Et Martyrium i Nutiden

Et Martyrium
i Nutiden
eller Bekjendelse af en
gammel Theologisk Candidat
Carsten Hauch (1790-1872)
Udgivet: 1866
Fra Samlede Romaner og Fortællinger
- Anden Udgave - Syvende Bind
Kjøbenhavn - Gyldendalske Boghandels
Forlag - Fr. Bagges Trykkeri - 1903
[www.estrup.org - ID: T254 - TS: 2007-01-27 17:12]
Side 1

Side 2
Hvilken uudtømmelig Kilde til Glæde at kunne sige: jeg er ogsaa Medarving tilden
uudgrundelige Rigdom, som Christus har skjænket sine Troende, selv om jeg er mellem
dem, der seent bleve kaldede, selv om han først stod paa min Tærskel og vinkede mig,
dengang jeg nærmede mig til Gravens Rand.
Hvor gjerne vilde jeg ikke ogsaa kunne sige, jeg var En af dem, om endog kun En
af de Ringeste, som bleve kaldede til at vidne om hans Rige for Menigheden, men
denne Glæde blev mig ikke forundt, ja den burde heller ikke forundes mig; og jeg
takker Herren, hvis Styrelse jeg saa tidt ogsaa paa andre Veie har fornummet, at hans
advarende Finger i Tide holdt mig tilbage, thi den, der prædiker Ordet, uden selv fuldelig
og for Alvor at troe derpaa, han prædiker det til sin egen Undergang og Fordærvelse;
thi vel er Guds Ord et Aandens Sværd, som Skriften siger, og træffe vil det visselig,
hvordan det saa bruges; men i Vantroens Haand kunde det vel skee, at det vendte sig
om og saarede Taleren selv, og viede ham til den evige Død.
Dog skal jeg vel vogte mig for at være altfor redebon til at fordømme, thi Faa have
følt det dybere end jeg, hvor mægtig Fristelsens Aand kan vorde; ofte er vel ogsaa
Menneskets Sjæl taaget og uklar, og dens Syn er i lang Tid formørket; man kan da
ogsaa her anvende Frelserens Ord: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre.
I min Ungdom nærede jeg mange Tvivl, og Aarene randt, mine Lokker bleve
graae, og Mandeltræet blomstrede paa min Isse, som den kongelige Profet siger, før
Vantroens hvislende Tunger i min Sjæl bleve bragte til Taushed. Og dog havde jeg
absolveret mine Studia med udvortes Hæder; jeg havde dengang, hvad man pleier at
kalde gode Udsigter, Veien til ydre Velstand, til Ære og Anseelse syntes at aabne sig for
mig. Men da begyndte jeg, hvad jeg tidligere havde været letsindig nok til at undlade, at
undersøge mit eget Indvortes. Jeg lærte at kjende mig selv og maatte, som Følge deraf,
afslaae enhver geistlig Forfremmelse, thi jeg følte, at jeg ikke med frelst Samvittighed
kunde modtage den. Dette vakte megen Forbauselse, dertil et stort Mismod og en
stor Nedslagenhed hos mine Nærmeste; dog troede man i Begyndelsen, at det kun
var et melankolsk Grillenfængeri hos mig, der snart vilde vige for en forstandigere
Betragtning. Efter mine Forældres og andre Slægtninges Anmodning paatoge nu et
Par høitstaaende Mænd sig at tale mig ti Rette; men de forstode ikke mine Tvivl, og
tilsidst, da jeg ikke vilde føle mig efter dem, kaldte de mig en Sværmer og en Drømmer,
der havde arbeidet hen i Vinden og til sin egen største Skade, og der vilde volde sine
Forældres Skjændsel og den bittreste Hjertevee, og de gik vrede bort. Nu frembrød der
en voldsom Storm imod mig, men jeg vidste vel, hvorom det gjaldt, og blev fast i min
Beslutning. Derefter begyndte det Rygte at udbrede sig, at jeg ikke var rigtig klog, at jeg
var plaget af en fix Idee; og endelig sagde man, at jeg var aldeles vanvittig. Alle mine
forrige Venner vendte sig nu fra mig, eller gik mig forbi med Taushed, naar de mødte
mig; ja nogle behandlede mig endog med Spot og Haan. Mine stakkels Forældre, hvis
Stolthed og Afgud jeg havde været, opgav tilsidst ethvert Haab, og betragtede mig
som et fortabt Barn, viet til Fattigdom og Elendighed. Jeg meente dog endnu at kunne
fortjene mit Ophold ved Underviisning, men dette slog i Begyndelsen aldeles feil, thi al
Verden troede, som sagt, at jeg var bleven vanvittig.
Men det Tungeste, hvad jeg havde. at gjennemgaae, var, at jeg ogsaa maatte gjøre
Afkald paa min Ungdomsforlovede, som jeg tidlig havde bundet mig til, og som var mig
langt kjærere, end Guld og Hæder og alt Andet, hvad Verden sætter Priis paa. Jeg
glemmer aldrig den Stund, da jeg selv maatte forkynde hende vor Skilsmisse, og da hun
brast i den bittreste Graad, og bad og besvor mig for den himmelske Barmhjertigheds
Skyld dog ikke at lade mine Skrupler tage saaledes Overhaand, og ikke at lægge hende
og mine stakkels Forældre i Graven af Sorg. Dette gjentog hun mangfoldige Gange;

Side 3
hun mente ogsaa, ligesom de Andre, at jeg var syg og melankolsk, at Landluften, eller
Reiser, eller Selskaber og Adspredelser vilde hjælpe; men tilsidst efter mange Forsøg,
da hun saae, at hendes Tale intet nyttede, kaldte ogsaa hun mig en sindssvag og
vanvittig Drømmer, ja sagde, at det havde været bedre, hun aldrig havde seet Dagens
Lys, end at mø mig paa sin Vel, og hun vendte sig ogsaa bort, og jeg har aldrig seet
hende mere.
Kort efter begyndte jeg at sysle med det juridiske Studium, for om muligt paa denne
Vei at skjænke mine Forældre nogen Trøst efter al den Kummer, jeg maatte volde dem.
Men da de begge kort derpaa døde, den Ene neppe fire Uger efter den Anden, og da
jeg kun havde lidet Anlæg til det omtalte Fag, saa opgav jeg ogsaa dette. Overhovedet
var mit Sind dengang saa nedtrykt af Sorg og Græmmelse, at jeg ganske savnede den
Kraft, der er nødvendig for, efterat den bedste Ungdom er forbi, at bane sig en ny Vei.
Det var derfor i hine Dage mit høieste Ønske, at jeg maatte blive kaldet bort fra denne
Jord jo før jo heller.
