Et Martyrium i Nutiden

Side 10
Naade er vistnok langt større, end noget Menneske tænker eller aner; men sikkert er
det, at Gud endnu den Dag i Dag tillader, at det Gode henkastes i en Krybbe, medens
den onde Begjærlighed sidder paa Verdensthronen, og medens de ofte nævnes som
store Mænd, der egentlig burde kaldes store Røvere og store Forbrydere; thi hvad der
er høit for Mennesket, er tidt en Vederstyggelighed for Gud, og der er kun Een, som
har erobret en Verden, uden at besmittes ved sin Erobring.
Men i hine faa og dog saa indholdsri ge Ord, som Christus nærmest udtaler med
Hensyn til Johannes, ligger desuden en Antydning af Hoved modsætningen mellem det
ældre og nyere Verdensliv; thi hele den gamle Verden, hvor høit man end vil stille den,
baade Jøder, Grækere og Romere, stræbte fornemlig efter udvortes Herredømme,
udvortes Glands og udvortes Hæder. Livet begyndte med det legemlig Største, med
Naturkræfternes natlige, titaniske Kampe, derefter kom Heroernes Morgenrøde og de
glimrende Gjerninger og den skjønne Kunst. Det var det ydre Heltemods, de ydre
Bedrifters, den ydre Skjønheds Periode. Alt dette skinner endnu igjennem Tiderne med
en Glands og Herlighed, som blænder de Fleste, saa at det indvortes christelige Liv
kun synes dem ringe derimod.
Aanden var dog vel ogsaa tilstede selv i Begyndelsen, i Folkenes Barndom, men
endnu kun saa, at dens inderste Dyb ikke var oplukket. Dog anedes det allerede tidlig,
at dette engang i Tidernes Fylde vil skee. Flere Aarhundreder før Christus begyndte
man alt at granske efter den Verden der laae gjemt bag det Udvortes; allerede længe
var der i det Skjulte forberedet et Brud med den gamle Tro. Omsider fremtraadte Den,
ved hvem dette skulde fuldbyrdes, gjennem hvilken den ny Verden, der kun skimtedes
af Enkelte som en fjern og uvis Drøm, skulde træde frem i sin fulde Virkelighed. Dog
udvikledes den i en aldeles modsat Retning af den gamle; thi den udgik, som det lod,
ikke fra det Største, men fra det Allermindste, fra et lidet Barn, der fødtes i Ringhed,
i en Afkrog af Verden, ubemærket af Mængden og langt borte fra de Steder, hvor
den høieste udvortes Glands var at vinde. Det gik her, som Herren selv udsiger i sin
Lignelse om Himlens Rige, der voxede frem som et Træ af det allermindste Frøkorn,
og dog blev det største af alle Træer, under hvis Grene Himlens Fugle skulde bygge.
Christus staaer da som Vendepunktet i Verdenshistorien, som den, fra hvem det store
Omslag skulde komme, hvorved Hjertet og Tanken ganske vendte sig bort fra den ydre
Glands, og fordybede sig i deres eget Indre. Og uagtet den Ringhed, hvori han var skjult
i Begyndelsen, saa skulde der dog fra ham udgaae en Herlighed, hvortil det gamle
Naturliv blot forholdt sig som den ydre Skal, der, hvor haard og fast den end er, dog
kun skal omgive og beskjærme den skjulte Kjærne, som den udvortes antyder, men
hvis indre Mildhed og Spirekraft den aldrig kan naae. Til en saadan udvortes Antydning
henpeger ogsaa de mangfoldige Naturbilleder, der tilbyde sig af sig selv til Enhver, der
har Syn derfor, og som endog Christus ikke har forsmaaet ved mange Leiligheder at
benytte.
Der har kun været Een paa Jorden, der i saa faa og enfoldige Ord forstod at
angive den Tanke, der ligger til Grund for Tidernes Gang. Med legemlig Udvikling, med
udvortes Herlighed begynder det, med aandelig Udvikling, med indvortes Herlighed
skal det ende. Dette er Veien for det enkelte Menneske, som for det Hele, det er
Historiens ledende Tanke, hvortil atter Naturen danner Forbilledet. Men det er dog en
Hemmelighed for Mængden, thi de Flestes Øine (skjøndt de Alle kalde sig Christne)
blændes endnu af Hedenskabets ydre Glands, og skue med Længsel tilbage til den
gamle Storhed, til de ydre Bedrifters Tid, og haabe, at denne engang skal gjenfødes
paany, ligesom Jøderne, der bestandig endnu søge og forvente deres Messias, som
en mægtig Konge i Udenverdenen.