“Så der blev jeg lige lovlig meget sur, og så sparkede jeg, så slog ...

Dorthe Sønderholm Andersen & Majken Sonne Hjulmand
årskort nr. 19980494 årskort nr. 19970882
“Så der blev jeg lige lovlig meget sur, og så
sparkede jeg, så slog jeg og sparkede!”
En empirisk baseret undersøgelse af unge, voldelige pigers personligheds-
organisering set ud fra en psykodynamisk tilgang, herunder et selvpsykologisk og et
affektbevidsthedsperspektiv
An empirical based investigation of the personality organization of young, violent girls as seen in a
psychodynamic approach with both a self-psychological and an affect
consciousness perspective
Kandidatafhandling ved Aarhus Universitet, Psykologisk Institut
Vejleder Jan Tønnesvang
September 2004
1

Abstract
The following is an investigation into the personality organization of young violent girls as well as
the psychological motives underlying their violent behavior. We have carried out the investigation,
containing 8 young, violent girls (mean 15 years), with two questionnaires; The Five-Factor-
Checklist and The Psychological Healthprofile 78-Y as well as semi structured qualitative
interviews. The results from the Five-Factor-checklist shows that the girls vary significantly from
the norm in the factor emotional instability, and we conclude that this factor can be seen as an
underlying sort of fundamental problematic. This is conclusive with the results from The
Psychological Healthprofile 78-Y in that all the girls had serious problems within one or more
dimensions, and it is also conclusive with our discoveries from the interviews. This emotional
instability as a fundamental problematic combined with a destructive sub cultural environment can
explain the underlying motives for the violent behavior of these young girls.
2

Indholdsfortegnelse
Del I: Indledning.......................................................................................................................... 1
1.1 Unge, voldelige piger………………………………………………………………………... 1
1.1.1 Et nyt fænomen?........................................................................................ ……………. 2
1.2 Ydre socialiseringsbetingelser………………………………………………………………. 4
1.2.1 De overordnede samfundsstrukturer….……………………………………………….. 4
1.2.2 Unges livsbetingelser generelt……………………………………………………........ 6
1.2.3 Pigers livsbetingelser………………………………………………………………….. 7
1.2.4 Opsummering på de ydre socialiseringsbetingelser…………………………………… 8
1.3 Indre psykologiske betingelser………………………………………………………………. 9
1.4 Problemformulering…………………………………………………………………………. 11
1.5 Specialets forløb……………………………………………………………………………... 11
1.6 Afgrænsning…………………………………………………………………………………. 12
Del II: Den integrative forståelsesramme for personlighedsorganiseringen……………….. 13
2.1 Personlighedens kompleksitet……………………………………………………………….. 13
2.1.1 En integrativ forståelsesramme for personlighedsorganiseringen…………………….. 15
2.1.2 Det motivkonstitutionelle niveau – en supplering til forståelsesrammen……………... 15
2.1.3 Et affektbevidsthedsperspektiv tilføjes……………………………………………….... 16
2.1.4 Niveauernes indbyrdes forhold i den integrative forståelsesramme…………………… 17
2.2 Det dispositionelle niveau…………………………………………………………………… 19
2.3 Det motivkonsitutionelle niveau…………………………………………………………….. 21
2.3.1 Selvets første konstituent: rettethed mod spejling af selvhævdelse og selvfremstilling. 22
2.3.2 Selvets anden konstituent: rettethed mod betydningsbærende andet og andre………… 23
2.3.3 Selvets tredje konstituent: rettethed mod fællesskab og samhørighed med ligesindede. 24
2.3.4 Selvets fjerde konstituent: rettethed mod mestring og kompetenceudvikling……….... 24
2.3.5 Tre eller fire konstituenter?............................................................................................. 24
2.3.6 Et modent selv og et forstyrret selv……………………………………………………. 25
2.3.7 Selvets rettetheder og Big Five………………………………………………………... 28
2.3.8 Opsummering på det motivkonstitutionelle niveau ……….………………………….. 31
2.4 Det motivationelle niveau…………………………………………………………………… 31
3

2.5 Det narrative niveau…………………………………………………………………………. 32
2.6 Individets udvikling af affektbevidsthed…………………………………………………….. 33
2.6.1 Udvikling af affektregulering………………………………………………………….. 34
2.6.2 Udvikling af mentalisering…………………………………………………………….. 35
2.6.3 Det fremmede selv og projektiv identifikation………………………………………... 38
2.6.4 Opsummering på individets udvikling af affektbevidsthed…………………..……….. 40
2.7 Sammenholdelse af de motivationelle rettetheder og affektbevidsthedsperspektivet………. 41
2.8 Sammenhæng mellem den teoretiske rammeforståelse og den empiriske undersøgelse……. 42
Del III: Metode…………………………………………………………………………………. 43
3.1 Undersøgelsesdeltagerne…………………………………………………………………….. 44
3.2 Måleinstrumenter……………………………………………………………………………. 44
3.2.1 Generelle overvejelser om hhv. kvantitative og kvalitative måleinstrumenter………... 45
3.2.2 Fem-Faktor-Checklisten……………………………………………………………….. 47
3.2.3 Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y………………………………………………. 48
3.2.4 Semistruktureret livsverdensinterview………………………………………………… 50
3.3 Undersøgelsesproceduren…………………………………………………………………… 52
3.3.1 Fællesmøde……………………………………………………………………………. 52
3.3.2 Dataindsamlingen……………………………………………………………………… 53
3.3.3 Transskription…………………………………………………………………………. 54
3.3.4 Dataprocedure…………………………………………………………………………. 54
3.4 Data………………………………………………………………………………………….. 55
3.4.1 Beskrivelse af fællesmødet med pigerne……………………………………………… 56
3.4.2 Beskrivelse af de 8 piger………………………………………………………………. 56
3.4.3 Efterfølgende samtale med pædagogen……………………………………………….. 58
3.4.4 Resultater fra Fem-Faktor-Checklisten………………………………………………... 59
Opsummering………………………………………………………………………………... 62
3.4.5 Resultater fra Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y……………………………….. 62
Opsummering………………………………………………………………………………... 64
3.4.6 Resultater fra det semistrukturerede livsverdensinterview…………………………..... 65
Skolesituation og kognitive færdigheder…………………………………………………….. 65
Familiemæssige forhold……………………………………………………………………... 66
4

Gruppe- og veninderelationer……………………………………………………………….. 68
Kæresteforhold………………………………………………………………………………. 69
Slang og accent……………………………………………………………………………… 71
Attitude………………………………………………………………………………………. 71
Voldelig adfærd……………………………………………………………………………… 71
Kriminalitet………………………………………………………………………………….. 74
Rusmidler……………………………………………………………………………………. 74
Livsindhold og fremtidsperspektiv…………………………………………………………... 75
Følelsesmæssig erkendelse………………………………………………………………….. 76
Ressourcer…………………………………………………………………………………… 77
Opsummering………………………………………………………………………………... 77
3.5 Opsamling og diskussion af resultater………………………………………………………. 77
3.5.1 Emotionel ustabilitet – en grundproblematik………………………………………….. 78
3.5.2 Udadvendthed…………………………………………………………………………. 81
3.5.3 Omgængelighed……………………………………………………………………….. 81
3.5.4 Samvittighedsfuldhed…………………………………………………………………. 82
3.5.5 Åben for oplevelse/intellekt…………………………………………………………… 83
Del IV: Analyse og tolkning…………………………………………………………………… 85
4.1 Grundproblematikkens indhold……………………………………………………………… 86
4.1.1 Argumentation for grundproblematikkens tidlige etablering………………………….. 89
4.1.2 Opsummering på grundproblematikkens indhold…….……………………………….. 94
4.2 Mangelfuld kontakt til det autentiske selv – udtrykt i voldelig adfærd……………………... 96
4.2.1 Fremtoning i interviewet – et forsøg på at skjule egen sårbarhed…………………….. 96
4.2.2 Uudviklet selvfornemmelse og autenticitet……………………………………………. 97
4.2.3 En underliggende følelse af skam, svigt og ydmygelse……………………………….. 99
4.2.4 En grundlæggende tomhedsfølelse...………………………………………………….. 101
4.3 Projektiv udlevelse af det fremmede selv – udtrykt i voldelig adfærd……………………… 102
4.3.1 Når had, raseri og vredesfølelser bliver genstand for projektiv identifikation………... 103
4.3.2 Vold uden medfølelse…………………………………………………………………. 105
4.3.3 Forsvarsmekanismernes nødvendighed – en tilpasningsstrategi……………………… 107
4.4 Opsummering på den destruktive voldelige adfærd………………………………………… 108
5

4.5 Pigernes relationer – en afspejling af den mangelfulde selvfornemmelse…………………... 109
4.5.1 Veninderelationer – behovet for samhørighed og accept……………………………… 109
4.5.2 Pigerne er hinandens umodne forbilleder………………………………………………111
4.5.3 Kæresteforhold – et underdanighedsforhold…………………………………………... 112
4.5.4 Drengenes indflydelse på pigernes selvopfattelse…………………………………….. 113
4.6 Et gruppedynamisk perspektiv………………………………………………………………. 115
4.6.1 En fælles gruppedeltagelse i kampen mellem ‘os og dem’……………………………. 115
4.6.2 Et fælles mål - undgåelse af forandring…………….…………………………………. 117
4.6.3 Leder-aspektet…………………………………………………………………………. 118
4.7 Ungdommen – en sårbarhedsperiode………………………………………………………... 121
4.7.1 Forestilling om fremtiden og indhold i nutiden……………………………………….. 121
4.8 Sammenfatning……………………………………………………………………………… 123
Del V: Afslutning……………………………………………………………………………….. 125
5.1 Konklusion…………………………………………………………………………………... 125
5.2 Vurdering af undersøgelsen…………………………………………………………………. 129
5.2.1 Refleksion over repræsentativitet og undersøgelsesdesign……………………………. 130
5.2.2 Refleksion over inddragelse af andre måleinstrumenter………………………………. 132
5.2.3 Refleksion over de valgte teorier med inddragelse af andre teoretiske synspunkter….. 132
5.3 Perspektivering………………………………………………………………………………. 134
5.3.1 Terapeutisk intervention med unge, voldelige piger…………………………………... 135
5.3.2 Sammenligning med diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse………………... 137
5.3.3 Et bud på en samfundsmæssig indsats………………………………………………… 139
6

Del I: Indledning
“…så har jeg bare taget fat i hendes hoved og knaldet det ind i så’n, knaldet hendes hoved ind i
væggen eller knaldet det ned i jorden eller bare givet hende en knytnæve, så har hun bare faldet om,
og så er hun bare begyndt at græde. Så har der ikke været mere” (Bilag 4E, s.4).
‘De vilde piger bliver flere’; ‘Pigebande anholdt i Odense’; ‘Pigebander slås i gaderne’; ‘Vilde
piger lades i stikken’; ‘Pigekamp’; ‘De vanskelige piger’ 1 . Dette er nogle af de overskrifter, der har
præget de danske medier i de senere år. Fra bl.a. Århus, Ålborg, Odense, Viborg og København er
der kommet beretninger om episoder med ‘pigebander’, der har truet og overfaldet andre unge
piger. Episoderne har ikke mindst chokeret ved, at volden har været meget grov, både den ‘rene’
vold, som bl.a. ovenstående citat viser men også i form af afklipning af hår, brændemærkning med
cigaretter, ridsen i ansigtet med knive eller flasker m.m. Både myndighederne og de professionelle,
socialarbejdere, pædagoger, politi m.fl., oplever et stigende antal af piger, som udviser en meget
aggressiv og voldelig adfærd og har givet udtryk for, at de har svært ved at begribe, hvordan
pigerne kan udøve en vold, der er så rå og skræmmende (Nielsen, 2003, s.1; Røgild, 2004, s.158-
161; Malmborg & Hansen, 2003, s.13; Larsen, 2003, s.1-3; Udrykningsholdet seminar, 2003).
Denne skærpelse af unge pigers voldelighed vækkede vores opmærksomhed og interesse. Hvordan
er disse pigers personlighed? Hvilke psykologiske mekanismer kan ligge til grund for denne
voldelige adfærd? Rapporter og artikler om emnet har ikke kunnet give os uddybende svar på disse
spørgsmål, og derfor fandt vi det interessant selv at undersøge unge, voldelige pigers personlighed
og psykiske organisering ved at tage et psykodynamisk perspektiv på problemstillingen.
1.1 Unge, voldelige piger
Litteratur om emnet viser flere ligheder voldelige piger imellem (Nielsen, 2003, s.3-4; Larsen,
2003, s.2-3; Søndergaard, 2003, s.9+134-135). Det er primært danske piger, der holder til i
periferien af grupper med kriminelle drenge med anden etnisk baggrund end dansk og som er
begyndt at organisere volden på lige fod med drengene. De overtager drengenes æresbegreber og
udøver regulære straffeaktioner, hvis de føler sig krænkede, og endvidere er deres sprog primitivt
med meget slang og mange skældsord. Pigerne begår kriminalitet og er dårlige til at håndtere
konflikter, hvilket ofte udmønter sig i voldelige episoder. Den udløsende årsag til disse episoder er i
mange tilfælde, at en pige er blevet generet fysisk eller verbalt af en anden pige, og når en pige
1 Socialpædagogen 9/2004; DR Nyheder online 3/11 2003; Fyns Amts Avis 6/9 2003; Internetavisen Jyllandsposten
10/8 2003; Politiken 16/12 2003; Udrykningsholdet nr.1 Februar 2003.
7

liver generet, gør resten af gruppen det ofte til et fælles anliggende. Den sejeste pige er hende med
den hårdeste attitude, og ofte er hun kæreste med den højest rangerende kriminelle dreng. Igennem
både kæresten og volden får hun en status og respekt, hun hverken oplever hjemme eller i skolen.
Den rå facade dækker imidlertid over komplekse sociale og psykiske problemer (ibid.).
Voldskriminaliteten har traditionelt set været drengenes område og fænomenet med vilde piger, der
begår vold, beskrives som et nyt og stigende problem. Men er der tale om et nyt fænomen?
1.1.1 Et nyt fænomen?
Op gennem 90-erne er antallet af 15-19-årige piger, der dømmes for simpel vold ifølge Danmarks
Statistik (www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1024) vokset fra 35 overtrædelser i
1990 til 145 overtrædelser i 2002 2 , hvilket svarer til lidt mere end en firedobling. Simpel vold kan
karakteriseres som vold, hvor der ikke bruges redskaber, men f.eks. spark og knytnæveslag, dvs.
stadig vold, der kan have en meget grov karakter. Antallet af domme for alvorlig vold, hvor der
benyttes redskaber som f.eks. køller, knive eller knuste flasker er i samme periode steget fra 8
tilfælde i 1990 til 23 tilfælde i 2002, hvilket svarer til en tredobling. Dog er det mest det sidste år, at
stigningen er markant, så det er svært at sige om dette er en reel stigning eller en tilfældighed. Set i
lyset af den simple vold, tyder det dog på en generel vækst i voldelighed blandt unge piger.
Nedenstående tabel fra Danmarks Statistik viser stigningen i både simpel og alvorlig vold blandt
unge piger.
Tabel 1: Unge pigers voldelighed
2 Der eksisterer ikke nyere opgørelser fra Danmarks Statistik over unge pigers voldelighed end disse fra 2002.
8

Da antallet af piger i denne aldersgruppe samtidig er faldet betragteligt pga. små årgange, er
væksten i realiteten mere markant. Til sammenligning er drengenes overtrædelser af både simpel og
alvorlig vold steget jævnt med cirka en fordobling i samme periode men er faldet i år 2002.
Stigningen i voldsdomme af både simpel og alvorlig karakter hos unge piger kan være udtryk for, at
flere piger udviser en grov, voldelig adfærd, men det kan også være udtryk for en generel ændret
holdning til vold i samfundet. Som fremhævet i politiets fagblad, sker der sammenlagt flere
anmeldelser af vold, og samtidig er strafferammen for vold blevet skærpet (Nielsen, 2003, s.4-5).
Undersøgelser har endvidere peget på, at der er sket en samfundsmæssig polarisering adfærds-,
holdnings- og normmæssigt på den måde, at et stigende antal unge er meget lovlydige, hvilket
betyder, at de, der begår kriminalitet, bliver mere synlige og derfor skiller sig mere ud end tidligere
(Malmborg & Hansen, 2003, s.12-14; Zeuner & Højland, 2003, s.14-16).
Faktum er dog stadig, at stigningen hos pigerne er højere end stigningen hos drengene, og det kan
derfor tyde på, at pigernes voldelighed er steget de senere år, hvilket støttes af en massiv
medieomtale af pigebander og pigevold samt af en kortlægning udarbejdet af UFC Børn og Unge 3 .
Rapporten er udarbejdet på baggrund af SSP 4 -konsulenters skøn og viser, at to ud af tre kommuner
har problemer med såkaldte vilde piger, hvor det vilde består i grov mobning, trusler, kriminalitet
og fysisk vold (Wittendorff & Malmborg, 2004). Rapporten, som er det første forsøg på at sætte tal
på, hvor mange vilde piger, der skønnes at være i Danmark, viser, at der findes omkring 2100 på
landsplan. Kortlægningen er dog sket uden de tre største kommuner, da disse ikke ønskede at
medvirke, hvilket antyder, at tallet i realiteten er en del højere.
Ovenstående betragtninger peger på, at voldelige piger er et nyt og stigende problem, og
spørgsmålet bliver så, hvad årsagerne hertil kan være. Vi mener, at disse skal findes i
spændingsfeltet mellem voldelige pigers ydre socialiseringsbetingelser og deres indre psykologiske
organisering.
Som bl.a. Katzenelson (1995, s.37) påpeger, er forholdet mellem individ og samfund af dialektisk
art, hvilket betyder, at de er forbundet på en sådan måde, at forandringer i den ene part påvirker den
anden part. Det er derfor relevant med en kort skitsering af samfundets aktuelle kulturelle og
socialiserende grundlag for at forstå vilkårene og livsbetingelserne for det vestlige individs
3 Socialministeriets Udviklings- og formidlingscenter for børn og unge.
4 Samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi.
9

personlighedskarakteristika og identitet 5 . I det følgende fremføres en kort beskrivelse af nogle af de
væsentligste ydre socialiseringsbetingelser, som vi vurderer, unge piger i dag lever under. Dette for
at give læseren en bagvedliggende forståelse af unge pigers vilkår.
1.2 Ydre socialiseringsbetingelser
Unge pigers ydre socialiseringsproces indbefatter for os at se flere led, der alle er ændrede i forhold
til tidligere. Dette er hhv. 1) De overordnede samfundsstrukturer, 2) Unges livsbetingelser generelt,
3) Pigers konkrete livsbetingelser.
1.2.1 De overordnede samfundsstrukturer
Den fremtrædende sociolog Giddens (1999, s.9) har understreget, at vi lever i en periode med
kulturelle og samfundsmæssige forandringer af historiske dimensioner. Jørgensen (2002, s.65)
supplerer med at påpege, at ikke blot den kulturelle forandringshastighed men i lige så høj grad
omfanget af forandringer og deres indflydelse på det enkelte menneskes dagligdag antager
dimensioner, der ikke tidligere er set i menneskehedens historie. Når sociologer og
kulturanalytikere forsøger at forstå baggrunden for disse forandringer henvises ofte til to centrale
faktorer; en øget globalisering samt en bevægelse fra et traditionelt eller moderne samfund, der var
kendetegnet ved industri og produktion til et forbrugs- og informationssamfund (Giddens, 1999;
Ziehe, 1995/1999).
Flere sociologer (ibid.) peger på og er stort set enige om, at de væsentligste konsekvenser heraf bl.a.
er en aftraditionalisering, der omhandler, at alle værdier, normer og systemer er blevet sat til
forhandling og diskussion, hvilket betyder, at de har mistet en betydelig del af deres hidtidige kraft
og autoritet. Aftraditionalisering kan siges at sætte individet frit, idet det ikke længere er bundet af
traditionelle krav og normer i forhold til sit valg af livsstil og identitet. Samtidig kan dette dog
opleves som et tab af faste ydre orienteringspoler og meningshorisonter ud fra hvilke, individet kan
forstå og udfolde sit liv, hvilket kan resultere i tomhed eller manglende indrestyring. Derved kræver
en mangel på synlige ydre strukturer både en følelse af indre struktur samt en intakt evne hos
individet til at skabe mening og sammenhæng (Ziehe, 1995, 14-15; Ziehe, 1999, s.30-31; Jørgensen,
2002, s.169). En anden konsekvens er øget refleksivitet. Idet alt er sat til forhandling og diskussion,
5 Mange teoretikere som bl.a. Gergen (1991), Giddens (1999), Ziehe (1995, 1999), Katzenelson (1995), Jørgensen
(2002) har beskæftiget sig dybtgående med dette forhold og titulerer den aktuelle version af modernitet med forskellige
præfixer (sen-, post-, høj-, hyper-, mm.) afledt af forskellige ‘læsninger’ af tendenser i tiden. Vi mener ikke, at disse
divergerende tolkninger har central betydning for problemstillingen, hvorfor vi vil nøjes med at beskrive den tid, vi
lever i, som en potensering af det moderne og i øvrigt blot benævne denne som ‘samtiden’.
10

etyder det, at individet i højere grad må tage refleksiv stilling til sine valg. Dette resulterer i, at
valget kan medføre en højere grad af ansvar og risiko, da individet ikke har mulighed for at have
dyb indsigt i alle de komplekse ekspertsystemer, det omgiver sig med. Valget indebærer derfor
usikkerhed, hvormed en tillid til disse ekspertsystemer samt til sig selv kommer til at spille en
central rolle for, hvordan individet navigerer i det komplekse samfund (Giddens, 1999, s.30-31).
Aftraditionaliseringen og den øgede refleksivitet betyder altså, at det enkelte individ er henvist til at
tage selvstændig stilling til stort set alle livets forhold, dvs. valg af uddannelse, erhverv, partner,
udseende og livsstil. Der er tale om en øget individualisering, idet det enkelte individ er overladt til
eget initiativ og har ansvaret for eget liv (Ziehe, 1995, s.13-14). Det kan være svært at få øje på,
hvad der er vigtigt, når man skal træffe ovenstående valg, og individet er tvunget til selv at give
valget betydning og dermed begrunde vigtigheden af sådanne i sig selv. Dette kan medføre en
følelse af forvirring og ængstelse, da usikkerheden omkring, hvad man skal vælge, kan blive en
dominerende kraft (Ziehe, 1999, s.25-26; Jørgensen, 2002, s.143).
Sammen med tilliden bliver indre holdepunkter og opbakning omkring egne valg derfor centrale og
fordrer en opbygning af indre strukturer, der kan give en følelse af stabilitet hos individet (ibid.,
s.232), hvilket ifølge Giddens (1999, s.70-71) svarer til en følelse af ontologisk sikkerhed 6 . Hvis et
individ ikke har en forudsigelighed og rutinemæssige dagligdag kan det medføre indre utryghed og
en mangelfuld sammenhængende følelse af identitet og selvfornemmelse, hvilket stiller individet i
en dårlig position i forhold til at navigere i et samfund uden tydelige meningshorisonter og med
krav om refleksivitet og individualisering. Endvidere kan det ifølge Jørgensen (2002, s.128-130)
skabe et øget behov for anerkendelse og opmærksomhed hos individet.
De psykologiske konsekvenser ved en øget globalisering og informationsmængde er på denne måde
som Jørgensen (ibid., s.80) benævner det, et tveægget sværd, idet individet har fået hidtil usete
muligheder for at vælge og realisere sig selv, men samtidig er der ikke meget hjælp at hente, når der
skal vælges mellem, de for nogle, uoverskueligt mange muligheder. Som den norske psykiater
Skårderud har formuleret det, er det moderne individ både “kuet og beriget af overdoser af
information og relationer. Det giver utrolige muligheder for et rigt liv, men også for at miste sig
selv” (Skårderud, 2000, s.9).
6 Inspireret af Laing definerer Giddens ontologisk sikkerhed som en tillid til virkeligheden og tiltro til andre menneskers
pålidelighed. Denne tillid skabes i de tidlige mor/barn-relationer, og oprettes via daglige rutiner og i et sikkert miljø
med forudsigelighed (Giddens, 1999, s.52+169)
11

1.2.2 Unges livsbetingelser generelt
I dagens samfund er der et stigende krav til unge, der står med alle muligheder foran sig, om ikke
blot at være noget eller nogen, men at være noget særligt, at være en succes. I et samfund, hvor der
eksisterer forskellige grupperinger, kan der let opstå en hierarkisk opdeling, hvor enkelte grupper
diskrimineres og marginaliseres på baggrund af deres succes. Via kritiske vurderinger gennem
blikke, kropssignaler eller det talte ord tildeles en bestemt symbolsk værdi på baggrund af
socioøkonomisk status, uddannelsesniveau, nationalitet, kulturelle tilhør mm. (Zeuner & Højland,
2003, s.27-30). Enkeltindivider såvel som grupper oplever, at de bliver tildelt symbolsk værdi, som
kan være høj eller lav, og nogle individer eller grupper marginaliseres og ekskluderes således på
baggrund af familieforhold, tilhørsforhold, skoleforhold eller nationalitet. Når nogle individer
tildeles en højere symbolsk værdi end andre, må man uvægerligt spørge, hvordan disse andre
reagerer herpå. Symbolsk værdi er noget af det sværeste at ændre på. Man kan naturligvis tage
kampen op, men resultatet bliver som regel, at man understreger den allerede tildelte symbolske
værdi. Andre vil måske bide det i sig og forsøge at leve op til de krav, der bliver stillet i hverdagen.
Nogle vil måske blive destruktive og marginalisere sig yderligere i forhold til det øvrige samfund,
hvor bl.a. det kriminelle miljø kan fungere som en alternativ instans. Her tildeles symbolsk værdi
ud fra andre normer og kriterier end i det øvrige samfund og nogle gange i direkte modsætning
hertil (ibid.).
Hvis den unge ikke kan opnå anerkendelse i normale sammenhænge, kan han eller hun måske føle
sig nødsaget til at søge den i andre, ofte subkulturelle, sammenhænge. Her er normer og spilleregler
tydelige og derved lettere at begå sig i. Samtidig må man dog acceptere og underkaste sig disse
normer og spilleregler for at bevare tilhørsforholdet til subkulturen. Den samfundsmæssige
udvikling har medført, at der er sket en polarisering mellem unge, der klarer sig godt og unge, der
har problemer og har svært ved at finde faste holdepunkter (Zeuner & Højland, 2003, s.66). Unge,
der har det svært, kan ved at spejle sig i de succesrige unge måske føle deres personlige nederlag
som så meget desto større. Jo større afstand der er mellem de succesfulde og de marginaliserede, jo
større afstand er der mellem deres respektive normer og adfærd. En sådan oplevet marginalisering
kan få de unge til at stige af ræset og kompensere for nederlaget ved f.eks. at få succes indenfor
kriminel adfærd. Den alternative normudvikling kan være nødvendig for at finde mening og blive
vurderet positivt, som det f.eks. kan ske i subkulturer. Dette kaldes også ‘antitricket’
(Udrykningsholdet seminar, 2003), og består i at forstærke sin forskellighed og forskanse sig fra
den smerte, det giver at være udenfor fællesskabet. Dvs., individet forsøger at udskille sig fra det,
12

der defineres som det ‘normale’ ved f.eks. at have et anderledes udseende, gå i andet tøj, have egne
slangudtryk eller blot leve på en anden måde end normen i samfundet. Samlet kan derfor siges, at
nogle unge bliver marginaliseret, mens andre marginaliserer sig selv og forstærker denne
marginalisering ved at forskanse sig i forskelligheden fra det normative samfund, hvor de dermed
vælger ‘antitricket’, samt tilpasser sig de forventninger, der er i de forskellige grupper og
fællesskaber, hvori den unge færdes. Hermed internaliseres et fælles værdi- og normsæt, og den
enkeltes personlige narrative fortælling og identitet kan dermed blive på bekostning af gruppens
dyrkelse af en fælles narrativ fortælling. Disse unge kan med Jørgensen (2002, s.88) betegnes som
‘gruppestyrede individer’.
1.2.3 Pigers livsbetingelser
Unge piger står i dag i et forvirrende spændingsfelt med modsatrettede budskaber i forhold til,
hvordan de skal være som piger. Der er både budskaber omkring en maskulinisering og en
feminisering af kropssyn, selvopfattelse og adfærd, hvilket betyder, at mange unge piger prøver at
leve op til begge dele på en gang (Nordahl & Zlotnik, 2004). Spændingsfeltet mellem
maskulinisering og feminisering ses bl.a. af reklamer, musikvideoer, film, computerspil m.m., hvor
det fremgår, at det ligefrem er et ideal at være en ‘bitch’, dvs. en sej type, der kan slå fra sig enten
verbalt eller fysisk men samtidig også være attraktiv (Sørensen, 2002, s.43-46). Dette hhv.
maskuline og feminine kropsbillede fremlægges også i medierne, hvor piger både skal have
kvindelige former og samtidig være slanke, stærke og maskuline (Nordahl & Zlotnik, 2004, s.71-
72). De skal kunne alt, hvad mændene kan og stræbe efter de samme ting f.eks. erhvervsmæssigt,
magtmæssigt og lønmæssigt, men samtidig skal de også forsøge at leve op til den traditionelle
kvinderolle om at være både attraktiv, en god mor og hustru. Nogle kvinder høster naturligvis også
af kvindekampen og den øgede maskulinisering, idet denne selvstændighed og selvtillid generelt set
er en forbedring af kvinders levevilkår, hvor bl.a. teenagepiger i dag optræder med en mere
selvbevidst attitude end tidligere. De holder sig ikke tilbage, er meget udadvendte og ser ikke deres
køn som en begrænsning (Sørensen, 2002, s.13-17). Bekymringen opstår i forhold til de piger, der
er i risikozonen pga. en række forhold som f.eks. familie, skole og helbred og derfor er mere sårbare
og følsomme overfor påvirkninger fra disse trends. For at kunne balancere mellem en
maskulinisering og feminisering kræver det, at man er i balance med sig selv, dvs. på det
individuelle plan er i stand til at navigere mellem kravene (Nordahl & Zlotnik, 2004, s.62-63). Den
indre balance og stabilitet er derfor ekstra væsentlig i forhold til piger i samtiden.
13

Der er således tale om et kompliceret sæt af modsatrettede krav og forventninger, som forvirrer og
splitter mange unge piger. Hvis en pige bliver domineret af sin feminine side og som en konsekvens
af dette bliver overfeminiseret, kan hun måske have svært ved at vælge til og fra. Dvs. hun har
svært ved at mærke efter, hvem hun selv er, og hvad hun selv vil. Hun vil være tilbøjelig til at tro, at
hun skal kunne det hele, hvilket kan resultere i, at hun enten bliver intrigant og nedladende overfor
andre for dermed at hævde sig selv, eller hun begynder at reagere indad og i værste scenario bliver
selvdestruktiv i form af spiseforstyrrelse eller ved forskellige former for selvmutilation. Hvis det
maskuline ikke har afsæt i det feminine, kan problemet måske være, at pigen ikke har fundet en
feminin måde, at udtrykke sin maskulinitet på og i stedet reagerer destruktivt på samme måde, som
drenge traditionelt set gør, når de har problemer, nemlig udad. Bagsiden af den øgede
maskulinisering er ifølge Nordahl & Zlotnik (2004, s.77-78), at maskuliniseringen hos enkelte
overdrives og bliver vulgær på den måde, at nogle af de unge piger bliver grove, udnyttende,
destruktive og voldelige. Hvis dette kombineres med en overdrevet feminisering, som tager form af
intriganthed, nedladenhed og devaluering, får pigerne en ‘bitched’ attitude (ibid.), hvor de optræder
med selvstændighed og kontrol men uden empati for andre. Kombinationen af overfeminisering og
overmaskulinisering kan derfor siges at være bagsiden af ligestillingen (Søndergaard, 2003, s.22).
1.2.4 Opsummering på de ydre socialiseringsbetingelser
Samtiden kan karakteriseres ved en frigørelse fra tidligere traditioner og normer. Denne
aftraditionalisering kan ses som en frihed for individet, da det i princippet, har alle muligheder for at
gøre og blive som det vil, men kan dog for nogle individer opleves som et fravær af tryghed, idet
der ikke længere er nogle tydelige tydningshorisonter at orientere sig efter. Individet skal derfor
vælge sit eget liv og sin egen identitet og begrunde dette valg med sig selv, hvilket fordrer en indre
stabilitet og en ontologisk sikkerhed. Individet står derfor i langt højere grad end tidligere med et
ansvar for selv at skabe sit liv og en dertilhørende frygt eller skyldfølelse over måske ikke at kunne
skabe det godt nok, idet der er implicitte forventninger om at være noget særligt og at få succes.
Disse høje krav og forventninger kan medføre, at nogle unge bliver eller selv vælger at lade sig
marginalisere, dvs. vælger antitricket, hvor de forskanser sig i deres forskellighed fra normaliteten
og måske vælger det rå og mere kontante kriminelle miljøs spilleregler og statusopnåelse. For unge
piger i dette samfund er der i ligestillingens navn yderligere forventninger om, at pigerne skal leve
op til både en feminisering og en maskulinisering, idet de både skal være gode, attraktive og
altomfavnende som kvinder men samtidig også være seje, selvstændige og stærke som mændene.
14