Dog takker jeg nu min Gud, fordi han har tilladt mig at leve længe og blive gammel
- jeg har alt naaet en Alder af otteoghalvfjerdsindstyve Aar - og fordi han har hjemsøgt
mig med Alderdommens Svagheder samt mangehaande Sygdomme, og ladet mig
friste Fattigdom, Trængsel og Menneskenes Foragt og megen Kummer og verdslig
Møffe; ja fordi han har ladet mig staae alene og forladt af dem, der kjendte mig i min
Ungdom, selv af hende, der dengang var mit Hjerte kjærest fremfor Alt i Himmelen
og paa Jorden; jeg takker Gud derfor, siger jeg; thi omsider, efter mange Tidens
Omskiftelser, mærkede jeg, at dette ikke havde været forgjæves. Det var jo heller ikke
forgjæves, at Daglønnerne stode ledige paa Torvetog ventede; ja om de ogsaa først
bleve kaldede i den ellevte Time, saa bleve de dog omsider kaldede, og det af Ham, der
er den Allerbarmhjertigste og meest Rundhaandede, og ikke tinger med sine Arbeidere,
men tildeler de Sildigkomne en ligesaa stor Løn som dem, der kom allertidligst.
Men i min Ungdom havde jeg, som sagt, mange Anfegtelser og mange svare Kampe.
Dog har jeg aldrig tvivlet paa Christi Storhed som Menneske; thi det kunde jeg vel
skjønne, hvad selv Pharisæernes Tjenere mærkede, at Ingen før havde talt saaledes
som han, at Ingen som han kunde finde de Ord, der, lig skarpe Sværd, nedslaae
de Hovmodiges Hovmod, de Ord, der trænge dybest til Hjertet og trøste dem, der
ere forfulgte og besværede. Men jeg var dengang fangen i Ebioniternes golde Lære,
hvilke gaae paa Accord med Skriften, og ville, at denne, ligesom de bedragerske
Kjøbmænd, der i Begyndelsen forlange formeget for deres Varer, skal slaae noget
af i sine, som de mene, altfor overspændte og høle Fordringer; jeg vilde ogsaa
gjerne, ligesom Forfatteren til Clementina (denne kløgtige Forgænger for Nutidens
Rationalister) tilstaae, at Christus var en stor Lærer for Folket, ja en stor Profet, dog
videre gik ikke min Tro. Men dette følte jeg var ingenlunde nok, naar man heelt og med
ærligt Hjerte skulde forkynde Christus for Menigheden, og dog sagde mine Paarørende
og mine Ungdomsvenner, medens de endnu strede med mig, og endnu ikke havde
opgivet deres Haab om at tale mig til Rette, at dette var meer end tilstrækkeligt.
Min Hu var i hine Dage henvendt paa Astronomernes vidtløftige Videnskab, og
min Tanke svævede i det uendelige Rum, hvori de søge Skabningens Grændsesteen,
og dog aldrig finde den. Det tyktes mig da utroligt, ja urimeligt og umuligt, at Han,
der havde skabt disse Verdner, disse glindsende Hærskarer, der droge forbi mit Øie
ved Midnatstid, at han skulde sende sin eneste Søn ned til denne ringe Jord, dette
flyvende Fnug, der svinder hen som et Intet i Uendeligheden, for at han skulde fødes
i et foragtet Land, i en ussel Afkrog af Palæstina, og henkastes i en Krybbe mellem
Dyr, og bespottes af Mængden, og hænge paa Korset som en Misdæder, samt lide en

Side 4
Straf, der ellers kun berededes for de usleste Trælle, for de værste Forbrydere og for
det forkasteligste Udskud af Menneskene.
Først seent har jeg lært, at det ikke er med den udvortes Maalestok, man skal
maale det Store, thi Herren skriver ofte med en selsom Skrift, hvori det Allerstørste
seer lidet ud, og hvori det Mindste synes allerstørst. Dette var vel især Tilfældet i de
Dage, da Frelseren vandrede paa Jorden; thi medens han ikke havde det Sted, hvortil
han kunde helde sit Hoved, sad den ugudeligste Herre paa Verdensthronen, og boldt
Menneskenes Liv og Død i sine blodige Hænder, han, som endnu nævnes som en
Rædsel fremfor alle Tyranner. Men nu kan dog Ingen, selv om han var hildet i den
incest haardnakkede Vantro, tvivle paa, hvo der var den Største, og hvo der var den
Ringeste af disse To.
Af den Videnskab, der grunder over Fortidens Gaader, lære vi, at der engang
har levet uhyre Slægter paa Jorden, der ragede frem som levende Bjerge mellem
Skabningen, og med hvilke Mennesket i udvortes Størrelse og Styrke er for Intet at
regne; men dog blev den sande Storhed hverken givet til Behemoth eller til Leviathan,
eller til Nogen, der lignede dem. Iøvrigt, hvor let er det ikke at forvilde sig, naar man
vil maale Veien til Skabningens Grændsesteen, hvilken man dog, som sagt, aldrig
finder; hvor ofte forregne sig ikke vore Astronomer, som Digteren siger, og dog kan den
allermindste Feil føre dem mange Millioner Mile paa Vildspor og bort fra Sandheden.
Men hvad der er det Største eller det Mindste i Herrens Øine, det kan intet geometrisk
Maal og intet arithmetisk Regnestykke give Kundskab om.
I mange Aar nærede jeg stor Vantro med Hensyn til Herrens Opstandelse, og dette
var det egentlige Midtpunkt i mine Tvivl. Jeg sagde, ligesom de ældste Modstandere af
Christendommen: Hvis han virkelig var opstanden, hvorfor viste hap sig ikke offentlig
for Folket? Hvorfor brugte han ikke den Magt, han eiede? Hvormange havde han
ikke derved kunnet vinde for Troen? Hvorfor viste han sig kun for sine Nærmeste,
hvilke alt i Forveien troede paa ham? Hvor let kunde desuden ikke disse lade sig
blænde af deres ophidsede Indbildningskraft, og antage Drømmesyner og Visioner
for Sandhed, især naar man betænker, at de maatte vente at sec ham, da han selv
havde troet og forudsagt, at han paa den tredie Dag igjen skulde reise sig af Graven.
Svaret ligger ganske nær, men dog maatte der hengaae mangfoldige Aar, inden mit
Øie kunde finde det. Man behøver visselig ikke her at tye til Origenes's kunstlede
Forklaring, at han skjulte sig for at skaane det vantro Jerusalem, eftersom alle de, der
tvivlede, maatte blive slagne med Blindhed, naar de saae ham i hans Straaleglands
efter Opstandelsen. Dette kan da heller ikke være sandt, eftersom Maria Magdalena,
da hun efter Opstandelsen først seer ham, tager ham for Havens Gartner, hvilket hun
neppe vilde have gjort, hvis hun havde seet ham i en slig overjordisk Glands. Men han
viste sig ikke for Folket, fordi Folket ikke skulde og ikke burde vindes paa den Maade.
Hvad Fortjeneste var der i at troe, naar Redningerne saae ham med Støvets Øine, da
kunde de ikke tvivle længere, ligesaa lidet som Nogen kan tvivle paa det klare Dagslys,
naar Solen skinner over hans Hoved med al sin Glands, ligesaa lidet som Nogen vil
kunne tvivle, naar han seer ham hisset i hans Kraft og Herlighed. Men derved kan jo
dog ikke den evige Frelse vindes; salige ere de, som ikke see og dog troe, siger Herren,
derfor viste han sig kun for dem, som han alt tidligere havde vundet for sit Rige, og
naar han siden gjorde en Undtagelse med Paulus, saa vidste han vel, hvad der boede
i denne Sjæl, og at han var en saadan Undtagelse værd.
