Vold er ikke løsningen - Nanoq

Isumaginninnermut Naalakkersuisoqarfik 

Departementet for Sociale Anliggender 

Februar 2010

Vold er ikke løsningen – rapport om konferencen om vold 

Februar 2010 

Udgivet af: 

Departementet for Sociale Anliggender og Tusagassiivik, 2010 

Layout: 

Naqitat A/S Grafisk produktion 

Fotos: 

Rosa Thorsen og Kathrine Kruse, Tusagassiivik 

Trykt hos: 

Naqitat A/S Grafisk produktion

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 

Vold og seksuelle overgreb i Grønland . . . . . . . 6 

Krisecentre i Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 

Kommuneqarfik Sermersooqs krisecenter . . 15 

Dannerhuset i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 

Hvorfor går hun ikke bare ? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 

Vold set fra børnehøjde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 

Stop familievold NU – nul tolerance . . . . . . . . . 30 

Kærestevold – unge oplever også 

partnervold! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 

Forebyggelse af og tiltag mod vold . . . . . . . . . . 36 

Samlivsrelateret vold og præventiv 

indsats for unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 

Samtale i stedet for vold . . . . . . . . . . . . . . . . 36 

Programmer for voldsudøvere . . . . . . . . . . . 37 

Matu – døgninstitution for drenge . . . . . . . 38 

Dilemmaer og konflikter i tværfagligt 

og -sektorielt samarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 

Hvis du vil vide mere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46

Den 25 .-26 . november 2009 afholdtes konferencen 

„Vold er ikke løsningen“ . Baggrunden for at afholde 

konferencen var de mange undersøgelser, der gennem 

det seneste årti har bekræftet, at vold i nærrelationer 

er et udbredt problem i vores samfund . 

Måske så udbredt, at vi er begyndt at betragte den 

som almindelig, ja, ligefrem som naturlig? 

Men vold er aldrig løsningen . Tværtimod . Den har 

en lang række negative konsekvenser både for 

offeret og udøveren . Det er det budskab, Naalakkersusisut 

gerne vil slå fast med konferencen, og vi 

mener, det er på tide, at vi som samfund gør op med 

vold i nærrelationer som tabu . Endvidere ønsker vi 

at sætte fokus på krisecentrene . 

I dag er der 7 krisecentre i Grønland for voldsramte 

kvinder . Disse centre udfører alle et stort stykke 

arbejde, men samtlige centre melder om mangel på 

pladser . Ydermere er de alle beliggende i Syd- og 

Vestgrønland, så mange voldsramte kvinder har i 

dag reelt ikke noget sted at gå hen . 

At gøre op med vold som tabu betyder også, at vi 

må gøre op med vores vante forestillinger om vold . 

Det er således ikke udelukkende kvinder, der er 

ofre for vold i nærrelationer . Vold i nærrelationer 

rammer også mænd, børn og unge . Og til disse 

grupper har vi endnu færre tilbud end til voldsramte 

kvinder . 

Et af konferencens helt centrale budskaber er, at 

vold ikke er en privat sag . Det er altså ikke naboens 

egen sag, om han slår sin kone, eller om konen 

slår ham for den sags skyld . Det er i højt grad et 

samfundsanliggende: Vi må som samfund gøre os 

klart, at vi ikke accepterer vold . Samtidig har vi alle 

et ansvar for at reagere, når vi møder volden, hvad 

enten det er gennem vores arbejde eller i vores 

opgang . 

For at sikre, at der bliver fulgt op på konferencen, 

er der allerede næste år afsat ekstra midler til krisecentrene 

. Endvidere vil der blive igangsat tiltag, 

der skal sætte fokus på og forebygge kærestevold . 

Denne rapport er udarbejdet på baggrund af konferencen 

. Rapporten skal dels give en kort introduktion 

til emnet vold i nærrelationer, dels give 

inspiration til, hvor man som læser finder yderligere 

oplysninger . 

God læselyst! 

Maliina Abelsen 

Medlem af Naalakkersuisut for 

Sociale Anliggender

Psykisk vold 

Psykisk vold kan udmønte sig i jalousi, kontrol og 

manipulation samt trusler og ydmygelser, herunder 

kritik af partnerens tanker, følelser og handlinger 

. En kritik, der ofte nedbryder partnerens 

selvfølel se, dømmekraft og realitetssans . 

Fysisk vold 

Fysisk vold kan f .eks . være fastholdelse, lussinger, 

rusken, slag, spark, kvælningsforsøg, brændemærkning 

og knivstik samt anden aggressiv 

anvendelse af genstande eller våben . I værste 

fald kan fysisk vold føre til drabsforsøg . Det kan 

også være manglende tilfredsstillelse af fysiske 

behov, f .eks . forhindring af tilstrækkelig søvn, 

mad m .m . 

Seksuel vold 

Seksuel vold er enhver seksuel handling uden 

partnerens samtykke . Den indebærer seksuelle 

krænkelser . Partneren nedgøres og mishandles 

seksuelt, tvinges til sex og former for sex, som 

vedkommende ikke ønsker og har lyst til . 

Materiel vold 

Materiel vold kan udmønte sig i, at indbo og 

personlige ejendele ødelægges eller fratages . 

Udøveren af volden kan f .eks . kaste med ting, 

ødelægge personlige ejendele, smadre møbler, 

klippe uerstattelige fotos i smådele, rive tøj i 

stykker og pifte partnerens cykel . 

Økonomisk vold 

Økonomisk vold kan komme til udtryk ved, at 

partneren forhindres i at have rådighed over sin 

egen økonomi . Vedkommende nægtes adgang til 

sin egen og en eventuel fælles bankkonto, eller 

forhindres i at have en indtægt, og presses derved 

ud i at skulle tigge om penge . Måske tvinges 

partneren også til at underskrive et lån, der 

gældsætter vedkommende . Konsekvensen er ofte 

økonomisk underdanighed og afhængighed . 

Kilde: www .dannerhuset .dk

Af Bodil Karlshøj Poulsen, afdelingschef v . Paarisa, 

redigeret af Mads Byrialsen, Departementet for 

Sociale Anliggender 

Inuuneritta – Folkesundhedsprogrammet har vold 

som indsatsområde . Målsætningerne for perioden 

2007 til 2012 er: 

• At vold og voldtægter skal begrænses 

• At børne- og ungdomsliv skal være uden vold, 

voldtægter og seksuelle overgreb 

• At skabe offentlig debat om voldens omfang, 

karakter og konsekvenser 

• At styrke borgernes ansvarsfølelse og omsorgskompetence 

• At sikre behandlings- og rådgivningstilbud for 

både offer og gerningsmand 

I folkesundheden arbejdes på tværs af faggrænser, 

derfor er et fælles sprog nødvendigt . Arbejdsgrupperne 

bag udformningen af „Vold og sek suelle 

overgreb – Idékatalog“ har diskuteret sig frem til 

nedenstående definitioner: 

Vold omfatter fysisk og psykisk vold . Fysisk vold 

er at krænke eller skade et andet menneske fysisk . 

Psykisk vold er at dominere et andet menneske, så 

det ændrer adfærd af frygt for konsekvenserne . 

Seksuel vold er alle former for seksuelle overgreb, 

hvor barnets tillid udnyttes til at tilfredsstille den 

voksnes seksuelle behov . I „Vold og sek suelle overgreb 

– Idékatalog“ fra Inuuneritt er også med- 

taget definitioner på vold og seksuelle overgreb 

fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, fra Red 

Barnet og fra FN’s Børnekonvention . 

Underretningspligt 

Lovgivningen tager klart afstand fra vold og placerer 

ansvaret for beskyttelse mod vold i alle former 

. Lovgivningen indeholder både tavshedspligt, 

under retningspligt og skærpet underretningspligt . 

Vi bør således alle kende til vores underretningspligt, 

der giver pligt til at underrette kommunen, 

når det erfares, eller der er mistanke om, at forældre 

eller voksne omkring barnet ikke lever op til 

deres forpligtigelser . Skærpet underretningspligt 

giver såvel private som offentligt ansatte i social-, 

skole- og sundhedssektoren pligt til at underrette 

kommunalbestyrelsen, hvis de er bekendte med, at 

et barn har behov for hjælp . 

I forbindelse med udformning af „Vold og sek suelle 

overgreb – Idékatalog“ for Inuuneritta blev indsamlet 

dokumentation for omfanget heraf . Disse tal er 

her suppleret med nyere data fra Politiets Virksomhedsberetning 

2008 . De fleste data herfra er 

landsdækkende, der gøres opmærksom på, at der 

er store geografiske forskelle . 

Det mest ultimative udtryk for vold er drab, som 

i de seneste 30 år har ligget på omkring 10 om 

året . I 2008 blev anmeldt 22 drabsforsøg, det er 

en stigning i forhold til 2007, hvor der blev anmeldt 

17 . Politimesterembedets opgørelser over

anmeldelser af vold viser en fordobling over en 

15-årig periode: fra 419 anmeldelser i 1980-1984 

til 809 i 2004-2008 . Et naturligt spørgsmål er, 

hvorfor disse tal fortsat stiger . Politimesterembedet 

angiver, at befolkningens holdning til vold 

er ændret, således at man i forhold til tidligere 

er mere tilbøjelig til at anmelde voldsepisoder til 

politiet . Politiet er i dag mere opmærksomt på 

vold, men politimesteren skriver også, at det ikke 

kan afvises, at der er sket en reel stigning i forekomsten 

af vold . Politiet vurderer, at umådeholden 

indtagelse af alkohol er den primære faktor til 

voldskriminaliteten . I politimesterens årsberetning 

for 2008 står, at „de voldelige forbrydelser 

Figur 1 Indførsel af ren alkohol 

begås erfaringsmæssigt næsten udelukkende af 

personer, der er påvirkede af alkohol eller andre 

rusmidler i gerningsøjeblikket, ligesom ofrene også 

tit er påvirkede“ . Rimer dette så med tallene for 

alkoholforbrug, som vises i Figur 1? Figuren viser, 

at i den seneste fireårs periode, hvor voldsanmeldelser 

steg fra 745 til 809, faldt alkoholforbruget 

markant .

Der er store geografiske forskelle på voldsanmeldelser 

. Den største hyppighed i forhold til indbyggertallet 

er registreret i Paamiut . Når landsgennemsnit 

angives med indeks 100, optræder Paamiut 

med indeks 218 . Uummannaq, med indeks 84, og 

specielt Upernavik, med indeks 37, ligger langt 

under landsgennemsnittet . 

Politiets statistikker viser en støt stigende tendens 

i anmel delser af sædeligheds- og voldsforbrydelser . 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at stigningen skal 

ses i sammenhæng med det øgede fore byg gel sesfokus 

fra både central og kommunal side samt det 

højere uddannelsesniveau og heraf større viden . Det 

formodes, at der blandt anmeldelserne er tale om 

en del overgreb, som er begået tidligere, eller som 

har stået på gennem lang tid, men først nu kommet 

for dagens lys . 

I 2008 modtog politiet 164 anmeldelser vedrør ende 

voldtægt og forsøg herpå . Tallene svinger fra år til 

år . I 2001 lå anmeldte voldtægter og voldtægtsforsøg 

på 191, herefter faldt det til 148 i 2004 . 

Voldtægter og voldtægtsforsøg indgår i, hvad 

politiet definerer som sædelighedsforbrydelser . 

Dem var der i alt 391 anmeldelser af i 2008 . Sædelighedsforbrydelser 

er altså summen af voldtægter 

og voldtægtsforsøg samt incest, kønsligt forhold til 

børn, blufærdighedskrænkelse og kønslig udnyttelse 

af psykisk abnormitet samt forførelse . Også 

her ser vi en stor geografisk spredning . Tasiilaq 

Politidistrikt tegner sig for et indeks på 218, hvor 

landsgennemsnit er indeks 100 . Nuuk ligger på 55 . 

