fg musikfestival 2013 - Fredericia Gymnasium

More documents

Recommendations

Info

38 »WE PLEDGE ALLEGIANCE« I marts var 2.j på studietur til Chicago. En kold morgen i marts stod 28 gymnasieelever fra 2.j på Fredericia Banegård, trætte efter nattens opgaveskrivning (vi siger for resten tak for de to store afleveringer til dagen før). Forude ventede en uges studietur i Guds eget land. Men ikke en studietur som alle andre – aldersgrænsen for køb og servering af alkohol er jo 21 år i USA. Men ud over bruddet med det konventionelle indhold af en studietur, så skulle halvdelen af turen også foregå i udveksling med en amerikansk familie. Udvekslingen ville indebære to dage på Adlai E. Stevenson High School nord for byen. Inden vi kom så langt nød vi tre gode dage i The Windy (and rather cold) City. Der blev shoppet, for hvad der vist var noget mere end en måneds SU på the Magnificent Mile, spist på de utallige Subway-restauranter, suget til sig af indtryk mellem sky- skraberne, slappet at ved The Bean i Millennium Park og lusket rundt i Obamas hood. Chicago er et levende bevis på, at myten om, at alting er større i USA, er sand. Bygningerne var større, butikscentrene var større, og ikke mindst bilerne var større. Det er vist kun i USA, at folk kører rundt i Pickup-trucks og Landrovers midt i en by med næsten 9 millioner indbyggere. Derfor ankommer man på mange måder til en ny verden, især hvis man er vant til storbyer som København, og der er mange ting, man må vænne sig til – f.eks. at metroen kommer buldrende forbi 2. sal hvert 5. minut på alle tidspunkter af døgnet. Med overfyldte kufferter rejste vi søndag med toget langt ud i forstæderne. Her var det første, der mødte os (ud over det obligatoriske Stars and Stripes) en klassisk gul skolebus. Alle sad vi med sommerfugle i maven, mens bussen kørte os til Stevenson High, hvor vores værtsfamilier ventede. Nu ventede os en helt ny oplevelse. Men sikke en oplevelse! Når man tager på udveksling hos en familie, man ikke har haft mere kontakt med end et par e-mails, kræver det noget af en overvindelse. Men man må bare springe ud i det og få det bedste ud af det. Vi har fået utrolig meget ud af de få dage, vi havde, både på godt og ondt. Hvad enten man har fået fordommene om amerikanerne af- eller bekræftet, har fået lov at fortælle om, hvordan lille Danmark fungerer i forhold til USA, eller bare har fået indblik i en anden verden, er man garanteret et stort udbytte af et sådant ophold. Nogle var med deres værter ude at spise, andre til boy scouts og andre igen så familiens våbensamling. Man kunne også komme ud for at måtte forklare en midaldrende republikansk bombeingeniør, hvorfor det ikke er kommunisme, men måske faktisk en god investering at betale omkring 50% i skat, eller undrende unge amerikanere, at vi ikke må køre bil, før vi er 18, men gerne må drikke alkohol, når vi er 16 – de tror ikke på det! Selvom ikke alle er lige heldige i en sådan udveksling, får man stadig et udbytte af det; man får indblik i alt lige fra spisevaner og børneopdragelse til politiske værdier og kultur. Mens nogle blev kørt, måtte andre tidligt op for at nå skolebussen kl. 7. Og efter at have ventet på de første 15 skolebusser, der skulle læsse elever af, kom man frem til indgangen på, hvad der størrelsesmæssigt mindede mere om en lufthavnsterminal end en skole. Ved campus var der et citat: ”slightly bigger than the smallest nation in the world”, hvilket giver et meget godt billede på størrelsen, og sammen med de 4000 andre elever trådte man ind i en sand labyrint af lange gange med skabe på begge sider. Velkomsten bestod af en bagel og udlevering af skolens 63 sider lange regelbog, som selvfølgelig skulle overholdes, hvilket vi (næsten) formåede. Dagens gang var noget anderledes end den, vi kender på FG. Inden undervisningen (der for øvrigt var de samme otte fag hver dag) startede, svor alle som det mest naturlige the pledge of allegiance. Så kørte dagens stramme program med 5 minutters pause mellem hver lektion og en frokostpause midt på dagen. Nogle af os havde fået en madpakke med, der bekræftede vores fordomme – en brun papirspose indeholdende en tour de force i E-numre og tomme kalorier. Derpå flere lektioner fyldt med prøver, evaluerende tests og ikke mindst prøveforberedelse, der kunne udfylde tiden mellem prøverne. Så sluttede skoledagen, og man måtte pænt vente til klokken ringede, inden det var tilladt at forlade lokalet. Alt i alt må vi nok konstatere, at vi har lært utrolig meget på studieturen. Udveksling er et kulturmøde på højere plan end et besøg på Louvre, og det har uanset hvad været en givende oplevelse. Dog har det betydet, at vi har måttet give afkald på noget af det, der også almindeligvis hører med til en studietur. Dagene i udveksling har taget meget af den tid, vi ellers ville have været sammen som klasse og med vor Fearless Leader (aka. Hans Henrik Henriksen) og Lise Fossø, og det var måske noget, vi godt kunne mangle. Det ændrer dog ikke på, at vi havde en fænomenal og uforglemmelig studietur! ”I pledge allegiance to the Flag of the United States of America, and to the republic for which it stands, one nation under God, indivisible, with liberty and justice for all.” Oliver M. Kobæk og Victor Hatami, 2.j 39