Ligestillingens bagside kan derfor være, at nogle piger overdriver både femininiteten og
maskuliniteten og derved bliver ‘bitched’. Hermed er scenen sat for de ydre socialiserende
betingelser, unge piger i samtiden lever under. Vi vil nu dykke dybere ned i en undersøgelse af en
bestemt gruppe af disse unge piger, nemlig de voldelige.
1.3 Indre psykologiske betingelser
For at kunne forstå, hvorfor unge piger indenfor de seneste år er begyndt at udvise en voldelig
adfærd, der er så grov, som det indledende citat, medier, politi og socialarbejdere giver udtryk for,
er det udover de ydre socialiseringsprocesser, der er gældende for alle piger i dette samfund,
relevant at se på de unge, voldelige pigers indre psykologiske organisering. Der eksisterer ikke ret
meget litteratur og ingen forskningsbaserede undersøgelser omhandlende unge, voldelige pigers
indre psykologiske organisering, og vi finder det derfor relevant at undersøge denne.
Der er endvidere ingen egentlige forskningsbaserede undersøgelser, der har belyst danske, voldelige
piger, men erfaringer fra praksisfeltet viser, at der – trods individuelle forskelle – hovedsageligt er
tale om piger, der har været udsat for omsorgssvigt. Både politi (Nielsen, 2003, s.2; Søndergaard,
2003, s.29-33), socialpædagoger (Udrykningsholdet seminar, 2003; Søndergaard, 2003, s.67-83;
Larsen, 2003), lærere (Søndergaard, 2003, s.169) og socialarbejdere (udrykningsholdet, 2003, s.7-
10; Malmborg & Hansen, 2003, s.12; Røgild, 2003, s.153-168) peger på, at de voldelige piger har
oplevet omsorgssvigt. Omsorgssvigt, der har bestået af mishandling, seksuelle overgreb,
forsømthed, tidligt ‘voksenansvar’ for belastede forældre eller mindre søskende og/eller andre
former for følelsesmæssigt svigt (ibid.). Et dansk studie af forskningslitteratur omkring unge
kriminelle fra 2003 sammenholder forskellige undersøgelsers bud på baggrunden for unge
kriminelle (Zeuner & Højland, 2003), men omhandler udelukkende drenge. Forfatterne påpeger, at
forskningslitteraturen på området er sparsom, men artiklen viser samme type mønster med brudte
familier, mishandling eller omsorgssvigt (Zeuner & Højland, 2003, s.58-59).
Vender vi os mod amerikanske reviews af undersøgelser 7 af pigebander og pigevold, understøttes
disse formodninger. I et review af amerikanske undersøgelser af pigebander lavet for ministeriet for
ungdomskriminalitet 8 , er forfatternes konklusion, at banden er et tilflugtssted for unge piger, der har
været udsat for overgreb af den ene eller anden art i hjemmet. Forfatterne bemærker dog også den
7 Det fremgår desværre ikke af artiklerne, hvor mange undersøgelser, disse hver især indbefatter, og det er derfor svært
at sige noget om repræsentativiteten af konklusionerne.
8 Office of Juvenile Justice and Delinquency Preventions.
15

manglende forskning på området. Flertallet af undersøgelserne i dette review viste, at mange af
pigerne var flygtet hjemmefra og havde søgt tilflugt i banderne for på den måde at beskytte sig mod
deres egne familier (Moore & Hagedorn, 2001, s.3). Et lignende review af amerikanske
undersøgelser omkring køn og vold kommer i forhold til unge, voldelige piger ligeledes frem til den
konklusion, at den største faktor i bestemmelsen af disse pigers baggrund er utilstrækkelige
forældreevner samt et hjemmemiljø, der indeholder aggression, misbrug og/eller vanrøgt
(Kruttschnitt et. al., 2002, s.532-533).
Både danske praksiserfaringer og amerikanske oversigtsartikler peger således på alvorlige
omsorgssvigt som den gennemgående faktor i karakteristikken af unge, voldelige piger.
Omsorgssvigt involverer en eller anden form for følelsesmæssigt svigt, der har en væsentlig
indflydelse på individets psykiske organisering, selvom der ikke er enighed om den præcise
indflydelse, og den derfor ikke entydigt kan defineres (Berk, 1997, s.411-416). Undersøgelserne
beskæftiger sig ikke med, hvilke konsekvenser, omsorgssvigt kan have for den psykiske
organisering, samt hvordan omsorgssvigt kan føre til voldelige handlinger hos den
omsorgssvigtede. Det er for os at se ikke nok blot at konstatere, at unge, voldelige piger er
omsorgssvigtede. Hvis problemet skal kunne løses, kræver det en dybere indsigt i de psykiske
mekanismer og problemstillinger, som kan ligge til grund for denne udtryksform. Ved empirisk at
undersøge den psykiske organisering hos unge, voldelige piger kan vi måske tilegne os en dybere
forståelse af grunden til den voldelige adfærd.
Den psykiske organisering er et bredt begreb, som indbefatter mange elementer. For at tilgodese
dette og samtidig have et operationaliserbart undersøgelsesbegreb vælger vi i specialet at definere
den psykiske organisering som en bred forståelse af individets personlighedsorganisering, hvor
denne indbefatter både personlighedstræk, selvets dynamiske konstitution, motivationer, narrativ
identitet samt affekt-bevidsthed 9 . På denne måde mener vi, at vi kommer omkring hovedparten af
elementerne i den psykiske organisering. Vores problemformulering bliver derfor som følger:
9 Selvom flere teoretikere såsom Kohut (2000, s.10) og Bertelsen (2002a, s.62) påpeger, at personlighed, selv og
identitet ikke kan forenes, da der er tale om forskellige begrebsabstraktioner, mener vi, at dette er muligt, hvis man har
for øje, at der netop er tale om forskellige anskuelsesniveauer. Vores forståelse af personlighedsorganiseringen og en
model for denne udspecificeres i specialets teoretiske del.
16

1.4 Problemformulering
Hvorledes kan vi med en psykodynamisk tilgang, herunder et selvpsykologisk og et
affektbevidsthedsperspektiv, skabe et grundlag for forståelse af unge, voldelige pigers
personlighedsorganisering ved at undersøge: 1) hvordan den empiriske undersøgelse kan pege på
fællestræk i pigernes personlighedsorganisering? Og 2) på hvilken måde psykiske problemstillinger
i personlighedsorganiseringen kan ses som underliggende motiver for pigernes voldelige adfærd?
1.5 Specialets forløb
Specialets del II er en præsentation af den teoretiske baggrund for den valgte personlighedsmodel,
hvis enkeltdele bruges på forskellig vis i undersøgelsen. Personlighedsmodellen er en
operationalisering af en bred definition af personlighedsorganiseringen og indeholder forskellige
niveauer heri 10 . Den indbefatter både dispositionelle træk, der beskrives med Big Five, som er fem
overordnede personlighedstræk; motivationelle selvkomponenter, der bestemmes som fire former af
menneskelig rettethed, der gennem opvæksten udvikles, omformes og integreres; personlige
stræbender, der omhandler individets motivationelle engagement i sit tilværelsesprojekt; personlige
narrativer, der indbefatter individets identitetsdannelse gennem fortællinger og affektbevidsthed,
der omhandler udviklingen af affektregulering og mentalisering, hvor disse sættes i forhold til
selvets udvikling og individets relateringsformer. Den valgte personlighedsmodel er ét bud på en
forståelsesramme, som vi finder anvendelig, fordi den inddrager mange elementer i
personlighedsorganiseringen; træk, selv, motiver, identitet og affektbevidsthed i en
sammenhængende forståelse. I forhold til at undersøge personlighedsorganiseringen hos unge,
voldelige piger, synes vi derfor, at denne model kan give et uddybende billede.
Del III er en beskrivelse af selve undersøgelsen og de data, der er fremkommet heraf.
Undersøgelsesdeltagerne er 8 piger bosiddende i samme område i Århus. De er rekrutteret med
hjælp fra en kontaktpædagog med indgående kendskab til pigerne ud fra, at de enten selv har været
voldelige eller har været til stede under voldelige episoder. Dette forholdsvis begrænsede antal
kombineret med en begrænset repræsentativitet i form af, at de er rekrutteret fra samme område
betyder, at vi ikke kan generalisere ud fra vores resultater, men måske kan vores undersøgelse være
en slags gruppecase eller et pilotprojekt for yderligere forskning. I metodedelen beskrives
måleinstrumenterne, der består af spørgeskemaerne Fem-Faktor-Checklisten og Den Psykologiske
10 I det nedenstående præsenteres de, men uddybes ikke.
17

Sundhedsprofil 78-Y og kvalitative semistrukturerede livsverdensinterview. Herudover beskrives
dataindsamlingsprocessen og resultaterne fra de forskellige måleinstrumenter behandles.
Metodedelen afsluttes med en diskussion af resultaterne, hvorunder vi til dels besvarer
problemformuleringens første spørgsmål og argumenterer for, hvorvidt der kan peges på fællestræk
i pigernes personlighedsorganisering.
Del IV er den analytiske og tolkningsmæssige del, hvor vi teoretisk uddyber de resultater, vi har
fundet i selve undersøgelsen. Herunder beskæftiger vi os stadig med spørgsmål 1 omkring, hvorvidt
der er fællestræk i pigernes personlighedsorganisering, og endvidere besvarer vi spørgsmål 2 i
problemformuleringen, hvor vi opstiller mulige forklaringer på underliggende motiver for den
voldelige udtryksform. Analysen og tolkningen vil hovedsageligt bestå af to teoretiske bidrag fra
personlighedsmodellen; Det selvpsykologiske perspektiv med fokus på motivationelle rettetheder
og det affektbevidsthedsteoretiske perspektiv. Herudover trækkes der dog også på andre
psykodynamiske vinkler, hvor dette findes relevant.
Del V er en konklusion på specialets indhold, hvilket efterfølges af en vurdering af egen
undersøgelse bl.a. i forhold til valg af måleinstrumenter og teori-indragelse. Dette munder ud i en
videre perspektivering omhandlende hhv. et terapeutisk og personlighedsforstyrrelsesperspektiv.
1.6 Afgrænsning
Vi har valgt teorierne ud fra deres anvendelighed - dels i forhold til selve undersøgelsen og dels i
forhold til modellen for personlighedsorganisering. Af plads- og overskuelighedsårsager har vi kun
valgt én teoretisk position indenfor hvert niveau i modellen. De teoretiske betragtninger afspejler
derfor vores valg i forhold til, hvad vi har vurderet som mest egnet til at undersøge unge, voldelige
pigers personlighedsorganisering.
Vi har valgt at fokusere på individets personlighedsorganisering og psykiske mekanismer men ikke
så meget på de sociokulturelle elementers betydning herfor. Dette af pladshensyn men også fordi et
sådant fokus kunne mindske vægtningen af pigernes personlighedsorganisering. Vi finder
sidstnævnte fokus mere relevant, især den eksisterende forskning omkring sammenhængen mellem
voldelige unge og omsorgssvigt taget i betragtning, hvorfor undersøgelsen også blev tilrettelagt
herefter. Vi ved dog, at det subkulturelle miljø også har en væsentlig indflydelse på pigerne og
deres voldelighed, hvilket også vil fremgå af analysen, men da vores fokus er på
personlighedsorganiseringen og undersøgelsen er tilrettelagt herudfra, ville yderligere tolkninger
omkring det subkulturelle miljø bevæge sig for langt væk fra undersøgelsens data.
18

Del II: Den integrative forståelsesramme for personlighedsorganiseringen
I denne del af specialet præsenterer vi den valgte teoretiske forståelsesramme, som vi anvender i
forbindelse med undersøgelsen af unge, voldelige pigers personlighedsorganisering. Der redegøres
ikke for hele teoretiske værker men i stedet for de dele heraf, der er anvendt i forståelsesrammen, og
som vi finder nødvendige og relevante i forhold til specialets formål og problemstilling. Valget af
en sådan tolknings- eller forståelsesramme med de tilhørende teoretiske vinkler har altid en
begrænsning, idet der hermed fravælges en række andre, måske lige så relevante teorier. Det vil
derfor ikke være et udtømmende teoretisk billede af fænomenet ‘unge, voldelige piger og deres
personlighedsorganisering’, vi beskæftiger os med men et bestemt og omhyggeligt valgt bud på en
psykologisk forståelse heraf. Før vi går over til en nærmere beskrivelse af den valgte
forståelsesramme, vil vi først se nærmere på begreberne personlighed og personlighedsorganisering,
og argumenterer for, hvorfor vi vælger sidstnævnte begreb.
2.1 Personlighedens kompleksitet
Gennem tiderne har psykologien bidraget med mange forskellige bud til forståelse af
personligheden. Denne forståelse kan nu og da minde om den gamle indiske fabel om elefanten og
de 5 blinde mænd: Den ene af mændene får fat i et af elefantens ben og siger, at elefanten er som et
træ; den anden får fat i en stødtand og siger, at elefanten er som et spyd; den tredje får fat i snablen
og siger, at elefanten er som en tyk slange; den fjerde får fat i halen og siger, at elefanten er som en
kost; og den femte støder ind i elefantens side og siger, at den er som en væg. Hver af de blinde
mænd har fat i noget karakteristisk for elefanten men hver især med en ensidig vægtning. På samme
måde har personlighedspsykologien til tider været præget af større eller mindre grad af ensidighed.
Individet er søgt beskrevet ud fra hhv. dets temperament, gener, drifter, hormoner og meget andet,
men de fleste teoretikere (og lægmænd) er dog i dag enige om, at der må tages hensyn til
personlighedens kompleksitet i forhold til begribelsen af mennesket. Der er dog ikke enighed om,
hvordan denne komplekse personlighed skal forstås og defineres.
Man kan ifølge Bertelsen (2002b, s.17-19) opstille 2 dimensioner hhv. en horisontal og vertikal
dimension, hvorudfra personligheden kan anskues. Den horisontale dimension indeholder både et
indefra-og-ud perspektiv, hvormed menes at personligheden anskues som hovedsageligt præget af
indre kræfter, velvidende at disse er formet af ydre påvirkninger samt et udefra-og-ind perspektiv,
hvor personligheden anskues som præget af ydre kræfter som f.eks. det tidlige miljø eller
19

samfundets normer, men hvor denne er udviklet i overensstemmelse med individets indre grundlag.
Den vertikale dimension indeholder ligeledes to perspektiver; et oppefra-og-ned perspektiv, hvor
det antages, at individet har en eller anden grad af fri vilje i forbindelse med organiseringen af egen
personlighed, hvor denne frie vilje dog er konstitueret af individets biologiske, sociale og kulturelle
omverden samt et nedefra-og-op perspektiv, hvor fokus er på individets konstituerende grundlag
som betydende for personligheden. Psykologiske teorier om personligheden placerer sig forskelligt
omkring disse to dimensioner i forhold til vægtning af perspektiverne, og nedenstående model viser
fire af disse. Som eksempel herpå befinder psykodynamisk libertarianisme sig i feltet mellem et
oppefra-og-ned og et indefra-og-ud perspektiv, idet tanken er, at det i det store og hele er op til
individet selv at vælge og bestemme sin personlighed og sin fortsatte udvikling (ibid.).
Model 1: Fire perspektiver på personligheden (fra Bertelsen, 2002b, s.18).
Vi vil ikke gå dybere ind i diskussionen af, hvilken anskuelse, der er mest rigtig eller forkert men
vil i stedet fremhæve relevansen af en integrativ forståelse, der indbefatter alle fire perspektiver. Vi
har valgt at beskæftige os med personlighedsorganiseringen frem for blot personligheden, idet vi
mener, at personlighedsorganiseringen er en forståelse af, hvordan personligheden er organiseret i
forskellige niveauer, hvormed vi anser det som et bredere begreb end personlighedsbegrebet.
Inspireret af Bertelsen (2002a, s.62) vælger vi at anskue den komplekse personlighedsorganisering
ud fra: den måde individet oplever, engagerer sig i og er indstillet overfor tilværelsen på, den måde
hvorpå individet føler og forholder sig til sig selv og andre mennesker, samt individets udtryk og
generelle væremåde, dvs. en bred og integrativ forståelse. Til vores formål søgte vi en grundmodel,
der kunne operationalisere denne definition. En grundmodel, der på én gang kunne fungere som en
kalejdoskopisk og samlende forståelsesramme i den forstand, at man ved at undersøge et givent
psykologisk fænomen i de perspektiver, som rammen tilbyder, får belyst fænomenet fra en række
20

vinkler, der tilsammen giver et nuanceret bud på, hvad det pågældende fænomen formes og
udvikles af. Dvs. i vores tilfælde en forståelsesramme, hvorigennem vi kunne tilegne os en dybere
og integrativ begribelse af undersøgelsesdeltagernes personlighedsorganisering. Som det senere vil
fremgå, placerer vi os med valgte tilgang i midten af ovenstående model, da de valgte
måleinstrumenter og analyseredskaber indbefatter alle disse fire perspektiver.
2.1.1 En integrativ forståelsesramme for personlighedsorganiseringen
Et bud på en sådan integrativ ramme for forståelsen af personlighedsorganiseringen har vi fundet
hos McAdams (1996), som mener, at forståelsen af en person indebærer 3 niveauer; Niveau I er the
having side, som karakteriseres ved at være de brede, dekontekstualiserede, relativt ubetingede og
komparative dimensioner af personligheden, der giver personen sin dispositionelle signatur. Disse
bestemmes som de basale træk eller tendenser, hvorudfra personen reagerer på en konsistent måde.
Dette kan ud fra ovenstående model 1 karakteriseres som et nedefra-og-op perspektiv, da fokus er
på det biologiske fundament. Niveau II er the doing side, der karakteriseres som personlige
stræbender eller anliggender såsom motiver, værdier, forsvarsmekanismer, copingstrategier,
udviklingsmæssige anliggender, personlige projekter, livsopgaver og planer m.fl. Perspektiver, der
alle har en form for ‘gørens-rettethed’ i sig. Dette er i forhold til modellen både et oppefra-og-ned
samt et nedefra-og-op perspektiv, idet individets personlige stræbender både er afhængige af
selvorganiseringen samt selvets konstituering. Niveau III er the making side, som er personens
identitetsdannelse gennem skabelsen af integrative livshistorier eller narrativer (McAdams, 1996,
s.303-305). Dette kan ud fra modellen karakteriseres som et oppefra-og-ned perspektiv, idet der her
er tale om, at individet organiserer sin egen livshistorie og identitet. Disse tre niveauer skal man
ifølge McAdams alle have med i sin forståelse af personligheden for at tage hensyn til dennes
kompleksitet, og dem har vi forsøgt at operationalisere hver især ved at undersøge dem direkte vha.
forskellige måleinstrumenter. Det teoretiske indhold i niveauerne vil senere blive præsenteret, men
først finder vi det nødvendigt at uddybe modellen med to tilføjelser.
2.1.2 Det motivkonstitutionelle niveau – en supplering til forståelsesrammen
Tønnesvang 11 (2004) uddyber McAdams forståelsesramme med sin teori om motivkonstitutionelle
selvkomponenter, hvilket i vi mener, er en nødvendig og relevant tilføjelse. Ifølge Tønnesvang
(2004, s.25) hører disse selvkomponenter hjemme mellem niveau I og II, idet der her mangler et
11 Selvom vi både benytter referencer fra Tønnesvang før og efter hans skift af navn fra Hansen til Tønnesvang, vælger
vi dog udelukkende at anvende navnet Tønnesvang i selve specialeteksten.
21

led, hvormed han betegner sin tilføjelse som niveau I½. Argumentet er, at de basale træk på niveau
I ikke får individet til at gøre noget bestemt i nogen form for konativ rettethed, mens det på den
anden side er karakteristisk for de personlige stræbender på niveau II, at de implicerer
intentionalitet og konativ rettethed. Der mangler således en art motivdisposition, der får individet til
at engagere sig i sine specifikke individuelle stræbender. Tønnesvang mener, at hans teori om det
fire-konstitutionelle selv netop kan placeres som et sådant motivdispositionssystem (ibid.). I forhold
til model 1 omhandler niveau 1½ både et indefra-og-ud og et udefra-og-ind perspektiv, idet selvets
konstituering udvikles i samspillet mellem selvet og dets selvobjekter, m.a.o. betydningsfulde andre
i individets liv. Med sit fokus på rettethed bliver Tønnesvangs motivkonstitutionelle
selvkomponenter anvendelige både på et forståelsesmæssigt plan som bindeled niveau I og II
imellem men også på et praksisanvendeligt plan, idet vi med selvkomponenterne kan tilegne os en
dynamisk forståelse af undersøgelsesdeltagernes handlen og ageren.
2.1.3 Et affektbevidsthedsperspektiv tilføjes
Til forståelsesrammen for personlighedsorganiseringen tilføjer vi Fonagy et. al.’s (2004) dynamiske
forståelse af affektbevidsthed og selvets relationelle processer. Der eksisterer mange teorier om
sammenhængen mellem affektbevidsthedsudvikling og selvet, bl.a. udviklet af Schore (1994);
Trevarthan & Aitken (2001); Siegel (2002); Stern (2000) m.fl., men vi har valgt Fonagy et. al’s
teori, fordi de med deres nuancerede begreber og praksisorienterede baggrund kan medvirke til en
forståelse for det, der sker – og måske er sket tidligere i udviklingen i relationen. De argumenterer
for tilknytningens funktion i udviklingen af individets evne til at affektregulere, dvs. forstå og
regulere sine affekter og mentalisere, dvs. have refleksiv indsigt i egne og andres mentale tilstande.
Begge har betydning for selvets konstitution samt relatering, hvilket er de områder, hvor vi
vurderer, at undersøgelsesdeltagernes problematikker udfolder sig. På samme vis som ved det
motivkonstitutionelle niveau, er der her både tale om et indefra-og-ud samt et udefra-og-ind
perspektiv. Selvom Fonagy et. al. overordnet beskæftiger sig med samme dynamikker i selvets
udvikling som Tønnesvang, er der den forskel, at Fonagy et. al. i højere grad på detaljerende vis
udfolder tilknytningselementerne og deres betydning for individets selvudvikling.
Med Tønnesvangs motivkonstitutionelle selvkomponenter og Fonagy et. al.’s affektbevidstheds
vinkel har vi to anvendelige dynamiske perspektiver begge med udgangspunkt i selvets
konstituering. Begge har fokus på hhv. intrapsykiske og interpersonelle aspekter og har øje for, at
22

individet altid står i et dialektisk forhold til sin omverden, hvormed de begge anerkender, at
individet og omverden altid er hinandens forudsætninger eller eksistensbetingelser. Dvs. selvet er
kun noget i kraft af dets relationer til betydningsfulde andre. Set i forhold til McAdams
forståelsesramme for personligheden, hvor fokus er på individet, selvom han selvfølgelig
anerkender kontekstens og relationernes betydning, hjælper Tønnesvangs og Fonagy et. al.’s bidrag
til at se individet i et mere dynamisk og dybdegående relationelt perspektiv, hvilket er relevant i
forhold til vores undersøgelse. McAdams forståelsesramme vil i praksis hovedsageligt benyttes som
det udgangspunkt, hvorfra vores metodiske design er skabt, mens Tønnesvangs og Fonagy et. al.’s
bidrag hovedsageligt vil blive benyttet som analyseredskaber i forhold til undersøgelsesresultaterne.
Af samme årsag vil gennemgangen heraf være noget grundigere end det er tilfældet med de andre
niveauer. De teoretiske perspektiver og vores brug heraf uddybes efter en udredning af niveauernes
indbyrdes forhold, da sidstnævnte er relevant for forståelsen af de enkelte niveauer.
2.1.4 Niveauers indbyrdes forhold i den integrative forståelsesramme
McAdams forståelsesramme for personlighedsorganiseringen og Tønnesvangs udvidelse heraf med
niveau I½ skal ikke forstås som usammenhængende niveauer men i stedet som værende i evig
vekselvirkning med hinanden. Som Tønnesvang (2004, s.26-27) fremhæver, mangler McAdams
præcision i sin forklaring omkring denne sammenhæng, idet McAdams på den ene side taler om, at
livsnarrativer har en organiserende effekt på hhv. personlighedstræk og personlige stræbender men
på den anden side taler om en relativ uafhængighed niveauerne imellem. Inspireret af Bertelsens
organisationsdynamiske tænkning beskriver Tønnesvang niveauernes sammenhæng som et
konstituerende/organiserende forhold. Organisationsdynamisk tænkning udtrykker det gensidige
forhold mellem konstitution og organisation på en sådan måde, at de lavere niveauer i individets
psyke udgør grundlaget for eller konstituerer de højere niveauer, men det kan de kun gøre ved, at de
er organiseret af de højere niveauer til at være konstituerende (Bertelsen, 2000, s.100-101). Dvs.
disse lav- og mellemniveau funktioner sætter en række begrænsninger men også muligheder for,
hvad den højere ordens selvorganiserende psyke kan udføre. Derudover kan den højere ordens
intentionelle psyke med sin organiserende effekt gribe ind og påvirke måden, hvorpå de nedre
konstitutive niveauer sammensættes og samspilles (ibid., s.100-103; Tønnesvang, 2004, s.26-28).
Tønnesvang fremviser sin version af McAdams integrative forståelsesramme i nedenstående model,
hvori han samler disse fire niveauer og deres indbyrdes forhold til forståelse af personligheden.
23

Med det organiserende/konstituerende forhold in mente betyder det, at de basale træk på det nedre
niveau danner konstituerende grundlag for de personlige stræbender på det mellemste niveau, som
igen danner konstituerende grundlag for livsnarrativer på det øvre niveau. Omvendt vil
livsnarrativerne have en nedadrettet organiserende effekt på de personlige stræbender, som sammen
med livsnarrativerne vil have en organiserende effekt på forvaltningen af personlighedstræk. Dette
er i modellen præciseret med de små pileindtegninger. De opadgående og nedadgående store
pileindtegninger henviser til ‘tilknytning og etablering af fundamentet for narrativ tone’. Med
Fonagy et. al.’s affektbevidsthedsperspektiv uddyber vi begrebet narrativ tone. Vi vurderer, at
individets evne til at regulere og forstå sine affekter har betydning for den tone eller stemning, der
er til stede i individet. Tilknytningens karakter og måden hvorpå affektregulering og mentalisering
udvikles, mener vi, er vigtige elementer i den emotionelle grundstemning og tone, individet møder
verden med, og som dermed har betydning for dets relatering. Dermed kunne begrebet narrativ tone
med fordel omdefineres til f.eks. affekt-grundtone, idet en sådan grundtone kunne formodes at have
indvirkning både på individets personlighedstræk, de personlige stræbender samt og ikke kun, som
McAdams (1996, s.308) understreger, på den narrative fortælling.
Model 2: Den integrative forståelsesramme for personligheden (fra Tønnesvang, 2004, s.31).
24

Efter denne korte præsentation af de valgte teoretiske vinkler og deres indbyrdes forhold, vil vi nu
dykke ned i en dybere redegørelse heraf. Først uddybes de teoretiske vinkler bag den integrative
forståelsesramme, dvs. hhv. det dispositionelle niveau med udgangspunkt i trækteori, det
motivkonstitutionelle niveau med teorien om det firekonstitutionelle selv, det motivationelle niveau
med individets engagement i sine tilværelsesprojekter samt det narrative niveau, der tager
udgangspunkt i individets identitetsdannelse via fortælling(er). Efter redegørelsen af de 4 niveauer
behandles affektregulering og mentalisering med betydning for affektbevidstheden ud fra Fonagy
et. al.’s teori, hvilket munder ud i en sammenholdelse med de motivkonstitutionelle
selvkomponenter, da begge skal benyttes i analysedelen. Til sidst illustreres, hvordan disse
forskellige vinkler operationaliseres i de forskellige måleinstrumenter eller anvendes i analysen.
2.2 Det dispositionelle niveau
Niveau I the having side omhandler individets dispositionelle struktur, der bestemmes som basale
træk eller tendenser. Personlighedstræk har været diskuteret og undersøgt indenfor psykologien i en
årrække, men det er en udbredt antagelse blandt trækteoretikere, at personer besidder brede
dispositioner, hvor ud fra de handler konsistent i forskellige situationer, samt at der er individuelle
forskelle med hensyn til sådanne dispositioner (Hougaard, 1992, s.26). En række uafhængige
undersøgelser peger mod, at personlighedstræk lader sig indordne ud fra fem overordnede faktorer,
de såkaldte Big Five. Disse benævnes noget forskelligt teoretikere imellem, men følgende
betegnelser er der stort set enighed om (Hansen, 1999, s.6-7; Wiggins, 1996, s.1-13; Hougaard,
1992, s.26-30; Hansen, 2003, s.267-275):
Faktor I: Udadvendthed 12 , der måler graden, hvormed man er aktiv, selvhævdende, ambitiøs,
energisk, entusiastisk, udadrettet og snakkesalig.
Faktor II: Omgængelighed, der måler graden, hvormed man er omgængelig, tilgivende, generøs,
flink, nænsom, sympatisk og tillidsfuld.
Faktor III: Samvittighedsfuld, der måler graden, hvormed man er effektiv, organiseret, planfuld,
pålidelig, pligtopfyldende, resultatorienteret, ansvarlig og grundig.
Faktor IV: Emotionel ustabilitet, der måler graden, hvormed man er nervøs, ængstelig,
selvmedlidende, anspændt, pirrelig, ustabil, fjendtlig, sårbar og bekymret.
Faktor V: Åben for oplevelse/ Intellekt, der måler graden, hvormed man er artistisk, nysgerrig,
imaginativ (vs. logisk), indsigtsfuld, original samt bredden af ens interessefelt.
12 Vi har valgt danske betegnelser for overskuelighedens skyld.
25