Da dette først var gaaet op for mig, da forstod jeg endelig, hvi han maatte komme
gjennem lukkede Døre, og jeg begyndte nu at gjennem granske Evangelisternes
Skrifter paany. Da var det, ligesom en Taage bortveg fra mine Øine, og al min Vantro

Side 5
svandt som Dug for den opstigende Sol. Thi de fortælle jo kun Sagen ganske ligefrem
med faa og simple Ord, som To af dem havde seet og de Andre hørt den af Øienvidner;
der er intet Vildt, Forvirret eller Overspændt" intet Sværmeri i deres Tale, det er den
samme enfoldige Fremstilling, som de ogsaa bruge paa andre Steder, hvor Talen er
om Christus og hans Gjerninger, men Sandheden lyser igjennem i hver Linie. Saaledes
naar vi læse om de to Disciple, der ginge til Emaus, hvilke han mødte paa Veien, og
der først mærkede, hvo han var, da han brød Brødet og kort efter forsvandt. Naar
man nu læser de ganske faa Ord, de derefter udsige: Brændte ikke vore Hjerter i os,
dengang han talede til os paa Veien og udlagde Skriften for os? saa er der vistnok
ikke heri nogen vidtløftig Udvikling eller Jagen efter Effekt, og dog maa man spørge sig
selv: Kunne Bedragere tale saaledes? kunne enfoldige Mennesker opfinde Saadant,
uden at deres Hjerter i Sandhed brændte i dem? Vidner ikke denne Tale ved sin stille
Kraft, ja selv ved sin Korthed og Enfoldighed, om en i Sandhed bevæget Sjæl og
om den inderligste Overbeviisning? Hvo har lært disse Mænd i al deres Simpelhed at
finde netop de allernaturligste og dog de meest betegnende Udtryk, som neppe den
Kløgtiges Kløgt og den Forstiltes Forstillelse nogensinde kunde naae eller fremhykle.
Men paa den anden Side fortælles det Hele uden mindste Exaltation, med en Klarhed
og Nøiagtighed, saa man vel mærker, at ethvert Drømmeri, ethvert Selvbedrag her var
langt borte. I Sandhed, havde vi ikke andet Vidnesbyrd om Christi Opstandelse end
dette, saa maatte vi dog sige, dette kan hverken være Bedrageres eller Sværmeres
Paafund.
Ak, at jeg i saamange Aar maatte vandre i Blindhed, da dog Sandheden laa mig saa
nær; Men omsider, da jeg endelig havde fundet den, da havde jeg ogsaa fundet en fast
Støtte paa min. Vei, en sikker Fortrøstning ved hvilken jeg kunde rette mig op; da blev
ogsaa meget Andet mig klart, der før syntes mig en mørk og haard Tale, ja undertiden
en Daarskab og en Urimelighed.
Men der er endnu aldrig før skeet Noget af den Art under Solen, ville de Vise sige,
thi det bryder jo en af de ufravigeligste Naturlove; og dog maa alle de Undere, vi tør
anerkjende, skee gjennem Naturlovene, og ingenlunde ved at trodse og bryde dem.
Hertil svare vi: Hvilke Naturlove, der gjælde for en saadan Aand som Christus, ifølge
hans ejendommelige og høiere Natur, det er en Gaade for Eders Videnskab, det kan
Eders jordiske Erfaring, hvor vidt den end gaaer, ikke strække til for at bedømme;
thi hisset mellem de højeste Aander hersker der ganske vist andre Love, end de, vi,
ved at betragte den lavere Verden, have kunnet udgrunde, og hvad der er Grækere
en Daarskab og Jøder en Forargelse, det kan dog vel være det Rette og det Sande;
ja den, hvis Øine ere blevne opladte for den inderlige og dybe Overbeviisning, der
taler igjennem Evangelierne, han vil ogsaa med Sikkerhed vide, at Sandheden her er
tilstede.
Da først lærte jeg ret at forstaae de Ord, Paulus skriver: "Er Christus ei opstanden,
da er vor Prædiken forgjæves, da er ogsaa Eders Tro forgjæves;" thi Visheden om
Frelserens Opstandelse kan vel betragtes som den egentlige og rette Grundvold,
hvorpaa den christelige Kirke er bygget, og uden denne sikkre Tro bør Ingen paatage
sig at forkynde det hellige Ord for Menigheden.
Fremfor Alle, næst efter Frelseren selv, har den store Apostel Paulus været min
Trøst, thi han har udtalt Ord mægtigere, end alle de Andre; men han har ogsaa udtalt
Ord, der længe have ligget tungt paa min Sjæl, og bidraget til at forstærke mine
Tvivl. Dog Ingen, uden den Høieste selv, er sikker for Vildfarelse, ikke engang hans
nærmeste Efterfølgere. Allerede mellem Petrus og Paulus var der jo Strid, og Petrus

Side 6
klager over, at der findes Ting i Pauli Breve, der ere svære at forstaae, og hvilke de
Ukyndige og Ubefæstede forvende til deres egen Fordærvelse.
Og dog er det jo netop Paulus, der fremfor Alle lægger Vægt paa de Ord, at Troen
er den eneste Vei til Salighed; det er ham, der har løst den store Gaade om Legemets
Opstandelse; det er ogsaa ham, der har udsagt den Hemmelighed, at Creaturet
forlænges og sukker efter Forløsning, ligesom Menneskene, og at ogsaa det haaber at
blive frigjort fra Forkrænkelighed. Hvilke vidunderlige og trøstende Ord! Det er ligesom
man bedre forstod de dybe Suk, der høres i Vinden, og gaae gjennem Skov og Dale,
og de Umælendes selsomme Blik, hvormed de betragte Mennesket, og det skjulte Liv
i Bjerg og Vand, efter at have hørt disse Ord, der visselig maa kaldes en Aabenbaring
fra den højeste Himmel.
Men jeg har ogsaa læst det hos ham, der, da jeg ret begyndte at tænke
derover, har fyldt min Sjæl med den højeste Forfærdelse. Allerede hos Paulus findes
jo Grundtrækkene til den ubarmhjertige Lære om Naadevalget; om at Gud, som
Augustinus forkynder, ikke engang har givet det uigjenfødte Menneske Kraft selv til
at ville det Gode, hvorfor han ogsaa paastaaer, at alle Redningernes Dyder kun vare
glimrende Laster, i hvilken Paastand der vel ogsaa, naar man kun sætter "mange eller
"de fleste" istedenfor "alle," kan være megen Sandhed. For Resten siger jo allerede
Paulus, at Herren forbarmer sig over hvem han vil, og forhærder hvem han vil, og skjuler
Evangeliets klare Lys for de Forkastede; men, hedder det, hvo er den, der vil gaae i
Rette med Gud? Kan et Værk sige til sin Mester, hvorfor dannede du mig saa? Har ikke
en Pottemager Ret over Leret, af det samme Stykke at gjøre eet Kar til Ære, et andet
til Vanære? Dette har, som sagt, været mig forfærdeligt at læse, og uagtet vor Kirke
ikke anerkjender dette i al dets Strenghed, uagtet Paulus selv paa andre Steder synes
at udtale sig mildere, saa har ha dog ikke ligefrem gjenkaldt det. Derfor har de virket
mægtigt paa Jorden, først paa Augustinus, siden paa Calvin og paa den jansenistiske
Sect; saaledes kan man jo ogsaa hos den skarpsindige Pascal, der er denne Læres
ivrige Forsvarer, mellem Linierne læse den Tanke, at Christus kun er bleven korsfæstet
for Faa, men ingenlunde for Alle.
