Så vidt muligt …' - Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

med kvælertag og lidt af hvert og – ja det er jo faktisk også gået i glemmebogen nu ikke –
der er ikke rigtig – man man ville finde en løsning, men det er der ikke,
1,5:
A: nej – for som vi siger, så er vi jo tit blevet glemt ikke – vi bliver jo glemt –
2,5:
der har lavet nogle tiltag til nogle okay-ting, hvor vi har været ude fælles, og det det synes
jeg har været fint, og mange af de fælles ting har været rigtig gode, men jeg synes bare
ikke, at vi får fulgt op på tingene overhovedet – vi kan godt komme med en masse gode
visioner, men det strander jo altid på at – altså – der er ikke tid bagefter – og det det at der
ikke er økonomi til NOGET af det, vi sidder og ..- altså jeg synes, at vi har nogle gode
møder, og vi får planlagt en masse ting
der er mange af os, der godt ved, hvad vi kunne tænke os, men der er nok ikke en eneste
ting, der bliver ført ud i livet
Drøftelser og beslutningsprocesser foregår på mange niveauer – men følges ikke op – af
ledelsen, som har beslutningsmagten.
Sammenholdes dette med den måde beslutninger tages – og ikke føres ud i livet (garbage
can model ) bliver billedet af flyden – beyound konsistens og inkonsistens – flertydighed
”komplet”.
Tavsheden = usynliggørelsen – glemselen – fortæller en historie.
FP tegner et billede af gennemgribende flertydighed/mangfoldighed med flyden,
manglende klarhed og på den anden side af konsistens og inkonsistens. Situationer og
kontekster væver sig ind i hinanden på kryds og tværs, og fortællingen i FP bliver som
”Den uendelige historie”.
Sammenfatning af analyseresultater
I IP (integrationsperspektiv) ses inklusion som enighed om rummelighed. Ved alene at
forholde sig til temaer, der er overordnet konsensus om og udelukke flertydighed
fastholdes et billede af organisationsbred konsensus, hvor der er konsistens og klarhed
omkring de kulturelle manifestationer. Således opfattes det, at elever segregeres og
ekskluderes ikke som en egentlig begrænsning af rummeligheden – men som en
nødvendighed til individets og fællesskabets bedste. Da IP ikke fokuserer på
konteksten/omgivelserne, men på individets mulighed for at tilpasse sig –
normalitet/afvigelse, bliver et kategorisk/medicinsk syn på barnet grunden til, at
konsensus-opfattelsen kan bevares.
I DP (differentieringsperspektiv) ses modsætningerne mellem inklusion og eksklusion, men
som forskelle mellem en mere magtfuld ledelse og en mere afmægtig bund af hierarkiet –
repræsenteret ved flere subkulturer – lærere, forældre og elever. Der er således
inkonsistens og konflikt mellem temaer. Klarhed eksisterer således kun inden for
subkulturerne. En af modsætningerne/konflikterne er perspektivet på eleven, hvor der i
nogle af subkulturerne er modstand mod toppens kategoriske syn på eleven. En dikotomitankegang,
som ikke når ud over modsætningerne og den hierarkiske valuering af termer.
Synsvinklen er undertrykkelse af subkulturer i hierarkiets bund jf. den sociale model.
45