Vold er ikke løsningen - Nanoq

Af Naaja Hjelholt Nathanielsen, psykolog, på vegne
af 8 . marts-gruppen 1
Der er utroligt megen vold i Grønland – faktisk er
vold en del af så mange grønlænderes hverdag, at
man kan få den tanke, at vold er en almindelig del
af vores måde at omgås hinanden på . Volden er
et tabu, der er svært at bryde . Jeg tror, at vi alle
kender eller har kendt nogen, der bliver slået, og
vi ved, hvor svært det er at konfrontere dem med
problemet og for alvor gøre noget ved det . Derfor
er det meget vigtigt, at vi lærer at tale om volden
i familier, i vennekredsen og på arbejdspladsen .
Konsekvenserne, hvis ikke volden stoppes, er dybt
alvorlige og vil påvirke vores samfund meget negativt
i de kommende år .
Børn, der er vidne til vold i hjemmet, har øget risiko
for også at skulle leve med volden som voksne,
enten ved selv at udøve vold eller ved at blive
voldsoffer i et voldeligt parforhold .
Børn i familier med vold lever i en krigslignende
situation – fulde af angst for døden, uden tryghed
og i konstant uvished . Børn, der ser forældre slås,
lever i en evig frygt . De kan have tanker som: Hvornår
sker det igen? Hvor slemt bliver det? Dør mor
denne gang? Bliver jeg eller mine søskende slået?
Vil der være nogen, der kan stoppe det? Vil jeg selv
kunne stoppe det? Også helt små børn uden meget
1) 8 . marts-gruppen er en græsrodsbevægelse med fokus på ligestilling
sprog vil have disse angstfulde tanker som en fornemmelse
i kroppen . Forestil dig et øjeblik at være
3 år og se far slå mor – forestil dig den rædsel og
magtesløshed, der må fylde din krop .
Ud over angsten for volden vil barnet føle et
enormt svigt fra sine forældre . De mennesker,
der skulle skabe tryghed, skaber i stedet angst og
utryghed .
Isbjørn i stuen
Barnet føler sig alene, også selvom der er søskende
i familien . Volden er som en kæmpestor truende
isbjørn i stuen, som ingen taler om . Alle tænker:
Hvis vi lader være med at tale om den, så forsvinder
den nok . Efter volden er far måske ekstra sød over
for mor og børnene, og mor har ikke travlt med at
bringe volden på banen . Hun tænker måske, at det
kunne være sidste gang, det sker . Både voldsoffer
og voldsudøver er ramte af skyld og skamfølelser .
De er dybt berørte af at være en del af denne voldsspiral
. De skammer sig over, at deres børn ser det,
og de er tynget af skyld . Børn fra voldsramte familier
er derfor alene med deres viden og deres angst .
Det er en sort hemmelighed, de bærer rundt på .
Vrede er også en del af barnets reaktion på volden .
Hvordan kan man fortælle sin omverden, at man
lever i et helvede? Nogle reagerer indad og bliver
stille og tilbageholdende, mens andre reagerer med