Denne Pascal var ikke blot et af de skarpsindigste Hoveder, som Frankrig
nogensinde har frembragt, men han havde ogsaa det meest med lidende Hjerte for
sine Brødres udvortes Nød, saa at han bortgav Alt, hvad han eiede, til de Fattige; ja
endnu i sin sidste Sygdom, hvoraf han døde, forlod han sit eget Huus for at overlade
det til en trængende Familie, og dog, - saa selsomme Modsigelser kunne rummes i
Menneskets Bryst - og dog anvendte han alt sit store Geni, tilligemed sin ligesaa store
Spidsfindighed, for at bevise, at den største Deel af Menneskene af Gud selv med Rette
var forudbestemt til en evig Fordømmelse, hvorfra Intet kunde befrie dem.
Men Pascal mener vel, at Gud skjuler Evangeliet for dem, der skulle fordømmes,
fordi det dog ikke vilde nytte at lade det skinne for dem, eftersom de ikke desmindre
vilde gaae Fordømmelsens Vei; men saafremt dette er Tilfældet, saa synes det jo heller
ikke at behøves, at Gud skulde skjule Evangeliet for dem.
Uagtet de mange Grunde, hvormed vore Theologer have søgt at mildne Pauli Ord
og at forklare dem som Udtryk for de daværende Tids forhold, saa ere de dog udtalte
af En, hvis Ord skal høres og virke gjennem alle Tider, saalænge Mennesker bygge
paa Jorden; derfor skjælvede mit Hjerte, som sagt, ved at læse dem. Men tilsidst, efter
mange Aars Forløb, da jeg paa andre Veie havde fundet Christus, da vendte dette sig
til det Gode for mig, thi da besluttede jeg, at Ingen, selv ikke den mægtigste Apostel,
skulde trænge sig ind mellem ham og mig; jeg meente nemlig, at naar jeg kun holdt mig

Side 7
til de Ord, han selv havde udtalt, og ikke lod dem vende eller dreie, da maatte jeg vel
finde Veien til Sandhed og Lys, thi han selv er jo Veien, ligesom han og er Sandheden
og Lyset.
Jeg henvendte nu al min Opmærksomhed paa de Steder, hvori Christus selv taler
om Menneskets Frelse eller om dets Fordømmelse, og jeg fandt da vistnok strenge og
alvorlige Ord, der vel maatte knuse Synderen, og for hvilke selv den Retfærdiges Knæe
maatte dirre; thi det hedder jo ogsaa her: "Mange ere kaldede, men Faa ere udvalgte;"
han formaner os til at gaae ind ad den trange Port, thi den Vei er bred, der fører til
Fordærvelsen, og Mange ere de, der vandre paa den, men Faa ere de, der vandre
paa den smalle Sti, der fører til Livet. Det hedder jo desuden: "To skulle hvile paa den
samme Seng, den Ene skal annammes, den Anden skal lades tilbage, To skulle male
paa den samme Mølle, den Ene skal antages, den Anden skal lades tilbage." Men han
siger dog ogsaa: "Beder, saa skal der gives Eder, leder, saa skal I finde, banker, saa
skal Eder oplades." Der er da ikke Tale om, at Herren kun lukker op for Enkelte" eller
at han tilstopper sit Øre for den, der med Alvor og i Ydmyghed søger ham, men kun
om, at disses Antal ikke vil blive stort, og om, at den Vei, han viser dem, er trang og
besværlig, saa at de Fleste ville vige bort derfra.
Jeg er ingenlunde nogen Pelagianer, jeg veed vel, at vi lidet formaae af os selv,
og at vi Alle ere betyngede med Synd fra Begyndelsen; ja, jeg har hørt Arvesynden i
Skikkelse af Vrede og? Heftighed at skrige selv ud af de spædeste Børns Mund; men
jeg veed tillige, at den, der med Tro og Kjærlighed nærmer sig, for ham vil Frelseren
oplukke Naadens Dør, uden at nogen uryggelig Forudbestemmelse hindrer ham derfra.
Derfor siger jo ogsaa Petrus, at Gud ikke, vil, at Nogen skal fortabes, og Johannes
siger, at Christus er en Forløser for den hele Verden, ja endog Paulus synes i sit første
Brev til Timotheus og paa flere Steder at vedkjende sig en mildere Lære, end den, jeg
ovenfor har omtalt.
Men selv om Apostlernes Vidnesbyrd ikke var, saa vilde jeg dog have fundet
den Trøst og den Veiledning, jeg trængte til, i Frelserens egne Ord. Jeg har heller
ikke nedskrevet dette for at indlade mig i en Strid, som Andre, der vare langt bedre
skikkede dertil, allerede tidligere have gjennemfegtet, men kun for at vise, hvorlunde
jeg selv gjennem Tvivl og Ængstelser blev henviist til at bygge min Tro, ikke paa de
største Tænkere eller paa de skarpsindigste Kirkefædre, ja el engang ubetinget paa
de mægtigste Apostler, men fornemmelig paa Christus selv, og paa hvert af de Ord,
der ere udgangne af hans egen Mund; thi det er dog kun hos ham, at den høiere
Aabenbaring bestandig findes, der aldrig formørkes, og paa hvilken man til enhver Tid
kan bygge.
Men da jeg nu grublede videre over, hvad der er vigtigst for Mennesket at vide,
hvoraf vel det, der er meest nødvendigt, er aabenbart for Alle, men hvoraf dog en Deel
endnu er skjult for os, syntes mig, at jeg her øinede et svagt og fjernt Lys, og som om
Christus selv havde givet et Vink, der maaskee kunde lede til et andet Spor, end det,
der følges i den strenge Lære om Naadevalget. Thi Christus siger jo: "Der er større
Glæde i Himlen over een Synder, der omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve
Retfærdige, der ingen Bod behøve." Altsaa ere de Salige i Himlen ikke ligegyldige
for Menneskenes Elendighed, tvertimod deres Øine ere henvendte derpaa, og deres
Glæde voxer, hvergang en Synder omvender sig. Men deraf følger ogsaa, at de endnu
ikke ere fuldkommen salige; thi deres Salighed kan voxe, men den Salighed, der
kan voxe, er endnu ikke den fulde Salighed. Den Salighed derimod, som ikke meer
kan voxe, og hvortil intet Mere kan lægges, den kan først komme, naar den sidste

Side 8
Uretfærdige, naar den, der har været længst borte paa Mørkets Vei, omsider efter
uberegnelige Tider vender tilbage til Lyset.
