Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

I det indre som i det ydre – et svar
v/Gunder Frederiksen
I IMPULS nr 4/2004 s.29 ff. har Kjeld John Ledet en
artikel under titlen: ”I det indre som i det ydre”, hvor han
fremhæver det, han kalder ”vor indre smerte”. Mange er
optaget af at være kærlige udadtil, skriver han. Men når
det kommer til os selv, så er samme forståelse ikke til
stede. ”Vi skal bare underkende vor indre smerte”.
Kære Kjeld! Jeg tror godt, jeg forstår dig. Både som far
til to børn og som tidligere lærer og skolepsykolog har jeg
erfaret, at det er af grundlæggende betydning for opvæksten,
at man i barndommen oplever tryghed og kærlighed
– især i de første leveår. Er disse betingelser ikke til stede,
kan det sætte uheldigt præg på et menneske resten af livet.
Kærlighed er simpelt hen et fundamentalt behov.
Men som du ganske rigtigt skriver, er det langt fra så let
at være så kærlige, som vi gerne ville være. Psykologiske
undersøgelser viser da også, at forældre, som i deres
barndom har savnet varme og tryghed ofte har svært
ved selv at yde det tilsvarende som opdragere for deres
egne børn. Men så er det jo fint, at vi vil opleve mange
fremtidige liv til at lære det. – Jeg forstår dig og er enig
med dig i artiklens hovedlinie. Jeg fornemmer, at det er
savnet af den basale kærlighed, der får dig til at tale om
”den indre smerte”.
Der er imidlertid et par bagateller, som jeg finder anledning
til at kommentere. Det gælder først og fremmest,
når du om Martinus skriver, at ”han ikke beskæftigede
sig kærligt med vores indre”. Her savner jeg kildehenvisning,
for det er ikke, hvad jeg får ud af Martinus` omfattende
forfatterskab, som jeg har læst fra ende til anden.
Martinus beskæftigede sig såvel logisk som kærligt med
alt - inklusive ”vort indre” samt hele verdensaltet, som
identisk med den Gud, hvori vi alle lever, røres og er”.
Tilværelsens universelle grundtone er iflg. Martinus
kærlighed. Dertil kom, at jeg fra personlig bekendtskab
med Martinus kan bekræfte, at han selv udstrålede den
smittende varme og kærlighed, som han var ubetinget
talsmand for og eksempel på.
Om det, du kalder ”den indre smerte”, skriver du, at
Martinus har sagt, at man blot skal tænke på noget andet.
Jeg ved ikke af, at han har sagt således, men tro ikke, at
Martinus har ment, at man blot skal ”feje noget under
gulvtæppet”. Han var alt andet end ufølsom over for
20
Dialog
andres smerte. Det er en kendsgerning, at Martinus altid
anbefalede at søge kontakt med Gud – bl. a. gennem bønnen.
Det er jeg sikker på, ville blive hans råd eller måske
et af hans råd, såfremt du havde spurgt ham til råds om
”den indre smerte”. Han sagde ikke, at man kunne blive
fri for den smerte. Men han har altid fremhævet, at man
kan få hjælp til at klare det, han kaldte det ”ubehagelige
gode” – herunder naturligvis det, du kalder ”Den indre
smerte” ved bøn til Gud.
Den indre smerte, som du omtaler, er også kosmisk set et
”gode” om end et ubehageligt gode. Den er som alt andet
- ubehageligt som behageligt – grundlæggende betingelse
for, at vi kan vokse i livets skole. Derfor et gode. Vi kan jo
intet moralsk lære uden at få lejlighed til at føle smerten
på vor egen krop eller i vor egen sjæl. Men har man det,
så forstår man også den tilsvarende smerte, som ens næste
kan være ramt af. Man bliver gradvis beriget med en
værdifuld evne til at opleve medlidenhed og medfølelse,
som vel er de mest værdifulde skatte, et menneske kan
komme i besiddelse af.
Du nævner også, at jeg bagatelliserer den ”indre smerte”
ved at anbefale motion. Dertil må jeg svare, at det er min
erfaring, at motion er glædesskabende. Jeg mener, at
motion kan være et godt forsøg på at gøre noget ved den
indre smerte, hvis man har en sådan.
Bevægelse er livets fornemste kendetegn, som Martinus
kalder det. Og når jeg anbefaler aktivitet, så er det underbygget
ikke blot med mine egne erfaringer, men også med
citater fra den bog af David Schreiber, som jeg omtalte i
IMPULS 3/2004, hvoraf det fremgår, at ved motion aktiveres
de glædesstimulerende molekyler: endorfinerne.
Motion, som alle læger og sundhedseksperter jo anbefaler,
er ikke bare at flygte fra den indre smerte, men at gøre
noget ved den. Vi har jo alle ansvaret for vort eget liv. Og
der er jo en mening med de udfordringer, vi alle møder
på vor vej gennem livet? Tager vi ikke udfordringerne
op, vil vi jo aldrig komme videre i vor udvikling mod en
højere bevidsthed.
I øjeblikket er stavgang moderne, og det kan jeg i høj
grad anbefale, og jeg betvivler, at der er ret mange, der
vil kalde det at ”flygte fra sin indre smerte”, hvis man
føler, at man har en sådan. Men der er jo mange andre
former for motion. Enhver kan vælge, hvad der passer
ham/hende bedst.
Når du skriver: ”Vi kan ikke komme af med den indre
smerte. Det er jo en del af os selv”(s. 31), så føler jeg