Forskningen har de seneste årtier dokumenteret disse 5 overordnede faktorers robusthed.
Uafhængige undersøgelser har vist, at faktorerne er temporalt stabile og konsensuelt validerede,
udbredte i såvel dagligsprog som psykologiske teorier, universelle på tværs af alder, køn, race,
kultur og måleinstrumenter samt kan forudsige adfærd med rimelig stor sandsynlighed (McCrae &
Costa, 1996, s.58; Hougaard, 1992, s.28; McAdams, 1992, s.33). Der er dog noget usikkerhed
omkring den femte faktors betydning, hvor der bl.a. er kulturelle forskelle i vægtningen af hhv.
intellekt og åbenhedsaspektet heri (Larsen & Buss, 2002, s.290-291), og herudover har kritikere
indvendt, at andre faktorer såsom religiøsitet, spiritualitet og attraktivitet ikke kan indplaceres i Big
Five 13 (ibid., s.291-292).
Big Five har desuden en række centrale begrænsninger, hvilket indebærer, at den kan anskues som
en vigtig tilgang til personligheden men ikke som den integrative model af personligheden
(McAdams, 1996, s.329). Disse begrænsninger omhandler for det første, at Big Five udelukkende
koncentrerer sig om forskelle mellem mennesker, og derfor ikke i tilstrækkeligt grad karakteriserer
et individ. For det andet er modellen ikke nyttig i forhold til at forudsige specifik adfærd i
specifikke situationer, idet den opererer på et meget generelt analyseniveau med overordnede
kategorier. For det tredje er modellen en beskrivende taksonomi frem for dynamisk og forklarer
ikke, hvorfor den enkelte person placerer sig på trækdimensionerne, som han eller hun gør. For det
fjerde inddrager modellen ikke situationelle, kontekstuelle og historiske kontekster. Trækkene
forbliver konstante og ændres ikke af den specifikke kontekst. For det femte kaster modellen ikke
lys over den integrative og organiserende del af personligheden og for det sjette kan modellen
hævdes at give et kunstigt billede af ikke-eksisterende personer, fordi den er baseret på et statistisk
sammenkog af mange mennesker. Som sådan kan man hævde, at det giver et udvendigt billede af
personligheden eller som McAdams skriver ‘a psychology of the stranger’ (ibid., s.353).
Teorier og forskning omkring Big Five har en lang historie bag sig, men vi vil koncentrere os om
Saucier & Goldbergs (1996) tilgang hertil 14 , da denne imødekommer ovenstående begrænsninger på
den måde, at de taler om Big Five som en overfladekarakteristik og derved anerkender, at Big Five
er en overordnet beskrivende taksonomi. Saucier & Goldberg antager et leksikalt perspektiv i
forhold til Big Five, der bygger på, at typisk brugte ord refererer til det, som oftest er vurderet til at
have mening og værdi i en given kultur. Dette skal dog ikke ses på en naiv-realistisk måde i et 1:1
13 Trods forskernes uenighed om det specifikke indhold af de forskellige faktorer, holder vi os specialet igennem til de
her fremførte benævnelser og indhold. Vi vil dog nævne, at vi undrer os over, hvorfor ambitiøs hører under
udadvendthed og ikke under samvittighedsfuldhed, men vi vurderer, at denne diskussion hører hjemme i en kritik af Big
Five og ikke er relevant i denne sammenhæng.
14 Interesserede i et bredere billede og/eller historisk baggrund henvises til f.eks. Wiggins (1996) eller Digman (1990).
26

forhold, men skal i stedet ses moderat-realistisk, hvilket betyder, at leksikale repræsentationer ikke
er en ren refleksion af den objektive realitet men i de tilfælde, hvor de leksikale repræsentationer er
meget prominente, er sandsynligheden for objektiv reel reference høj (Saucier & Goldberg, 1996,
s.25-28). Saucier & Goldberg mener, at de fundne korrelationer for Big Five udelukkende er udtryk
for sammenfald, og at Big Five beskriver sider af den menneskelige personlighed frem for at
forklare personlighedens konsistens. Endvidere fremhæver de, at der er tale om attributter, der
refererer til individets fænotype frem for dets genotype.
Saucier & Goldberg har med et sådant udgangspunkt et knapt så reduktionistisk syn på Big Five
som f.eks. McCrae & Costa (1996), der er af den holdning, at personlighedstræk er biologisk
forankrede og at Fem-faktormodellen 15 forklarer personlighedskonsistens på tværs af tid og
situationer (McCrae & Costa, 1996, s.65-70). McCrae & Costa har udviklet en anerkendt og
velbenyttet målemetode kaldet NEO-PI-R til måling af Big Five, men vi har valgt en dansk udgave
af Saucier & Goldbergs leksikale checkliste som et af vores måleinstrumenter. Dette valg er taget,
fordi vi er enige i Saucier & Goldbergs hypotese om, at målingen viser beskrivende overflade
karakteristikker frem for at forklare personlighed, hvilket er i overensstemmelse med McAdams
kritikpunkter samt holdning omkring, at det er nødvendigt at inddrage flere niveauer i forståelsen af
personligheden.
2.3 Det motivkonstitutionelle niveau
Hensigten med Tønnesvangs (2004) tilføjelse af det motivkonstitutionelle niveau i McAdams
integrative forståelsesramme for personlighedsorganiseringen er som tidligere nævnt at skabe en
større sammenhæng niveauerne imellem ved at indsætte et ellers manglende led mellem niveau I the
having side og II the doing side.
Tønnesvangs almenpsykologiske teori om selvets rettetheder er en videreudvikling af Kohuts
selvpsykologi 16 , hvor han bl.a. tilføjer en ekstra selvkonstituent hertil. Ifølge Tønnesvang består
selvet af fire grundkonstituenter, der kan bestemmes som fire former af menneskelig rettethed og
som gennem opvæksten udvikles, omformes og integreres i et mere eller mindre veludviklet selv.
Disse vil i kraft af individets samspil med betydningsfulde andre udvikle sig til den drivkraft, der
ligger bag et menneskes stræben efter at skabe sin tilværelse på en personlig meningsfuld måde
15 McCrae &Costa benytter termen Fem-faktor model, hvor Saucier &Goldberg benytter Big Five. Vi benytter termen
Big Five, da det er sidstnævntes tilgang, der ligger til grund for valgte måleredskab i nærværende undersøgelse.
16 Kohuts bipolare selvteori tager udgangspunkt i individets intentionalitet og indeholder 3 konstituenter; grandiosekshibitionisme/polen
for ambitionsdannelse; idealiserende-voyeurisme/polen for værdi- og meningsdannelse samt
spændingsbuen, hvor evner talenter og færdigheder udvikles (Hansen, 2003, s.113).
27

(Tønnesvang, 2002, s.86-87). I fremvisningen og anvendelsen af Tønnesvangs teori er det
udelukkende de fire konstituenter, der redegøres for og ikke teorien i sin helhed. Disse fire
konstituenter vil blive gennemgået hver for sig, selvom de naturligvis i virkeligheden ikke kan
adskilles på en så kunstig måde. Efterfølgende fremhæves forståelsen af hhv. et modent selv og et
forstyrret selv og til sidst sammenholdes rettethederne med faktorerne i Big Five, dvs. nedadgående
i forståelsesrammen.
2.3.1 Selvets første konstituent: rettethed mod spejling af selvhævdelse og selvfremstilling
I denne første konstituent er der tale om en rettethed mod eller af noget, der hævder individets egen
individualitet. Denne rettethed vedrører individets optagethed af at fremstille sig selv som den,
han/hun er og betegnes som et selvhenførende intentio 17 . Det selvhenførende intentio fordrer
empatisk spejlende selvobjekter, der ser selvet ‘som det er’. Forældrene 18 skal kunne erkende
barnets følelser, så barnet kan lære følelserne at kende. Hvis ikke barnet har mulighed for at opdage
og delagtiggøre andre i sine følelser, kan de blive opfattet af barnet som forbudte sider ved sig selv,
der kan resultere i, at barnet isolerer disse følelser, hvorved der skabes en indre afstand og
selvfremmedhed. Det væsentlige er, at barnet opnår en bekræftelse af egne indtryk og følelser, idet
det så vil fornemme, at det er en part af en social verden, hvor man deler indre følelsesmæssige
stemninger. For at en person kan udføre en empatisk spejling og opfylde betingelserne for at være et
empatisk spejlende selvobjekt, kræver det, at vedkommende kan se og opleve det andet menneske
samt kan sondre imellem egne og andres følelser (Hansen, 2003, s.120-126).
Betegnelsen selvobjekt henter Tønnesvang fra Kohut, der definerer selvobjektet som objekter, der
bruges i selvets tjeneste, hvormed menes, at det er i stand til at tilfredsstille selvets behov, og
samtidig opleves selvobjektet som en del af selvet (Kohut, 2000, s.10). Tønnesvang ser selvobjektet
som både et subjektivt og et objektivt begreb, idet det hentyder til, at individet skal opleve faktisk
forekommende personer i dets omverden som selvunderstøttende, selvopløftende og/eller
udviklingsfaciliterende, for at man kan tale om, at disse får en egentlig selvobjektdimension
(Hansen, 2003, s.86-88). Tønnesvang argumenterer endvidere for, at det ville give mening at
reservere selvobjektbetegnelsen til de umodne forhold og anvende en selvsubjektbetegnelse, når der
17 Intentio svarer til selvets udadgående rettethed mod dets selvobjekter, og intentum svarer til selvobjekternes
indadgående rettethed mod selvets rettethed (Hansen, 2003, s.117).
18 Vi bruger betegnelsen forældrene/forælderen som en samlet betegnelse for alle barnets mulige omsorgspersoner.
28

er tale om de modne forhold 19 . Dette for at understrege, at man dermed kan indfange
nuanceforskellen på det begrebsmæssige plan mellem de forhold, hvor selvet kan se og rumme, at
selvobjektet er et subjekt i sig selv med egen indre intentionel karakter og emotionelle udtryk.
Dermed er personen ikke blot et objekt, en genstand til anvendelse for selvet til selvets egen fordel,
hvilket der er tale om i de umodne forhold (Kohut, 2003, s.211-213). Selvobjektbetegnelsen kan
forstås som et jeg-det forhold i Bubers terminologi, hvor selvsubjektbetegnelsen kan forstås som et
jeg-du forhold (Hansen, 2003, s.87; Buber, 1997, s.44-48).
2.3.2 Selvets anden konstituent: rettethed mod betydningsbærende andet og andre
Denne konstituent kan betegnes som et andenhenførende intentio, der retter sig mod
betydningsbærende andet og andre. Her er rettetheden et udtryk for menneskets stræben efter at
finde mening i tilværelsen, og i denne komponent sker dannelsen af værdier, mål og idealer. Det
føromtalte selvhenførende intentio retter sig mod dette andenhenførende intentio i forhold til nogle
indre pejlemærker eller idealiserede forestillinger. Samtidig kan der være tale om, at det
selvhenførende intentio retter sig ud mod de selvobjekter, der kan blive intentum for individet. Der
er dermed tale om en indre rettethed mellem selv- og andenhenførende intentio og en ydre rettethed,
hvor andre betydningsbærende selvobjekter bliver intentum. Et betydningsbærende selvobjekt kan
være en person, der skaber tryghed, og som kan rumme barnets følelser på samme måde som
selvobjektet ved den selvhenførende intentio, og yderligere kan det være af forbilledlig karakter,
hvor barnet får lov til at idealisere vedkommende. Barnet får her et andet omdrejningspunkt at måle
sig efter og sætte sin selvhævdelse i forhold til, og kan derigennem få et realistisk billede af sin
selvfremstilling og selvhævdelse.
For at kunne være et betydningsbærende selvobjekt, skal personen tilbyde sig som betydningsbærer.
Altså være en form for ‘skydeskive’ på godt og ondt, der kan vise barnet, hvilke muligheder, det
har. Samtidig kan det betydningsbærende selvobjekt også være en kompensation for et eventuelt
manglende selvobjekt i forhold til det selvhenførende intentio. Hvis der ikke har været gode
selvunderstøttende selvobjekter tilstede for barnet, kan de betydningsbærende selvobjekter
kompensere herfor, og barnet får dermed et alternativt forankringspunkt (Hansen, 2003, s.126-129).
19 Tønnesvang bevarer dog betegnelsen selvobjekt i sin gennemgang af de fire konstituenter. Vi anser opdelingen som
relevant og vil derfor i specialets analyse- og tolkningsdel sondre mellem selvobjekt og selvsubjektdimensionen for
netop at nuancere i forhold til modne og umodne forhold, men i den resterende teorifremstilling vælger vi at følge
selvobjektbenævnelsen.
29

2.3.3 Selvets tredje konstituent: rettethed mod fællesskab og samhørighed med ligesindede
I denne konstituent, det fællesskabshenførende intentio, er oplevelsen af vi-hed den væsentligste
komponent, dvs. den menneskelige stræben efter aktivt at forbinde sig og knytte bånd. Denne
konstituent er Tønnesvangs tilføjelse til Kohuts model. At opleve et fællesskab og være en del af
det stille samvær, hvor der ikke er noget mål udover blot at være sammen, er her centralt. I det stille
samvær etableres en basal tillid, som ligger til grund for senere udvikling af at være og føle sig som
en del af det fælles menneskelige. Dette fordrer samhørighedsskabende selvobjekter, der til forskel
fra de tidligere nævnte selvobjekter kræver en gensidig rettethed, hvor begge parter indgår i
samværet og fællesskabsoplevelsen. I det selvhenførende intentio er rettetheden ensidig, da selvet er
udgangspunktet for begges interesse. I det andenhenførende intentio er det den betydningsbærendes
udtryk, værdier mm. der er i fokus, hvormed rettetheden igen er ensidig. Det er altså kun i det
fællesskabshenførende intentio, at rettetheden er gensidig, og begge parter må bidrage hertil, hvis
der skal være tale om denne form for rettethed (ibid., s.142-144).
2.3.4 Selvets fjerde konstituent: rettethed mod mestring og kompetenceudvikling
Denne konstituent har en rettethed mod løsning af konkrete opgaver og udvikling af handlemæssige
og intellektuelle kompetencer. Endvidere er der i denne rettethed tale om en udvikling af
selvrefleksion, selvindsigt og selvforståelse. Hermed bliver den en rettethed mod de øvrige
konstituenter, og det er via mestringskonstituentens handleevner, dvs. de aktiviteter selvet udfører,
at indholdet i de øvrige intentionalitetskonstituenter realiseres. Mestringskonstituenten indeholder
dermed et gørens-element, hvor de andre tre konstituenter indeholder et værens-element (Hansen,
2003, s.153). Forskellen er også, at mestringskonstituenten har en kognitiv funktion, hvor de andre
hovedsageligt består af psykodynamiske og affektive komponenter (ibid., s.145-154). Til
mestringskonstituenten hører udfordrende selvobjekter, der kan beskrives som ‘optimalt
frustrerende medspillende modspillere’, dvs. personer, som individet kan diskutere med, få kritik af
på en konstruktiv måde og bruge som sparringspartnere (ibid.).
2.3.5 Tre eller fire konstituenter?
Bertelsen (1999, s.44-46) sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor der lige netop skal være fire
konstituenter i Tønnesvangs model og ikke blot tre og påpeger, at den tredje konstituent, det
fællesskabshenførende intentio med følelsen af vi-hed og fællesskab med andre, lige såvel kan være
en del af det andenhenførende intentio forstået på den måde, at når man idealiserer andre og spejler
30

sig i andre, får man netop følelsen af vi-hed og samhørighed. Endvidere stiller Bertelsen sig kritisk
overfor, om der overhovedet findes en ren oplevelse af fællesskab.
Vi er enige med Tønnesvang i, at en ren oplevelse af fællesskab og det stille samvær er muligt, da
vi tænker, at det er det, der kan forekomme i nære relationer som f.eks. forældre/barn relationen, når
forælderen ikke er ‘på spil’ med egne forventninger, idealiseringer og fantasier omkring, hvordan
barnet bør være eller om, hvordan man selv skal være som forælder. Dér hvor man blot er til stede i
nuet og er sammen om det, der er. Så vil barnet nok også indrette sig efter det stille samvær, og
følelsen af vi-hed vil opstå. Da samfundets forventninger til både mor og barn ofte er høje, kan
disse forventninger tænkes at skabe forstyrrelser i det fællesskabshenførende intentio og forhindre,
at det stille samvær bliver muligt. Der kan dermed opstå en mangelfølelse hos barnet, som det
senere ubevidst vil søge i kæresteforhold og kammeratlig omgang. Det kan være en af
forklaringerne på, hvorfor nogle personer i en gruppe er så fokuseret på at være som andre i
gruppen og ikke vil skille sig ud. På et ubevidst plan kan manglende samhørighedsskabende
selvobjekter, der medfører forstyrrelser i det fællesskabshenførende intentio dermed være grundlag
for, at gruppen bliver vigtigere for individet end selve individualitetsfølelsen, da individet søger at
kompensere for den mangelfulde følelse af vi-hed. Dermed kan de enkelte personer i gruppen
måske kun føle sig som noget eller nogen i og med gruppens eksistens. Vi finder denne sondring
interessant i forhold til vores undersøgelsesdeltagere, idet vi oplevede en stor gruppeidentifikation
og –følelse. I sammenhold med de informationer, vi fik i undersøgelsen omkring mor/barn-
relationen, mener vi at kunne se, at ovenstående betragtninger kunne være på spil. Vi fastholder
derfor tesen om fire frem for tre konstituenter og vender tilbage til dette i analysedelen.
2.3.6 Et modent selv og et forstyrret selv
Som det måtte fremgå af ovenstående, fører en vellykket udvikling af de fire grundformer af
rettethed til dannelsen af et sammenhængende og robust selv. Med et modent selv vil man have
fornemmelse af en indre sammenhæng samt af at være agent for egne initiativer og handlinger ud
fra de ambitioner og idealer, man har (Tønnesvang, 2002, s.87). Selvets tyngdepunkt i
selvorganiseringen kan relatere sig indenfor alle fire rettetheder, og der er ikke en bestemt rettethed,
som er den mest modne eller sunde form. Endvidere kan dette tyngdepunkt skifte fokus i takt med
individets udvikling, hvormed selvets strukturering er dynamisk og ikke fastlåst, dvs. et selv kan
forandre sig. Med et tyngdepunkt i det selvhenførende intentio vil individet være optaget af at
kunne give udtryk for sig selv og få bekræftelse af omgivelserne. Med et tyngdepunkt i det
31

andenhenførende intentio, vil individets optagethed i stedet være på de værdier, mål og forbilleder,
som det relaterer sig til. Med et tyngdepunkt i det fællesskabshenførende intentio vil oplevelsen af
samhørighed og fællesskab med andre være i fokus, og med tyngdepunkt i det mestringshenførende
intentio vil optagetheden handle om den egentlige arbejdsudfoldelse (Hansen, 2003, s.203).
Nedenstående model viser vores illustration af et modent selv om end i en noget forenklet form.
Selvhævdelse
og
selvfremstilling
Mestring og
kompetenceudvikling
Et modent
selv
Fællesskab og samhørighed
Model 3: Eksempel på et modent selv
Betydningsbærende
andet og andre
Hvis individet har en overdrevet fokusering indenfor et tyngdepunkt, kan dette i så fald
karakterisere en fordrejet optagethed indenfor det gældende intentio. Endvidere kan der være tale
om deciderede forstyrrelser i en af de fire intentionalitetskonstituenter, hvor dette vil manifestere sig
som forskellige former for udviklingsstandsning i selvets dannelse og derfor give udslag på
forskellig vis. Til forståelse for hvad der sker, når der er forstyrrelser i det selvhenførende intentio,
bygger Tønnesvang på Kohuts forståelse af horisontal- og vertikal spaltning (Kohut, 2000, s.164,
Hansen, 2003, s.169-171). Den horisontale spaltning i selvet blokerer for udviklingsbestræbelse, da
sider som selvfremstilling og selvhævdelse ikke er blevet anerkendt og mødt af individets
omgivelser. Disse sider er dermed blevet undertrykt og fortrængt hos individet selv. Den horisontale
spaltning resulterer i en strukturel forandring i psyken. Den vertikale spaltning skal forstås som en
kompenserende del, hvor individet i stedet for at udvikle et livløst, deprimeret og skamfuldt
selvdomæne, udvikler et forvrænget og urealistisk selvbillede. Med forstyrrelser i det
andenhenførende intentio har der ikke været tilgængelige betydningsbærende selvobjekter, der har
kunnet være et realistisk forbillede for barnet, hvormed udvikling af mening og værdisæt udebliver
eller besværliggøres. Udviklingen af modne idealer vil ikke blive realiseret, og individet vil forblive
afhængigt af idealiserbare selvobjekter. Individet er hermed udsat for fortsat at søge og være
32
Modellen skal indikere et modent selv
med tyngdepunkt i det selvhenførende
intentio, hvilket er illustreret med den
store pileindtegning. Tyngdepunktet kunne
lige så vel have været indenfor en af
de andre rettetheder og stadig have
karakter af et modent selv. De andre
rettetheder er eksisterende men er ikke i
fokus hos dette individ.

afhængig af andre, som det kan idealisere på en fordrejet og usund vis i forsøget på at fylde den
indre tomhedsfølelse ud, som er etableret grundet den manglende udvikling af menings- og
værdisæt. Med forstyrrelser i udviklingen af det fællesskabshenførende intentio vil oplevelsen af en
samhørighed med andre mennesker være mangelfuld, og der kan udvikles en ensomheds- og
isolationsfølelse samt en oplevelse af fremmedgørelse i forhold til andre. Ved forstyrrelser i det
mestringsrettede intentio vil der være forskellige former for mestringsproblemer, lærings-
vanskeligheder og manglende indsigt i egen formåen. Der har i sådanne tilfælde ikke været
tilgængelige udfordrende selvobjekter, der har givet støtte til udvikling af egne evner, talenter og
færdigheder (ibid., s.175-179). Karakteristisk for et forstyrret selv er, at det er forstyrret i en eller
flere af rettethederne, hvilket i praksis betyder, at det vil være bundet i umodne måder at relatere sig
til og forstå sig selv og andre på. Forstyrrelse i en rettethed vil ofte influere på de andre rettetheder,
idet disse bruges til at kompensere herfor. Vi har forsøgt at illustrere et eksempel på et forstyrret
selv i model 4, og et alvorligt forstyrret selv i model 5.
Selvhævdelse
og
selvfremstilling
Model 4: Eksempel på et forstyrret selv
Selvhævdelse
og
selvfremstilling
Mestring og
kompetenceudvikling
Et forstyrret
selv
Fællesskab og samhørighed
Mestring og
kompetenceudvikling
Et forstyrret
selv
Fællesskab og samhørighed
Betydningsbærende
andet og andre
Betydningsbærende
andet og andre
Model 5: Eksempel på et alvorligt forstyrret selv
33
Modellen skal indikere, at selvet er
forstyrret i det selvhenførende intentio,
hvilket er markeret med den røde
pileindtegning. De stiplede linjer
indikerer fragmentering i selvet, og
individet kompenserer for den manglende
anerkendelse i selvhævdelse og selvfremstilling
i hhv. det andenhenførende
og fællesskabshenførende intentio, der er
illustreret med længden på pilene. Det
mestringshenførende intentio er i dette
eksempel ikke i fokus.
Modellen skal illustrere, at struktureringsforstyrrelserne
optræder på samme
tid, hvilket er markeret med de røde pile.
Diagnostisk set vil et sådant individ følge
Tønnesvang (2003, s.89-90) befinde sig
et sted mellem psykose, borderline og
narcissistisk forstyrrelse, dvs. være karakteriseret
med en eller anden form for
personlighedsforstyrrelse.

Hvad der kendetegner hhv. et modent selv og et forstyrret selv er, at det modne og sunde selv er et
sammenhængende selv, hvor det er ‘selvnært’ og ikke ‘selvfremmed’. Individet har haft
tilgængelige selvobjekter, som har kunnet støtte det i dets rettetheder, hvormed individet ikke har
været nødsaget til senere på fordrejet vis at kompensere herfor. Individet har en moden rettethed
mod alle sine intentioer om end dette dog kan være i større eller mindre grad og rettethedernes
tyngdepunkt kan skifte i individets forskellige livsperioder. Individet føler sig som aktør i eget liv
og ikke som et fragmenteret hele, der ikke har indre kongruens. Et forstyrret og fragmenteret selv er
karakteriseret ved, at psyken er strukturelt inkongruent. Dette viser sig som forstyrrelser i et eller
flere af de fire konstituenter, hvor der ofte kompenseres herfor i andre konstituenter. Optræder alle
konstituenter forstyrrede på én gang, er selvet ifølge Tønnesvang (2003, s.89-90) alvorligt
forstyrret, og der er diagnostisk set tale om en grad af personlighedsforstyrrelse.
2.3.7 Selvets rettetheder og Big Five
Hensigten med sammenholdelsen af de motivationelle rettetheder og Big Five er at forbinde
niveauerne i den integrative forståelsesramme på det strukturelle plan. Tønnesvang (2004, s.28)
fremhæver, at det endnu ikke er empirisk afklaret, hvor direkte forbindelsen bør antages at være 20 .
Den første form for rettethed i Tønnesvangs teori, nemlig selvets selvhenførende intentio, der er en
rettethed mod eller af noget eller nogen, der hævder individets egen individualitet, sætter
Tønnesvang i forbindelse med Faktor I; udadvendthed i Big Five. Denne omhandler hvorvidt man
er aktiv, selvhævdende, ambitiøs, energisk, entusiastisk, udadrettet og snakkesalig. Det er ikke
sådan, at jo bedre udviklingen af det selvhenførende intentio har været, jo højere grad af
udadvendthed. Derimod må det forstås på den måde, at hvis der har været gode tilgængelige
empatisk spejlende selvobjekter til stede for individet, er der udviklet en sund individualitet med en
afbalanceret grad af udadvendthed, der passer til individet. Hvis der derimod har været forstyrrelser
i det selvhenførende intentio, kan det medføre, at individet f.eks. er overdrevet udadvendt, hvor det
netop er blevet den kompenserende del i selvet der, efter den vertikale spaltning er etableret,
handler for at kompensere for det tomme, skamfulde, deprimerede eller livløse selv. Enorm høj eller
lav udadvendthed kan derfor begge give et billede på forstyrrelser i det selvhenførende intentio
(Hansen, 1999, s.6-7; Hansen, 2003, s.267; Tønnesvang, 2003, s.92).
20 Tønnesvang har dermed blødt op for, at der, som han tidligere har argumenteret for (Hansen, 1999, 2003) og også er
blevet kritiseret for (Bertelsen, 1999), er en direkte sammenhæng mellem de enkelte faktorer i Big Five og selvets
rettetheder, til nu at sige, at der må være tale om et konstituerings/organiserings-logisk forhold.
34

Det andenhenførende intentio kan ifølge Tønnesvang relateres til Faktor III; samvittighedsfuldhed.
Denne faktor indbefatter, hvorvidt man er effektiv, organiseret, planfuld, pålidelig, pligtopfyldende,
resultatorienteret, ansvarlig og grundig. Disse egenskaber hænger sammen med ens grundlæggende
værdisæt, som udvikles i kraft af betydningsbærende selvobjekter. Har man ikke tilgængelige
betydningsbærende selvobjekter, kan man have en manglende vedholdenhed i forhold til
ovenstående og en manglende ansvarlighed overfor andre, hvormed man sandsynligvis vil score
lavt i denne faktor. Hvis det modsatte er tilfældet, at man søger kompenserende idealiserende
forbilleder, hvor man forbliver i en afhængighed og i en overdreven idealisering af andre, kan det
give udslag i form af en høj score på denne faktor trods det, at der ikke er tale om en sund form for
rettethed. Det understreger, at de enkelte scoringer skal ses i lyset af den selvorganisering, der er
gældende, og med tilbageblik på McAdams model støtter det op omkring, at det ikke er nok at
beskæftige sig med målinger af personlighedstræk (ibid., s.6-7; ibid., s.268-270; ibid., s.92).
Det fællesskabshenførende intentio kan ifølge Tønnesvang relateres til Faktor II; omgængelighed i
Big Five. Denne faktor vedrører, hvorvidt individet er omgængeligt, tilgivende, generøs, flink,
nænsom, sympatisk og tillidsfuld. Det betydningsfulde i denne rettethed er som tidligere nævnt
følelsen af vi-hed og en gensidig rettethed, hvor fællesskabet er den bindende kraft. Med et sundt
udviklet fællesskabshenførende intentio har man ikke behov for f.eks. selvhævdelse på andres
bekostning men kan være til stede i fællesskabet, som den man er uden at være bange for afvisning.
Men også denne faktor skal ses i sammenhæng med de andre faktorer samt i lyset af den dynamiske
selvorganisering. Hvis f.eks. individet kun er blevet anerkendt for sine flinke og sympatiske sider,
kan det betyde, at sider som vrede og raseri, som ethvert menneske også indeholder, er blevet
undertrykt og til sidst spaltet fra i en horisontal spaltning i selvet. I stedet kan resultatet blive en
overdreven flinkhed, der bliver den kompenserende del, som bliver fremmet i takt med udviklingen
af den vertikale spaltning, hvormed der er tale om selvfragmentering (ibid., s.6-7; ibid., s.270-271;
ibid., s.92). I sådanne tilfælde bliver man omgængelig på bekostning af egen selvintegritet.
Selvets mestringshenførende intentio kan sættes i forbindelse med Faktor V; åben for
oplevelse/intellekt. Faktoren måler, hvorvidt man er artistisk, nysgerrig, imaginativ, (vs. logisk),
indsigtsfuld og original samt bredden af ens interessefelt. Set i lyset af den mestringshenførende
intentio, hvor det ikke kun er indlæring men også indsigt i egen formåen, dvs. selvrefleksion, der
gør sig gældende, kan det måske være svært at se sammenhængen mellem de to komponenter. Men
35

som Tønnesvang fremhæver, er målingen af denne faktor ikke på intelligenskoefficient som sådan
men på, hvorvidt man er åben for oplevelser, hvilket kan forstås som både en indre og ydre form for
åbenhed (ibid., s.6-7; ibid., s.271-273; ibid., s.92).
Faktor IV; emotionel ustabilitet, der står for, hvorvidt man er nervøs, ængstelig, selvmedlidende,
anspændt, pirrelig, ustabil, fjendtlig, sårbar og bekymret, er ifølge Tønnesvang ikke en rettethed,
men derimod en grundstemning eller stemthed hos individet. Faktoren hænger sammen med graden
af sammenhæng i selvet, hvor en høj score kan være udtryk for en manglende sammenhæng. Som
Tønnesvang pointerer, behøver den høje score ikke nødvendigvis være et udtryk for dårlige
selvobjektforhold. Det kan også blot være et udtryk for, hvordan man som person rent faktisk er på
det konstitutionelle plan (ibid., s.6-7; ibid. s.273-274). Men en grundstemning med høj emotionel
ustabilitet set i sammenhæng med de andre faktorer kan give et billede af, hvordan individets
forskellige rettetheder tager sig ud, og hvor der eventuelt har manglet gode stabile selvobjekter.
Nedenstående model sammenfatter Big Five og selvets rettetheder, hvilket kan give et mere
dybtgående indblik i, hvordan individets selvorganisering tager sig ud.
Model 6: Sammenholdelse af selvets rettetheder og Big Five (fra Hansen, 2003, s.275).
36

2.3.8 Opsummering på det motivkonstitutionelle niveau
Tønnesvang beskæftiger sig med selvets fire motivationelle selvkomponenter, hvilke har form af
det selvhenførende, andenhenførende, fællesskabshenførende og mestringshenførende intentio.
Vha. selvunderstøttende, selvopløftende og/eller udviklingsfaciliterende selvobjekter, kan selvet
indfri de fundamentale behov for hhv. selvhævdelse og selvfremstilling, idealisering af
betydningsbærende andet og andre, fællesskab og samhørighed med ligesindede samt mestring og
kompetenceudvikling svarende til de fire intentioer eller rettetheder. Ved fravær af
selvunderstøttende, selvopløftende og/eller udviklingsfaciliterende selvobjekter kan der ske
forstyrrelser i selvets konstitution, og individet kan i sin rettethed og handlinger forsøge at
kompensere for de uopfyldte behov. De fire rettetheder kan sættes i relation til de førnævnte
personlighedstræk kaldet Big Five, og på denne måde kan der skabes større sammenhæng i
forståelsen af personlighedsorganiseringen.
2.4 Det motivationelle niveau
Niveau II bestemmes af McAdams som the doing side. Det motivationelle perspektiv indbefatter
personlige engagementer, strategier og planer, som sætter individet i stand til at løse forskellige
livsopgaver og opnå personligt meningsfulde mål i de forskellige kulturelle og sociale kontekster,
som vedkommende befinder sig i (McAdams, 1996, s.304). Der er her tale om et niveau, der
omhandler det, som individet har for med sit liv, hvilket med Bertelsens ord (2000, s.169-170)
svarer til, at individet er intentionelt engageret i sine tilværelsesprojekter, dvs. har et projekt for med
sin tilværelse på en for individet meningsfyldt og betydningsfuld måde. Et sådant engagement viser
sig ved, at mennesker organiserer og indretter deres tilværelse herefter i form af overordnede
handle- og oplevelsesmønstre (Bertelsen; 1994, s.12). M.a.o. er det individets organisering af
tilværelsen på en sådan måde, at tilværelsen her og nu får en bestemt udformning, der samtidig
åbner for ubestemte men mulige udformninger af fremtiden. På denne måde er der en nøje
sammenhæng mellem at være sig selv og have et tilværelsesprojekt (Bertelsen, 2000, s.183-184).
De fleste individer reflekterer ikke over deres tilværelsesprojekt hele tiden, og det meste af tiden
viser et sådant engagement sig som den tavse sociale og psykologiske rettethed i individets
handlinger, adfærd, tænkemåde og følelser. Engagementet viser sig i den måde, individet gør
tingene på og udtrykker sig, dvs. den måde, man tænker og taler om, føler for og vil noget med sig
selv og sin tilværelse på (ibid.)
37