Én ting er de hårde data fra politiet, men der er 

også en hel del viden at hente fra en række befolkningsundersøgelser, 

hvor mennesker selv udtaler 

sig enten i interviews eller gennem spørgeskemaer . 

„Unges trivsel i Grønland 2004“ er resultatet af en 

videnskabelig undersøgelse fra Statens Institut for 

Folkesundhed i samarbejde med Paarisa . Det var en 

computerbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 

skoleelever i alderen 15-17 år . Health Behaviour 

in School-Aged Children gennemføres i Grønland 

hvert 4 . år . Rapporten fra 2006 fik navnet „Sundhed 

på Toppen“ . Denne undersøgelse gentages i 

2010 . „Inuusuttut Akisunnerat“ var et kombineret 

radio- og hjemmesideprojekt, hvor unge skrev 

til en brevkasse samt gik i dialog med hinanden . 

Statens Institut for Folkesundhed står bag store 

befolkningsundersøgelser, den første i 1993 og den 

seneste i 2005-2007 . I 2007 kom en undersøgelse 

fra Departementet for Familie og Sundhed og SFI 

om børns vilkår . Her blev mødre til børn mellem 0 og 

14 år interviewet . 

Nedenfor følger data fra de nævnte rapporter . 

Først antal personer, som har været udsat for 

alvorlige trusler eller vold . I Inuuneritta’s „Vold og 

sek suelle overgreb – Idékatalog“, Figur 2, er en 

oversigt over, hvor mange personer, der i spørgeundersøgelser 

selv angiver at have været udsat for 

alvorlige trusler eller vold . Det fremgår, at 62 % 

af kvinderne har været udsat for trusler om vold, 

og det samme har 56 % af mændene . Inden for de 

seneste 12 måneder gælder det for 16 % og 13 % . 

Vi ved ikke, om de unge har været udsat for trusler 

igennem hele livet eller inden for de seneste 12

måneder, men søjlerne for unge er bemærkelsesværdigt 

høje i forhold til voksne . 

Figur 2 Antal af trussels- og voldstilfælde 

Ser vi ud fra befolkningsundersøgelserne på seksuelle 

overgreb, er det tydeligt, at seksuelle overgreb 

primært sker over for børn . Blandt de voksne 

angiver 9 % af kvinderne at have været udsat for 

seksuelle overgreb som voksne, 13 % har oplevet 

det som unge, men 21 % har været udsat for overgreb 

som børn . De unge taler selv gennem „Unges 

Trivsel“, her angiver 28 % af de unge kvinder at have 

været udsat for overgreb, og 13 % heraf som under 

13-årige . Tallene for kvinder er høje, men vi må ikke 

glemme mændene, også her er det rigtig mange, 

der har oplevet seksuelle overgreb . De forskellige 

befolkningsundersøgelser har vist, at de, der har 

været udsat for voldelige eller seksuelle overgreb, 

også lider af en række helbredsproblemer såsom 

kroniske sygdomme og psykiske problemer . 

Vi ved ikke, hvorfor tallene for vold og seksuelle 

overgreb stiger, måske er der flere og flere overgreb 

. Det kan også skyldes, at der er kommet mere 

fokus på både vold og seksuelle overgreb i samfundsdebatten 

. I dag siges det højt, at seksuelle 

overgreb ikke er acceptabelt, og at offeret ikke 

selv er skyld i overgrebet . Vi ved, at et par lærere 

i Tasiilaq efter Paarisa-kampagnen i skolerne og 

på TV spurgte ind til emnet, og at en stor gruppe

ørn derefter betroede sig til lærerne . Det førte til 

anmeldelser og heldigvis også til behandlingstilbud 

til disse børn . 

Paarisa driver to telefonrådgivninger, hvor alle 

gratis kan ringe og få råd fra professionelle . Børn- 

og Ungetelefonen har nummer 134, denne telefonrådgivning 

blev i 2002 oprettet som led i forebyggelse 

af selvmord og seksuelt misbrug af børn . 

I årsrapporten for Børn- og Ungetelefonen 134 kan 

ses, hvilke problemer børn og unge søger hjælp til . 

For 2008 var hovedproblemerne: mobning 21 %, 

vold 14 %, skænderier 12 %, misbrug af rusmidler 

10 % og børn, der er overladt til sig selv 10 % . Vold 

forekommer højt på listen, men børn har ikke kun 

ét problem . Dykkes ned bag tallene kan ses, at 40 

% af dem, der har „vold“ som hovedproblem, også 

oplever skænderier og/eller misbrug af rusmidler, 

29 % nævner skilsmisse og 27 % har selvmord 

tæt på livet . I rådgivningssamtalerne for Børn- og 

Ungetelefonen 134 bliver det registreret, hvorvidt 

opkal deren havde oplevet seksuelt misbrug eller 

krænkelse . I 2008 angav 23 børn og unge at have 

sådanne oplevelser, deraf havde 43 % været udsat 

for voldtægt . Små tal? 

Ja, men det drejer sig om 10 levende børn . Telefonrådgivningen 

„Attavik“, med nummer 146, åbnede 

i 2007 . Målgruppen er personer, der overvejer 

selvmord, eller som på anden måde er i en personlig 

krise . De fleste opringninger kommer fra byerne, 

kun 17 % fra bygder . De fleste henvendelser 

kommer fra kvinder . I årsrapporten kan ses, hvilke 

problemer der søges hjælp for . Paarisa må erkende, 

at registreringen er mangelfuld, idet der for 

knap 30 % af samtalerne ikke er registret årsag til 

henvendelsen . I 2008 angav 18 % af henvenderne 

„ensomhed“ som årsag til at ringe, derefter kommer 

„traumatisk begivenhed“ og „psykisk sygdom“ . 

9 personer var blevet voldtaget, og 3 havde voldtaget 

andre . 

Unge har på hjemmesiden „Inuusuttut akisunnerat“ 

skrevet om vold . Unge mænd oplever sammenhæng 

mellem den vold, der udøves fra faderen, og den 

vold, de selv udøver . Unge kvinder oplever sammenhæng 

mellem deres oplevelse af vold og den vold, 

som deres mødre har oplevet . De unge kvinder 

føler, at de selv er ansvarlige for den vold, der 

bliver udøvet mod dem, samtidig med at de mener, 

volden er en kærlighedserklæring til dem . De unge 

kvinder skriver også, at deres børn er vidner til 

volden . Således er sikret, at volden kan fortsætte i 

næste generation!

Af Regine Enoksen, formand for Q .P .K 

De syv krisecentre, der er på Grønland i dag, findes 

i følgende byer: Narsaq, Qaqortoq, Paamiut, Nuuk, 

Sisimiut, Aasiaat samt Ilulissat . 

Krisecentrene på kysten køres på foreningsbasis, 

og driften af disse aftales med kommunalbestyrelserne 

. Krisecentrene er underlagt socialforvaltningerne, 

mens tilskud til driften bliver betalt af 

kommunerne og Selvstyret . 

Vi kan imidlertid ikke køre videre under de nuværende 

forhold, f .eks . er der vidt forskellige tilskudsformer 

i de 4 storkommuner . Krisecentre ne 

har behov for større tilskud for bl .a . at kunne 

forbedre vilkårene for medarbejderne . 

Formål med og arbejdet ved krisecentrene 

Grundlaget for oprettelsen af krisecentrene er 

at yde samtaler og anden service for voldsramte 

og truede kvinder samt deres børn . Dette foregår 

gennem rådgivning, vejledning, samtaler og andet . 

Gennem disse skal vi yde hjælp til selvhjælp, og 

derudover skal vi sørge for indkvartering af klienterne 

. 

Efter klienternes behov bliver sagerne videreført 

til eksempelvis politi, socialforvaltningerne, sundhedsvæsenet, 

præstegældet m .v . 

Organisationen 

Krisecentrenes forening stiftede den 27 . september 

1989 en organisation . Hvert 3 . år afholdes der 

kongres, og i den valgte formands hjemby placeres 

sekretariatet . I 2007 blev sekretariatet placeret 

i Sisimiut, og efter genvalg af formanden i år i maj 

måned forblev sekretariatet i Sisimiut . 

Hvert år afholdes der kursus for personalet i 

kri se centrene, hvor kurserne bliver tilrettelagt af 

fagfolk . 

Kurserne plejer at indeholde: supervision/kontakter, 

vejledning, rådgivning, personlig udvikling, 

hjælp til seksuelt misbrugte m .v . Derudover indeholder 

kurserne vejledning om drift af foreninger 

samt udveksling af erfaringer . I 2008 blev der 

ansat en koordinator i sammenslutningen, som har 

været til stor gavn . 

Krisecentrenes personale 

I de fleste krisecentre på kysten plejer der kun at 

være ansat én person, og da henvendelserne foregår 

på vidt forskellige tidspunkter, er vi ansatte 

nødt til at stå til rådighed døgnet rundt . 

Den ansatte skal fungere som leder, administrator, 

socialrådgiver, rengøringsdame og meget andet . 

Hvis der kommer henvendelser eller bliver indleveret 

klienter om aftenen eller natten, er vi nødt til at 

tage på arbejde igen, og uanset hvor lidt søvn vi har

fået, er vi nødt til at møde på arbejde om morgenen, 

da der er behov for os . 

Om weekenden bliver der tilforordnet to ekstra 

medarbejder . Men problemet med mangel på vagter 

er voksende, og den største grund til dette er 

den meget lille løn, som medarbejderne får . 

Vi, der er ansat i krisecentrene, kan ikke undvære 

vagterne i weekenderne . Vagterne i weekenderne 

plejer at være folk, der har arbejde ved siden af 

eller pensionister samt førtidspensionister . 

Krisecentrenes forpligtelser 

Krisecentrene fungerer som hjem for mange kvinder 

og deres børn i kortere eller længere perioder . 

De fleste klienter er kvinder, der som børn har 

været med deres mødre i krisecentrene, eller kvinder, 

der kommer fra utrygge hjem og er opvokset i 

voldelige familier . 

Klienterne har efter omstændighederne behov for 

samtalepartnere, som kan forstå og hjælpe dem, 

derfor henviser vi disse kvinder til uddannede fagfolk, 

som har erfaringer med sådanne samtaler . 

Naturligvis deltager vi og støtter dem under denne 

proces . 

Børn, der kommer i krisecentrene sammen med 

deres mødre 

Set i forhold til befolkningstallet er der forholdsvis 

mange børn, der kommer med deres mødre i krisecentrene 

i Grønland . 

Når vi ser på statistikkerne fra krisecentrene og 

finder gennemsnitstallet for børn, der kommer i 

krisecentrene sammen med deres mødre, kan jeg 

med sikkerhed sige, at børnene beslaglægger mere 

end halvdelen af sengepladserne i krisecentrene . 

Derfor er antallet af børn, der har behov for hjælp, 

meget stort, og vi kan ikke blot lukke øjnene for 

disse forhold . 

Mødrene bliver oplært i familieforhold samt pligter 

som mødre, og mødrene føler først, at de har disse 

færdigheder, når de selv begynder at anvende dem 

i deres dagligdag . 

Vi ved, at kimen til at vælge en partner senere hen i 

livet allerede bliver lagt i barndommen . 

Hvis vi skal den fysiske og psykiske vold til livs, kan 

vi ikke komme uden om børnene . 

Vi kan bl .a . opleve disse stemninger blandt børn, 

der kommer i krisecentrene sammen med deres 

mødre: misstemning, sorg, bekymring, frygt, angst, 

muthed, tilbageholdenhed, skam, ensomhed samt 

opmærksomhedskrævende og grov opførsel . 

