fg musikfestival 2013 - Fredericia Gymnasium

FREDERICIA GYMNASIUM 

Nørrebrogade 88 

7000 Fredericia 

www.fredericia-gym.dk 

Tryk og design: ProPrint . www.pro-print.dk 

FREDERICIA GYMNASIUM 

ÅRSSKRIFT 2013

REDAKTION 

Maria Petersen 

(mp@fredericia-gym.dk) 

Kenneth Lynn-Pedersen 

(kl@fredericia-gym.dk) 

Ulrik Hofman Bøegh 

(boe@fredericia-gym.dk) 

Tryk og design: ProPrint 

Aldrig har uddannelse stået mere centralt 

i den samfundsmæssige debat. 

Det er stort set umuligt at åbne en 

avis, uden at der er artikler om uddannelse. 

Uddannelse er en vigtig del af 

børn og unges faglige fundament, og 

deres dannelse er det fundamentale 

afsæt for videre studier og dermed for 

en erhvervskarriere, men uddannelse 

indgår også som en vigtig forudsætning 

for vækst, er et værn mod langvarig 

ledighed, kan erstatte passiv 

forsørgelse … 

Uddannelse som det centrale omdrejningspunkt 

i børn og unges opvækst 

og uddannelse for livet italesættes 

i dag som en hel naturlig del af det 

gode liv. Men nogle gange italesættes 

uddannelse næsten som det, der skal 

redde verden. 

For én, der i det daglige beskæftiger 

sig med uddannelse på mange niveauer, 

er det naturligvis meget positivt, 

at der i den grad er en samfundsmæssig 

bevågenhed på det arbejde, 

der udføres i sektoren. Uden den vil 

arbejdet have langt vanskeligere vil- 

kår. Det må samtidigt være vigtigt at 

holde fast i, at uddannelse ikke er 

eller kan være svaret på alle udviklingsudfordringer. 

Det er ikke mængden 

af uddannelse, der er løsningen. 

Det er kvaliteten. 

Hvis vi i sektoren skal kunne leve op 

til blot hovedparten af de samfundsmæssige 

ønsker, skal det handle om 

kvaliteten i vores uddannelser samt 

vores evne til at motivere de unge til 

hele tiden at dygtiggøre sig. Det må 

ikke blive til et spørgsmål om kvantitet, 

men skal handle om kvalitet. 

Det gælder også i gymnasiesektoren. 

I mange år har det været et stort samfundsmæssigt 

ønske, at endnu flere 

tager en gymnasial uddannelse. Den 

opgave er på vej til at blive løftet. Det 

er den på landsplan, og det er også 

tilfældet i Fredericia. 

På det seneste har der blæst andre 

vinde i forhold til uddannelsesniveau. 

Nu tales der meget om, at der går for 

mange i gymnasiet, at de unge kan 

ende i en blindgyde, og at de derfor 

bør vælge andre uddannelsesveje. 

Det er karakteristisk for debatten, at 

det stort set kun handler om kvantitet, 

men meget lidt om kvalitet. Diskussionen 

bør vendes, så det reelt bliver en 

diskussion af, hvad der både gavner 

den unge og samfundet. 

De gymnasiale uddannelser er af afgørende 

vigtighed for både unge og 

samfundet, når to afgørende parametre 

er opfyldt: De unge skal tilbydes 

en uddannelse af høj kvalitet, og vi 

skal være i stand til at tilbyde de unge 

en uddannelse, der i samspillet med 

dem formår at motivere dem. Lykkes 

det, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at 

en gymnasial uddannelse er et fantastisk 

fundament at have med videre 

– stort set uagtet, hvor man efterfølgende 

finder sin plads i samfundet. 

Skulle der være nogle hf’ere, stx’ere 

eller htx’ere, der efterfølgende vælger 

at blive elektrikere og er færdige som 

23 årige, eller hhx’ere, der vælger 

bankvejen, kan det vel kun betragtes 

som positivt. Det afgørende må 

være, at de er aktive i gymnasietiden 

og at de tilegner sig faglig viden og 

de kompetencer, der hører uddannelserne 

til. Hertil kommer, at de indgår 

i et aktivt uddannelsesmiljø, der, når 

det fungerer bedst, er en vigtig del af 

de unges dannelse. 

Det er i lyset af overvejelser som de 

ovenstående, at Fredericia Gymnasiums 

arbejde med at skabe en vision 

for de kommende fire år skal ses. Helt 

centrale begreber er faglighed, fagligt 

nærvær, dannelse og skolekultur. 

Målet er, at vi ”med fokus på faglig 

viden og kompetencer vil udfordre 

og udvikle den enkelte elev gennem 

motiverende undervisning af højeste 

kvalitet”. Kvalitet og motivation er afgørende! 

Hele skolen har bidraget til 

processen om visionen: elever, lærere, 

øvrige ansatte, ledelsen og bestyrelsen. 

Resultatet er blevet en række 

målsætninger og indsatsområder, der 

skal udfoldes de kommende år. Det 

er et fornemt arbejde og et godt resultat. 

Formår vi at indfri hovedparten 

af de opstillede mål, har vi fortsat lokalt 

to meget stærke uddannelser og 

et godt uddannelsesmiljø til de unge 

– et stærkt aktiv på deres videre færd. 

Jeg ser meget frem til det videre arbejde 

med visionen, ”FG 2016”. 

Poul Erik Madsen 

Rektor

4 

Leder ..................................................... 2 

Året, der gik ........................................... 6 

FG 2016 – en ny vision for Fredericia 

Gymnasium ........................................... 10 

FG Musikfestival 2013 – set med 

crewets øjne .......................................... 12 

Indtryk af Danmark ................................ 14 

INDHOLD 

2.b på studietur ..................................... 16 

Kulturmøder ........................................... 18 

At skabe et filmmiljø .............................. 20 

Sæbeboblearkitektur ............................. 22 

E-fløjen .................................................. 23 

FG Goes Global ..................................... 25 

Musikken spiller på Fredericia 

Gymnasium ........................................... 28 

…og årets X-factor-vinder er ................. 29 

Kollegial supervision af lærerne på FG ...... 30 

FG-samling ............................................ 31 

2.i i New York ......................................... 32 

OK13 ..................................................... 34 

“ 

Et pueris palmae 

Lektiecafé og læsevejledning ................ 35 

Language and Culture Week at FG ....... 36 

»We Pledge Allegiance« ........................ 38 

Hey! Se på mig! ..................................... 40 

På sprogskole i Salamanca ................... 42 

FGV ........................................................ 43 

5

6 

Så nærmer skoleåret sig sin afslutning, 

og man spørger atter engang 

sig selv og andre, som gider høre på 

den slags klichéer, hvor tiden dog 

blev af. Men når man kigger tilbage, 

har de forgangne ni måneder foruden 

undervisningen budt på et væld af 

begivenheder af forskellig beskaffenhed, 

og så må man alligevel acceptere, 

at tiden er gået. 

Bare den nye bygning, som rejser sig 

for enden af C-fløjen, taler sit eget 

tydelige sprog. Fra B-fløjen har man 

kunnet følge udviklingen af byggeriet, 

fra fundamentet (som jeg i min naivitet 

først betragtede som en stor solterasse) 

til den nu færdige bygning, der 

står som et vidnesbyrd på en skole i 

rivende udvikling. Efter sommerferien 

blev den nye, lyse og indbydende 

naturvidenskabelige fløj taget i brug, 

og samtidig er fællesarealerne blevet 

udstyret med nye borde, stole og sofaer, 

som eleverne gør flittigt brug af, 

både når der laves gruppearbejde og 

når der slappes af i 

pauserne. Den nye 

bygning for enden 

af C-fløjen skal huse 

yderligere undervisningslokaler, 

som 

der er stort behov for 

med de nu omkring 

1000 elever på FG. 

Undervisningen er 

naturligvis det, som 

fylder mest i hverdagen, 

men rutinen 

bliver af og til brudt af diverse arrangementer. 

Efter introarrangementerne for 1.g’erne 

og 1.hf’erne var et af de første 

tiltag den såkaldte BrugBoldenDag. 

For at gøre en lang historie meget kort 

drejer det sig om at bruge hovedet. 

Eleverne havde i små grupper meldt 

sig til forskellige workshops arrangeret 

af fagene, og idéen var, at man i 

løbet af dagen skulle samle point til 

sin klasse ved at løse de mange op- 

ÅRET, DER GIK 

gaver så godt som muligt. Der var 

også i år mange kreative tiltag, f.eks. 

i faget fysik. Her skulle man spytte 

med olivensten, og øvelsen bestod af 

tre discipliner: At spytte langt, at spytte 

præcist og at svare på teoretiske 

spørgsmål om kastebevægelsen. Fysiklærer 

Ole Sørensen beretter, at den 

største udfordring ved denne disciplin 

viste sig at være overhovedet at få en 

oliven ind i munden. Der var øjensynligt 

flere, som ikke brød sig synderligt 

om smagen. Som en lille kuriositet kan 

det nævnes, at rektor brillerede med 

det længste olivenstensspyt! 

I faget historie kunne man tage en 

lille quiz med blot 100 kreativt præsenterede 

historiespørgsmål, mens 

man i faget musik blev udsat for at 

skulle koordinere hænder og fødder 

med klap og tramp i bestemte rytmer 

med stigende sværhedsgrad. Der 

blev kæmpet bravt og også udspyet 

nogle eder, når arme og ben ikke ville 

makke ret. 

3.b blev de samlede vindere af Brug- 

BoldenDagens konkurrencer og vandt 

en helikoptertur over 

Fredericia, og der 

var vist ikke nogen 

tvivl om, at det var en 

populær præmie. 

Et par uger senere 

stod den på Kreadag 

for 1.g c-niveaueleverne 

i drama, 

billedkunst og musik. 

I drama arbejdede 

man med improvisation 

og i billedkunst 

med streetart, som efterfølgende blev 

udstillet på skolen. I musik havde vi i 

år valgt at få en korinstruktør udefra. 

Det blev en rigtig god dag, hvor korleder 

og sanger Bebiane Bøje formåede 

at få de fleste af de godt 100 musikelever 

til både at synge, bevæge 

sig og more sig. Dagen sluttede med 

en lille koncert for de øvrige elever. 

En af de årligt tilbagevendende begivenheder 

på FG er skoleballet i 

efteråret. Det er efterhånden lidt af 

et regnestykke at få til at gå op, når 

skolen på denne aften skal huse ca. 

2000 mennesker. Det er en fest for 

hele skolen, hvor 1.g-eleverne og deres 

forældre samt 2.g- klasserne med 

deres lærere spiser på skolen, mens 

3.g’erne og 2.hf’erne spiser ude i 

byen med deres lærere. 

Efter middagen ankommer de gallaklædte 

afgangselever for at danse 

lancier for resten af skolen og for deres 

familier, og det er et imponerende 

syn, når pigerne i fejende flotte festrober 

og drengene i nystrøgne skjorter, 

slips og jakkesæt marcherer ind i hallen. 

Efter lancieropvisningen er der 

musik rundt omkring på skolen, jazz 

i kælderen, band i kantinen og diskotek 

i multisalen. En festlig aften, både 

for eleverne og deres familier og for 

skolens ansatte. 

Efteråret bød også på et par pædagogiske 

dage for personalet på FG. 

Dagene var fyldt med gruppearbejde 

samt gode og tankevækkende oplæg 

7

8 

fra diverse foredragsholdere, hovedsageligt 

fokuseret på fremtidens gymnasium 

(FG16), IT, indsatsområder og 

faglighed. Det, som nok står stærkest 

i de flestes erindring, er foredraget 

ved Helle Hein, forskningsadjunkt 

ved CBS. Hun tematiserede begrebet 

primadonnaledelse på en særdeles 

underholdende og humoristisk måde, 

hvor man også blev provokeret til at 

se kritisk på ens egen rolle som medarbejder/underviser. 