De personlige stræbender hænger sammen med selvets grundkomponenter på niveau I½ på den
måde, at sidstnævnte i kraft af individets samspil med betydningsfulde andre vil udvikle sig til den
drivkraft, der ligger bag et menneskes stræben efter at indrette sin tilværelse på en personlig
meningsfuld måde (Tønnesvang, 2002, s.86-87). Dvs., grundformerne af rettethed er det, der ligger
bag individets personlige stræbender, og de former af rettethed, der er styrende for individet vil
afspejle sig i de personlige stræbender.
Vi fik et lille indblik i undersøgelsesdeltagernes personlige stræbender og tilværelsesprojekter
gennem interviewet, idet vi bl.a. spurgte til nutidige interesseområder og hensigter samt fremtidige
planer, mål og visioner. Vi fik dog ikke et udtømmende indblik i undersøgelsesdeltagernes
personlige stræbender. Til et sådant formål kræves konkrete, præcise analyser heraf, som vi grundet
tids- og ressourcemangel ikke havde mulighed for at udarbejde. Vi fik til en vis grad et indblik i, at
undersøgelsesdeltagerne måske kunne have uerkendte personlige stræbender, idet nogle af de
handlinger, de fortalte om, virkede til at være styret af andre underliggende motiver, ideer og
holdninger end det, de fortalte.
2.5 Det narrative niveau
Niveau III er the making side, hvilket karakteriseres som individets identitetsdannelse der skabes
gennem integrative livshistorier med fokus på identitetsdannelse via fortælling(er). Livshistorier er
et internaliseret og konstant udviklende narrativ af selvet, som trækker på en rekonstrueret fortid,
nutiden som fortælleren opfatter den samt den forestillede fremtid. Endvidere er livshistorien en
psykosocial konstruktion, forfattet af individet og dennes kultur, dvs. selvom livshistorien er
konstrueret af individet, har den samtidig sin konstitutive mening i kulturen (McAdams, 1996,
s.307). Uden dette niveau får man derfor ikke en forståelse for, hvordan og i hvilken grad individet
finder formål og mening i forhold til de samfundsmæssige muligheder og krav. Samtidig bidrager
livshistorien til organiseringen af niveau I, I½ og II, dvs. personlighedstræk, motivationelle
rettetheder og personlige stræbender, i en mere eller mindre stabil sammenhæng lokaliseret i en
given kulturel kontekst.
Individet forstår og præsenterer sig selv i biografiske termer ved at sammenkæde erindrede minder
og anden selvrelevant information til en livshistorie (Habermas & Bluck, 2000, s.750). Livshistorier
er på den måde den subjektive version af ens liv, dvs. fortalt, husket eller tænkt af individet og
38

udtryk for individets selvrepræsentation. Livsnarrativer er produkter af livshistorien og kan
defineres som en sammenhængende integration af elementer i livshistorien. De er baseret på
empiriske fakta men går samtidig udover disse med fantasifulde gengivelser af fortid, nutid og
fremtid med det formål at give livet mening og sammenhæng.
Narrative fortællinger er en bærende kraft i individets oplevelse af indre sammenhæng og identitet.
Trods en vis grad af oprigtighed i fortællingen kan identiteten være af mere eller mindre robust
karakter. Dette fordi individet kan vælge og fravælge dele af sin fortælling og dermed i varierende
grad være i kontakt med realiteten. Én bestemt fortælling kan dominere individets liv, hvor andre
fortællinger er blevet afskåret fra individets bevidsthed for netop at skabe en indre stabilitet.
Problemet herved er dog, at et sådant forsøg på at skabe stabilitet tendentielt vil føre til det
modsatte. Dette fordi den dominerende fortælling måske ikke kan rumme alle dele af selvet eller
den på et tidspunkt bliver begrænsende for individets livsudfoldelse. Det kan også være, at individet
selv får øje på, at den dominerende fortælling ikke stemmer overens med virkeligheden eller
individet oplever noget nyt, der ikke kan indlejres heri (Jørgensen, 2002, s.239). Dette kan
sidestilles med hhv. horisontal og vertikal spaltning, hvor den horisontale spaltning fortrænger de
fortællinger, der ikke stemmer overens med den herskende fortælling, og hvor der via den vertikale
spaltning kompenseres herfor ved at forsøge at opretholde indre sammenhæng i kraft af den
fortælling, der vægtes. Dermed kan narrativet hjælpe individet til at skabe indre stabilitet og
sammenhæng. Undersøgelsesdeltagernes narrative fortællinger fik vi indblik i gennem
interviewene, hvor vi bl.a. har spurgt til deres oplevelse af sig selv og deres liv som helhed.
2.6 Individets udvikling af affektbevidsthed
Efter at have gennemgået de fire niveauer i den integrative forståelsesramme for personligheden vil
vi nu redegøre for Fonagy et. al.’s affektbevidsthedsperspektiv. Der vil ikke blive redegjort for hele
teorien men udelukkende for de begreber, der har relevans i forhold til undersøgelsesdeltagernes
problematiske relateringer.
Fonagy et. al. (2004, 2003) beskriver individets normaludvikling med inspiration fra mange
psykologiske discipliner bl.a. psykoanalysen, neuropsykologi, kognitionspsykologi samt
indlæringsteori, og samtidig mener de, at deres teori har relevans indenfor det psykopatologiske
område, hvor de bl.a. giver et bud på ætiologien bag borderline personlighedsforstyrrelse. Teorien
beskrives indenfor en udviklingsmæssig ramme, hvor der argumenteres for, at barnet bevæger sig
39

fra en tidlig affektregulering og mentaliseringsevne med betydning for, hvordan det læser andres
‘minds’ 21 , til selvregulering og konstitueringen af et psykisk selv og en moden mentaliseret
affektivitet. Vi starter med at redegøre for etableringen af affektregulering og mentalisering.
Dernæst beskrives, hvordan disse to tilsammen kan konstituere den modne form for psykisk selv,
dvs. mentaliseret affektivitet. Herefter redegøres for det psykiske selv i en forstyrret form, og
slutteligt sammenholdes begreberne med de 4 selvkonstituenter på niveau 1½.
2.6.1 Udvikling af affektregulering
Udvikling af affektregulering sker gennem simpel og naturlig indlæring, hvormed evnen udvikles i
relationen med nære omsorgspersoner. Det nyfødte barn er ifølge Fonagy et. al. (2004, s.24-36)
udstyret med visse primære emotioner men har ikke en kognitiv bevidsthed herom og har derfor
også kun rudimentære måder at regulere disse på såsom at vende sig væk fra overarousing stimuli.
Fonagy et. al. mener, at der allerede fra fødslen dannes et affektivt kommunikationssystem mellem
forælder og barn, og forælderen har fra starten en afgørende betydning i forhold til at regulere
barnets emotionelle tilstand. Affektregulering i denne tidlige fase udføres derfor primært af
forælderen, der læser barnets automatiske emotionelle udtryk og handler i forhold hertil med
passende affekt-modulerende respons (ibid., s.154). Affekt-spejling er en variation af sådanne
affektive udvekslinger og defineres som “the parent’s use of facial and vocal expression to
represent to the child the feelings she assumes him to have in such a way as to reassure and calm
rather than intensify his emotions” (Fonagy et. al., 2004, s.8). Begrebet ligner imitation, men
adskiller sig herfra ved, at barnet ved imitation kun kan vide, at forælderen har opfattet, hvad barnet
gjorde, idet forælderen har reproduceret den samme ydre adfærd. Men barnet har herudfra ingen
grund til at antage, at forælderen også oplever den samme følelsestilstand, som har givet anledning
til den ydre adfærd. Imitation er derfor ikke nok til, at der sker en affektiv og intersubjektiv
udveksling, idet imitation ikke henviser til den indre tilstand men i stedet fastholder
opmærksomheden på de ydre adfærdsformer (ibid., s.150-151) 22 .
Barnet som søger efter en måde at håndtere emotionelt ubehag på, finder i forælderens affektive
respons en repræsentation af sin egen mentale tilstand, som barnet kan internalisere og bruge som
21 Vi har valgt at bruge det engelske udtryk ‘mind’, idet dette begreb dækker over så forskellige indhold som sjæl,
indstilling, sind, tanker, psyke og forstand, og vi mener ikke, at noget dansk begreb dækker disse lige så godt.
22 Stern (2000, s.190-198) foreslår begrebet affektiv afstemning som en udvekslingsform, hvor igennem barnet kan
opleve en intersubjektiv deling, idet forælderen omarbejder en hændelse udført af barnet på en sådan måde, så det retter
opmærksomheden mod den følelseskvalitet, der ligger bag barnets adfærd. Affektiv afstemning og affekt-spejling ligner
hinanden men adskiller sig for os at se ved, at der ved førstnævnte er tale om en øget opmærksomhed mod barnets
følelser, mens sidstnævnte også medvirker til at udvikle en regulering af egne følelser hos barnet.
40

en affektregulering (ibid., s.42). Det sker på den måde, at den gentagende præsentation af en ydre
ansigts- og vokal refleksion af barnets affektive udtryk medfører, at der i barnet sker en gradvis
sammenkædning mellem dets automatiske emotionelle udtryk og forældrenes refleksion. Når barnet
opfatter forælderens affekt-spejlende emotionelle udtryk, vil det mere eller mindre ubevidst
sammenkæde egne responser med forælderens. Dette sker både bagud i tid, dvs. barnet vil
efterhånden identificere hvilke af dets indre og adfærdsmæssige responser, der var forudgående for
forældrenes affekt-spejlende udtryk men samtidig også forud i tid, dvs. barnet vil efterhånden
identificere graden af forudsigelig kontrol, som det oplever at besidde i og med, at dets egne
affekter genspejles hos forælderen (ibid., s.161-169). På denne måde øges barnets opmærksomhed
mod indre stimuli og sætter det i stand til at opfatte og repræsentere og senere regulere bestemte
emotionelle tilstande. De udviklingsmæssige processer, der leder til en øget følsomhed og
kategorisering af indre emotionelle tilstande sker på denne måde som en funktion af forældrenes
affekt-spejling 23 . På baggrund af en vellykket affekt-spejling etablerer barnet en anden-ordens
repræsentation af affekt-tilstande, dvs. kan fastholde billedet af den trøstende reaktion fra forælder
til trods for dennes fravær (objektkonstans), hvilket skaber grobund for fastholdelse af reaktionen
og derved yderligere affektregulering og impulskontrol samt mentaliseringsevne (ibid.).
Den gradvist øgede forståelse og tolkning af forælderens affekt-spejlende adfærd har flere
væsentlige konsekvenser for barnets affektregulering; 1) forælderens affekt-spejling har en
trøstende funktion, dvs. nedsætter frekvens og intensitet af barnets negative emotionelle tilstande,
hvilket efterhånden fører til barnets egen regulering af negative emotioner, 2) barnet oplever en
kausal virkning i forhold til at kontrollere og frembringe forælderens affekt-spejling. Opdagelsen af
en sådan kontrolfølelse skaber en positiv tilstand i barnet og reducerer dermed den negative
emotionelle tilstand samt 3) barnet oplever sig selv som en aktiv kausal agent, og får dermed en
oplevelse af sig selv som selv-regulerende (ibid., s.172-179).
2.6.2 Udvikling af mentalisering
Evnen til mentalisering kalder Fonagy et. al. (2004; Fonagy & Target, 1997) også for refleksiv
funktion, der betegnes som evnen til at forestille sig mentale tilstande i andre. Dette svarer ifølge
Fonagy et. al. (ibid.) til begrebet ‘theory of mind’, og har betydning for individets subjektivitet, idet
23 Fonagy et. al. (2004., s.176-178) mener, at barnet lærer, hvordan forælderens affekt-spejling referer til dets eget
emotionelle udtryk og ikke til forælderens, ved at forælderen markerer det spejlede udtryk. Dette markerede
affektudtryk er dog tilpas overensstemmende med barnets eget følelsesmæssige udtryk til, at barnet kan genkende
emotionen bag.
41

der via fornemmelse og forståelse for andres ‘minds’ skabes fornemmelsen for egen ‘mind’.
Udviklingen af den refleksive funktion eller evnen til mentalisering sker hovedsageligt gennem
affekt-spejlingen, hvor forælderen spejler barnets følelser og tanker. At udforske meningen i andres
handlinger er ifølge Fonagy et. al. forgænger for barnets evne til at identificere- og finde mening i
egne psykologiske oplevelser. Forælderen attribuerer eller tilskriver barnet intentionalitet allerede
fra fødslen både verbalt og nonverbalt samt bevidst og ubevidst. Endvidere fasciliterer forælderen
udviklingen af mentaliseringsmodeller ved at tillægge barnet ideer, følelser og ønsker som
determinerende for dets handlinger (Fonagy et. al., 2004, s.53). Dvs., forælderen behandler barnet
som en mental agent, og forælderens evne til at observere øjebliksændringer i barnets mentale
tilstand er på denne måde kritisk for udviklingen af en mentaliseringsevne. Dermed er
tilknytningskvaliteten ifølge Fonagy et. al. af betydning for udviklingen af mentaliseringsmodeller.
Det lille barn opererer ifølge Fonagy et. al. (2004, s.260-293) generelt i psykisk ækvivalens tilstand,
hvor tanker ikke erkendes som repræsentationer men i stedet som direkte replikationer af
virkeligheden og konsekvent som sande. Barnet har ikke mental kapacitet til at forstå den
umiddelbare repræsentationelle natur af tanker og følelser og forventer, at dets indre verden
korresponderer med den ydre verden. Barnet har behov for at fastholde ækvivalensen mellem indre
psykiske oplevelser og ydre fysisk realitet, og opfører sig som om dets tanker direkte reflekterer den
virkelige verden (ibid.). Psykisk ækvivalens referer derfor til en primitiv form for psykisk realitet,
hvor indre mentale tilstande som tanker, følelser og fantasier sammenblandes med og opleves som
virkelighed og ikke som repræsentationer af virkeligheden. Efterhånden tilegner barnet sig pretend
tilstand, hvor det i nogle situationer godt kan forestille sig ting, dvs., det kan godt frigøre
repræsentationer fra deres referenter og tillade, at disse frigivne repræsentationer bliver
modificerede og derved skabes en mere fleksibel tankegang (ibid., s.257-270).
Mellem fjerde og femte leveår bliver psykisk ækvivalens og pretend tilstandene normalt integreret,
hvorved en mentaliseret tilstand af psykisk realitet etableres (ibid., s.26). Dette skal ikke opfattes
som et trin, der overstås i 4-5-års alderen men er en livslang udviklingsproces. Barnet begynder at
opfatte, at ting ikke altid er, hvad de ser ud til, og at der bag samme ydre virkelighed kan ligge
forskellige indre oplevelser af virkeligheden. Med denne nye måde at tænke om sine oplevelser på
kan barnet forstå, at egen og andres adfærd kan forstås ud fra mentalistiske modeller, dvs., barnet
har en begyndende refleksiv kapacitet (Fonagy et. al., 2004, 1997). For at opnå denne integration og
derved skabe psykisk realitet behøver barnet ifølge Fonagy et. al. (2004, s.266) gentagende
42

erfaringer med, at dets oplevelser repræsenteres i forældrenes ‘mind’. Barnet har derfor brug for en
voksen, der vil ‘spille med’, så barnet kan se sin fantasi, tanke eller følelse repræsenteret i den
voksnes ‘mind’, reintrojicere denne og bruge den som repræsentation for egen tænkning. Denne
andenordens-repræsentation af tilstanden er korresponderende - men ikke ækvivalent med
tilstanden. På denne måde bruger barnet forældrenes repræsentation af dets egen indre oplevelse
som grobund for udviklingen af mentalisering. Gradvist bliver barnet i stand til at fastholde en
mental tilstand selv og har derved internaliseret processen. Dette skaber grobund for yderligere
affektregulering og mentalisering.
Integrationen af psykisk ækvivalens og pretend tilstande er ifølge Fonagy et. al. (2004, s.263-265)
væsentlig for barnet af flere grunde. 1) Der medfølger kontinuitet i oplevelsen af selvet, fordi barnet
nu kan skelne mellem indre oplevelse og ydre realitet, og derfor ikke på et ubevidst plan bliver nødt
til at tilpasse sine indre oplevelser til de ydre omstændigheder. 2) Det udstyrer barnet med en evne
til at se menneskers handlinger som meningsfulde ved, at barnet nu er i stand til at attribuere tanker
og følelser. 3) Det tillader en distinktion mellem indre oplevelse og ydre realitet, hvilket medvirker
til, at barnet forstår, at selvom nogle mennesker opfører sig på en bestemt måde, behøver det ikke
betyde, at tingene altid er sådan. Integrationen af de to tilstande udstyrer dermed barnet med en
form for robusthed. 4) Uden en klar repræsentation af den mentale tilstand hos andre bliver
kommunikationen meget begrænset. 5) Endelig og måske mest vigtigt kan mentalisering hjælpe
individet til at opleve en højere grad af intersubjektivitet.
I takt med udviklingen af affektregulering og mentalisering udvikles et sundt selv med en moden
mentaliseret affektivitet. Begrebet henviser til en mere sofistikeret form for affektregulering, der er
blevet transformeret gennem udviklingen af mentalisering. Hvor affektregulering henviste til en
justering og regulering af affektive tilstande, henviser mentaliseret affektivitet til, at affekterne
bruges til at regulere selvet, og angår den subjektive mening af egen og andres emotionelle tilstand
(Fonagy et. al., 2004, s.435-437). Gennem mentaliseret affektivitet får individet en subjektiv
forståelse af sammenhængen mellem bevidstheden om affekt, og hvordan denne opleves, så det
føles meningsfuldt, dvs. en subjektiv sammenhæng mellem første- og andenordens-repræsentationer
af affekter. Der sker dermed en integration af affekter og kognition. Det modne selv har udviklet
affektregulering og mentalisering og har evnen til mentaliseret affektivitet.
43

2.6.3 Det fremmede selv og projektiv identifikation
Et fremmed selv udvikles ved en usensitiv eller mangelfuld affekt-spejling, da barnet ikke kan finde
sig selv i forælderens mind, som det ellers normalt sker ved en god og afstemt affekt-spejling.
Affekt-spejlingen kan f.eks. forløbe skævt på den måde, at forælderen tilbagespejler et
overvældende emotionelt udtryk tilbage til barnet, f.eks. pga. at forælderen er usensitiv eller
uforstående overfor barnets følelser, og barnet bliver tvunget til at internalisere repræsentationen af
forælderens udtryk som en del af sig selv. I sådanne tilfælde forbliver denne internalisering
fremmed og usammenhængende i selvstrukturen 24 . Dette underminerer ikke blot barnets mulighed
for at skabe en autentisk sekundær repræsentation af emotionen men underminerer også barnets
fornemmelse af grænsen mellem selv og andre. Endvidere kan denne proces medføre en mangel på
korrekte andenordens-repræsentationer, hvilket betyder fejl i barnets refleksive funktion eller evne
til mentalisering. Det kan bl.a. betyde, at barnet oplever fragmentering og ustabilitet i selvet samt
har en utilstrækkelig forståelse af andres ‘mind’ (Fonagy et. al., 2004, s.356-359; ibid., 1997). En
stabil selvfornemmelse skaffes herefter på en illusorisk facon ved at projicere det fremmede selv ud
på andre. Herudover kan der ske en regression til ikke-mentalistisk tænkning, på den måde at, når
der er mangel på tilpasset spejlende udtryk i tilknytningskonteksten, kan det resultere i en
udifferentieret indre tilstand, dvs. i en manglende opmærksomhed på indre emotionelle selvstadier
samt kan resultere i en tendens til at forveksle mentale tilstande med ydre realitet. Med andre ord
kan dette føre til en udviklingsmæssig standsning på niveauet for psykisk ækvivalens (ibid., s.300-
301). En tredje konsekvens af mangel på andenordens-repræsentationer kan være en dårlig affektiv
impulskontrol, dvs. mangelfuld eller destruktiv affektregulering. Forfejlet spejlende udtryk i form af
overvældende emotionelle udtryk hos forælderen kan dermed føre til eskalering frem for
modulering af barnets negative emotionelle tilstand. Et sådant tilknytningsmiljø kan medføre, at
barnet ikke udvikler en evne til at udtrykke sine emotioner som middel til selvregulering, hvilket
kan resultere i seriøse problemer i forhold til impulskontrol (ibid.).
Affektspejlingen kan også være inkongruent, hvor emotionen hos barnet er misforstået af
forælderen. Idet det spejlende udtryk således ikke stemmer overens med barnets aktuelle følelse, vil
24 Det tidlige fremmede selv er en del af alle individer, idet forbigående tilsidesættelse af barnet er normalt i enhver
opdragelse (Fonagy et. al., 2004, s.11). Som mentalisering og affektregulering udvikles vil det fremmede selv blive
vævet ind i selvet og ‘hullerne’ dækkes. De dele af selvrepræsentationen, der ikke har rødder i selvstrukturen bliver
integreret i et efterhånden stort set sammenhængende selv gennem evnen til mentalisering. Problemet er, når det
fremmede selv på vedvarende vis forbliver som en ‘ond del’ i selvet og dermed ikke væves ind i ‘hullerne’ i selvet.
44

den andenordens-repræsentation, der dannes, blive forstyrret. Barnet vil misnavngive eller misforstå
den primære emotionelle tilstand, og repræsentationen vil ikke som ellers have en nær tilknytning
til den underliggende emotionelle tilstand, hvorved denne heller ikke kan reguleres effektivt. Selvet
vil herefter føles tomt, fordi det reflekterer aktiveringen af andenordens-repræsentationer af
affekter, som mangler korresponderende sammenhæng med det konstitutionelle selv. Forstyrrelser
eller mangler i internaliserede repræsentationer af selvtilstande efterlader barnet og senere den
voksne med følelser, som er unavngivne og forvirrende. En måde at skabe mening på kan være ved
at internalisere repræsentationer af andres emotionelle tilstand (ibid., s.419), mens en anden måde
kan være via splitting af selvets repræsentationer af andre. Når der i tilknytningen er
uforudsigelighed og angst, splitter selvet sine indre billeder af den andens identitet i forsøget på at
skabe en større forudsigelighed i hhv. et idealiseret og devalueret billede. Men det bliver en
forvrænget virkelighed, da billederne gensidigt udelukker hinanden (ibid., s.364-365).
Det fremmede selv kan dermed tage en fordrejet form, hvis mentalisering og affektregulering ikke
udvikles normalt men i stedet fremtræder i en forstyrret form på den ene eller den anden måde. Med
en usensitiv eller misafstemt affekt-spejling forbliver internaliseringen af forælderen fremmed og
usammenhængende i forhold til selvstrukturen, og dette fremmede selv opleves som en trussel mod
den indre stabilitet og får karakter af en ‘ond del’ i selvet. Individet har derfor ifølge Fonagy et. al.
behov for konstant at eksternalisere ‘den onde del’ af dette fremmede selv ud på andre i form af
projektiv identifikation (ibid., s.419-421).
Projektiv identifikation forekommer, hvor en person anvender en anden person til at opleve og
rumme en side af sig selv, som vedkommende ikke selv kan rumme. Senderen har det ubevidste
ønske at skille sig af med en truende del af sig selv og derpå deponere og kontrollere denne del hos
den anden. Gennem interaktionen presses modtageren til at tænke, føle og handle på en måde, der
svarer til de udstødte følelser og de selv- og objektrepræsentationer, som indgår i den projektive
identifikation (ibid.). Dvs., barnet forsøger at projicere de fremmede elementer ud på sine
tilknytningspersoner for at generere sammenhæng i selvet. Ved at opfatte disse fremmede elementer
som tilhørende andre selv’er, normalt forælderens, får barnet dækket sit behov for at opleve sit selv
som sammenhængende og den fremmede del af sin selvstruktur som udenfor sig selv. Så længe den
internaliserede del projiceres ud, oplever selvet en midlertidig (men også illusorisk) følelse af
kontrol og sikkerhed (ibid., s.358-359). De ovennævnte problemstillinger korresponderer ifølge
Fonagy et. al. (ibid., s.359-367; Fonagy, 2003) med borderline personlighedsforstyrrelsens
45

symptomatologi, der er karakteriseret ved bl.a. en ustabil selvfornemmelse, impulsivitet, emotionel
ustabilitet og irritabilitet, ustabile relateringer samt forsvarsstrategierne projektiv identifikation og
splitting. Alle forklares de som konsekvenser af forfejlet affekt-spejling medførende mangelfuld
mentalisering og affektregulering som beskrevet ovenfor.
Den projektive identifikatoriske proces bliver især problematisk i ungdommen, hvor der sker en
naturlig øget separation fra forældrene. I og med denne separation kan det fremmede selv ikke
længere i samme grad projiceres ud på forældrene i interaktion med disse. Den unge, som har en
sikker følelse af sammenhæng i selvet kan bedre indgå i nye relationer og tolerere fysisk separation
og løsrivelse fra forældrene, hvorimod den unge med et ustabilt og usammenhængende selv, som
ikke længere har mulighed for hele tiden at projicere dele af selvet ud, oplever at miste en følelse af
indre sammenhæng i og med separationen fra forældrene (ibid., s.321). Vi vurderer, at den
projektive identifikatoriske proces i høj grad er undersøgelsesdeltagernes relateringsform overfor de
jævnaldrende, der ikke bliver oplevet som værende en del af fællesskabet. Projektiv identifikation
bliver derved et af analysebegreberne til forståelse af undersøgelsesdeltagernes problematiske
måder at relatere sig til andre på.
2.6.4 Opsummering på individets udvikling af affektbevidsthed
Fonagy et. al. beskæftiger sig med udvikling af barnets evne til at regulere sine emotioner samt evne
til at skelne mellem egne og andres tanker, forestillinger og fantasier. Disse evner udvikles i
tilknytningen, hvor barnet i kraft af forælderens affekt-spejling tilegner sig affektregulering samt
mentaliseringsevne. Det sunde selv, hvor der er dannet en sund udvikling af affektregulering og
mentalisering medvirker til en fornemmelse af selvsammenhæng og selvregulering. Det betyder, at
individet møder verden og andre mennesker med stabile affektive responser i forhold til sig selv og
sine indre følelser og behov. Hvis affekt-spejlingen har karakter af enten overvældende eller
inkongruente spejlinger kan barnet tvinges til at internalisere et fremmed selv i form af forælderens
emotionelle udtryk, og i et forsøg på at skabe en (illusorisk) fornemmelse af sammenhæng i selvet
kan relateringsformen have karakter af projektiv identifikation, hvor ‘den onde del’ af det fremmede
selv eksternaliseres. Det betyder, at individet møder verden med uregulerbare affektive responser og
en manglende evne til at læse andres ‘minds’. Samlet set kan det dermed forstås på den måde, at
evnen til at affektregulere og mentalisere implicerer individets evne til at indgå i relationer, idet at
give udtryk for egne følelser og behov samt forstå disse hos andre har betydning for muligheden for
at være autentisk til stede i sine relationer.
46

2.7 Sammenholdelse af de motivationelle rettetheder og affektbevidsthedsperspektivet
Vi vil nu se de valgte dynamiske perspektiver; dvs. de motivationelle rettetheder og
affektbevidsthedsperspektivet i lyset af hinanden og derved konkretisere, hvorledes disse kan
supplere hinanden som analyseredskab i forhold til de empiriske resultater.
Fonagy et. al.’s begreb om affekt-spejling med udvikling af affektregulering og mentalisering hører
hjemme under den første konstituent i Tønnesvangs teori, det selvhenførende intentio, hvori
empatisk spejlende selvobjekter har indflydelse på udvikling af individets selvfremstilling og
selvhævdelse. Forskellen er imidlertid, at Fonagy et. al. tager et spadestik dybere og forklarer,
hvordan spejlingens detaljer kan tage sig ud. Dette ved, at der i spejlingen indlejres den føromtalte
regulerende effekt, hvormed barnet tilegner sig evnen til at kunne regulere egne følelser. Dette
aspekt er ikke udfoldet i Tønnesvangs beskrivelse, men er ikke i modstrid med teorien og kan
derved fint gå i tråd med og nuancere den spejling, der udføres af selvets empatiske spejlende
selvobjekter.
Som tidligere anført har Tønnesvang præciseret nødvendigheden af at skelne mellem selvobjekt og
selvsubjektdimensionen, hvor førstnævnte ifølge Tønnesvang udelukkende skal beskrive de umodne
forhold og sidstnævnte skal reserveres til de modne forhold. Denne sondring giver mening, og kan
sættes i relation til Fonagy et. al.’s forståelse af mentaliseringsbegrebet. Hvis der er tale om et
selvobjekt forhold, kan det ud fra Fonagy et. al. beskrives på den måde, at der ikke er udviklet
tilstrækkelig mentalisering. Individet har ikke forståelse af, at andre har bagvedliggende mentale
tilstande med intentioner og følelser, der er forskellig fra det selv, og at der bag andres handlinger
kan være forskellige mentale tilstande. Dette er netop, hvad Tønnesvang fremhæver, er forskellen
mellem hhv. selvobjekt og selvsubjekt betegnelsen. Dermed bliver mentalisering en forudsætning
for selvsubjektforholdet. Denne sondring anvender vi i analysen og sammenkæder dermed
begreberne på denne måde. Vi viderefører hermed Tønnesvangs idé omhandlende at skelne mellem
selvobjekt og selvsubjekt begreberne, da vi i forhold til undersøgelsesdeltagernes problematikker
finder den egnet i sidestillingen med Fonagy et. al.’s mentaliseringsbegreb. Den horisontale og
vertikale spaltning indenfor det selvhenførende intentio kan ses i overensstemmelse med Fonagy et.
al’s fremmede selv på den måde, at den vertikale spaltnings oppustede og forvrængede selvbillede
er et udtryk for ‘den onde del’ af det fremmede selv.
47

2.8 Sammenhæng mellem den teoretiske rammeforståelse og den empiriske undersøgelse
Vi har med inspiration fra hhv. McAdams (1996) og Tønnesvang (2004) samlet de ovenstående
teoretiske perspektiver i en overordnet model. Hensigten med vores model er at integrere specialets
teoretiske fundament og de metodiske resultater fra den empiriske undersøgelse 25 . Modellen skal
forstås som en oversigtsmodel over de enkelte niveauer og begreber, der enten anvendes som
baggrund for operationalisering i forhold til måleinstrumenter eller som redskaber, hvorudfra vi
analyserer og tolker det empiriske materiale:
Niveau III
Semistruktureret
Livsverdensinterview,
Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y
Niveau II
Semistruktureret
Livsverdensinterview
Niveau I½
Dynamisk analyseredskab
Niveau I
Fem-Faktor-Checkliste
Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y
Model 7: En integrativ teoretisk og metodisk model til forståelse af personligheden.
25 Vi har i selve undersøgelsen anvendt tre måleinstrumenter, der kort nævnes her men uddybes i selve metodedelen.
48
Livsnarrativer og identitet
Fortællinger
Personlige stræbender
Selvets tilværelsesprojekter
Selvets konstituering
Motivationelle rettetheder
Personlighedstræk
Big Five
Dynamisk analyseredskab:
Tilknytningens betydning for
Affektregulering og mentalisering

