Et Martyrium i Nutiden

Side 12
Det er dog ingenlunde min Mening, at Christendommen har været stillestaaende
gjennem Tiderne, men dens Fremgang bestaaer ikke deri, at den skulde have givet
noget Meer end det, Christus selv har givet, thi dette mægter ingen menneskelig
Viisdom: men kun deri, at de uendelige Dybder i Christendommen, der endnu ere
tildækkede med et Slør, lidt efter lidt skulle skues, forsaavidt menneskelige Øine
her kunne række. For Resten kan visselig intet Væsentligt tilføies, som ikke var der
tilforn, om det end ikke var udfoldet, saa vi kunde see det, thi Christus er jo ikke
blot Begyndelsen, men ogsaa Enden og Fuldbyrdelsen; og Enhver, der vil bevise, at
Christus kun har lagt den første Grundsteen, hvorpaa han og Andre nu skulle bygge
videre, han er visselig en falsk Profet, over hvis indbildte Viisdom Gravklokkerne snart
skulle ringe.
Noget er der i den katholske Tro, hvor vidt den end i andre Henseender kan være
kommen paa Afveie, der, da mit Blik begyndte at klares for Christendommens sande
Væsen, bestandig har tiltalt mig, det er den Vægt, der lægges derpaa, at det Bedste
i Mennesket først ret kommer til Gjennembrud, naar den ydre Lykke har forladt ham.
Dette er Grundvolden, hvorpaa de fleste Legender ere byggede; gjennem Sygdom
og Lidelser, Nød, Armod og ydre Ringhed have, efter Katholikernes Mening, de fleste
Helgene fundet Vei til Himlen. Dette ligger dybt i Christendommens Væsen og i dens
Udvikling ligeoverfor Hedenskabet. Gjennem Fattigdom og ydre Ringhed blev den først
synlig, men udviklede sig dog allerede dengang til en Herlighed, mod hvilken den
gamle Verden i al sin udvortes Glands er for Intet at regne; ja netop i denne sin Armod
straalede den allerherligst, og syntes snarere at formørkes, da den vandt ydre Magt
og Anerkjendelse. Derfor er det og, at Christus især henvender sig til de Fattige, de
Forladte, de af Verden Forstødte og Foragtede, men yttrer en stærk Tvivl med Hensyn
til deres tilkommende Salighed, der ikke, for at følge ham efter, ville give Slip paa deres
jordiske Rigdomme.
Hvad mit udvortes Liv angaaer, saa er der kun Lidet derom at sige. Mine Forældre
døde, som jeg har fortalt, kort efter, at jeg havde er klæret, aldrig, saalænge jeg
ikke havde faaet et nyt Syn paa Christendommen, at ville modtage nogen geistlig
Ansættelse. Deres Død var et stort Tillæg til min Kummer og til de bittre Prøvelser,
jeg maatte gjennemgaae, thi mine andre Slægtninge sagde det høit, og jeg tvivlede
heller ikke selv derpaa, at min haardnakkede Vægring havde bidraget til at forkorte
deres Dage. Jeg var deres eneste Barn, men de efterlode mig ingen Formue; et Par af
mine Paarørende tilbøde mig da en ringe aarlig Understøttelse, eller snarere et Slags
Almisse, men dette afslog jeg. Derefter søgte jeg Tilflugt i en lille Afkrog paa Landet,
hvor jeg meente, at jeg med streng Tarvelighed en Stund kunde friste mit Liv ved Hjælp
af en liden Skjærv, der dog endnu var bleven mig levnet. Omsider vendte jeg igjen
tilbage til Hovedstaden, og da nu Rygtet om mit Vanvid havde tabt sig, og man længst
havde ophørt at tænke paa mig, saa fandt jeg endelig her Leilighed til ved Underviisning
at fortjene, ikke blot, hvad jeg selv behøvede, men hvad ogsaa af og til kunde lindre
mine Brødres Nød. Dog var, hvad jeg i saa Henseende kunde gjøre, meget lidet, saa
jeg undertiden ikke har været langt fra at misunde de Rige deres Skatte, som jeg dog,
med Hensyn til mig selv, ikke følte mig synderlig fristet til at begjære.
Om min Ungdomsforlovede hørte jeg, at hun i flere Aar efter vor Skilsmisse havde
hensiddet i eenlig Stand. Tilsidst var hun bleven gift med en høi Embedsmand, der
desuden eiede en anseelig Formue; med ham havde hun henlevet i et barnløst
Ægteskab, der, efter Sigende, ikke havde været lykkeligt. Endelig - det er nu henimod
tyve Aar siden - erfoer jeg, at hun var død. Jeg forhørte mig om den Dag og det
Klokkeslet, hvorpaa hun skulde begraves, og fulgte med hendes Ligkiste og saae, at