Visionen skal implementeres allerede 

fra næste skoleår, og eleverne har 

også været involveret i arbejdet i de 

forskellige udvalg, som er nedsat på 

området. 

Foråret er jo som altid præget af studieture, 

for mit eget vedkommende 

en tur til London med 2.b og min kollega 

Henrik Toft. Vi havde håbet på 

forår i London midt i marts (lidt naivt, 

måske…), men fik i stedet sne, kuling 

og minusgrader. Det 

forhindrede os dog 

ikke i at vandre London 

og omegn tynde. 

Vi besøgte bl.a. 

Shakespeares teater, 

the Globe, og overværede 

en bid af en 

prøve på en meget 

moderne opsætning 

af Romeo & Juliet – 

i snevejr! Turen bød 

på mange gode besøg 

på diverse museer, sightseeing 

og en lille smule shopping. 

I maj løb FGMF (Fredericia Gymnasiums 

Musikfestival) af stablen for blot 

anden gang. Festivalen bliver kørt af 

en lille gruppe dedikerede og entusiastiske 

elever, som står for langt det 

meste, lige fra at bestillie madvogne 

til at entrere med de rette bands. 

På festivaldagen startede vejret med 

at se rigtig lovende ud, men i løbet af 

eftermiddagen trak skyerne gevaldigt 

sammen, og det endte med et gedigent 

regnvejr. Det betød, at vi blev 

nødt til at flytte ikke bare lille scene, 

men også alle festivaldeltagerne ind 

i hallen en times tid. Herefter klarede 

det op igen, og festivalen kunne atter 

rykkes udenfor. Nok er FGMF ikke 

blandt de største i landet, men ikke 

desto mindre formåede festivalen i år 

at få Vinnie Who som hovednavn, og 

det er da meget godt gået! 

En af de knapt så festlige begivenheder 

i løbet af året var, at vicerektor 

Niels Hjølund valgte at forlade FG til 

fordel for et job som vicerektor på Nærum 

Gymnasium. Niels pendlede mellem 

København og Fredericia gennem 

længere tid, så det var forståeligt 

nok, at han gerne ville have et job tættere 

på bopælen og familien, men han 

er savnet på FG. Til gengæld er det 

i skrivende stund netop blevet meldt 

ud, at der er fundet en ny vicerektor 

til FG: Martin Ingemann, som kommer 

fra en stilling som uddannelsesleder 

på Munkensdam Gymnasium i Kolding. 

Vi glæder os til at møde Martin. 

Hvorom alting er: Skoleåret går i skrivende 

stund på hæld. Sidste undervisningsdag 

nærmer sig med raske 

fjed, hvilket også betyder, at eksamensperioden 

med alt, hvad dertil 

hører, snart sætter ind. For nogle en 

tid, hvor der bliver ro til fordybelse, og 

for andre en tid, hvor angstens sved 

af og til springer frem, men frem for 

alt en tid, som er helt særlig for afgangseleverne, 

og som de vil se 

tilbage på mange år herefter (forhåbentlig) 

med en masse gode minder 

og måske lidt vemod. For studentertiden 

er en helt speciel periode. 

Med disse ord vil jeg slutte med at 

ønske alle en velfortjent sommerferie. 

Stinne Creutz Høffer 

9

10 

FG 2016 – EN NY VISION FOR FREDERICIA GYMNASIUM 

Med udgangen af 2012 afsluttedes 

VISION 2012, der i en periode har sat 

mål og handleplaner for det pædagogiske 

arbejde på Fredericia Gymnasium. 

På denne baggrund blev det i 

pædagogisk udvalg (PU) besluttet, 

at der skulle igangsættes en proces 

med det formål at formulere en ny vision 

for Fredericia Gymnasium – en 

vision, der skulle afstikke retning(er) 

for FG frem mod 2016. 

Processen startede i september med 

en stor Open Space-konference for 

personalet, hvor der var frit slag for 

alle til at komme med indspark og 

idéer til den kommende proces. Med 

samme formål afviklede elevrådet et 

parallelt arrangement for samtlige 

elever, ligesom der blev afholdt et seminar 

for gymnasiets bestyrelse. Der 

blev til alle arrangementer gået til sagen 

med en god blanding af fantasi 

og gå-på-mod, og efterfølgende stod 

vi tilbage med en lang række idéer 

til målsætninger og indsatsområder. 

Centralt stod ønsket om en mere kontinuert 

dagligdag med tid og rum til 

fordybelse – men stadig med plads 

til spændende aktiviteter og arrangementer. 

Det var nu PU’s opgave at 

finde yderligere retning(er) i materialet, 

så der kunne arbejdes videre med 

visionen i forbindelse med to pædagogiske 

dage i oktober. 

På de pædagogiske dage blev der 

i personalegruppen arbejdet videre 

med temaer afledt af arrangementerne 

i september. Der blev igen gået 

til sagen med stor diskussions- og arbejdsiver, 

og efterfølgende stod vi atter 

med et omfattende materiale, der 

nu skulle samles og gøres operativt. 

PU besluttede sig på dette tidspunkt 

for en struktur startende med selve 

visionen, der efterfølgende foldes 

ud i fire overordnede nøgleområder: 

Faglighed, Fagligt nærvær, Dannelse 

og Kultur. Inden for disse operationaliseres 

arbejdet med visionen yderligere 

med ni indsatsområder i tre ka- 

tegorier. Dette er senere endt med tre 

Fyrtårne (Nytænkning af skoledagen, 

Skriftlighed og Pædagogisk IT), tre 

Strategiske områder (FG og det interkulturelle, 

FG og de videregående 

uddannelser samt FG og det lokale) 

og endelig tre Driftsområder (Skolekulturen 

på FG, Rammer for undervisningen 

og FG – en god arbejdsplads). 

Inden for samtlige ni indsatsområder 

har forskellige arbejdsgrupper i vinterens 

løb arbejdet med at fastlægge 

såvel målsætninger som handleplaner 

for de kommende år. Slutteligt har 

PU samlet og gennemskrevet materialet 

inden høring i Pædagogisk Råd 

og vedtagelse i bestyrelsen. 

Det er fra PU’s side håbet, at den 

brede proces bag FG 2016 vil styrke 

arbejdet med opfyldelsen af visionen i 

årene, der kommer. 

På vegne af PU 

Henrik Toft 

Visionen 

Med fokus på faglig viden og kompetencer vil vi udfordre og udvikle den enkelte elev 

gennem motiverende undervisning af højeste kvalitet. Vi lægger vægt på, at samværet 

på gymnasiet er præget af tolerance, respekt, ansvarlighed og lysten til at lære. Der skal 

være højt til loftet, plads til udvikling og individuel udfoldelse under hensyntagen til en 

mangfoldig helhed. 

(Resultatet af visionsprocessen kan ses i sin fulde længde på FGs hjemmeside) 

11

12 13 

Dejligt solskin. Glade mennesker på 

græsset. Og musikken, der lyder fra 

Mads la Cours stemme og guitar. 

Dette var et billede, jeg kunne se, 

mens jeg gik rundt på festivalpladsen 

til FGMF 2013. Som en del af crewet 

var der nok at se til, men det var det 

hele værd med god musik, kolde øl 

og søde FG-elever over det hele. 

I skoleåret 2011/2012 havde vi en 

demokratidag. Afslutningen på denne 

dag var en afstemning om, hvad 

50.000 kroner givet af skolen skulle 

bruges til. Her var det det bedste forslag, 

der vandt – en musikfestival på 

skolens grund. Jeg syntes fra starten, 

at det var en god idé, og meldte mig til 

at hjælpe med at få denne festival op 

at stå. Halvanden måned senere stod 

vi så med en hel dag i hinandens selskab 

med masser af god musik, fantastisk 

vejr, søde mennesker og vist 

nok også et par bajere. FGMF 2012 

blev en kæmpe succes, og selvfølge- 

FG MUSIKFESTIVAL 2013 – SET MED CREWETS ØJNE 

lig skulle det gentages i tyve-tretten. 

Selvom vi i år gik i gang i begyndelsen 

af skoleåret og havde næsten et helt 

år til at få endnu en succes op at stå, 

havde vi stadig masser af ting at se 

til. Selve festivaldagen var, forståeligt 

nok, den travleste af dem alle. Dagen 

begyndte for mit vedkommende med 

at sætte frem og gøre klar fra kl. 10 – 

andre fra crewet havde endda været i 

gang fra 8-tiden. Pauser var ikke det, 

der var mest tid til. Backstage skulle 

gøres klar, hegn omkring pladsen 

skulle sættes op, og der skulle etableres 

en bar i hjørnet af pladsen – bare 

for at nævne nogle af tingene. Da 

pladsen åbnede for FG-elever og andre 

musikglade gæster, var jeg endnu 

i gang med at sætte de sidste stykker 

hegn fast. Den sidste halve time inden 

starten på selve festivalen løb jeg og 

de andre i crewet frem og tilbage på 

pladsen – heldigvis var vejret ved at 

vende sin pæne side frem – og vi nå- 

ede det hele til åbningen. 

I den første tid under festivalen var 

jeg en af de første fra crewet, som 

gæsterne så – en af de flotte fyre ved 

indgangen. Men jeg havde ofte ”pauser” 

fra den tjans, da jeg løb rundt og 

lavede andre småting på pladsen. 

Midt under en af disse ”pauser” skete 

et scenarie, der var en film værdig. 

Mørke, der lagde sig over pladsen, 

skyer, der trak ind over skolens grund, 

og blæst, som var ved at blæse folk 

væk. Det trak op til en kraftig byge, 

som kom rigtig hurtigt. Men i crewet 

var vi heldigvis også hurtige og fik 

ryddet den ene halvdel af hallen, 

skubbet folk indenfor og sat en ny bar 

og scene op – alt på under et kvarter. 

Vejret viste sin gode side igen senere, 

og festivalgæsterne kunne hygge videre 

udendørs. Men hvad er en festival 

uden lidt regn? 

En af de andre opgaver senere på aftenen 

var at tage imod – og slæbe for 

– hovednavnet Vinnie Who. Og selvom jeg 

altid kunne høre god musik hele dagen fra 

en af vores to scener, var det faktisk først, 

da Vinnie Who kom på scenen, at jeg havde 

tid til at se og høre hele koncerten. Man 

kan sige, at det hele faldt på plads til sidst. 

Hele dagen havde der været noget at se 

til, men til allersidst gik det op i en højere 

enhed, og jeg kunne slappe af og nyde en 

knivskarp Vinnie Who på den store scene. 

Rane Schjøtt, 2.e

14 

Dette år har vi, Aina Hattori fra Japan, 

Atewerines Mackenzie George 

fra USA og Catalina Paz Lobos Dorochessi 

fra Chile, været udvekslingsstuderende 

her i Fredericia. Vi 

kommer fra tre forskellige lande, tre 

forskellige kulturer og tre forskellige 

sprog til nye eventyr og oplevelser. 

I de første tre måneder var der en 

masse nye ting i Danmark, der overraskede 

os. Bagefter blev vi vant til 

opholdet, men der er stadig mange 

nye ting. Vi vil gerne fortælle om, hvad 

vi synes, tror og tænker om Fredericia 

og FG. 

Vi synes, Fredericia Gymnasium er en 

stor skole med smuk arkitektur. Vi synes, 

den største forskel mellem vores 

skoler er frihedsgraden. For det første 

har vi skoleuniform i Chile og Japan, 

og det har man ikke i Danmark. Danskere 

må nogle gange spise og drikke 

juice, mælk eller vand i klassen; 

det må vi ikke, hvor vi kommer fra. I 

INDTRYK AF DANMARK 15 

Danmark kan vi blot forlade skolen for 

at købe noget mad, sidde i sofaerne 

for at lave opgaver, spille bordtennis 

eller bordfodbold i pauserne, og vi 

må have vores computer og telefoner 

med i skole. Vi synes, frihed i skolen er 

en god ting, men også en dårlig ting, 

fordi vi bliver behandlet som voksne 

med selvstændighed og får flere ansvarsområder, 

men nogle mennesker 

tager friheden for givet. 

