, der søger til Danmark. Indvandrere, der opnår<br />

tilstrækkeligt med points, kan bosætte sig og arbejde i Danmark sammen med deres familie.<br />

26: Kvalificerede indvandrere <strong>–</strong> eller deres arbejdsgivere <strong>–</strong> skal stille en bankgaranti inden indvan-<br />

dringen. Antal opnåede points i pointsystemet afgør, hvor stor bankgarantien skal være.<br />

27: For familiesammenførte skal størrelsen af bankgarantien afhænge af, hvor mange points den<br />

familiesammenførte opnår i det nye pointsystem. Jo færre points, jo større bankgaranti.<br />

28: Der skal indføres en integrationseksamen for nye indvandrere. En bestået integrationseksamen<br />

giver adgang til tidsubegrænset opholdstilladelse og kontanthjælp.<br />

4. Et mere solidarisk samfund, hvor offentlige ydelser i højere grad prioriteres<br />

til borgere med dårligt helbred og ringe økonomisk formåen<br />

29: Pensionsopsparing skal gøres obligatorisk, så alle sparer op til pension.<br />

30: En vis minimumsandel af de private pensionsordninger skal være livsvarige.<br />

31. Folkepensionens grundbeløb, folkepensionens indkomstafhængige del og den supplerende pensi-<br />

onsydelse skal øges fra 2010.<br />

32: En række særydelser for ældre skal udfases.<br />

33: Alle direkte såvel som indirekte tilskud til boliger skal synliggøres og udfases over en årrække.<br />

34: Boligsikringen skal først og fremmest målrettes mod børnefamilier, men også mod pensionister<br />

og førtidspensionister med lavere indkomster.<br />

35: Børnechecken skal sænkes og gøres ens for børn i alle aldersgrupper. SFO skal være gratis.<br />

36: Udbetalinger fra lovpligtige private erstatninger skal gå forud for offentlig indkomsterstatning og<br />

derfor modregnes fuldt ud i de offentlige ydelser.<br />

37: Man skal ikke kunne tage erstatning for tabt erhvervsevne eller fradragsberettiget pensionsopspa-<br />

ring ud som engangsbeløb og derefter få overførelsesindkomst fra det offentlige.<br />

5. Et samfund, der kan håndtere stigende efterspørgsel efter offentlig <strong>velfærd</strong>sservice<br />

med stramme budgetter<br />

38: De enkelte delsektorer for <strong>velfærd</strong>sservice bør regelmæssigt have et struktureftersyn.<br />

39: Myndigheder skal udvikle kvantitative mål for at synliggøre aktiviteter, resultater og forbrug af<br />

ressourcer hos alle leverandører af offentligt finansieret <strong>velfærd</strong>sservice.<br />

40: Der skal stilles klare resultatkrav til lederne i alle offentlige institutioner, der leverer <strong>velfærd</strong>s-<br />

service. Resultatkravene skal understøttes af aflønnings- og ansættelsesforhold.<br />

41: Tilskuds- og udligningssystemet skal i højere grad fremme kommunernes effektivitet, f.eks. ved<br />

at det årlige statstilskud gradvist reduceres.<br />

42: Der skal indføres øget, men begrænset brugerbetaling på sundhedsområdet.<br />

43: Der skal indføres beskeden brugerbetaling på hjemmehjælp til praktiske opgaver. Hjælp til per-<br />

sonlig pleje skal ikke være underlagt brugerbetaling.<br />

46


Hvem er Velfærdskommissionen<br />

Velfærdskommissionen består af en formand, otte sagkyndige medlemmer,<br />

fi re tilforordnede fra henholdsvis Beskæftigelsesministeriet, <strong>Finansministeriet</strong>,<br />

Socialministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet samt et sekretariat.<br />

De ni personer er:<br />

Torben M. Andersen (formand), professor, Aarhus Universitet.<br />

Stine Bosse, koncernchef, Tryg Vesta Gruppen.<br />

Jørgen Elmeskov, deputy director, OECD.<br />

Bente Hyldahl Fogh, direktør, Praktiserende Lægers Organisation.<br />

Birgitte Hansen, direktør, Slotsholm A/S.<br />

Peter Højland, adm. direktør, Transmedica A/S.<br />

Jørn Henrik Petersen, professor, Syddansk Universitet.<br />

Nina Smith, professor, Handelshøjskolen i Århus.<br />

Jørgen Søndergaard, direktør, Socialforskningsinstituttet.<br />

Velfærdskommissionen<br />

Landgreven 4<br />

1301 København K<br />

E kontakt@velfaerd.dk<br />

T 33 95 10 60<br />

www.velfaerd.dk

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!