Forfatteren - Dansk Forfatterforening

tema
En rutsjetur med anmelderne
Trisse Gejls seneste roman,
’Siden blev det for pænt’
fra maj 2011, blev mødt
med anmelderroser fra alle
landets aviser undtagen én:
Lars Bukdahl i Weekendavisen.
Af Anna Bridgwater
6 FORFATTEREN·5·2011
Kan du som forfatter
bruge anmeldelser
til noget, når de
er så forskellige?
Giver de stof til
eftertanke?
Anmeldelser skrives jo ikke til
forfatteren, og generelt synes jeg
heller ikke, jeg kan bruge anmeldelser
til ret meget. I Politiken fik
jeg ros for min ironi, i Berlingske
fik jeg ros for min ærlighed blottet
for ironi. Nogle synes, bogen er er
performativ biografisme, andre
at den handler om tidens moral
og etik. Men det, synes jeg, er
interessant. Anmeldelser er jo for
mig svar på noget, jeg har siddet
og brugt tre år på at formulere,
og de svar har jeg da brug for. Det
er næsten en rituel forpost ud til
læserne, og dårlige anmeldelser
kan slå en bog ihjel. Dagen – og
natten – før min bog udkommer,
er jeg nærmest i småpsykotisk
angstanfald og vil trække bogen
tilbage. Men anmeldelser er en
del af fødekæden. Vi er afhængige
af dem, og når de er gode, kan
PR-FoTo
Sagt om romanen:
Man kommer helt ind
til benet, man hører nerverne
knitre, og det er forførende
ondt ... Trisse Gejl klatrer
mod toppen i beskrivelsen af
sin fiktive kollegas psykiske
trængsler.
5 stjerner.
anne chaplin, Jyllandsposten
man jo bruge dem til rigtig meget,
nemlig til at sælge bogen.
Dårlige anmeldelser gør ondt.
Kan man lade være med at tage dem
til sig?
Nej! Man kan blive knust. Eller
skidesur. Eller rejse til Congo.
Man kommer i hvert fald ud af sit
småpsykotiske angstanfald.
Én af anmeldelserne af din bog
var temmelig personlig. I hvor høj
grad oplever du, at det er dig, ikke
din bog, der bliver anmeldt?
Det er Lars Bukdahls anmeldelse,
du tænker på. Den har jeg
svært ved at tage alvorligt. Jeg
føler det som en anmeldelse af
mig, men jeg prøver selvfølgelig
at læse den som en anmeldelse af
min bog. Jeg tror, jeg blev udsat
for en rituel slagtning. Han kan
ikke lide den slags prosa, jeg skriver,
og fred med det, det har han
sagt før. Nu var det så min tur til
at blive svinet til på hans spalteplads.
Det må han selv rode med.
Bør man måske tage de negative
anmeldelser til sig for at lære noget,
eller skal man ryste dem af sig for
“ “ “
Rå og komplekskunstnerroman,
der holder
læseren fanget med
skarpe og glimtvise
antydninger af lurende
katastrofer.
4 stjerner.
eva Pohl, Berlingske Tidende
ikke at lade sit projekt forstyrre?
Jeg tror, man skal være klar over,
at anmeldelser har flere formål. At
sælge aviser for eksempel. At være
”godt” kulturstof. Og en nedsablende
anmeldelse er mere showpræget end
en forbeholden anmeldelse. Jeg tror,
mange anmeldere er dygtige og engagerede
læsere, men jeg synes sjældent,
jeg ser konstruktiv kritik i negative
anmeldelser. Hør her: Anmeldelser
er ikke til forfatterne. Vi må tude og
drikke os stive, når de er slemme, og
danse og drikke os stive, når de er
gode. Jeg tror næsten, det værste er
slet ikke at blive anmeldt. Så må man
vel også drikke sig stiv.
Hvem skrives anmeldelserne for,
efter din mening? Andre anmeldere?