Og dog hedder det ogsaa, at deres Orm ikke skal døe, og deres Ild ikke udslukkes.
Hvorledes, forenes da dette med det Omstaaende? Hvorledes forenes det med de Ord,
at Herren er død til Alles Frelse. Skulle disse Ord alene betyde, at han tilbyder Alle
Frelsen, men at kun ganske Faa modtage hans Tilbud? Dette er en Hemmelighed, som
Heren skjuler, og hvorom vi Intet vide med Sikkerhed. Og dog vender det Spørgsmaal
idelig tilbage hos Enhver, der er bekymret for sine Brødres Salighed: Er der intet Haab
for de Forkastede, intet, saalænge Evigheden varer? Dette ligger skjult bag Gravens
Skygger, og vi vide det ei, som sagt. Thi selv om der var en saadan, Frelse, saa kunde
dog Intet derom aabenbares af Gud her paa Jorden, eftersom det vilde være, som om
der blev sagt: Tager Jer det ikke saa nær, om I ogsaa gaae bort midt i Eders Synder
og Eders Ryggesløshed, thi hisset kan det dog engang gjenvindes, hvad her er tabt og
forspildt. Men dette vilde være en Prædiken til Mennekenes Fordærvelse, en Lære, der
vilde gjøre dem endnu mere ligegyldige for deres Saligheds Sag, end de desværre alt
i Forveien ere. Gives der en Frelse hisset for de Ugudelige, for dem, der bortgik uden
Omvendelse og Anger - vi vide det ei - men gives der en saadan, da maa den være
langt borte, og hvormange Aar eller Aarhundreder eller Aartusinder, der skulle hengaae
for dem, som ind slumre til lange Qvaler og til ukjendte Lidelser, hvilket Menneske kan
beregne det! Skriften taler om Æoner, hvilket oversættes med Evigheder, dog betyder
det vel snarere meget lange Tider. Videre end hertil kunne vi ikke komme, og mere
derom kunde Christus ikke sige; tvertimod de strenge Ord, der jo ogsaa indeholde den
forfærdelige Sandhed, maatte han udtale, og den fjerne Mulighed kunde kun antydes
med et sagte Vink.
Maaskee skal dog deres Glæde, der sukke efter de Uretfærdiges Omvendelse,
engang vorde fuldkommen. Hvis dette skeer, da ville vi først ret begribe Betydningen
af de Ord, at Gud ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til
Omvendelse. Men vi ere kun her paa Jorden som Døgnfluer; hvad kunne vi vide om
det, som Gud har skjult under Hemmelighedens Segl, han, for hvilken tusinde Aar ere
som den Dag, der igaar forløb, ja som en eneste Nattevagt.
Alt hvad Origenes, denne dristige Tænker, har udtalt om Sjælenes foregaaende og
efterfølgende Tilværelse, har jeg gjentagne Gange med Opmærksomhed læst, men
ikke anderledes end man læser en deilig Digterdrøm, som man dog ikke vover at fæste
Lid til. Dette, som saameget Andet, hvad han fremstiller, er vel ikke sikkrere, end hine
selsomme Tankedigtninger, der findes hos hans store Forgænger Plato og hos flere
phantasirige Forskere lige ned til den sildigste Tid, ja ikke meget sikkrere end de mange
mythiskphilosophiske Anskuelser og Visioner, der komme til os fra Menneskehedens
store Vugge, det endnu bestandig drømmende Asien. Men naar han lærer, at Straffen
ogsaa hisset kun tilsigter Forbedring, og at Alle, selv de faldne Dæmoner, omsider
skulle forløses, da har jeg ikke kunnet undlade at betragte dette som Noget, der maaske
var meer end en Drøm, uagtet jeg ikke fordrister mig til at have nogen bestemt Mening
i denne Henseende.
Byg ikke din Tro paa Phantasien, heller ikke paa den blotte Tanke, men husk, at den
skal komme fra Hjertet, og skal bygges paa Aabenbaringen alene.
Jeg talte engang med en Mand, hvis Navn er vidt bekjendt i mange Lande, om
Sandheden i Christi Sendelse, til hvilken han ikke fæstede synderlig Lid. Endelig sagde
han: Er dette virkelig saa, at den høieste Guds Søn engang af uendelig Kjærlighed
til Menneskene er nedstegen paa Jorden, for ved sin Lære, sin Lidelse og Død at

Side 9
frelse dem og skjænke dem den evige Salighed, da er alt Andet, hvad vi beundre, alle
Heltebedrifter, alle Videnskabens Opdagelser og Opfindelser, alle Kunstens herligste
Værker og al anden menneskelig Storhed, af hvilken Art den saa monne være, for Intet
derimod at regne.
Herpaa kunne de Ord anvendes, der findes i Evangelierne om Døberen Johannes,
Christi store Forgænger. Han erkjendte allerede i Begyndelsen, da Jesus fremtraadte,
denne for at være Guds Søn og den forventede Messias, ja det lader, som om et Syn
havde aabenbaret ham det. Men siden blev han igjen uvis, hvilket er begribeligt nok,
thi, hvor mægtig end hans Aand var, saa deelte han dog vel den almindelige Tro, at
Messias, om han endog, som Profeterne havde forudsagt, skulde lide meget og vorde
et Offer for Folkets Synder, tillige skulde komme omgjordet med Sværdet, og tilsidst
tvinge Hedningerne med sin Kraft, hvilket da i aandelig Henseende ogsaa er sandt nok.
Men Johannes meente uden Tvivl, at dette skulde skee legemlig og udvortes, og at et
verdsligt Rige skulde begrundes; og det er jo Jødernes evige Forbandelse, at de ikke
kunne komme videre end hertil, at de holde sig til det ydre Bogstav, at de bestandig
vente paa en udvortes Befrielse, og at Porten er lukket for dem til den høiere Aandens
Verden, saa de ikke see den Seier, der her er vunden, hvorfor de endnu troe, at det i
Fremtiden skal komme, der i den indvortes Verden længst er fuldbragt.
Men da nu Johannes saae, at Christus ikke oprettede dette udvortes Rige, at han
tvertimod vedblev at vandre paa Jorden i ydre Ringhed, da begyndte han at vakle i sin
Tro, og sendte derfor to Disciple til Jesus og spurgte: "Er du den, som skal komme, eller
skulle vi vente nogen Anden?" Da var det, at Frelseren udtalte de mærkværdige og
dybsindige Ord: "Af alle dem, der ere fødte af en Qvinde, er Ingen større end Johannes;
dog er den Ringeste i Himlens Rige større end han."
