AreAludviklingskAtAlog - Forsvarskommandoen

FORSVARETS BYGNINGS- OG ETABLISSEMENTSTJENESTE 

AreAludviklingskAtAlog 

et værktøj til arealplanlægning på 

forsvarets terræner

kolofon 

titel: arealudviklingskatalog. et værktøj 

til arealplanlægningen på forsvarets 

terræner 

udgivelse: forsvarets Bygnings- og etablissements- 

tjeneste. 2013. 

udarbejdelse: niels kanstrup, biolog, 

Dansk jagtakademi. 

kvalitetssikring: steffen Michael thomsen, 

forstfuldmægtig, forsvarets Bygnings- 

og etablissementstjeneste 

Fotos: niels kanstrup & Michael sand 

Akvareller: jens gregersen 

2 

layout og produktion: rosendahls schultz grafisk 

isBn-13: 978-87-92898-22-7 

internetversion: arealudviklingskataloget kan 

541 TRYKSAG 457 

findes i elektronisk format på 

www.forsvaret.dk/fbe 

AreAludviklingskAtAlog

indHold 

Et værktøj til arEalplanlægning på forsvarEts arEalEr 

inDholDsfortegnelse 

1. resumé .............................................4 

2. indledning. ...........................................6 

3. visioner for landskaber og delarealer. ......................10 

4. Åbent landskab. ......................................15 

4.1 arealudviklingstype: strand ..............................16 

4.2 arealudviklingstype: eng. ................................19 

4.3 arealudviklingstype: kysthede ............................21 

4.4 arealudviklingstype: indlandshede .........................24 

4.5 arealudviklingstype: slette ...............................27 

5. Halvåbent landskab. ...................................30 

5.1 arealudviklingstype: overdrev .............................31 

5.2 arealudviklingstype: Mose ...............................34 

5.3 arealudviklingstype: åben løvskov. .........................37 

5.4 arealudviklingstype: åben nåleskov. ........................40 

6. lukket landskab ......................................42 

6.1 arealudviklingstype: tæt løvskov. ..........................43 

6.2 arealudviklingstype: tæt nåleskov. .........................46 

6.3 arealudviklingstype: sumpskov. ...........................49 

7. referencer ..........................................51 

3

1. resUMé 

forsvarets arealforvaltning udmøntes i 15-årige drifts- 

og plejeplaner. planerne er bindende dokumenter, der 

er udarbejdet og besluttet efter en procedure fastlagt i 

forsvarets bestemmelse om driftsog plejeplaner (fBe, 

2011). Udgangspunktet for arealforvaltningen er forsvarsministeriets 

Miljø- og naturstrategi (forsvarsministeriet, 

2012), der gennem driftsog plejeplaner omsættes til 

arbejdsplaner, hvorefter den konkrete forvaltningsindsats 

4 

1. resumé 

iværksættes på det enkelte terræn. processen fra naturpolitik 

til konkrete driftsinitiativer involverer flere af ministeriets 

myndighedsniveauer. en række af disse processer, 

arbejdsopgaver og konkrete driftsaktiviteter udføres 

af eksterne leverandører. i processen lægges der særlig 

vægt på en prioritering, som sikrer, at rammerne for forsvarets 

uddannelsesmuligheder opretholdes og udvikles. 

Dernæst er fokus på naturbevarelse og publikumshensyn. 


Drifts- og plejeplanerne fastlægger den langsigtede 

arealudvikling på de enkelte terræner. nærværende 

arealudviklingskatalog er et værktøj hertil. arealudviklingskataloget 

giver en indledende oversigt over de 

eksisterende arealtyper, samt en beskrivelse af visioner 

for terrænernes udvikling på landskabs- og arealniveau 

under begreberne ”landskabstyper” og ”arealudviklingstyper”. 

grundlæggende skal forsvarets arealer anskues 

som uddannelseskulisser, hvor der indlægges hensyn 

til militære, naturbeskyttelsesmæssige og publikumsorienterede 

forhold, og hvor der tages udgangspunkt i 

klima, jordbunds- og vandstandsforhold etc. 

Blandt landskaberne skelnes mellem 3 typer: Det åbne, 

det halvåbne og det lukkede. til disse 3 typer knyttes 


1. resUMé 

hhv. 5, 4 og 3, i alt 12, arealudviklingstyper, der spænder 

fra de helt lysåbne kyst-, klit- og hedearealer over 

delvis tilgroede arealer med overdrev, krat og åben skov 

til tætte skovområder. samlet er der tale om følgende 

arealudviklingstyper: strand, eng, kysthede, indlandshede, 

slette, overdrev, Mose, åben løvskov, åben nåleskov, 

tæt løvskov, tæt nåleskov samt sumpskov. 

landskaberne skitseres overordnet, mens arealudviklingstyperne 

beskrives mere indgående, herunder med 

hensyn til struktur og artssammensætning, dynamik og 

forvaltningsudfordringer samt målsætning i forhold til 

militær, natur og publikum. Desuden anvises relevante 

plejemetoder i forhold til den enkelte type, og der indikeres 

ligeledes en overvågnings- og evalueringsproces. 

5

2. inDleDning 

forsvaret forvalter ca. 33.000 ha. arealerne kan 

2. indledning 

overordnet opdeles i 2 typer af uddannelseskulisser, 

henholdsvis skydeog øvelsesområder. områderne er 

kernen i uddannelse af personel og enheder til sikring 

af forsvarets indsats i forhold til såvel landets sikkerhed 

som indsatsen i internationale missioner. arealerne 

er erhvervet over en periode på ca. 100 år og med tiden 

tilpasset både de skiftende krav, som forsvaret har været 

stillet overfor, og den militær-teknologiske udvikling. 

hvor terrænerne før tog sigte på uddannelse af enten 

kamptropper, kampstøttetropper eller støttetropper, 

skal mange terræner nu være indrettet, så alle typer 

enheder kan uddannes. Dette drejer sig i hovedsagen 

om de større terræner. terrænerne skal med kort varsel 

kunne indrettes, så man kan uddanne soldater og enheder 

til de skiftende miljøer, som de opererer i. 

forsvarets arealer rummer ud over det uddannelses- 

mæssige potentiale et bredt udsnit af værdifuld dansk 

ha 

9.000 

8.000 

7.000 

6.000 

5.000 

4.000 

3.000 

2.000 

1.000 

0 

Klit og hede Græsarealer Skov og krat Strandeng 

m.v. 

natur og er pålagt tilhørende krav om naturbeskyttelse. 

Der er en relativt høj repræsentation af lysåbne, næringsfattige 

naturtyper med tilhørende planteog dyresamfund. 

tyngden ligger arealmæssigt på jyske klit- og 

hedeområder, men forsvaret har ligeledes værdifulde 

områder på øerne. på mange arealer er der plads til naturtyper, 

som ellers er trængt i det omgivende danske 

landskab. figur 2-1 viser arealfordelingen på en række 

anvendelsestyper. 

omkring halvdelen af forsvarets samlede areal er ud- 

peget som internationalt naturbeskyttelsesområde (na- 

tura 2000-område), og ca. halvdelen heraf er kortlagt 

som egentlige habitatnaturtyper. samtidig rummer arealerne 

et bredt udsnit af internationalt prioriterede og 

beskyttelseskrævende arter, herunder ikke mindst fuglearter, 

der er tilknyttet næringsfattige, våde og lysåbne 

områder. forsvarets arealer rummer desuden en række 

naturtyper, som er beskyttet efter dansk lovgivning, 

Mose Bæltespor Sø og 

vandløb 

Brandlinjer Anden 

anvendelse 

Figur 2-1. Forsvarets arealer, angivet med fordeling på kategorier af anvendelse. Kilde: Forsvarets arealdatabase. 

6 


herunder særligt heder, overdrev, strandenge og moser, 

samt knap 1.000 søer, i alt ca. 15.000 ha. Dertil kommer 

knap 150 km beskyttede vandløb. 

Udover de mange lysåbne arealer råder forsvaret over 

ca. 6.000 ha med skov og krat. her er tale om en bred 

palet, lige fra klassiske relativt monotone nåleskovsplantager 

til meget varierede løvskovsområder med 

et stort naturindhold. skovforvaltningen på forsvarets 

arealer er i de senere år ændret fra konventionel skovdrift 

til en skovforvaltning, der er baseret på naturnære 

principper. træproduktion er ikke længere målsat som 

sådan, men der tilstræbes en ekstensiv drift, hvor 

fokus lægges på at mindske omkostninger frem for at 

optimere udbyttet i form af mængde og kvalitet. Denne 

tilgang er i højere grad end en konventionel drift forenelig 

med arealernes egentlige funktion som områder med 

varierede uddannelseskulisser og et varieret naturindhold 

samt en deraf følgende høj rekreativ værdi. endelig 

rummer forsvarets arealer værdifulde og typiske danske 

natur- og kulturlandskaber med et bredt og stabilt indhold 

af karakteristiske og ikke beskyttelseskrævende 

arter samt ofte velbevarede fortidsminder og kulturspor. 

alt i alt kan forsvarets arealer siges at udgøre et meget 

væsentligt bidrag til at bevare og udvikle biodiversiteten 

i Danmark og europa kombineret med muligheden for at 

give råderum for dynamik og processer. ligeledes kan 

god planlægning demonstrere en bæredygtig og innovativ 

forvaltning af biodiversitet i kombination med udvikling 

af arealerne som militære uddannelsessteder. 

et væsentligt element i forsvarets naturforvaltning er 

sikring af offentlig adgang, når dette kan ske uden 

konflikt med den militære brug og naturbeskyttelsen. 

hovedparten af forsvarets arealer er således åbne for 

publikum, når arealerne ikke anvendes til militær uddannelse. 

Der er udarbejdet særskilte beskrivelser af 

adgangsmulighederne for hvert terræn. 


2. inDleDning 

siden 1991 er der for knap 50 af forsvarets arealer ud- 

arbejdet driftsog plejeplaner med henblik på at opnå 

en tilfredsstillende balance mellem behovet for nødvendig 

uddannelse og træning af enheder under realistiske 

vilkår samt hensynet til naturbeskyttelse og rekreative 

interesser. planlægningen varetages af forsvarets Bygnings- 

og etablissementstjeneste med inddragelse af 

såvel de militære brugere som øvrige myndigheder, interesseorganisationer 

og lokale interessenter. 

Drifts- og plejeplanerne er et væsentligt bidrag i imple- 

menteringen af de fastsatte målsætninger i forsvars- 

ministeriets miljø- og naturstrategi (forsvarsministeriet, 

2012). Den fremadrettede militære anvendelse er des- 

uden beskrevet for hvert enkelt terræn i særlige strate- 

ginotater, som danner baggrund for de afvejninger, der 

ligger til grund for driftsog plejeplanernes målsatte 

arealforvaltning, herunder de mange hensyn, der knytter 

sig til de militære uddannelsesarealer. 

Det sikres løbende, at eksisterende og nye lovmæssige 

bindinger bliver integreret i planlægningen. siden 2011 

har der været særlig fokus på at indarbejde de forpligtelser 

til beskyttelse af naturtyper og arter, som fremgår 

af international naturbeskyttelseslovgivning. Dette 

implementeres dels gennem nye driftsog plejeplaner, 

dels gennem udarbejdelse af tillæg til eksisterende 

planer. 

