(1,4MB), som giver et flottere udprint - Læger uden Grænser

Foto: © Remco Bohle
Læger uden Grænser
hjælper i Congo:
• I flere byer i den østlige del af Congo
opererer kirurgiske hold patienter med
krigsskader.
• I lejre for internt fordrevne sørger vi
for lægehjælp, vand og sanitet.
• Frivillige bevæger sig konstant rundt
for at komme frem til befolkningsgrupper,
der gemmer sig dybt inde i bushen
på konstant flugt fra militssoldater.
• Mobile hold rejser rundt mellem hospitaler
og sundhedsposter og får dem
til at fungere igen, så befolkningen kan
få adgang til ordentlig sundhedshjælp.
• Tre beredskabshold holder øje med
truende nødsituationer – alt fra epidemier
af kolera eller meningitis til nye
store mængder af internt fordrevne – så
indsatsen kan ske så tidligt som muligt.
• Hvor det er muligt, udfører vi langsigtet
arbejde indenfor malaria, HIV/AIDS
og andre kønssygdomme samt sygdomme
som mæslinger.
Foto: © Remco Bohle
"Når man så en frisk jordbunke, så vidste man at det
var en grav. Udenfor byen var der endnu flere døde,
i nogle tilfælde massegrave med op til 30 lig –
mennesker, der aldrig nåede frem til os."
Narkoselæge Michelle Chew var i tre en halv uge med på et
kirurgisk hold fra Læger uden Grænser, der opererede de
mange civile ofre for kampene mellem etniske militser i
byen Bunia.
"Selv om der er krig, og folk bliver slået ihjel, så kan vi
stadig gøre noget for befolkningen," siger Michelle Chew.
Bunia er hovedstaden i Congos Ituri-provins, og militsmænd
fra to stammer havde kæmpet om kontrollen over
byen. Ganske kort efter Michelle Chews ankomst blev alle
indbyggere fra den ene stamme fordrevet fra byen.
"Bunia er en spøgelsesby, med skudhuller overalt i murene," fortæller
Michelle Chew:
"Hele befolkningen var flygtet ud af Bunia, og boede udenfor byen med simpelthen
ingenting. Inde i byen var der masser af soldater – mange af dem børn
med Kalashnikov-rifler, der tit var større end dem selv. Der var et hospital i byen,
men der var ingen læge, kun patienter og 2-3 sygeplejersker. Vi tog nogle af
patienterne med til vores klinik. En pige på 14 år var blevet skudt i venstre
underben, så benet var revet fuldstændig op – den eneste behandling hun havde
fået på det ødelagte hospital var at få benet op i en spand med klorin."
"De mennesker, vi opererede, var blevet skudt,
eller havde trådt på miner. Når der ikke var skyderi
i byen, kom der også folk med gamle sår ind fra
lejrene omkring byen – machetehug, knivstik eller
skudsår. Men det værste var, at det kun var de men-
nesker, der faktisk var i stand til at komme ind til os, som vi fik i behandling. Jeg
ved ikke, hvor mange der døde ude i bushen. Vi hørte hele tiden rygter om nye
lig eller hårdt sårede mennesker udenfor byen."
Kirurg-holdet ansatte også tre lokale sygeplejersker til at foretage almindelige
lægelige konsultationer for befolkningen i området omkring Bunia. Så snart konsultationen
var på plads, gik nyheden fra mund til mund, og 150-200 mennesker
stod hver dag i kø for at komme til.
"Men selv midt i alt dette kaos var jeg overbevist om, at vi gør en forskel. Bare
ved at være til stede kan vi lindre smerter og række en hånd ud til de nødstedte.
Vi kan hjælpe mod malaria, lungebetændelse og en masse andre sygdomme. Selv
de små ting gør en forskel - som at bygge latriner og dermed nedsætte risikoen for
en kolera-epidemi. Det kræver så lidt at hjælpe, og vi har muligheden for det."
Foto: © Sebastian Bolesch/Das Fotoarchiv
"Men selv midt i alt dette
kaos var jeg overbevist om,
at vi gør en forskel."
Nyhedsjournalen nr. 48 3