I Chile og USA cykler vi ikke. Før vi 

rejste til Danmark, vidste vi, at danskerne 

cyklede meget, men vi forventede 

ikke, at danskerne cyklede så 

meget, som de gør. Vi synes, cykling 

er en god måde at rejse på, fordi det 

er nemt og giver os mere selvstændighed. 

Der er en tradition i skolen når nogen 

har fødselsdag, at de selv laver kage 

og tager den med i skole, og alle sammen 

spiser den i klassen. Vi var overraskede, 

for når vi har fødselsdag, 

laver vores venner en overraskelse 

til os. Men det er rigtig godt, synes 

vi, fordi sådan ved alle, hvornår man 

har fødselsdag, og man kan fejre den 

sammen. Vi har taget mange kilo på i 

Danmark, fordi vi elsker danske kager 

og dansk mad! 

Vi har ikke fester i vores skole, fordi vi 

ikke må drikke alkohol, før vi er 18, 20 

og 21, så vi er ikke vant til at se alkohol 

ved skolefester. Vi synes, SERMOfesterne 

er virkelig gode, fordi vi kan 

socialisere meget bedre og møde flere 

mennesker – normalt er danskere 

kolde, men når de drikker alkohol, bliver 

de sociale, og så synes vi, det er 

rigtig sjovt. Ved at drikke allerede som 

unge, kan de lære at forholde sig til alkohol, 

men vi tænker også, at det ikke 

er godt for deres helbred at begynde 

at drikke alkohol, når de er så unge. 

Dansk er meget svært for os, fordi 

teksterne lyder anderledes, end de 

skrives. Udtale og grammatik er også 

rigtig svære for os. Mange mennesker 

har spurgt: “Kan du sige ‘Rødgrød 

med fløde?” Det var virkelig svært for 

os, fordi vi bruger munden meget anderledes, 

så vi kan ikke sige præcis 

det, men det er sjovt. Jo længere tid, 

vi tilbringer her, jo mere lærer vi. 

Nogle gange har vi haft det hårdt, 

men det er en god erfaring for os, 

og vi vil aldrig glemme vores ophold 

i Danmark. Vi er glade for at være 

kommet til denne by og denne skole, 

fordi alle har budt os velkommen - vi 

er meget glade og taknemmelige. Vi 

vil gerne sige tusind tak for alt. 

Aina Hattori, 2.e 

Atewerines Mackenzie George, 2.c 

Catalina Paz Lobos Dorochessi, 2.n

16 

Mange danske gymnasieelever var i 

uge 7 på druktogt til Prag, hvor flere 

hotelværelser blev beskadiget, og 

der var knivstikkeri og voldsepisoder. 

Men hvorfor skal gymnasieelever så 

på studietur, hvilket mange ved første 

tanke forbinder med endnu et dansk 

druktogt? Realiteten er en anden. Efter 

studieturen til London står det klart, at 

gymnasieelever tager ansvar for deres 

handlinger, og at studieturen ikke er 

et spørgsmål om mængden af tomme 

ølkrus, eller hvor sanseløs fuld man 

kan drikke sig. Nej, det handler om at 

styrke fællesskabet, opleve nye kulturer 

og få historiske eller i vores tilfælde 

naturvidenskabelige forløb sat i perspektiv 

ved at opleve relevante seværdigheder. 

I London så vi blandt andet 

Shakespeares The Globe, Bletchley 

Park, Greenwich og Science Museum, 

som var blevet bearbejdet i undervisningen 

inden afrejsen. 

2.B PÅ STUDIETUR 

Studieturen på de danske gymnasier 

er en rigtig god mulighed for at komme 

sine klassekammerater ved, for i 

dagligdagen er det en anden måde, 

man omgås, hvor det er det faglige, 

der har højeste prioritet, mens det på 

en studietur er det sociale, som fylder 

mest. Her oplever man sine medmenneskers 

personlighed i andre situationer, 

end man er vant til. Studieturen 

giver et godt afbræk fra dagligdagen 

i 2.g. I en uge handler det mere om 

oplevelser sammen end om afleveringernes 

tidsfrister. Inden vores tur til 

London havde vi et længerevarende 

forløb i både dansk, historie og matematik, 

der omhandlede Storbritanniens 

brydning af det tyske kodesystem 

Enigma under 2. verdenskrig. 

På studieturen fik vi muligheden for 

at opleve det sted, hvor brydningen af 

Enigma fandt sted, nemlig på Bletchley 

Park. 

Som matematikere var det en oplevelse 

for alle at se en Enigma-maskine 

i virkeligheden, hvilket satte punktum 

for et spændende forløb, hvor undervisningen 

blev rykket fra klasselokalets 

teoretiske del til den praktiske del 

i udforskningen af Bletchley Park. 

På studieture er der selvfølgelig også 

tid og plads til øl. Efter en lang dag 

med museumsbesøg, workshops og 

shopping i storbyen er en øl velfortjent 

på en af Londons utallige pubber. 

Her dyrkes fællesskabet, da det 

ikke handler om, hvor fuld man kan 

blive på kortest tid, men derimod 

om at nyde hinandens selskab, lære 

mere om hinanden og have det sjovt i 

omgivelser, der ikke findes i dagligdagen 

på gymnasiet. Studieture skaber 

et bedre sammenhold, der giver det 

ekstra kick til at gennemføre gymnasiet 

som en samlet klasse. 

Gymnasieelever kan nemlig, modsat 

pressens tidligere udlægninger, godt 

opføre sig ordentligt, når de er på 

udlandsrejser med alkohol indblandet. 

Studieturen er en dannelsesrejse 

og en fantastisk oplevelse for danske 

gymnasieelever. Den styrker både 

fællesskabet og sætter perspektiv på 

undervisningen. 

Jeppe Bang, 2.b 

17

DET KATOLSKE ITALIEN MOD DET VANTRO DANMARK 

KULTURMØDER 

18 19 

Uddrag af essay om udvekslingen 

med et romersk gymnasium 

Hvad er kultur? Måske kan det betragtes 

som en gryderet af mange forskelige 

ting. Først tager man modersmålet, 

som brunes godt i en gryde 

cirka 4-5 minutter, med en knivspids 

accent. Derefter tager man modersmålet 

op af gryden, og i stedet svitser 

man 100g tradition, som fx danskernes 

Dannebrog, som flagrer så smukt 

højt under skyen til hver en festlig eller 

sørgmodig lejlighed. Så tilsættes der 

200g religion eller jantelov alt efter 

hvilken nationalitet, der er tale om, og 

4 dl historie, som påvirker smagens 

helhed. Det brunede modersmål tilsættes 

nu de øvrige ingredienser, 

og så skal det simre i et godt stykke 

tid, indtil sovsen er helt jævn. Til sidst 

krydrer man gryderetten med lidt 

temperament. Igen skal det tilpasses 

den pågældende nationalitet, som fx 

sydens chili eller danskernes persille. 

Men en sådan gryderet er ikke let at 

lave, hvis man ikke kender ingredienserne. 

Kultur er altså ikke så enkel 

som ordet i sig selv, og kulturforståelse 

er endnu sværere at definere. 

Nu har jeg tilbragt den sidste uge i en 

italiensk familie og har prøvet at leve, 

så vidt muligt, som dem. Jeg forstår 

ikke deres kultur fuldstændigt endnu, 

men jeg synes, at jeg i denne korte 

periode har lært utrolig meget om 

den. Når jeg tænker tilbage på dagene 

op til denne rejse, var jeg fuld af 

nervøsitet, for hvordan skulle jeg kunne 

vise dem respekt – uden at kende 

deres kultur? 

Umiddelbart virker de egentlig ikke 

så meget anderledes, og forskellene 

kunne nemt fremstå meget tydeligere 

end som så. Men ud fra, hvad jeg så, 

følte og fornemmede på denne rejse, 

stod det at være ung i Italien og at 

være ung i Danmark i stærk kontrast. 

Som sort mod hvidt. 

Når jeg tænker ung i Danmark i 2013, 

ser jeg med det samme alkohol i lange 

baner: cider, vodka, rom, øl, Gajolshots, 

tequila, og hvad der ellers måtte 

høre til en råstegt bytur. Jeg hører 

den høje musik, som blæser ud fra de 

gigantiske højtalere på diskotekerne 

og kan næsten mærke bassens rytme 

i blodet, som om den styrer hvert et 

hjerteslag. Jeg tænker på friheden 

og på det afslappede, venskabelige 

forhold, som man har til hver en autoritet 

i sit liv, forældre så vel som lærere 

eller chefer. Jeg tænker på ligestilling 

mellem mænd og kvinder og er mere 

end tilfreds med, at jeg er opvokset i 

et hjem, hvor rødstrømpeindstillingen 

har præget min opdragelse. Jeg kan 

ikke lade være med at smile lidt, når 

jeg tænker på at være ung i Danmark. 

Men denne frihed skyldes nok også, 

at Danmark ifølge mange andre, religiøse 

lande er et vantro land. 

Så ved nærmere eftertanke er det måske 

os, der er meget anderledes, og 

ikke Italienerne, som jeg ellers mente 

først. Det er et katolsk land, et land, 

der virkelig tror. Ligesom så mange 

andre lande. Et land, hvor selv de 

unge prøver at nå i kirke hver søndag. 

Et land, hvor manden stadig er 

overhovedet i familien. Et land, hvor 

det ikke drejer sig om, hvem der kan 

drikke flest shots eller øl hver weekend. 

Men et land, hvor familien selv 

i teenageårene ofte sættes som første 

prioritet. Dette finder jeg utroligt 

mærkværdigt, for hvis der er nogen, 

der kan drive en til vanvid, er det da 

ens familie, specielt i de år! Sådan 

må italienerne da også have det, eller 

hvad? Specielt når man tænker på, 

hvordan ens humør er i de år – så let 

påvirkeligt, og når jeg tænker på de 

italienere, jeg har mødt i mit liv, har 

deres følelsesregister da også altid 

været meget svingende. Ja, et sydlandsk 

temperament, som kan gå fra 

jubel til gråd på et fingerknips. Og 

store ord, som bliver smidt omkring, 

som ’jeg elsker dig’, til folk man ikke 

engang rigtig kender. 

Men den store kærlighed, som de 

også hurtigt giver udtryk for gør, at 

man altid føler sig velkommen. Dette 

kunne vi danskere godt lære lidt af! 

Men måske er det også disse humørsvingninger, 

som gør, at romerske 

gymnasieelever er så bange for at 

færdes alene på gaden i Rom både 

dag og nat. Specielt som pige! Under 

vores udveksling blev jeg altid hentet 

efter hvert et arrangement, og der 

var altid nogen over en. Friheden var 

altså langt fra den samme, som vi har 

herhjemme i kære lille Danmark. Jeg 

kunne tydeligt mærke min rødstrømpeopdragelse, 

da jeg mødte flere romerske 

piger, der ikke måtte gå nogen 

steder uden deres kæreste. 

Men kultur er svær at forstå! Der er 

mange opskrifter, og endnu flere ingredienser. 

Og om jeg nogen sinde 

lærer at forstå den italienske kultur, er 

svært at svare på. 

Julie Maagaard, 2.f 

(skrevet umiddelbart efter, at klassen 

kom hjem fra Rom)

20 

Samtlige kamerasæt har været i gang 

i døgndrift, dolly og lamper er røget 

ind og ud af mediefag og redigeringen 

har været rødglødende. Årets 

produktioner er overstået, årets FG 

Filmfestival afholdt, og eksamenerne 

er i hus. Det har været et godt år, som 

sædvanlig med fuld fart på. Middelniveauet 

for vores produktioner er 

blevet rykket opad, og det ser ikke ud 

til, at toppen er nået endnu, så næste 

skoleår bliver et, hvor vi endnu 

engang stræber mod stjernerne. Med 

de nye lokaler i den nye fløj ser det 

heller ikke ud til, at vi er færdige med 

at skabe FGs filmmiljø, langtfra faktisk, 

og der er fortsat højt til loftet. 