De første driftsog plejeplaner blev vedtaget i 

1990’erne med en planperiode på 15 år. figur 2-2 viser 

udløbsåret for de gældende driftsog plejeplaner og 

indikerer dermed indsatsen i forhold til revision. Det 

ses, at der særligt i seksårsperioden 2014-2019 ligger 

et stort revisionsarbejde. alene i denne periode står 34 

planer, svarende til ca. 11.000 ha, til revision. hertil 

kommer løbende tilpasninger, som er udløst af nye krav, 

fx den nye generation af natura 2000-planer, som vil 

7

2. inDleDning 

Antal 

14 

12 

10 

8 

6 

4 

2 

0 

2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 

foreligge, når den første planperiode for disse udløber i 

2015. forsvaret står således overfor en omfattende opgave, 

når det gælder den egentlige arealplanlægning. 

nærværende katalog er et bidrag til at systematisere 

arealplanlægningen med henblik på at optimere area- 

lernes funktion som uddannelseskulisser for forsvaret. 

kataloget er tænkt som et konkret værktøj i denne 

planlægning, og heri defineres og beskrives ”landskabstyper” 

(scenarier for udviklingen på landskabsniveau) og 

”arealudviklingstyper” (scenarier for udviklingen på naturtypeniveau). 

for hver af disse beskrives militære, naturmæssige 

og publikumsorienterede udviklingsmål. kataloget 

har til formål at give brugeren og planlæggeren 

et fælles redskab til på det enkelte terræn at udvælge 

og kortlægge relevante landskabs- og arealudviklingstyper 

set i lyset af de militære, naturbeskyttelsesmæssige 

og publikumsorienterede mål for terrænet. 

arealudviklingskataloget definerer 3 landskabstyper og 

12 arealudviklingstyper. Med den valgte prioritering og 

udvælgelse er der tilsvarende fravalgt en række vigtige 

arealtyper, som ifølge en mere klassisk naturforvalt- 

År 

Figur 2-2. Udløbsåret for Forsvarets driftsog plejeplaner. Røde søjler angiver antallet af terræner, sorte søjler det 

tilsvarende areal (ha). Det store antal kombineret med et relativt lille areal i 2019 skyldes revision af en række depotområder 

og mindre skydebaner. Det store areal i 2026 kan særligt tillægges Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn, der er 

revideret primo 2012. Det relativt store areal i 2027 skyldes revision af planerne for Borris Skydeterræn og Næstved 

Øvelsesplads. Kilde: Forsvarets arealanvendelse. 

8 

10000 

9000 

8000 

7000 

6000 

5000 

4000 

3000 

2000 

1000 

ningstilgang kunne defineres som arealudviklingstyper. 

på grund af deres mindre betydning uddannelsesmæssigt, 

samt deres begrænsede areal, defineres disse i 

stedet som ”landskabs- og naturelementer” (fx søer, 

vandløb og krat). lokalt kan de dog spille en væsentlig 

rolle, såvel militært som biologisk og rekreativt. landskabs- 

og naturelementerne bliver ikke nærmere beskrevet 

i dette katalog, men nævnes i tilknytning til de 

arealudviklingstyper, som de typisk hører til. De bliver 

nærmere behandlet i de enkelte driftsog plejeplaner. 

til udmøntning af landskabs- og arealudviklingstyperne 

gennemføres en vifte af driftsog plejemodeller, som er 

nærmere beskrevet i forsvarets Bygnings- og etablissementstjenestes 

driftskatalog (fBe, 2013). figur 2-3 

viser arealudviklingskataloget i sammenhæng med forsvarets 

samlede arealplanlægning og drift. 

0 

Ha 


Politik 

Planlægning 

Drift 

Bindende dokumenter Planlægningsværktøjer 

Miljø- og naturstrategi 

FBE-bestemmelser 

Drifts- og plejeplan for det 

enkelte terræn 

Aktivitetsplaner 1-5 års 

arbejdsplaner 

Strateginotat 

(militære uddannelsesbehov) 

Arealudviklingskatalog 

(visioner for landskaber og arealer) 

Driftskatalog 

(driftsmodeller og arbejdsbeskrivelser) 

Figur 2-3. Forløbet fra det politiske niveau over planlægningsniveauet til driftsniveauet. Arealudviklingskataloget er et 

værktøj til udvikling af driftsog plejeplaner. FMN = Forsvarsministeriet, FKO = Forsvarskommandoen, MNS = Miljøog 

Natursektionen, KCDK = Kompetencecenter Skyde- og Øvelsesterræner Danmark. 


2. inDleDning 

FMN/ 

FKO 

FBE-STAB 

(MNS) 

FBE-DRIFT 

(KCDK) 

9

3. visioner 

Den primære målsætning for forsvarets arealer er at 

skabe de rette rammer for den militære uddannelse, 

og hensynet til områdernes funktionalitet som uddannelsessteder 

har højeste prioritet. hertil kommer, at 

forsvarsministeriets miljø- og naturstrategi (forsvarsministeriet, 

2012) lægger vægt på, at der opretholdes 

en naturtilstand på forsvarets arealer, som skaber de 

bedste betingelser for bevarelsen af den naturlige flora 

og fauna. 

10 

3. visioner 

historien har givet mange eksempler på, at anvendelsen 

af terrænerne som ”militære produktionssteder” 

ikke alene kan forenes med naturbevarelsen, men oven 

i købet give et betydeligt grundlag for at sikre naturen. 

en vigtig faktor er her, at forsvarets arealer ikke som 

langt hovedparten af Danmarks øvrige areal har været 

underlagt opdyrkning til intensiv land- og skovbrugsdrift. 

Men også den til tider hårdhændede brug, ved fx kørsel, 

granatnedslag og ildebrand ved skydning skaber en 


dynamik, som er hensigtsmæssig for mange af de rela- 

tivt robuste naturtyper, der er tale om. til dette kommer 

den aktive og målrettede pleje, som forsvaret igennem 

flere årtier har bidraget med for at sikre naturen. 

en overordnet vision for fremtidens arealforvaltning 

er at fortsætte og yderligere udvikle en drift og pleje, 

som bevarer og forstærker både foreneligheden af og 

synergien mellem militære og naturmæssige hensyn. 

en demonstration af dette vil langsigtet bidrage til at 

konsolidere områderne som militære terræner. Der 

er i denne strategi behov for at nytænke en række 

forhold. Det vigtigste er i højere grad at tænke i større 

enheder og længere horisonter. samtidig er der både 

mulighed og behov for i højere grad at slippe naturen 

fri og erstatte traditionelle praktiske plejemetoder med 

mere økosystemorienterede strategier, hvor ikke mindst 

græsning kommer til at spille en langt større rolle, end 

der har været tradition for. 

alt dette kræver en mere helhedsorienteret tilgang til 

arealforvaltningen, således at eksempelvis den klas- 

siske sondring mellem skov-, landbrugs- og naturarea- 

ler afløses af en opfattelse, der på lang sigt udvikler 

landskab og en dynamisk natur i en integreret form på 

hele terrænet, og som ligeledes er afstemt med tilgrænsende 

landskaber og naturtyper. et redskab hertil er 

at opstille og beskrive den langsigtede landskabs- og 

naturudvikling i form af visioner for udviklingen på de enkelte 

delarealer. hermed sikres en ramme for de arealforvaltnings- 

og planlægningsmæssige tiltag, der kan udvikles 

som en fælles reference for de militære brugere, 

forsvarets myndigheder, andre myndigheder, ngo’er m.v. 

De større militære arealer repræsenterer ofte flere landskaber. 

karakteristisk for mange af dem er åbne kyst-, 

klit- og hedelandskaber, ikke mindst skydeområderne, 

hvor de åbne landskaber bruges som nedslags- og målområder. 

en række arealer, særligt øvelsesområderne, 

er præget af deres tidligere anvendelse til landbrugsformål. 

De kan karakteriseres som ”halvåbne”, dvs. 

åbne arealer med spredt og ofte gruppevis bevoksning. 

Denne struktur er i mange tilfælde et produkt af en 

målsætning om at tilrettelægge øvelser, så der skabes 


3. visioner 

mulighed for kombineret skjul og fremrykning i samme 

område. Det halvåbne landskab er ligeledes et resultat 

af et åbent landskab, der er under naturlig tilgroning. 

endelig er der på de fleste terræner skovbevoksede 

”lukkede” arealer, som er resultatet af klittilplantning eller 

en arealbenyttelse med henblik på egentlig skovdrift 

eller på sikring af bestemte typer af tættere bevoksning 

til militære formål. 

Det er på dette grundlag hensigtsmæssigt at definere 

tre typer af landskaber: Det åbne, det halvåbne (kratlandskab) 

og det lukkede (skovbevokset) - styret overordnet 

af en række forhold, hvoraf de militære målsætninger 

og hensynet til naturbeskyttelse vægtes højest, og 

hvor publikumshensyn inddrages i størst mulige omfang. 

landskabstyperne skal hver især have god sammenhæng 

og en vis størrelse. samtidig bør de ud fra en 

naturmæssig vurdering forvaltes, så de giver harmoni, 

dvs. at den halvåbne type sikrer overgangen fra åben til 

lukket. Dette selvom der kan være militære brugsformål 

og andre forhold, der tilsigter en mere brat overgang fra 

tæt bevoksning (skjul) til helt åbent areal (ildterræn). 

landskabstyper skal ydermere ses i en topografisk sammenhæng. 

topografien skaber i sig selv et landskab, og 

bevoksningsgraden skal afstemmes med landskabet, 

herunder såvel æstetik, udsigtsforhold, kystnærhed 

m.v. som militære behov i forhold til skjul, dækning, observation, 

samt bevæge- og hindremuligheder. et vigtigt 

forhold er landskabstypernes funktionalitet i forhold til 

opretholdelse og styrkelse af biologisk mangfoldighed. 

i denne sammenhæng skal der lægges vægt såvel på 

et højt naturindhold i form af stabile naturtyper og levesteder 

som på landskabets strukturelle og økologiske 

sammenhæng i både tid og rum. Dette skal sikre planteog 

dyresamfundenes naturlige spredning og genetiske 

udveksling samt ikke mindst de biologiske processer. 

Udfordringen er med andre ord at perspektivere arealforvaltningen 

i større enheder – både i tid og rum. 

Med dette som udgangspunkt kan udviklingen af det 

enkelte areal systematiseres i arealudviklingstyper, 

der langsigtet er orienteret mod de tre landskabstyper. 

således vil en række arealudviklingstyper sigte mod 

det åbne landskab, nogle mod det halvåbne og andre 

11

3. visioner 

mod det lukkede skovbevoksede landskab. forsvarets 

Bygnings- og etablissementstjeneste har igennem 

udarbejdelsen af en række nye driftsog plejeplaner, 

samt tillæg hertil, udviklet et system af sådanne arealudviklingstyper. 

