Anton Lyng

En af havnens ældste
Anton Lyng fylder 91 i år. Thyborøn Havn har været omdrejningspunkt
for de fleste af hans leveår.
Tekst: Helle Ringgaard
Foto: Henrik Vinther Krogh
”Forleden på havnen stoppede en turist mig og spurgte, om jeg var en
gammel fisker. Jahh… jeg er jo i hvert fald gammel”.
Det er ikke nogen overdrivelse; dåbsattesten er dateret 1921. Anton
Lyng er blandt de ældste på Thyborøn Havn. Havnen var ramme om
hans arbejdsliv i 60 år, fra han 15 år gammel fik sin første hyre som
fisker, til han som 74-årig gik på pension som olie-mand.
Nu små 20 år senere er havnen fortsat et vigtigt omdrejningspunkt i
hans sociale liv. De fleste formiddage og tit også et smut om
eftermiddagen kører han i ’Hulen’. Hulen er et mødested i Den Røde
Hal, den tidligere auktionshal ved Gammel Havn, som
Fiskeriforeningen stiller til rådighed for ’de gamle’. Det vil sige
pensionisterne fra havnens mange forskellige arbejdspladser.
”Fiskeriforeningen betaler husleje og varme, vi sørger selv for
oprydning og nyanskaffelser. Der er kun to regler i Hulen: Ingen
alkohol og ingen kvinder. Minimumsalder 65. Alder er en stor fordel;
så kan vi ordne de samme ting om eftermiddagen, som vi også talte
om formiddagen, uden at kede os”.
Dreng i Harboøre
Anton Lyng har endnu aldrig udviklet et talent for at kede sig. Fra
begyndelsen har han haft nok at give sig til som en ud af seks brødre
af en børneflok på ni på Kyndesgård, hans mors slægtsgård, ved
Langerhuse vest for Harboøre.
”Vi var jo aldrig ni søskende, som boede hjemme på samme tid; når
man var konfirmeret, kom man ud at tjene”.
”I mine drengedage var der ikke den store forskel på rig og fattig. Vi
var lige fattige alle sammen. Kartofler, mælk og æg havde vi nok af

hjemme, men penge var der ingen af. Jeg tror, vi var lige lykkelig af
den grund. Jeg havde en god barndom”.
Det var en barndom, børn i dag ville have svært ved at genkende.
Hverdagen uden elektriske hjælpemidler og driften af
boelsmandstedets dyr og 20 tønder land krævede en praktisk
arbejdsindsats fra alle, store som små.
I den travle sommertid gik børnene i skole to dage om ugen, om
vinteren sad man på skolebænken fire dage i ugen. Harboøre Skole
havde to klasser med hver sin lærer; de store og de små. Der var
cirka 40 børn i hver klasse.
”Jeg kan huske, at der var en enkelt, som havde en cykel. Alle vi andre
gik i skole”.
Skolegangen sluttede naturligt for de fleste, når de var blevet
konfirmeret.
Det var Anton Lyng ikke ked af. Overvejelserne var ikke store;
”Dengang blev man enten fisker eller landmand. Der var ikke råd til
at læse”.
”1930’erne var krævende. Der var ikke sult, men der var en stadig
kamp for de daglige brød. Landbruget gav os lidt til føden, men vi
spiste rigtig meget fisk.”
Fem af de seks Lyng-brødre gik til fiskeriet; den yngste fandt
læreplads hos en elektriker.
I 1935 kom 14-årige Anton i første omgang ud at tjene på en gård.
Madmor sørgede for god kost, til gengæld fandtes ’fyraften’ ikke,
månedslønnen var 15 kroner, 50 øre om dagen.
”Det var ikke interessant i længden, men jeg blev i pladsen, mens jeg
ventede på hyre”.
Der gik et år, inden en Harboøre-fisker antog Anton Lyng. Gården,
han havde tjent på, tog havet mange år senere.
Fiskere tog toget
”Om sommeren fiskede vi med snurrevod og om vinteren med kroge.
Vi fangede levende rødsætter, om bord gik de i damme, og når vi kom

