Et Martyrium i Nutiden

Side 8
Uretfærdige, naar den, der har været længst borte paa Mørkets Vei, omsider efter
uberegnelige Tider vender tilbage til Lyset.
Og dog hedder det ogsaa, at deres Orm ikke skal døe, og deres Ild ikke udslukkes.
Hvorledes, forenes da dette med det Omstaaende? Hvorledes forenes det med de Ord,
at Herren er død til Alles Frelse. Skulle disse Ord alene betyde, at han tilbyder Alle
Frelsen, men at kun ganske Faa modtage hans Tilbud? Dette er en Hemmelighed, som
Heren skjuler, og hvorom vi Intet vide med Sikkerhed. Og dog vender det Spørgsmaal
idelig tilbage hos Enhver, der er bekymret for sine Brødres Salighed: Er der intet Haab
for de Forkastede, intet, saalænge Evigheden varer? Dette ligger skjult bag Gravens
Skygger, og vi vide det ei, som sagt. Thi selv om der var en saadan, Frelse, saa kunde
dog Intet derom aabenbares af Gud her paa Jorden, eftersom det vilde være, som om
der blev sagt: Tager Jer det ikke saa nær, om I ogsaa gaae bort midt i Eders Synder
og Eders Ryggesløshed, thi hisset kan det dog engang gjenvindes, hvad her er tabt og
forspildt. Men dette vilde være en Prædiken til Mennekenes Fordærvelse, en Lære, der
vilde gjøre dem endnu mere ligegyldige for deres Saligheds Sag, end de desværre alt
i Forveien ere. Gives der en Frelse hisset for de Ugudelige, for dem, der bortgik uden
Omvendelse og Anger - vi vide det ei - men gives der en saadan, da maa den være
langt borte, og hvormange Aar eller Aarhundreder eller Aartusinder, der skulle hengaae
for dem, som ind slumre til lange Qvaler og til ukjendte Lidelser, hvilket Menneske kan
beregne det! Skriften taler om Æoner, hvilket oversættes med Evigheder, dog betyder
det vel snarere meget lange Tider. Videre end hertil kunne vi ikke komme, og mere
derom kunde Christus ikke sige; tvertimod de strenge Ord, der jo ogsaa indeholde den
forfærdelige Sandhed, maatte han udtale, og den fjerne Mulighed kunde kun antydes
med et sagte Vink.
Maaskee skal dog deres Glæde, der sukke efter de Uretfærdiges Omvendelse,
engang vorde fuldkommen. Hvis dette skeer, da ville vi først ret begribe Betydningen
af de Ord, at Gud ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til
Omvendelse. Men vi ere kun her paa Jorden som Døgnfluer; hvad kunne vi vide om
det, som Gud har skjult under Hemmelighedens Segl, han, for hvilken tusinde Aar ere
som den Dag, der igaar forløb, ja som en eneste Nattevagt.
Alt hvad Origenes, denne dristige Tænker, har udtalt om Sjælenes foregaaende og
efterfølgende Tilværelse, har jeg gjentagne Gange med Opmærksomhed læst, men
ikke anderledes end man læser en deilig Digterdrøm, som man dog ikke vover at fæste
Lid til. Dette, som saameget Andet, hvad han fremstiller, er vel ikke sikkrere, end hine
selsomme Tankedigtninger, der findes hos hans store Forgænger Plato og hos flere
phantasirige Forskere lige ned til den sildigste Tid, ja ikke meget sikkrere end de mange
mythiskphilosophiske Anskuelser og Visioner, der komme til os fra Menneskehedens
store Vugge, det endnu bestandig drømmende Asien. Men naar han lærer, at Straffen
ogsaa hisset kun tilsigter Forbedring, og at Alle, selv de faldne Dæmoner, omsider
skulle forløses, da har jeg ikke kunnet undlade at betragte dette som Noget, der maaske
var meer end en Drøm, uagtet jeg ikke fordrister mig til at have nogen bestemt Mening
i denne Henseende.
Byg ikke din Tro paa Phantasien, heller ikke paa den blotte Tanke, men husk, at den
skal komme fra Hjertet, og skal bygges paa Aabenbaringen alene.
Jeg talte engang med en Mand, hvis Navn er vidt bekjendt i mange Lande, om
Sandheden i Christi Sendelse, til hvilken han ikke fæstede synderlig Lid. Endelig sagde
han: Er dette virkelig saa, at den høieste Guds Søn engang af uendelig Kjærlighed
til Menneskene er nedstegen paa Jorden, for ved sin Lære, sin Lidelse og Død at