Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Denne dybest set banale historie om kærlighed, bedrag, hævn og
begær er det eneste ved filmen, der bliver tilnærmelsesvist
anfægtende, selvom forholdet mellem Ketty og Flammen aldrig for
alvor bliver troværdigt. Dertil er det alt for sporadisk skildret. Havde
Ole Christian Madsen arbejdet i den tyske tradition fra de senere år,
ville hovedvægten sikkert have ligget her, i sporet af hans tidligere
arbejder, En kærlighedshistorie (2001) og Prag (2006). Det kunne der
være kommet en helt anderledes intens og taktil fortælling ud af, som
ydermere havde haft den fordel, at den kunne se stort på ydre
realisme, fordi dens hovedanliggende var psykologisk. Samtidig kunne
man have sparet underlægningsmusik som budgetpost. Med et mere
troværdigt drama og større psykologisk dybde havde filmen
forhåbentlig ikke undervurderet sin tilskuers opfattelsesevne ved at
anvende Karsten Fundals patosfyldte musik til at understreger
følelserne i stort set hver eneste scene.
Ole Christian Madsen har forsøgt at manøvrere i feltet mellem
storladen, historisk epik og knugende, psykologisk drama. Flammen og
Citronen strander et sted midt imellem og fungerer hverken på
historiske eller psykologiske præmisser. Filmen vil både fortælle
historie og historier. Ingen af delene lykkes udpræget godt.
Filmens modtagelse
Flammen og Citronen modtog ved sin premiere den 28. marts en lidt
blandet kritik i pressen. På filmens egen hjemmeside figurerer de
obligatoriske rosende uddrag fra anmeldelser, med dertil hørende
stjerner. Allermest begejstret er Ekstra Bladets Henrik Queitsch, der
citeres for at skrive: »Drønspændende, underholdende og en fryd for
øjet. Niveauer over, hvad vi er vant til herhjemme. Et must,
simpelthen«, suppleret med fem stjerner. Også Kristeligt Dagblads
Palle Schantz Lauridzen giver fem stjerner og kalder filmen »Den hidtil
største danske film om besættelsestiden«. Ligeledes er
Weekendavisens Bo Green Jensen begejstret for filmen, selvom han
bebrejder den, at den visse steder stiliserer lidt rigeligt. Han slutter
imidlertid med at konstatere: »Ole Christian Madsens
besættelsesdrama kombinerer romantisk metode og historisk
revisionisme i en stilmæssigt gennemført storfilm. Det har ingen for
alvor haft held med før nu.« Fra BT's Jacob Wendt Jensen, Politikens
Kim Skotte og Berlingske Tidendes Ebbe Iversen er der pæne ord og
vurderinger, samt fire stjerner/hjerter fra hver, mens Jyllands Postens
Johs. H. Christensen er mindre afklaret i sin holdning: »'Flammen og
Citronen' er nok værd at se! Det manglede da også bare, så bekostelig
den har været. Men noget egentligt appellerende, medrivende,
uafrysteligt drama er den ikke«. Udsagnet ledsages af tre stjerner. Kun
i Information får filmen en sønderlemmende kritik, formuleret med
vanlig ondskabsfuld humor af kulturpessimisten Georg Metz. Metz
påpeger en række svagheder ved filmen, ikke mindst det faktum, at
den insisterer på at blive opfattet som autentisk, og hermed udsætter
sig selv for unødig granskning af realismens troværdighed. En
afsluttende svada levner ingen tvivl om Metz' overordnede holdning til
filmen: »Et neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der
vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres
landsmøder.«
Hvis den – efter danske forhold – enorme investering Flammen og
Citronen skal give overskud, kræver det, at en masse mennesker ser
den i biografen. Men ikke mindst kræver det, at filmen kan vække
opmærksomhed nok til at blive solgt til distribution i udlandet. Det er
nok yderst tvivlsomt om det sker. Dertil er filmens profil for uskarp og
de kunstneriske valg for inkonsekvente.