i land efter et par dage eller tre, kom fiskene i hyttefade i havnen,
hvorfra de blev solgt af auktionsformanden”.
”Som alle andre tog vi toget fra Harboøre til Thyborøn. Der var en
livlig trafik af fiskere, bygningshåndværkere og andre rejsende med
banen dengang. Den gamle station, hvor vi fiskere stod af, lå overfor,
hvor vi bor i dag”.
”Nutidens fiskere kører i bil. Det er blevet bedre tider i den forstand.
På den anden side, så var der bare for 20-30 år siden et par hundrede
kuttere fra hele Danmark, der landede konsumfisk i Thyborøn; i dag
er fiskeriet samlet på nogle få store trawlere”.
Farligt fiskeri under besættelsen
”I begyndelsen af 1940 blev fire kuttere sænket af tyskerne i den
sydlige del af Nordsøen. Det satte en stopper for fiskeriet en tid, men
kun indtil besættelsen begyndte 9. april. Tyskerne havde brug for
fisk, og vi havde brug for at tjene til livets opretholdelse. Dog måtte vi
kun gå op til 70 sømil ud. Flere fartøjer herfra, som fiskede længere
ude, blev opbragt af englænderene og tilbragte krigsårene dér. Nogle
fortsatte som aktive fiskere, andre fandt arbejde i land eller tjente i
den britiske marine”.
Besættelsen indfandt sig på Rønland og i Thyborøn. I Thyborøn blev
befolkningstallet mere end fordoblet, da de tyske soldater rykkede
ind. Indkvartering foregik på skoler, i andre offentlige bygninger og
private hjem. Også på Kyndesgård hos familien Lyng.
”I første omgang indkvarterede vi tre mand med deres heste i
kostalden. Det er ikke, fordi jeg er stolt ved at sige det, men de var
ordentlige folk og opførte sig pænt. Andre steder tog de hele huset, og
vi fik da også siden indkvartering af mere krævende individer”.
Unge Anton Lyng aftjente sin værnepligt i marinen og nåede at
afslutte tjenesten i juni 1943, umiddelbart inden tyskerne overtog
kommandoen med det danske militær i august.
Inden da havde han oplevet at den minestryger, han tjente om bord
på, blev kapret af 10 danske sabotører. De ville have været til
England, men røg ind i en storm i Kattegat, så de valgte at søge i land i
Sverige, hvor de blev tilbageholdt.

”Tre af kaprerne var tjenstgørende om bord, og ved hjemkomsten til
Korsør blev vores chef afskediget, fordi han havde forsømt at skyde
sabotørerne for mytteri. Vi var interneret i otte dage, og lå derefter
stille i havn tre måneder uden at måtte sejle ud”.
Fra militærtjenesten tog Anton Lyng den lige vej hjem til Harboøre og
fiskeriet. Denne gang med sin storebror Lars som skipper.
”Hvad skulle jeg ellers gøre? Der var ikke andre muligheder. Når vi
fiskede, var det ikke ualmindeligt, at flyverne gik meget lavt over os.
Nogle blev bombet, andre minesprængte. Thyborøn mistede flere
kuttere. Det var et vilkår”.
Så fiskeriet fortsatte; der var endelig gode penge at tjene efter de
meget magre år i slutningen af 1930’erne.
”I 1938 tjente vi 1.000 kroner. I 1939 var priserne lidt bedre. Og det
fortsatte. Jeg har været med til skovle fisk fra kutteren direkte op i de
jernbanevogne, som ventede på at køre dem til Tyskland. Samme vej
som landbruget sendte sine grise”.
”Modstandsfolk var her først rigtig mange af, efter krigen var slut.
Men jeg har også hørt nævnt, at fiskere blev anset for usikre i deres
arbejdsforhold til at være attraktive at hverve som sabotører. Det var
jo aldrig til at vide, hvornår vi var i havn”.
Jagt på landjorden
Allerede som 16 årig var Anton Lyng blevet lidenskabelig jæger. Det
satte krigen heller ikke en stopper for. Jagttegn fik man godkendt af
den tyske kommandant; så kunne man frit gå på jagt, om end de tre
kontrolposter i Langerhuse, ved ’Knopper’ midt på Rønland og igen
ved Thyborøn krævede, at man viste sine legitimationspapirer.
Den lokale jagt i engene bød især på ænder og harer og supplerede
husholdningen. Siden kom lejede jagter andre steder ved Limfjorden
til, men trofæjæger blev Anton Lyng aldrig.
”Jeg var vel et sted i 80’erne, da jeg var med på min sidste jagt. Da var
jeg holdt op med at skyde, men hvor jeg nød at komme ud i naturen!”.