Læserne? Den litterære verden?
Ideelt set skrives de selvfølgelig for
læserne. De er jo bøgernes publikum.
Hvad der ellers er af motiver derude,
ved jeg ikke, og jeg prøver at blande
mig udenom.
Hvordan bruger du selv anmeldelser
af andres bøger?
Jeg læser dem altid, men de er ikke
afgørende for, om jeg læser bogen.
Endnu en tjavset
selv-implosion ... lettere
sjasket M. O. R. (Middle
Of the Road)-prosa.
Lars Bukdahl, Weekendavisen
Næh, det er sgu løgn. De påvirker mig.
Jeg suser da ikke ned i boghandelen
for at købe en bog, der er blevet elendigt
anmeldt. Man skal sørge for altid
at læse mindst tre anmeldelser, vil jeg
foreslå. Nu læser jeg selv flere aviser,
men mange læser jo kun én.
Hvis du kunne forandre én ting ved
den danske anmeldelseskultur, hvad ville
det være?
En litterær redaktør, der insisterede
på en vis etik i det show, som
anmelderi også er. Der findes unødvendigt
grusomme anmeldelser, det
kan slå et forfatterskab ihjel, der måske
godt kunne være blevet stort en
dag. Jeg synes ikke, der nogensinde
er nogen undskyldning for at være
ondskabsfuld, nedladende og perfid i
en anmeldelse. Det burde ikke være
nødvendigt, det er en samtale det her,
ikke en krig. Jeg kan også blive ond
på en elendigt skrevet bog, men så river
jeg den i stykker. Der er også gode
bøger, jeg ikke kan lide. Dem ved jeg
ikke helt, hvad jeg skal stille op med
andet end at forære dem til nogen, der
vil sætte pris på dem. ·
tema
Lene Kaaberbøls
råd om anmeldere
og anmeldelser
”For mig er en god anmeldelse ikke altid
det samme som en overstrømmende
positiv anmeldelse. En anmelder, der
har læst bogen dybt og godt og gengiver
sin oplevelse levende og præcist – det
er fantastisk. Er den så også overstrømmende
positiv, er det selvfølgelig endnu
bedre ...
Tilsvarende er der nogle negative
anmeldelser der dybest set ikke bider på
mig fordi anmelderen ikke har set eller
læst den bog jeg har skrevet, og dybest
set hellere ville have haft noget helt andet.
Poul Borum anmeldte engang min
første fantasy-roman ’Morgenlandet’
under overskriften “For Kløvedeller og
Hobbitister” og sablede så ellers løs så
perfidt, som kun han kunne, når der var
noget, han ikke kunne lide. Jeg vil ikke
påstå, at det var lige meget – det var i
1988, det var min første voksenbog, og
det føltes en kende uretfærdigt – men i
bund og grund rystede det mig ikke, for
han havde ikke læst den bog, jeg havde
skrevet. Man kan i øvrigt debattere, om
han havde læst mere end bagsideteksten
og de første ti sider, men det er en
helt anden historie …
Det gør langt mere ondt, når en negativ
eller valen anmeldelse er præcis. Så
kan man ikke i samme grad gemme sig.
Men jeg har aldrig offentligt forsvaret
en bog mod en negativ anmeldelse og
kommer nok heller aldrig til det. Vi kan
skrive bøgerne, vi kan ikke bestemme,
hvad folk skal mene om dem.
Hvad jeg siger rent privat, mens
jeg tæsker en bolledej, myrder en myg
eller hakker blodtørstigt løs på ukrudtet
i min have – det er så en helt anden
sag.” ·
Lene Kaaberbøl (S, BU) er født i 1960, debuterede som
15-årig og har siden skrevet et hav af populære bøger
for børn og unge, heriblandt serien om Skammerens
datter og Vildheks. Hun har senest haft stor international
succes med krimi-serien om Nina Borg.
FORFATTEREN·5·2011 7