Meningen heraf synes ikke saa vanskelig at forstaae, men her udtales ogsaa
Dommen over dem, som troe, at Riget og Magten udvortes skulle vindes. Selv den
Mindste af dem, hvis Øine ere opladte for den indvortes Herlighed, for det indvortes
Lys, der midt i den ydre Ringhed gjennem Christus vorder synligt, han er større end den
Største af hine, om han end i Kraft og Begavelse og i Alt, hvad der glimrer i Verdens
Øine, staaer aldrig saa langt tilbage for ham.
Og dog var Johannes en mægtig Aand, opfyldt af den helligste Iver, og bestandig
rede til Selvopoffrelse for sit Kald; han var den Reneste og Største mellem dem, der
søgte Frelseren udvortes. Naar det gaaer saa med ham, hvorledes vil det da gaae
med de Andre, som Verden kalder store, og hvoraf Mange, betragtede fra et lavere og
jordisk Standpunkt, sikkert ogsaa fortjene dette Navn! Neppe vil Dommen over dem
blive gunstigere end over Johannes, med mindre de ogsaa i Aandens inderste Verden
have naaet en anden Plads, end den, paa hvilken Johannes dengang stod.
Forlade vi nu det eensomme og ophøiede Stade, hvorpaa den uegennyttige
Johannes var stillet, og hefte vort Øie paa dem, hos hvilke et stærkere Selvhensyn
gjør sig gjældende, paa dem, der, begavede med usædvanlige Kræfter, efterstræbe
udvortes Hæder og Magt, da kan man vel sige, at alle disse gaae en meget farlig Vel.
Endog den, der kun har til Hensigt at bruge denne Magt paa bedste Maade, maa som
oftest anvende mange Slags Kunster, mange Slags betænkelige Midler, for at naae
den Høide, hvortil han stræber, eller for at holde sig derpaa, naar han tilsidst er kommen
derop. Han maa sige til sig selv: Jeg vil rinde mig i Meget, taale Meget, bruge mange
Slags Omveie, gjøre Meget, gaae paa Accord med Meget, som ikke egentlig kan kaldes
Ret for Gud; men jeg haaber, at han vil tilgive det, thi jeg gjør det kun for at befordre
det Gode. - Hvorvidt Gud vil tilgive det, kunne vi ikke vide, det er jo muligt, thi hans

Side 10
Naade er vistnok langt større, end noget Menneske tænker eller aner; men sikkert er
det, at Gud endnu den Dag i Dag tillader, at det Gode henkastes i en Krybbe, medens
den onde Begjærlighed sidder paa Verdensthronen, og medens de ofte nævnes som
store Mænd, der egentlig burde kaldes store Røvere og store Forbrydere; thi hvad der
er høit for Mennesket, er tidt en Vederstyggelighed for Gud, og der er kun Een, som
har erobret en Verden, uden at besmittes ved sin Erobring.
Men i hine faa og dog saa indholdsri ge Ord, som Christus nærmest udtaler med
Hensyn til Johannes, ligger desuden en Antydning af Hoved modsætningen mellem det
ældre og nyere Verdensliv; thi hele den gamle Verden, hvor høit man end vil stille den,
baade Jøder, Grækere og Romere, stræbte fornemlig efter udvortes Herredømme,
udvortes Glands og udvortes Hæder. Livet begyndte med det legemlig Største, med
Naturkræfternes natlige, titaniske Kampe, derefter kom Heroernes Morgenrøde og de
glimrende Gjerninger og den skjønne Kunst. Det var det ydre Heltemods, de ydre
Bedrifters, den ydre Skjønheds Periode. Alt dette skinner endnu igjennem Tiderne med
en Glands og Herlighed, som blænder de Fleste, saa at det indvortes christelige Liv
kun synes dem ringe derimod.
Aanden var dog vel ogsaa tilstede selv i Begyndelsen, i Folkenes Barndom, men
endnu kun saa, at dens inderste Dyb ikke var oplukket. Dog anedes det allerede tidlig,
at dette engang i Tidernes Fylde vil skee. Flere Aarhundreder før Christus begyndte
man alt at granske efter den Verden der laae gjemt bag det Udvortes; allerede længe
var der i det Skjulte forberedet et Brud med den gamle Tro. Omsider fremtraadte Den,
ved hvem dette skulde fuldbyrdes, gjennem hvilken den ny Verden, der kun skimtedes
af Enkelte som en fjern og uvis Drøm, skulde træde frem i sin fulde Virkelighed. Dog
udvikledes den i en aldeles modsat Retning af den gamle; thi den udgik, som det lod,
ikke fra det Største, men fra det Allermindste, fra et lidet Barn, der fødtes i Ringhed,
i en Afkrog af Verden, ubemærket af Mængden og langt borte fra de Steder, hvor
den høieste udvortes Glands var at vinde. Det gik her, som Herren selv udsiger i sin
Lignelse om Himlens Rige, der voxede frem som et Træ af det allermindste Frøkorn,
og dog blev det største af alle Træer, under hvis Grene Himlens Fugle skulde bygge.
Christus staaer da som Vendepunktet i Verdenshistorien, som den, fra hvem det store
Omslag skulde komme, hvorved Hjertet og Tanken ganske vendte sig bort fra den ydre
Glands, og fordybede sig i deres eget Indre. Og uagtet den Ringhed, hvori han var skjult
i Begyndelsen, saa skulde der dog fra ham udgaae en Herlighed, hvortil det gamle
Naturliv blot forholdt sig som den ydre Skal, der, hvor haard og fast den end er, dog
kun skal omgive og beskjærme den skjulte Kjærne, som den udvortes antyder, men
hvis indre Mildhed og Spirekraft den aldrig kan naae. Til en saadan udvortes Antydning
henpeger ogsaa de mangfoldige Naturbilleder, der tilbyde sig af sig selv til Enhver, der
har Syn derfor, og som endog Christus ikke har forsmaaet ved mange Leiligheder at
benytte.
Der har kun været Een paa Jorden, der i saa faa og enfoldige Ord forstod at
angive den Tanke, der ligger til Grund for Tidernes Gang. Med legemlig Udvikling, med
udvortes Herlighed begynder det, med aandelig Udvikling, med indvortes Herlighed
skal det ende. Dette er Veien for det enkelte Menneske, som for det Hele, det er
Historiens ledende Tanke, hvortil atter Naturen danner Forbilledet. Men det er dog en
Hemmelighed for Mængden, thi de Flestes Øine (skjøndt de Alle kalde sig Christne)
blændes endnu af Hedenskabets ydre Glands, og skue med Længsel tilbage til den
gamle Storhed, til de ydre Bedrifters Tid, og haabe, at denne engang skal gjenfødes
paany, ligesom Jøderne, der bestandig endnu søge og forvente deres Messias, som
en mægtig Konge i Udenverdenen.