Når vi oplever, at børnenes opførsel og sindsstemning 

ikke er normal, indberetter vi dette til de 

social myndigheder, og i nogle tilfælde er vi nødt til 

at indberette børnene uden mødrenes samtykke på 

grund af vores underretningspligt .

Kvindelige brugere af krisecentrene 

Nogle af kvinderne henvender sig selv til krisecentrene 

eller bliver indleveret af politiet, socialforvaltningerne 

eller andre . 

De kvindelige brugere af krisecentrene er fra 18 år 

og til op over 70 år . Vi modtager også unge under 

18 år, når de kommer med deres børn, og disse mindreårige 

klienter er vokset i antal de seneste år . 

Vi kan nævne et stort problem, som vi hører om 

oftere og oftere: omsorgssvigt af børn . Vi plejer 

at opfordre mindreårige mødre til at rette henvendelse 

til de sociale myndigheder og prøver så vidt 

muligt at støtte dem, så der kan blive sørget for 

dem . 

Det er disse mødre, der til sidst ikke har flere kræfter 

til deres børn, hvis de ikke bliver støttet, og 

konsekvensen bliver omsorgssvigt af børnene . 

Vi kan ikke give dem kræfter ved blot at sørge for 

en bolig samt underhold til disse . Vi skal ikke blot 

tænke på deres opretholdelse af livet . Det er af 

yderste vigtighed at støtte disse unge, hvis der 

skal ske forandringer og give dem kræfter til at 

komme videre i deres liv . 

Mandlige brugere af krisecentre 

De mandlige brugere af krisecentrene henvender 

sig mest for at få samtaler, men naturligvis er der 

også nogle, der henvender sig for at få natlogi . Men 

det er vi tilbageholdende med, da vi prioriterer 

kvinderne samt deres børn . Deres ønsker om samtale 

kan være begrundet i forskellige forhold, f .eks . 

tendens til vold, skilsmisse, en dårlig barndom, opdragelse 

i en voldsramt familie, seksuelle overgreb 

under barndommen eller fysisk og psykisk vold . 

Fremtidsvisioner 

• At der bliver ansat børnepædagoger 

• At der ansættes fastansat personale i de krisecentre, 

der ikke har fastansat personale 

• At der oprettes krisecentre i de byer, hvor der 

ikke findes krisecentre 

• At der samarbejdes om at oprette steder, hvor 

mænd kan henvende sig 

• At der oprettes støttegrupper for voldsramte 

kvinder

Af Grethe Siegstad, socialrådgiver, krisecenteret 

Nuuk 

Kommuneqarfik Sermersooqs krisecenter er et 

midlertidigt opholdssted for kvinder, der har været 

udsat for psykisk eller fysisk vold eller trusler 

herom . Kvinderne kan medbringe deres børn . 

Krisecenteret er beliggende på Sipisaq Kujalleq 

7A, 1 . sal . Der er 5 1-værelseslejligheder samt et 

børne-/fælleslokale . I kælderen er der mulighed 

for at låne vaskemaskine samt tørretumbler . 

På Krisecenteret er beboeren selv ansvarlig for 

madlavning, rengøring af lejligheden samt tøjvask . 

Ved fraflytning skal lejligheden være ryddelig og 

rengjort . 

Ophold koster 115 kr . pr . døgn for voksne og 95 kr . 

pr . døgn pr . barn (2-14 år) . Børn fra 0-2 år er gratis . 

Opholdsbetaling kan betales direkte til personalet 

i Børne- og Familieafdelingen eller til kommunens 

kasse på rådhuset . Ellers sender vi en regning, som 

bliver indkrævet via kommunens inkassokontor . 

Hvis man ikke kan betale for opholdet, skal man 

inden 2 dage efter indflytningen rette henvendelse 

til en sagsbehandler i socialforvaltningen for at 

søge om hjælp til betaling af opholdet . Såfremt 

socialforvaltningen giver afslag eller kun delvist 

bevilger beløbet, vil det resterende skyldige beløb 

blive opkrævet via kommunens inkassokontor . 

Personalet på krisecenteret har tavshedspligt og 

ingen notatpligt . Derudover kan kriseramte ved 

kortvarigt ophold vælge at være anonyme . 

Såfremt personalet får kendskab til, at et barn 

lever under forhold, der bringer dets sundhed eller 

udvikling i fare, skal de, ifølge lovgivningen, give 

socialforvaltningen besked om dette . 

Under opholdet på krisecenteret beder krisecenteret 

brugerne om ikke at viderebringe de oplysninger, 

man får om de andre beboere og deres forhold, 

således at de kvinder og børn, der har ophold på 

krisecenteret, kan være trygge og „beskyttet“ . 

Den kriseramte og hendes børn bliver modtaget 

af personalet . Hvis henvendelsen sker i hverdage 

i dagtimerne mellem kl . 08 .00-16 .00 er det personalet 

fra krisecentret, der tager imod . Uden for 

dette tidsrum vil den vagthavende tage imod . Det 

påhviler personalet at sørge for, at den kriseramte 

og eventuelt medbragte børn får anvist et sted at 

sove samt bliver tilbudt mad . Det påhviler endvidere 

personalet at yde råd og vejledning, såfremt 

det vurderes, at der er et akut behov for dette . Personalet 

forlader først krisecenteret, når brugeren 

føler sig tryg og rolig . På krisecenteret er der et 

„nødkaldeapparat“, der sikrer direkte forbindelse 

til personalet i Børne- og Familieafdelingen, politiet 

og den vagthavende .

Når man flytter til krisecenteret, bliver man tilbudt 

krisesamtaler . Samtalerne omhandler situationen, 

samt hvorfor man er på krisecenteret . Ligeledes 

tilbydes deltagelse i selvhjælpsgrupper, som kører 

internt i krisecentret . 

Et længerevarende ophold forudsætter, at man og 

eventuelt familie ønsker at arbejde med at forbedre 

situationen . Personalet vil under opholdet også 

komme og tilse brugeren og eventuelle medbragte 

børn . 

Børn på Krisecenteret 

At tage ophold på krisecenteret er følelsesmæssigt 

en svær beslutning, som også påvirker børnene 

. Deres dagligdag bliver anderledes; de er væk 

fra deres vante omgivelser – og de har måske 

oplevet skænderier, vold eller andre voldsomme 

episoder i hjemmet . Der er indrettet et børne-/ 

fælleslokale, hvor børnene kan være sammen 

med andre børn, lege og „være børn“ . Krisecenteret 

tilbyder også mor-barn-samtaler, individuelle 

børnesamtaler (efter samtykke fra moderen) samt 

samtaler sammen med andre børn . 

Personalet står altid til rådighed med råd og vejledning 

i forhold til, hvordan man kan hjælpe børnene 

bedst muligt, men pasningen af børnene er brugernes 

eget ansvar . 

Ved fraflytning kan der afholdes en samtale . Her 

vil den fremtidige situation blive drøftet, og valget 

vil blive respekteret . Personalet gennemgår, om 

værelset er rengjort, ligesom det bliver tjekket, 

om der mangler ting, eller noget er gået i stykker . 

Hvorefter der så bliver lavet en samlet regning for 

opholdet .

Af Lene Johannesson, sekretariatslede, LOKK 

LOKK er en dansk landsdækkende nonprofit interesseorganisation, 

hvis formål er ud fra et kvindepolitisk 

grundlag og med et samfundsmæssigt 

perspektiv at synliggøre, forebygge og eliminere 

mænds vold mod kvinder og børn . 

LOKK repræsenterer 40 af Danmarks 42 kvindekrisecentre 

. Krisecentrene i Danmark er meget 

forskellige – nogle har udelukkende professionelt 

personale, andre har 2 ansatte og måske 70 

frivillige tilknyttet . Nogle er kommunale, andre 

er selvejende med eller uden driftsaftale med en 

kommune . 

LOKK udgiver hvert år en statistik, som beskriver 

forholdene omkring kvinderne – alder, indkomst, 

voldens karakter, hvor de flytter hen m .v ., og en 

børnestatistik, som tilsvarende beskriver, hvad 

børnene har været udsat for eller overværet af 

vold, hvilke hjælpeforanstaltninger der sættes ind 

med og lignende .

En rejse fra Grevindens stiftelse til moderne 

social- og ligestillingspolitisk aktør 

Af Dannerhuset 

Danner er en gammel dansk institution . Huset, som 

ligger i Nansensgade i København, er bygget af 

Grevinde Danner i 1876 med det mål at huse fruentimmere 

af de arbejderkår, hun selv var rundet af . 

I sine første 100 år var stiftelsen rammen for fattige 

kvinders alderdom i overensstemmelse med 

grevindens ønske . 

I 1979 skiftede Dannerhuset ejere og formål . 

Huset blev besat af rødstrømperne, og Danner blev 

en af tidens vigtige græsrodsorganisationer, som 

opbyggede et af landets første krisecentre . En af 

aktivisternes største sejre fra dengang var med 

stor dygtighed af få sat vold i hjemmet på dagsordenen 

. Gør det private politisk, lød parolen . 

Ekspertise og empowerment 

Danner er nu i sin 3 . tidsregning . Sådan opfatter 

vi det i hvert fald . Vores arbejde er stadig først og 

fremmest målrettet kvinder . Vores mål er fortsat 

at stoppe vold mod kvinder og børn med afsæt 

i den ekspertise og empowerment-metode, som 

husets første græsrødder grundlagde . Den arv fra 

rødstrømperne har vi taget med os . 

Men verden er i dag en anden, og Danner har på de 

30 år udviklet sig fra at være en græsrodsbevægelse 

til en moderne organisation . Vi er gået fra 

at være baseret på frivillige alene til i dag at være 

en organisation med 30 ansatte og 200 frivillige . 

Vi er gået fra et helt fladt basisdemokrati til en 

organisation, som ligner de fleste andre med klart 

defineret ledelse . Vi er gået fra at være et tilbud 

om tag over hovedet til i dag at være et sted med 

mange specialiserede tilbud til kvinder og børn, der 

har oplevet vold i deres nære relationer . Vi er gået 

fra en tid, hvor økonomien var særdeles sparsom 

til en situation, hvor økonomien stadig er trang, 

men med den væsentlige forskel, at kommunerne 

i dag er forpligtede til at betale for den ydelse, vi 

leverer . Vi er gået fra alene at være for kvinder til 

i dag at have et udbygget samarbejde med mænd . 

Værdierne har vi til gengæld ikke ændret meget 

ved . Solidaritet og empowerment ligger bag alt, 

hvad vi gør . Alt sammen fordi vi ønsker at fremme 

sagen bedst muligt og yde det bedste, vi kan for 

voldsramte kvinder og børn . 

Ligestilling 

Det moderne Danner arbejder i dag på 3 fronter: 

Vi hjælper kvinder og børn, som lever med vold i 

deres nære relationer, med råd og hjælp i vores 

krisecenter . Vi arbejder med vidensopsamling og 

metodeudvikling i vores nye videnscenter Danner- 

Viden . Og endelig arbejder vi med forebyggelse 

gennem vores netværk . Vi ved, der er en sammenhæng 

mellem omfanget af vold og udbredelsen

af ligestilling . Derfor ønsker vi at være til stede i 

ligestillingsdebatten og sammen med alle Danners 

frivillige og Danners venner at skabe fornyet debat 

om, hvordan vi hver især kan komme til at udfolde 

os som frie og ligeværdige individer på tværs af 

køn og på trods af kønsstereotyper . 

Myte 1: Vold i hjemmet er tilfældig! 

Fakta: Vold i hjemmet rammer altid den samme . 

Fakta: Vold i hjemmet sker hver dag . 

Fakta: Vold i hjemmet sker måske i fuldskab, men ikke på grund af fuldskab . 

Fakta: Vold i hjemmet sker uden vidner . 

Myte 2: Hun kan da bare gå! 

Fakta: Vold udvikles over tid – den begynder „i det små“ og udvikler sig langsomt over tid . 