Modellen har i overensstemmelse med McAdams forståelsesramme på det nederste niveau de
basale tendenser dvs. personlighedstræk med udgangspunkt i Big Five. Vi har i nærværende
undersøgelse som tidligere nævnt anvendt en dansk leksikalsk tjekliste kaldet Fem-Faktor-
Cheklisten, der netop bygger på Big Five, og som dermed indfanger personlighedstræk på niveau I.
Endvidere anvender vi spørgeskemaet, Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, der også måler
personlighedstræk og dermed på samme vis har sin plads på det nederste niveau men også på niveau
III, idet vi vurderer, at dette skemas resultater til dels afspejler individets selvrepræsentation, hvilket
uddybes senere. Med det semistrukturerede livsverdensinterview har vi forsøgt at indfange
undersøgelsesdeltagernes forståelse af sig selv, deres fortællinger og livsverden, hvormed disse
informationer hører hjemme i modellens niveau III. De få informationer vi har omkring
undersøgelsesdeltagernes personlige stræbender på niveau II er ligeledes indfanget i det
semistrukturerede livsverdensinterview. Niveau I, II og III i modellen har vi således direkte
undersøgt ved hjælp af forskellige undersøgelsesinstrumenter.
Begreberne der hører hjemme på niveau I½ samt begreberne indenfor affektbevidsthedsperspektivet
vil blive anvendt som analyseredskaber, idet disse er dynamiske tilgange, der kan medvirke til en
uddybende forståelse af resultaterne fra ovennævnte måleinstrumenter. Udviklingen af
affektbevidsthed har betydning for alle niveauerne i forståelsesrammmen, hvilket er illustreret med
de store opadgående og nedadgående pile. Idet vi har måleinstrumenter, der måler på de 3 niveauer i
McAdams integrative forståelsesramme og ydermere anvender de nævnte analytiske og dynamiske
begreber, får vi en dybere forståelse for undersøgelsesdeltagernes personlighedsorganisering.
Del III: Metode
Denne del af specialet omhandler først en præsentation af undersøgelsesdeltagerne, hvorefter
måleinstrumenter samt undersøgelsesproceduren beskrives. Efterfølgende fremføres resultaterne fra
de forskellige måleinstrumenter, og dette følges op i en videre diskussion i forhold til niveauerne i
den integrative forståelsesramme, hvorunder de forskellige resultater sammenholdes.
49

3.1 Undersøgelsesdeltagerne
Vi rekrutterede 8 piger fra en ungdomsklub et sted i Århus. Alle var 13-18 år, og
gennemsnitsalderen var 15 år. Pigerne var blevet udvalgt af en pædagog på stedet, der angav, at de
alle enten har været voldelige eller har været til stede under voldelige episoder foretaget af
jævnaldrende. De har dermed alle personligt kendskab til volden i lokalområdet. Alle piger gav
deres frivillige samtykke til deltagelse og skrev under på en skriftlig kontrakt angående deres
anonymitet, vores ret til at bruge oplysningerne i specialet samt begge parters ret til at kontakte
hinanden efterfølgende 26 . Pigerne er blevet tildelt bogstaverne A-H for at sikre deres anonymitet.
To af pigerne var ikke af dansk herkomst, men begge havde dog boet i Danmark det meste af deres
liv og var derfor bekendt med den danske kultur.
3.2 Måleinstrumenter
De valgte måleinstrumenter var hhv. spørgeskemaerne; Fem-Faktor-Checklisten, Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y samt et semistruktureret livsverdensinterview svarende til en
operationalisering af den integrative forståelsesrammes niveau I, II og III.
Da vi havde en formodning om, at pigerne opretholder flere facader eller ansigter udadtil, og vi
vidste, at vores interviewerfaring muligvis ikke var stor nok til, at vi kunne trænge igennem disse,
så vi det som en fordel at have både spørgeskemaer samt kvalitativt interview. Dette fordi vi
vurderede, at det i et kvalitativt interview er forholdsvist nemt at gennemskue, hvad hensigten med
spørgsmålene er, idet interviewsituationen er en personlig interaktion. Det er derfor nemt at
manipulere svarene i den retning, man ønsker, og vi forestillede os, at disse piger er så vant til at
møde fordomme fra andre mennesker, at de ville være meget opmærksomme på, hvordan de
fremstod overfor os. I et spørgeskema er det derimod ikke altid muligt at se, hvilken holdning eller
ide, der ligger bag, og det er derfor ikke lige så nemt for svareren at fremstå på en bestemt måde 27 .
Vi forestillede os, at vi ved at se på forskellen mellem spørgeskemaer og interview kunne få et
indblik i, hvordan pigerne er samt, hvordan de gerne vil fremstå og dermed få begreb om denne
dobbelthed, vi forestillede os, er en del af pigernes verden.
26
Kontraktens udformning er vedlagt som Bilag 1, men de enkelte kontrakter er ikke vedlagt, da dette ville bryde
pigernes anonymitet.
27
Vi fandt dog en gradsforskel de to skemaer imellem vedr. gennemskueligheden. Vi mener, at det er nemmere at
gennemskue holdningen eller ideen bag Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, idet denne er baseret på hele
sætninger, hvor undersøgelsesdeltagerne skal svare med forskellige grader af passer eller passer ikke til, mens Fem-
Faktor-Checklisten er mindre gennemskuelig, idet svarmulighederne udelukkende er baseret på omringning af
forskellige adjektiver.
50

Måleinstrumenterne beskrives hver for sig, hvor der bl.a. fremhæves fordele og ulemper i forhold til
brugen heraf. Først dvæler vi dog lidt ved nogle generelle overvejelser omkring fordele og ulemper
ved hhv. kvantitative og kvalitative måleinstrumenter for yderligere at specificere nødvendigheden
af at benytte sig af metodetriangulering i en undersøgelse som denne.
3.2.1 Generelle overvejelser om hhv. kvantitative og kvalitative måleinstrumenter
Kvantitative måleinstrumenter har den naturgivne fordel, at de er kvantificerbare, og de er derfor
mulige statistisk at bearbejde og analysere, hvorved andre forskere nemmere kan vurdere og evt.
gengive data (Zacharia, 1998, s.91). Fordelen herved er, at man med resultatet får et tydeligt
sammenligningsgrundlag undersøgelsesdeltagerne imellem.
Kvantitative måleinstrumenter i form af spørgeskemaer er med deres anonymitet måske bedre til at
få mere sandfærdige besvarelser end f.eks. et personligt interview. Det kan være svært i en
personlig interaktion at fortælle om sine negative sider, mens det i et spørgeskema kan være lettere,
idet dette føles mere anonymt, og der er ingen direkte personlig reaktion fra forskeren, når man
svarer. Det er dog ikke nødvendigvis det hele billede af individet, et spørgeskema kan give.
Spørgeskemaer, der er baseret på selvrapportering og afkrydsningsprincippet, er funderet på
individers rationalitet, forstået på den måde, at det er taget for givet, at individet svarer oprigtigt ud
fra den måde, han/hun er på (Hansen, 2003, s.254-258). Endvidere kan det anfægtes, at der altid er
en fare for, at psykometriske tests til en vis grad måler undersøgelsesdeltagernes selvrepræsentation
(Karpatschof, 1999, s.55-57).
Antager man en fænomenologisk vinkel, kan det hævdes, at rationalitet ikke altid dominerer
individet og dets konkrete adfærd. Ofte vil ikke-reflekterede bevæggrunde være dominerende, og
det kan ikke udelukkes, at individet responderer ud fra, hvad han eller hun tror eller ønsker, er sandt
(Hansen, 2003, s.254-258), hvor der kan være en større eller mindre grad af selvbedrag, benægtelse
eller fortrængning på spil. Et undersøgelsesdesign, der udelukkende er baseret på det rationelle og
selvrepræsentative i et menneske, vil derfor ikke nødvendigvis fange de sider af personen, som
personen enten er ubevidst om eller ikke vil vedkende sig. Det er derfor en fordel at have forskellige
typer måleinstrumenter, hvor nogle af disse har større mulighed for at fange individets
underliggende dynamikker. Forskeren er på sin side begrænset af de muligheder, der er indbygget i
spørgeskemaet. Der er således ikke mulighed for at få uddybet svarene eller at spørge ind til andre
emner. Ydermere er der en risiko for misforståelser både i forhold til spørgsmål og svar, idet
51

mennesker ikke altid forstår det samme ved det samme. Af disse årsager finder vi det nødvendigt at
supplere kvantitative måleinstrumenter med kvalitative.
Kvalitative undersøgelser er kendetegnet ved, at de typisk benyttes til naturalistiske studier, dvs., de
må indfange materialet på dets egne naturbundne betingelser. Kvalitative metoder befinder sig
derfor højt på en skala for økologisk validitet, men til gengæld er de som oftest baseret på en ringe
grad af tilrettelagt og kontrolleret eksperimentelt design. Antager man et positivistisk
naturvidenskabeligt perspektiv, kan man kritisere kvalitative undersøgelser for ikke at være
objektive og kvantificerbare nok, forstået på den måde, at der i de kvalitative undersøgelser indgår
en del tolkning, hvilket svækker reliabiliteten i undersøgelsen (Kvale, 1996, s.64-65).
Det kvalitative undersøgelsesinterview er ifølge Fog (2001, s.111) egnet til at kortlægge den
dynamiske sammenhæng i et menneske: “hvis min interesse er at få svar på, hvordan dette system
fungerer, og hvordan individerne i det forholder sig til systemet, hinanden eller sig selv, så vil
interview, som afdækker, hvordan den enkelte eller de enkelte aktører føler, tænker eller handler
være relevante”. Ifølge Fog (ibid., s.75-90) skal forskeren i interviewprocessen bruge sin
dynamiske perception 28 , empati samt opmærksomhed på kontaktens kvalitet 29 . Forskeren er på
denne måde sit eget instrument i processen, og hun skal bruge sin evne til at percipere de
informationer, hun får som kilde til dybere forståelse af interviewpersonen, hvorved hun har
mulighed for at få indblik i interviewpersonens mere eller mindre bevidst forsøgt skjulte
dynamikker. At forskeren er sit eget instrument betyder samtidig, at det af både medmenneskelige,
etiske samt reliabilitetsmæssige årsager er væsentligt, at hun undersøger de psykologiske processer,
der befinder sig i interaktionen samt undersøger egne følelsesmæssige forstyrrelser (ibid.).
Interviewet er derfor en måde, hvorpå man i højere grad end ved et rationelt baseret spørgeskema
kan fange de sider ved individet, som individet enten ikke er bevidst om eller ikke vil vedkende sig
overfor intervieweren. Som interviewer kan man dog også komme til at influere og manipulere
resultaterne, hvorfor det er godt at supplere med kvantitative måleinstrumenter.
28 Fog (1998, s.278) definerer dynamisk perception som at se de usynlige forbindelser i føle-, tanke- og handlemønstre
hos individet. Disse umiddelbare indtryk samler sig til en forståelse af individets ‘psykologikker’, dvs. de særegne
handle- og tænkemåder individet dels har tilegnet sig gennem sin opvækst og dels genlever i sin hverdag.
29 I forhold til disse betingelser er det en fordel at have terapeutisk erfaring, idet de samme betingelser spiller ind i den
terapeutiske samtale. Samtidig er det dog vigtigt at stoppe før samtalen bliver terapeutisk, hvormed menes, at man som
forsker skal være opmærksom på grænserne mellem interview og terapi. Forskeren må dermed ikke være
konfronterende, må ikke bede interviewpersonen om at mærke efter igen, at stoppe op og undersøge om det
vedkommende siger nu også mærkes helt rigtigt og få interviewpersonen til at blive ved det, der er svært og sårbart.
52

Efter disse generelle metodiske overvejelser vil vi nu koncentrere os om de specifikke
måleinstrumenter brugt i denne undersøgelse bl.a. med behandling af de enkelte redskabers styrker
og svagheder. Præsentationen vil forløbe i den rækkefølge, måleinstrumenterne blev anvendt.
3.2.2 Fem-Faktor-Checklisten
Fem-Faktor-Checklisten (Bilag 2) er udarbejdet af Mads Uffe Pedersen fra Center for
Rusmiddelforskning ud fra Saucier & Goldbergs leksikale checkliste. Fem-Faktor-Checklisten hører
hjemme på niveau I i den integrative forståelsesramme (se evt. model 7), hvor denne måler
personlighedstræk ud fra de fem faktorer i Big Five. Pedersen har oversat Saucier & Goldbergs
leksikale checkliste til dansk og har tilpasset ordene til det danske sprog og kultur. Udformningen er
en liste med 300 adjektiver, hvor undersøgelsesdeltagerne skal markere de ord, der passer på dem.
Den danske udgave er inddelt i 11 dimensioner og sidestillet med de fem faktorer i Big Five 30 , hvor
både dimensioner og sammenhængen med Big Five vises nedenfor. Da ikke alle dimensionerne er
lige gennemskuelige i de karakteriserende ord, nævner vi først nogle af de ord, der hører under den
enkelte dimension for at tydeliggøre dimensionens betydning og derefter dimensionernes
sammenhæng med Big Five. De 11 dimensioner er som følger:
Assertiv: her anvendes ord som højrøstet, støjende, temperamentsfuld, oprørsk, dominerende
Udadvendt: her anvendes ord som åben, snakkesalig, umiddelbar, livlig, munter, uformel
Energisk: her anvendes ord som alsidig, handlekraftig, modig
Omgængelig: her anvendes ord som flink, hensynsfuld, hjælpsom, accepterende, medfølende
Ansvarlig: her anvendes ord som aktiv, ansvarsbevidst, arbejdsom, struktureret
Udrettende: her anvendes ord som ambitiøs, beslutsom, dygtig, flittig, grundig
Metodisk: her anvendes ord som effektiv, fornuftig, organiseret, præcis
Åben: her anvendes ord som begavet, intelligent 31 , indsigtsfuld, fantasirig, reflekterende
Neurotisk: her anvendes ord som anspændt, bekymret, sårbar, ængstelig, nervøs
Deprimeret: her anvendes ord som trist, hæmmet
Fjendtlig: her anvendes ord som lunefuld, hævngerrig, irritabel, selvstraffende, mistænksom
(Pedersen, Internt Arbejdspapir & Evalueringsrapport).
30 Desværre har vi kun disse opdelinger fra interne arbejdspapirer og delrapporter foretaget af Pedersen på Center for
Rusmiddelforskning, og vi kan således ikke kildeangive henvisningen med årstal og udgivelse.
31 Begavet og intelligent er ikke målt ud fra intelligenstest og må derfor ikke sidestilles med IQ.
53

Sammenhæng mellem de fem faktorer i Big Five og de 11 dimensioner i Fem-Faktor-Checklisten:
Faktor I: Udadvendthed - herunder dimensionerne assertiv, udadvendt og energisk
Faktor II: Omgængelighed - herunder dimensionen omgængelig
Faktor III: Samvittighedsfuldhed - herunder dimensionerne ansvarlig, udrettende og metodisk
Faktor IV: Åben for oplevelse/Intellekt - herunder dimensionen åben
Faktor V: Emotionel ustabilitet - herunder dimensionerne neurotisk, deprimeret og fjendtlig
(Pedersen, Internt Arbejdspapir).
Resultaterne fremkommer ved sammenligning med gennemsnitsværdien målt ud fra en
normalpopulation på 773 tilfældige danskere. Det er ikke kun høje scoringer, der er af interesse.
Lave scoringer har ligeledes en væsentlig betydning, da ideen med Fem-Faktor-Checklisten er,
hvordan de forskellige scoringsværdier ser ud i lyset af hinanden. Hvis der er en høj score i én
kategori og lav i en anden, kan det give et helt andet billede, end hvis det havde været omvendt eller
begge havde været høje. Det er derfor det samlede individuelle billede og samspillet mellem de
enkelte dimensioner og faktorer, der er væsentlige.
Den største fordel ved Fem-Faktor-Checklisten er, at den er tilpasset det danske sprog. Endvidere er
der en høj korrelation (over .68 på alle 11 dimensioner) med de amerikanske scoringer af Big Five
målt på NEO-PI-R, samt en høj re-test reliabilitet (ibid.). Fem-Faktor-Checklisten er afprøvet på et
udsnit af den danske befolkning, og der er foretaget et grundigt forarbejde i form af efterprøvninger
og videreudvikling til danske normer. Ulempen ved Fem-Faktor-Checklisten i forhold til denne
undersøgelse er, at listen er udformet til voksne. Der er derfor nogle ord, som kan være svære for
unge at forstå, hvilket vi også fandt, var tilfældet hos to af pigerne 32 . Spørgeskemaet kan kritiseres
for ikke at have et ret højt sammenligningsgrundlag, da der kun er tale om en normalpopulation på
773 tilfældige danskere.
3.2.3 Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y
Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y (Bilag 3) er udarbejdet af Jørn Halberg Beckmann fra
Klinisk Psykologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital, og de følgende oplysninger er
hentet fra Beckmanns (1999) samlede beskrivelse heraf samt resultaterne fra det foretagne
pilotprojekt.
32 Dette blev eksplicit udtalt hos to af pigerne, idet de bad om hjælp til at forstå ordene. Vi kan ikke vide, om det i
praksis var et problem hos flere af pigerne, hvilket svækker validiteten af resultaterne fra dette spørgeskema en anelse.
54

Målet med spørgeskemaet er ifølge Beckmann at undersøge den psykiske trivsel hos børn og unge i
alderen 12-18 år, og “…at udarbejde et redskab, som præcist, hurtigt og nemt kan påvise
(diagnosticere) psykisk sygelige træk hos den unge. Redskabet skal samtidig kunne afspejle
(monitorere) begyndende psykiske fejludviklinger, således at det bliver muligt at identificere
prodromer (forstadier til en sygdomstilstand) samt følge den unges psykiske udvikling.”
(Beckmann, 1999, s.5, vores understregning). Dette måleinstrument hører ligeledes hjemme på
niveau I i den integrative forståelsesramme for personligheden (se evt. model 7), idet der her er tale
om en metode, der påviser psykiske træk hos den unge.
Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y er udarbejdet efter en faktoranalyse med rotation, hvor 177
spørgsmål blev grupperet og sammensat i 26 dimensioner, hvilket dannede grundlag for de i alt 78
spørgsmål, spørgeskemaet bestod af. Skemaet skal besvares med et kryds i en af følgende rubrikker;
1) Passer overhovedet ikke, 2) Passer ikke, 3) Passer delvist ikke, 4) Passer delvist, 5) Passer, 6)
Passer fuldstændigt eller 7) Ved ikke på spørgsmål som f.eks. “Jeg har svært ved at styre min
appetit” (nr.13), “Der er faktisk ingen, jeg kan stole på” (nr.28), “Jeg tør ikke vise, jeg er vred”
(nr.48) og “Selv når der er mange problemer, regner jeg med, jeg kan løse dem” (nr.49). De 26
dimensioner udgør den psykologiske sundhedsprofil og er som følger; Mistrivsel, Sårbarhed,
Ensomhed, Depression, Pessimisme, Bekymring, Panikangst, Tvangstræk, Udadrettet Vrede,
Aggressions hæmning, Mistillid, Social Isolation, Følelsesmæssige Hæmninger, Nervøsitet,
Tilpasningssvigt, Afhængighed, Belastende Begivenheder, Skoleutilfredshed, Alkoholproblemer,
Vægtproblemer, Impulsappetit, Koncentrationssvigt, Hukommelsessvigt, Følelsesmæssig Blødhed,
Svigtende Fysik samt Sygdomshyppighed. Herudover medtages en Gennemsnitsscore, og alle disse
måles på en skala fra 0-100.
Resultaterne skal læses på den måde, at hvis den unges score på en dimension befinder sig indenfor
området 0-40 er dette bedre end gennemsnittet. Vedkommende fungerer derfor på en positiv og
hensigtsmæssig måde og har en ressource eller et psykisk overskud på denne dimension. Med en
score fra 40-60 på en dimension betyder det, at den unge befinder sig i gennemsnitsområdet på
dimensionen. Er scoren på en dimension 60-80 er dette over gennemsnittet, og der er tale om en
dimension hos den unge, hvor der er psykisk forringelse. Er scoren 80 eller derover på en eller flere
dimensioner, er forringelsen så markant, at den unge har brug for professionel hjælp. Besvarelserne
kan derfor forstås på den måde, at jo lavere scoren er indenfor en dimension, jo højere er det
psykiske overskud herfor, og jo højere scoren er, jo større vanskeligheder og psykisk ustabilitet er
55

der indenfor det målte område. Gennemsnitsscoren for alle scoringsværdierne kan imidlertid godt
befinde sig omkring de 50, hvor der alligevel er tale om psykisk ustabilitet hos den unge. Dette
skyldes, at den unge kan have en meget ujævn profil med enkelte store udsving i dimensioner, hvor
den unge er psykisk sårbar. Det er derfor væsentligt ikke blot at se på gennemsnitsscoren men at se
på den samlede profil (ibid.).
Hovedårsagen til vores valg af dette spørgeskema og også den væsentligste fordel herved er, at
skemaet måler den psykiske trivsel hos børn og unge i samme aldersgruppe som
undersøgelsesdeltagere i nærværende undersøgelse. En yderligere årsag til valget skyldes, at det er
afprøvet på 670 danske børn og unge, og der er således udarbejdet et sammenligningsgrundlag
indenfor den normale danske population af børn og unge, hvorudfra vores resultater blev behandlet,
om end dette grundlag ikke er særlig omfangsrigt i forhold til andre anerkendte spørgeskemaer.
Spørgeskemaet er dog en videreudvikling af et tilsvarende spørgeskema, som Beckmann har lavet
til voksne, der siden er godkendt af WHO. Forskellen disse to skemaer imellem er, at det her
anvendte skema er omskrevet på en sådan måde, at det kan forstås af børn og unge, og der er tilføjet
ekstra udsagn, der henfører direkte til børn og unges livsverden. At der er et dansk
sammenligningsgrundlag, og at skemaet er omarbejdet fra en WHO godkendt version betyder, at
der er grundlag for en vis validitet til trods for, at skemaet ifølge Beckmann havde status af et
pilotprojekt, da vi benyttede det.
Som nævnt er det i Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y ideen, at hvis personen scorer lavt
indenfor en dimension, skal dette ses som en psykisk ressource hos personen. Det fandt vi dog
problematisk i nogle af dimensionerne, da vi mener, at en sådan lav score udover en ressource i
nogle tilfælde også kan tolkes som en manglende følelsesmæssig bevidsthed og kontakt til den
dimension, der måles på og/eller den kan være udtryk for individets selvrepræsentation, dvs. den
måde hvorpå individet mere eller mindre bevidst gerne vil fremstå. Dette mener vi er en
begrænsning ved skemaet, hvilket vi vender tilbage til i diskussionen af resultaterne for Den
Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, hvor vi fremhæver eksempler på denne problematik. Til trods
herfor benyttede vi alligevel Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, idet den gav et godt indblik i
de dimensioner, hvor pigerne scorede højt.
3.2.4 Semistruktureret livsverdensinterview
Det semistrukturerede livsverdensinterview hører i henhold til den integrative forståelsesramme for
personligheden hjemme på niveau III (se evt. model 7), da man i et sådant interview får indblik i
56

interviewpersonernes subjektive livsverden samt i individets oplevelse af sig selv, hvilket
tydeliggøres i følgende definition: “an interview which purpose is to obtain descriptions of the life
world of the interview with respect to interpreting the meaning of the described phenomenon”
(Kvale, 1996, s.5-6). Kvalitative interview-undersøgelser vil uundgåeligt give sig til udtryk som et
produkt mellem interviewer og interviewperson. Det betyder, at der altid vil være et element af
fortolkning fra begge parter, og at der ofte vil være en behagefaktor, hvor interviewpersonen siger
det, som han/hun tror intervieweren gerne vil høre. Kvalitativt interview har til gengæld den fordel,
at den kan give indblik i psykiske dynamikker, der kun vanskeligt lader sig indfange eksperimentelt
eller kvantitativ (Kruuse, 1996, s.20-34).
Hvis man lader interviewet være forholdsvist åbent, giver dette mulighed for at få svar, som man
ikke havde forventet på forhånd og derved for at få en større datamængde, end forskeren på forhånd
kunne forudse og planlægge efter. Undersøgelsen er af denne grund ikke kun begrænset til
forskerens forhåndsviden. Samtidig kan et meget struktureret interview, hvor forskeren fokuserer
for meget på spørgsmålenes formulering og rækkefølge hindre en god kontakt til interviewpersonen
(Fog, 2001, s.117-118). Vi forsøgte at undgå dette ved at udforme en interviewguide, der er inddelt
i hovedtemaer, og hvor underspørgsmålene var tiltænkt de situationer, hvor samtalen ikke gled af
sig selv. Endvidere havde vi til hensigt netop at benytte os af de fordele, der ligger indenfor
rammerne af et semistruktureret interview, idet vi lod den umiddelbare situation være med til at
skabe processen og dermed resultatet. Trods de ulemper der kan være ved et semistruktureret
interview i form af bl.a. ringe målbarhed og sammenligningsgrundlag, subjektive tolkninger med en
dertilhørende ringe reliabilitet samt risiko for ledende spørgsmål, der bl.a. mindsker validiteten,
valgte vi alligevel at benytte os af denne form, pga. de nævnte fordele 33 .
Interviewguiden (Bilag 4) er tematiseret indenfor områderne; Skole og kognitive færdigheder,
Fritid, Familiemæssige forhold, Gruppe og veninderelationer, Eget selvbillede, Indstillinger til livet
-holdninger og adfærd samt Følelsesmæssige mestringsstrategier. Temaerne blev organiseret i
denne rækkefølge for at starte med spørgsmål om skole og fritid, hvilke vi vurderede som mindre
ømfindtlige punkter end de andre, hvormed vi mente, at der var bedre mulighed for at skabe en god
kontakt fra starten. Både temaer og hovedspørgsmål havde vi forsøgt at lære udenad for ikke at
miste kontakten ved at fokusere for meget på interviewguiden. Underspørgsmålene var tænkt som
en bagvedliggende ramme, der kunne benyttes, hvis samtalen ikke gled af sig selv, og det kunne
33 Igen vil vi understrege, hvor væsentligt vi fandt det at benytte os af metodetriangulering, hvor redskaberne måler på
forskellige niveauer og dermed kun set i sammenhæng kan give et uddybende indblik i individets psykiske organisering.
57

derfor godt være, at alle spørgsmål ikke blev besvaret i de enkelte interview. Eksempler på
hovedspørgsmål med dertilhørende underspørgsmål er:
Prøv at beskrive din familie. Hvem er I?
Hvis din mor skulle beskrive dig, hvad tror du så, hun ville sige?
Hvordan vil du beskrive dig selv? Hvad er du for en pige?
Er der noget, du er stolt af ved dig selv?
3.3 Undersøgelsesproceduren
Data blev indsamlet i august 2003 over to omgange, dette hovedsageligt af tidsmæssige årsager.
Første dataindsamling inkluderede A, D, C og B mens anden gang, der fandt sted 14 dage efter,
inkluderede A 34 , F, G, H og E. Rækkefølgen indikerer interview-rækkefølgen, der blev bestemt af
pigerne selv.
3.3.1 Fællesmøde
Inden selve undersøgelsen fandt sted, holdt vi begge gange et informationsmøde for
undersøgelsesdeltagerne, hvor vi informerede omkring formålet med interviewet, hovedtrækkene i
fremgangsmåden samt eventuelle ulemper i forbindelse med deltagelse 35 . Vi valgte ikke at
informere pigerne om, at vores hovedemne var deres voldelige og udadreagerende adfærd, selvom
der kan være en etisk problematik i dette. Vi fandt dog denne udeladelse nødvendig, idet vi 1) ikke
ville give pigernes voldelige adfærd en særlig opmærksomhed, der kunne opfattes som positiv, 2)
var interesserede i hele deres livsverden og ikke kun i den voldelige adfærd, og 3) havde en
formodning om at ved kun at fokusere på voldelige episoder, ville pigerne føle sig stemplede på
forhånd, hvilket kunne påvirke resultaterne. Desuden lagde vi på mødet vægt på, at både deres
deltagelse samt enkelte svar var frivillige, og at vi gav fuld anonymitet til dem samt eventuelle
andre, der blev nævnt. Fællesmødet var også tænkt som en mulighed for os til at få et lille indblik i
det lokalmiljø, der var på stedet, dvs. de sociale normer, sproget og omgangsformen, før vi havde
34 A blev på grund af tekniske problemer interviewet begge gange. Dette til trods for, at der kan være risiko for at
interviewet i anden omgang bliver kunstigt (Fog, 2001, s.161). Vi valgte af denne grund at skifte hovedinterviewer i reinterviewet
for at opnå den bedst mulige kontakt og gøre interviewet så autentisk som muligt.
35 En kvalitativ interviewsamtale er asymmetrisk i den forstand, at det udelukkende handler om interviewpersonen.
Interviewpersonen blotter sig i sin fortælling om sig selv og om sine holdninger til forskellige ting, og samtalens
karakter af åbenhed og spontanitet kan måske forføre personen til en åbenhed, han/hun egentlig ikke havde interesse i at
udtrykke (Fog, 2001, s.61). Interviewsamtalen og den efterfølgende bearbejdning er også asymmetrisk i sin
magtfordeling idet, det er forskerens interesser, der bestemmer forløbet, hvad der fokuseres på samt, hvorledes
materialet analyseres og bruges (Kvale, 1996, s.20-28). Det er derfor nødvendigt, at forskeren tager nogle etiske og
medmenneskelige forholdsregler bl.a. i form af åbenhed omkring formål, fremgangsmåde og efterfølgende brug af
materiale.
58

pigerne på to(tre)mandshånd, da det ifølge Kvale (1996, s.95-96) er væsentligt at have kendskab til
den lokalviden, der eksisterer i det miljø, man ønsker at undersøge. Dette mindsker misforståelser
og subjektive tolkninger og højner derfor reliabiliteten.
3.3.2 Dataindsamlingen
Undersøgelsesdeltagerne har først svaret på spørgeskemaet Fem-Faktor-Checklisten dernæst på
spørgeskemaet Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, og til sidst er de blevet interviewet
enkeltvis. Denne rækkefølge valgte vi, idet vi som nævnt mente, at det for undersøgelsesdeltagerne
var nemmere at gennemskue hvilke holdninger og svar, vi var ude efter i interviewet end i
spørgeskemaerne, og vi vurderede, at Den Psykologisk Sundhedsprofil 78-Y var nemmere at
gennemskue end Fem-Faktor-Checklisten, idet der i Den Psykologisk Sundhedsprofil 78-Y er tale
om hele sætninger, der skal afkrydses, hvor der i Fem-Faktor-Cheklisten kun er enkelte ord, der skal
omringes. Interviewene tog mellem 23,20 og 52,05 minutter, og blev optaget på minidisc.
Selve interviewene foregik på den måde, at vi på skift var hhv. hoved- og andeninterviewer.
Hovedinterviewerne stillede spørgsmålene og skulle hovedsageligt sørge for, at kontakten var god,
samt at samtalen var glidende og let. Hun skulle derfor for så vidt muligt ikke kigge i
interviewguiden, idet der så er risiko for, at dette kan gå ud over kontakten til interviewpersonen
(Fog, 2001, s.117-118). Andeninterviewerens rolle var at følge med i interviewguiden og sørge for,
at de eventuelt vigtige glemte spørgsmål blev stillet, når hovedintervieweren mente, at hun var
færdig. Begge havde til opgave at bruge deres dynamiske perception, dvs. lægge mærke til egne
fornemmelser og indtryk omkring den interviewedes tonefald, udtryk, adfærd og eventuelle
uoverensstemmelser herimellem, samt at lægge mærke til konteksten generelt.
Efter det enkelte interview brugte vi et par minutter på at sammenligne vores generelle indtryk og
fornemmelse af den pågældende pige og umiddelbart efter den samlede interviewrunde nedfældede
vi hver for sig disse fornemmelser og indtryk, hvorefter vi sammenlignede disse og talte herom.
Samme fremgangsmåde benyttede vi en uge efter, mens vi hørte optagelserne af interviewene. At vi
var to personer, der sammenlignede og blev enige om en forståelse var med til at mindske
subjektiviteten og derved styrke reliabiliteten. Brugen af dynamisk perception var på denne måde
baggrund for vores fortolkning 36 , der således fandt sted imens, umiddelbart efter interviewet samt
en uge senere. Da alle piger var blevet interviewet, havde vi en kort, umiddelbart opstået samtale
36 Vi skelner mellem fortolkning og tolkning på den måde, at førstnævnte reserveres til den tankeproces, der forløber i
interviewsituationen samt de umiddelbare efterrationaliseringer, mens sidstnævnte reserveres til den deciderede
tolkning, som vi med afsæt i teori fremfører i analysedelen.
59