At skabe et filmmiljø på Fredericia 

Gymnasium i en tid, hvor dansk film 

og tv-produktion for alvor soler sig 

i verdens opmærksomhed, er vel i 

bund og grund ikke så svært. Film er 

noget, alle har en mening om, noget 

de fleste elsker. Selv i en gammel in- 

AT SKABE ET FILMMILJØ 21 

dustriby som Fredericia findes der et 

småt, men blomstrende filmmiljø med 

mange små forgreninger og masser 

af entusiasme. 

Det var oprindeligt mit mål, at gymnasiet 

skulle blive en del af det miljø, 

og det er så småt ved at ske. Filmprojekter 

i, og samarbejder ud af skolen 

har ladet mig se glimt af det filmmiljø, 

Fredericia gemmer på. For en udefrakommende 

som mig er det en herlig 

opdagelse, for jeg troede ikke, det var 

der, men selvfølgelig er det det, og 

som byens gymnasium må det være 

vores opgave at bidrage til det. Ikke 

kun gennem vores elever, men også 

gennem flere samarbejder ud af skolen. 

Dansk film anno 2013 har det rigtig 

godt. Danske filmfolk gør sig bemærket, 

ikke blot med danske produktioner, 

men også som filmhåndværkere 

i Hollywood og resten af verdens filmmetropoler. 

Kan vi fra FG være med 

til at træne den næste generation, så 

har vi gjort vores del til, at det danske 

filmeventyr kan fortsætte. Det bliver 

spændende at se, om det kan gøre en 

forskel, at mange af fremtidens film og 

TV-folk har haft mediefag i gymnasiet 

(nogle måske endda på FG). 

Filmproduktion handler i høj grad 

om at improvisere, at tilpasse sig til 

uventede situationer. Innovation har 

været fast bagage i filmens verden, 

lige siden brødrene Lumiére, Edison 

og alle de andre pionerer tog filmens 

første spæde skridt. Problemerne, om 

de er tekniske, sociale eller logistiske, 

hober sig op helt uden undtagelser, 

hvad enten produktionen er professionel 

eller på gymnasieniveau. Den 

gode produktion kommer ikke blot fra 

de produktionsgrupper, der er dygtige 

til at formidle filmsproget. Det 

handler i lige så høj grad om at have 

gå-på-modet til at forcere problemerne, 

fantasien til at løse dem godt og 

disciplinen til lige at tage de ekstra 

optagelser, inden man stopper, selvom 

det blæser, regner og ens hovedrolle 

har influenza. 

Den succes, årets produktioner får afhænger 

derfor til dels af, hvor gode 

vi lærere har været til at formidle vores 

budskab, og til dels af, hvor entusiastiske 

eleverne har været i deres 

arbejde. Vi har fodret dem med 

filmsprog, regler og tricks. Vi har vist 

dem, hvornår de skal stramme grebet 

om deres produktion, og hvornår 

den skal have lov til at leve sit eget 

liv; hvornår reglerne skal følges, og 

hvornår de skal kastes overbord. Efter 

det kan vi kun vente på resultatet, på 

årets høst. 

Skoleårets afslutning er netop derfor 

altid en spændende periode for en 

medielærer, for det føles oprigtigt som 

en høst. Frugten af årets anstrengelser, 

ikke kun for eleverne, men i lige 

så høj grad for læreren. Har al vores 

ageren båret frugt, er vores budskab 

blevet hørt, har vi tændt de unge 

menneskers entusiasme? Har de følt 

sig inspireret, har de brugt den tid, 

der skulle til? 

Høsten har været god i år! 

Søren Rasmussen

22 

Man har i løbet af gymnasiet syv ATforløb 

(AT står for Almen Studieforberedelse), 

som til sidst munder ud i en 

eksamen. Denne er den eneste eksamen 

udover SRP (Studieretningsprojektet), 

som man er sikker på at skulle 

op i. I disse forløb bliver man gradvist 

forberedt på selv at kunne fremstille 

en problemformulering, der opfylder 

alle taksonomiske niveauer. Derudover 

skal man bevise, at man kan anvende 

de forskellige fakulteters metoder. 

I år blev det overordnede emne 

for AT-eksamen ”Kampen for det gode 

liv” – vi skulle behandle emnet i to af 

vores fag, hvor det ene skulle være på 

mindst B-niveau. 

I mit SRP skrev jeg om sæbebobler 

og deres dannelse, hvor jeg fandt ud 

af, at sæbeboblers dannelse nogle 

gange bruges til arkitektur og design. 

Jeg synes, dette var et interessant 

perspektiv, og besluttede, at jeg ville 

gå mere i dybden med lige nøjagtig 

dette aspekt til min AT-eksamen. 

Da sæbebobler går efter minimalfladefænomenet, 

vil konstruktioner 

KAMPEN OM DET GODE LIV 

SÆBEBOBLEARKITEKTUR 

lavet ud fra deres form 

minimere materialeforbruget. 

Ser man f.eks. på OLs 

svømmestadion ’The Water 

Cube’ i Beijing og den 

nye triumfbue ’La Grande 

Arche’ i Paris, har man to 

bygninger konstrueret ud 

fra sæbebobleteorien. ’The 

Water Cube’ er konstrueret 

ud fra sæbeboblens form, 

ved at dens mure er dannet 

af 4000 bobler. ’La 

Grande Arche’ derimod er 

dannet ud fra det minimalfladefænomen, 

sæbefilm går efter. 

Jeg har herfra lagt vægt på bæredygtighed 

i min synopsis, hvilket jeg 

mener, kan være en del af kampen for 

det gode liv. 

Med fagene fysik og design har jeg i 

min synopsis forklaret sæbebobleteorien, 

redegjort for, hvad der kendetegner 

bæredygtighed, samt redegjort 

for, hvilke metoder der ligger bag 

både det fysiske og designet. Når vi 

i læseferien skal til selve AT-eksamen, 

skal vi forsvare vores synopsis, hvilket 

indebærer at få uddybet både vores 

teorier, metoder og analyser. 

I tidligere AT-forløb virkede det noget 

uoverskueligt og svært at forholde sig 

til emnerne. Når man når AT-eksamen 

i 3.g, kan man selv vælge fag og hvilken 

vinkel, man vil have på det givne 

emne, hvilket giver lysten til at gå i 

dybden og få belyst sagen fra flere 

sider. 

Stine Kongstad Andersen, 3.b 

E-FLØJEN 23 

E-fløjen er noget særligt! 

Det er ikke kun, fordi jeg har tilbragt en 

menneskealder i E-fløjen, at jeg kan finde 

på at fremsætte en sådan påstand. 

Det ses straks, når man går ned ad gangen. 

Man møder eksotiske planter, fisk 

i akvarier, døde fugle, og kan se ind på 

mange underlige apparater og laboratorier, 

der får tankerne drejet i retning af 

lørdag aftens krimi i fjernsynet. 

Fællesarealerne er store og lyse, og der 

er store åbne vinduespartier ind til klasselokalerne, 

hvor man kan se de unge 

mennesker travlt optaget af at notere på 

deres medbragte iPad eller diskutere 

dagens tekst. 

I fællesarealerne laves eksperimenter, 

og midt i det hele er man ved at falde 

over det nyeste kunstværk. 

Sådan har det ikke altid været! Hvis en 

gæst for 35 år siden gik ned gennem fløjen, 

så den umiddelbart ud som alle de 

andre fløje, indtil man åbnede dørene. 

Vovede man sig ned i bunden og åbnede 

den nederste dør til E7, ville man se 

ind i et auditorium med plads til 24 elever. 

Foran hver elev var der lige plads til 

et hæfte eller en bog og en regnestok. 

Absolut ingen plads til hverken lommeregner 

eller computer. Den personlige 

computer var slet ikke opfundet, og en 

simpel lommeregner kostede mere end 

dagens iPad. 

Stak man hovedet ind i E4, ville man opdage, 

at det var tomt! 

Fysik er nemlig et eksperimentelt fag, 

og skemaet var lagt sådan, at man altid 

havde adgang til et laboratorium, og E4 

var et laboratorium med alt det eksperimentelle 

udstyr, så hvis der var elever i 

E7, var der ingen i E4. 

Det var tider dengang – tænk, højst 24 

elever og altid adgang til et laboratorium! 

Men tiderne ændrede sig – elev nr 25 

fik en stol, året efter fik nr 25 og 26 et 

bord, så blev der pludselig 28 elever, de 

sidste fire fik et fælles bord, og det gik, 

selv om de to sidste sad med ryggen 

til tavlen! 

Noget måtte gøres, der var to muligheder: 

Tilbage til 24 elever eller ombygning. 

Det blev ombygning. 

Nye fleksible lokaler blev indrettet, så de 

kunne bruges til såvel traditionel undervisning, 

laboratorieforsøg og gruppearbejde. 

Fællesarealerne blev indrettet, så 

de kunne inddrages, og med tiden blev 

der også plads til computere – stationære 

computere, som eleverne kunne 

bruge til at regne og skrive på. Informationssøgning 

foregik lokalt – ingen adgang 

til internet eller Google – det ord 

var slet ikke opfundet. 

Det tomme laboratorium forsvandt, nu 

skulle vi pludselig til at samarbejde om 

lokalerne og aftale, hvem der var hvor! 

Hvis vores tænkte gæst i fløjen var kommet 

til at åbne døren til E6 i stedet for 

E7, ville han se ind i fysiklærernes hule 

– præparatoriet. Tanken var, at lærerne 

her skulle forberede forsøg. Det blev 

lokalet også brugt til, men fysiklærere 

har under deres uddannelse haft deres 

gang på universitetslaboratorier, og noget 

af kulturen herfra blev bragt med ind 

i E6. 

Der blev indkøbt en kaffemaskine, og i 

hvert frikvarter mødtes vi, drak kaffe og 

røg en Prince – der kunne blive temmelig 

tykt, til gene for dem, der ikke røg.

24 

Frikvartererne var mange og korte, idet 

timerne var på 45 minutter, så det var 

kun til frokost, man kunne nå op på 

lærerværelset. Enkelte kolleger nåede 

aldrig så langt – sneg sig ind ad bagdøren, 

hængte jakken i skabet, underviste, 

tog jakken og gik igen. 

Skolen voksede, fløjen var igen for lille, 

og der blev bygget til – fløjen er nu dobbelt 

så stor som oprindelig. 

Lokalerne er store og lyse, fællesarealerne 

brugbare til den moderne form for 

undervisning, man kan endog møde en 

samfundsfagslærer, der i samarbejde 

med en fysiklærer vejleder elever i et 

tværfagligt forløb – det var utænkeligt 

for 35 år siden – alene af den grund, at 

der dengang ikke blev undervist i samfundsfag! 

Forberedelseslokalet findes stadig, men 

nu behøver man ikke at åbne døren for 

at se, at der her forberedes eksperimenter 

og teoretisk undervisning. 

Kaffemaskinen er væk, og det er røgen 

heldigvis også. 

Tiderne skifter – ofte til det bedre. E-flø- 

jen er nu en moderne arbejdsplads med 

tidssvarende faciliteter, der dog kræver 

lidt fleksibilitet i forbindelse med planlægning 

af det eksperimentelle arbejde. 

E-fløjen er noget særligt - hvad bliver 

mon det næste? 

Jens Jørn Mahler 

3.I PÅ STUDIETUR TIL UGANDA 

FG GOES GLOBAL 

Sonja og jeg står på fortovet ved et af de 

travleste vejkryds i Kampala. Vi er omgivet 

af 24 elever, der for første gang skal 

til at kaste sig ud i den kaotiske og uforståelige 

trafik, der flyder nonstop i byen. 