Dette er sket med stor inspiration fra 

det koncept, som over de sidste ca. 10 år er skabt for 

naturnær skovdrift (larsen og skov- og naturstyrelsen, 

2005). forsvarets Bygnings- og etablissementstjeneste 

har i processen med driftsog plejeplaner suppleret 

dette arbejde med en beskrivelse af naturudviklingstyper 

som en parallel til skovudviklingstyperne, men dækkende 

ikke-skovbevoksede områder, således at ethvert 

areal som udgangspunkt pålægges en udviklingstype. 

i processen med udviklingen af paradigmet for driftsog 

plejeplanerne har det vist sig hensigtsmæssigt at 

foretage en yderligere systematisering og tilpasning til 

forsvarets særlige målsætning for arealudvikling. her er 

den overordnede målsætning om at sikre funktionaliteten 

af arealerne til militær uddannelse central. på den 

baggrund er der foretaget en opdeling, hvor især graden 

af åbenhed definerer en række uddannelsesmæssige 

funktioner. inden for hver af de 3 landskabstyper er der 

således defineret flere kategorier af åbenhed, hvor der 

i det åbne landskab er helt åbne arealudviklingstyper, 

der primært er målrettet mod skydning og observationer, 

samt arealudviklingstyper med spredt bevoksning, 

der tjener som skjul ved forskellige øvelser. i de åbne 

arealudviklingstyper er der overordnet meget gode 

muligheder for observation og opsiddede bevægelser. 

tilsvarende er der i det halvåbne landskab flere grader 

af bevoksning, som kan tilgodese øvelsestyper med 

behov for både skjul og bevægelser. i det lukkede 

landskab differentieres efter bevoksningsgraden, dvs. 

skovens ”tæthed”, der kan anskues både horisontalt 

(muligheder for observation, udsyn, skjul og bevægelse 

i skovbunden) og vertikalt (mulighed for observation og 

skjul i forhold til fly). Der defineres således to kategorier 

af arealudviklingstyper: hhv. ”tæt” og ”åben” skov. 

Den tætte skov vil have meget begrænset udsyn og 

give gode muligheder for skjul. Bevægemulighederne 

uden for eksisterende veje og stier vil være begrænset 

til færdsel til fods. Den åbne skov giver derimod bedre 

udsynsforhold og bevægemuligheder – også med køre- 

12 

tøjer uden for eksisterende veje og stier. imellem disse 

to yderpunkter findes mange mellemformer, som i et 

vist omfang bestemmes af træarter. af denne grund 

skelnes mellem ”løvskov” og ”nåleskov”, der er udtryk 

for hovedtræarten på arealet. Differentieringen sigter 

på årstidsvariationen i løvdækket, hvor løvskov vil give 

et relativt åbent indtryk om vinteren, mens nåleskov 

kan tilgodese krav om en tæt øvelseskulisse året rundt. 

i det lukkede landskab defineres som supplement 

”sumpskov”, som er kendetegnet ved høj vandstand og 

særligt om sommeren uoverskuelighed. øvelsesmæssigt 

illuderer sumpskoven en ”jungle” med begrænset 

udsyn og begrænsede eller ingen bevægemuligheder for 

køretøjer. ”sumpskov” kan anvendes til visse former for 

afsiddet øvelsesvirksomhed. 

Udover målsætningen om arealernes funktionalitet til 

militær uddannelse er der i systematiseringen indlagt 

et hensyn til naturbeskyttelse. således tager de 7 

landskabstyper 

Arealudviklingstype Åben Halvåben lukket 

strand xxxxx 

kysthede xxxx x 

eng xxxx x 

indlandshede xxx xx 

slette xxx xx 

overdrev xx xxx 

Mose x xxx x 

åben løvskov xxx xx 

åben nåleskov xxx xx 

tæt løvskov xx xxx 

tæt nåleskov xx xxx 

sumpskov x xxxx 

Tabel 3-1. Sammenhængen mellem landskabstyper og 

arealudviklingstyper. Afkrydsningen angiver vægtningen 

af de enkelte arealudviklingstyper inden for spektret af 

åbent, halvåbent og lukket landskab. 


mest lysåbne arealudviklingstyper afsæt i en række 

kendte plantesamfund og naturtyper, hvoraf de fleste 

er beskyttet efter dansk og international lovgivning. 

her er det specielt krav til eksempelvis bevarelse af 

næringsfattige miljøer, lysåbne forhold og naturlige/ 

oprindelige vandstandsforhold (hydrologi), som spiller 

ind. i de skovbevoksede arealudviklingstyper indlægges 

ligeledes naturbeskyttelseshensyn, hvor især mulighederne 

for at skabe lysåbne forhold og naturlig hydrologi 

støttes, og hvor der i differentieringen mellem løv- og 

nåleskov gives mulighed for langsigtet at planlægge 

efter en generel konvertering til løvskov, jf. forsvarets 

Bygnings- og etablissementstjenestes generelle retningslinjer 

herom. 

produktet af systematiseringen er 12 såkaldte arealud- 

viklingstyper, hvoraf 5 primært tager sigte på åbne og 

4 på halvåbne landskaber, mens 3 retter sig mod det 

lukkede landskab. Der er dog mange variationsmulig- 

Hydrologi 

tør 

våd 

heder og høj grad af interaktion imellem typerne. landskabs- 

og arealudviklingstyperne fremgår af tabel 3-1. 

her angiver afkrydsningen tyngden af den enkelte arealudviklingstype 

i forhold til åbent, halvåbent og lukket 

landskab. Der er valgt en rækkefølge, så de mest åbne 

typer står øverst og de mest lukkede nederst. 

tilsvarende viser figur 3-1 arealudviklingstyperne sat 

ind i et diagram med de to akser: lysåbenhed og vand- 

standsforhold. for overskuelighedens skyld er følgende 

typer sat sammen: kysthede og indlandshede samt 

overdrev og slette, ligesom der ikke skelnes mellem løvog 

nåleskov. 

hensigten med systematiseringen er grundlæggende 

at skabe mulighed for, at hvert enkelt delareal i plan- 

lægningsfasen kortlægges med dels en landskabstype 

og dels en arealudviklingstype. Mange arealer vil på 

forhånd være bundet til en given type som følge af 

lysforhold 

lys mørk 

kysthede/indlandshede Åben skov 

eng 

strand 

overdrev/slette 

mose 

sumpskov 

tæt skov 

Figur 3-1. Oversigt over arealudviklingstyperne (heraf nogle vurderet sammen) i forhold til hydrologi og lysforhold. 


3. visioner 

13

3. visioner 

lovgivning, herunder specielt naturbeskyttelsesloven 

og skovloven, men på mange vil der være råderum for 

nytænkning med afsæt i militære behov, vand- og naturbeskyttelse, 

publikumshensyn m.v. Det afgørende 

er, at der i planlægningen skabes en fast reference for 

delarealernes udvikling for herigennem at sikre den 

langsigtede stabilitet i både arealernes militære anvendelsesmuligheder 

og deres værdi i forhold til udvikling 

af beskyttet natur og biologisk mangfoldighed. 

14 

arealudviklingstyperne er beskrevet mere indgående i 

de følgende afsnit, hvor der for hver type gives en kort 

beskrivelse af struktur, arter, forvaltningsmæssige udfordringer 

m.v. Dertil opstilles udviklingsmål for militære, 

naturbeskyttelsesmæssige og publikumsorienterede forhold, 

og betydningen af de tre temaer er skitseret med 

indsatte trekanter, hvor placeringen af den gule cirkel indikerer 

dominansen af det enkelte tema. Ydermere gives 

en skitse til overvågnings- og evalueringsmuligheder. 


4. ÅBent lAndskAB 

graden af et landskabs åbenhed eller lukkethed define- 

res ud fra tilstedeværelsen af træer og buske. Det åbne 

landskab kan være helt uden træer og buske. Men der 

kan også være åbne landskaber med få, mindre trægrupper 

eller lavere buskvegetation. Det åbne landskab 

er kendetegnende for en stor del af de naturtyper, der 

findes i eksempelvis klit- og hedeområderne på oksbøl 

skydeog øvelsesterræn, eller på strandengsarealer på 

Åbent landskab 

strand 

kysthede 

slette 

en række kystnære skydeområder. Målsætningen for 

disse arealer vil som udgangspunkt være at sikre det 

helt åbne landskab, men de militære interesser kan fordre 

en vis grad af fx gruppevis bevoksning. Den naturlige 

udvikling er, at sådanne områder på sigt gror til, og der 

vil kræves en konstant plejeindsats for at hindre denne 

naturlige proces. De relevante plejemetoder vil typisk 

være rydning, slåning, afbrænding eller afgræsning. 

eng 


indlandshede 

4. åBent lanDskaB 

til det åbne landskab hører en række arealudviklingstyper, 

som er kendetegnet ved lavtvoksende græs- og urtesamfund, 

dværgbuske, kystnære strandarealer og ligeledes 

slettearealer, der for nylig har været i omdrift som 

landbrugsarealer. i forhold til det åbne landskab er der 

defineret 5 arealudviklingstyper: strand, eng, kysthede, 

indlandshede og slette, der kan ses som en udmøntning 

af det åbne landskab og anvendes til prioritering af hhv. 

militære, biologiske og rekreative interesser. 

15


4.1 Arealudviklingstype: strand 

4.1.1 Beskrivelse 

Struktur og arter 

arealudviklingstype strand er et åbent landskab i overgangszonen 

fra kyst til indland, især langs kyster, der 

er beskyttet mod væsentlig bølgepåvirkning. elementerne 

i udviklingstypen er strandbredden, der er åben 

og næsten uden vegetation, og strandsumpen, der er 

ferskvandspræget og ofte tæt bevokset med fx tagrør, 

dunhammer og kogleaksarter. inden for selve strandområdet 

ligger strandengen, der ofte er vidtstrakt og 

omfatter plantesamfund, som jævnligt oversvømmes af 

saltvand. vegetationen er salttålende græsser og urter. 

arealudviklingstype strand er åben, evt. med indslag 

af permanente eller temporære strandsøer, loer, ferskvandsudløb 

e.l., eller åben-halvåben med småbevoks- 

16 

ninger af vedplanter, fx pil, eller høje urter. arealudviklingstype 

strand har en række karakteristiske dyrearter 

tilknyttet. Blandt fuglene er det i særdeleshed vade- og 

andefugle, der udnytter typen som yngleområder eller 

som raste-/overvintringsareal. andre fuglearter som 

rørdrum og rørhøg er afhængige af større sammenhængende 

rørskove. strand er af særlig betydning for en 

række paddearter, fx strandtudse, der er internationalt 

beskyttet. 

De beskyttede naturtyper, som på forsvarets 

arealer kan henregnes til strand, er habitatnaturtypen 

1330 strandenge samt arealer herudover, 

der er udpeget som strandeng og strandsump 

efter naturbeskyttelseslovens § 3. 

landskabs- og naturelementerne vil typisk være 

strandsøer, loer og grøfter. 

Udvikling og udfordring 

De kystnære dele af arealudviklingstype strand er væsentligt 

påvirket af fjord- og havområder, som gennem 

erosion skaber dynamik og udvikling. saltpåvirkning bidrager 

til, at de karakteristiske arter bevares, men uden 

pleje kan tilgroning med høje urter og en række saltrobuste 

vedplanter være omfattende. Dette tilskyndes 


Forsvaret råder over mange strandengsarealer, fx Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn (Ho Bugt Enge) (t.v.) og Hevring 

Skydeterræn (t.h.). De indgår som det vigtigste element i arealudviklingstype Strand. Begge steder søges det åbne 

landskab og den lysåbne naturtype sikret ved afgræsning. 

af næringsstoftilførsel fra både land- og vandområder. 

visse steder domineres typen helt af tagrør, grundet rigeligt 

med næring samt manglende pleje i form af fx afgræsning. 

også opvækst af buske og træer kan skabe 

omfattende tilgroning, og det er en stor udfordring at 

modvirke tilgroning. hertil kommer, at især strandengsarealer 

ofte er afvandet, og udfordringen er mange steder 

at genskabe de naturlige hydrologiske forhold. 