Fakta: Samværet veksler mellem ømhed og vold, hvilket fører til uforudsigelighed i forholdet og øger forvirringen 

og usikkerheden hos den voldsramte . 

Fakta: Volden tiltager i grovhed og hyppighed – den gror som en spiral og kan blive fatal .

Af Lene Johannesson, sekretariatsleder i LOKK 

Som landsorganisation for kvindekrisecentre 

(LOKK) i Danmark støder vi ofte på bemærkninger 

om „hvorfor går hun ikke bare?“ . Det synes at være 

så let – blot at gå, når man udsættes for vold fra sin 

ægtefælle eller samlever . 

Det voldelige forhold udvikles imidlertid typisk 

over tid, og volden tiltager i grovhed og hyppighed . 

Et voldeligt forhold kan stå på i længere tid, ofte 

i årevis, mens volden langsomt tiltager og bliver 

værre, i værste fald livsfarligt . 

Voldens cyklus 

Volden kan deles op i faser . Voldens cyklus kan 

beskrives som: 

• Spændingsfasen – optakten til voldsudbruddet: 

Manden opbygger en vrede, han bliver 

mere og mere utilfreds . Der er måske mindre 

voldsepiso der eller trusler . Kvinden forsøger at 

glatte ud og undgå konflikter . 

• Voldsudbruddet: Spændingen kulminerer – 

manden bliver voldelig . 

• Fortrydelsesfasen: Fasen efter voldsudbruddet, 

hvor voldsudøveren ofte fortryder sine handlinger 

og er bange for at miste sin partner . 

Oftest er forholdet fredeligt i begyndelsen, men 

udvikles efterhånden til at blive mere voldeligt . 

Jeg har mødt en godt begavet kvinde, som bestred 

en høj stilling . Hun havde mødt en mand via nettet . 

Han sat i fængsel, hvor han var dømt „uden at have 

gjort noget som helst“, forklarede han hende . Han 

havde blot stået i køkkenet med en kniv i hånden, 

og så var hans tidligere svigermor gået ind i den . 

Hun var bare så klodset . 

Kvinden troede på historien . Manden var det sødeste 

og mest belevne, hun kunne forestille sig . De 

fik hurtigt en dreng og en pige – tvillinger . Alt var 

lykkeligt . Hun troede på hans historie lige indtil den 

dag, hvor hun sagde ham imod . Hun havde hentet 

børnene i vuggestuen og var ved at køre hjem . Han 

fulgte efter dem og blev ved med at køre op i hendes 

bil . Hun søgte tilflugt på en tankstation, hvor 

han kørte døren af, da hun åbnede den . 

Kvinden søgte tilflugt på et krisecenter med børnene, 

og først da gik det op for hende, at manden 

var voldelig . 

Kærlighed gør blind!

Voldsspiralen 

Professor i sociologi Eva Lundgren fra Upsala Universitet 

i Sverige taler om voldsspiralen . En teori, 

vi kan genkende på krisecentrene . 

Teorien sætter fokus på volden i parforhold som en 

proces . I processen er der mange mekanismer, som 

hver for sig og i kombination gør volden til en aktiv 

og dynamisk proces med dybtgående konsekvenser 

for både voldsudøveren og den voldsudsatte 

kvinde . 

Voldsprocessen er kendetegnet ved, at volden 

normaliseres for begge parter . Volden opleves som 

en naturlig del af hverdagen . 

Jeg vil forsøge at beskrive, hvilke virkninger volden 

har for såvel manden som kvinden . 

Mandens strategier 

Det er vigtigt at sige, at man ikke kan se på manden, 

at han udøver vold mod sin kone . Det står ikke 

i panden på ham . Det ville være så let . Han ser helt 

almindelig ud . Nogle kan måske opfatte ham som 

utrolig sød og omgængelig og som enhver svigermors 

drøm . 

Det er også vigtigt at sige, at han ikke kun er den 

voldelige, men også den rare, omsorgsfulde mand 

og kærlige far . 

Den voldelige mand udøver kontrolleret vold over 

for kvinden . Han udvikler strategierne for at opnå 

magt over kvinden . Han udøver ikke volden, fordi 

han ikke kan styre sit temperament . Bl .a . slår og 

sparker manden oftest kun de steder, man ikke kan 

se, når kvinden har tøj på, og hvis han raserer hele 

hjemmet, går det ikke ud over hans egne ting . 

Volden forekommer ikke i det offentlige rum, men 

forekommer typisk i hjemmet uden andre tilskuere 

end f .eks . børnene i familien . 

Manden har således kontrol over, hvor hårdt han 

slår, og hvor meget han slår, samtidig med at han 

sikre sig, at der ikke er vidner 

Den anden strategi, „isolation“, udøves gennem 

overvågning eller afhøring . Han følger efter 

kvinden, han ringer til hende i tide og utide, han 

kontrollerer hendes mails og hendes telefon, hvem 

har hun ringet til, vil vide, hvornår hun kommer hjem 

– f .eks . ved han lige nøjagtigt, at det tager kvinden 

20 minutter at gå fra arbejdet til hjemmet – nu har 

det taget hende 35 minutter . Hvor har hun været 

henne? Hvad har hun lavet? Har hun en anden? 

Den hyppigste strategi er veksling mellem ømhed 

og vold eller trusler . Det er en strategi, vi også 

kender fra torturofre . Isolationen af kvinden forstærker 

effekten, fordi kvinden bliver afhængig af 

manden . Manden er på en gang den, der krænker 

kvinden, og den, der giver hende trøst og omsorg . 

Resultatet er, at kvinden til sidst ikke kan skelne 

mellem vold og kærlighed og sætter ofte lighedstegn 

mellem disse . 

Alle disse strategier efterlader kvinden svag med 

manglende selvværd . Manden opretholder sin forestilling 

og et selvbillede om den rigtige mand – en 

mand med overtag og styrke .

Kvindens overlevelsesstrategier 

Kvinder udvikler over tid en række overlevelsesstrategier 

– eller tilpasningsstrategier – for at 

forhindre volden i at opstå . 

Kvinden fortrænger eller undskylder årsagen 

til volden . Hun udtrykker, at det var et uheld, en 

ulykke . Hun kan retfærdiggøre volden ved at forklare, 

hvor svær en opvækst manden har haft – det 

er synd for ham . 

Efterhånden slipper de brugbare undskyldninger 

op, og grænsen for, hvad hun vil finde sig i, bliver 

udvisket . Hun får sværere ved at skelne mellem, 

hvad der er normalt og hvad der er vold . 

Kvinden bliver skamfuld over at blive udsat for vold 

og ønsker ikke at blive konfronteret med andre 

mennesker . Måske har hun oplevet andres tavshed 

eller direkte fordømmelse af, at hun bliver hos ham . 

Det er derfor nemmere at isolere sig . 

Hun har derfor efterhånden kun manden at holde 

sig til . Ligesom man hører, at torturofre identificerer 

sig med bødlen, på samme måde begynder 

kvinden over tid at tilpasse sig manden og hans 

opfattelse af hans handlinger, hans adfærd og hans 

motiver for volden . Hun kan ikke længere vælge 

selv . 

Kvinden udvikler et lavt selvværd som følge af at 

være i et voldeligt forhold – jo længere tid hun har 

været i forholdet, jo lavere er hendes selvværd . 

Kvinden begynder at se sig selv med mandens 

øjne . Og har en oplevelse af, at det er hendes egen 

skyld . Det kræver derfor en stærk kvinde at kunne 

forlade en voldelig mand . 

Jeg har kendt en kvinde, stor og stærk, leder af 

en daginstitution . Hun var gift med en mand, alle 

kunne lide . Han havde et tillidserhverv i kommunen 

. Han havde ofte gæster, og hun vidste, at når 

gæsterne var gået, ville hun blive udsat for vold . 

Hun forsøgte at gøre alt, hvad han ønskede . Men 

alligevel gik det galt . Enten smilede hun for meget 

til gæsterne, eller hun smilede for lidt, hun serverede 

for mange bajere eller for få – et eller andet 

ville gå galt . 

Når gæsterne var gået, stod hun til regnskab . Han 

gennemtævede hende . Han låste hende inde på et 

værelse eller bandt hende til en stol . Han ringede 

til hendes arbejde og sagde, at „nu havde hun 

migræne igen“ . Det lykkedes hende en dag at slippe 

fri og at tage på krisecenter i den anden ende af 

landet, hvor hun ankom slemt forslået . Kommunen 

blev kontaktet, da kvinden ingen penge havde . 

Sagsbehandleren i kommunen troede ikke på, at 

kvinden havde været udsat for vold . Det kunne den 

pæne og rare mand, som alle kendte, ikke finde på . 

Kvinden måtte være fuld af løgn .

Hvordan oplever børnene i familien volden 

Vi har i mange år talt om, at det lille barn, der gemmer 

sig i kosteskabet eller forsøger at gå imellem 

for at beskytte mor, overværer volden . 

Nej, barnet overværer ikke volden . Barnet udsættes 

for vold! 

Børn, der vokser op i en familie med vold, påvirkes 

negativt . Det har konsekvenser for deres trivsel og 

udvikling, og det er lige så skadeligt for et barn at 

se eller overhøre vold med en nærtstående voksen, 

f .eks . deres mor, som det er selv at blive udsat for 

vold! 

Forældre i familier med vold bruger ofte deres 

energi på at overleve og har derfor sjældent overskud 

til at se og høre børnene og give børnene den 

psykiske omsorg, de har behov for . 

Manglende åbenhed og kommunikation er en af 

de skadelige mekanismer, som bevirker, at den 

skadelige effekt af volden øges . Børn bliver angste . 

Nogle kan forsøge at reducere angsten ved at 

handle f .eks . ved at gå imellem far og mor eller hente 

hjælp hos naboerne eller selv ringe til politiet . 

Ved at børnene er i stand til at handle, kan de få en 

oplevelse af styrke og selvtillid . Andre børn bliver 

paralyseret, bliver skræmte og efterfølgende plager 

de sig selv med, hvad de burde have gjort . 

Børnene påtager sig ofte også skylden for, at far 

begynder at slå – det kan være, de vælter et glas 

mælk, eller de støjer for meget – hvilket mor bliver 

bebrejdet og derefter udsat for vold . Børnene kan 

udvikle følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder, 

som kan præge dem hele livet . 

De grusomheder, der udfolder sig i hjemmet, hvor 

børn skulle føle sig allermest trygge, gør hjemmet 

til en krigszone . Børnene ved aldrig, hvornår næste 

slag står . De er derfor i konstant alarmberedskab, 

og deres liv er uforudsigeligt . 

Børnene betaler prisen 

Det bevirker, at de let misforstår eller overreagerer 

også i andre situationer . Det kan udløse en 

aggressiv adfærd over for andre eller vendt mod 

dem selv . 

Uanset om der er en årsag til børnenes aggression, 

kan deres adfærd være uacceptabel for omgivelserne 

. De bliver derfor ofte mødt med afvisning og 

fordømmelse både fra voksne og deres jævnaldrende 

. 

Børnene får et negativt selvbillede og opfatter sig 

selv som uacceptable personer, som ingen kan lide . 

De har samtidig en opfattelse af, at de klare sig 

dårligt i skolen . 

Børnene bliver isoleret og har ofte ingen venner . 

Samtidig tør børnene ofte ikke tage venner med 

hjem, fordi de aldrig ved, hvordan situationen er 

derhjemme . 

Børnene var i mange år oversete på krisecentrene . 

De fulgte bare med mor . Det er der heldigvis rettet 

op på . På alle kvindekrisecentre i Danmark er der 

børnepædagoger, som taler med børnene .