De står i deres buddiegrupper, fire og 

fire, og venter på et hul i trafikstrømmen, 

så de kan haste over vejen, inden en af 

de mange tusinder boda-bodaer kommer 

susende. Det er både skørt og fantastisk, 

og som lærere har vi hele dagen 

været optaget af at aflæse elevernes reaktioner 

på det massive kulturchok, de 

allerede har fået siden ankomsten kl. 7 

i morges. 

At studieturen for 3.i skulle gå til Uganda, 

skulle i første omgang lige bearbejdes, 

men langsomt bredte der sig 

en følelse af eventyr over at skulle til et 

så eksotisk sted, som ingen på skolen 

havde prøvet før. Mens det for eleverne 

tilbage i 1.g stadigvæk var en fjern begivenhed 

hinsides både SRO, AT-6 og to 

meget lange sommerferier, var det særdeles 

present for lærerne, da vi skulle i 

gang med at lave et program og finde 

samarbejdspartnere. 

Igennem Globale Skolepartnerskaber 

havde skolen fået kontakt til Kabanyolo 

High School, som ligger 45 minutter 

udenfor Kampala, Ugandas hovedstad. 

Langsomt fik vi etableret en kontakt, og 

i april i 2.g begyndte vores elever at 

udveksle breve. Håndskrevne breve, 

som for mange af ugandernes vedkommende 

uden tvivl var dikteret af læreren, 

men ikke desto mindre gjorde det stort 

indtryk på vores elever, da de første 

gang åbnede kuverterne og læste de 

første breve. De handlede om øjenfarve, 

alder, familieforhold og fritidsinteresser. 

2.i havde fået vaskeægte pennevenner. 

I løbet af foråret fik vi skabt kontakt til 

Røde Kors i Uganda samt NUCAFE, en 

organisation, der samler små kaffeproducenter 

og hjælper dem med at udvikle 

og sælge deres produkter. Vi kunne 

nu begynde at studierette undervisningen, 

således at eleverne var klædt på 

til en studietur, der satte fokus på Ugandas 

historie og uafhængighed, danske 

og lokale udviklingsstrategier samt religionsmøder. 

Sonja og jeg tog til Kampala i juni for at få 

lavet aftaler. Det blev til besøg i både Gaddafi-moskeen, 

Kabanyolo High School, 

NUCAFE og Røde Kors. Særligt det 

to dages besøg hos Røde Kors i Pallisa 

kom til at stå som en af turens absolutte 

højdepunkter. 

Endelig af sted 

Det er endeligt blevet den 29. September 

2012 og 3.i har fået vaccinerne, 

pakket kufferterne, taget de første malariapiller 

og er klar til at tage på studietur. 

Dagen efter ankomsten har vi et møde 

på den Danske Ambassade, og deref- 

25

26 

ter er det tid til en byrundtur i Kampala. 

Mens vi sidder og lytter til, at ambassadøren 

fortæller om Danmarks engagement 

i Uganda, hører vi nogle høje brag. 

Det viser sig at være røgbomber, der er 

skudt mod en demonstration i anledning 

af Ugandas 50 års uafhængighedsjubilæum. 

Ambassaden får løbende opdateringer, 

og vi må vente med at forlade 

ambassaden, til vi ved, at det er sikkert. 

Demonstrationen bliver hurtigt opløst, 

da oppositionslederen bliver præventivt 

fængslet, men vi frarådes at gå ind til 

centrum, og byvandringen bliver aflyst. 

Således får vi den første oplevelse af, at 

man må tage tingene, som de kommer 

her i Uganda. Planerne bliver hele tiden 

lavet om, og man lærer i den grad at 

være omstillingsparat. Noget, eleverne 

i særlig grad erfarer, da vi tager på besøg 

hos Røde Kors. 

Nye vinkler på udviklingsarbejde 

Vi er kørt ud til Pallisa. Den sidste time 

er foregået på meget bumlede veje, og 

da vi stiger ud af bussen, er alle allerede 

trætte og øre i hovederne. Men der er 

ikke tid til at beklage sig, et hurtigt be- 

søg på toilettet, som er et hul i jorden, 

man skal skræve over, og vi er klar til at 

høre om Røde Kors’ arbejde i Pallisa og 

omegn samt Ungdommens Røde Kors 

og deres bidrag til arbejdet. Vi hører 

om Life Planning Skills, AIDS-oplysning, 

latrin-oplysning og meget mere. Efter et 

solidt måltid af kylling, majsgrød, kartofler 

og bønner, bliver vi fordelt i to forskellige 

busser. Nu skal vi ud i marken. 

Hvad der skal foregå, står ikke helt klart 

for nogen af os, men der er en plan. Vi 

kører ud af en støvet jordvej, og pludselig 

stopper bussen, og det første par 

elever og en Røde Kors-medarbejder 

stiger af og skal nu ud at møde dem, 

arbejdet egentligt henvender sig til. Sådan 

fortsætter vi ad røde veje, indtil alle 

eleverne er blevet sat af rundt omkring i 

forskellige landsbyer. 

Det bliver til nogle meget intense og 

grænseoverskridende møder med den 

ugandiske befolkning, som tager imod 

med en helt overvældende gæstfrihed. 

Nogle elever oplever, at der gives danseopvisning, 

andre at blive inviteret på 

mad, og nogle bruger eftermiddagen 

på at gå rundt i de små landsbyer hånd 

i hånd med en ny ugandisk veninde. 

Hen på eftermiddagen bliver alle samlet 

op igen, og oplevelsen bliver bearbejdet 

på vej til hotellet i Mbale. 

Religionsmøder 

Uganda er overvejende kristent med 

en stor andel evangelister, men der er 

religionsfrihed, og derfor er der også 

mange moskeer, og en af verdens kun 

syv Bahai-templer ligger i Kampala. Religion 

fylder i ugandernes bevidsthed 

og i gadebilledet. ”God Bless”, ”God is 

Great”, ”Praise Jesus” bumper stickers 

ser man på de fleste busser, og allerede 

ved ankomsten til hotellet fik vi mulighed 

for at følge en evangelisk gudstjeneste 

med gospelsang og bønner i bygningen 

lige ved siden af. 

I Uganda har vi også mulighed for 

at besøge en moske, og har derfor 

bestilt rundvisning i Gaddafi- 

moskeen, doneret af Oberst Muammar 

Gaddafi. For at komme ind i moskeen 

skal alle være passende påklædt. Det 

vil for pigernes vedkommende sige, at vi 

skal have tørklæder på, til stor morskab 

for alle. Gaddafi moskeen er meget stor, 

og vores veloplagte guide giver sig god 

tid til at vise rundt, forklare og svare på 

spørgsmål, så vi alle går derfra med en 

lidt bedre forståelse for, hvad det vil sige 

at være muslim. 

Studieturen til Uganda var en helt særlig 

oplevelse for såvel 3.i som os. Den bød 

på kulturmøder på mange forskellige 

planer. Vores elever fik udviklet deres interkulturelle 

kompetencer, både på det 

helt jordnære plan, som hvordan man 

sidder på et toilet, der kun er et hul i jorden, 

og på det menneskelige plan, hvor 

indlevelse, empati og nysgerrighed blev 

omdrejningspunkter for denne studietur. 

Sonja Mahler og Catharine Linke 

For at læse mere om klassens oplevelser 

se bloggen: 

fieldtriptouganda.wordpress.com 

27

28 

MUSIKKEN SPILLER 

PÅ FREDERICIA GYMNASIUM 

For et gymnasium gælder det selvfølgelig, 

at der skal være stor fokus på 

emner som boglighed og faglighed, 

men dette betyder heldigvis ikke, 

at der ikke er plads til andre vigtige 

aspekter som kreativitet, alsidighed 

og fællesskab. På Fredericia Gymnasium 

bliver der gjort meget for at 

sørge for, at det kreative har plads 

til at udfolde sig; dette kan jeg, som 

student på den musiske linje, klart og 

tydeligt bekræfte. 

Et stort vidnesbyrd på dette kan man 

blandt andet se i form af vores prægtige 

musikfestival, der igen i år var en 

stor succes, men dette er langt fra alt. 

Som musikelev skal man både lære 

om musikvidenskab og -teori samtidig 

med, at man også skal lære om, 

eller blive bedre til, at spille henholdsvis 

solistisk og i sammenspilsgrupper; 

dette er naturligvis vigtige ting, 

men på Fredericia Gymnasium bliver 

der samtidig lagt stor fokus i undervisningen 

på, at vi, som studenter af 

musikkens verden, også kommer i 

direkte kontakt med denne. Derfor involveres 

vi i mange forskellige initiativer 

og ekskursioner med dette formål. 

Eksempelvis har vi været til koncert 

med Århus Symfoniorkester på deres 

hjemmebane, været til henholdsvis 

afrikansk inspireret musikkoncert og 

jazz med Sinne Eeg på det Bruunske 

Pakhus, samt i samarbejde med Fredericia 

Musikforening haft besøg af 

selveste den Danske Strygekvartet. 

Udover dette er der også et livligt 

musikalsk miljø på gymnasiet i såvel 

vores fritid som i frikvartererne, hvor 

man med den fri adgang til øvelokalerne 

kan få jammet løs i et åbent 

miljø, hvor der er plads til både den 

mest erfarne og nybegynderen. Den 

selvsamme attitude med udbredte 

arme og et velkommende smil, er 

også til stede i bl.a. 1.g’ernes x-factor-konkurrence, 

hvor alle musikholdene 

dyster venskabeligt om at være 

den bedste sammenspilsgruppe. På 

den åbne scene i Coffee-house, som 

er et arrangement, der bliver afholdt 

fire gange om året på gymnasiet, har 

alle også mulighed for at vise deres 

musiske talent, hvad enten man er 

en superstjerne eller en usleben diamant. 

Som supplement til alt dette nyder 

vi også det gode, at vi er i besiddelse 

af nogle yderst kompetente og 

engagerede lærere, der selv, udover 

deres uddannelse, har stor personlig 

erfaring med musik. 

Kort sagt; musikken spiller på Fredericia 

Gymnasium, og hele gymnasiets 

besætning rocker med. 

Nikolaj Friis Knudsen, 3.m 

…OG ÅRETS X-FACTOR-VINDER ER 

Karoline (sang), Maria (sang), Nicklas 

(klaver), Lasse (guitar), Frederik (guitar), 

Tias (bas) og Kristoffer (trommer) 

fra 1.m. 

X-factor er, som det må være de 

fleste bekendt, navnet på et årligt 

tilbagevendende program på DR, 

hvor dommerne skændes højlydt 

om, hvad der skal til for at begå sig 

i en (musikalsk) virkelighed, der mest 

drejer sig om overflade og netop Xfactor. 

Men X-factor er også navnet 

på den årlige afslutningskoncert for 

1.g-musikelever. Her drejer det sig i 

højere grad om samværet omkring 

musikken. Alle elever spiller deres 

eksamensnumre for hinanden, og 

selvom der udnævnes en vinder for 

bedste optræden, er arrangementet 

båret af en holdånd og en anerkendelse 

af mod, når elever og kursister, 

der først har spillet på et instrument i 

år, spiller. 

”Det er sjovt at se, hvad andre kan. Vi 

har enormt stor respekt for dem, der 

stiller op uden den store erfaring”, 

udtaler det vindende band et par 

dage efter arrangementet. ”Flere har 

spillet længe, men alle har øvet sig 

frem mod arrangementet og en eventuel 

eksamen.” Også det vindende 

band fra 1.m havde øvet sig: ”Vi ville 

gerne vinde”, men der er ikke umiddelbart 

nogen interesse i at deltage 

i det rigtige X-factor, for som bandet 

siger: ”Nej, vi vil hellere spille musik”. 

Årets X-factor-vindere spillede nummeret 

”Life Is a Highway”, og de havde 

valgt netop det nummer, fordi ”der 

er gang i den. Man bliver glad… og 

så er der en solo med i.” 

Tilbage er kun at ønske: Velkommen 

i den nyindrettede Hall of Fame foran 

musiklokalerne. 

