Vold er ikke løsningen - Nanoq

Af Tryggvi Kaldan, centerleder for Familiecenter
Løvdal
Alt for mange børn og deres familier er blevet ofret
i de professionelles magt- og territoriekampe .
Alt for mange børn og familier har måttet vente alt
for længe på, at nogen tog ansvaret for at handle .
Alt for mange børn kan som voksne sige: „Hvorfor
var der ikke nogen, der gjorde noget?“
Min interesse for og ønske om forandring af den
måde det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde
fungerer på i en kommune i Danmark har rod i
oplevelser af udsatte børn og deres familier vilkår,
og den måde det offentlige reagerer over for dem
på . Først som lærer i Helsingør Kommune og senere
som konsulent, hvor jeg kom til at arbejde med
de professionelle (lærere, pædagoger, rådgivere,
psykologer og sundhedsplejersker) . Det, der blev
tydeligt for mig, var: Jo mere udsat barnet er, des
større er sandsynligheden for, at sagen falder ned
mellem to stole . Dertil kom, at vi kunne registrere,
at der var alt for få underretninger til de sociale
myndigheder, og at de kom for sent i barnets liv .
Også selvom alle kunne se, der var noget galt . Det
er ligesom om, at alle havde en forventning om, at
nogle andre skulle gøre noget . Der var især for få
underretninger fra dagtilbuddene (vuggestuer og
børnehaver) . Skolerne var mere flinke til at underrette;
men der var en tendens til at vente, til sagen
var gået i hårknude . Og så var der en forventning
om, at „nu må nogle andre tage over“ . I første
omgang blev det skolens psykolog . Når det havde
kørt et stykke tid, typisk et år, og det ikke hjalp,
så fik man taget sig sammen til at lave en underretning
til de sociale myndigheder, i forventning om
at miraklet lå lige om hjørnet . En forventning om at
man på socialforvaltningen havde noget, der kunne
løse problemet for skolen „her og nu“ . Desto større
blev skuffelsen, når det viste sig, at der ikke var nogen
mirakler . At man ikke blev inddraget i arbejdet,
fordi man ikke er part i sådan en sag . Det var der
ikke forståelse for . Desuden tager en undersøgelse
på baggrund af en underretning fra 3 måneder til ½
år . Og resultatet fortonede sig . Imens blev barnet
mere og mere svigtet . Jeg kunne også konstatere,
at rådgiverne havde en vis tendens til at „monopolisere“
sagerne . De var eksperterne og rådede
over de fornødne foranstaltninger . Ofte blev der
iværksat handlinger eller foranstaltninger, som
dagtilbud eller skole ikke var klar over . Der var altid
den samme undskyldning: forvaltningsloven . Det er
imidlertid sådan, at intet forbyder de professionelle,
hvor de end befinder sig, i at indhente familiens
samtykke i at indgå i et tværfagligt samarbejde til
barnets bedste . Derudover overtrumfer hensynet
til barnets trivsel og udvikling altid forvaltningsloven
.
De fagpersoner, der er tættest på barnet og ser
barnets mistrivsel hver dag, skal handle adækvat .
Det gør de til en vis grad også; men de venter for
længe . I vuggestuen siger man: „Nej, nu skal han
snart i børnehave . Skal vi ikke se tiden an og give