4.1.2 udviklingsmål 

Militære udviklingsmål 

Det militære udviklingsmål for arealudviklingstype 

strand er primært tilknyttet skarpskydning og observa- 

Rekreative værdier 

Militære værdier 

Biologiske værdier 



tionsmuligheder i forbindelse med skydesikkerhed på 

tværs af kysten. i den sammenhæng er der ofte et stort 

behov for uhindret adgang til fods og i lette køretøjer 

med henblik på varetagelse af sikkerhedsopgaver i forbindelse 

med skydninger. 

Selve strandbredden hører med under arealudviklingstype 

Strand. Den spiller arealmæssigt en mindre rolle, 

men økologisk set har den en stor betydning som overgang 

fra land til hav. Visse steder yngler sjældne fugle, 

fx dværgterne, der findes ved Blåvand. 

17


Biologiske udviklingsmål 

Det biologiske udviklingsmål er at sikre naturtypens 

karakteristiske åbne struktur og de tilhørende planteog 

dyresamfund samt frem for alt at medvirke til at 

opretholde den nuværende altovervejende gunstige 

bevarelsesstatus for strandøkosystemerne på forsvarets 

arealer. Disse er ofte under pres fra afvanding og/ 

eller tilgroning. arealudviklingstype strand skal sikres 

som et bidrag til et åbent eller næsten åbent landskab, 

men der kan af hensyn til visse ynglefugle, fx rørdrum 

og rørhøg, være behov for at bevare større delområder 

med rørskov. 

Rekreative udviklingsmål 

rekreativt spiller arealudviklingstype strand en stor 

rolle pga. det kystnære landskab og de gode muligheder 

for observation af især trækfugle. offentlig adgang 

skal kanaliseres, og det åbne landskab egner sig godt 

til etablering af udsigtspunkter og informationsanlæg. i 

dette skal indlægges et hensyn til især ynglefugles følsomhed 

over for forstyrrelser fra publikum. 

18 

4.1.3 Plejemetoder 

De mest typiske plejemetoder for arealudviklingstype 

strand er afgræsning og sikring af de naturlige hydrologiske 

forhold. løbende rydning af træer og buske samt 

slåning er også relevante modeller, hvor afgræsning 

enten ikke kan gennemføres eller er uhensigtsmæssig i 

forhold til uddannelsesforhold. for uddybning af spørgsmålet 

om plejemetoder henvises til de enkelte driftsog 

plejeplaner samt til Driftskataloget (fBe, 2013). 

4.1.4 overvågning og evaluering 

en overvågningsindsats på udviklingstypen skal primært 

rettes mod vegetationens artssammensætning 

og kan fx indeholde data for tilgroning med høje urter 

og træbevoksning, for hydrologi (opretholdelse og forbedring 

af vandpåvirkning) og for dynamik (fx eroderede 

strækninger langs kysten). 


4.2 Arealudviklingstype: eng 



arealudviklingstype eng udgør meget forskelligartede 

eng- og kærsamfund, som er udviklet på steder med svingende 

grundvandstand. typen udgør et åbent landskab, 

undertiden med opvækst af spredt pilebevoksning og 

ofte med islæt af permanente eller temporære lavtvandsflader. 

naturtypen findes typisk, hvor der forekommer 

ekstensiv græsning, slåning, høslæt m.v. på kalkrig bund 

udvikles artsrige samfund med arter fra rigkær, herunder 

fx stararter, kæruld og gøgeurter, mens der på kalkfattig 

bund især ses blåtop og sivarter. engen er levested for en 

række dyrearter, og ikke mindst spiller den en vigtig rolle 

for sårbare arter af fx vadefugle samt en række paddearter, 

herunder fx Bilag iv-arten spidssnudet frø. 


arealer kan henregnes til arealudviklingstype 

eng, er habitatnaturtypen 6410 tidvis våde enge 

samt arealer herudover, der er udpeget som eng 

efter naturbeskyttelseslovens § 3. 


søer, vandløb og grøfter. 




arealudviklingstype eng svarer biologisk set til en mose 

(se senere), men bevares som eng gennem afgræsning, 

høslæt, slåning eller anden regulering af græs- og urtefloraen. 

Uden denne påvirkning vil engen gradvist gro til 

med høje græsser, stauder og træarter som pil, birk og 

rødel. typen er ofte påvirket af afvanding og/eller tilgroning, 

og forvaltningsmæssigt er udfordringen at sikre 

naturlige vandstandsforhold samt at modvirke tilgroning 

med træopvækst og høj urtevegetation gennem afgræsning 

eller slåning. 

Et godt eksempel på arealudviklingstype Eng er arealerne 

øst for Grærup Langsø på Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn, 

her set fra Bronzealderkysten. Området 

græsses af kreaturer og en tæt bestand af krondyr. 

19




De militære udviklingsmål for arealudviklingstype eng 

udgøres primært af de muligheder, som typen giver i 

form af åbne flader med gode observationsforhold. alt 

efter årstiden kan eng desuden tjene som hindreområder 

og dermed som kanaliseringsmiddel for opsiddede 

og afsiddede bevægelser. 


De biologiske udviklingsmål for arealudviklingstype 

eng er at sikre de karakteristiske arter, som er specialiserede 

på typen. Det gælder fx den karakteristiske 

og sjældne plante-, insektog paddefauna, samt ikke 

mindst rastende og ynglende bestande af vadefugle”. 


De rekreative udviklingsmål for arealudviklingstype eng 

er både det landskabelige, det kulturhistoriske og det 

store naturindhold. Det åbne og varierede landskab 

med afvekslende vandflader giver rige muligheder for 

iagttagelse af både yngle- og trækfugle. 


De mest oplagte plejemetoder for arealudviklingstype 

eng er afgræsning og vandstandshævning. løbende 

rydning af forveddet opvækst og slåning, hvor græs 

Engareal på Hevring Skydeterræn, som afgræsses med skotsk højlandskvæg. 

20 




ning ikke kan gennemføres, eller i kombination med 

græsning, er også relevante metoder. for uddybning 

henvises til de enkelte driftsog plejeplaner og til Driftskataloget 

(fBe, 2013). 


en overvågningsindsats på udviklingstypen bygger på 

sammensætningen af plantearter og kan indeholde mål 

for struktur, herunder for tilgroning med træbevoksning, 

høje urter (fx tagrør) og invasive arter, generelt for lysåbenhed 

og for hydrologi (opretholdelse og forbedring af 

vandpåvirkning) og for dynamik (forskellige successionsstadier). 


4.3 Arealudviklingstype: kysthede 



arealudviklingstypen kysthede er næringsfattige og som 

udgangspunkt vidstrakte, helt åbne, kystnære landskaber. 

Den består af en række undertyper, fx klithede, 

klitlavninger og grå/grøn klit, som det ses på fx oksbøl 

skydeog øvelsesterræn. klitheden vil som oftest være 

den arealmæssigt mest udbredte, med klitlavninger 

og grå/grøn klit fordelt i mindre partier. kystheder er 

relativt flade landskaber, dog med et væsentligt islæt 

af klitter og lavninger og ofte med en mosaik af vådområder 

og krat. sidstnævnte består typisk af hjemmehørende 

planter som pil, eg og havtorn, men også invasive 

arter som rynket rose og bjergfyr. 

vegetationen er naturligt domineret af karakteristiske 

dværgbuske som hedelyng, klokkelyng, revling og grå- 

ris, og med en græs- og urteflora, der er karakteristisk 

for hver af de enkelte underliggende naturtyper. 

en række af de karakteristiske og truede danske hede- 

fugle har kystheden som potentielt yngle- og levested. 

Det gælder en art som hedehøg, og hvor der er lysåbent 

med lav vegetation og lavvandede hedesøer, er der fortsat 

stort potentiale for tinksmed. Blandt pattedyrene 

forbindes kystheden frem for alt med krondyr, hvilket 

især skyldes den talstærke bestand i oksbøl-området. 

langs kysthedens vandløb og søer findes gode levesteder 

for odder. kystheden har en særlig rolle som 

levested for markfirben og hugorm, men i de fugtige 



Karakteristisk areal med kysthede, her fra Nymindegab 

Skydeterræn. 

områder er der også et væsentligt potentiale for en 

række paddearter, eksempelvis spidssnudet frø. Mange 

sjældne (rødlistede) insektarter er ligeledes tilknyttet 

kystheden. alene på oksbøl skydeog øvelsesterræn 

er der således registreret henved 40 insektarter på 

rødlisten, og langt hovedparten af disse er tilknyttet 

kysthedearealerne på kallesmærsk hede. 

21



arealer kan henregnes til kysthede, er især 

habitatnaturtyperne 2130* stabile kystklitter 

med urteagtig vegetation (grå/grøn klit), 2140* 

kystklitter med dværgbuskvegetation (klithede), 

2190 fugtige klitlavninger (klitlavning), 2250* 

kystklitter med enebær (enebærklit). arealerne 

fremgår af forsvarets grunddata som ”hede”, 

som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens 

§ 3. (* indikerer, at typen er særligt prioriteret i 

habitatdirektivet). 


søer, vandløb, grøfter og småbevoksninger. 


De naturlige, ikke-menneskepåvirkede naturtyper, som 

hører til kysthede, er præget af meget stor dynamik, 

hvor sand og klitter er i bevægelse. stedvis vil vegetationen 

slides væk eller fyge til, og der blotlægges nye 

sandflader, hvor tilpassede pionerplantesamfund vil 

udvikle sig. De havnære arealer eroderes ofte, og nye 

områder vil opstå som følge af havets enorme materialevandringer. 

traditionelt er klitområder i Danmark delvis tilplantet eller 

tilgroet med indførte arter, som senere har vist sig at 

være invasive, såsom bjergfyr, klitfyr og rynket rose. ligeledes 

har århundreders sandflugtsbekæmpelse sammen 

med stigende næringsstoftilførsel ødelagt områdernes 

naturlige dynamik, og samtidig er der mange steder sket 

omfattende grøftning og afvanding. Uden vedvarende 

pleje i form af rydninger og afbrænding vil klitområderne 

med tiden springe i skov med dominans af meget hårdføre 

arter som bjerg- og klitfyr. tilgroning med rynket rose 

er ligeledes mange steder en konstant trussel. forvaltningsmæssigt 

er udfordringen at sikre arealudviklingstypen 

kysthede mod tilgroning og eutrofiering samt sikring 

af de naturlige hydrologiske forhold. endvidere er sikring 

af den naturlige dynamik af afgørende betydning. 



De militære udviklingsmål for arealudviklingstype kysthede 

på forsvarets arealer er primært at sikre store 

sammenhængende arealer, der tjener som synlige og 

observerbare nedfalds- og målområder for skydning 

med både krumbane- og fladbanevåben. i kraft af deres 

udbredelse udgør kysthederne desuden vigtige øvelsesområder, 

hvor en spredt, gruppevis kratbevoksning 

er værdifuld til en kombination af skjul og bevægelse, 

De vidtstrakte arealer på Kallesmærsk Hede er et godt eksempel på arealudviklingstype Kysthede. 