Ulrik Hofman Bøegh 

29

30 

For andet år i træk har en gruppe lærere 

overværet undervisning hos hinanden 

for at kunne tale sammen om, 

hvad der foregår i klasserummet, om 

samspillet mellem lærer og elever og 

om de mange øjeblikke, der bagefter 

udløser reaktioner som ”hvad var det 

lige, der skete der?” og ”hvordan kan 

dette gøres bedre eller anderledes?” 

Supervision i gymnasiet er ikke nogen 

ny idé. For 20 år siden var der 

et stort projekt ”Åben dør” på gymnasierne 

i det gamle Vejle Amt, men 

det nye i projektet er, at det nu foregår 

i grupper af lærere, som har den 

samme klasse, og at supervisionen 

har et fælles overordnet fokus for alle 

deltagere. Sidste år var fokuspunktet 

”Anerkendende klasserumsledelse”, 

og i år har det været ”Motiverende og 

inkluderende undervisning”. 

Tre lærere fra en 1.g- eller 1.hf-klasse 

danner en supervisionsgruppe 

og overværer på skift undervisning 

hos hinanden. På forhånd har den, 

KOLLEGIAL SUPERVISION 

AF LÆRERNE PÅ FG FG-SAMLING 2012/13 

31 

der skal superviseres, bestemt sig 

for et bestemt punkt, som skal have 

opmærksomhed – det kan fx være 

”elevdeltagelse” eller ”variation i undervisningen” 

– og efter lektionen 

mødes de tre og gennemgår, hvad 

der er sket. Det kan lyde banalt, men 

det er faktisk en god oplevelse for en 

lærer at få lov til at dvæle lidt ved sin 

udøvelse af praksis, få lov til at rette 

sin opmærksomhed på sig selv som 

underviser og på samspillet med eleverne 

og nogle af de små situationer, 

som opstår i klassen. 

At være en god supervisor kræver 

omtanke, og derfor er der nogle spilleregler, 

som alle tre i supervisionsgruppen 

tilslutter sig: Det er fokuspersonen, 

der bestemmer, hvad der skal 

tales om, der afsættes en bestemt 

tidsramme til samtalen, og samtalen 

holder sig til emnet uden at glide over 

i almindelig kollegial snak om klassen, 

enkeltelever eller praktiske spørgsmål. 

Cirka 25 lærere har været med i supervisionsprojektet 

i løbet af de sidste 

to år, og de har alle sammen udtrykt 

stor tilfredshed med at være med: 

”Det at få overværet undervisning er 

pragtfuldt” og ” det giver erkendelser 

om praksis” er udtalelser, man kan 

møde hos deltagerne. 

Projektet fortsætter til næste skoleår 

og bliver støttet økonomisk som et udviklingsprojekt 

under undervisningsministeriet 

i dette og næste skoleår. 

I 2010-11 indgik projektet i Region 

Syddanmarks Dynamoprojekt. Det 

betyder, at der også er interesse for 

vores erfaringer uden for FGs mure, 

og flere gymnasier har ønsket at høre 

om, hvordan vi har grebet det an. Det, 

der foregår i klasserummet, med undervisningen, 

mellem lærer og elever, 

er vigtigt at interessere sig for – for at 

kunne gøre det stadig bedre. 

Elisabeth Møller Løye 

Egentlig blev FG-samlingerne allerede 

skudt i gang i skoleåret 11/12, 

men da var det som morgensamlinger 

en gang om ugen. Visionen 

var at skabe mere sammenhold og 

sammenhængskraft på skolen og 

måske ligefrem opnå en vedvarende 

FG-ånd! Efter at have evalueret morgensamlingerne 

blandt både lærere 

og elever var der enighed om, at 

samlingerne bestemt var en god idé, 

og at de var kommet for at blive. Derfor 

genopstod morgensamlingerne 

i skoleåret 12/13 – nu under navnet 

FG-samling og med et par småjusteringer. 

FG-samling er således blevet 

afholdt ca. hver 3. uge i tidsrummet 

11.10-11.35. Indholdet har været meget 

varieret, og vi har oplevet alt fra 

livemusik til syngende hånddukker, 

men de faste indslag har været beskeder 

fra rektor og FG-samlingskonkurrencen. 

Til konkurrencen kunne klasser og 

hold melde sig til at lave et sjovt og 

kreativt indslag, som skulle præsenteres 

på samlingen. De eneste regler, 

der skulle overholdes var, at mindst ti 

fra holdet skulle deltage, og at indslaget 

skulle indeholde ordene ”Byens 

Gymnasium”. Præmien for det bedste 

indslag i konkurrencen var en tur 

til hovedstaden for hele klassen eller 

holdet! Otte grupper meldte sig, og 

i løbet af året har vi således oplevet 

lancier live, pizzabrøker, morgen-TV, 

en reklame for FG, en hyldest til alkohol 

og syngende munke. I finalen 

stod kampen om den flotte præmie 

mellem 2g3g-dramaholdets indslag 

”Dagens mand” og 3.f ”Overlevelsesguide 

til FG”. 3.f løb af med sejren. 

Opbakningen til samlingerne har været 

solid og er blevet bedre og bedre 

i løbet af året. Elevrådet har efter sidste 

samling i år givet en rigtig konstruktiv 

respons på forbedringer til 

samlingerne, som sikkert kommer til 

at præge samlingerne fremover. 

Samlingerne bliver bedre og bedre, 

og lur os, om ikke der til næste år vil 

blive endnu flere og endnu mere indholdsrige 

og underholdende samlinger. 

Vi glæder os til at fortsætte med 

at gøre samlingerne mere interessante 

og indholdsrige sammen med 

Stinne Høffer i det nye år. 

Lise Fossø, Claus T Hjørringgaard og 

Tenna Fogt N. List

32 

Studieturen for 2.i gik til New York midt 

i præsidentvalgkampen i oktober. 

For at komme tæt på en valgkamp 

på amerikansk havde vi fået kontakt 

til Students for Obama på New York 

University, der ligger på det sydlige 

Manhattan. Vi havde først et møde 

med Brittany Frye, der er præsident 

for NYU College Democrats, og fik 

hendes syn på den politiske situation. 

Derefter mødtes vi med en gruppe 

studerende, der arbejdede for Obamas 

kampagne bl.a. ved at tage ud 

for at stemme dørklokker, og det vi 

kunne følge var phone banking. Det 

vil sige, at man systematisk ringer til 

vælgere for at anbefale en stemme 

på Obama. Her blev vi delt op i mindre 

grupper, så eleverne kunne stille 

spørgsmål og diskutere politik og 

andre emner med de amerikanske 

studerende. Vi mødte de studerende 

på 7. etage i Kimmel Center, og det 

var en helt speciel oplevelse at sidde 

og tale om amerikanske samfundsforhold 

med udsigt til triumfbuen på 

Washington Square og Empire State 

Building længere ude i horisonten. 

Et af de emner, snakken gik på, var 

amerikanernes forhold til våben og 

våbenlovgivningen. Det kan være 

svært for os danskere at forstå amerikanernes 

stærke forhold til forfatningen 

og dens frihedsbegreber. Her 

gælder det the Second Amendment 

fra 1791 ’that protects the right to 

keep and bear arms’. Vi har nu set, 

at selv efter drabet på 20 skolebørn 

på Sandy Hook er det ikke lykkedes 

for Obama at komme igennem med 

stramninger i våbenlovgivningen. 

Adgangen til våben var også et af de 

mange emner, der kom op i spørgsmålene 

til Officer Ray, da vi besøgte 

politistationen 42. Precinct i Bronx. 

Ifølge Ray er Bronx et af de hårdeste 

kvarterer i NY, og selv om staten New 

York har en af de strengeste våbenlo- 

2.I I NEW YORK 

ve, skal politiet være parat til at indgå 

i skudepisoder. De store forskelle i det 

amerikanske samfund, som vi kunne 

se i statistikkerne før turen, blev markant 

tydeliggjort med en formiddag 

i et gråt Bronx. Her bar gaderne og 

befolkningen klart præg af et lavt materielt 

niveau fx dårlig boligstandard, 

i huse overmalet med grafitti. 

Efter det besøg kunne vi efter en halv 

times kørsel med subway’en stå i et 

solbeskinnet Financial District på sydspidsen 

af Manhatten. Her fik man et 

meget fysisk udtryk for modsætningerne 

i det amerikanske samfund. 

De mange nye bygninger er præget 

af glas og stål, blandt andet er et nyt 

Freedom Tower godt på vej op. Bevidstheden 

om den trussel, som den 

internationale terrorisme udgør, stod 

klart efter besøget på 9/11 Memorial, 

der er under opbygning, hvor de to 

tårne stod. 

For enden af Wall Street lige uden for 

Trinity Church fik vi lejlighed til at tale 

med repræsentanter for Occupy Wall 

Street-bevægelsen. Bevægelsen er 

startet i protest mod den store ulighed 

i indkomster og formue i USA samt de 

byrder, som finanskrisen har påført 

store dele af befolkningen. Aktivisterne 

var under tæt politiovervågning og 

blev hver dag bogstaveligt talt spulet 

væk fra fortovet, så de måtte flytte til 

andre steder. Men de var meget engagerede 

og åbne for samtale, så alle 

kunne få deres forklaring på udviklingen. 

Andre perspektiver på det amerikanske 

samfund fik vi den søndag 

morgen, hvor vi oppe i Harlem var 

til gudstjeneste i Abyssinian Baptist 

Church. Det var en oplevelse med 

gospelsang af det store kor og en imponerende 

retorisk præstation af Rev. 

O. Butts III, der med humor, alvor og 

varme talte om både menneskelige 

relationer og berørte valgkampen. Vi 

fik et indtryk af religionens betydning 

for amerikanere. Nanna konkluderede 

på vores blog: ”Alt i alt var det den 

mest fantastiske og levende gudstjeneste, 

som på ingen måde kan sammenlignes 

med det, vi har hjemme. 

En fantastisk speciel oplevelse.” 

Emneområdet international politik fik 

vi inddraget dels gennem et møde 

med Kirsten Rorhman på Den danske 

FN Mission og et besøg i FN’s hovedkvarter 

i den kendte bygning ud mod 

Hudson floden. 

Udover det faglige program benyttede 

vi naturligvis også lejligheden til at 

opleve byens helt specielle atmosfære 

på Times Square, i Central Park, i 

Chelsea kvarteret, hvor vi boede, og 

mange andre steder. Eleverne var 

rigtig dygtige til at komme omkring i 

byen og gjorde også enkelte indkøb 

for at støtte den amerikanske økonomi. 

Ole Nedergaard 

33

34 

Lærere, der demonstrerede, og debatpro- 

grammer på TV om lærernes arbejdsfor- 

hold fyldte meget i foråret 2013. Folkesko- 

le- og gymnasielæreres arbejdsforhold fik 

en hidtil uset opmærksomhed i anledning 

af overenskomstforhandlingerne, hvor der 

var lagt op til et opgør med de hidtidige 

aftaler. Det hele kulminerede med folke- 

skolelærernes lockout i april 2013, hvor det 

meste af undervisningen i folkeskolerne 

blev aflyst. 

Gymnasielærernes arbejdsforhold var på 

det tidspunkt allerede på plads i form af 

en ny overenskomst (i daglig tale kaldet 

”OK13”), som Gymnasieskolernes Lærer- 

forening (GL) havde underskrevet i februar 

2013. Det betød, at Lockouten ikke ramte 

os på Fredericia Gymnasium, og elever- 

nes eksamen blev derfor ikke berørt, hvil- 

ket der var begyndt at opstå frygt omkring. 

Uenigheden drejede sig om, hvorledes 

arbejdstiden skulle tilrettelægges. Efter 

sommerferien i 2013 bliver dette ikke læn- 

gere gjort på grundlag af en fælles aftale. 