Side 11
Og dog, hvorledes havde det nu seet ud paa Jorden, dersom Christus ikke var
kommen, og det netop i den Tid, hvori han kom! I det store Romerrige var Alt i Forvirring,
og nærmede sig bestandig meer til sin Opløsning, ja til sin Forraadnelse. Ugudelighed,
Voldsdaad og Afguderi med Guldkalven, Utugt og unaturlig Lyst herskede der langt
værre end fordum i Sodoma og Gomorra, og den gamle Verden var forgiftet lige til
sin inderste Hjerterod. Da kom der en uventet Redning fra den foragtede og forfulgte
Christendom, der nu svømmede som en Frelsens Ark over den store Syndflod, og
hvortil de Fleste af dem flygtede hen, der endnu kunde reddes. Men den hedenske Tro
maatte gaae til Grunde, thi den var alt længe mærket med Undergangens Tegn. Tilsidst
kom ogsaa de vilde Folkeskarer fra Norden, hvilke syntes bestemte til at fuldende
Ødelæggelsen, og dog bleve netop disse Bærere af det høiere Liv gjennem Tidernes
Mørke; thi hos dem fandtes endnu den friske Naturkraft, den forhen udyrkede, men
dog frugtbare Jordbund, hvori Christendommen bedst kunde brede sig og vinde sin
frodigste Væxt. Og saaledes var det ikke gjennem de Oplyste og Kundskabsrige, ikke
gjennem Romere, Grækere eller Jøder, at Verden blev gjenfødt, men gjennem de
fjerneste Barbarer, gjennem dem, som de romerske Erobrere neppe havde taget med
eller kunde taget med i deres Beregninger, dengang de besluttede at grundlægge et
evigt Verdensrige. Saaledes bleve ogsaa Herrens Ord hos Profeten opfyldte: "Jeg vil
samle alle Folkeslag og Tungemaal og de skulle komme og see min Herlighed, - og
mine Udsendte skulle kundgjøre min Herlighed mellem Hedningerne."
Alt dette og meget Mere bliver mig bestandig klarere, eftersom mit Øie lidt efter lidt
oplader sig ved Læsning i den hellige Skrift; dog er der vistnok Meget, som endnu er
tillukket for mig, thi hvo kan gjennemtrænge Herrens Ord i alle dets Dybder? Men dette
behøves heller ikke, thi hvad der er nødvendigt til Salighed, det kan enhver Troende
deri finde.
Dog er det vistnok vanskeligere nu at fastholde den enfoldige Tro end i de længst
hensvundne Dage, da Christendommens Røst var den, der beherskede alle de andre
Stemmer; thi dengang havde man ikke hørt noget endnu om andre Verdenslegemer
end denne Jord, eller om en Død og Ødelæggelse, der havde bortrevet mangfoldige
Slægter i Urtiden, før Mennesket blev til, skjøndt Skriften lærer, at Døden først er
kommen ind i Verden ved Menneskets Synd; kort sagt, dengang havde Videnskaben
endnu ikke gjort nogen Opdagelse, der syntes at modsige Bibelens Udsagn. Dog
træffer denne Modsigelse kun sjelden Christi egne Ord, og omsider naar den Dag
kommer, paa hvilken Gaaderne løses, da skal det vel vise sig, at Menneskets
Opdagelser, forsaavidt de ei ere grundede paa Selvbedrag, vel lade sig forene med
Herrens Fremstilling og med, hvad han i Sandhed har aabenbaret.
Men vor Tid er den Frafaldnes Tid, det er den falske Viisdoms Tid, hvilket især
kommer frem hos flere hovmodige Philosopher, der enten foragte Christum aldeles,
eller ville bevise, at han kun er Begyndelsen, men at Fuldendelsen skal naaes i dem
selv. Dette er, saavidt jeg kan skjønne, ikke Christendom, men Selvtilbedelse; thi vel
veed jeg, at han usynlig er tilstede i sin Kirke lige til Dagenes Ende, og at, hvor To ere
forsamlede i hans Navn, der er han midt imellem dem, men en saadan blot svævende
Christus, der egentlig kun er et Udtryk for en Tanke, der bevæger og udvikler sig
igjennem Tiderne, troen jeg ikke paa. Dette synes mig snarere ligt et Paafund af de
falske Profeter, mod hvilke Herren selv advarer os, og der skulle komme mod Dagenes
Ende og sige: Her er Christus og der, samt gjøre store Tegn og Undere, saa at selv
de Udvalgte skulde forføres, hvis det var muligt. Ja, en slig vilkaarlig Udtydning af
Evangeliet forekommer mig ikke stort bedre end et Judaskys, hvormed man forraader
Herren, idet man synes at bringe ham sin Hyldest.

Side 12
Det er dog ingenlunde min Mening, at Christendommen har været stillestaaende
gjennem Tiderne, men dens Fremgang bestaaer ikke deri, at den skulde have givet
noget Meer end det, Christus selv har givet, thi dette mægter ingen menneskelig
Viisdom: men kun deri, at de uendelige Dybder i Christendommen, der endnu ere
tildækkede med et Slør, lidt efter lidt skulle skues, forsaavidt menneskelige Øine
her kunne række. For Resten kan visselig intet Væsentligt tilføies, som ikke var der
tilforn, om det end ikke var udfoldet, saa vi kunde see det, thi Christus er jo ikke
blot Begyndelsen, men ogsaa Enden og Fuldbyrdelsen; og Enhver, der vil bevise, at
Christus kun har lagt den første Grundsteen, hvorpaa han og Andre nu skulle bygge
videre, han er visselig en falsk Profet, over hvis indbildte Viisdom Gravklokkerne snart
skulle ringe.
Noget er der i den katholske Tro, hvor vidt den end i andre Henseender kan være
kommen paa Afveie, der, da mit Blik begyndte at klares for Christendommens sande
Væsen, bestandig har tiltalt mig, det er den Vægt, der lægges derpaa, at det Bedste
i Mennesket først ret kommer til Gjennembrud, naar den ydre Lykke har forladt ham.
Dette er Grundvolden, hvorpaa de fleste Legender ere byggede; gjennem Sygdom
og Lidelser, Nød, Armod og ydre Ringhed have, efter Katholikernes Mening, de fleste
Helgene fundet Vei til Himlen. Dette ligger dybt i Christendommens Væsen og i dens
Udvikling ligeoverfor Hedenskabet. Gjennem Fattigdom og ydre Ringhed blev den først
synlig, men udviklede sig dog allerede dengang til en Herlighed, mod hvilken den
gamle Verden i al sin udvortes Glands er for Intet at regne; ja netop i denne sin Armod
straalede den allerherligst, og syntes snarere at formørkes, da den vandt ydre Magt
og Anerkjendelse. Derfor er det og, at Christus især henvender sig til de Fattige, de
Forladte, de af Verden Forstødte og Foragtede, men yttrer en stærk Tvivl med Hensyn
til deres tilkommende Salighed, der ikke, for at følge ham efter, ville give Slip paa deres
jordiske Rigdomme.