22 


Kystheden med stedvise bevoksninger, typisk med skovfyr 

som her på Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn, giver 

gode rammer for øvelsesaktiviteter. 

både afsiddet og opsiddet. Denne bevoksning kan op- 

nås ved delvis rydning af skov- og kratområder eller ved 

at tillade, at træer, eksempelvis bjergfyr, under kontrollerede 

forhold bevokser kystheden i smågrupper. 



kysthede er at sikre de karakteristiske arter, som hører 

til typen og dens undertyper. heraf er mange truede og 

højt prioriterede – også internationalt, hvilket gælder 

både en række plantesamfund samt insekter, krybdyr 

og ikke mindst kysthedens ynglefugle, som gennem en 

årrække er blevet trængte. 







arealudviklingstypens rekreative udviklingsmål er i 

særdeleshed kysthedens rummelighed, udsyn og ikke 

mindst kystnærheden. Ydermere udgør kysthedens 

mange sjældne og karakteristiske dyr, planter og 

svampe et stort aktiv. 



kysthede er rydning af opvækst, slåning, afbrænding, 

afgræsning samt sikring af de naturlige hydrologiske 

forhold. for uddybning henvises til de enkelte driftsog 




sammensætningen af arter i plantesamfundene og kan 

indeholde mål for arealfordelingen af de forskellige undertyper, 

måltal for struktur, herunder for tilgroning med 

træbevoksning og invasive arter (fx rynket rose), for hydrologi 

(opretholdelse og forbedring af vandpåvirkning) 

og for dynamik (fx åbne sandflader i bevægelse). 

Afbrænding er en effektiv metode til pleje af arealudviklingstype 

Kysthede. 

23


4.4 Arealudviklingstype: indlandshede 



arealudviklingstype indlandshede er næringsfattige og 

som udgangspunkt vidstrakte åbne eller halvåbne landskaber 

som fx hederne på Borris skydeterræn. vegetationen 

er domineret af dværgbuske med hedelyng, klokkelyng 

og revling som nogle af de mest karakteristiske 

for de traditionelle heder, og med en græs- og urteflora. 

Mange heder er under pres fra en stigende dominans af 

græsser, herunder ikke mindst bølget bunke på de tørre 

steder og blåtop på de fugtigere steder. 

heder er relativt artsfattige og er domineret af arter, 

som er tilpasset sur og mager jord. De er levested for 

en række stærkt specialiserede og sjældne planteog 

dyrearter, bl.a. sommerfugle, guldsmede og andre in- 

24 

sekter. De er tillige vigtige leve- og ynglesteder for en 

række fuglearter, herunder rovfugle samt vadefugle 

som stor regnspove og tinksmed, der er typiske arter 

på forsvarets arealer. hugorm findes typisk i hedeområder, 

og en internationalt beskyttet art som markfirben 

er også afhængig af hedernes lysåbne og sandede 

arealer som levested. rådyr trives godt på heden, både 

i kanten af bevoksninger og på de åbne flader. Det 

samme gælder for krondyr på fx Borris skydeterræn. 



indlandshede, er habitatnaturtype 4010 våd 

hede, 4030 tør hede samt arealer herudover, 

der er udpeget som hede efter naturbeskyttelseslovens 

§ 3. 


søer, hedemoser, vandløb og grøfter. krat, der 

kan bestå af hjemmehørende arter som gråris, 

pil og eg, eller af fremmede, invasive arter som 

glansbladet hæg og bjergfyr, er også typiske elementer 

i indlandshede. 


forvaltningsmæssigt har arealudviklingstype indlandshede 

mange lighedspunkter med kysthede (se afsnit 

4.3). typerne vil med tiden springe i skov, oftest med invasive 

arter som fx bjerg- og klitfyr. Danske indlandsheder 

udvikler sig desuden i retning af stigende dominans 


Indlandshede kan være vidtstrakt og helt åben som på Borris Skydeterræn (t.v.), eller mere pletvis udbredt med islæt 

af bevoksning som på Varde Øvelsesplads (t.h.). 

af græsser med bølget bunke og blåtop som de frem- 

herskende. græsdominansen skyldes bl.a. næringsstof- 

tilførsel. indlandsheden er opstået igennem ekstensive 

jordbrugsformer, og udfordringen består i at hindre til- 

groning samt at skabe mosaik-strukturerede forstyrrel- 

ser. Mange områder er afvandet, og sikring af naturlige 

hydrologiske forhold samt modvirkning fra eutrofiering 

(primært luftbåren tilførsel af næringsstoffer) er den primære 

indsats for at sikre bevarelsesstatus på typen. 



De militære udviklingsmål for arealudviklingstype indlandshede 

på forsvarets arealer er primært at sikre 

store sammenhængende arealer, der tjener som synlige 

og observerbare nedfalds- og målområder for skydning 

med både krumbane- og fladbanevåben. i kraft af deres 

udbredelse kan hederne desuden udgøre vigtige øvelsesområder, 

hvor en spredt, gruppevis kratbevoksning 

er værdifuld til en kombination af skjul og bevægelse 

– både opsiddet og afsiddet. Denne bevoksning kan fx 

opnås ved delvis rydning af skov- og kratområder eller 

ved at tillade, at træer, fx bjergfyr, under kontrollerede 

forhold bevokser delarealer i smågrupper. 


De biologiske udviklingsmål for arealudviklingstype indlandshede 

er at sikre de karakteristiske arter, som hø- 



rer til typen og dens undertyper. heraf er mange truede 

og højt prioriterede – også internationalt, hvilket gælder 

både en række plantesamfund samt insekter, krybdyr 

og ikke mindst hedens ynglefugle, der igennem en årrække 

er blevet trængte. 

Hederne på Forsvarets arealer er gode ynglesteder for 

den sjældne vadefugl tinksmed, der holder til ved lavvandede 

hedesøer med lav vegetation, gerne med fyrrebuske 

i nærheden. 

25



arealudviklingstype indlandshedes rekreative udviklingsmål 

er i særdeleshed typens rummelighed og udsyn, 

ligesom en del af hedetyperne rummer en betydelig kulturhistorie. 

Ydermere udgør hedens sjældne og karakteristiske 

dyr, planter og svampe et stort aktiv. 



indlandshede er rydning, slåning, afskrælning, afbrænding, 

afgræsning samt sikring af naturlige hydrologiske 

forhold. for uddybning henvises til de enkelte driftsog 




sammensætningen af arter i plantesamfundene og kan 

26 




indeholde tal for arealfordeling af undertyper, måltal for 

struktur, herunder for tilgroning med græs, træbevoksning 

og invasive arter, samt for hydrologi (opretholdelse 

og forbedring af vandpåvirkning). 


4.5 Arealudviklingstype: slette 



arealudviklingstype slette er åbne, relativt flade arealer 

– typisk tidligere landbrugsarealer. sletter er i princippet 

ubeskyttede og stærkt kulturpåvirkede, åbne arealer 

med begrænset biodiversitet, som dog har et betydeligt 

biologisk potentiale. plantesamfundene er ukomplekse 

og ofte domineret af nogle få robuste arter. Det gælder 

især høje græsser, fx hundegræs, rajgræs og kvik, 

samt høje urter og stauder, fx agertidsel og stor nælde. 

Dyrelivet på sletterne er relativt artsfattigt og uspecialiseret. 

en række fuglearter raster og søger føde i 

områderne, og hjortevildt og hare udnytter arealerne til 

fødesøgning. 

arealudviklingstypen slette dækker følgende 

nuværende typer på forsvarets arealer: slette, 

mark, ager og vildtager. 


hegn og krat. 




sletter er ofte arealer, der indtil fornyligt har været i 

landbrugsdrift. De indeholder derfor en relativt stor 

pulje af næringsstoffer. Med tiden vil typen gro til med 

høje urter, stauder og træer, hvor artssammensætning 

vil bero på jordbund, hydrologi og nærliggende 

frøkilder. hvor slette plejes med fx slåning, høslæt og 

græsning, vil der med tiden fjernes næringsstoffer, og 

mere diverse plantesamfund vil indfinde sig, herunder 

typiske overdrevsarter. forvaltningsmæssigt giver 

arealudviklingstype slette således mange muligheder. 

Udfordringen er at styre tilgroningen og at sikre, at den 

fleksible anvendelsesmulighed ikke mistes de steder, 

hvor behovet for udvikling af militære aktiviteter er 

stort. 


arealudviklingstype slette rummer et stort udviklingspotentiale 

i kraft af, at den ikke via lovgivningen er bundet 

til en bestemt naturtype. sletterne kan derfor i høj grad 

være basis for en meget dynamisk og eksperimenterende 

forvaltningsform og ikke mindst tilgodese hurtigt 

opstående militære behov, der vanskeligere lader sig 

opfylde på arealer med stærkere naturbeskyttelsesbindinger. 

27


Tidligere landbrugsarealer vil typisk blive målsat som Arealudviklingstype Slette og bevares med så frie muligheder 

for militær anvendelse som muligt. Her arealer på Antvorskov Øvelsesplads (t.v.) og Jægerspris Skyde- og Øvelsesterræn 

(t.h.), hvor den landbrugsmæssige udnyttelse i form af kornproduktion er indstillet fra 2011. 


De militære udviklingsmål for arealudviklingstype slette 

er omfattende og består primært af de muligheder, som 

typen giver i form af helt åbne flader med gode observationsforhold 

eller det halvåbne landskab med spredt 

eller gruppevis skjul, der er velegnet til øvelsesformål. 

samtidig er et vigtigt udviklingsmål muligheden for at 

etablere nogle af de mere permanente anlæg på typens 

ubeskyttede arealer, som de militære uddannelsesaktiviteter 

påkræver. 



slette er at sikre de karakteristiske og i mange tilfælde 

28 




almindelige og ikke beskyttelseskrævende arter, der er 

tilknyttet typen. et væsentligt mål er at udvikle typen 

som en blandingsbiotop med træ- og buskopvækst til 

skjul og fx rededækning med kort vegetation indimellem, 

sikret gennem fx afgræsning. Med denne struktur 

kan typen udvikles i retning af overdrev. Det kan af hensyn 

til behovet for at sikre områder til mere fri benyttelse 

være vigtigt at bevare typen i en ubeskyttet form. 


De rekreative udviklingsmål for arealudviklingstype 

slette er primært at sikre adgangsmuligheder, uden at 

der nødvendigvis indgår specialiserede naturoplevelser. 

arealudviklingstype slette kan således være områder 

Arealudviklingstype Slette vil typisk plejes med slåning. 


for mere aktiv naturanvendelse og kan benyttes som 

arealer, hvor forstyrrende færdsel kanaliseres væk fra 

mere sårbare naturtyper – typisk på bestemte årstider. 


De mest oplagte plejemetoder for arealudviklingstype 

slette er græsning, slåning og høslæt. løbende rydning 

af træer og buske samt slåning og afgræsning er 

relevante plejemetoder. for uddybning henvises til de 

enkelte driftsog plejeplaner samt til Driftskataloget 

(fBe, 2013). 



sammensætningen af planterarter og kan indeholde 

måltal for struktur, herunder for tilgroning med høje urter 

og træbevoksning. 



Vildtagre har typisk været anlagt på slettearealer. 

Fra 2012 er vildtplejedrift ophørt på forsvarets arealer. 

Her Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn. 