med den pædagog, der var kontaktperson for de fleste af pigerne, hvorfra nogle af vores oplysninger
også stammer 37 .
3.3.3 Transskription
Som nævnt optog vi alle pigerne på minidisc, så vi ikke skulle bruge energi på at huske, hvad der
blev sagt men i stedet kunne koncentrere os om at fornemme pigerne i et helhedsindtryk samt sørge
for en god kontakt til den interviewede. Ulempen ved en sådan optagelse er, at ansigtsudtryk, gester
m.m. ikke bliver gengivet, men fordi vores tolkning netop tog afsæt i brugen af dynamisk
perception, var vi hermed opmærksomme på disse.
Transskription er ikke en lineær proces, hvor det skrevne er en eksakt og komplet gengivelse af det
sagte. I en transskription kan man ikke medtage f.eks. tonefald eller ironi, og der skal vurderes
hvilken betydning, de forskellige ord har for personen, når man transskriberer. Transskriptionen er
dekontekstualiseret og derfor abstraheret fra den sociale interaktion, den er baseret på (Kvale, 1996,
s.163-166), hvormed transskriptionen ikke er en endegyldig empirisk sandhed men en tolkningssag,
hvilket svækker reliabiliteten af resultaterne. For at undgå en for høj grad af en sådan svækkelse,
valgte vi at lade transskriptionerne være så nær pigerne som muligt, hvilket skal forstås på den
måde, at vi forsøgte at medtage alle pauser, ophold og udtryk samt at lade ordstilling og udtale
være, som vi hørte det. En anden årsag til dette valg var også, at pigerne var så præget af deres
miljø, at deres tale og udtryk også bar præg heraf. Det er dog væsentligt at nævne, at det sagte kan
se hjælpeløst, upræcist og famlende ud, når det kommer på skrift, og personen kan i modsætning til
indtrykket i samtalen forekomme naiv og som en dårlig sprogbruger (Fog, 2001, s.131-132). Det er
derfor vigtigt for fortolkningen og dermed resultaterne, at transskriptionerne suppleres med
fornemmelser og indtryk fra interviewsituationen. Vi valgte selv at transskribere interviewene, idet
vores hukommelse for og generelle indtryk af pigerne kunne være med til at styrke validiteten af
transskriptionerne.
3.3.4 Dataprocedure
Udregningen af resultaterne fra de to spørgeskemaer; Fem-Faktor-Checklisten og Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y er foretaget af hhv. Mads Uffe Pedersen og Jørgen Beckmann, der som nævnt
hver især står som faddere hertil. Dette betyder, at vi ikke i detaljer kan redegøre for den statistiske
bearbejdning af disse data, hvilket umiddelbart kan svække validiteten af resultaterne, men siden
37 Desværre har vi ikke en optagelse af samtalen, men vi har gengivet denne ud fra vores noter (se afsnit 3.4.3)
60

egge er anerkendte forskere, mener vi ikke, at denne svækkelse er reel. I forhold til Fem-Faktor-
Checklisten kunne vi udregne signifikansen af varianserne i forhold til normmaterialet, men i
forhold til Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y har vi ikke haft denne mulighed, idet vi ikke
havde alle oplysninger hertil. I forhold til dette spørgeskema, er der dog angivet, hvordan
resultaterne skal vurderes, samt hvornår et resultat er markant forskelligt fra normmaterialet.
I bearbejdningen af interviewene benyttede vi først fokuseret kodning 38 , som er en metode, hvor
transskriptionerne undersøges og defineres med hensyn til handling og hændelser og derefter samles
i væsentlige temaer (Charmaz, 1995, s.38-41). På denne måde opbygges grundlaget for
bearbejdningen uden forudgående antagelser eller personlige holdninger. Her fokuseres således på
at behandle materialet på dets egne betingelser, dvs. ud fra undersøgelsesdeltagernes perspektiv og
med et mindstemål af subjektive tolkninger, hvorved hhv. validiteten og reliabiliteten styrkes. I
forlængelse af den fokuserede kodning blev de fundne koder kategoriseret (Kvale, 1996, s.197)
efter relevans for at identificere, om der var gennemgående temaer blandt pigerne, samt om der var
sammenhæng eller modstrid mellem nogle temaer hos den enkelte pige. Kategoriseringen bliver
fremhævet som resultater på interviewene. Bearbejdningen af transskriptionerne sammenholdt vi
med vores subjektive fornemmelser og indtryk fra interviewsituationen til den fortolkning, der
dannede baggrund for vores analyse- og tolkningsdel.
3.4 Data
Afsnittet indeholder en gennemgang af resultaterne fra de tre måleinstrumenter. Efterfølgende
diskuteres resultaternes forhold til hinanden med udgangspunkt i den hovedproblematik vi fandt,
var gældende hos pigerne. Først vil vi dog præsentere de 8 piger, som vi oplevede dem både til
fællesmødet og hver for sig i interviewsituationen. Årsagen hertil er, at læseren bedre kan danne sig
et indtryk af den enkelte pige, deres forskellige fremtoninger og affektive udtryk. Endvidere
præsenterer vi også et resume af vores samtale med pædagogen, som fandt sted efter sidste
interviewrunde.
38 Fokuseret kodning ekspliceres ikke i selve specialet, da dette udelukkende er en forløbende proces til
kategoriseringen. Den fokuserede kodning foregik i praksis på den måde, at vi i transskriptionsmaterialet markerede
hver gang et tema blev bragt op, f.eks. når der blev talt om voldelige handlinger. Via denne kodning har vi fundet frem
til hvilke temaer, vi fandt relevante i undersøgelsesdeltagernes liv, som således svarer til den kategorisering,
interviewresultaterne præsenteres ud fra.
61

3.4.1 Beskrivelse af fællesmødet med pigerne
Til fællesmødet, som var fordelt over to gange, da det fandt sted umiddelbart før de to
interviewrunder, oplevede vi pigerne i samvær med hinanden. Flere af pigerne fremstod til
fællesmødet meget højtråbende og seje, og de var grinende, pjattende, bandede og fyldte meget i
rummet. A var den af pigerne, vi lagde mest mærke til under fællesmødet, da hun råbte, grinte
højlydt og snakkede hele tiden. Derfor blev vi overraskede, da vi oplevede hende under interviewet,
hvor hun var stille og virkede som ‘den søde og pæne pige’. A’s attitude og fremtoning skiftede
dermed radikalt mellem fællesmødet og interviewsituationen. B og C sad ved siden af hinanden til
fællesmødet og sagde ikke meget. De havde dog et væsentligt budskab om, at enten ville de
interviewes samtidig ellers slet ikke. Vi registrerede, at det var C, pædagogen talte til i forsøget på
at overtale dem til at komme ind én ad gangen. Først da vi sagde, at vi ikke kunne overskue at
interviewe to på samme tid, gik de med til at blive interviewet enkeltvis, og det var C, der til sidst
sagde ok til det. B fik vi ikke meget fornemmelse af til fællesmødet, hun grinede dog meget af tiden.
D var også grinende og højtråbende og fyldte meget i rummet, og ind imellem blev hun forurettet
og satte sig imod det, pædagogen foreslog. Til næste fællesmøde og interviewrunde var A, E, F, G
og H tilstede, og her var E den mest larmende, grinende og højttalende. F sagde ikke meget,
hvorimod G både grinede og spurgte meget, bl.a. om hvor lang tid vores uddannelse tager, og hvad
undersøgelsen skulle bruges til mm. H kom lidt senere end de andre og virkede lidt stille til
fællesmødet.
3.4.2 Beskrivelse af de 8 piger
A (13 år) sidder foroverbøjet i stolen. Pandehåret dækker hendes øjne, der er flakkende og svære at
fastholde i kontakten. Trøjen hives hele tiden ud over hænderne, og hun sidder uroligt. Det virker
på os som om, at A interviewet igennem meget gerne vil fremstå som en sød og ordentlig pige, da
hun med overbevisning i stemmen udelukkende beretter om de positive ting, hun udfører som bl.a.
at hjælpe andre og føre veninderne på rette vej. Endvidere oplever vi, at A er i besiddelse af en stor
usikkerhed, og der er noget i hendes svar og fremtoning, der ikke virker helt troværdigt.
B (15 år) er iraner, men har boet i Danmark siden hun var 3 år gammel. Hun er både opdraget ud
fra den iranske og danske kultur. B sætter sig foran os og begynder med det samme at dreje rundt
på stolen, imens hun kører med sin arm hen over bordet. Hendes øjne er flakkende, og blikket er
undvigende. Vi mærker en rastløshed sprede sig i rummet. B hiver sig ofte i læben, holder om sig
62

selv og får ind imellem en lille spæd stemme. I den sidste del af interviewet begynder B imidlertid at
ligge hen over bordet og udvise en adfærd, der fortæller, at hun ikke længere orker at tale. Hun
virker fraværende og ligeglad. Rastløsheden bliver efterhånden til en apatisk sløvhed, hvilket begge
er aspekter, B giver udtryk for, at hun føler jævnligt i dagligdagen.
Da C (14 år), som er en meget køn pige, træder ind ad døren, fornemmer vi med det samme, at hun
er tilbageholdende og ikke snakker unødigt. Hun svarer på vores spørgsmål men er undvigende i
blikket, når det drejer sig om besvarelse af ømtålige emner som vold, svigt i familien eller lignende.
På den ene side virker C mere ægte end de andre, idet vi fornemmer, at hun er mere i kontakt med
sine følelser f.eks. sin tristhed, men hun virker også udspekuleret, da vi fornemmer en lunefuld,
dominerende adfærd og bestemmende facon. I samtalen med C får vi en fornemmelse af, at hun har
et problematisk forhold til mad, idet hun siger, at hun er ved at “gøre sin mavesæk stor”, og at hun
spiser, når hun keder sig. Der er en tung stemning interviewet igennem.
D (16 år) taler højt og meget, og hun griner ofte. Endvidere gestikulerer hun meget, mens hun
fortæller. Hun fylder i rummet, men sidder nervøst på stolen. Vi har ofte øjenkontakt med D, og hun
virker voksen i sin fremtoning. Dog får hun også et kælent udtryk ind imellem, hvor hun pludselig
virker meget yngre end ellers. Der er en opløftet og livlig stemning, men der er næsten for meget
smil hos D, når man tager hendes historie i betragtning. Vi griner let med hende, men det er noget
sværere for D at være alvorlig, når vi taler om det, der er svært. D fortæller, at på samme tid, som
interviewet forløber, er der en sagsbehandler hjemme hos hendes familie for at diskutere
muligheden for, at D kan flytte hjemmefra. D har selv sat denne samtale i værk.
E (18 år) er en pige, der fylder i rummet. Hun er meget gestikulerende og sidder hele tiden uroligt.
Hun drejer på stolen og leger med sine nøgler. E taler højt og hurtigt og er svær at stoppe. Vi rives
i første omgang med i E’s fortælling, da hun fortæller på en spændende måde med et dramatisk
udtryk og også med en form for et selvironisk islæt. Hun har endvidere en forklarende og
fortællende talestil. Efterhånden tager E dog pusten fra os, og vi kan ind imellem tabe overblikket
og koncentrationen. Men E’s historie er også interessant, idet hun åbner meget op og giver os
indblik i sin tumulte tilværelse med meget vold og kriminalitet.
63

F (13 år) ligner en ganske almindelig 13-årig pige med hestehale. Dog får vi hurtigt den
fornemmelse, at der gemmer sig noget andet bag facaden. Når vi ind imellem får øjenkontakt med
hende, ser vi ind i et par smalle tomme øjne, hvori der ikke er meget varme. Vi mærker en kulde og
bliver foruroligede heraf. F sidder uroligt, knækker fingre og er flakkende i blikket. Alligevel har vi
en rimelig kontakt med hende samtalen igennem. Vi registrerer dog, at F ikke skifter ansigtsudtryk,
mens vi taler med hende. Endvidere chokeres vi over, hvor hurtigt F begynder at tale om flere
voldelige episoder og nærmest virker stolt over sine handlinger.
G (13 år) sidder ligeledes uroligt interviewet igennem. Hun knækker ofte fingre og er svær at få
øjenkontakt med. G’s øjne er store og tomme med et sørgmodigt udtryk, og hun virker som en meget
bekymret pige. Vi er forundrede over, at hun ikke er ældre end 13 år. G har et godt ordforråd og en
rimelig selvrefleksion. Hun har f.eks. mange ord på hvordan andre, såvel som hende selv, ville
beskrive hende, og disse er af både positiv og negativ karakter. Hun stopper nogle gange op for at
overveje sine ord, og de kommer således ikke bare ureflekteret ud ad munden, som vi oplever, sker
ved mange af pigerne. G har en anden etnisk baggrund men har boet i Danmark det meste af sit liv.
H (18 år) er anderledes end de andre piger. Hun bor ikke længere i lokalområdet men er der ofte
og har stadig stor tilknytning til stedet. H sidder roligt, og holder øjenkontakt interviewet igennem.
Hendes påklædning er dog i øjenfaldende, idet hendes bluse er meget nedringet, og hun på den
måde virker udfordrende. Vi fornemmer efterhånden en uoverensstemmelse mellem det lidt ‘billige’
udseende og den måde, hun taler om sig selv og sit liv på. For os at se romantiserer hun sit liv, idet
det beskrives som helt problemfrit. Hendes attitude bærer præg af, at hun gerne vil virke voksen, og
hun tager afstand fra alt det, der foregår af vold og kriminalitet. Vi mærker, at vi keder os i selskab
med H og taler senere om, at det måske er fordi, der mangler ægthed.
3.4.3 Efterfølgende samtale med pædagogen
I samtalen med pædagogen, som fandt sted efter interviewene med alle pigerne, fik vi en række
nyttige informationer og en del af vores umiddelbare fornemmelser bekræftet. Pædagogen fortalte,
at det på stedet er ‘Jungleloven’, der hersker, idet det gælder om at være den sejeste og den, der tør
gå et skridt længere end de andre. Miljøet er hårdt, og subkulturen bærer ifølge pædagogen præg
af, at det er en gruppe drenge med anden etnisk baggrund end dansk, der styrer og bestemmer.
Pædagogen fortalte endvidere, at de piger, som er kærester med disse drenge får en vis status
heraf. Hun oplever pigerne som meget udfarende, højtråbende, vilde og gruppeorienterede, men
64

når hun har dem på tomandshånd, er de for det meste flinke og sympatiske. Hun fortalte endvidere,
at flere af pigerne har begået meget kriminalitet, og at der er et stigende hash-problem i miljøet.
Om den voldelige adfærd fik vi at vide, at alle pigerne er involverede, og pædagogens personlige
vurdering er, at for de piger, som ikke er voldelige, er det et spørgsmål om tid, før de også vil vælge
denne adfærdsform. Pigerne kommer ifølge pædagogen alle fra dårlige familieforhold, bliver ladt
meget alene i hverdagen og har meget ansvar for mindre søskende.
3.4.4 Resultater fra Fem-Faktor-Checklisten
I gennemgangen af resultaterne fra Fem-Faktor-Checklisten 39 vælger vi at beskæftige os med
gennemsnitsscoringerne for alle 8 piger, hvilke er samlet i tabel 2, idet deres individuelle scoringer
var meget ens på den måde, de slog ud samt i graden af udslaget. Vi medtager dog de enkelte pigers
scoringer i tabel 3 og bruger denne til at beskrive de piger, der hhv. slår meget højt eller meget lavt
ud på enkelte dimensioner i forhold til resten. Tallene skal læses i forhold til normmaterialet på 773
personer, der har et gennemsnit på 50 og en standardafvigelse på 10 på alle dimensioner.
Dimensioner Valid N Mean Minimum Maximum Std.Dev. t-værdi
Assertiv 8 34,13 27,42 40,81 4,75 -9,45*
Udadvendt 8 43,81 34,42 58,25 9,12 -1,92
Energisk 8 35,82 27,01 43,16 5,54 -7,24*
Omgængelig 8 45,06 31,41 58,88 8,63 -1,62
Ansvarlig 8 26,23 18,64 32,23 5,71 -11,77*
Udadrettet 8 34,16 29,05 38,82 3,94 -11,37*
Metodisk 8 32,76 20,73 46,0 6,81 -7,16*
Åben 8 44,55 35,69 57,65 8,48 -1,82
Neurotisk 8 71,73 65,45 77,70 4,15 14,81*
Deprimeret 8 70,68 59,22 77,28 5,60 10,44*
Fjendtlig 8 71,17 52,45 100,94 15,76 3,80*
Hvor * svarer til signifikant afvigelse ved tosidet test på 5%
Tabel 2
Assertiv Udadvendt Energisk Omgængelig Ansvarlig Udadrettet Metodisk Åben Neurotisk Deprimeret Fjendtlig
A 29,29 34,53 34,12 48,34 32,23 38,82 46,0 37,53 72,17 71,42 63,22
B 27,42 35,34 42,35 44,73 30,23 37,57 33,12 57,65 67,68 74,16 85,89
C 31,30 34,42 35,50 43,78 25,21 29,05 31,60 35,69 76,27 77,28 70,32
D 32,54 39,71 27,01 37,23 18,64 29,05 31,26 40,63 77,70 75,32 72,33
E 37,61 58,25 34,49 58,88 30,86 31,76 33,12 41,64 69,46 67,95 52,45
F 40,81 46,58 30,82 31,41 20,90 33,74 20,73 57,41 73,53 59,22 100,94
G 38,66 52,55 43,16 42,93 20,08 38,16 33,12 40,76 65,45 68,95 67,39
H 35,41 49,05 39,08 53,19 31,72 35,15 33,12 45,11 71,61 71,12 56,81
Tabel 3
39 Resultaterne vises i følgende tabeller, mens spørgeskemaudformningen figurerer som bilag 2
65

De 11 dimensioner hører som nævnt ind under faktorerne fra Big Five på følgende måde;
udadvendthed (herunder dimensionerne assertiv, udadvendt og energisk), omgængelighed
(herunder omgængelig), samvittighedsfuldhed (herunder ansvarlig, udadrettet og metodisk), åben
for oplevelse/intellekt (herunder åben) samt emotionel ustabilitet (herunder neurotisk, deprimeret
og fjendtlig). Disse 5 faktorer vælger vi for overskuelighedens skyld at fokusere på i præsentationen
af resultaterne, og t-værdien herfor er medtaget i tabel 4.
Faktorer: N Mean Std.Dev. t-værdi
Udadvendt 8 37,93 6,47 -6,20*
Omgængelig 8 45,06 8,63 -1,39
Samvittighedsfuld 8 31,05 5,49 -10,1*
Åben for oplevelse/intellekt 8 44,55 8,48 -1,54
Emotionel ustabilitet 8 71,19 8,5 9,68*
Tabel 4
Indenfor de tre dimensioner under faktoren udadvendthed ser vi i tabel 2, at pigerne i fællesskab
scorede lavere end gennemsnittet. På dimensionen assertiv var pigernes gennemsnit 34,13 med en
standardafvigelse på 4,75 og de afviger således signifikant fra normmaterialet, på udadvendt var
pigernes gennemsnit 43,81 med standardafvigelsen 9,12 men afvigelsen fra normmaterialet er ikke
signifikant. På dimensionen energisk var pigernes gennemsnit 35,82 med en standardafvigelse på
5,54, hvor de igen afviger signifikant. Det betyder, at indenfor de tre dimensioner, der udgør
faktoren udadvendthed scorede pigerne lavere end normaliteten, og som det ses på de forholdsvis
lave standardafvigelser gjorde det samme sig gældende for hver enkelt pige. Ingen af
standardafvigelserne var over 10, hvilket betyder, at pigernes individuelle scoringer befandt sig
relativt tæt på hinanden, hvilket også ses af tabel 3. Ved at kigge nærmere herpå bemærkede vi, at
især A’s score var meget lav i forhold til normaliteten med hhv. 29,29, 34,53 og 34,12 på de tre
dimensioner. G’s score var højere end de andre pigers i undersøgelsen, hvis man ser på de tre
dimensioner samlet med hhv. 38,66, 52,55 og 43,16. På enkeltdimensionen udadvendt var
standardafvigelsen størst og især E, F, G og H er ansvarlige herfor, idet de scorede næsten på højde
med eller over normaliteten. Ser vi på faktoren som helhed ses det af tabel 4, at pigerne i fællesskab
afviger signifikant i forhold til normmaterialet.
Ved faktoren omgængelighed var der kun en dimension, nemlig omgængelig, der havde betydning. I
tabel 2 kan vi se, at pigerne i gennemsnit scorede 45,06 med en standardafvigelse på 8,63, og at de i
fællesskab befandt sig tæt på normalpopulationens gennemsnit og ikke afviger signifikant fra
66

normmaterialet. E og H scorede højest på dimensionen omgængelig og scorede endda begge over
gennemsnittet for normaliteten med hhv. 58,88 og 53,19. Lavest scorede F med 31,41.
Ved faktoren samvittighedsfuldhed var dimensionerne ansvarlig, udadrettet og metodisk betydende.
Her ser vi, at alle pigerne scorede lavere end gennemsnittet for normaliteten på alle 3 dimensioner,
og at de afviger signifikant fra normmaterialet på alle 3 dimensioner. Pigerne havde således et
gennemsnit på dimensionen ansvarlig på 26,23 med en standardafvigelse på 5,71. Her var det især
D, F og G, der scorede meget lavt, alle 3 under 21. D havde den laveste score med 18,64. På
dimensionen udadrettet havde pigerne en gennemsnitsscore på 34,16 med en standardafvigelse på
3,94, og på dimensionen metodisk var gennemsnitsscoren 32,76 og standardafvigelsen 6,81. F’s
score var især lav på de tre dimensioner med 20,90, 33,74 og 20,73, mens A’s score var højest på
alle tre dimensioner med 32,23, 38,82 og 46,0.
Ved faktoren åben for oplevelse/intellekt var det kun dimensionen åben, der havde betydning. Her
var pigernes gennemsnitsscore 44,55 med standardafvigelsen 8,48, og de befandt sig derfor lige
under normaliteten og afviger ikke signifikant. B’s score befandt sig som den eneste af pigernes
højere end normaliteten med 57,65, mens A og C’s scoringer var lavest med hhv. 37,53 og 35,69.
Den sidste faktor emotionel ustabilitet var den mest interessante, idet alle 8 piger scorede meget højt
på de tre dimensioner; neurotisk, deprimeret og fjendtlig og afviger signifikant fra normmaterialet
på alle tre dimensioner. På dimensionen neurotisk havde pigerne en gennemsnitsscore på 71,73 med
standardafvigelsen 4,15, og på deprimeret scorede pigerne i gennemsnit 70,68 med
standardafvigelsen 5,60. F’s score var lavere end de andre pigers på dimensionen deprimeret,
nemlig 59,22. På fjendtlig var gennemsnittet for de 8 piger 71,17 med en standardafvigelse på hele
15,76, hvilket betyder at der er væsentlig forskel pigerne imellem. Ser vi nærmere på tabel 3, ser vi,
at det især er F’s score, der afviger fra de andres med 100,94 samt E og H’s score på hhv. 52.45 og
56.81. Når vi ser på de tre dimensioner i fællesskab befandt C og D’s scoringer sig meget højt på
alle tre dimensioner, mens E og G’s scoringer var lavest hos pigerne. Alle undersøgelsesdeltagerne
kunne ud fra disse resultater karakteriseres som værende mere emotionelt ustabile end normaliteten.
67

Opsummering
Pigerne scorede signifikant lavere end normaliteten på faktorerne udadvendthed og
samvittighedsfuldhed, mens de scorede en smule lavere end normaliteten på omgængelighed samt
åben for oplevelse/intellekt. På faktoren emotionel ustabilitet scorede pigerne signifikant højere end
normaliteten. Sammenholdt med de bagvedliggende dimensioner betyder det at generelt set, dvs.
med forbehold for enkelte udsving, kan pigerne i denne undersøgelse karakteriseres som værende
mindre udadvendte, dvs. mindre åbne, snakkesalige, umiddelbare, muntre, men også mindre
højrøstede, støjende, temperamentsfulde og oprørske. Samtidig er de ud fra disse resultater mindre
samvittighedsfulde, dvs. mindre ansvarsbevidste, ambitiøse og fornuftige end normaliteten.
Endvidere kan de karakteriseres som værende forholdsvis omgængelige, dvs. flinke, hensynsfulde,
hjælpsomme, medfølende og forholdsvis åbne for oplevelse og intellekt, dvs. indsigtsfulde,
fantasirige, begavede og reflekterende. Resultaterne viser også, at de er meget emotionelt ustabile,
dvs. anspændte, ængstelige, triste og hæmmede samt lunefulde, hævngerrige, irritable,
selvstraffende og mistænksomme sammenlignet med normaliteten.
3.4.5 Resultater fra Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y
I det følgende præsenteres resultaterne fra Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y for hver enkelt
pige, idet deres profiler på mange måder var forskellige i forhold til, hvilke dimensioner, de slog ud
på. Vi tager udgangspunkt i Beckmanns vurdering af, hvorledes scoringerne skal læses 40 . Pigernes
profiler er vedlagt som bilag 3A-3H.
Gennemsnitsscoren hos A var 47, hvilket er lige under gennemsnittet taget fra normmaterialet, men
profilen var ujævn. Højest var scoren for koncentrationssvigt (87), hvormed dette ifølge Beckmann
er et område, hvor A har brug for professionel hjælp. Dimensioner, hvor A scorede over 60, og
derfor fungerer markant ringere end gennemsnittet, var impulsappetit (70), svigtende fysik (63) og
mistillid (62). A scorede lavt på udadrettet vrede (15), aggressionshæmning (31), sårbarhed (32) og
vægtproblemer (32). Sluttelig skal nævnes, at A flere gange satte kryds i ‘ved ikke’ rubrikken,
hvilket naturligvis også afspejlede sig i resultatet, da disse områder dermed ikke blev registreret.
B havde en gennemsnitsscore på 50 men havde ligeledes en ujævn profil. B scorede over 80 på
tilpasningssvigt (86), der stod for “ikke at tænke over følgerne af det, man gør og ikke prøver at
40 Se evt. s.49 for gennemgang heraf.
68

finde ud af, hvorfor det er gået galt” (Beckmann, 1999, s.11). Scoringer over 60 havde B på
dimensionerne svigtende fysik (76), mistillid (74), mistrivsel (69), skoleutilfredshed (67),
alkoholproblemer (63), sygdoms-hyppighed (62) samt pessimisme (61). B havde lave scoringer på
dimensionerne belastende begivenheder (13), sårbarhed (25), ensomhed (27), udadrettet vrede (29)
og følelsesmæssig blødhed (33).
C havde en gennemsnitsscore på 63 og også en ujævn profil. Der var to områder, hvor C scorede
over 80; mistrivsel (84) og impulsappetit (80), hvorved C ifølge Beckmann har brug for
professionel hjælp. C havde flere scoringer over 60; svigtende fysik (76), koncentrationssvigt (74),
bekymring (73), aggressions-hæmning (73), vægtproblemer (72), hukommelsessvigt (70),
følelsesmæssig blødhed (69), panikangst (68), sygdomshyppighed (68), tvangstanker (64),
pessimisme (61) og nervøsitet (60). Ud fra måden, hvorpå scoringsværdierne skal læses, betyder
det, at C har det psykisk svært og generelt mistrives. C scorede ikke under 40 på nogen dimensioner
og har ifølge Beckmann derfor ingen områder med overskud eller ressourcer.
D havde en gennemsnitsscore på 67 men en ujævn profil. D scorede over 80 og har ud fra
Beckmann dermed brug for professionel hjælp indenfor følgende dimensioner; skoleutilfredshed
(100), belastende begivenheder (93), vægtproblemer (93), koncentrationssvigt (91), panikangst (90),
mistrivsel (89), sygdoms-hyppighed (89), sårbarhed (86), impulsappetit (85), depression (84),
nervøsitet (84) og endelig følelsesmæssig blødhed (80). Områder hvor D scorede over 60 var
udadrettet vrede (71), tvangstanker (70) samt afhængighed (66). D scorede især lavt i
følelsesmæssige hæmninger (13), hvilket ifølge Beckmann (ibid.) betyder, at hun skulle “være god
til at tale om sine problemer med andre og til at vise sine følelser”.
E’s gennemsnitsscore var 55, men profilen var som de andres ujævn. Hun scorede over 80 på
hukommelsessvigt (96), skoleutilfredshed (90), vægtproblemer (90), følelsesmæssige hæmninger
(89) og mistillid (83). Flere områder indikerer således, at der er brug for professionel hjælp.
Samtidig scorede hun over 60 på pessimisme (67) og udadrettet vrede (65). E scorede lavt i
impulsappetit (0), følelsesmæssig blødhed (0), tvangstanker (19), sårbarhed (25) og ensomhed (37).
F’s gennemsnitsscore var 50, men igen var profilen ujævn. F scorede ikke over 80 på nogen
områder. Til gengæld scorede hun over 60 i sygdomshyppighed (77), skoleutilfredshed (73),
69

depression (71), udadrettet vrede (71), alkoholproblemer (69), mistillid (68), mistrivsel (66) og
svigtende fysik (63). F havde lave scoringer på hhv. social isolation (14), følelsesmæssig blødhed
(23) og ensomhed (27). Også F havde mange svar i ‘ved ikke’ rubrikken.
G lå også lige på gennemsnittet med en gennemsnitsscore på 50, men havde ligeledes en meget
ujævn profil. G scorede over 80 på bekymring (84) og udadrettet vrede (82), og her var der i tråd
med ovenstående ifølge Beckmann brug for professionel hjælp. Samtidig scorede hun over 60 på
depression (79), alkoholproblemer (75), hukommelsessvigt (75), tvangstanker (70), impulsappetit
(70), panikangst (68) og pessimisme (61). Lave scoringer havde G på hhv. aggressionshæmning
(12), ensomhed (15), koncentrationssvigt (21), vægtproblemer (25) og mistillid (28).
H havde en gennemsnitsscore på 49 med en ujævn profil. H scorede over 80 på mistillid (97) og
scorede over 60 på alkoholproblemer (75), panikangst (73), mistrivsel (69), følelsesmæssig blødhed
(69) samt svigtende fysik (63). H scorede lavt i ensomhed (15), tvangstanker (28),
hukommelsessvigt (28) samt følelsesmæssige hæmninger (29).
Opsummering
Samlet kan vi se, at alle pigerne havde en ujævn profil med flere scoringer over
gennemsnitsværdien, hvilket i sig selv tyder på, at de alle har problemer indenfor et eller flere
områder og ofte i en sådan grad, at professionel hjælp er nødvendig. Pigerne scorede næsten alle
meget højt på mistrivsel, hvor kun G befandt sig indenfor normalområdet. Mistillid var også en
dimension, hvor næsten alle pigerne scorede højt. Her var kun D og G indenfor normalområdet,
mens resten af pigerne scorede så højt, at de befandt sig i det område, hvor professionel hjælp er
krævet. Koncentrationssvigt var ligeledes en dimension, hvor nogle af pigerne scorede væsentligt
højere end gennemsnittet. F og H scorede dog indenfor normalområdet, mens E og G havde en så
lav score, at de fungerer bedre end gennemsnittet på denne dimension. G afveg således fra de andre
piger på alle disse 3 dimensioner, idet hun scorede lavere og dermed fungerer bedre. Som nævnt
ovenfor scorede hun dog højt og har dermed alvorlige problemer på andre dimensioner bl.a.
depression og bekymring. De eneste af pigerne, der scorede under gennemsnittet for
normalpopulationen i udadrettet vrede var A, B og H. Resten scorede højere end gennemsnittet på
denne dimension. Også impulsappetit og vægtproblemer var områder, hvor nogle af pigerne scorede
70

så højt, at de vurderes til at have alvorlige problemer eller fungerer markant ringere end
gennemsnittet. Især C scorede højt i begge disse.
Pigerne scorede alle lavt på dimensionerne ensomhed og social isolation, og de fleste af pigerne
scorede ligeledes meget lavt på sårbarhed, hvor kun D afveg herfra. Flere af pigerne scorede endda
så lavt på en eller flere af disse dimensioner, at de ifølge Beckmann (1999, s.13) vurderes til at have
en ressource på pågældende dimension. Herudover kan nævnes, at E scorede 0 i dimensionen
følelsesmæssig blødhed, hvormed dette skal tolkes som en ressource, idet en høj score indenfor
denne dimension ifølge Beckmann (ibid., s.12) står for “jeg kommer meget tit til at græde”.
3.4.6 Resultater fra det semistrukturerede livsverdensinterview
De valgte temaer i følgende fremstilling er bestemt ud fra fokuseret kodning og kategorisering (jf.
afsnit 3.3.4), og er derfor ikke overensstemmende med temaerne i interviewguiden.
Transskriptionerne af de enkelte pigers interview er vedlagt som Bilag 4A-H. I fremstillingen vil
vores subjektive fornemmelser, der bygger på dynamisk perception, stå i kursiv for at markere
forskellen på dette og på den deskriptive kategorisering, der bygger på transskriptionerne samt på
direkte facts fra interviewsituationen 41 . Temaerne er kategoriseret på følgende måde; Skolesituation
og kognitive færdigheder, Familiemæssige forhold, Gruppe- og veninderelationer, Kæresteforhold,
Slang og accent, Attitude, Voldelig adfærd, Kriminalitet, Rusmidler, Livsindhold og fremtids-
perspektiv, Følelsesmæssig erkendelse samt Ressourcer. Citater fremstår i direkte taleform med den
hensigt at give læseren et yderligere indtryk af pigernes verbale færdigheder samt brugen af
slangudtryk.
Skolesituation og kognitive færdigheder
A, B og F går i almindelig folkeskole. C er i langvarigt praktik/skoleforløb. D skulle på
interviewtidspunktet til at begynde på produktionsskole. E går på en speciel skole for kriminelle, og
G er grundet voldelig adfærd blevet forflyttet til en anden folkeskole. H tager niende klasse om i en
VUC. Vi registrerede, at det tog lang tid for hovedparten af pigerne at skrive under på kontrakten.
41 Vi bemærkede, at vi i bearbejdningen af interviewene måtte passe på, at vi ikke kom til at romantisere billedet af
pigerne men i stedet huske på vores umiddelbare fornemmelser af, hvor meget deres handlinger kom bag på os. Vi fandt
det nødvendigt i databearbejdningen at veksle mellem et subjektivt og objektivt perspektiv, hvor vi fik en empatisk
forståelse for pigernes adfærd samtidig med, at vi trådte et skridt tilbage og så nøgternt på pigernes handlinger. Havde
vi kun benyttet os af f.eks. den objektive del, ville vi måske ikke kunne have den nødvendige empatiske indlevelse og
forståelse for pigernes situation. Med et kun subjektivt perspektiv kunne vi måske blive for forstående og blive opslugt
af nærmiljøets normer (Fog, 2001, s.78-79).
71