Hvad mit udvortes Liv angaaer, saa er der kun Lidet derom at sige. Mine Forældre
døde, som jeg har fortalt, kort efter, at jeg havde er klæret, aldrig, saalænge jeg
ikke havde faaet et nyt Syn paa Christendommen, at ville modtage nogen geistlig
Ansættelse. Deres Død var et stort Tillæg til min Kummer og til de bittre Prøvelser,
jeg maatte gjennemgaae, thi mine andre Slægtninge sagde det høit, og jeg tvivlede
heller ikke selv derpaa, at min haardnakkede Vægring havde bidraget til at forkorte
deres Dage. Jeg var deres eneste Barn, men de efterlode mig ingen Formue; et Par af
mine Paarørende tilbøde mig da en ringe aarlig Understøttelse, eller snarere et Slags
Almisse, men dette afslog jeg. Derefter søgte jeg Tilflugt i en lille Afkrog paa Landet,
hvor jeg meente, at jeg med streng Tarvelighed en Stund kunde friste mit Liv ved Hjælp
af en liden Skjærv, der dog endnu var bleven mig levnet. Omsider vendte jeg igjen
tilbage til Hovedstaden, og da nu Rygtet om mit Vanvid havde tabt sig, og man længst
havde ophørt at tænke paa mig, saa fandt jeg endelig her Leilighed til ved Underviisning
at fortjene, ikke blot, hvad jeg selv behøvede, men hvad ogsaa af og til kunde lindre
mine Brødres Nød. Dog var, hvad jeg i saa Henseende kunde gjøre, meget lidet, saa
jeg undertiden ikke har været langt fra at misunde de Rige deres Skatte, som jeg dog,
med Hensyn til mig selv, ikke følte mig synderlig fristet til at begjære.
Om min Ungdomsforlovede hørte jeg, at hun i flere Aar efter vor Skilsmisse havde
hensiddet i eenlig Stand. Tilsidst var hun bleven gift med en høi Embedsmand, der
desuden eiede en anseelig Formue; med ham havde hun henlevet i et barnløst
Ægteskab, der, efter Sigende, ikke havde været lykkeligt. Endelig - det er nu henimod
tyve Aar siden - erfoer jeg, at hun var død. Jeg forhørte mig om den Dag og det
Klokkeslet, hvorpaa hun skulde begraves, og fulgte med hendes Ligkiste og saae, at

Side 13
man sænkede den ned i Jorden. Dette var vistnok ogsaa et Smertens Øieblik for mig,
og min hele forsvundne Ungdom opsteg da, ligesom et Syn af Graven, og gled forbi
mit Øie. Dog kunde jeg ikke fortryde, hvad jeg havde gjort; thi jeg tvivlede ikke paa, at,
saafremt jeg havde kjøbt hende med min Sjæls Fortabelse, da havde jeg været meget
mindre vis paa at see hende igjen i Evigheden, end jeg nu er.
Mine legemlige Kræfter ere i den senere Tid kjendelig aftagne, især ville mine
Fødder ikke længer staae mig bi, hvorfor jeg har været nødt til at give Afkald paa alle
mine Underviisningstimer, ved hvilke jeg i forrige Tider erhvervede mig mit Underhold.
Dog har Gud endnu bestandig hjulpet mig, saa at jeg enten ved Afskrivning eller paa
andre Maader har kunnet fortjene det, der er nødvendigt til mit jordiske Liv, og dette
haaber jeg, han vil gjøre til mine Dages Ende, der vel ikke, som jeg bestandig stærkere
mener at fornemme, kan være langt borte.
Iøvrigt har min Alderdom været langt lykkeligere end min tidligere Tid, thi den Gud,
som trøster de Ringe, har ogsaa trøstet mig. Ja, jeg har, som Paulus siger, fundet en
overvættes Glæde midt i al min Trængsel, og naar jeg udvortes syntes meest forladt.
Jeg mener dog ikke, at jeg har følt mig henrykt i Paradiset saaledes som Apostelen,
dengang han hørte de uudsigelige Ord, som det ei er tilladt noget Menneske at udtale
- dette kan vel kun skee med de ganske Faa, der alt ere hellige her i det jordiske Liv, og
ere kaldede fremfor alle Andre - men jeg har dog undertiden følt en Tilnærmelse til den
Fred i Evigheden, der er mere end alle Jordens Glæder. Dog dette er en Hemmelighed
og en tillukket Bog for Enhver, som endnu ikke har erfaret det. Vistnok kunne slige
Øieblikke aldrig ret længe vedvare; desuden kunne vi her i Støvet alene skue det
Tilkommende som gjennem et dunkelt Speil; dog have de givet mig rigelig Trøst for al
den Kummer, jeg i mit Liv har gjennemgaaet, ja, jeg kan sige, at deres Tal snarere er
tiltaget end aftaget i min Alderdom; derfor takker jeg den Gud, der har været mægtig i
den Svage, thi jeg var jo død og er bleven levende igjen ved hans Naade.
Nattens Lys kjende deres Opgang og Nedgang, og tage aldrig feil af deres Vei,
Morgenstjernen kjender den Plads, hvor den skal skinne, og glæder sig ved den
Glands, der skjænkes den af den mægtige Sol, skulde da el et Menneske glæde sig,
naar han omsider har lært at kjende den sikkre Sti og det Sandhedens Lys, han bør
følge, og ved hvilket hans Bane ufravigelig skal bestemmes!
Hvor faa og ringe end disse Linier maatte synes, og hvor lidet de end ville agtes
af Mængden, saa er der dog deri nogle Glimt af et Liv, der virkelig og i Sandhed
er gjennemlevet; derfor kunde det maaskee være, at de ville vække nogen Alvor og
Eftertanke hos En eller Anden, som læser dem; dertil give Gud sin Velsignelse og
Bistand!
Udgiverens Anmærkning.
Til nærmere Oplysning af hvad Forfatteren til ovenstaaende Bekjendelse siger om
den seneste Deel af sit Liv, skal jeg tilføie, at flere af hans tidligere Elever, der af
inderste Hjerte elskede ham, tilsidst forbandt sig for paa forskjellige Omveie, uden at
han mærkede, hvorfra det kom, at skaffe ham de Nødvendigheder, han trængte til,
hvilke han neppe vilde have modtaget, hvis de ligefrem som en Gave vare blevne
ham tilbudte. Iøvrigt vare Udgifterne derved ikke store, thi han behøvede kun Lidet,
og var vant til den allerstørste Tarvelighed. Men jeg skal endnu til Slutning tillade mig
een Bemærkning: Der ere Mange, som have givet Fremstillinger af den ungdommelige
Kjærlighed, og dette er naturligt, især i tidligere Aar, thi kun det, man selv inderlig har
gjennemlevet, vil man være istand til med Inderlighed og Sandhed at gjengive. Derimod
undrer det mig, at det saa sjeldent skeer, at En eller Anden, der staaer nærved sin

Side 14
Grav, og hvis Øie dog vel undertiden maa oplades for den høiere Kjærlighed, der har
ledet ham igjennem Livet, og hvis stærkere Vingeslag han nu vel gjennem Skyggen
af den nære Grav maa kunne mærke, at det saa sjelden skeer, siger jeg, at nogen
Saadan aabenbarer, hvad han i denne Retning har gjennemlevet. Nogle Bidrag til en
slig Aabenbaring synes mig af og til at lyse frem af den Bekjendelse, der ovenfor er
givet.