Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

for sig registrerer og ligger under for et behov for stadig
fornyelse af den personlige livsoplevelse med alt, hvad
det indebærer. Herunder ikke mindst omskabelse af den
del af den personlige, organiske udrustning, der netop
frembringer den personlige livsoplevelse. Og det er
netop under indtryk af disse omstændigheder og kræfter,
at gudekvanterne føler sig tilskyndet til i perioder
at skifte opholdet i de høje guddommelige verdener ud
med en tilknytning til den fysiske verden med samt dens
særlige orden og krav til både selviskhed og dræbende
livspraksis.
Som den overordnede pointe gælder det nemlig for den
fysiske verden, at den for at kunne opfylde sit formål på
enhver måde må fungere som en diametral modsætning
til netop de høje, guddommelige eksistensplaner. For
uden at dette er tilfældet, vil den bl.a. ikke kunne virke
tillokkende på sådanne gudekvanter, som efterhånden er
blevet mætte af opholdet i netop de højere verdener.
I praksis honorerer den fysiske verden i første række disse
krav og behov ved at fungere som en 100% autonom eksistenssfære.
Dvs. en sfære, der som hovedregel gennemført
er styret og reguleret af tilsyneladende selvstændige,
upersonlige, men først og fremmest ubestikkelige naturlove,
der i ét og alt bestemmer den gældende verdensorden,
således at behovet for guddommelig forvaltning og
overvågning reduceres til et absolut minimum og dermed
- som endnu en pointe - gør det mere end vanskeligt
ikke alene at få øje på en Guds aktuelle tilstedeværelse
og indflydelse i sammenhængen, men endog synes at
overflødiggøre den.
Herved frembyder den fysiske verden nemlig endnu et
modsætningsforhold til de åndelige verdener, idet Gud
som virkelighed betragtet her er lige så indlysende, som
de fysiske stoffer er indlysende for væsnerne i den fysiske
verden. Og da væsenerne under vejs mod den fysiske
verden samtidig har mistet både deres åndelige sansebegavelse
og deres erindring om det personlige ophold i
16
de fordums åndelige verdener og således i praksis er uvidende
om såvel Gud som disse verdener, befinder det sig
i en situation, hvor det tilstandsmæssigt er så langt borte
fra guddommen, som det overhovedet kan komme.
Dvs. det lever kosmisk set i et yderste mørke, hvilket som
bekendt ikke mindst er menneskets situation, der hvor
det har nået det rent materialistiske erkendelsesstadium
og med den tyske filosof Friedrich Nietzsche erklærer,
at ”Gud er død”.
Men hvad har alt dette med naturkatastrofer og lignende
dramatiske hændelser at gøre?
Først og fremmest dette, at sådanne tildragelser ifølge
sagens natur rammer Gud lige så meget som det rammer
de gudekvanter eller gudesønner, de umiddelbart går ud
over, og hvorfor det turde være indlysende, at de pågældende
hændelser via Guds almagt og alvidenhed trods
alt forvaltes på en sådan måde, at det bag om det ydre
skin 100% er i pagt med Guds kærlighed til sig selv. Og
dermed til de berørte gudesønner.
Men til hvilken nytte da sådanne dramatiske ting?
Svaret er fra Martinus side, at de som overordnet generalpointe
først og fremmest tjener til at opfylde de længsler
og behov for en modsætning til lyset, harmonien og kærligheden,
som i sin tid i medfør af mættelse tilskyndede
de nu fysisk placerede gudesønner til af egen fri vilje at
forlade de guddommelige lyszoner og i stedet sætte kurs
mod netop den fysiske verden på godt og ondt. Men samtidig
tjener de også til at modne og kvalificere den enkelte
gudesøn – det enkelte menneske – til en tilbagevenden til
lysets regioner. Nemlig når mørket og det såkaldte onde
er lige så gennemlevet og udlevet som i sin tid lyset og
det gode var, således at mennesket ikke for tid og evighed
skal se sig fængslet i den fysiske verden.
Og hvad kvalificerer så mennesket til en sådan udfrielse
fra mørket til fordel for lyset?
Det kan ifølge Martinus siges med ét ord: KÆRLIG-
HED. Kærlighed til overhovedet ALT levende og dermed
i realiteten kærlighed til Gud. Ikke en påtaget, mere eller
mindre formel og teoretisk betonet kærlighed, men en
FØLT kærlighed, der giver sig udslag og udtryk i ønsket
om at tjene, beskytte, kærtegne og gavne ethvert medvæsen
i tilværelsen – omsat til praksis. Dette, og dette
alene er sagen. Og så længe det enkelte menneske ikke er
i stand til at opfylde denne ene betingelse, må det finde
sig i fortsat at være bundet til den fysiske verden og dens
vilkår, der som det helt centrale omfatter muligheden for
den ene gang efter den anden at blive ramt af det dræbende
princip i en eller flere af dets utallige former – herunder