Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

grund for alt i verden, og dette gælder også for de såkaldte
åndelige eller psykiske fænomener, såsom ånd, sjæl og
bevidsthed. Dette emne om den materialistiske livs- og
verdensanskuelse, var Andersen stort set optaget af hele
livet, hvilket især fremgår af hans store forfatterskab,
men han berørte også emnet i en del af sine breve til
venner og bekendte. Det, der særlig berørte ham, var
den omstændighed, at materialismen tilsidesatte for ham
væsentlige begreber som Gud, udødelig sjæl og etiske og
moralske normer og værdier, samtidigt med at man mente,
at livet og verden er udtryk for fuldstændig planløshed
og tilfældighed. Særlig markant behandler han emnet i
romanen At være eller ikke være (1857), som på sin vis
blev hans teodicé par excellence. 7
Feer, alfer og nisser
Når Andersen siger, at vi vænnes til livets forunderlighed,
så ligger der deri, at han tænker på barnet, som indtil
en vis alder umiddelbart opfatter tilværelsen som lidt
i retning af et eventyr, i den forstand, at barnet i reglen
er fuldkommen overbevist om eksistensen af f.eks. julemanden,
nisser, alfer, feer, hekse og trolde etc. etc.,
som opfattes som helt konkrete væsener og skikkelser.
Foruden en fremragende intelligens og intuition besad
Andersen også barnets umiddelbare og uforbeholdne
måde at opfatte tilværelsen på. Det gjorde, at han i fuldt
alvor kunne fortælle om feer, alfer, nisser osv., som det
for alfernes vedkommende f.eks. sker i tredje kapitel af
rejsebogen Skyggebilleder, 1831. Og f.eks. i eventyret
”Rejsekammeraten”, 1835, beretter han om både nissen,
der bor oppe i kirkens tårn, og om alferne, der alene kan
ses af gode folk, og som kun kommer frem på månebelyste
steder i den store skov, hvor de leger lystig tagfat og
synger smukke viser. Legen varer ved lige til solen står
op, og da kryber de små væsener i skjul i blomsterknopperne,
for at sove til næste fuldmåne. Alferne træffer vi
bl.a. også på i eventyret ”Tommelise”, 1835, så meget
mere som Tommelise selv er en alfepige. 8
Nu skulle man jo tro, at nisser, alfer og feer mm., kun
26
er udtryk for digter- og barnefantasi, men ikke desto
mindre kan vi faktisk træffe på omtalen af lignende små
væsener i Martinus’ litteratur, specielt i artiklen ”Den
tabte horisont”, 1971. Heri fortæller Martinus bl.a. om,
at de gamle tiders eventyrfortællere besad en synskhed,
der var årsag til forekomsten af den psykiske side ved
eventyrene, og han fortsætter:
[…] Men på grundlag af deres instinkt og følelse var de
ikke i stand til at kende de psykiske realiteter bag det, de
så. Deres fantasi arbejdede med og udfyldte, hvad den
manglende viden og indsigt ikke kunne udfylde, og derved
opstod eventyrets bevidsthedssfære i mennesket. Man
troede, at huldrerne og nisserne, og hvad man nu kaldte
disse psykiske væsener, boede i stenene og bjergene, som
jo måtte være hule, da man opfattede væsenerne nærmest
som fysiske. Nævnte væsener var nemlig ofte helt materialiserede,
når de kom i nærheden af mennesker, og
dematerialiseredes igen et stykke tid efter, hvorfor man
troede, at de forsvandt ind i stenene. […] 9
H.C.Andersen og digtekunsten
Her skal det straks pointeres, at Martinus’ karakteristik
af de gamle eventyrfortællere ikke kan gælde i
H.C.Andersens tilfælde, for han var i høj grad i besiddelse
af kendskab til de psykiske realiteter i tilværelsen.
Det var i øvrigt Andersens opfattelse, at digteren har en
særlig forpligtelse til at påpege og fremhæve overfor sine
læsere og tilhørere, at livet bagom hverdagens sløvende
og vanedannende indflydelse på bevidstheden, netop er et
guddommeligt underværk. Det skriver han om i essayet
”Billeder i det uendelige”, som står at læse i rejsebogen
”I Sverrig”, 1851:
Ja, billeder i det uendelige, en rigdom af skønhed er der
i verden om os, og det selv i det små, i det øjeblikkeligt
forsvindende, det, som mængden slet ikke agter på.
Vanddråben fra den stillestående vandpyt har en hel
levende verden i sig, men døgnets dråbe af hverdagslivet
har også i sig en verden af billeder i skønhed og poesi,
luk dit øje op for den.
Seeren, digteren skal pege hen herpå, og ligesom synliggøre
den med mikroskopets klarhed og bestemthed,
og da vil også mængden se den, og siden på sin egen
livsvandring selv blive den var, og som seende glæde sig,
thi livet er ligesom blevet rigere – rigere på skønhed. 10
Denne tankegang fortsætter Andersen i essayet ”Poesiens
Californien”, hvori han tilmed kalder digteren for
“Lysbæreren for tider og slægter”, og tilføjer lidt senere:
“Naturen bliver dobbelt dejlig, hvor en digter går.” Og
senere fortsætter han, idet essayet handler om et gammelt
tema i Andersens liv og digtning, nemlig valget mellem
to forskellige digteriske retninger: enten føleriets, fanta-