Det har tidligere ikke været nødvendigt 

at registrere arbejdstiden, idet der var en 

gensidig aftale om, hvor lang tid opgaven 

tog. Dette er ikke længere tilfældet, da GL 

ikke fremover har aftaleret på arbejdstiden, 

hvilket vil sige, at det er rektor, der skal vur- 

dere, hvor lang tid en opgave tager. Læ- 

reren skal så registrere sit tidsforbrug og i 

gennemsnit arbejde 37 timer pr. uge. 

For mange lærere er den nye aftale blevet 

set som et tilbageskridt i arbejdsforhold og 

en mistillid til deres indsats. Vores hidtidige 

arbejdsforhold, hvor vi løste de opgaver, 

som vi fik tildelt, når der var brug for det, 

virker for mange mere tidssvarende end 

den fremtidige stemplen ud og ind. Re- 

sultatet af urafstemningen om OK13 endte 

da også med, at 85% af gymnasielærerne 

stemte nej til aftalen, som dog alligevel 

blev vedtaget, fordi gymnasielærerne kun 

udgør en lille del af akademikerne, der er 

ansat i staten. Vi fik altså en ny overens- 

komst, som de fleste lærere ikke ønskede. 

Den store utilfredshed med overenskom- 

sten gav ikke det bedste udgangspunkt 

for at få en ny virkelighed til at fungere, og 

rektors udmelding om markante besparel- 

ser i antallet af lærertimer førte til en hed 

debat mellem lærere og ledelse. Vi valgte 

dog heldigvis dialogens vej, hvor rektor 

reducerede nedskæringerne, og vi lærere 

bidrog til at finde mulige besparelser, hvor 

de gjorde mindst ondt. Både lærere og le- 

delse er stadig optaget af at lave en kva- 

litetsuddannelse for Fredericias ungdom, 

og dette har OK13 heldigvis ikke forhindret 

os i. 

Efter sommerferien skal den nye over- 

enskomst stå sin prøve, og vi lærere skal 

lære noget nyt, nemlig at registrere vores 

arbejdstid. Det vil sikkert føles underligt i 

begyndelsen, men er sikkert noget, som 

vi hurtigt vender os til, og forhåbentligt vil 

eleverne stadig opleve Fredericia Gymna- 

sium som en spændende skole med mas- 

ser af udfordringer. 

Jesper Kristensen, tillidsrepræsentant 

LEKTIECAFÉ OG 

OK13 35 

LÆSEVEJLEDNING 

To dage om ugen kan eleverne få 

hjælp og vejledning med lektierne i 

matematik og de naturvidenskabelige 

fag, dansk, engelsk og andet fremmedsprog 

samt samfundsfag. 

De fleste kommer for at lave deres afleveringer, 

mens der er mulighed for at 

få hjælp af faglærere. De arbejder med 

stoffet enkeltvis eller i små eller større 

grupper fra samme klasse. Det er hyggeligt, 

og hyggen bliver ikke mindre af, 

at der serveres små stykker müslibrød, 

kaffe og te. 

På Fredericia Gymnasium har vi også 

læsevejledning. Det er positivt, at så 

stor en del af ungdomsårgangen går 

på vores skole – de elever, som før i tiden 

blev sorteret fra på grund af evt. 

læse- eller skrivevanskeligheder, får nu 

hjælp til at komme videre med en boglig 

uddannelse. 

Hvert år i begyndelsen af det nye skoleår 

gennemfører vi en screening af 

alle nye 1.g’ere og 1.hf’ere, hvor eleverne 

testes i forhold til stavning, tegnsætning, 

ordforråd og læsehastighed. 

Formålet med denne screening er at 

få overblik over, hvilke elever der måtte 

have behov for hjælp – i gennemsnit er 

det måske to elever i hver klasse. Nogle 

har fået hjælp allerede i folkeskolen, 

andre får hjælp for første gang. Indholdet 

af den støtte, der gives, er tilpasset 

den enkelte elev, idet undervisningen 

altid foregår individuelt. Hvis der på 

baggrund af den indledende screening 

er tegn på ordblindhed, tilbydes 

en decideret ordblindetest. I tilfælde 

af ordblindhed bevilges en såkaldt ITrygsæk, 

en bærbar computer udstyret 

med udvidede ordbogsfunktioner og 

oplæsningsprogrammer, som kan støtte 

den daglige skolegang såvel i undervisningen 

som ved lektielæsning. 

Læsevejledningen er et tilbud, og dermed 

er det frivilligt, om man vil tage 

imod. Man kan også henvende sig, 

hvis det viser sig, at man har vanskeligheder 

med lektielæsningen eller det 

skriftlige arbejde, og har brug for at 

blive hjulpet videre. 

Lea Larsen og Anna Jensen

36 

Language. A simple word, but yet so 

many different outcomes. In theory, 

it’s kind of silly when you think of it. 

If we all spoke the same language, 

things would be a lot easier. No awkward 

misunderstandings, no boring 

German-lessons and no jealousy toward 

people who speak five languages, 

while you barely speak one. If we 

could just agree on a single language. 

That would make the world a much 

simpler place to live. This can simply 

not be a rare thought. But in a way, the 

world would be an incredibly boring 

place. How hot would Italian boys be 

if Italian wasn’t a mysterious stream of 

words, and what would Swedish girls 

look like if we actually understood 

what they were saying? 

The language and culture week made 

me realize how important these different 

cultures are. This is what makes 

every single nation unique. We had 

a visit from the Language Zone who 

LANGUAGE AND 

CULTURE WEEK AT FG 

taught us a lot about all the funny little 

details in our own language. The dialects 

in Denmark suddenly became 

a little more interesting because they 

made us realize all the prejudices that 

come with each one. Another thing 

that surprised me quite a lot was the 

enormous amount of different languages 

– in one country! It’s hard to 

imagine how it would be to live in a 

place like that. But it’s not really that 

rare, maybe it’s just us Danes who 

are pretty privileged. They taught us 

the secret of phonetics and we forgot 

it immediately afterwards, but it was 

fun to try out. The guys from the Language 

Zone were fun, and they didn’t 

make the time seem long. It was a 

very funny day in school, and was 

nothing like what I’d had in mind. 

Lars AP – the author of “Fucking Flink” 

came and introduced us to his work. 

This was too, a very exciting experience. 

He had some really good points 

and made it look so stupid not to 

be fucking nice to other people. His 

ideas would really make a difference 

if we would just change ourselves a 

little. The things you signal through 

your words and body language can 

change a situation completely. These 

kind gestures mean more than we 

think, and that was very interesting to 

realize. 

During the week a lot of great videos 

were made, and they were extremely 

fun to watch, but also quite fun 

to make. The video had to be made 

on our second-language which was 

French, Spanish or German. This in 

itself was a great task to give. But I 

think most people nailed it and made 

a cool result. This project combined 

fun and language which is normally a 

difficult task, and that made the whole 

week an overall success. 

We were also introduced to two 

groups of different-cultured students. 

It was very brave of them to walk into 

an unfamiliar class and just talk about 

their culture and language. Even 

though their culture may be shared 

by millions of other people, we didn’t 

know much about it, and therefore it 

must have been very frightening to do 

so. They did a great job, and I definitely 

learned some more about these 

two languages. 

To learn and have fun at the same time 

is really kind of rare, but this language 

and culture week managed to do the 

job. This week is really something 

nice to look back on, and in the same 

time something to look forward to for 

1. year students and other coming 

students. Language and culture aren’t 

boring at all, at least not here at FG. 

Nanna Ibsen, 2.i 

37

38 

»WE PLEDGE ALLEGIANCE« 

I marts var 2.j på studietur til Chicago. 

En kold morgen i marts stod 28 gymnasieelever 

fra 2.j på Fredericia Banegård, 

trætte efter nattens opgaveskrivning 

(vi siger for resten tak for 

de to store afleveringer til dagen før). 

Forude ventede en uges studietur i 

Guds eget land. Men ikke en studietur 

som alle andre – aldersgrænsen for 

køb og servering af alkohol er jo 21 år 

i USA. Men ud over bruddet med det 

konventionelle indhold af en studietur, 

så skulle halvdelen af turen også foregå 

i udveksling med en amerikansk 

familie. Udvekslingen ville indebære 

to dage på Adlai E. Stevenson High 

School nord for byen. 

Inden vi kom så langt nød vi tre gode 

dage i The Windy (and rather cold) 

City. Der blev shoppet, for hvad der 

vist var noget mere end en måneds 

SU på the Magnificent Mile, spist 

på de utallige Subway-restauranter, 

suget til sig af indtryk mellem sky- 

skraberne, slappet at ved The Bean 

i Millennium Park og lusket rundt i 

Obamas hood. 

Chicago er et levende bevis på, at 

myten om, at alting er større i USA, er 

sand. Bygningerne var større, butikscentrene 

var større, og ikke mindst bilerne 

var større. Det er vist kun i USA, 

at folk kører rundt i Pickup-trucks og 

Landrovers midt i en by med næsten 

9 millioner indbyggere. Derfor ankommer 

man på mange måder til en ny 

verden, især hvis man er vant til storbyer 

som København, og der er mange 

ting, man må vænne sig til – f.eks. 

at metroen kommer buldrende forbi 

2. sal hvert 5. minut på alle tidspunkter 

af døgnet. 

Med overfyldte kufferter rejste vi søndag 

med toget langt ud i forstæderne. 

Her var det første, der mødte os (ud 

over det obligatoriske Stars and Stripes) 

en klassisk gul skolebus. Alle 

sad vi med sommerfugle i maven, 

mens bussen kørte os til Stevenson 

High, hvor vores værtsfamilier ventede. 

Nu ventede os en helt ny oplevelse. 

Men sikke en oplevelse! Når man 

tager på udveksling hos en familie, 

man ikke har haft mere kontakt med 

end et par e-mails, kræver det noget 

af en overvindelse. Men man må bare 

springe ud i det og få det bedste ud 

af det. Vi har fået utrolig meget ud af 

de få dage, vi havde, både på godt 

og ondt. Hvad enten man har fået fordommene 

om amerikanerne af- eller 

bekræftet, har fået lov at fortælle om, 

hvordan lille Danmark fungerer i forhold 

til USA, eller bare har fået indblik 

i en anden verden, er man garanteret 

et stort udbytte af et sådant ophold. 

Nogle var med deres værter ude at 

spise, andre til boy scouts og andre 

igen så familiens våbensamling. Man 

kunne også komme ud for at måtte 

forklare en midaldrende republikansk 

bombeingeniør, hvorfor det ikke er 

kommunisme, men måske faktisk 

en god investering at betale omkring 

50% i skat, eller undrende unge amerikanere, 

at vi ikke må køre bil, før vi er 

18, men gerne må drikke alkohol, når 

vi er 16 – de tror ikke på det! Selvom 

ikke alle er lige heldige i en sådan udveksling, 

får man stadig et udbytte af 

det; man får indblik i alt lige fra spisevaner 

og børneopdragelse til politiske 

værdier og kultur. 

Mens nogle blev kørt, måtte andre 

tidligt op for at nå skolebussen kl. 7. 

Og efter at have ventet på de første 

15 skolebusser, der skulle læsse elever 

af, kom man frem til indgangen 

på, hvad der størrelsesmæssigt mindede 

mere om en lufthavnsterminal 

end en skole. Ved campus var der et 

citat: ”slightly bigger than the smallest 

nation in the world”, hvilket giver 

et meget godt billede på størrelsen, 

og sammen med de 4000 andre elever 

trådte man ind i en sand labyrint 

af lange gange med skabe på begge 

sider. Velkomsten bestod af en bagel 

og udlevering af skolens 63 sider lange 

regelbog, som selvfølgelig skulle 

overholdes, hvilket vi (næsten) formåede. 

Dagens gang var noget anderledes 

end den, vi kender på FG. Inden undervisningen 

(der for øvrigt var de 

samme otte fag hver dag) startede, 

svor alle som det mest naturlige the 

pledge of allegiance. Så kørte dagens 

stramme program med 5 minutters 

pause mellem hver lektion og en 

frokostpause midt på dagen. Nogle 

af os havde fået en madpakke med, 

der bekræftede vores fordomme – en 

brun papirspose indeholdende en 

tour de force i E-numre og tomme kalorier. 

