Så vidt muligt …' - Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

efererer til individets karakteristika, som differentieres, kategoriseres og diagnosticeres af
eksperter. Hjælpen gives specifikt i forhold til diagnosen (udredningen) – målet er
”helbredelse” eller ”lindring” – resultatet er ofte, at individet segregeres.
Det relationelle perspektiv rummer forestillingen om, at omgivelserne – systemet, skolen,
samfundet skal tilpasses individet med særlige behov. Individet er aktivt og socialt og
udvikler sig – og sine særlige behov – i samspil med sine omgivelser. Derfor bliver
indsatsen og synet på mennesket de sociale sammenhænge – individet i konteksten.
Specialundervisning bliver en social og pædagogisk disciplin og målet inklusion.
Den sociale model repræsenteres af Oliver (1996), som ikke fornægter individets
problemer, men heller ikke ønsker dem repareret. Det er samfundets manglende evne til
at stille passende serviceydelser og inddrage de særlige behov i organisatoriske
sammenhænge, som systematisk handicapper hele grupper, som derved oplever
undertrykkelse og udskillelse. Samfundet skal ændres – men gennem gruppernes egen
politiske kamp - empowerment – ikke af eksperter alene. Konflikten findes mellem
hierarkiets top og bund. Synsvinklen er hierarkiets bund og grupper frem for individet.
Videnskabsteoretisk forankrer IP (integrationsperspektiv) sig via sin harmoniopfattelse i
den positivistiske medicinske model, DP (differentieringsperspektiv) kan via sin
konfliktopfattelse relateres til den kritiske sociale model, mens FP
(fragmentationsperspektiv) jf. Joanne Martin bekender sig til socialkonstruktivismen.
Jeg skal senere i opgaven tage disse begreber op til diskussion.
Metodekritik af perspektiverne: validitet redegjorde jeg for i mine metodeovervejelser mht.
dataindsamling, sammenstilling med tidligere undersøgelse, min egen rolle som lærer i
organisationen.
Mht. realibilitet vil der være en forskel i opfattelse mellem på den ene side IP og DP og på
den anden side FP.
Såvel IP som DP undersøger temaer, som der (i hele organisationen eller i subkulturerne)
er klarhed om, men ud fra 1 synsvinkel: harmoni eller konflikt. Så for begges
vedkommende vil jeg sige, at de lever op til den positivistiske empiris krav om realibilitet.
De har i deres grundform en forskeruafhængig undersøgelsesform, hvis resultater kan
efterprøves af andre forskere.
Kritikken mod FP vil være, at undersøgelser ikke er realiable, fordi de pga. manglende
konstans – kontekstualiseringen, flyden, de mange måder at være forskellig på – ikke kan
eftergøres. Med sin social-konstruktivistiske tilgang vil såvel undersøgelsesdesign,
dataindsamling og -behandling som fortolkning af resultater være subjektiv.
Til gengæld vil FPs kritik mod IP og DP være, at de giver et ”fordrejet” billede at
virkeligheden – dels fordi de generaliserer deres undersøgelsesresultater – dels fordi de
undlader at undersøge områder, som der ikke er klarhed om. Det ligger således ”indlejret”
i selve FP, at realibilitet aldrig kan opnås i den positivistiske forstand. Det er således
overvejelser, jeg skal have med i min analyse.
19