2006.3 - Holmens Kirke

More documents

Recommendations

Info

Kan man være kristen uden at gå i kirke? ”Man kan godt være en god kristen, selv om man ikke går i kirke” – sådan lyder en almindeligt udbredt opfattelse blandt folk, der ikke ønsker at få deres kristendom målt på deres kirkegang. I stedet fremhæves budskabet om næstekærlighed som kristendommens hovedsag. Altså en kristendom, der har sin egentlige plads og funktion i menneskers hverdag – og ikke i kirken søndag formiddag. De bibelske begrundelser herfor kan sådan set hurtigt findes. Man behøver blot at tænke på de velkendte udsagn af Jesus: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt. 7,12) og ”Du skal elske din næste som dig selv” (Mark. 12,31; Matt. 22,39). Hertil kommer hele den nytestamentlige polemik mod den gammeljødiske lovfromhed og ydre overholdelse af religiøse forskrifter. Og de forskellige forfattere af Det Ny Testamente gør da også flittigt brug af de gammeltestamentlige profetudsagn, hvor den jødiske kultpraksis kritiseres. Således gør Jesus profeten Esajas’ ord til sine egne, når han siger om sin samtid: ”Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud” (Mark. 7,6; Matt. 15,8). Kritikken rammer også de strenge regler for overholdelsen af jødernes helligdag, som når Jesus siger: ”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten” (Mark. 2,27- 28). Med andre ord: Jesus sætter alle de gamle kultforskrifters absoluthedsprætentioner ud af kraft. 2 Reformationen i 1500-tallet udgør (ikke mindst i den reformatoriske selvforståelse) en parallel hertil. Her handler det ikke længere om et opgør med den jødiske kultpraksis, men derimod den middelalderlige katolske kirkes fokusering på gudstjenestens udvortes ting. Især den katolske kirkes obligatoriske helgentilbedelse kom i reformatorernes kritisk-polemiske søgelys. Dette kommer ofte til udtryk på en meget kontant måde i datidens salmedigtning, som i følgende vers fra midten af 1520’erne (jf. Den Danske Salmebog 2002, 346): De klæder stokke og stene og holder særlige dage. Dermed vil de Gud tjene og derfor Himmerig have. De fattige lader de fryse og lide hunger og nød. Gud bød, vi skulle dem bespise, at vi hans bud ikke brød. Pointen er klar: den sande kristendom består ikke i de ydre gudstjenesteformer, men i tjenesten for den nødlidende næste. Alligevel er det forkert at drage den konklusion, at kristendommen dermed kan reduceres til en bestemt næstekærlighedsetik. Det gælder nemlig såvel i den nytestamentlige som i den reformatoriske forståelse, at de gode gerninger kun kan være ”gode”, hvis de udspringer af troen. Nærmere bestemt troen på, at Kristus med sin fødsel, død og opstandelse har frelst alle mennesker og for tid og evighed givet dem plads i Himmeriget.
Det betyder da samtidig, at mennesket ikke længere skal bruge kræfter og energi på at frelse sig selv. Med Kristus er alle gamle og nye religionsforskrifter sat ud af kraft. I stedet skal kræfterne da bruges på at hjælpe dem, der har behov for det. Mennesket skal bruge sin energi på at gavne det menneskelige samfund. (Det er således ingen tilfældighed, at den moderne filosofiske oplysning og den moderne industrielle udvikling – med hertil hørende sociale institutioner – er opstået inden for det protestantiske område af Europa.) Men netop her er det vigtigt, at de gode gerninger ikke får lov til at stå alene. For gør de det, bliver faren overhængende for, at de ender i en ny form for ”gerningsretfærdighed” – svarende til den gerningsretfærdighed, som den gamle religiøse kultpraksis blev kritiseret for. Hvis kristendommen kun handler om næstekærlighed, da kan det hurtigt gå sådan, at man føler, at ens menneskeværd er betinget af, hvad man gør af godt for andre. Vi ville i så fald være lige vidt: menneskets frelse ville da stadig bero på de ting, som man selv gør – og ikke på, hvad Kristus har gjort. De gode gerninger ville miste deres ”godhed” i den forstand, at de først og fremmest skal give deres udøver nogle fortjenstfulde meritter. ”Næstekærligheden” bliver da i virkeligheden en forklædt form for ”egenkærlighed”. Derfor er kirken stadig nødvendig som det sted, hvor Kristus-budskabet bliver forkyndt og forklaret. Det handler her først og fremmest om at høre, at et menneske ikke er, hvad det selv gør eller har gjort – hverken af gode eller af dårlige gerninger – men derimod, hvad Gud siger, det er. Og det er: en retfærdiggjort synder. Hvor dette høres rigtigt, vil det også altid blive fulgt op af to ting: tak og handling. Eller som det siges i Det Ny Testamente i Hebræerbrevet 13,15-16: ”Lad os altid bringe Gud lovprisningsoffer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn. Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag”. Peter Thyssen Folketingets åbningsgudstjeneste I forbindelse med Folketingets åbning afholdes der gudstjeneste Tirsdag den 3. oktober kl. 10.00 i Christiansborg Slotskirke Prædikant: Biskop over Ålborg Stift Søren Lodberg Hvas Holmens Kirkes Kor og organist medvirker Der er adgang for alle Kulturnat i Holmens Kirke Fredag den 13. oktober kl. 18.00-23.45 18.00-18.35: DR Spirekoret & DR Børnekoret 20.00-20.25: Graabrødre Kammerkor 21.30-22.05: DR Juniorkoret & Radiopigekoret 23.00-23.45: Natgudstjeneste med Holmens Kirkes kantori Tordenskiolds fødselsdag Lørdag den 28. oktober kl. 11.00 Andagt og kransenedlæggelse ved Tordenskiolds sarkofag. Prædikant: Holmens provst Ejgil Bank Olesen Organist: Jakob Lorentzen 3
Page 1: ANKERKÆDEN Kirkeblad for Holmens K
Page 5 and 6: KONCERTER Hvor intet andet er anfø
Page 7 and 8: Bjarne Kreutzfeldt, bogholder for H

2006.3 - Holmens Kirke

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?