Jeg ved, at krisecentrene i Grønland ligeledes har 

stor fokus på børnene . På krisecentrene ydes det, 

vi kan kalde psykisk førstehjælp . Det handler om 

at hjælpe børn til at håndtere situationen her og 

nu . Hjælpe og støtte dem til at sætte ord på de 

voldelige oplevelser for på den måde at kunne 

bearbejde dem . Ofte har børnene aldrig talt med 

nogen om volden tidligere . Eller i hvert fald har der 

ikke været en voksen, som har reageret på, hvad 

børnene har fortalt . 

Det kræver også sin mand at kunne rumme, når 

børn fortæller de tragiske historier – fulde af tragiske 

og traumatiske oplevelser . 

Jeg har flere gange hørt børn fortælle, at de havde 

prøvet at sige til en lærer eller en pædagog, hvad 

der foregik derhjemme, men var blevet afbrudt 

med et „det-taler-vi-om-senere“ . Alligevel var den 

voksne ikke vent tilbage . Så prøver man ikke igen, 

specielt ikke når man er barn . 

Stop volden – bryd tavsheden 

Vi ved fra behandlingssteder for mænd, at over ¾ 

af de voldsudøvende mænd har oplevet vold i barndomshjemmet 

. Det er derfor vigtigt, at vi bryder 

tavsheden og taler om den vold, som vi ser, også 

når den foregår inden for hjemmets 4 vægge . Det 

er forebyggelse .

Af Naaja Hjelholt Nathanielsen, psykolog, på vegne 

af 8 . marts-gruppen 1 

Der er utroligt megen vold i Grønland – faktisk er 

vold en del af så mange grønlænderes hverdag, at 

man kan få den tanke, at vold er en almindelig del 

af vores måde at omgås hinanden på . Volden er 

et tabu, der er svært at bryde . Jeg tror, at vi alle 

kender eller har kendt nogen, der bliver slået, og 

vi ved, hvor svært det er at konfrontere dem med 

problemet og for alvor gøre noget ved det . Derfor 

er det meget vigtigt, at vi lærer at tale om volden 

i familier, i vennekredsen og på arbejdspladsen . 

Konsekvenserne, hvis ikke volden stoppes, er dybt 

alvorlige og vil påvirke vores samfund meget negativt 

i de kommende år . 

Børn, der er vidne til vold i hjemmet, har øget risiko 

for også at skulle leve med volden som voksne, 

enten ved selv at udøve vold eller ved at blive 

voldsoffer i et voldeligt parforhold . 

Børn i familier med vold lever i en krigslignende 

situation – fulde af angst for døden, uden tryghed 

og i konstant uvished . Børn, der ser forældre slås, 

lever i en evig frygt . De kan have tanker som: Hvornår 

sker det igen? Hvor slemt bliver det? Dør mor 

denne gang? Bliver jeg eller mine søskende slået? 

Vil der være nogen, der kan stoppe det? Vil jeg selv 

kunne stoppe det? Også helt små børn uden meget 

1) 8 . marts-gruppen er en græsrodsbevægelse med fokus på ligestilling 

sprog vil have disse angstfulde tanker som en fornemmelse 

i kroppen . Forestil dig et øjeblik at være 

3 år og se far slå mor – forestil dig den rædsel og 

magtesløshed, der må fylde din krop . 

Ud over angsten for volden vil barnet føle et 

enormt svigt fra sine forældre . De mennesker, 

der skulle skabe tryghed, skaber i stedet angst og 

utryghed . 

Isbjørn i stuen 

Barnet føler sig alene, også selvom der er søskende 

i familien . Volden er som en kæmpestor truende 

isbjørn i stuen, som ingen taler om . Alle tænker: 

Hvis vi lader være med at tale om den, så forsvinder 

den nok . Efter volden er far måske ekstra sød over 

for mor og børnene, og mor har ikke travlt med at 

bringe volden på banen . Hun tænker måske, at det 

kunne være sidste gang, det sker . Både voldsoffer 

og voldsudøver er ramte af skyld og skamfølelser . 

De er dybt berørte af at være en del af denne voldsspiral 

. De skammer sig over, at deres børn ser det, 

og de er tynget af skyld . Børn fra voldsramte familier 

er derfor alene med deres viden og deres angst . 

Det er en sort hemmelighed, de bærer rundt på . 

Vrede er også en del af barnets reaktion på volden . 

Hvordan kan man fortælle sin omverden, at man 

lever i et helvede? Nogle reagerer indad og bliver 

stille og tilbageholdende, mens andre reagerer med

vrede . De bliver vrede på forældrene, der svigter, 

og vrede på de andre voksne i deres liv, der ikke ser 

deres magtesløshed . Det er f .eks . naboer, familiemedlemmer, 

lærere og pædagoger . 

Barnet selvværd påvirkes 

Også barnets selvværd påvirkes dybt . Barnet lærer 

at tilsidesætte sig selv og sine behov til fordel for 

andre . Barnet lærer, at dets følelser ikke er lige så 

vigtige som de voksnes . 

Børn fra familier med vold har nogle helt klare 

behov . Først og fremmest har de brug for tryghed . 

Man skal altså sikre sig, at barnet ikke længere 

skal være vidne til vold . I andre lande har man 

erfaring med at fjerne voldsudøveren fra hjemmet, 

også selvom lejligheden står i hans navn . Børn fra 

familier med vold har brug for, at tabuet brydes . 

Selvom de ikke selv er i stand til at tale om volden, 

har de brug for, at de voksne kan . De skal have mulighed 

for at deltage i grupper, hvor man taler om 

volden og om den måde, volden påvirker en familie . 

Børn fra familier med vold har fået påført et traume, 

og det skal de have mulighed for at bearbejde . 

Vi bliver nødt til at bearbejde de oplevelser, barnet 

har med vold, hvis vi for alvor vil bryde den onde 

cirkel . Det er ikke nok at stoppe volden fra at ske 

igen . Barnet skal have mulighed for at komme af 

med angsten og vreden og meget gerne samtidigt 

med, at forældrene også tilbydes hjælp og støtte . 

Som samfund er det vigtigt, at vi tager aktivt 

afstand fra volden . Mange er bange for at blande 

sig i andres forhold, og nogle er måske også bange 

for selv at blive udsat for vold . Men vi kan ikke bare 

sende ansvaret videre til de sociale myndigheder 

og til politiet . Vi er selv en del af løsningen, og vi 

må hver især tage et ansvar på os . Vi må forstå, at 

også den voldsramte kvinde er en del af os . Hun er 

en del af vores samfund og en del af vores fremtid, 

og hvis vi vil fremad, skal hun med . Og det samme 

gælder for hendes børn og voldsmanden . Vi må tro 

på, at det nytter at gøre en indsats .

Af Ingrid Leth, lektor v . Institut for psykologi, 

Københavns Universitet, og Rosa Thorsen, Informationsmedarbejder, 

Landsstyreformandens 

Departement 

Hvordan kan man slå et menneske, som man elsker 

så højt? 

Fordi de mennesker, man er stærkest knyttet til, 

også er dem, der fremkalder de stærkeste følelser 

hos en selv . Er du selv opvokset med vold, har du 

lært at slå, og det kan være svært at lade være . 

I en familie er der stærke og svage medlemmer . 

Der må styring, ansvar og masser af kærlighed 

og overbærenhed til, for at en familie kan være 

velfungerende . 

Volden begynder ofte som en glidende overgang 

fra opdragelse til vold . 

Hvorfor er det en dårlig idé at slå børn? 

• Fysisk afstraffelse skaber angst og usikkerhed 

• Fysisk afstraffelse hæmmer indlæring 

• Fysisk afstraffelse lærer børnene at blive 

aggressive 

• Fysisk afstraffelse lærer børnene, at konflikter 

skal løses med vold 

Forældre fristes til at slå: 

• Når de ikke kan komme igennem med, hvad de 

mener, er rimelige krav over for børnene 

• Når de forgæves har prøvet flere løsninger 

Undertiden er forældre ikke i stand til at klare 

opdragelsen fornuftigt, fordi de er påvirket af: 

• Impulsivitet 

• Arbejdsløshed 

• Økonomiske problemer 

• At være enlig forsørger 

• Opvækst i voldelige familier 

• Psykisk sygdom 

• Misbrug af stimulanser, alkohol eller stoffer 

Hver gang en mor eller en far løfter hånden for at 

slå eller ruske eller rive hårdt i deres barn, skal de 

tænke: NU har jeg brug for hjælp! Det her kan jeg 

ikke klare på egen hånd . 

Bed om hjælp! Find ud af, hvem i dit nærmiljø der 

kan hjælpe! 

Vold er ikke alene fysisk afstraffelse . Nedenfor ses 

en model, der beskriver de forskellige kategorier 

af vold, og hvordan de kan være aktive eller passive 

. Modellen kan gøre det lettere at identificere 

voldens mange aspekter:

Kategorier & 

dimensioner 

AKTIV Udsætte børn 

for fysisk vold, 

tilfældigt eller som 

fysisk afstraffelse 

PASSIV Lade børn overvære 

vold i familien, 

såsom hustruvold 

Her skal du lægge mærke til… 

FYSISK VOLD PSYKISK VOLD OG 

PSYKISK 

FORSØMMELSE 

PSYKISK VOLD OG FORSØMMELSE 

Enhver form for vold rammer dig i hjertet, din personlighed 

og din selvagtelse, og den smerte tager 

længere tid at komme over end smerten efter den 

fysiske vold . Derfor er den psykisk vold hård ved 

børn, som skal opbygge en god selvfølelse . De kan 

ikke imødegå eller identificere psykisk vold, de 

bliver bare ofre for den . 

Psykisk vold 

• Ledsager alle andre former for omsorgssvigt/ 

vold mod børn 

• Er den eneste form for omsorgssvigt, som kan 

optræde alene 

• Kan give de længstvarende konsekvenser set i 

et livsperspektiv 

Verbalt/skælde ud, 

udsætte for ydmygende 

behandling, 

trusler, løgne og 

vrangforestillinger 

Forhindre børns 

skolegang eller 

fritidsinteresser, 

manglende stimulering 

af små børn 

VANRØGT, FYSISK 

FORSØMMELSE 

Yde fejlagtig 

omsorg, udsætte 

et barn for livsfare 

etc . 

Uden pasning eller 

fysisk omsorg, undlade 

vaccinationer 

og sundhedsplejerskebesøg 

• Det er den hyppigst forekommende form for 

vold 

• Udvikles i en tæt relation 

Eksempler på psykisk vold: 

SEKSUEL VOLD 

Seksuelle overgreb, 

seksuel udnyttelse 

af børn 

Vise pornografi 

for børn, lade børn 

overvære sex 

Aktiv 

• Verbal fjendtlighed og modvillige holdninger 

• At kritisere, skælde voldsomt ud, true, latterliggøre, 

ydmyge, nedgøre og intimidere 

Passiv 

• Glemme børnene, så de er uden pasning eller 

voksenovervågning 

• Undlade fysisk omsorg og personlig hygiejne 

• Undlade vaccinationer og lægebesøg

Grænsen for følelsesmæssigt omsorgssvigt nås, 

når denne adfærd bliver typisk for kontakten og 

samværet med barnet . 

ALLE forældre gør undertiden noget dumt og 

tanke løst over for andre familiemedlemmer, som 

man kan fortryde og gøre godt igen . Børn er gode 

til at tilgive . 

Den daglige omgang med børn skal rumme ros og 

kys og knus og masser af kærlighed . 

SEKSUEL VOLD MOD BØRN 

Forekomsten af seksuelle overgreb i Grønland er 

meget høj: 28 % piger og 9 % drenge (Unges trivsel 

i Grønland, 2004 ) . 