40 For et par år siden besøgte jeg kunstmuseet ARoS. Det har jeg gjort mange gange siden da, men lige netop denne dag overværede jeg en kvinde blive meget forarget over, at kunstmuseet havde mørklagt udstillingsrummene i kælderen. Hun var kommet for at se kunst. For de indviede giver mørklægningen mening. Kunstmuseet viser nemlig videoinstallationer af nyere dato på etagen. Men for denne kvinde var mørklægningen en gene. Den gjorde hende forvirret og måske endda en smule irriteret. Og her kommer pointen så: Den følelse af forvirring, den pågældende kvinde havde pga. det manglende lys, tror jeg, mange kan nikke genkendende til, når de står overfor et samtidskunstværk. For hvordan pokker skal vi tolke et kæmpe oliemaleri, der forestiller en tom, sort plast-kødbakke? Eller hvordan skal vi forstå en firkantet puf af keramik? Svaret findes selvfølgelig ikke – HEY! SE PÅ MIG! 41 men det gør værkerne til gengæld, og de er blot to af mange spændende, nyerhvervede samtidskunstværker på Fredericia Gymnasium. Samtidskunsten kræver noget af os. Den vil os noget. ”Hey! Se på mig!” – synes værkerne at råbe – ”stil spørgsmål!” Nogle gange er det umiddelbare møde med samtidskunsten nok til at sætte vores tanker i gang. Andre gange er værkerne mere konceptuelle, og vi er nødt til at erhverve os en viden for at kunne gå i dialog med værket. Ser vi nærmere på et af gymnasiets nye samtidskunstværker – et stort maleri malet på MDF-plade i klare farver, ophængt i E-fløjen – står vi ansigt til ansigt med det katastrofale i skikkelse af en stor, rød skraldespand, fyldt til randen med døde grisekroppe. Kroppene vælter ud over kanterne på spanden og ligger tilfældigt spredt rundt på jorden omkring den. Deraf titlen ”Ophobning”. I baggrunden ses et idyllisk landskab med halmballer og solgule marker, blå himmel og vindfyldte møller. En idyllisk natur, der fungerer som en slags kulisse til den gyselige scene, der gemmer sig bag en grå betonmur, men som til gengæld er presset op i maleriets forgrund og ud i hovedet på beskueren: ”Hey! Se på mig. Stil spørgsmål!” Maleriet er malet af Allan Otte. Otte er samtidskunstner. Og han er landskabsmaler. Han maler det Danmark, der begynder, når det menneskefyldte parcelhuskvarter slipper op. Maleriet er fyldt med spor efter mennesket – men selve mennesket er altid fraværende hos Otte. Alt er livløst. Katastrofen ER sket. Nu er der bare en stivnet tilstand tilbage. På afstand ser denne tilstand nærmest fotorealistisk ud, men tæt på opløser det samlede motiv sig i abstrakte flader, kun malet i vertikale eller horisontale penselstrøg, kombineret med airbrush. For som Otte selv kunne forklare under sit besøg på gymnasiet den 25. februar i år, stiller han strenge formmæssige krav til sit maleri. Han pålægger sig selv kun at bevæge penslen i horisontale- og vertikale strøg. Således kommer hans malerier til at bestå af felter, placeret ved siden af hinanden, i stedet for af lag, som vi ofte møder i malede værker. Når alle felter er fyldt ud, er maleriet færdigt, siger Otte! Otte vil således fortælle os noget om virkeligheden. Virkeligheden kan vises, men forsøger vi at bevæge os tæt på og trænge helt ned i detaljerne, bliver den abstrakt. Noget opbygges og falder fra hinanden. Virkeligheden har en flimrende karaktér. Motiverne er virkelige og umiddelbart genkendelige, men samtidigt sniger der sig et surrealistisk element ind, som nu de døde grise. Som en ond drøm midt i et smukt landskabsmaleri. Så hvad får vi ud af samtidskunsten, hvad enten den er placeret i et mørk- lagt udstillingslokale eller forestiller en bunke døde grisekroppe? At dømme efter elevernes reaktioner en hel del! For samtidskunsten har gjort sit indtog på gymnasiet. Og ikke mindst ”grisebilledet” har fået elever og ansatte til at stoppe op, tænke lidt og stille spørgsmål. Og som jeg overhørte en elev sige, så er billedet da også ”fedt malet”. Anne Majlund Bloch
Page 1 and 2: FREDERICIA GYMNASIUM Nørrebrogade
Page 3 and 4: 4 Leder ...........................
Page 5 and 6: 8 fra diverse foredragsholdere, hov
Page 7 and 8: 12 13 Dejligt solskin. Glade mennes
Page 9 and 10: 16 Mange danske gymnasieelever var
Page 11 and 12: 20 Samtlige kamerasæt har været i
Page 13 and 14: 24 Frikvartererne var mange og kort
Page 15 and 16: 28 MUSIKKEN SPILLER PÅ FREDERICIA
Page 17 and 18: 32 Studieturen for 2.i gik til New
Page 19: 36 Language. A simple word, but yet

fg musikfestival 2013 - Fredericia Gymnasium

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?