Specielt A og C sad foroverbøjede og koncentrerede sig meget om at skrive deres navn 42 . At
pigernes kognitive færdigheder virker til at være på et så forholdsvist lavt niveau kom bag på os. Vi
fik med det samme en sympati for dem, da vi fik kendskab til, hvor store vanskeligheder de har på
dette område, idet det var svært blot at skrive sit eget navn.
Familiemæssige forhold
I samtalerne med pigerne fik vi i de fleste tilfælde eksempler på, at de talte meget positivt om
forholdet til deres mødre. Flere fortalte, at de kan fortælle deres mor alt, men når vi spurgte ind til
det, viste det sig, at de i virkeligheden sjældent gør det.
G: “min mor, jeg fortæller hende alt
I-1: okay
G: alt det jeg laver
I-1: så hvis du bliver rigtig, rigtig ked af det, er det så hende du går til?
G: nej det, når jeg er ked af det så’n, så går jeg mere over til mine venner…” (Bilag 4G, s.2).
Når f.eks. C skulle beskrive sit forhold til sin mor, sagde hun:
C: “ja, vi har det fint
I-1: mm
C: så’n er aldrig oppe og skændes eller noget, der er aldrig noget så’n
I-1: okay
C: det hele, det går bare” (Bilag 4C, s.2).
Dog fortalte hun også, at hun ikke kan sige alt til sin mor, og at det ikke er hende, hun søger hen til,
hvis hun er ked af det. Vi spurgte endvidere, hvordan C troede, moderen ville beskrive hende,
hvortil hun svarede:
C: “Hun ville sige, at jeg er den dejligste pige, og jeg er sød til at hjælpe, og…jamen, det
ved jeg ikke, ha ha
I-1: ja, ja men
C: hun ville kun sige gode ting, det ved jeg” (ibid., s.9).
Vi reflekterede over, at der var en form for kæledæggeudtryk hos C, når moderen blev omtalt.
D beskrev følgende omkring forholdet til sin mor:
D: “nej, min mor så’n, hun siger nogle gange til mig så’n; gå ud herfra. Skrid fra huset ik’
og. Hun mener det kun, at jeg skal gå ud og slappe af og komme tilbage. Fordi jeg bliver
meget sur, jeg kaster rundt med alle ting. Jeg er så hidsig” (Bilag 4D, s.7).
Vi fik indtryk af, at D finder det i orden, at moderen ikke interesserer sig for det, D er hidsig over,
og at hun i tråd med moderen vælger at se sig selv som urimelig og alt for hidsig. D beskrev også
sit og moderens forhold som godt, men heller ikke hun vil fortælle moderen, hvis hun f.eks. er ked
42 Dette var de samme piger, som havde fået hjælp af pædagogen til forståelse af ordene i Fem-Faktor-Cheklisten.
72

af det. Endvidere har D altid haft meget ansvar hjemme, da moderen har sclerose. Vi oplevede, at
når D snakkede om sin mor, fik hun som C ligeledes en kæledæggeattitude. En attitude, vi også så
hos A, E, G og H.
D får således at vide, at hun skal gå, når hun er vred. Andre fortalte, at de ikke magter at vise deres
vrede overfor moderen. Vi spurgte B:
I-1: “kan du blive sur på din mor?
B: ja
I-1: det er ikke noget problem?
B: nej, he, men der siger jeg heller ikke sådan rigtig noget, når jeg bliver sur på hende
I-1: hvad gør du så?
B: ikke noget, he” (Bilag 4B, s.5).
F fortalte, at når hun skændes med sin mor, så:
Og videre:
F: “ja, fordi så bliver jeg sur og så …går jeg bare, hmm” (Bilag 4F, s.7).
F: “øhm, selvom at hun ikke har ret, så vil hun have ret” (ibid., s.8).
B og F gav udtryk for, at de i diskussion med mødrene har tabt på forhånd, og således ikke bliver
lyttet til og forstået.
I samtalen med pigerne fik vi at vide, at C og H’s fædre er døde, og i begge tilfælde har mødrene
ikke fundet en ny samlever. A, B, E og F’s forældre er skilte, og alle har siden boet hos moderen.
Heraf har kun A på interviewtidspunktet en stedfar, og ligeledes er det heraf kun A, der har jævnlig
kontakt med sin biologiske far. D og G bor som de eneste sammen med begge forældre, men
forholdene til fædrene er komplicerede. D omtalte f.eks. faderen som en fjende og én, hun ikke har
respekt for. Hun føler det, som om han er en jævnaldrende. Hendes far har været meget kriminel og
har været i fængsel. G kan ikke forestille sig, hvordan faderen ville beskrive hende. Til det
spørgsmål svarede G:
G: “det ved jeg egentlig ikke, så meget kender jeg ikke til det...
I-1: okay, så du kender ham ikke så godt?
G: ...jo jeg kender ham, altså jeg ved godt, hvordan hans væremåde er, men det er ik’ så’n,
at jeg kan gå over og sige noget til ham” (Bilag 4G, s.2).
Dette er et eksempel på, hvordan faderen ikke er til stede for G. Selvom han er i huset, føler hun
ikke, at hun kender ham, hvilket gør sig gældende hos et flertal af pigerne. Stort set alle svarede, at
de ikke kan forestille sig, hvordan faderen ville beskrive dem.G fortalte videre:
G: “ja, det var nogen, der havde ringet til mig og stået og svinet mig til og hende, der var her
før (F), så havde de også stået og svinet hende til, og så…har vi så snakket med dem, så
73

egyndte de at svine mine forældre til, og stå og snakke om min far og så’n noget, og når jeg
ikke kender min far så godt, så vil jeg helst ikke have, nogen skal såre mig med det
I-1: nej det er klart
G: selvom de ikke ved det. Så der blev jeg lige lovlig meget sur, og så sparkede jeg, så slog
jeg og sparkede
I-1: hvad s…hvad tænkte du, da du slog?
G: hun skal ikke snakke om min far” (ibid., s.4).
G gav altså udtryk for, at hun vil slå, hvis nogen taler dårligt om faderen. Det samme gjorde sig
gældende i samtalen med C. Hun nævnte også, at hvis nogen taler ondt om faderen, er det en grund
til at slå.
B berettede om, hvordan faderen har truet hendes storebror med 2 knive, og at han har slået
moderen. E udtrykte, at hun troede, at den mand, der boede i huset en overgang, var hendes far, men
hun har senere fået at vide, at hendes biologiske far enten var moderens gamle kæreste eller èn, der i
sin tid voldtog moderen. Sidstnævnte har skrevet under på faderskabet. Han har dog aldrig været en
del af E’s liv, og hun har ikke været interesseret i at have kontakt til ham, selvom han i de senere år
har prøvet. Vi oplevede en hårdhed i E i forhold til hendes beretning. Hun virker ude af kontakt med
sin historie på den måde, at hun holder en ironisk distance til sin fortælling hele tiden.
Gruppe- og veninderelationer
Pigerne fortalte, at de tilbringer meget tid med hinanden både i store flokke og med deres bedste
veninde. De lagde enstemmigt vægt på, at de kan tale om alt med veninderne, men vi fik i andre
sammenhænge også at vide fra flere, at der er en ‘vis respekt’ i blandt dem.
F forklarede:
F: “ja, fordi at vi alle sammen har jo, jeg har jo også respekt for dem, der har respekt for mig
I-1:mm, ja
F: eller så’n, dem der ikke har nogen respekt, dem har jeg heller ikke respekt for
I-1: mm, så du har respekt for dine veninder også?
F: ja” (Bilag 4F, s.8).
Mellem linierne hørte vi en underliggende tone af frygt - en frygt for at vise sin sårbarhed og vise,
hvad hun også består af.
Alle vil hjælpe hinanden, og de fleste sagde, at de vil slå, hvis det er for at hjælpe en veninde (kun
H falder udenfor her). De har alle én bedste veninde, som de kan stole helt på, men mange de kalder
veninder generelt. G sagde:
G: “altså, så’n, der er, der er nogen gange, hvor vi har så’n specielle mødetider så’n, hvor vi
lige ringer til hinanden og siger; nå okay, det er i dag, vi går lige ned på banen for eksempel,
74

og så mødes vi alle pigerne dernede, og nogle af drengene, så går vi rundt i ‘X 43 ’ (Bilag 4G,
s.1).
Og videre:
I-1: “vi har sådan lidt fået indtrykket af, at piger herude, de holder meget sammen og
beskytter meget hinanden og ...
G: det gør vi også
I-1: det gør I også
G: altså men, nogle gange kalder vi ik’ så meget hinanden for veninder, mere så’n søskende
og kusiner, så’n for eksempel altså min mor, altså hende der var her lige før (F)
I-1: ja
G: det er ligesom min mors datter” (ibid., s.3).
De har således bestemte mødetider, de kalder hinanden for kusiner og søskende, de vil altid hjælpe
hinanden, og de vil endda slå, hvis veninden bliver truet. Dette kan tyde på bandelignende træk,
men de mener ikke selv, de er i bander 44 . Flere af pigerne tog på interviewtidspunktet afstand fra
bandefænomenet, bl.a. D:
D: “pigebander det er det værste jeg ved … det er så til grin” (Bilag 4D, s.8).
Men pædagogen fortalte, at nogle af pigerne tidligere har beskrevet sig som en bande, og
pædagogen oplever, at adfærden stadigvæk er den samme.
Kæresteforhold
To af pigerne var på interviewtidspunktet involveret i et kæresteforhold, hvor kæresterne var
voldelige overfor dem (B og C). Yderligere to har tidligere haft samme type kæresteforhold (E og
H), mens resten af pigerne ikke er i noget forhold og derfor ikke talte herom. H er stadig kærester
med den samme men fortalte, at forholdet nu er anderledes, da han ikke bestemmer over hende
længere. I alle disse tilfælde er der tale om kærester med anden etnisk baggrund end dansk. Disse
piger beskrev alle, hvorledes kæresten bestemmer, hvilke personer de må tale med, og om de må gå
ud eller ej. F.eks. er B’s kæreste libaneser, og hun fortalte, at han bestemmer over hende og bl.a.
siger, at hun ikke må gå til fest. Vi spurgte, hvordan det er at have ham til kæreste, og hun svarede:
B: “Røvsygt mand
I-1: røvsygt?
B: ja
I-1: hvorfor det?
B: ej, men det er faktisk ikke noget så’n specielt, for vi er aldrig sammen herude, så det er
bare så’n venter på, at man finder en ny ... i stedet for at slå op med ham” (Bilag 4B, s.3).
43 Stedet, hvor pigerne bor.
44 Disse 8 piger var grupperede på kryds og tværs og opholdte sig meget sammen to og to. Alligevel kom det frem, at
når de oplevede en ydre trussel stod næsten alle kvarterets piger sammen.
75

Selvom B ikke er tilfreds med forholdet, vælger hun alligevel at blive i det og lade stå til. Senere
talte vi om, hvorfor hun ikke må gå til fester for kæresten:
I-2: “okay, hvad ville der ske, hvis du så gjorde det alligevel?
B: det ved jeg faktisk ikke, jeg har aldrig gjort det, he
I-2: hvorfor ikke?
B: jeg gider ik’ så’n
I-2: har du så’n lidt respekt for ham?
B: ja, når han siger, jeg ikke skal, så må der jo være en god grund til det
I-2: og det adlyder du?
B: mm” (ibid., s. 7).
Vi spurgte, om kæresten har slået hende, og hun svarede:
B: “ja, men han har aldrig slået mig hårdt i hovedet, så’n bare for sjov givet mig en boks,
så’n på armene eller sådan noget
I-2: så når han bliver sur, kan han godt så’n give dig
B: ja, he he, ja
I-2: hvordan, prøv at sige hvordan han gør, hvis han bliver sur
B: han giver mig bare en boks eller en lussing” (ibid., s.8).
Vi blev chokerede over, at B virker som om, hun finder det i orden at blive slået. Det lyder til, at
hun beskytter kæresten, da hun først siger, at han ikke slår hårdt i hovedet og senere fortæller, at
han giver hende en lussing, og vi fik indtryk af, at det ikke er den eneste gang, dette er sket.
Endvidere tager hun ikke stilling til, om det er rigtig eller forkert. Det virker til, at hun gør sig
ligeglad og følelseskold. Når vi hører om pigernes kæresteforhold, bliver vi bekymrede og mærker
problemets omfang. E gav os indblik i, at det ikke er unormalt, at kæresten slår:
E: “ja, så måtte jeg ikke gå ud og der var…
I-2: mm, hvad gjorde han, hvis du gjorde det alligevel?
E: jeg gik engang ud, så kom vi rigtig meget op og skændes, rigtig meget
I-2: kunne han så finde på at gøre noget ved dig?
E: ja, han har da slået mig før
I-2: har han det?
E: ja, men det er altså normalt i vores aldersgruppe…” (Bilag 4E, s.13-14).
Deslige giver drengenes indflydelse på pigerne også indblik i nærmiljøets dynamik. Pædagogens
beretning om, at de piger, der kommer sammen med de hårdeste drenge, har en vis status og magt,
og i den forbindelse fremhævede hun C. Desuden spurgte vi til pigernes seksuelle debut, hvor C
fortalte, at hun havde sin for et halvt år siden, mens B og D fortalte, at de endnu ikke har haft deres.
De andre talte vi ikke med om emnet.
76

Slang og accent
Pigerne taler stort set alle med accent, som minder om den, som personer med anden etnisk
baggrund har. De udtaler ordene på samme måde og bytter ofte om på ordstillingen. To af pigerne
har som tidligere nævnt en anden etnisk baggrund end dansk (B og G), og selvom de har boet i
Danmark det meste af livet, er sproget derhjemme sikkert præget af denne accent. Det er imidlertid
tankevækkende, at de danske piger taler på samme vis. De bruger alle mange slangudtryk, som kan
tænkes at være herskende i subkulturen. Specielt B er fremtrædende her. I kraft af, at der på stedet
er en overvægt af unge med anden etnisk baggrund end dansk, ser det ud til, at det er dem, der
dominerer billedet, og på dette sted er det tydeligvis drengene, der bestemmer.
Attitude
Pigerne er som antydet forskellige i fremtoning og attitude alt afhængigt af, hvilke personer, de er
sammen med. I vores selskab var de bly og søde, og selvom de var undvigende i blikket, var de
imødekommende og venlige. Vi oplevede som nævnt, at flere af pigerne fik et
lillepige/kæledæggeudtryk, når de talte om moderen i vores påhør. Blandt vennerne er der
imidlertid tale om en anden fremtoning. Her er pigerne højtråbende og seje. De bruger mange grove
verbale udtryk, og de virker hårde og selvsikre. Dette fik vi at vide af pædagogen, og vi fik selv et
indtryk af denne adfærd, når vi sad til fællesmødet med dem, samt i de korte perioder, hvor vi så
dem gå fra ét rum til et andet. Hvis F skulle beskrive sig selv med et ord, valgte hun:
F: “mm, barsk nok” (Bilag 4F, s.11).
F har en attitude, der får os til at tro, at hun hele tiden er på mærkerne og i forsvarsposition og ikke
må vise sårbarhed. Hun virker som en tikkende bombe, og der er ingen, der skal komme for tæt på
og ingen, der skal træde hende over tæerne.
Pigerne fortalte, at de ofte ‘spiller snobbede’. Samtidig er det, at nogen spiller snobbet, gentagende
gange blevet nævnt som grund til, at de slår. Vi fik dermed et indtryk af, at pigerne bevidst
provokerer, når de selv udviser den attitude, de ser som provokerende hos andre.
Voldelig adfærd
De fleste af pigerne indrømmede, at de har slået og fortalte om flere voldsepisoder, efterhånden som
de talte sig varme. Vi anede en vis stolthed over handlingerne hos B, C, D, E, F og G og fik ingen
fornemmelse af, at de har dårlig samvittighed. De eneste, der sagde, at de ikke har slået var A og H,
77

men de fortalte, at de kender til voldsepisoder blandt deres veninder. Alle sagde dog, at det er bedre
at tale om konflikterne, og at de aldrig slår først. Denne påstand holdt imidlertid ikke stik, da de
først begyndte at fortælle om voldsepisoderne.
Vi talte med F om slåskampe, hvilket hun med det samme bekræftede, hun mange gange har været
medvirkende til:
I-1: “Hvad kunne I gøre? Eller hvem var det, I kunne blive uvenner med? Slås med?
F: øh, det er for eksempel nogle, der har gjort noget ved min veninde...
F: ...så kommer vi alle sammen og slår dem
I-1: så kommer I efter hende?
F: ja
I-1: eller efter dem?
F: ja, og det har vi prøvet før
I-1: hvad gør I så?
F: så slår vi dem, haha” (Bilag 4F, s.2-3).
Og lidt efter sagde F:
F: “vi har været helt op til 16
I-1: okay…som slåsser med hinanden på en gang eller hvad?
F: ja, fordi at de var også rigtig mange så, så vi har prøvet det der” (ibid.).
Vi spurgte til, hvor henne på kroppen, de slog:
F: “(pause) alle steder
I-1: hovedet og?
F: ja
I-1: ja, hvad så dem, der bliver slået, slår de også igen så?
F: ja hvis de tør” (ibid., s.3).
I-1: “...nå, okay så kan det da gå galt med hende, det går ud over hva?
F: ja
I-1: ja, er det gået galt så, ved du det?
F: nej ikke imens, jo vi har slåsset, så var der en af mine veninder, der har givet én en
brækket næse...” (ibid., s.4).
F: “...engang, altså jo jeg passer selvfølgelig på at øh, jeg ikke kommer til at slå en person
ihjel eller så’n
I-1: ja, så du tænker så’n lidt over, hvor du rammer eller hvad?
F: ja, nogen gange hvis det ik’ er så’n, hvis de for eksempel har gjort noget ved min kusine
I-1: mm
F: så vil jeg gå fuldstændig amok” (ibid., s.4-5).
F fortalte også, at de har brugt redskaber i form af køller og flasker. Der er ingen tilbageholdenhed
omkring det at slå hos F. Det virker meget selvfølgeligt for hende, og vi fornemmede en vis stolthed
over det samtidig med, at hun virker kold og upåvirket heraf. Hos F oplevede vi kun en ringe grad
af indfølingsevne, og i samvær med hende mærkede vi en kuldefornemmelse hos os selv, en gysen
78

gennem kroppen. Vi sad med en følelse af, at det ikke kan være rigtigt, hvad vi hørte. Hendes
barnlige udseende og de ord hun sagde, passer ikke sammen.
E er blevet dømt for grov vold med våben, og hun fortalte om situationen således:
E: “ha, det der grov vold med våben, ved du hvad, jeg grinte af det dengang, de sagde det til
mig, fordi det der våben der ik’ og, det var en sko
I-1: okay
E: ik’ og, fordi hun fik bøjet nogle ribben og fik blå mærker i hovedet og så’n noget der, så
var det grov vold, sagde de, eller så’n. Det var bare, hun havde fortjent det
I-1: hvad havde hun gjort?
E: hun havde, hun havde øh he, hun havde løjet. For først da ville jeg ikke slå hende, jeg er
ikke en der bare slår folk sådan der, jeg ka..det er rigtigt, jeg kan faktisk ikke lide at slå, jeg
kan ikke lide og...så’n, jeg kan heller ikke så godt finde ud af det, men når jeg bliver sur så,
så bliver jeg heller ikke bare sur for sjov bare så’n der” (Bilag 4E, s.3).
Så fortalte E en lang historie om, at hun har svært ved at blive sur og har meget tålmodighed og at
hun kun har været rigtig sur to gange i sit liv. Vi fik indblik i, at i de to gange har hendes adfærd
været meget ukontrolleret. Den ene gang smadrede hun en flaske i hovedet på sin kæreste, og den
anden gang ‘gik hun amok på pigen’ og bøjede et par ribben:
“... Men så ved jeg ikke, så råbte hun, hun råbte et eller andet…og så sagde det bare klik. Og
så gik jeg bare amok, fordi at nu havde jeg haft så meget tålmodighed til hende, og jeg, jeg
ville ikke have slået hende, hun skulle bare have fortalt mig sandheden, og så begynder hun
kraftstejsme at stå og spille smart lige op i mit hoved, og det er da ikke mig, der har gjort
noget forkert, og så, jeg ved ik’ det sagde bare klik, og så fløj jeg bare på hende
I-1: nåede du at tænke noget imens, eller var alle tanker bare væk?
E: jeg tænkte slet ikke noget, overhovedet ikke, det var bare lige som om det hele gik i sort,
og jeg var inde i så’n en eller anden krig eller så’n noget. Det var helt vildt så’n, forstår du?
I-1: mm” (ibid.).
Vi anede ingen samvittighedskvaler hos E, og hun bekræftede, at handlingen var i orden, fordi
pigen ikke fortalte sandheden. Endvidere fornemmede vi en stigende irritation og et indre raseri,
når E med løftet pegefinger fortalte, at hun har ‘så meget tålmodighed’. E sagde flere gange, at hun
tager afstand fra pigevold. Vi fik oplevelsen af, at det E gør, er meget værre. Hun sagde f.eks.:
E: “...og du ved godt, hver evig eneste gang jeg har slået en pige, så er hun bare så’n en,
hiver i hår og niver og så’n noget, og jeg kan altså ikke lade være med at grine og så’n
noget, så jeg har stået og grint hver gang. Og så ved du til sidst, når jeg har kunnet mærke,
så har jeg bare taget fat i hendes hoved og knaldet det ind i så’n, knaldet hendes hoved ind i
væggen eller knaldet det ned i jorden eller bare givet hende en knytnæve, så har hun bare
faldet om, og så er hun bare begyndt at græde. Så har der ikke været mere. Så jeg har bare
altid grint, når piger de går amok på en, ha” (ibid., s.4).
Vi manglede ord. Vi troede næsten ikke på, at det vi hørte, var rigtigt.
79

Kriminalitet
Flere af pigerne har lavet mindre kriminelle handlinger. Når vi spurgte hertil, sagde alle næsten
ordret, at de ‘da har prøvet at stjæle en pakke tyggegummi’. Men efterhånden kom flere ind på, at
de f.eks. har smadret vinduer, stjålet cykler og flere nævnte, at de har stjålet tøj i butikker. Værst er
E. Hun er på dette punkt af en helt anden kaliber. Da vi spurgte hertil, svarede hun:
E: “ja, jeg har øhm, skal jeg bare sige de ting, jeg er har…de ting, jeg har haft straffeattest,
eller bare i alt hvad jeg har lavet?” (Bilag 4E, s.2).
Og så begyndte hun at fortælle:
E: “jeg har øhm, jeg har lavet indbrud engang på et hotel
I-1: okay
E: og så har jeg lavet indbrud i nogle ungdomsboliger
I-1: mm
E: og så har jeg…, så blev, så blev jeg engang meldt for, for øh, for bedrageri og
dokumentforfalskning, og så er jeg blevet meldt for grov vold med våben, og så puh, ej det
er lidt så’n” (ibid.).
Her grinede hun og fortalte på en overdrevet underholdende måde med store armbevægelser og et
dramatisk udtryk
Rusmidler
I-1: “lidt flovt?
E: ja, så øhm, så er jeg blevet taget for butikstyveri, det glemmer jeg aldrig. Så er jeg, hvad
har jeg mere, så har jeg engang lavet indbrud i så’n et øh, hvad hedder det, så’n et
kælderrum. Vi skulle have så’n nogle scootere, der stod inde i det der kælderrum, og så
troede vi også der var colaer og så’n noget derinde, men det var der ikke. Og så dengang jeg
var 12 år faktisk, he, så du ved godt, der ligger så’n et supermarked lige hernede
I-1: mm
E: så’n noget der hedder ‘X’, jeg kan huske, vi lavede altid et eller andet trick fordi det der
stødhegn det var der, og så ved i godt, det der folium, det der, de der kasser der, der er lavet
af folium
I-1: ja
E: hvis du sætter dem op så’n på højkant, så ramte det der stødhegn os ikke, så vi kunne bare
lige kravle igennem du ved, så kravlede vi ind til dem der og tog sodavandene og gav dem
videre til de andre” (ibid.).
Næsten alle pigerne fortalte, at de tager afstand fra alkohol. De fleste har prøvet at drikke alkohol
men fortalte, at de har dårlig erfaring hermed, da de ikke har kunnet styre det. De fleste af pigerne
ryger cigaretter. Vi spurgte ikke til indtagelse af hash, hvilket vi efterfølgende selv finder lidt
mærkværdigt. Vi havde åbenbart ikke den tanke, at det kunne være tilfældet. Her tog vi imidlertid
fejl. Mange af pigerne har røget hash til fester, og vi fik af pædagogen efterfølgende at vide, at
personalet på stedet ind imellem tjekker, hvorvidt de unge har noget på sig eller er påvirkede. Hash
80

er ifølge pædagogen et stigende problem hos en del af pigerne, hvilket vi med tilbageblik også kan
se, er det G mellem linierne siger:
I-1: “mm, øhm, når I går til fester, hvad laver I så?
G: det er forskelligt, det kommer an på, hvem der er der, he, hvad hed ... selvfølgelig går vi
lige rundt og kigger, hvem der er der, og hilser på alle sammen, går ud og danser, sidder og
drikker lidt og…laver lidt ballade og…hygger os og så’n noget
I-1: hehe, hvad for noget ballade kan I finde på at lave?
G: så’n noget med at irritere naboen, ha, irritere dem, der er der, så’n. Det er forskelligt, det
kommer an på, hvordan man har det, om man har nedtur på eller optur
I-1: hvis det er nedtur, hvad kan man så finde på at gøre?
G: sidde og være sur på alle sammen, sidde og stene for sig selv
I-1: kan du finde på at sige noget til dem?
G: nej det gør vi ikke, vi ved bare at vi ikke skal i nærheden af dem som sidder og stener lidt
for sig selv” (Bilag 4G, s.1).
Endvidere fik vi en bekræftelse på et hashforbrug hos E, som var den sidste i interviewrækken, der
fortalte, at hun tidligere har været i et dagligt hashforbrug i ca. et halvt år.
Livsindhold og fremtidsperspektiv
Pigerne fortalte, at de keder sig. De har ikke noget at lave og sidder ofte på muren og glor ud i
luften. B sagde:
B: “altså mig og ‘C’, vi plejer og gå ud og så ringer vi op til nogen af de andre, på
dørtelefonen og sådan noget, så spørger vi bare, om de ikke kommer ud, og så sidder vi på
den der mur der og
I-2: ja
B: så sidder vi bare og glor ud i luften…og snakker og så’n noget” (Bilag 4B, s.12).
Vi spurgte videre, hvad de f.eks. kan lave:
B: “…tage bussen ind til byen og tilbage igen og sådan noget, bare så’n
I-1: bare for at lave noget?
B: ja” (ibid.).
Der lyder ikke til, at pigerne har ret meget indhold i livet, og at der ikke er ret meget, der
interesserer dem. Dog falder D udenfor her, da hun både går til dans, sang mm. Kun få har
fremtidsplaner og drømme f.eks. i form af et ønske om et bestemt arbejde. A og H fortalte dog, at
de godt kan lide at gå i skole, og A vil gerne være politibetjent. C vil gerne arbejde i London som
frisør. De resterende piger har svært ved at forestille sig noget, de gerne vil, men nogle talte dog
om, at de nok vil få mange børn og skal passe hus og hjem. Enkelte fortalte, at de har fritidsarbejde.
A og F går med aviser en gang om ugen, mens D arbejder i Føtex.
81