Ung grønlænder: 

„Jeg har oplevet at blive befølt og det var meget 

ubehageligt for mig . Jeg er nu begyndt at kunne 

snakke om det . I dag er jeg gladere . Jeg håber at 

børn som har oplevet at være misbrugt kan begynde 

at tale om det .“ 

SEKSUEL VOLD mod børn: Der er flere definitioner 

på seksuelle overgreb mod børn og unge, såsom: 

• At inddrage børn og unge i seksuelle aktiviteter, 

som de ikke forstår, og som de ikke kan give 

informeret samtykke til, og som strider imod 

sociale tabuer omkring familiemedlemmernes 

indbyrdes roller (Schechter & Roberge, 1976) . 

Der er mange former for seksuelle overgreb: 

• Ekshibitionisme (en voksen, der blotter sine 

kønsdele foran barnet) 

• Seksuel berøring af barnet (i straffeloven kaldt 

anden kønslig omgang) 

• Forsøg på eller gennemført voldtægt 

Det er ikke alle børn, som er i fare for at blive udsat 

for seksuel vold: 

• Forsømte og svigtede børn er mere tilbøjelige 

til at tage imod denne slags kontakttilbud end 

velstimulerede børn med gode sociale relationer 

. 

• Børn anbragt uden for hjemmet 

• Børn med handicaps 

• Børn med dårlig begavelse 

Der er børn, som krænker andre børn seksuelt . Det 

kan være fordi, de selv har været udsat for seksuelt 

overskridende handlinger fra en voksen, eller 

fordi de ikke kan skelne mellem sociale kærtegn 

mellem mennesker og seksuelle handlinger . 

HUSK: Der er ikke noget, der hedder: Det er barnets 

egen skyld . 

Børn skal beskyttes, selvom de er nysgerrige og 

måske af nogen af de ovenstående grunde siger ja 

til seksuelle handlinger sammen med en voksen, er 

det forkert og strafbart, og det fritager ikke den 

voksne for ansvar . 

Børn kan ikke give samtykke: Seksuelle overgreb er 

de voksnes ansvar .

Hvad skal der gøres? 

Forebyggelse og tidlig opsporing: 

• Sørg for et beredskab i hver skole, daginstitution 

eller døgninstitution og informer børnene 

om det . 

• Uddannelse af alle relevante personalegrupper i 

tegn og signaler på seksuelle overgreb 

Ved tilfælde af seksuelle overgreb mod et barn: 

• Barnet skal i sikkerhed og beskyttes mod yderligere 

overgreb 

• Barnet skal undersøges /vurderes for at afdække, 

om der er behandlingsbehov (heldigvis 

er det ikke alle børn, der har behov for langvarig 

psykologisk bistand) 

Behandling/intervention kan være: 

• Rådgivning 

• Psykoedukation af forældre 

• Familiebehandling/-terapi 

• Gruppebehandling af børn 

• Individuel behandling 

Det allervigtigste er Åbenhed .

Af Nina Maria Schütt, tidligere videnskabelig 

assistent v . Statens Institut for Folkesundhed, 

Syddansk Universitet 

I mange år har man talt om partnervold, som var 

det et problem, der udelukkende ramte voksne, 

og hvis børn og unge oplevede det, var det som 

vidner, når det foregik i hjemmet . Men det er ikke 

kun voksne der oplever, at partneren kan udøve 

ekstrem kontrol eller ligefrem være voldelig . Unge 

er derimod i en hel særlig risikogruppe pga . deres 

begrænsede erfaringer med at danne kæresterelationer 

og manglende øvelse i at håndtere de voldsomme 

følelser, som ofte følger med den første 

kærlighed . Dette betyder, at mange unge er ekstra 

sårbare i forhold til ikke at kunne sætte grænser 

eller ligefrem kommer til at fejltolke kontrol og 

vold som kærlighed . 

I USA har man siden 1980’erne været opmærksom 

på, at partnervold ikke kun er et voksent problem, 

og man har i mange år arbejdet aktivt for at forebygge 

kærestevold ved bl .a . at lære unge om sunde 

forhold . I Danmark har man først for nyligt fået 

øjnene op for denne dimension af partnervold med 

rapporten „Unge og kærestevold i Danmark“, som 

udkom i 2008 . 

Kærestevold kan ligesom partnervold blandt voksne 

tage mange former . Det kan eksempelvis være, 

at kæresten igennem kontrol og trusler vil bestemme, 

hvem man må se, og hvad man må have på . 

Det kan også være trusler om at gøre sig selv eller 

andre ondt eller ydmygende bemærkninger om, at 

man aldrig vil kunne finde en anden kæreste . Det 

kan ligeledes være fysisk, seksuel eller digital vold . 

Sidstnævnte er særlig udbredt blandt unge, hvilket 

kan hænge sammen med deres omfattende brug af 

digitale medier . Digital vold kan eksempelvis være 

overdreven brug af SMS til kontrol af ens færden, 

det kan være trusler eller ydmygelser skrevet på 

internetfællesskaber såsom Arto og Facebook, og 

det kan være distribution af intime billeder og film 

over MMS og på internettet . 

I lighed med partnervold blandt voksne har man 

fundet, at det at blive udsat for vold fra en person, 

man har haft tillid til og stærke følelser for, kan 

have store konsekvenser for ens trivsel – også når 

man er ung . Unge, der udsætter for kærestevold, 

har således ofte en ringere trivsel end andre unge . 

De har bl .a . oftere psykiske problemer, og blandt 

unge, som er udsat for kærestevold, er der en øget 

risiko for at have forsøgt selvmord . Derudover 

udviser unge, som udsættes for eller selv udøver 

kærestevold, oftere risikoadfærd som eksempelvis 

at drikke alkohol, tage stoffer eller have haft en 

tidlig seksuel debut sammenlignet med andre unge . 

Kæreste- og partnervold blandt voksne har således 

mange ting til fælles . Dette kommer også til 

udtryk i den stærke sammenhæng, der er mellem 

at have oplevet kærestevold som ung og risikoen 

for også at opleve vold i parforhold som voksen .

Der er ligeledes en stærk sammenhæng mellem at 

være vidne til vold mellem ens forældre og selv at 

indgå i kæresteforhold præget af kontrol og vold 

som ung . Volden kan således gå i arv fra generation 

til generation, da forældre via deres måde at løse 

konflikter på bliver rollemodeller for de unge . Når 

unge oplever konflikter med deres kæreste, vil de 

i mange tilfælde anvende de handlemåder, som de 

har set deres forældre bruge . Det er dog heldigvis 

ikke alle unge, der har oplevet vold i familien, 

som tager det med sig ind i ungdomslivet, hvilket 

påpeger en vigtig mulighed for forebyggelse af 

ikke bare kærestevold, men også partnervold 

blandt voksne . Ved at lære unge om sunde forhold 

og hvordan man konstruktivt håndterer konflikter 

uden vold, kan man give unge forudsætninger for at 

kunne skabe sunde kæresteforhold ikke kun som 

ung – men også som voksne . 

Der er dog også forskelle mellem kærestevold 

blandt unge og partnervold blandt voksne, som 

er vigtige at tage højde for i forebyggelsesøjemed 

. I modsætning til vold i voksnes parforhold 

finder man blandt unge også relativt mange unge 

mænd, som udsættes for kontrol og vold fra deres 

kærester . Disse unge mænd rammes i lige så høj 

grad som unge kvinder af det tabu, der omgærer 

vold i unges kæresteforhold . Kombineret med det 

forhold, at partnervold i overvejende grad bliver 

anskuet, som noget kvinder udsættes for, og mænd 

udøver, er det endnu sværere for de unge mænd 

at erkende og forstå, at det de oplever, er forkert . 

Det er derfor vigtigt, at arbejdet med at forebygge 

kærestevold giver rum til unge kvinder såvel som 

unge mænd og deres oplevelser . 

Erkendelsen af, at partnervold ikke kun er forbeholdt 

voksne, vil på længere sigt, hvis den tages 

alvorligt, og der gøres en aktiv forebyggende 

indsats, medvirke til, at færre voksne oplever vold 

i deres parforhold . Dette vil på sigt også betyde, at 

færre børn vokser op i familier med vold og dermed 

er i risiko for selv at tage volden med sig ind i 

ungdoms- og voksenlivet .

Af Morten Nielsen, vicepolitimester 

Politimesterembedet i Grønland er ofte den første 

instans, der kommer i kontakt med unge, der lever 

i voldelige parforhold . Fra politiets side har man 

erfaret, at det kan være vanskeligt at få de unge til 

at indgive en anmeldelse om kærestevold . Det kan 

der være mange grunde til, men det betyder ikke 

nødvendigvis, at politiet ikke kan gribe ind . Politiet 

efterforsker således af egen drift voldssager, når 

man eksempelvis i forbindelse med husspektakler 

bliver opmærksomme på, at der er synlige skader 

på den ene part . 

Fra politiets side er man generelt opmærksomme 

på mulighederne for at inddrage de sociale myndigheder 

tidligt, og man er særligt opmærksomme, 

når der er børn involveret, i og med en tidlig indsats 

giver de bedste muligheder for at forhindre unge i 

at havne i en voldsspiral, der kan skade deres børn 

og være svær at bryde ud af senere i livet . 

Politiet medvirker til at forebygge vold blandt 

unge gennem kurserne „Samtale i stedet for vold“, 

der finder sted på 8 . klassetrin i flere folkeskoler i 

Grønland . 

Af Poul Hansen, formand for Grønlands ligestillingsråd 

„Samtale i stedet for vold“ er et todageskursus 

tilpasset 8 . klassetrin i folkeskolen . Poul Hansen, 

der er kriminalpræventiv medarbejder hos politiet 

i Nuuk, er underviser på kurset . Kurset har været 

en del af politiets kriminalpræventive indsat siden 

1998 og har kørt i flere politidistrikter i Grønland . 

Konceptet bag „Samtale i stedet for vold“ handler 

om forebyggelse og kommer oprindeligt fra 

Esbjerg Politikreds . Hovedtemaet på kurset er 

verbal kommunikation og konfliktløsning . 

Kurserne bliver afholdt i lokaler uden for skolens 

område, så eleverne får en følelse af at være på 

et rigtigt kursus . Under forløbet bliver eleverne 

informeret om deres rettigheder og de retslige 

konsekvenser af voldshandlinger . Underviseren 

tilskynder eleverne til at tale åbent sammen om 

volden og fremkomme med forslag til, hvordan volden 

kan begrænses . Til sidst udfærdiger eleverne 

et manuskript til et skue-/rollespil, som de skal 

fremføre og optage på video . 

Forældreinddragelse er et vigtigt aspekt i kurset, 

i og med forældrene er børnenes vigtigste 

ressource personer . Derfor bliver forældrene

inviteret til et fællesmøde om aftenen på kursets 

sidste dag, hvor resultater og konklusioner bliver 

diskuteret . 

Den grundlæggende ide med „Samtale i stedet for 

vold“ er, at eleverne får nogle redskaber, der kan 

hjælpe dem til at håndtere konflikter på en ikkevoldelig 

måde . 

Af Inger Kreutzmann, forsorgsfuldmægtig 

v . Kriminalforsorgen 

Tal fra kriminalforsorgen viser, at langt hovedparten 

af de indsatte på anstalterne i dag er voldsudøvere 

. Retskommissionen har udarbejdet en række 

anbefalinger med særligt henblik på at forebygge 

de mange tilbagefald blandt tidligere indsatte . 

Kommissionens anbefalinger er behandlet og godkendt 

politisk i både Landstinget og Folketinget . 

I grønlandsk sammenhæng handler anbefalingerne 

bl .a . om, at forsorgsarbejdet i anstalterne skal 

udvikles, og at afsoningstiden i anstalterne skal 

indbefatte tidssvarende tilbud om behandling, så 

de domfældtes personlige og sociale færdigheder 

kan udvikles og komme samfundet til gode . 

