- Vandelkursus - Farlige hunde!? - DcH's Ungdomslejr - Dr-animalia

Hanne Maria Friborg mener ikke, at problemet med kamp- og muskelhunde
kan løses ved et forbud. Forbud gør det forbudte mere spændende
– og der vil i givet fald være andre hunde, der tager over, hvis vi
forbyder visse racer.
nye farlige hunderacer. Hvordan takler vi
det?
Det var temaet for det efterfølgende indlæg, som adfærdsbehandler
Irene Jarnved stod for. Irene forudså, at der kunne være nye hunderacer,
de vogtende hyrdehunde, på vej til Danmark. Hunde, som
kan give langt større problemer og skader, end det vi hidtil har set.
Der er endnu kun få registrerede eksemplarer af de vogtende hyrdehunde
i Danmark, man Irene har set en tendens på nettet, hvor
en pige ved navn Gitte eksempelvis stillede spørgsmål til, hvordan
man får fat i en kangal (en tyrkisk hyrdehund). Svaret fra Peter til
Gitte var: ”Jeg kunne også enormt godt tænke mig en kampvogn,
men de danske veje er bare ikke bygget til det”. – Det stiller unægtelig
tingene i perspektiv, for de danske hundeejere er heller ikke
klar til en kangal.
En kangal er en selvstændig arbejdende hyrdehund, der bruges
til at beskytte fåre- eller gedeflokke mod rovdyr eller tyveknægte.
Den kan blive op til 100 cm og veje op til 90 kg. Allerede som lille
hvalp sættes de vogtende hyrdehunde sammen med den flok, de
skal vogte. Når den er parat til at arbejde for alvor, bliver den vogter
for en flok får eller geder – og vel at bemærke går hunden og
flokken alene i et ofte svært tilgængeligt terræn. Den er avlet til at
passe på flokken og til at dræbe alle indtrængere, og den skelner
ikke mellem ven eller fjende, dyr eller menneske. Det uhyggelige
er, at den gør det uden en kommando – den gør bare det, den er
avlet til.
Foruden kangalen, består de vogtende hyrderacer af anatolsk
hyrdehund, maremma, ovtcharka, tornjak, pyreneerhund og tibetansk
mastiff. De har typisk en grå/hvid eller hvid pels og en del af
racerne har en ”uigennemtrængelig” pels, som beskytter dem mod
fx ulvebid. De går typisk midt i flokken, hvor de både har en bedre
oversigt og ikke så godt kan ses udefra, så de kan lade ulvene komme
tættere på. Og det er bestemt ikke deres hensigt at skræmme
ulve eller andre indtrængende væk, nej, de indtrængende skal uskadeliggøres/tilintetgøres.
Hvor de muskel- og kamphunde, vi kender herhjemme, er venlige
overfor mennesker, så er de vogtende hyrdehunde ikke venlige
overfor fremmede mennesker.
Irene Jarnved afsluttede sit indlæg således: ”Vi kan ikke forvente,
at hunden ændrer en nedarvet og selekteret personlighed, blot fordi vi
ændrer dens leveforhold. Lad dem blive i deres oprindelige miljø – for
deres egen og for vores skyld!”
Hvornår er en hund farlig, og hvem kan
vurdere det?
Det var overskriften på den svenske hundepsykolog Anders Hallgrens
indlæg. Han serverede som sædvanligt sit indlæg meget levende
og spækket med eksempler. Anders Hallgren sagde bl.a., at
hunde kan bedømmes uretfærdigt som farlige hunde. Han har f.
eks. behandlet tusindvis af hunde, men er aldrig blevet bidt af en
problemhund. Det er os/mennesket, som er den mest aggressive art
på jorden!
Anders Hallgren fulgte op på diskussionen om et forbud mod
specielle racer ved at spørge, hvem der skulle afgøre, hvilke hunde,
der er farlige. Skal det være Politiet, et Dyrepoliti, eller skal det være
en adfærdsbehandler? Alle har forskellige indgangsvinkler.