29

5. halvåBent lanDskaB 

5. HAlvÅBent lAndskAB 

Det halvåbne landskab kan have karakter af jævnt 

spredt bevoksning – typisk i tilfælde, hvor der sker en 

naturlig indvandring af træer gennem frøspredning. tætheden 

af træer vil her typisk være større i nærheden 

af frøkilden end på afstand. Den spredte bevoksning 

kan også opstå ved bevidst pleje, så der ved rydning 

og slåning efterlades enkelttræer med en nogenlunde 

konstant afstand. Det er dog mere almindeligt, at det 

halvåbne landskab har en gruppevis bevoksning af 

træer, enten som et resultat af, at sådanne klynger af 

træer udvikler sig i kraft af den beskyttelse, som nogle 

træarter yder andre arter, eller som et resultat af topografiske 

og stedvis jordbundskemiske og hydrologiske 

Halvåbent landskab 

overdrev 

Åben løvskov Åben nåleskov 

30 

forhold. Den gruppevise struktur kan også tilstræbes 

igennem egentlig behandling og vil i mange tilfælde 

være ideel i forhold til militære øvelsesaktiviteter. 

Det halvåbne landskab kan også bestå af arealer, som 

i en mere traditionel forstand anses for at være skov, 

men i så fald skov med en meget åben struktur. Det 

gælder eksempelvis græsningsskove eller skovområder 

med et stort islæt af lysninger, skovenge samt andre 

landskabs- og naturelementer. til det halvåbne landskab 

er defineret følgende 4 arealudviklingstyper: overdrev, 

Mose, åben løvskov og åben nåleskov. 

mose 


5.1 Arealudviklingstype: overdrev 



arealudviklingstype overdrev er relativt tørre og næringsfattige 

områder, som er et resultat af mange års 

ekstensiv afgræsning. overdrev ligger ofte i kuperet 

og stenet terræn, der oprindeligt blev anvendt som 

græsningsareal, og som var uegnet til kultivering. jordbunden 

kan være kalkrig eller sur. Bevoksningen består 

af bidrobuste buske og grupper af træer. vegetationen 

er karakteriseret ved særlige plantesamfund, ofte med 

indslag af sjældne arter, herunder især orkidearter. 

overdrevets insektfauna er også meget karakteristisk, 

og udviklingstypen er afgørende for bevarelse af nogle 

af de mest betydningsfulde insektøkosystemer, vi kender 

i Danmark. Det gælder især en lang række sommerfuglearter. 

De beskyttede naturtyper, som på forsvarets arealer kan henregnes til arealudviklingstype overdrev, er habitatnaturtypen 

6210 overdrev og krat på mere eller mindre kalkholdig bund (kalkoverdrev), 6230* artsrige 

overdrev eller græsheder på mere eller mindre sur bund (surt overdrev) samt arealer herudover, der er udpeget 

som overdrev efter naturbeskyttelseslovens § 3. (* indikerer, at typen er særligt prioriteret i habitatdirektivet). 

landskabs- og naturelementerne vil typisk være hegn, krat og stendiger. 




overdrevsarealer er under stadigt pres fra tilgroning 

med vedplanter, stauder og høje græsser, og den særlige 

struktur med de artsrige planteog insektsamfund 

kan kun opretholdes ved en løbende indsats i form af 

en regulering af vegetationsdækket. forvaltningsmæssigt 

er det vigtigt at sikre det lysåbne præg gennem 

afgræsning, som er den driftsform, der gennem tiderne 

har udviklet overdrevene. Desuden skal overdrevenes 

ofte meget høje biodiversitet sikres gennem stabilitet 

og især gennem modvirkning af næringsstoftilførsel. 

31


To eksempler på Arealudviklingstype Overdrev. Til venstre fra Halk Skydeterræn og til højre fra Søgårdlejren (Bjergskov 

Overdrev). Graden af åbenhed varierer fra det meget åbne med nogle få enligtstående buske, som har overlevet 

græsningen, til mere sammenhængende busk- og trævegetation. Jordbunden er tør og næringsfattig, og surhedsgraden 

varierer fra sur til meget kalkrig. 



De militære udviklingsmål for arealudviklingstype overdrev 

består primært i at udnytte overdrevenes ofte 

kuperede landskab med spredt eller gruppevis skjul og 

dækning, der er velegnet til øvelsesformål. i andre tilfælde 

udnyttes de gode oversigtsforhold på åbne over- 

drev i forbindelse med skydninger. 



overdrev er at sikre de karakteristiske arter, som er 

specialiserede på typen. Dette gælder i særdeleshed 

De gode oversigtforhold på åbne og ubevoksede overdrev bruges i forbindelse med skydning, fx på Jægerspris Skydeog 

Øvelsesterræn, hvor overdrevene plejes gennem rydning og slåning for netop at sikre udsynet ved skydeøvelser. 

32 





planteog insektarter, hvoraf mange er truede og højt 

prioriterede, samt en række truede og prioriterede 

krybdyrarter. Udviklingsmålet gælder de fleste steder 

en konsolidering af de eksisterende overdrev og en udvidelse 

af disse, samt at skabe sammenhæng mellem 

overdrev, der ligger nær hinanden. et væsentligt mål er 

at udvikle arealudviklingstype overdrev som en mosaiknatur 

med træer og buske og åbne områder med kort 

vegetation, sikret igennem slåning og/eller afgræsning. 




De rekreative udviklingsmål for arealudviklingstype 

overdrev er både landskabelige, kulturhistoriske og 

naturmæssige, herunder især den høje diversitet af 

sjældne og specialiserede arter. 


De mest oplagte plejemetoder for arealudviklingstypen 

er afgræsning, kombineret med rydning af forveddet opvækst 

og slåning, hvor græsning ikke kan gennemføres. 

for uddybning henvises til de enkelte driftsog plejeplaner 

samt til Driftskataloget (fBe, 2013). 



sammensætningen af plantearter og kan indeholde måltal 

for tilgroning med høje urter og træbevoksning. 

33


5.2 Arealudviklingstype: mose 



arealudviklingstype Mose udgør mere sporadisk forekommende 

arealer, som oftest i form af rester fra tidligere 

større mosekomplekser med islæt af større eller 

mindre og ofte tilgroede tørvegrave. typen består af en 

række undertyper, herunder aktiv højmose, nedbrudt 

højmose, hængesæk, tørvelavning, kildevæld og rigkær. 

Den er åben til halvåben og i mange tilfælde tæt be- 

34 

vokset med vådbundstræarter som pil, el og birk samt 

buskvegetation som pil og pors. vegetationen er yderst 

varieret, afhængigt af hydrologiske forhold, jordbundskemi 

samt anvendelseshistorik. Den aktive højmose 

er tuet med bevoksning af lyng og græsser på tørre 

flader, mens stararter, kæruld, soldug og ikke mindst 

tørvemos dominerer de lavtliggende partier. guldsmede 

hører til højmosens typiske insektfauna. nedbrudt højmose 

er rester af højmoser, hvor målsætningen er at 

gendanne dem som aktive højmoser. hængesæk er naturlige 

forstadier til den aktive højmose. tørvelavninger, 

kildevæld og rigkær er alle sparsomt forekommende. 

tørvelavning er et pionersamfund, der opstår efter erosion 

og blotlægning af vandlidende sandflader e.l. kildevæld 

er kalkdomineret og med mosser som de vigtigste 

plantearter. rigkær er karakteriseret ved den konstant 

vandmættede jordbund samt forekomst af sjældne 

plantearter, fx orkideer. 

arealudviklingstype Mose rummer en lang række både 

almindelige og sjældne dyrearter, fx odder, som fore- 

kommer mange steder med vandflader og vandløb. 

trane må forventes at blive stadig mere udbredt med 

åbne moseområder som et foretrukket levested. Moser 

er klassiske yngleområder og levesteder for krybdyr og 

padder, hvor der ikke mindst på de østdanske lokaliteter 

er forekomst af mange arter, herunder Bilag iv-arter. 




Mose, er habitatnaturtyperne 7110* aktive 

højmoser, 7120 nedbrudte højmoser med mulighed 

for naturlig gendannelse, 7140 hængesæk 

og andre kærsamfund dannet flydende i vand, 

7150 plantesamfund med næbfrø, soldug eller 

ulvefod på vådt sand eller blottet tørv (tørvelavning), 

7220* kilder og væld med kalkholdigt 

(hårdt) vand, 7230 rigkær samt arealer herudover, 

der er udpeget som mose efter naturbeskyttelseslovens 

§ 3. (* indikerer, at typen er 

særligt prioriteret i habitatdirektivet). 


søer i form af gamle tørvegrave. 


arealudviklingstype Mose er en sammensat arealtype, 

hvor fx undertypen højmose er et klimakssamfund. 

hængesæk derimod er en overgangstype, der er på vej 

til at blive højmose. langt de fleste moser er gennem 

tiderne blevet påvirket gennem tørvegravning og afvanding. 

De enkelte undertyper er stærkt fragmenteret, og 

den største udfordring er sikring af sammenhæng og er 

modvirkning af tilgroning med stærkt dominerende vådbundstræarter 

som pil, birk og el. tilgroningen er ofte 

omfattende og forstærkes af næringsstoftilførsel. 



De militære udviklingsmål for arealudviklingstype Mose 

er fortrinsvis tilknyttet sammenhængende moseområder, 

der skaber gode hindreområder for næsten alle 

former for bevægelse. visse mindre vandrige typer giver 

dog gode betingelser for mindre grupper til fods. 


De biologiske udviklingsmål er frem for alt sikring af 

de meget karakteristiske artssamfund, der knytter sig 




Arealudviklingstype Mose kan variere fra temmelig tilgroet til helt åben. Begge fotos er fra Søgårdlejren (Klattrup 

Mose), t.v. en halvåben type (nedbrudt højmose) og t.h. en åben type (aktiv højmose). 



35


til moserne, og som grundet afvanding, eutrofiering og 

andre trusler er trængte. Dette gælder ikke mindst paddefaunaen, 

fx en række internationalt beskyttede arter 

af frøer, samt fuglefaunaen, hvor en række truede arter 

har mosen som yngleområde, fx trane, tinksmed og 

mosehornugle, der er på fuglebeskyttelsesdirektivets 

bilag 1. 

36 

Pleje af moser indebærer ofte rydning af træopvækst, 

hvor den mest rentable anvendelse af det ryddede materiale 

er flisning, som her i Søgårdlejren, 2011. 


rekreativt er arealudviklingstype Moses udviklingsmål 

at give gode oplevelsesmuligheder ved anlæg af udsigtspunkter 

og ved kanaliseret færdsel med respekt 

for forstyrrelsesfølsomhed hos de tilknyttede fuglearter. 



er rydning af opvækst, slåning, afgræsning og sikring af 

de naturlige hydrologiske forhold. for uddybning henvises 

til de enkelte driftsog plejeplaner samt til Driftskataloget 

(fBe, 2013). 


en overvågningsindsats på udviklingstypen bygger 

primært på sammensætningen af planearter og kan 

indeholde tal for struktur, herunder for tilgroning med 

træbevoksning (typisk pil, birk og el), for hydrologi 

(opretholdelse og forbedring af vandpåvirkning), for 

variation i lysåbenhed samt for dynamik (forskellige successionsstadier). 


5.3 Arealudviklingstype: Åben løvskov 



arealudviklingstype åben løvskov er kendetegnet ved en 

skovstruktur med stor grad af åbenhed i underskoven, 

dvs. at det horisontale udsyn i skovbunden er vidtstrakt. 