Derpå flere lektioner fyldt med 

prøver, evaluerende tests og ikke 

mindst prøveforberedelse, der kunne 

udfylde tiden mellem prøverne. Så 

sluttede skoledagen, og man måtte 

pænt vente til klokken ringede, inden 

det var tilladt at forlade lokalet. 

Alt i alt må vi nok konstatere, at vi har 

lært utrolig meget på studieturen. Udveksling 

er et kulturmøde på højere 

plan end et besøg på Louvre, og det 

har uanset hvad været en givende 

oplevelse. Dog har det betydet, at vi 

har måttet give afkald på noget af det, 

der også almindeligvis hører med til 

en studietur. Dagene i udveksling har 

taget meget af den tid, vi ellers ville 

have været sammen som klasse og 

med vor Fearless Leader (aka. Hans 

Henrik Henriksen) og Lise Fossø, og 

det var måske noget, vi godt kunne 

mangle. Det ændrer dog ikke på, at 

vi havde en fænomenal og uforglemmelig 

studietur! 

”I pledge allegiance to the Flag of the 

United States of America, and to the 

republic for which it stands, one nation 

under God, indivisible, with liberty 

and justice for all.” 

Oliver M. Kobæk og Victor Hatami, 2.j 

39

40 

For et par år siden besøgte jeg kunstmuseet 

ARoS. Det har jeg gjort mange 

gange siden da, men lige netop 

denne dag overværede jeg en kvinde 

blive meget forarget over, at kunstmuseet 

havde mørklagt udstillingsrummene 

i kælderen. Hun var kommet 

for at se kunst. For de indviede giver 

mørklægningen mening. Kunstmuseet 

viser nemlig videoinstallationer af 

nyere dato på etagen. Men for denne 

kvinde var mørklægningen en gene. 

Den gjorde hende forvirret og måske 

endda en smule irriteret. Og her kommer 

pointen så: Den følelse af forvirring, 

den pågældende kvinde havde 

pga. det manglende lys, tror jeg, mange 

kan nikke genkendende til, når de 

står overfor et samtidskunstværk. For 

hvordan pokker skal vi tolke et kæmpe 

oliemaleri, der forestiller en tom, 

sort plast-kødbakke? Eller hvordan 

skal vi forstå en firkantet puf af keramik? 

Svaret findes selvfølgelig ikke – 

HEY! SE PÅ MIG! 41 

men det gør værkerne til gengæld, og 

de er blot to af mange spændende, 

nyerhvervede samtidskunstværker på 

Fredericia Gymnasium. 

Samtidskunsten kræver noget af os. 

Den vil os noget. ”Hey! Se på mig!” – 

synes værkerne at råbe – ”stil spørgsmål!” 

Nogle gange er det umiddelbare 

møde med samtidskunsten 

nok til at sætte vores tanker i gang. 

Andre gange er værkerne mere konceptuelle, 

og vi er nødt til at erhverve 

os en viden for at kunne gå i dialog 

med værket. Ser vi nærmere på et af 

gymnasiets nye samtidskunstværker 

– et stort maleri malet på MDF-plade i 

klare farver, ophængt i E-fløjen – står 

vi ansigt til ansigt med det katastrofale 

i skikkelse af en stor, rød skraldespand, 

fyldt til randen med døde 

grisekroppe. Kroppene vælter ud 

over kanterne på spanden og ligger 

tilfældigt spredt rundt på jorden omkring 

den. Deraf titlen ”Ophobning”. I 

baggrunden ses et idyllisk landskab 

med halmballer og solgule marker, 

blå himmel og vindfyldte møller. En 

idyllisk natur, der fungerer som en 

slags kulisse til den gyselige scene, 

der gemmer sig bag en grå betonmur, 

men som til gengæld er presset op i 

maleriets forgrund og ud i hovedet 

på beskueren: ”Hey! Se på mig. Stil 

spørgsmål!” 

Maleriet er malet af Allan Otte. Otte 

er samtidskunstner. Og han er landskabsmaler. 

Han maler det Danmark, 

der begynder, når det menneskefyldte 

parcelhuskvarter slipper op. 

Maleriet er fyldt med spor efter mennesket 

– men selve mennesket er altid 

fraværende hos Otte. Alt er livløst. Katastrofen 

ER sket. Nu er der bare en 

stivnet tilstand tilbage. På afstand ser 

denne tilstand nærmest fotorealistisk 

ud, men tæt på opløser det samlede 

motiv sig i abstrakte flader, kun malet i 

vertikale eller horisontale penselstrøg, 

kombineret med airbrush. For som 

Otte selv kunne forklare under sit besøg 

på gymnasiet den 25. februar i år, 

stiller han strenge formmæssige krav 

til sit maleri. Han pålægger sig selv 

kun at bevæge penslen i horisontale- 

og vertikale strøg. Således kommer 

hans malerier til at bestå af felter, placeret 

ved siden af hinanden, i stedet 

for af lag, som vi ofte møder i malede 

værker. Når alle felter er fyldt ud, er 

maleriet færdigt, siger Otte! 

Otte vil således fortælle os noget om 

virkeligheden. Virkeligheden kan vises, 

men forsøger vi at bevæge os 

tæt på og trænge helt ned i detaljerne, 

bliver den abstrakt. Noget opbygges 

og falder fra hinanden. Virkeligheden 

har en flimrende karaktér. Motiverne 

er virkelige og umiddelbart genkendelige, 

men samtidigt sniger der sig 

et surrealistisk element ind, som nu 

de døde grise. Som en ond drøm midt 

i et smukt landskabsmaleri. 

Så hvad får vi ud af samtidskunsten, 

hvad enten den er placeret i et mørk- 

lagt udstillingslokale eller forestiller 

en bunke døde grisekroppe? At dømme 

efter elevernes reaktioner en hel 

del! For samtidskunsten har gjort sit 

indtog på gymnasiet. Og ikke mindst 

”grisebilledet” har fået elever og ansatte 

til at stoppe op, tænke lidt og 

stille spørgsmål. Og som jeg overhørte 

en elev sige, så er billedet da også 

”fedt malet”. 

Anne Majlund Bloch

42 

Vi fra 2.n var i foråret 2013 på studietur 

i Salamanca, Spanien. Da vores 

lærer først fortalte os, at vi skulle på 

sprogskole, og at vi skulle have timer 

hver dag, spredte der sig en rædsel i 

klassen. Men efterhånden som vi kom 

nærmere afrejsen og fik forløbet uddybet, 

begyndte vi at glæde os mere 

og mere til at komme ned og lære noget 

spansk og opleve deres kultur. Og 

det viste sig faktisk også at være en 

rigtig god oplevelse! 

Da vi ankom var klokken mange og vi 

var alle sammen trætte efter 12 timers 

rejse, men personalet var så glade og 

sagde ”Hola!” så entusiastisk, at det 

hjalp på humøret. Vi blev indkvarteret 

på vores værelser og fik lidt at spise 

i caféen, inden vi gik i seng. Næste 

dag var søndag, og sprogskolen 

havde arrangeret en heldagstur sammen 

med vores guide, Carlos. Vi tog 

ud på landet, hvor der lå et sted med 

en masse udendørsaktiviteter som fx 

PÅ SPROGSKOLE 

bueskydning, mountain-biking, klatrevæg 

og glidebane. Det var rigtig fedt 

at prøve det hele, især fordi naturen 

omkring os var så flot og anderledes 

end den danske. 

Mandag morgen begyndte skolen, 

og klassen blev fordelt på forskellige 

hold og fik undervisning i spansk 

grammatik og tale. Senere på dagen 

viste Carlos os rundt i Salamanca 

og gav os en masse spændende historier 

om den gamle universitetsby. 

Tirsdag fik vi varm kakao og churros 

(spansk snack) i en pause i undervisningen, 

og vi lærte at danse salsa og 

lave spansk tortilla, som slet ikke er 

det samme, som det vi normalt kender 

som tortilla i Danmark. Efter det 

var vi på tapas-crawl, også sammen 

med Carlos, hvilket vil sige, at vi besøgte 

en række restauranter/caféer 

og smagte en hel masse forskellige 

tapas. Det var interessant at smage, 

og til hver tapas fulgte selvfølgelig en 

I SALAMANCA 

frivillig drikkevare, hvilket gjorde turen 

lidt sjovere. Næste dag var Carlos 

med os i den lokale svømmehal for at 

give os lidt motion efter skoletid, og 

det fortsatte vi med lidt senere, da vi 

skulle lære at danse lokal folkedans. 

Torsdag fik vi lov til at shoppe så rigeligt 

og afprøve byens frozen yogurtshop. 

Fredag var der ikke tid til skole, 

da vi tog tidligt afsted til Madrid, hvor 

vi brugte et par timer, inden vi kørte 

mod lufthavnen. 

Alt i alt var det en virkelig fed og sjov 

uge, og vi kom alle hjem med forbedrede 

spanskkundskaber. Dog savner 

vi stadig Carlos… 

Karina Stougaard L., 2.n 

FGV 

Foreningen Fredericia Gymnasiums Venner 

(FGV) blev stiftet i 1955. Foreningens 

formål er at fremskaffe midler til støtte af 

opgaver, som ikke eller kun i mindre grad 

modtager offentlig støtte. Eksempelvis kan 

nævnes bidrag til enkelte elevers deltagelse 

i studierejser og ekskursioner, legater 

til afgangselever samt understøttelse af 

kontaktarrangementer for nuværende og 

tidligere elever og forældre. 

Gymnasiereformen har bevirket, at langt 

flere elever får mulighed for at komme på 

studierejse mindst én gang i deres gymnasie- 

eller HF-forløb. Dette betyder imidlertid 

også, at der har været et stigende behov 

for støtte fra FGV – det er helt afgørende 

for afholdelsen af ekskursioner, at hele 

klassen deltager, bl.a. fordi ekskursionerne 

indgår i eksamenspensum. 

Skolen undersøger nøje, om de elever, der 

søger tilskud, virkelig har behov for det, 

da vi lægger vægt på, at pengene bliver 

fordelt retfærdigt. I 2012 blev der i alt givet 

44.000 kr. i tilskud til elever. 

Bestyrelsen består af skolens rektor, to 

medarbejder-repræsentanter samt en 

elevrepræsentant. Det er rektor, der endeligt 

afgør, hvem der skal modtage støtte. 

Ved at være medlemmer af FGV kan gamle 

elever bevare forbindelsen til gymnasiet. 

Medlemmerne får Fredericia Gymnasiums 

årsskrift tilsendt elektronisk hvert år (kræver 

at e-mail-adressen er opdateret) og får 

besked om jubilarfester og fester for gamle 

elever. I år inviterer FGV gamle elever til 

fredagscafé den 6. december, og til jubilarfest 

(25 år) den 22. juni. 

Vi vil gerne opfordre alle forældre til at melde 

sig ind i foreningen. 

Kontingentet er 50 kr. årligt, ikke noget stort 

beløb, fordi vi håber, at et rimeligt kontingent 

er medvirkende til, at mange vil støtte 

foreningen. Indbetales 100 kr. dækker det 

medlemskab i 3 år, 200 kr. i 10 år og 400 

kr. i 25 år. 

Alle kan melde sig ind ved blot at indbetale 

kontingent til reg.nr. 3205 konto nr. 

2032708 (husk at anføre navn, adresse og 

evt. e-mail) 

Men indmeldelse foregår lettest administrativt 

for os via skolens hjemmeside. 

Gå ind på whttp://www.fredericia-gym.dk/ 

elever/gamle-elever-og-fgv - og klik på 

INDMELDELSE. 

Brug gerne elevens navn, så er det let at 

fortsætte medlemskab efter eksamen. Betal 

dernæst til ovenstående konto (husk at 

anføre navn og e-mail). 

Med venlig hilsen 

Bestyrelsen 

43

fg musikfestival 2013 - Fredericia Gymnasium

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?