Kapstaden, som de kendte den, s. 100-132 - Handels- og ...

sig om, få noget ordentligt at spise og få en sludder med søfolk fra
andre lande.
For det store flertal af byens indbyggere, var de besøgende sikkert
heller ikke nogen, der bare skulle »plukkes«. De har også været et
pust fra den store verden. En hilsen fra det gamle land i Europa. I
mange tilfælde har de logerende været gamle kendinge, kaptajner
og andre, der regelmæssigt har besøgt byen, og som har kendt
værtsparret og børnene. Venner som man sad med om aftenen ude
på terrassen, og som man fortalte om familien, handel og rejser, og
om hvad man lavede, når man ikke sås.
»Den 11. november 1737. Ved 7-tiden om morgenen lettede vi
anker. Vinden blæste fra sydøst på den nordlige side af bugten. Vi
saluterede fortet med 9 skud og de svarede med 7 Kl. 7 om aftenen
lå Sukkerknalden (eller Løvehovedet) og Taffellandet begge
SSØ 72 0, den nærmeste på en afstand af ca. 12 sømil« .
Opholdet var forbi. Vandtønderne fyldt op, grøntsager og fersk
kød stuvet ombord, og »Grevinden af Laurvigen« stod ud af Taffelbayen.
Tilbage lå Kapstaden, »rastepladsen« på hovedvejen mellem
Europa og Asien.
Sådan havde den ligget i 130 år, og sådan skulle den blive liggen­
de i endnu 130 år, indtil 1869, hvor åbningen af Suez- kanalen lagde
hovedvejen om på den anden side af Afrika, og fra den ene dag til
den anden forandrede Kapstaden fra international forsyningssta­
tion til havneby for det område, der engang skulle blive til Den Syd­
afrikanske Union.
124