Dette kan skyldes en lav stammetæthed eller mange 

lysåbne arealer, fx lysninger og skovenge. Den åbne 

løvskov kan udmærket have et tæt kronedække, og skal 

således ikke forveksles med skovtyper, som man i traditionel 

skovdriftsforstand vil kalde ”åbne”. fx vil en ældre 

bøgeskov med ensaldrende træer have et typisk præg af 

åben løvskov, fordi det tætte kronedække bortskygger 

opvækst i skovbunden. typen er, som navnet siger, domineret 

af løvtræer og vil i vinterhalvåret fremstå meget 

åben. i sommerhalvåret vil graden af tæthed afhænge 

af hovedtræarterne. skyggetræer som bøg vil om sommeren 

give et åbent skovbillede, mens lystræer som eg 

vil give en mere omfattende undervækst og dermed en 

tættere struktur i skovbunden. på forsvarets arealer er 

eg den fremherskende hovedtræart, men også birk kan 

– især på lavtliggende arealer – være meget dominerende 

og spredes hurtigt gennem selvforyngelse. på de 

bedre østdanske boniteter vil bøg ofte være den dominerende 

art. typen har ofte et stort indhold af fx skovfyr. 



åben løvskov er beslægtet med flere af skovudviklingstyperne 

i larsen (2005), fx bøgetyperne 

(nr. 11-14). 


habitattrægrupper, lysninger, småsøer, grøfter 

og vandløb. 


på de gode og ikke vandlidende boniteter vil den normale 

udvikling af den lysåbne løvskov gå mod et klimakssamfund 

præget af skyggetræarter, fx bøg og lind. 

på mange af forsvarets arealer forventes især eg og 

birk at blive dominerende, også på langt sigt, og udfordringen 

vil være at sikre den åbne underskov gennem 

hensigtsmæssig hugst, fx tynding eller gruppevis afdrift 

af den yngste opvækst. pleje kan også ske gennem 

græsning. 



Den åbne løvskov giver året rundt forholdsvis begrænsede 

muligheder for skjul i det horisontale plan, men 

37


Typiske eksempler på den åbne løvskov: T.v. en ensaldrende bøgeskov på morænejord (med kristtorn), t.h. en birkeskov 

på et fugtigt moseareal. Bøgeskoven vil i klassiske skovbrugssammenhænge opfattes som værende ”lukket”, 

da den om sommeren har et lukket kronedække. I militære sammenhænge anses den dog som værende ”åben”, 

idet den giver godt horisontalt udsyn i skovbunden, samt gode muligheder for bevægelse – ofte også opsiddet. Birkeskoven 

vil i mere traditionel forstand anses for værende ”åben”. I de fleste tilfælde vil opvækst i skovbunden med 

tiden give en – i militær forstand – mere lukket type. Græssende hjortevildt eller driftsindgreb kan sikre den åbne 

skovbundsstruktur. 

giver gode muligheder for bevægelse til fods, ofte også 

opsiddet som følge af stor afstand mellem træstammerne. 

i sommerhalvåret giver løvskoven i særlig grad 

gode muligheder for skjul fra luften som følge af træernes 

store, tætsluttende kroner. 


Den bøgedominerede løvskov udgør den naturlige vegetation 

i store dele af landet, og mange planteog 

dyrearter er derfor tilknyttet denne skovtype. Der vil 

typisk udvikles en muldbundsflora med fx lærkespore, 

bingelurt og anemone. Mosser, laver og insekter knyttet 

til bøg vil findes her. egeskove skaber ligeledes stor 

biodiversitet og sikrer den genetiske variation hos en 

række hjemmehørende buskarter. Der vil typisk være 

tale om en morbundsflora, men muldopbygning kan på 

langt sigt give muligheder for en rigere flora. egeskoven 

er levested for mange insektog fuglearter. Med islæt 

af dødt ved vil kunne sikres en stor mangfoldighed af fx 

insektog svampearter, og hvor der er tale om stående 

døde træer, vil typen være attraktiv for en række hul- 

38 

rugende fuglearter. Bøg er generet et godt redetræ for 

fx rovfugle. olden er et vigtigt fødegrundlag for mange 

arter af pattedyr og fugle. 


Bøgeskoven i fladedrift i de ældre aldersklasser – “søjlehallen“ 

– er meget attraktiv, da man kan se ind under 

kronedækket og derved opleve dybden i skoven, topo- 





grafien, floraen samt vildtet. en åben blandingsskov 

med fx eg er tilsvarende attraktiv at se på. Den åbne 

løvskov er flot og frodig forår og sommer, og om efteråret 

har den mange høstfarver. 



er tynding og afgræsning. for uddybning henvises til de 


(fBe, 2013). 


en metode til overvågning og evaluering af udviklingen i 

arealudviklingstypen åben løvskov er registrering af træartssammensætningen 

samt opstilling af måltal for den 

horisontale gennemsigtighed i skovbunden såvel sommer 

som vinter. Dette kan indlægges på stikprøvebasis, 

enten i et system af punkter eller som transekter. 



Græsning er en god metode til at sikre en åben skovbundsstruktur 

og samtidig fremme biodiversiteten. 

39


5.4 Arealudviklingstype: Åben nåleskov 



arealudviklingstype åben nåleskov er som den åbne 

løvskov kendetegnet ved en skovstruktur med stor 

grad af åbenhed i underskoven, dvs. med vidtstrakt 

horisontalt udsyn i skovbunden. Dette kan skyldes en 

lav stammetæthed eller mange lysåbne arealer, fx lysninger 

og skovenge. Den åbne nåleskov kan godt have 

et tæt – men ikke lavt – kronedække og skal således 

ikke forveksles med skovtyper, som man i traditionel 

skovdriftsforstand vil kalde ”åbne”. fx har en ældre 

40 

skov med ensaldrende rødgran et typisk præg af åben 

nåleskov, fordi det relativt tætte kronedække bortskygger 

opvækst i skovbunden. typen er, som navnet siger, 

domineret af nåletræer. i sommerhalvåret fremstår den 

– afhængigt af islættet af løvtræer samt lysindfaldet – 

mere tæt i underskoven. på forsvarets arealer er skovfyr 

den fremherskende hovedtræart, men også rødgran 

er stedvis dominerende og spredes ved selvforyngelse. 

typen har til tider et stort indhold af løvtræer, fx birk. 

åben nåleskov er beslægtet med flere af skovudviklingstyperne 

i larsen (2005), fx skovfyrtypen 

nr. 81. 


habitattrægrupper, brandbælter, lysninger, små- 

søer, grøfter og vandløb. 


Den naturlige dynamik i arealudviklingstypen vil typisk 

bygge på skovfyr og evt. birk som pionerarter. foryngelse 

kan ske gruppevis, afhængigt af typen, gennem 

hugstindgreb, naturligt sammenbrud mv. rødgran optræder 

i succession efter birk og skovfyr. på forsvarets 


arealer vil især skovfyr, rødgran og birk forventes at 

dominere også på langt sigt, og udfordringen kan være 

at sikre den åbne underskov gennem hensigtsmæssig 

hugst, fx tynding eller gruppevis afdrift af den yngste 

opvækst. pleje kan også ske gennem græsning. 



Den åbne nåleskov giver året rundt forholdsvis begrænsede 

muligheder for skjul i det horisontale plan, men 

giver muligheder for bevægelse til fods som følge af 

ofte forholdsvis stor afstand mellem træstammerne. i 

sommerhalvåret vil den åbne nåleskov ofte give nogle 

muligheder for skjul fra luften. 


arealudviklingstype åben nåleskov er lysåben og har 

dermed et stort potentiale for at rumme hedelignende 

vegetation på sandjord, vekslende med fattigkærsvegetation 

på tørvebund. typen er præget af nåletræ og kan 

være domineret af skyggetræer. Den har et potentiale 

for nåleskovens flora. i de lysere partier vil der kunne 

være mosser, skovsyre og bregner. særligt hvor skovfyr 

har dominans, og hvor der er indblanding af hjemmehørende 

løvtræarter vil en større biologisk mangfoldighed 

kunne opnås. generelt vil arealudviklingstypen kunne 

tilgodese arter som kronhjort, egern og en række mejsearter. 

Med islæt af dødt ved vil kunne sikres en stor 

mangfoldighed af fx insektog svampearter, og hvor der 

er tale om stående døde træer, vil typen være attraktiv 

for en række hulrugende fuglearter. 






Skovfyr er en god træart til at sikre et åbent præg i 

skovbunden. 


områder med sammenbrud, blanding af nåle- og løvskov, 

partier med hedevegetation samt grupper af 

gamle træer skaber varierende syns- og sanseindtryk. 

typen rummer mulighed for at opleve en række egnskarakteristiske 

dyr og planter, samt mulighed for at sikre 

skovfyrren som landskabeligt element. 



er tynding og græsning. for uddybning henvises til de 


(fBe, 2013). 








41

6. lUkket lanDskaB 

6. lukket lAndskAB 

Det lukkede landskab er i dette arealudviklingskatalog 

synonymt med arealer med en høj bevoksningsgrad. 

Der er tale om egentlige skove med en lukket og tæt 

struktur, set enten horisontalt eller vertikalt – eller 

begge dele. Der er med andre ord gode muligheder for 

skjul og dækning, mens bevægemulighederne er begrænsede. 

forsvaret har i dag ca. 6.000 ha med skov 

lukket landskab 

tæt løvskov 

sumpskov 

42 

og krat, hvoraf en del dog vil falde ind under det halvåbne 

landskab (se ovenstående). skovarealerne er særdeles 

værdifulde, set fra en uddannelsesmæssig, en 

naturbeskyttelsesmæssig samt en publikumsmæssig 

synsvinkel. i forhold til det lukkede landskab beskrives 

i det følgende 3 arealudviklingstyper: tæt løvskov, tæt 

nåleskov og sumpskov. 

tæt nåleskov 


6.1 Arealudviklingstype: tæt løvskov 



Den tætte løvskov er kendetegnet ved en meget tæt 

skovbundsstruktur og tilsvarende som oftest et åbent 

krondække. typen skal således ikke forveksles med 

skovtyper, som man i klassisk skovbrugsforstand vil 

opfatte som lukkede. hovedtræarterne er oftest lyskrævende, 

og på forsvarets arealer udgør eg og birk for 

det meste hovedtræarterne, med islæt af fx skovfyr. 

eg og skovfyr dominerer overetagen og giver lys til underetagen, 

hvor der kan forekomme en tæt underskov 

af småtræer og buske, typisk hjemmehørende arter. 

naturlig foryngelse forekommer spontant i lysbrønde. 

for at fremme foryngelsen af disse typiske pionerarter 

kan der foretages en aktiv hugst af grupper eller mindre 

afdrifter. 



tæt løvskov er beslægtet med flere af skovudviklingstyperne 

i larsen (2005), fx egetyperne 

(nr. 21-23) og birk (nr. 41). 


habitattrægrupper, lysninger, småsøer, grøfter 

og vandløb. 


en række nåletræarter kan potentielt overtage dominansen 

i typen, og i mange egne er der en omfattende 

påvirkning fra invasive arter, såsom sitkagran, bjergfyr, 

gyvel og glansbladet hæg. Udfordringen er at modvirke 

denne udvikling – og vel at mærke uden at gennemføre 

omfattende rydnings- og hugstindgreb, der modvirker 

målsætningen om en tæt underskov. 