Visitationer og handleplaner vil fremover blive 

retningsgivende for behandlingsforløb efter 

domsafsigelser . Det kan eksempelvis være for- 

løb, hvor den domfældte bliver trænet i at sætte 

ord på følelser og problemer samt indgå i sociale 

relationer baseret på gensidig respekt og ligeværd . 

Kriminalforsorgen arbejder desuden på at udvikle 

tidssvarende behandlingstilbud i forhold til alkohol 

og hash (og muligvis ludomani) både på grønlandsk 

og dansk . 

Når reformen af retsvæsenet træder i kraft fra 

2010, vil der blive åbnet op for at idømme kriminelle 

samfundstjeneste . Som følge heraf er 

Kriminalforsorgen i færd med at skabe kontakter 

til arbejdspladser, der kan tilbyde kriminelle 

samfundstjeneste . Særligt i forhold til unge vil 

man bestræbe sig på en anden foranstaltning end 

ophold i anstalten . Hvis samfundstjeneste ikke er 

en mulighed, ønsker man derfor som alternativ at 

oprette særafdelinger for unge (og kvinder), i og 

med de er en særligt udsat gruppe . 

Indsatte med psykiske problemer er ligeledes en 

udsat gruppe, der ofte influerer negativt på miljøet 

i anstalterne . De har vanskeligt ved at håndtere 

vrede og andre stærke følelser og er ofte ramt 

af sorg og depression . Derfor arbejdes der på at 

skabe et struktureret samarbejde mellem psykiatrien 

og anstalterne med henblik på tværfagligt 

samarbejde og udveksling .

Af Fie Hansen, forstander for Døgninstitutionen 

Angerlarsimaffik 

Matu er en døgninstitution for drenge med særlig 

aggressiv adfærd . 

Matu blev startet op på baggrund af en hændelse i 

døgninstitutionen Aja, hvor en dreng var ved at slå 

en medbeboer ihjel . Som følge deraf foreslog en 

medarbejder at skabe et målrettet tilbud til drenge 

med særlig aggressiv adfærd for at kunne rumme 

dem i institutionerne . 

Drengene på Matu har været udsat for omsorgssvigt 

af en karakter, hvor de som forsvar har 

udviklet en krænkerpersonlighedsforstyrrelse . De 

møder generelt verden med vrede og mener, at alt 

er alle andres skyld . De bløde følelser har de gemt 

grundigt væk, og de vil ikke have hjælp . De er ikke 

selvmordstruede, men truer med at slå andre ihjel 

og signalerer: „Bliv fra mig“ . 

Pædagogikken i Matu var i opstarten baseret på 

lange overlevelsesture . Drengene fungerede bedre 

ude i naturen, men pædagogikken havde ikke en 

langtidsvirkning, og drengene faldt hurtigt tilbage 

i deres gamle roller . Man måtte derfor skabe en 

metode, der inkluderede drengene i samfundet, 

hvorfor man indslusede dem i byens idrætsliv . På 

den måde ville man give drengene en oplevelse 

af at blive opfattet som gode og dygtige frem for 

farlige . 

Metoden i Matu har reguleret drengenes adfærd 

positivt, om end den ikke har givet dem evnen til 

empati . De fleste af drengene går i skole, og hver 

dag efter skoletid træner de med det formål at 

deltage i konkurrencer . Flere har påbegyndt uddannelser 

og klarer sig godt . Andre har desværre ikke 

stået distancen . 

Metoden i Matu er beskrevet i bogen: „At fare vild 

sammen“ af Peter Berliner og Stephen Hackesberg .

Af Tryggvi Kaldan, centerleder for Familiecenter 

Løvdal 

Alt for mange børn og deres familier er blevet ofret 

i de professionelles magt- og territoriekampe . 

Alt for mange børn og familier har måttet vente alt 

for længe på, at nogen tog ansvaret for at handle . 

Alt for mange børn kan som voksne sige: „Hvorfor 

var der ikke nogen, der gjorde noget?“ 

Min interesse for og ønske om forandring af den 

måde det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde 

fungerer på i en kommune i Danmark har rod i 

oplevelser af udsatte børn og deres familier vilkår, 

og den måde det offentlige reagerer over for dem 

på . Først som lærer i Helsingør Kommune og senere 

som konsulent, hvor jeg kom til at arbejde med 

de professionelle (lærere, pædagoger, rådgivere, 

psykologer og sundhedsplejersker) . Det, der blev 

tydeligt for mig, var: Jo mere udsat barnet er, des 

større er sandsynligheden for, at sagen falder ned 

mellem to stole . Dertil kom, at vi kunne registrere, 

at der var alt for få underretninger til de sociale 

myndigheder, og at de kom for sent i barnets liv . 

Også selvom alle kunne se, der var noget galt . Det 

er ligesom om, at alle havde en forventning om, at 

nogle andre skulle gøre noget . Der var især for få 

underretninger fra dagtilbuddene (vuggestuer og 

børnehaver) . Skolerne var mere flinke til at underrette; 

men der var en tendens til at vente, til sagen 

var gået i hårknude . Og så var der en forventning 

om, at „nu må nogle andre tage over“ . I første 

omgang blev det skolens psykolog . Når det havde 

kørt et stykke tid, typisk et år, og det ikke hjalp, 

så fik man taget sig sammen til at lave en underretning 

til de sociale myndigheder, i forventning om 

at miraklet lå lige om hjørnet . En forventning om at 

man på socialforvaltningen havde noget, der kunne 

løse problemet for skolen „her og nu“ . Desto større 

blev skuffelsen, når det viste sig, at der ikke var nogen 

mirakler . At man ikke blev inddraget i arbejdet, 

fordi man ikke er part i sådan en sag . Det var der 

ikke forståelse for . Desuden tager en undersøgelse 

på baggrund af en underretning fra 3 måneder til ½ 

år . Og resultatet fortonede sig . Imens blev barnet 

mere og mere svigtet . Jeg kunne også konstatere, 

at rådgiverne havde en vis tendens til at „monopolisere“ 

sagerne . De var eksperterne og rådede 

over de fornødne foranstaltninger . Ofte blev der 

iværksat handlinger eller foranstaltninger, som 

dagtilbud eller skole ikke var klar over . Der var altid 

den samme undskyldning: forvaltningsloven . Det er 

imidlertid sådan, at intet forbyder de professionelle, 

hvor de end befinder sig, i at indhente familiens 

samtykke i at indgå i et tværfagligt samarbejde til 

barnets bedste . Derudover overtrumfer hensynet 

til barnets trivsel og udvikling altid forvaltningsloven 

. 

De fagpersoner, der er tættest på barnet og ser 

barnets mistrivsel hver dag, skal handle adækvat . 

Det gør de til en vis grad også; men de venter for 

længe . I vuggestuen siger man: „Nej, nu skal han 

snart i børnehave . Skal vi ikke se tiden an og give

ham en chance?“ Hvis det fortsætter, kan børnehaven 

tage over“ . Det samme sker i børnehaven – 

og børnehaveklassen, fordi disse forløb er relativt 

korte . Man har en tendens til at vente, til der er 

et langt træk . Typisk i skolen . I mange dagtilbud 

råder man heller ikke i tilstrækkelig grad over 

specialister, man kan konsultere . Det gør man i 

skolen . I skolen råder man over en psykolog . Ofte 

er det bare sådan, at hvis ens eneste værktøj er en 

hammer, har alle problemer en tendens til at blive 

til søm! Alt for mange trivselsproblemer bliver 

angrebet på en psykologfaglig måde, hvor barnets 

mistrivsel bliver iboende, eller barnet/familien 

bliver sygeliggjort eller føler sig stigmatiserede . 

Der er brug for en meget mere løsningsfokuseret, 

handlende, praktisk og pædagogisk tilgang til hele 

problemkomplekset . Og der er brug for at inddrage 

familierne . Alt for mange behandlingsmøder har 

eksperter for bordenden, der er alt for meget ind 

over i sagen . Når man er gammel og svag og skal på 

hospitalet, har man brug for et familiemedlem, der 

kan holde snor i ens sag, ellers kører den ikke særlig 

godt, og i værste fald af sporet, med det resultat 

at patienten dør . Der er brug for empowerment 

af de personer, der er tæt på barnet og elsker det . 

Der er brug for empowerment, så familien selv kan 

holde snor i sagen . Det er af afgørende betydning 

for en sag, at alle de professionelle kender deres 

kompetenceområder, deres position og magt i hierarkiet 

. Altså at alle de tværfaglige aktører kender 

deres portefølje . Det er ligeledes helt afgørende, 

at kompetencen ligger så langt ude ved frontlinjemedarbejderne, 

at handling og forandring til barnet 

og familiens bedste bliver en realistisk mulighed . 

Det er selvsagt ligeså vigtigt, at familie og/eller 

barn oplever sig som styrmestre på deres egen 

udviklingsproces, væk fra omsorgssvigt, voldelige 

relationer og misbrug . 

Hvorfor er det så svært? 

I Danmark er lovgrundlaget vidt forskelligt for de 

fagpersoner, der er ansat til at passe, undervise 

og lære børn, og så de medarbejdere, der er ansat 

til at udøve myndighed . For den første gruppe er 

relationen barn-voksen . Det er svært at se på, at et 

barn bliver mere og mere marginaliseret . Man har 

barnet tæt på hver dag og følger med i dets liv og 

færden . For rådgiverne er relationen voksen-voksen, 

og man ser ikke tilværelsen gennem barnets 

perspektiv, men gennem klientens . Man har borgerens 

livssituation på professionel afstand . Man er 

del af et system, der er sat til at forvalte skatteborgernes 

penge ud fra et givet lovgrundlag . 

Morten Ejernæs udgav en undersøgelse om det 

tværfaglige samarbejde i 2004 . En af hans hovedkonklusioner 

er, at der er en kolossal variation for 

den enkelte faggruppe mht . fagpersoners indgreb 

i en sag . Jo mere omfattende – personligt indgribende 

– indgrebet bliver, jo mindre bliver enigheden 

. Der er professionsforskelle; men generelt går 

varia tionen i svarene på tværs af faggrupperne . 

Ingen af de undersøgte sociale baggrundsfaktorer 

giver særlig forklaring på forskellige svar . Professionen 

betyder mere end køn, alder og kommune 

– det er det eneste, man kan sige om professionens 

betydning . Hvis man spørger til fagpersoners 

ideelle forestillinger og faktiske forventninger – er 

det sådan, at hvis vi som faggruppe er i mindretal, 

ved vi det ikke selv, vi forventer, at alle andre handler 

som os selv! Der er en myte om enighed – medarbejderne 

har ofte urealistiske forventninger om

professionskonsensus . Generelt er der overdrevne 

forventninger om konsensus inden for egen faggruppe 

og andre faggrupper . 

Uenighed vil manifestere sig i tværfaglige fora, 

fordi det er der, man diskuterer de kontroversielle 

spørgsmål . Derfor er det vigtigt at etablere 

sådanne fora, så man kan arbejde med læring og 

evaluering . 

Det er sagsbehandlerne, der primært siger nej 

til det tværfaglige samarbejde; og det er dem, 

der sidder på pengekassen . De står i langt højere 

grad til ansvar for deres handlinger end de øvrige 

fagpersoner, og det kan ses direkte på kommunens 

udgifter . Der er stor uenighed om, hvordan sager 

skal drøftes og en uenighed om, hvilke faggrupper 

der skal deltage . Mht . forældredeltagelse er der 

lige mange, der er for og imod inddragelse . Der er 

meget forskellige holdninger til centrale spørgsmål, 

når man skal handle, og det skyldes sjældent 

professionsforskelle . Jeg mener, at transparens og 

forældredeltagelse er et „must“ .

Hvad skal der så til? Har vi værktøjerne? 

