- Vandelkursus - Farlige hunde!? - DcH's Ungdomslejr - Dr-animalia

spændende at være med til at have indflydelse på, hvad der sker
i klubben.
Det gamle Vandelkursus, der kørte i mange, mange år, har
jeg også deltaget i. Først som hundefører, siden som instruktør
og sidst som medlem af ledergruppen sammen med Egon og
Nete Jensen samt Allan Iversen. En genial opfindelse. Her har
jeg lært hundeførere fra hele landet at kende, og der bliver udvekslet
træningsmåder. Utroligt inspirerende. Og så en hel uge,
hvor man arbejder med hunde hver dag, der ses virkelig resultater.
I mine 25 år i DcH har jeg haft utrolig mange oplevelser med
de firbenede. Jeg har været med som ledsager til mange DM’er
i Schæferhundeklubben med Finns hunde, og VM i Schæferhundeklubben
i Belgien og i Østrig med vores hanhund Gallus.
Udover mine egne konkurrencemæssige oplevelser har vi også
været på mange private eftersøgningsopgaver. Lige fra søgning
efter høreapparat til søgning efter mennesker. Her var den største
oplevelse nok, da vi eftersøgte en senil mand. Der blev arrangeret
privat eftersøgning ned over markerne og vi har nok
været omkring 100 hundefolk fra forskellige foreninger, og vi
fandt ham! Han lå ligeså pænt i et sprøjtespor og så ud som om
han sov. Det var desværre for sent, men for familien var det en
lettelse, at han blev fundet.
Træningsprincipper
Der er ikke nogen tvivl om, at der i årenes løb er sket en enorm
ændring i det at træne hund. Vi er blevet bedre til at læse hundene
og arbejde ud fra det materiale vi står med. Træneruddannelsen
er blevet bedre, lagt ud på kredsplan, så også de små klubber
får glæde af den megen nye viden. Jeg kan dog blive lidt bekymret
over den lidt for pædagogiske linje, der efter min mening
er lagt: Tror nogen gange det er sværere at opdrage hund
end børn.
Jeg mener stadig, at når en hund har indlært en øvelse og den
sidder fast, så må og skal den gøre det, der bliver forlangt, ellers
falder der brænde ned. Jeg har aldrig set en hund, der har mistet
hovedet og jeg mener, at et ryk i linen kan være nødvendigt
en gang imellem. Jeg arbejder meget med nøjagtighed og træner
meget gerne de forskellige momenter hver for sig. Det giver
en stærk hund. Jeg er aldrig tilfreds, der er altid noget, der kan
blive bedre. Det skærper også hundens koncentration, at der
hele tiden forlanges noget mere. Mange hunde falder i søvn i
øvelserne, fordi hundeføreren stiller sig tilfreds.
For mig er hunden et medlem af familien, og jeg arbejder ud
fra det, jeg har. Men samtidig må jeg indrømme, at jeg har hund
for at træne med den (arbejdsredskab), og køber også hund derefter.
Jeg har de sidste år nægtet at bruge klikker eller hjælpe med
det, idet jeg mente, at et ”dygtig” var lige så godt, og derfor ikke
har gjort en masse for at lære noget om det. En veninde forærede
mig en bog om klikkertræning, da jeg fik min nye hvalp og
jeg må indrømme, at den fungerer over al forventning. Så den
kamel må jeg sluge. Sådan en hundehvalp fatter lynhurtigt meningen
med en øvelse ved hjælp af klikkeren, og det er sjovt. Det
giver ikke hurtighed, men nøjagtighed og en enorm kontakt
mellem hund og fører. Hurtigheden skal nok komme, når øvelserne
sidder der, og så kan klikkeren gemmes væk. Man har et
standpunkt til man tager et nyt. (Den kan altid komme frem
igen).
Thilde kunne allerede apportere som tre måneders hvalp, ingen
tyg, og sidde pænt foran og aflevere. Bare indlært i køkkenet
med klikker - fem min. træning hver morgen. Og hun elsker
det. Fantastisk! Jeg kan allerede nu se, at tempoet kommer
op eftersom hun bliver mere sikker på det, der forlanges. Men
hun er ikke ældre, end at bare en fugl eller en duft kan forstyrre
og hun ”glemmer”, hvad hun ved. Så er det bare om igen, når
kontakten er der igen. Men jeg er sikker på, jeg går nogle spændende
år i møde med Thilde, hvor vi sikkert vil tage vores slåskampe,
både herhjemme, men ikke mindst på træningspladsen.
Men for det meste nyde træningen og samværet med andre hunde
og mennesker.
Stafetten videre
Jeg giver stafetten videre til Annette Lunau. Jeg har kendt Annette
i mange år og synes hun er en fantastisk hundefører. Hun
har temperament ligesom jeg har, men forstår at have/lave arbejdsivrige
glade og driftige hunde. Hun har opnået mange store
resultater med sine hunde og hun ved, at man ikke kommer
sovende til det.
Liselotte Nielsen er i fuld gang med at træne Thilde op til en ny
super sporhund!
NR. 4 • 2009 7