Byggede egen kutter
”Efter krigen gik alt i stå. Tyskland var lukket, der var ingen eksport,
og vi skulle have licens for at lande fiskene, så vi landede fangsterne i
England; Grimsby, Hull, Brighton, Hutlepool, Northshells. Der kunne
fisk koste penge, og vi skulle have noget til føden. Desuden havde de
nok af cigaretter, tobak, kaffe og tøj, den slags man i Danmark officielt
kun kunne købe på kuponer”.
Indtil et par år efter krigen fiskede Anton Lyng fra sin bror Lars’
kutter. I 1949 fik de sammen bygget ’Grete Lyng’ – opkaldt efter
brødrene Lyngs mor – på værftet i Struer; 34 sødygtige ton. ’Grete
Lyng’ fik flere aktive år i fiskeriet end sine første ejere; hun står
stadig til søs med lystfiskere fra Thorsminde.
Lars Lyng forlod fiskeriet i 1970, da han efter kommunalreformen
skiftede posten som sognerådsformand i Thyborøn ud med en
fuldtidsbeskæftigelse som Thyborøn-Harborøres første borgmester .
Et hverv han bestred fra Lokallisten indtil han valgte at trække sig ud
af politik i 1982.
Anton Lyng var gået i land allerede i 1956. Han havde stiftet familie.
Familieliv
Anton Lyngs fortælling gør ikke noget nummer ud af, at han som
harboøre-bo flyttede til havnebyen Thyborøn. Den mindre by som, ud
over at være hjemsted for mange Harboøre-ejede både, også var
hjemstavn for ærkefjenden fra mange brave slag på fodboldbanen.
”Jeg var jo vant til at være her, så det gjorde ingen forandring”.
Og alligevel var der en helt afgørende forskel. For i Thyborøn boede
Ebba, og her ville hun blive. Hun gjorde pølsevognen på havnen til en
meget yndet attraktion for den unge Anton, når han var i land, og hvis
han ville han have hende, måtte han komme dér. Det ville han, så det
gjorde han. De blev gift i 1951.
Året efter havde de held til at købe den sidste ledige byggegrund
blandt udstykningerne på Mågevej, som førte lige ned til havnen. Her
byggede de deres hjem, 70 kvadratmeter i tre etager og med fuld
kælder.

Fiskeriet var i fremgang igen. Der kom penge mellem hænderne og
mellem folk. Man blev ikke nødvendigvis rige, men det blev synligt, at
nogle var bedre til at passe på deres penge end andre.
”Når du får 1 krone, kan du ikke bruge 2; i hvert fald får det ende med
tiden”.
For Anton Lyng fik fiskeriet ende, da hans første datter var født og
den næste var undervejs. Gerda kom til verden i ’54, Grete i ’57 og
siden kom Poul i ’59.
Selv om Lyng-brødrene havde med sig hjemmefra, at søndag holdt
både skib og mandskab hviledag, så gav fiskeriet alligevel mange
dage og nætter til havs.
”Jeg ville hjem og se mine børn vokse op. Så da de manglede en mand
på et af oliedepoterne, søgte jeg og fik ansættelse”.
Olie med båd og bil
I mange år havde ethvert olieselskab i Thyborøn med respekt for sig
selv både en tankbil til kunderne på land og en tankbåd til kunderne i
kutterne. På havnens tværmole var de alle sammen: Gulf, Esso, BP,
Shell og Calpam. I dag er kun et olieselskab tilbage på Olievej 3A.
Anton Lyng fik tjansen med at sejle tankbåden til Gulfs 200 faste
kunder og de mange fremmede kuttere i havnen.
”Det er klart, jeg savnede fiskeriet til at begynde med. Det er et frit
erhverv, og man passer sig selv. Som olie-mand skal man stå til
rådighed, yde service og snakke med mange flere mennesker”.
Savnet døde ud, og Anton Lyng fandt sig til rette med jobbet. Selv da
han overtog tankbilen, som der kom til at stå Q8 på, for at servicere
firmaets cirka 600 kunder på land. Telefonvagten blev i familien; den
tog Ebba.
Olieforbruget voksede med fiskeriet. Da det var på sit højeste i
1970erne og ’80erne, flyttede mange fiskere østfra, fra Grenå og fra
Hundested, til Thyborøn. Det gav kunder i havnen, og det gav nye
kunder med oliefyr på land.