Vi skal i langt højere grad koordinere mellem 

forvaltningsinstanserne . Der er brug for forbindelsespersoner, 

der har kompetence til at lægge en 

ensartet strategi mellem alle aktørerne i en børnesag 

. Det drejer sig om: sundhedsplejersker, pædagoger, 

børnehaveklasseledere, lærere, psykologer, 

socialrådgivere m .fl . 

Hvis samarbejdet skal lykkes, skal der etableres et 

forum for koordinering . Systemet skal ledelsesforankres 

på direktørplan og på politisk plan . Der må 

ikke være en profession, en faggruppe eller organisation, 

der regnes „finere“ eller får tildelt mere 

magt end andre . Alle parter skal være ligeværdige 

OG ligestillede . Det er vigtigt at huske i denne 

forbindelse, at direktører og ledere har en særlig 

forpligtelse til at demonstrere samarbejdsevne- og 

vilje, idet de er rollemodeller for alle de medarbejdere, 

de repræsenter . 

Koordinering mellem projekter . Der er alt for 

mange løsrevne projekter og knopskydninger i 

systemet . Mange medarbejdere etablerer med stor 

ildhu små og store projekter inden for deres egen 

forvaltning . Det kan selvfølgelig være udmærket i 

sig selv, idet det giver arbejdsglæde, og det smitter 

. Men det er af afgørende betydning, at man alle 

steder i systemerne opfatter sig som en del af det 

store system og ikke udvikler en urealistisk selvopfattelse 

. Mange underentreprenører, især i små 

enheder, udvikler en selvopfattelse af, at de er de 

bedste, og de kunne lære hele systemet, hvordan 

de kunne gøre det hele meget bedre . Det er fint at 

være stolt af sit arbejde, men det er ikke fint ikke 

at respektere andres . 

Vi skal introducere fælles sprog, fælles referencerammer 

og fælles kontekster, sådan at vi faktisk 

kan kommunikere ud fra en fælles forståelsesramme 

. Kommunikationen på tværs af forvaltningsgrænser 

er ofte vanskeliggjort af et fagsprog, der 

kendetegner en specifik profession eller tradition . 

Det kan man komme til livs ved at etablere fælles 

uddannelse og kurser på tværs af enheder, forvaltninger 

og sektorer . En af de ting, vores medarbejdere 

i Helsingør Kommune var mest optaget 

af og glade for, var, at de havde fået ansigter på 

hinanden . Det er meget lettere at „snakke sammen“ 

i telefon og på mail, når man har set hinanden, lært 

hinanden at kende og været på kursus sammen . 

Personkendskabet fremmer samarbejdet mere 

end noget andet . Man oplever, at andre faggrupper 

kan noget, har noget at byde på og at de ikke 

er så „farlige“ . Socialrådgiverne er meget optaget 

af fællesskabet, de er altid i mindretal . Der er så 

mange af de andre faggrupper, at de let føler sig 

alene . De sidder også på en meget vigtig nøgleposition 

i samarbejdet og er derfor vigtige at have med . 

I den forbindelse er det afgørende, at de også kan 

deltage i „kan-opgaver“ og ikke kun i „skal-opgaver“ . 

Det har været meget betydningsfuldt for rådgiverne 

at stille deres faglighed til rådighed i sager, 

der ikke kræver myndighed . Altså at kunne deltage 

i det forebyggende og opsporende (sam)arbejde . 

En anden vigtig faktor er gæstfrihed og at give 

slip på pladsen ved „bordenden“ . At slippe af med 

at stille krav til hinanden og i stedet for forholde 

sig til den konkrete sag med det, ens kompetence 

og faglighed kan „byde ind med“ . På den måde får 

alle faggrupper en mulighed for at stille sig til 

rådighed med det ansvar, de nu engang har i forhold

til den konkrete sag . Ingen skal „tage over“, men 

i stedet melde ud med, hvad de kan tilbyde, eller 

hvad der er i ens „butik“ . Det giver arbejdsglæde 

og synergi, og det er der meget ofte brug for i 

komplicerede børnesager . Det er vigtigt at huske, 

at det er professionelle, der skal være sammen 

med den konkrete „sag“ hver dag . De skal tages 

alvorligt . Der skal ikke handles overilet; men med 

autoritet og professionalisme . Alle møder slutter 

med et beslutningsreferat, som skal sendes 

ud dagen efter mødet, sammen med en beslutning 

om, hvornår sagen skal evalueres . Alle referater og 

beslutninger sendes ligeledes til nærmeste leder . 

Evalueringen sker typisk efter 3 måneder . Hvis der 

ikke er grund til mindre bekymring for barnet, må 

deltagerne ændre indsatsen, så man kan opnå den 

ønskede forandring . Alle deltagere er forpligtet på 

de beslutninger og tidsfrister, der er aftalt . 

Som fælles referenceramme har Helsingør Kommune 

valgt „Børnelinealen“ (se side 44-45) . Den er 

udviklet af socialrådgiver Lis Hillgård i samarbejde 

med Odense Kommune . Alle medarbejdere har pligt 

til at bruge denne referenceramme i samarbejdet 

med hinanden . Alle forholder sig til denne fælles 

model . Det fremmer forståelsen for, hvilke fagpersoner 

der skal på banen i en givet sag, og hvor hurtigt 

der skal handles . Mit motto er, „at hurtig hjælp 

er dobbelt hjælp“ . Det er ikke ok for en familie eller 

et netværk at vente 3 måneder eller mere, før de 

kan komme i gang med at handle på en bekymring . 

Derfor skal responstiden på lave niveauer i hierarkiet 

sættes ned . Vi skal etablere muligheder for 

aflastning for børn, familier og de fagpersoner, der 

arbejder med barnet i frontlinjen . 

Det vil føre for vidt at komme ind på selve børnelinealen 

i denne artikel . Jeg vil blot fremhæve, 

at den ikke beskæftiger sig med diagnoser, men 

med barnets, forældrenes og netværkets signaler, 

og det er de signaler, vi som fagpersoner har en 

forpligtelse til at reagere tidligt og resolut på, til 

glæde og gavn for fremtidige generationer . Et „spin 

off“ er, at statskassen måske også får det bedre . 

De børn, der har mest brug for nærhed, signalerer 

distance!

BØRNELINEALEN 

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 

Børn i optimal 

udvikling 

Almindelige børn 

med almindelig 

problemer 

80% af alle børn 

Generelle problemer 

Tidstypiske 

problemer 

Børn med midlertidig 

risiko for 

trivselsproblemer 

Sarte børn 

Børn med specifikke 

behov af 

kronisk/eller 

længerevarende 

karakter 

20% 

Truede børn i Servicelovens forstand 

Børn med væsentligt 

behov for særlig støtte 

Børn med åbenbar 

risiko for at lide 

alvorlig skade 

Pligt til indsats og mulighed for 

myndighedsudøvelse 

Foranstaltninger jf. Servicelovens 

§ 40.2.1-11 

Heraf de 5%

SAMARBEJDSMODEL 

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 

Læger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Sundhedsplejersker _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Tandlæger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

(Pædagoger) _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

(Lærere) _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Ergo-/fysioterapeuter _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Skolepsykologer _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Tale-/hørepædagoger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Støttepædagoger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Specialklassekonsulent _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Kurator _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Klinisk psykolog _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

– – – – – – – – – – Socialrådgivere – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 

Familierådgiver _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Prof. personlig rådgiver _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

Medarb. fra diverse projekter _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 

(Døgnophold) _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Vold og seksuelle overgreb i Grønland 

Rapporter og redegørelser m .m . 

Acheson, D . (1998) . Public Health in England . The 

Report of the committee on inquiry into the future 

development of public health function . London, Her 

Majesty’s Stationary Office 

Bjerregaard, Peter & Inger Kathrine Dahl-Petersen 

(2008): Befolkningsundersøgelse i Grønland 2005 

– 2007 . Levevilkår . Livsstil og helbred . Schultz A/S 

Christensen, Else m .fl . (2008) . Børn i Grønland . 

En kortlægning af 0 – 14-årige børns og familiers 

trivsel . Departementet for Familie og Sundhed . SFI 

publikationer 

Curtis, Tine & Kim Moesgaard Iburg & Peter Bjerregaard 

(1997): Familie, børn og sundhed i Grønland . 

DIKE 

Curtis, Tine m .fl . (2206): Unges trivsel i Grønland 

2004 . Forlaget Atuagkat ApS 

Grønlands Hjemmestyre, Direktoratet for Sundhed 

2007, Inuuneritta – Folkesundheds-program Landstyrets 

strategier og målsætninger for folkesundheden 

2007 – 2012 

Lynge, Lona (2007): Hvad fortæller de unge om 

vold i Oqalliffik? Præsentation til Nuna Med konference 

2007, september 2007 Nuuk 

Niclasen, Birgit m .fl . (2007): Sundhed på toppen . 

Resultater fra Health Behavior in School-Aged 

Children (HBSC) undersøgelsen i Grønland 2006 . 

Forlaget Atuagkat ApS 

Peqqisutsimut Naalakkersuisoqarfik, PAARISA 

2009, Vold og seksuelle overgreb – Idékatalog . 

www .peqqik .gl 

Politi: Virksomhedsberetning for politiet i Grønland 

2008 

Ungdomsparlamentet (2007) . Ungdomsparlamentets 

slutdokument 2007 

World Health Organization . Ottawa Charter for 

Health Promotion (1986) . www .who .int 

World Health Organization . Bangkok Charter 

(2005) Bangkok Charter for health promotion in a 

globalized world . www .who .int 

Hjemmesider 

www . Inuusuttutakisunnerat .gl 

www .nanoq .gl 

www .paarisa .gl 

www .peqqik .gl 

Vold i parforhold og familier 

Rapporter og redegørelser m .m . 

Minister for Ligestilling/SIF (2004): Mænds vold 

mod kvinder 

LOKK, Vfc Socialt udsatte (2005): Når vold er 

hverdag

Formidlingscentret for socialt udsatte (2002): 

5230 børn på krisecentre 

Hjemmesider 

www .lokk .dk 

www .voldmodkvinder .dk 

www .servicestyrelsen .dk 

Kærestevold 

Forskningsprojekter og rapporter 

International Dating Violence Study ledet af 

Murray Strauss, oversigt over publikationer http:// 

pubpages .unh .edu/~mas2/ID-Sample-4-04 .htm 

Vangie Foshee, Professor ved The University of 

North Carolina har forsket i kærestevold i mange 

år . http://www .sph .unc .edu/?option=com_profil 

es&Itemid=1874&profileAction=ProfDetail&p 

id=701439680 

Schütt, N ., Frederiksen, M . & Helweg-Larsen, K . 

(2008): Unge og kærestevold i Danmark, Statens 

Institut for Folkesundhed, SDU 

http://www .si-folkesundhed .dk/upload/unge_ 

og_k%C3%A6restevold_i_danmark_samlet_001 .pdf 

Danske forebyggelsesinitiativer 

www .ditforhold .dk (Det Kriminalpræventive Råds 

hjemmeside til information om og 

forebyggelse af kærestevold) 

www .hjerteogsmerte .dk (LOKK’s hjemmeside, der 

indeholder materialer til undervisning og til at 

skabe dialog omkring kærestevold) 

www .familievold .dk (Foreningen for børn og unge 

i voldsramte familier, som bl .a . laver temadage på 

skoler, gymnasier m .v . om kærestevold) 

Internationale forebyggelsesinitiativer 

www .chooserespect .org 

www .loveisrespect .org 

www .loveisnotabuse .org 

www .startstrongteens .org 

www .breakthecycle .org 

www .mwaves .org 

www .preventconnect .org 

Tværfagligt og -sektorielt samarbejde 

Ejernæs, M . (2004), Faglighed og tværfaglighed 

– vilkårene for samarbejdet mellem pædagoger, 

sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere, 

Akademisk forlag

Vold er ikke løsningen - Nanoq

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?