Det vigtige er, at finde årsagen til aggressionen, siger Anders
Hallgren, der krydrer udtalelsen med et eksempel, hvor en schæferhund
gør udfald mod et barn på to år. Det viste sig, at barnet kom
løbende i træsko og trådte på hunden, mens den lå og sov. – I den
tilfælde skal man træne barnet i at omgås hunden.
Også Anders Hallgren er enig i at straf af uønsket adfærd ikke
giver noget godt resultat. Han kender mange tilfælde, hvor hunde
er blevet testet som ”dårlig mentalitet”, men hvor hundene har levet
i 10-12 år bagefter ved målrettet positiv træning.
De hyppigste årsager til aggression er: Hård behandling og/eller nedsat
funktion af sanserne. Det har vist sig, at nedsat syn, hørelse, smerte
og sygdom udgør 90% af alle tilfældene.
Anders Hallgrens bud på moderne adfærdsændring er: Analyse
af bagvedliggende årsager, udbedring/ændring af årsagerne og etisk
træning.
Debat
Efter indlæggene var der en paneldebat, om hvordan vi i det offentlige
rum kan håndtere dette problem, og hvad kan vi gøre for at vi
alle er trygge ved at færdes i vores samfund. Deltagerne havde her
rig mulighed for at stille spørgsmål, komme med kommentarer og
dele erfaringer og gode råd om kamp- og muskelhunde med andre.
Der var en meget livlig debat, hvoraf jeg blot vil uddrage enkelte
spørgsmål og svar/kommentarer.
Spørgsmål: ”Jeg har svært ved at læse hundene, hvordan kan jeg
undgå konflikter – hvad er deres sprog?” – Svar: ”Hvis deres intentioner
ikke er gode, så holder de op med at vise signaler. Det kan
være det første tegn på, at de vil overfalde. Venlige kamphunde har
nøjagtigt de samme signaler som andre hunde.”
Spørgsmål: ”Skal vi med ”almindelige” hunde holde os fra offentlige
steder (parker/hundeskove)?” – Svar: ”Gå ind i politik for
at påvirke! Der kunne måske komme et oplæg fra muskelhundeejere,
så det ikke altid er dem, der skal stå for skud.”
Kommentarer: ”Bøger om hunderacer lyver – de (muskelhundene)
er alle søde og rare. Der står ikke: ”Vær klar over, at du aldrig
vil kunne gå uden snor med den efter kønsmodningen”.” - ”Det
er dyrt af gå på kursus. Det er ofte unge mennesker, der køber disse
hunde (og ofte på rastepladser), hvordan når vi disse hundeejere?”
– ”Hvorfor anskaffe sig en hund, der er avlet til vildsvinejagt,
hvis man ikke er vildsvineavler. Hvorfor en kvægvogterhund, når
man ikke er kvægavler? Jeg forstår det ikke!” – ”Hvorfor sælger en
etableret hundekennel/opdrætter en amstaff til en 17-18-årig, der
ikke kan se konsekvenserne?”
Irene Jarnvig sagde, at det er forkert at kræve, at trænerne skal
tage disse hunde (muskelhunde), når de ikke er trygge ved dem. De
bør trænes, men hvorfor lavet man ikke et netværk mellem disse
hundeejere, når der er ca. 20.000 muskelhunde i Danmark. Dette
budskab blev tilsyneladende opfattet positivt, for der var i hvert fald
nogle, som fik hinandens mailadresse.
Strategisk formand i DcH og medlem af Justitsministeriets hundeudvalg,
John Bermann, tilbød på vegne af Danmarks civile Hundeførerforening,
et åbent samarbejde med muskelhundeejere/opdrættere for
at få løst problemet med uddannelse og træning bedst muligt.
Resultatet af dagens veltilrettelagte og vellykkede seminar var
mange konstruktive forslag, mange gode kontakter og så var en del
forhåbentligt blevet lidt klogere på området ”farlige hunde”…
NR. 4 • 2009
15