Et Martyrium i Nutiden

Side 2
Hvilken uudtømmelig Kilde til Glæde at kunne sige: jeg er ogsaa Medarving tilden
uudgrundelige Rigdom, som Christus har skjænket sine Troende, selv om jeg er mellem
dem, der seent bleve kaldede, selv om han først stod paa min Tærskel og vinkede mig,
dengang jeg nærmede mig til Gravens Rand.
Hvor gjerne vilde jeg ikke ogsaa kunne sige, jeg var En af dem, om endog kun En
af de Ringeste, som bleve kaldede til at vidne om hans Rige for Menigheden, men
denne Glæde blev mig ikke forundt, ja den burde heller ikke forundes mig; og jeg
takker Herren, hvis Styrelse jeg saa tidt ogsaa paa andre Veie har fornummet, at hans
advarende Finger i Tide holdt mig tilbage, thi den, der prædiker Ordet, uden selv fuldelig
og for Alvor at troe derpaa, han prædiker det til sin egen Undergang og Fordærvelse;
thi vel er Guds Ord et Aandens Sværd, som Skriften siger, og træffe vil det visselig,
hvordan det saa bruges; men i Vantroens Haand kunde det vel skee, at det vendte sig
om og saarede Taleren selv, og viede ham til den evige Død.
Dog skal jeg vel vogte mig for at være altfor redebon til at fordømme, thi Faa have
følt det dybere end jeg, hvor mægtig Fristelsens Aand kan vorde; ofte er vel ogsaa
Menneskets Sjæl taaget og uklar, og dens Syn er i lang Tid formørket; man kan da
ogsaa her anvende Frelserens Ord: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre.
I min Ungdom nærede jeg mange Tvivl, og Aarene randt, mine Lokker bleve
graae, og Mandeltræet blomstrede paa min Isse, som den kongelige Profet siger, før
Vantroens hvislende Tunger i min Sjæl bleve bragte til Taushed. Og dog havde jeg
absolveret mine Studia med udvortes Hæder; jeg havde dengang, hvad man pleier at
kalde gode Udsigter, Veien til ydre Velstand, til Ære og Anseelse syntes at aabne sig for
mig. Men da begyndte jeg, hvad jeg tidligere havde været letsindig nok til at undlade, at
undersøge mit eget Indvortes. Jeg lærte at kjende mig selv og maatte, som Følge deraf,
afslaae enhver geistlig Forfremmelse, thi jeg følte, at jeg ikke med frelst Samvittighed
kunde modtage den. Dette vakte megen Forbauselse, dertil et stort Mismod og en
stor Nedslagenhed hos mine Nærmeste; dog troede man i Begyndelsen, at det kun
var et melankolsk Grillenfængeri hos mig, der snart vilde vige for en forstandigere
Betragtning. Efter mine Forældres og andre Slægtninges Anmodning paatoge nu et
Par høitstaaende Mænd sig at tale mig ti Rette; men de forstode ikke mine Tvivl, og
tilsidst, da jeg ikke vilde føle mig efter dem, kaldte de mig en Sværmer og en Drømmer,
der havde arbeidet hen i Vinden og til sin egen største Skade, og der vilde volde sine
Forældres Skjændsel og den bittreste Hjertevee, og de gik vrede bort. Nu frembrød der
en voldsom Storm imod mig, men jeg vidste vel, hvorom det gjaldt, og blev fast i min
Beslutning. Derefter begyndte det Rygte at udbrede sig, at jeg ikke var rigtig klog, at jeg
var plaget af en fix Idee; og endelig sagde man, at jeg var aldeles vanvittig. Alle mine
forrige Venner vendte sig nu fra mig, eller gik mig forbi med Taushed, naar de mødte
mig; ja nogle behandlede mig endog med Spot og Haan. Mine stakkels Forældre, hvis
Stolthed og Afgud jeg havde været, opgav tilsidst ethvert Haab, og betragtede mig
som et fortabt Barn, viet til Fattigdom og Elendighed. Jeg meente dog endnu at kunne
fortjene mit Ophold ved Underviisning, men dette slog i Begyndelsen aldeles feil, thi al
Verden troede, som sagt, at jeg var bleven vanvittig.
Men det Tungeste, hvad jeg havde. at gjennemgaae, var, at jeg ogsaa maatte gjøre
Afkald paa min Ungdomsforlovede, som jeg tidlig havde bundet mig til, og som var mig
langt kjærere, end Guld og Hæder og alt Andet, hvad Verden sætter Priis paa. Jeg
glemmer aldrig den Stund, da jeg selv maatte forkynde hende vor Skilsmisse, og da hun
brast i den bittreste Graad, og bad og besvor mig for den himmelske Barmhjertigheds
Skyld dog ikke at lade mine Skrupler tage saaledes Overhaand, og ikke at lægge hende
og mine stakkels Forældre i Graven af Sorg. Dette gjentog hun mangfoldige Gange;