”Fjernvarmen kom til Thyborøn, det år jeg fyldte 74. Det virkede som
en passende tid at gå på pension”.
Minkfarme med brødre
År forinden havde Anton Lyng været med til at lukke sin anden
forretning. Mink-avl. Mink som er nært forbundet med
fiskerierhvervet takket være sin lyst og evne til at sætte fiskeaffald til
livs, men som aldrig blev helt nært forbundet med familien Lyng.
”Sammen med tre af mine brødre var jeg med i en minkfarm ved
Harboøre og en anden lille en her ved Thyborøn. 12 år sad jeg i
bestyrelsen for Lemvig Minkfodercentral. Vi blev ved i 25 år, før vi
opgav at få flere penge ud af det og lukkede ned”.
Ravet tog manden
74 år gammel vendte Anton Lyng tilbage til havet, og lærte det at
kende fra en ny side. Landsiden. At sejle eller fiske til havs for
fornøjelsens skyld havde aldrig interesseret ham, og at gå tur langs
havet havde der aldrig før været tid til. Højst en hurtig dukkert om
sommeren, når Ebba og børnene alligevel var ved stranden hele
dagen.
Nu blev havet en daglig glæde – og forenet med en ny form for jagt.
”Først finder manden ravet, så tager ravet manden! Sådan gik det
også mig. Alle mine dage begyndte med en tur til havet i lysningen.
Der er mange om buddet, og man skulle helst være først, især fordi
jeg var blevet for gammel til at stå ude i vandet fiske det med
ketcher”.
I værkstedet hjemme i kælderen blev ravet til smykker eller til
snoede metaltræer med blade og blomster af rav. 200 stykker på de
små. 600 stykker på de store.
Savnet af turene til stranden gør ondt. At sandfodringen har
forandret strømforholdene så meget, at det meste rav nu bliver båret
væk og i land andetsteds er en sølle trøst.
Det er tre år siden, sandet blev for stor en udfordring for Anton Lyngs
ben, og det er snart lige så længe siden huset på Mågevej blev solgt til
fordel for et lejet hus i et plan på Glentevej. Tættere på stranden. De
var de sidste af Mågevejs oprindelige beboere.

Anton og Ebba Lyng fejrede diamantbryllup sidste år. De har set en
række af Thyborøns huse forsvinde i havet i 1950erne, dengang der
blev bygget nye diger, fordi var på tale at lukke kanalen med en sluse.
De har set velstanden komme. De har set deres børn flytte og bosætte
sig i Holstebro, Nissum og Lemvig. De har set børnebørnene tage til
København og stifte familie. De har set folk begynde at rejse til
Thyborøn med det formål at holde fri.
Hver dag i ugens løb ser de deres søn til frokost. Han er
fiskeeksportør på havnen i Thyborøn. Naboen er fisker; han kigger tit
ind med fisk eller krabbekløer. De ser dagligt søskende, gamle
veninder og gode bekendte.
”Vi er skidt tilpas, den dag der ingen gæster kommer. Der går
heldigvis længe mellem de dage. Tja, lever man længe nok, risikerer
man at blive en attraktion”.