43


Et eksempel på Tæt løvskov, hvor udsyn og bevægemuligheder 

i skovbunden er begrænsede, og hvor skjulemulighederne 

tilsvarende er meget fine. Tætheden opstår 

ved stort lysindfald kombineret med frodig opvækst 

af urter, buske og træer – ofte uden driftsindgreb og 

med et kaotisk skovbillede til følge. God næringstilstand 

og relativt fugtig skovbund fremmer arealudviklingstypen. 



Den tætte løvskov vil især i sommerhalvåret have en 

meget tæt struktur i underskoven og dermed ringe horisontale 

observationsmuligheder, ligesom kørsel ikke 

vil kunne finde sted uden for eksisterende veje og stier. 

skovtypen giver ofte rige muligheder for skjul og sløring, 

afhængigt af træarter og alderssammensætning. om 

vinteren vil muligheder for skjul fra luften ofte være 

stærkt begrænsede. 


arealudviklingstypen er typisk et lystræsamfund – på 

visse lokaliteter på næringsrig muldbund – og potentialet 

for en artsrig bundflora er stort, især på mere fug- 

44 




tige lokaliteter. Med en varieret underskov og urteflora 

vil typen også indeholde et rigt og varieret dyreliv. eg er 

ofte rigt repræsenteret, hvormed potentialet for en meget 

mangfoldig fauna af insekter og andre hvirvelløse 

dyr er til stede. egeolden er eftertragtet af hjortevildt 

samt af mus og mange fuglearter. Med islæt af dødt 

ved vil kunne sikres en stor mangfoldighed af fx insektog 

svampearter, og hvor der er tale om stående døde 

træer, vil typen være attraktiv for en række hulrugende 

fuglearter. 


en egeblandingsskov, bestående af lyskrævende træer, 

er attraktiv at se på. Det er en flot og frodig skov forår 

og sommer, og om efteråret har den mange høstfarver. 

skovtypen vil opleves som tæt, men afvekslende, med 


åde horisontale (gruppevise) og vertikale (etagevise) 

strukturer. Den tætte løvskov er udfordrende at bevæge 

sig i, men har mange skiftende indtryk og et meget 

stort potentiale for naturiagttagelse, for såvel den 

øvede som den uøvede. 


De meste hensigtsmæssige plejemetoder er måldiameterhugst, 

stævning og urørthed. for uddybning henvises 

til de enkelte driftsog plejeplaner samt til Driftskataloget 

(fBe, 2013). 










45


6.2 Arealudviklingstype: tæt nåleskov 



Den tætte nåleskov er kendetegnet ved en meget lukket 

skovbundsstruktur og skal ikke forveksles med en 

tæt nåleskov i egentlig skovbrugsforstand, hvor det 

især vil være kronedækket, der karakteriserer graden af 

lukket- og tæthed. hovedtræarterne kan være såvel lystræer 

som skyggetræer eller lavtvoksende og meget dominerende 

træarter. på forsvarets arealer udgør skovfyr 

og rødgran for det meste hovedtræarterne, med islæt 

af fx birk. på fugtige lokaliteter er sitkagran en udpræget 

dominerende art. på de stærkt udsatte typisk kystnære 

lokaliteter vil bjergfyr og contortafyr kunne danne 

nærmest monokulturer. hvor især skovfyr dominerer 

overetagen, kommer der lys til underetagen, og dermed 

opretholdes en tæt underskov af foryngelse. naturlig 

foryngelse opstår spontant i lysbrønde. for at fremme 

foryngelsen af disse typiske pionerarter kan der foretages 

en aktiv hugst af grupper eller mindre afdrifter. 

46 

tæt nåleskov er beslægtet med flere af skovudviklingstyperne 

i larsen (2005), fx gran- og fyrretyperne 

(nr. 51-52) og bjergfyr (82). 


habitattrægrupper, brandbælter, smålysninger, 

småsøer, grøfter og vandløb. 


en række nåletræarter kan potentielt overtage dominansen 

i typen, og i mange egne findes et omfattende 

tryk fra invasive arter, såsom sitkagran, bjergfyr, contortafyr, 

gyvel og glansbladet hæg. Udfordringen er at 

modvirke denne udvikling – og vel at mærke uden at 

gennemføre omfattende rydnings- og hugstindgreb, der 

modvirker målsætningen om en tæt underskov. 



Den tætte nåleskov har året rundt en meget tæt struktur 

i underskoven og dermed ringe horisontale observationsmuligheder. 

som hovedregel vil opsiddede bevæ- 


Tæt nåleskov kan være lav fyrrebevoksning som i Oksby Plantage (t.v.) eller plantager med fx rødgran som på Flyvestation 

Karup (t.h.), hvor døde træer efterlades (urørt skov), og hvor der sker naturlig foryngelse. 

gelser være umulige uden for eksisterende veje og stier. 

Derimod giver den tætte skov rige mulighed for skjul og 

sløring, vertikalt såvel som horisontalt, både sommer 

og vinter. 


arealudviklingstypen er præget af nåletræer og har et 

potentiale for nåleskovens flora. i de lysere partier forekommer 

hedevegetation, såsom lyng, mosser, skovsyre 

og bregner. Med islæt af skovfyr og hjemmehørende 

løvtræarter, fx birk og røn, vil en større biologisk mangfoldighed 

kunne opnås. generelt set vil typen kunne 

tilgodese hjortevildt, egern og en række mejsearter. 

Med islæt af dødt ved vil kunne sikres en stor mangfoldighed 

af fx insektog svampearter, og hvor der er tale 

om stående døde træer, vil typen være attraktiv for en 

række hulrugende fuglearter. 


arealudviklingstype tæt nåleskov opleves som tæt og 

mørk. Udsynet er begrænset, men til gengæld opleves 

skovens intimitet samt følelsen af at være alene. i åbne 

områder findes gode muligheder for at observere hjortevildt 

på tæt hold. 






Tæt nåleskov har en vigtig funktion som sløring af og 

skjul for militærkøretøjer. 

47


48 


arealudviklingstype tæt nåleskov kan primært fremmes 

ved artsvalg, urørthed eller ved hugst- og kulturmodel- 

ler, der sikrer en tæt underskov. for uddybning henvises 

til de enkelte driftsog plejeplaner samt til Driftskatalo- 

get (fBe, 2013). 



arealudviklingstypen tæt nåleskov er registrering af træ- 

artssammensætningen og opstilling af måltal for den 





6.3 Arealudviklingstype: sumpskov 



arealudviklingstype sumpskov er karakteriseret ved 

en meget høj grad af vandpåvirkning, og den vil mange 

stede have præg af en skovbevokset mose med islæt 

af småsøer og vandhuller - typisk gamle tørvegrave. 

typen er meget tæt, nærmest jungleagtig. De dominerende 

arter er især vådbundstålende løvtræer som birk 

og el med omfattende pileopvækst. på de mere tørre 

partier vil der i større eller mindre flader være spredt 

indblanding (enkelttræer eller grupper) af rødgran, skovfyr, 

tørst, røn og stilkeg. Birk forekommer ofte massivt 

efter større eller mindre sammenbrud, efterfulgt af 

rødgran. 

typen er udbredt overalt i landet på næringsfattige 

jorder med højtstående grundvand. højtstående grund- 

vand findes på store arealer på hævet havbund og på 

mindre arealer i og omkring morænelandskabernes og 

bakkeøernes lavninger. Den vil også kunne udvikle sig 

tilfredsstillende på næringsrige tørvejorder, der især 

findes i det yngre morænelandskab. 


sumpskov er beslægtet med flere af skovudviklingstyperne 

i larsen (2005), fx ask/rødel (nr. 

31), birk (nr. 41) og urørt skov (nr. 94). 


fladvandsarealer og søer. 


49



sumpskov er præget af en kraftig naturlig dynamik og 

hyppige gruppevise sammenfald. Den kan ses som 

et klimakssamfund, dog således at der på mere tørre 

partier kan udvikles bestande af høje træer, som med 

tiden kan danne kronedække og derved hæmme skovbundsvæksten. 

De hydrologiske forhold kan med tiden 

påvirkes, hvis afvandingsforholdene ændres, og ligeledes 

gennem dannelse af tørvelag. 



sumpskoven har regnskovspræg og giver ikke mulighed 

for kørsel uden for evt. eksisterende veje og stier. afsiddede 

bevægelser vil ofte kunne finde sted uset, men vil 

som hovedregel være tidskrævende. sumpskov virker 

kanaliserende for militær virksomhed. 


kombinationen af høj vandstand, stor mangfoldighed 

af træarter og aldersklasser, henfald, dødt ved etc. gør 

sumpskoven til et meget rigt økosystem med basis for 

mange arter af svampe, urter og græsser med tilhørende 

insektfauna. ligeledes er sumpskoven et fint levested 

for de fleste paddearter samt for fuglearter, der 

er tilknyttet krat og mose. 

50 





arealudviklingstypen vil opleves som vild og regnskovsagtig, 

og den er mindre tilgængelig end en række af 

de mere åbne og tørbundsprægede skovtyper. for den 

mere specialiserede bruger vil der være mulighed for at 

gøre mange spændende iagttagelser – ofte af meget 

sjældne arter. 


arealudviklingstype sumpskov kan primært fremmes 

ved urørthed eller ved hugst- og kulturmodeller, der sikrer 

en tæt underskov samt sikring af høj vandstand. for 

uddybning henvises til de enkelte driftsog plejeplaner 

samt til Driftskataloget (fBe, 2013). 


en metode til overvågning og evaluering af udviklingen 

i arealudviklingstypen sumpskov er registrering af træartssammensætningen 

og opstilling af måltal for den 



enten i et system af punkter eller som transekter. hydrologiske 

forhold moniteres igennem måltal for vandareal 

og/eller vandstand. 


7. reFerencer 

FBe (2011): Bestemmelse om driftsog plejeplaner. 

forsvarets Bygnings- og etablissementstjeneste. 

FBe (2013): Driftskatalog. forsvarets Bygnings- og 

etablissementstjeneste. 


Forsvarsministeriet (2012): forsvarsministeriets miljø- 

og naturstrategi 2012-2015. 

7. referencer 

larsen, J. B. og skov- og naturstyrelsen (2005): kata- 

log over skovudviklingstyper i Danmark. Miljøministeriet, 

skov- og naturstyrelsen. 47 s. 

51

FORSVARETS BYGNINGS- OG ETABLISSEMENTSTJENESTE 

Forsvar for naturen 

forsvarets skydeog øvelsesterræner anvendes til mili- 

tær uddannelse, men samtidig udgør arealerne nogle af 

de største og bedst bevarede naturområder i Danmark. 

sammenlagt forvalter forsvaret 33.000 ha enestående 

natur, hvor den militære benyttelse går hånd i hånd med 

værdifulde danske naturtyper og arters beskyttelse. 

Mange militære arealer er i perioder åbne for publikum, 

så også offentligheden kan besøge og opleve de unikke 

naturarealer. 

i samarbejde med Miljøministeriet har forsvaret udviklet 

et særligt koncept for udarbejdelse af driftsog 

pleje planer for terrænerne. igennem planerne sikrer 

forsvaret en passende afvejning mellem militære ud- 

dannelsesmæssige behov, naturbeskyttelse og offent- 

lighedens adgang. information om forsvarets naturfor- 

valtning kan findes på www.forsvaret.dk. 

rosendahls schultz grafisk

AreAludviklingskAtAlog - Forsvarskommandoen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?