Følelsesmæssig erkendelse
Vores indtryk af pigerne er, at de enten griner og taler meget (D og E), undviger i blikket (A, B, C,
F og G) eller har en hårdhed i sig og virker meget triste (B, C, D, E, F, G og H). De vil gerne
fremstå som meget bedre, end de er (A, C, D, G og H), virker ligeglade med, hvordan de har det (B,
C, E, F og G) og tager ikke stilling til fremtid, kæresteforhold mm. (B og C). Et eksempel herpå er
B, når vi spurgte om hendes holdning til, at kæresten slår:
I-2: “okay, er det i orden han slår?
B: jeg er sådan lidt ligeglad fordi…så’n
I-2: du er vant til det eller hvordan?
B: nej ik’ så’n, jo nu er jeg” (Bilag 4B, s.8-9).
Vi spurgte f.eks. F, hvad hun gør, når hun er ked af det:
F: “nu er det jo ikke lige så’n, at jeg er så tit ked af det” (Bilag 4F, s.9).
På os virker det netop til, at F er meget ked af det indeni, men der er langt derind. Til spørgsmålet
om, hvorvidt F taler med moderen om mere følelsesmæssige ting, svarede hun:
F: “nej, hun ... det rager ikke hende” (ibid., s.10).
Vi fik indtryk af, at pigerne ikke kun har en mangelfuld kontakt til deres følelser men også, at der
hos nogle sker en sammenblanding af følelser, hvor de f.eks. reagerer med udadreagerende vrede,
når de i virkeligheden er kede af det, hvilket bl.a. ses hos E:
Og videre:
E: “jeg er ikke hidsig, jeg er glad hele tiden” (Bilag 4E, s.15).
I-2: “kan du mærke, når du er vred?
E: om jeg kan mærke det?
I-2: ja
E: det kan man som regel, for du ved, man bliver først, man starter først med at blive
irriteret
I-2: mm
E: så kommer det der så’n, hvor man bliver så’n, så’n jeg ved det ikke, når jeg bliver rigtig
alvorligt sur, så får jeg så’n en klump i halsen, jeg har bare lyst til at græde, fordi jeg ved
slet ikke, hvad jeg skal gøre, kender I det?
I-2: mm
E: og så er det, så begynder jeg bare at slå på folk
I-2: nå okay, er det i stedet for at græde?
E: fordi at så, så ødelægger jeg, så afmærker jeg, så får jeg det hele ud den vej
I-2: er det i stedet for at græde?
E: det ved jeg ikke” (ibid., s.15-16).
Vi har en fornemmelse af, at hun i stedet for at mærke, at hun er bange, magtesløs eller ked af det,
gør sig hård, og at det værste for E er at være ked af det, samt at hun ikke aner, hvad hun skal stille
op med denne følelse.
82

Ressourcer
Pigerne udviser ressourcer i form af robusthed og fighter ånd. Set i lyset af deres voldelige adfærd
kan dette umiddelbart ses som negative strategier, men vi fornemmer, at pigerne også har nogle
gode ressourcer i den forbindelse. Endvidere er de ikke selvmedlidende men har gåpåmod og
viljestyrke, dog med undtagelse af B, der for os at se mangler disse egenskaber. De andre har en
råstyrke over sig, som er mærkbar. Vreden og hårdheden samt den manglende selvomsorg kan give
en dårlig kombination men kan også være medvirkende til ikke at opgive og ikke ‘lade sig slå af
hesten’ til trods for dårlige livshændelser og omstændigheder. Flere af dem fortalte, at de går op i at
løse konflikter, samt at de gerne vil hjælpe de svage. Ydermere var de åbne og imødekommende i
samvær med os, hvilket også kan ses som en ressource.
Opsummering
Når vi samler ovenstående informationer, er vores vurdering, at de fleste af pigerne har
problematiske skoleforhold. De keder sig i deres fritid, og har generelt ingen eller kun en ringe grad
af forestilling om deres fremtid. Pigerne fremhævede selv, at forholdene til deres mødre er gode,
men vi finder dog relationerne til mødrene problematiske ud fra den information, vi fik i
interviewene, idet pigerne ikke indvier mødrene i, når de har det svært. Fædrene er enten ikke fysisk
tilstede eller er fraværende i kontakten. Pigerne har alle én bedste veninde, og samtidig fremhævede
de, at sammenholdet pigerne imellem er rigtig godt. De piger, der er i et kæresteforhold, har
dominerende og til tider voldelige kærester. Pigerne fortalte alle om voldelige episoder og om, at de
vil slå, hvis det gælder veninden, og flertallet bekræftede, at de selv har udført voldelige handlinger.
De fleste har prøvet at stjæle i større eller mindre grad, og alle har personligt kendskab til alkohol,
og selvom vi kun i ét tilfælde direkte fik bekræftet et tidligere hashmisbrug, fik vi at vide, at det i
miljøet er et stigende problem. I samværet med os, fornemmede vi en imødekommenhed hos
pigerne samt en ressource i form af en figtherånd og robusthed.
3.5 Opsamling og diskussion af resultater
Vi vil i denne opsamling og diskussion fremhæve en diskrepans vi sporede i resultaterne fra de tre
måleinstrumenter i forhold til, hvordan pigerne ud fra de to skemaer er, og hvordan de fremstiller
sig selv i deres fortællinger. Vores vurdering er, at denne diskrepans er forårsaget af en
underliggende emotionel ustabilitet, hvilket vi baserer på pigernes signifikante høje score i faktoren
emotionel ustabilitet i Fem-Faktor-Checklisten samt de iagttagelser og indtryk, vi fik på baggrund
83

af vores dynamiske perception fra interviewene. Vi har en antagelse om, at en sådan underliggende
emotionel ustabilitet har så meget indflydelse på pigernes psyke og livsverden, at den tager form
som en art grundproblematik, hvilket vi i det følgende vil forsøge at argumentere for. Dette vil ske
ud fra vores vurdering af, at den emotionelle ustabilitetsfaktor spiller ind på og derved påvirker de
andre resultater. I forhold hertil sondrer vi imellem niveau I, II og III i den integrative
forståelsesramme for personligheden og diskuterer niveauernes indbyrdes forhold til hinanden ud
fra resultaterne i undersøgelsen.
Diskussionen vil dermed tage udgangspunkt i niveau I, karakteriseret ved de dispositionelle basale
træk, dvs. resultaterne fra Fem-Faktor-Checklisten samt resultaterne fra Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y. Disse holdes op imod niveau III, der indeholder de narrative livshistorier,
individets selvforståelse og identitetsfølelse, hvilket i vores undersøgelse svarer til resultaterne fra
det semistrukturerede livsverdensinterview og til dels resultaterne fra Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y. Sidstnævnte er inkluderet, fordi vi vurderer, at de lave scoringer i nogle
tilfælde hos pigerne kan være udtryk for en manglende følelsesmæssig kontakt til disse dimensioner
og dermed kan afspejle pigernes selvforståelse og selvrepræsentation. Resultaterne fra Fem-Faktor-
Checklisten holdes også op imod niveau II, der indeholder personlige stræbender, engagementer,
strategier, planer samt det, individet har for og gør med sit liv, hvilket vi også fik indblik i, om end
kun en smule, via det semistrukturerede livsverdensinterview. Niveau I½ med de
motivkonstitutionelle rettetheder samt affektbevidsthedsperspektivet vil vi ikke komme ind på i
denne opsamling og diskussion, da det ikke afspejles direkte i måleinstrumenterne og i stedet
benyttes som dynamiske redskaber i analysen. Da den emotionelle ustabilitetsfaktor derved bliver
omdrejningspunktet i undersøgelsen, finder vi det hensigtsmæssigt at begynde med denne faktor i
diskussionen af resultaterne og se de andre resultater i lyset heraf. I analysedelen udfoldes den
emotionelle ustabilitet som en art grundproblematik, samt hvordan en sådan kan være etableret.
3.5.1 Emotionel ustabilitet – en grundproblematik
Tønnesvang (Hansen, 1999, s.20) skriver, at emotionel ustabilitets-faktoren kan anses som en:
“grundstemning i form af tilstande af stabilitet og/eller labilitet, der ikke som sådan har
noget med den menneskelige rettethed at gøre, men derimod netop har noget at gøre med de
stemninger og den affektive stemthed med hvilken selvet – ud fra de øvrige fire faktorer –
retter sig mod og lader sig indrette af forhold i dets omverden”.
84

Emotionel ustabilitets-faktoren kan altså forstås som en grundstemning, der indvirker på individets
‘væren i verden’. Hermed støttes vores påstand om, at emotionel ustabilitet indvirker på de andre
niveauer i den integrative forståelsesramme samt de resterende resultater både fra Fem-Faktor-
Checklisten, hvoraf nogle af resultaterne ligeledes er signifikant afvigende i forhold til
normmaterialet og fra Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, hvor alle pigerne havde en ujævn
profil. I kraft af, at faktoren emotionel ustabilitet er så høj hos pigerne, som tilfældet er og indvirker
på de andre resultater og pigernes væremåde, som vi vurderer, den gør, finder vi det afgørende at
forstå emotionel ustabilitet som kernen i pigernes vanskeligheder og ikke blot som en
grundstemning, men med andre ord som en art grundproblematik.
Pigerne scorede alle signifikant højt på faktoren emotionel ustabilitet i Fem-Faktor-Checklisten,
hvilket betyder, at de er anspændte, bekymrede, sårbare, ængstelige, nervøse, triste, lunefulde,
irritable, selvstraffende samt mistænksomme. Denne emotionelle ustabilitet støttes af resultaterne
fra Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y især omkring stort set alle pigernes høje scoringer i
dimensionerne mistrivsel og mistillid, samt flere af pigernes høje scoringer i bekymring, depression,
pessimisme, nervøsitet og udadrettet vrede. Den støttes også af vores fornemmelser fra interviewet
og vores dynamiske perception omkring pigernes enten triste, sårbare eller mistænksomme
underliggende følelser, hvor vi også fik et indtryk af, at selvom de ikke er alle deres følelser bevidst,
bliver de stadig påvirket heraf, hvilket bl.a. bliver tydeligt i deres voldelige adfærd.
Den højeste score på enkeltdimensionen neurotisk havde D. Vi husker, hvordan D fortalte om
mange problemer i familien. I enkeltdimensionen deprimeret scorede C højest af pigerne, hvilket
også stemmer overens med C’s andre resultater. C berettede f.eks. om sin tristhed og det, at hun
scorede højt på dimensionen impulsappetit indenfor Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y,
vurderer vi, kan være udtryk for et deprimeret sind. Fjendtligheds-dimensionen, hvor F scorede
højest, stemmer overens med F’s andre resultater. F fortalte om sin deltagelse i mange voldelige
episoder, og vi fornemmede megen vrede i hende, hvilket støttes af hendes markante høje score i
dimensionen udadrettet vrede indenfor Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y.
Vi mener, at den emotionelle ustabilitets-faktor kan forklare de lave scoringer i Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y, hvilke vi som nævnt ikke er enige med Beckmann i nødvendigvis skal tolkes
som en ressource. Vores vurdering er, at nogle af scoringerne i stedet kan forstås som en dimension,
pigerne ikke vil vise eller ikke er bevidste om, hvilket i så fald støttes af en underliggende
emotionel ustabilitet hos pigerne. Flere af pigerne scorede eksempelvis lavt eller gennemsnitligt på
85

dimensionen belastende begivenheder. Tager vi B som eksempel, ser vi, at hun netop scorede så
lavt indenfor denne dimension, at Beckmann ville vurdere dette som en ressource. Dette stemmer
dog ikke overens med B’s fortællinger om hendes dramatiske familie- og kærestesituationer med en
far, der truer broderen med knive og slår moderen, samt en dominerende kæreste, der jævnligt slår
hende. Spørgsmålene er for os at se besvaret med et benægtende forsvar til egen livssituation og
egne følelser. Spørgsmålene omkring belastende begivenheder gik netop på, hvorvidt individet
kunne lade være at tænke på disse eller ej. Det kunne B godt lade være med, men dette er i vores
øjne ikke udtryk for en ressource. Ud fra det samlede resultatbillede fornemmer vi tværtimod, at B
virker ligeglad, fordi det er for svært at tænke på og tage stilling til, måske fordi det er så
problematisk, at hun ikke kan håndtere det mentalt. Endvidere kan vi her fremhæve E, som scorede
0 i følelsesmæssig blødhed, hvor en høj score omhandler om man tit kommer til at græde, og en lav
score omhandler, om man sjældent græder. Dette tolker vi heller ikke nødvendigvis som en
ressource, da både slet ingen gråd og meget gråd kan være problematisk. Hvis ikke individet kan
græde og give udtryk for samt mærke sine sårbare følelser og ikke overfor sig selv må være
utilstrækkelig og svagelig, mener vi, at det kan skabe en distancerende hårdhed til sig selv.
Dette sammenholder vi med, at flere af pigerne også scorede lavt i dimensionen sårbarhed i Den
Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, hvor det ligeledes skal vurderes som en ressource. Vi mener, at
de lave scoringer kan være udtryk for, at pigerne er meget sårbare, men at de gør sig hårde og ikke
er i kontakt med den smerte- og svigtfølelse, vi fornemmer, udgør en stor del af deres personlige
livshistorie. Disse følelsesmæssige sider vurderer vi, at de, mere eller mindre bevidst, har fortrængt,
dels fordi det er for hårdt at erkende dem, og dels fordi de gennem opvæksten har været nødt til at
gøre sig mere eller mindre følelseskolde for psykisk at kunne overleve. Dette stemmer overens med,
hvad pædagogen fortalte omkring, hvordan subkulturen i området er præget af, at ‘de stærkeste
overlever’, og at det er nødvendigt at virke stærk og hård for at kunne begå sig i dette miljø.
Samlet kan de lave scoringer fra Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y sammen med pigernes
fortællinger i interviewene tolkes som et udtryk for den måde, hvorpå pigerne gerne vil fremstå,
nemlig hårde og seje. Dette antager vi i flere tilfælde kan være et ubevidst forsvar mod at mærke
den emotionelle ustabilitet, der ifølge Fem-Faktor-Checklisten og vores fornemmelser, er
kendetegnende for pigerne. Det samlede resultatbillede kan dermed give en mere nuanceret
anskuelse på problemstillingerne end hvert måleinstrument ville have kunnet for sig. I det følgende
fremhæves, hvordan vi mener, at de resterende resultater kan forstås i lyset af faktoren emotionel
ustabilitet. Dette med udgangspunkt i de andre faktorer fra Big Five.
86

3.5.2 Udadvendthed
I Fem-Faktor-Checklisten scorede alle pigerne signifikant lavere end normalpopulationen på
faktoren udadvendthed. Sammenholdt med de bagvedliggende dimensioner betyder det bl.a., at de
er mindre højrøstede, støjende, oprørske, dominerende, snaksalige, livlige, handlekraftige, muntre
samt alsidige end normaliteten. Dette stemmer ikke umiddelbart overens med deres fortællinger og
fremstilling af sig selv eller med vores oplevelse af flere af dem til fællesmødet, hvor de fremstod
seje, hårde, støjende, højrøstede, snakkesalige og dominerende.
Ser vi den lave udadvendtheds-score i lyset af den emotionelle ustabilitet kan det sandsynliggøres,
hvorfor de scorede lavt i udadvendthed. Pigerne har måske behov for i deres fortællinger og
selvrepræsentation, dvs. niveau III, at virke og se sig selv som hårde og udadvendte samt i samvær
med os at fremstå som søde og ordentlige. Vi vurderer, at det kan være et udtryk for, at de er meget
‘ude i omgivelserne’ og tilpasser sig situationen og omgivelsernes forventninger, hvor de mere eller
mindre bevidst prøver at behage disse og indordne sig, da de har svært at mærke sig selv og
konstant bliver i tvivl om, hvem de egentlig er. Dette afspejler en emotionel ustabilitet og
identitetsusikkerhed, som indvirker på deres handlekompetencer. Vi mener, at de har en
hypersensitivitet overfor omgivelsernes signaler, måske fordi det fra barnsben har været måden at få
bare lidt kontrol over et i øvrigt kaotisk opvækstmiljø. Af denne grund kan det tænkes, at de har
behov for at holde den hårde, højtråbende facade overfor jævnaldrende for ikke at falde igennem og
i samvær med os at holde den søde og ordentlige facade for ikke at komme til at virke sårbare. De
har en underliggende emotionel ustabilitet, de ikke mærker og tager stilling til, da det er for hårdt,
hvorfor de lader omgivelserne sætte præmisserne.
Vi har tidligere argumenteret for, at Fem-Faktor-Checklisten er den mindst gennemskuelige af
vores måleinstrumenter og måske derfor den, der bedst viser, hvordan pigerne er sammenlignet
med, hvordan de gerne vil fremstå. Det betyder, at den fortælling eller selvrepræsentation, de
benytter, ikke hænger sammen med, hvordan deres basale træk og grundstemning er. Målt med
Fem-Faktor-Checklisten og støttet af vores dynamiske perception er de altså ikke udadvendte i den
samme grad, som de vælger at fremstå.
3.5.3 Omgængelighed
På faktoren omgængelighed scorede pigerne tæt på gennemsnittet for normalpopulationen, og
enkelte scorede endda højere end denne. Det indikerer, at de er flinke, sympatiske, hensynsfulde,
accepterende samt medfølende, hvilket også var, hvad vi mærkede i mødet med dem, hvor de var
87

imelig imødekommende. Denne omgængelighed kan være udtryk for en ressource, idet man er i
stand til at komme i kontakt med og omgås andre mennesker og afstemme sig situationen. Dvs. et
fleksibelt adfærdsmønster, hvor man kan mærke, hvordan det i den enkelte situation vil være en
hensigtsmæssig måde at være på.
Dette stemmer umiddelbart overens med, at alle pigerne scorede lavt i dimensionerne ensomhed og
social isolation i Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y og dermed skulle have en ressource på
dette område, hvis man læser de lave scoringer bogstaveligt, idet et omgængeligt gemyt ofte er
udtryk for en socialt accepteret person. Det stemmer ligeledes overens med pigernes fortællinger,
idet de sagde, at de alle er meget gode venner, at de stoler på hinanden, og at ingen føler sig alene.
Det er dog ikke i alle situationer, at pigerne er omgængelige. Pigernes voldelige adfærd afspejler
ikke nogen form for omgængelighed men afspejler tværtimod mangel på sympati, evne til
medfølelse og hensynstagen til andre mennesker. Man kan derfor undre sig over, at den samlede
omgængeligheds-score er tæt på gennemsnittet for normalpopulationen den høje voldelighed taget i
betragtning. Specielt at E scorede højest på denne faktor, undrer os, idet hun var den mest voldelige
af pigerne. Dette kan måske være et udtryk for, at pigerne har en mangelfuld selvindsigt og
forvirring omkring egne følelser, som ofte udmønter sig i vold og dermed overskygger en
underliggende omgængelighed. Det kan også være et udtryk for, at pigerne har en dispositionel
omgængelighed, der måske bliver holdt nede i gruppesammenhænge.
3.5.4 Samvittighedsfuldhed
Vi hørte i pigernes fortællinger, at de beskrev, hvordan de flere gange har medvirket til voldelige
handlinger og har behandlet andre mennesker uden medfølelse eller accept, samt at de selv fandt
handlingerne acceptable, hvilket bekræfter ovenstående betragtninger om, at omgængeligheden kun
rettes mod bestemte. Dette kan forklares i sammenhæng med, at pigerne alle scorede signifikant lavt
på faktoren samvittighedsfuldhed og derfor er meget lidt ansvarsbevidste og samtidig scorede meget
højt på enkeltdimensionen fjendtlighed, der hører under faktoren emotionel ustabilitet. Til trods
herfor fremhævede de, at det er vigtigt at snakke om tingene, og at de aldrig slår først, hvilket dog
ikke stemmer overens med, hvad de fortalte omkring voldelige hændelser, hvor det kom frem, at de
faktisk slår først. De lagde ligeledes vægt på, at de har en stor ansvarlighed overfor deres søskende,
men om dette stemmer overens med virkeligheden, havde vi ikke mulighed for at undersøge. Igen
tyder det på en forskel omkring, hvordan de gerne vil fremstå og på, hvordan de reelt set er ud fra
resultaterne. Her tænker vi især på D, der havde den laveste score i enkeltdimensionen ansvarlig og
88

samtidig nødigt fortalte om voldelige episoder samt virkede meget interesseret i at fremstå som en
god og ansvarsbevidst pige.
Dette kan være et udtryk for, at den lave samvittighed skjules, når de gerne vil fremstå som
ordentlige og ansvarlige men bliver det fælles omdrejningspunkt, der dyrkes i gruppen, hvilket bl.a.
viser sig ved, at de fortæller hinanden hvordan, og hvor de har slået en anden. Ser vi på den lave
samvittighedsfuldhed i lyset at den emotionelle ustabilitet, får vi dermed det indtryk, at pigerne har
et samvær, hvor de mødes omkring voldeligheden i kraft af deres manglende samvittighed og
fjendtlige udtryk.
3.5.5 Åben for oplevelse/intellekt
På faktoren åben for oplevelse/intellekt scorede pigerne lige under normalitetens gennemsnit, og
igen scorede nogle af pigerne over gennemsnittet. Det betyder, at de er forholdsvis nysgerrige, åbne,
begavede 45 , indsigtsfulde, fantasirige og reflekterende. Pigerne har dermed en relativ åbenhed,
hvilket kan give mulighed for at nå ind til dem og fange deres individuelle nysgerrighed. Ad denne
vej kan man måske skabe ny læring og udvikling på både det kognitive og følelsesmæssige plan.
Intellektdelen i denne faktor stemmer dog ikke umiddelbart overens med resultaterne fra Den
Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, hvor stort set alle piger scorede højt på dimensionen
koncentrationssvigt og flere scorede højt på hukommelsessvigt. Det kan hænge sammen med, at
denne faktor ikke må forveksles med IQ men mere er et udtryk for nysgerrighed, selvindsigt og
refleksivitet. Vi oplevede dog, som tidligere nævnt, at flere af pigerne havde stort besvær med at
læse kontrakten samt at skrive deres navn, og at nogle af pigerne måtte have hjælp til at udfylde
spørgeskemaerne. Ud fra disse resultater kan det formodes, at de har dårlige erfaringer i skolen samt
ikke har haft opbakning hjemmefra til læring og lektielæsning. Vi ved fra interviewene, at flere er
blevet smidt ud ad den normale folkeskole både pga. deres voldelige adfærd men også fordi, de ikke
kunne følge med, og de har derfor fået en anden form for skoletilbud. Man kan forestille sig, at
skolemæssig læring ikke værdsættes i deres nærmiljø, hvorfor de måske ikke selv prioriterer dette
så højt. Samtidig tænker vi, at når pigerne har så store emotionelle vanskeligheder, som resultaterne
indikerer, er der ganske enkelt ikke ressourcer og kapacitet til at udvikle de intellektuelle og
refleksive evner, der er nødvendige for at kunne skabe større faglig indsigt.
At disse piger er forholdsvis reflekterede stemmer heller ikke overens med vores fornemmelser af
dem fra interviewet. B scorede højest på denne faktor og samtidig er hun den, vi i interviewet
45 Må ikke forveksles med IQ, se evt. fodnote 31.
89

vurderede til at have mindst selvrefleksion. Vi vurderede C som den af pigerne med størst
selvrefleksion, men samtidig er hun den, der i Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y havde den
mest ujævne profil. Hvis vores argumenter omkring, at Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y ikke
måler de sider, man ikke er bevidst om eller ikke vil vedkende sig, holder stik, kan C’s ujævne
profil tænkes at være et udtryk for, at hun i sin besvarelse var mere selvreflekteret og oprigtig end
de andre piger.
Pigernes forholdsvise høje score i åben for oplevelse/intellekt kom dermed bag på os, da vi ikke
vurderer dem til at være så åbne, som Fem-Faktor-Checklistens resultater viser. Dette kan dog til
dels forklares ved, at vi i interviewene fik indblik i, at de holder hinanden nede i ikke at virke for
interesserede i de ting, de bliver præsenteret for, og det tyder på, at normen er, at man ‘sidder og
hænger’ på muren, samt at man står sammen imod alt eller alle udefrakommende. Gruppenormen
og subkulturen kan tænkes at holde ting i ave og bevare en vis lukkethed iblandt individerne i
gruppen, selvom den enkelte pige måske netop rummer en potentiel åbenhed dispositionelt. Her ser
vi igen en forskel mellem niveau I, II og III og aner, hvordan subkulturen kan have indflydelse på
udfoldelsen af de medfødte dispositioner samt på de personlige stræbender og engagementer og på
identitetsdannelse og narrative livsfortællinger.
Ser vi denne faktor i lyset af den høje emotionelle ustabilitet, kan vi forstå resultatet på den måde, at
pigernes manglende udlevelse af den forholdsvise høje åbenhed for oplevelse og intellekt bliver
påvirket af deres grundproblematik bestående af de mange anspændte, bekymrede, sårbare,
ængstelige, nervøse, og selvstraffende følelser. På samme måde kan det tænkes, at den faglige og
skolemæssige udfoldelse bliver påvirket heraf. Som vi tidligere har argumenteret for, kan det tolkes
således, at pigernes underliggende grundproblematik fastlåser dem i, at de ikke selv er i stand til at
reflektere over egen opførsel og mærke, hvad de har behov for men i stedet lader omgivelserne
være bestemmende herfor. Denne begrænsede individualitet samt subkulturens og gruppens
påvirkning kan dermed holde pigerne tilbage i undersøgelse af nye tiltag og være medvirkende til,
at de påvirker hinanden til ikke at vise interesse for nyt.
Opsummerende kan siges, at når emotionel ustabilitet tolkes som pigernes grundproblematik spiller
den ind på de andre resultater på den måde, at pigerne ikke har fornemmelse for, hvordan de i
virkeligheden er og ikke kan mærke, hvad de selv ønsker eller har behov for. Der er dermed ikke
kontinuitet mellem indre grundstemning og ydre opførsel samt selvrepræsentation. I stedet agerer
og opfatter de sig selv ud fra, hvad de tror, omgivelserne forventer. De opfatter sig selv som nogle
90

udadvendte piger, der er seje og hårde samtidig med, at de også vil være søde og omgængelige, når
de fornemmer, at det er det, omgivelserne ønsker af dem. De har en lav samvittighed, der sammen
med den høje emotionelle ustabilitet måske kan tænkes at resultere i, at de ikke tænker nærmere
over følgerne af deres opførsel men ofte handler med høj fjendtlighed og i affekt. Den rimelige grad
af omgængelighed samt åbenhed imod nye oplevelser og intellekt bliver måske negligeret i
gruppekulturen.
Ovenstående argumentation omkring, at pigerne har en art grundproblematik i form af en
underliggende emotionel ustabilitet, sætter vi derfor som præmis for vores videre analyse. Vi tager
altså det udgangspunkt, at denne art grundproblematik virker ind på pigernes
personlighedsorganisering herunder på deres træk, personlige stræbender samt narrative
fortællinger. Med denne præcisering har vi nu til dels besvaret problemformuleringens første
spørgsmål: Hvordan kan den empiriske undersøgelse pege på fællestræk i pigernes
personlighedsorganisering? Spørgsmålet vil yderligere blive underbygget i analysens første del og
betyder, at det vil være denne grundproblematik, vi funderer teoretisk.
Del IV: Analyse og tolkning
Denne analyse bygger hovedsageligt på de teoretiske perspektiver, vi allerede har præsenteret i del
II. I en analyse og tolkning som denne, vil der altid være den mulighed, at vurderingerne kan være
udtryk for egne projektioner, da der kan være risiko for, at tolkningerne bliver farvet af egne
følelsesmæssige dynamikker. Dette har vi dog forsøgt at tage højde for, dels ved at prøve at se
objektivt på det empiriske materiale uden at involvere os følelsesmæssigt i stoffet samt dels ved at
være to personer, der har kunnet sortere i hinandens tolkninger 46 . I analysens første del vil vi
udfolde grundproblematikkens indhold, mens vi i den anden del vil koncentrere os om mulige
underliggende motiver til voldeligheden.
46 Dog er vores tolkninger som tidligere nævnt baseret på dynamisk perception, hvilket indebærer, at vi bruger vores
subjektive fornemmelser og refleksioner, der underbygges af teori men på en sådan måde, at vi holder vores eget
følelsesmæssige materiale ude af tolkningerne (se evt. s.46).
91

4.1 Grundproblematikkens indhold
For at begrunde præmissen om en emotionel ustabilitet som en art grundproblematik, kigger vi først
på grundproblematikkens indhold, hvor vi tager udgangspunkt i de enkelte dimensioners betydning
indenfor emotionel ustabilitets-faktoren og analyserer, hvor vi finder, at disse udspiller sig hos
pigerne, samt hvilken form for problematik, vi vurderer dette samstemmende med. Dernæst
fremfører vi nogle hypotetiske overvejelser omkring den tidlige tilknytning for at bestemme en
mulig etablering af grundproblematikken.
I kraft af en besiddelse af dybe følelser af eksempelvis anspændthed, bekymring, ængstelighed samt
nervøsitet som hører under dimensionen neurotisk indenfor emotionel ustabilitets-faktoren kan det
tyde på, at der i pigerne hersker en grundlæggende følelse af utryghed og trussel i forhold til deres
omgivelser og eksistens i særdeleshed. Dette understøttes af pigernes udtryk i øjnene med det
flakkende blik, som var svært at fastholde samt deres uro i kroppen, der i de fleste tilfælde udtrykte
dårlig kropsfornemmelse, hvilket begge gav os en fornemmelse af en grundlæggende utryghed,
anspændthed, skamfuldhed og emotionel ustabilitet. Vi vurderer, at dette hænger sammen med, at
pigerne måske ikke har kunnet stole på, hvad nære omsorgspersoner ville gøre, om de f.eks. ville
forlade dem, udføre ondartede handlinger, gøre grin og ydmyge dem eller overse deres eksistens.
En anspændthed og nervøsitet kan tyde på en angst for afsløring af forbudte sider, der måske ikke er
blevet accepteret, hvilket understøtter, at der muligvis ikke har været en tryg base med en
opbakning i at kunne være den, man er og blive anerkendt på de oplevelser og følelser, man har.
Ovenstående ligner det, Balint (1994) benævner som grundbrist-problematik. Balint (1994, s.38)
taler om en grundlæggende brist eller mangel i personligheden, hvor denne ofte, men ikke altid, er
etableret tidligt i individets liv. Individet har f.eks. haft stærke følelsesmæssige oplevelser af ikke at
have ret til at være til som den person, han/hun er samt haft følelsen af at blive svigtet i afgørende
øjeblikke. I terapeutisk sammenhæng har Balint (ibid., s.28) observeret, at der hos individet med en
grundbrist-problematik ofte hersker følelser som tomhed, fortabthed, livløshed og en ligegyldig
accept af omverdens præmisser. Individet reagerer ofte med en projektiv identifikatorisk
relateringsform, hvor det tillægger andre mennesker onde og fjendtlige følelser ved at give dem
skylden for dets egne frustrationer, hvormed individet ikke selv føler sig ansvarlig. Individet kan i
visse situationer hænge fast i og reagere ud fra disse regressive mønstre, mens det i andre
situationer kan anvende mere modne relateringsformer. Killingmo (1989) teoretiserer i
overensstemmelse hermed også om en mangeltilstand i psyken benævnt som en deficit-problematik,
92

hvor individet bl.a. ikke har etableret primær intentionalitet og dermed ikke har oplevelsen af sig
selv som handlende agent i sit eget liv. Individet, der psykisk ‘sidder fast’ i en deficit-problematik
mangler ifølge Killingmo bl.a. at have indre selvsubjekter 47 , som individet kan sætte sig selv i
forhold til. Når disse er internaliseret i individet, kan de indvirke på dets udvikling af egne
meninger, værdier og holdninger. Ved udeblivelsen af selvsubjekter mærker individet ifølge
Killingmo i stedet et tomrum med en følelse af meningsløshed. Både en grundbrist samt deficit-
problematik er dermed udviklet før individet har etableret en opfattelse af sig selv som en
handlende agent, der er ansvarlig overfor sine impulser, følelser og handlinger, dvs. før ego eller
jeg-styringen har taget form. Disse teoretiske betragtninger stemmer overens med både Fonagy et.
al.’s og Tønnesvangs forståelse af, hvad der kan ligge til grund for en indre tomhed og følelse af
meningsløshed (se evt. hhv. afsnit 2.3.6 og afsnit 2.6.3).
Pigernes emotionelle ustabilitet og herunder deres neurotiske utryghed stemmer således overens
med ovenstående, hvor individet, der psykisk sidder fast i en grundbrist- eller deficit-problematik
har en grundlæggende oplevelse af ikke at have ret til at være til eller af at være blevet svigtet i
afgørende øjeblikke. Dette støttes af pigernes problematiske familieforhold. Et eksempel herpå ser
vi hos D, der på interviewtidspunktet havde mange problemer med sin familie:
I-1: “Er der noget, der kan gøre dig bange?
D: øhm, altså så’n personer eller?…altså, hvis jeg bliver, hvis jeg skal være, blive bange, så
er det så’n hvis jeg skal gå udenfor alene he, det turde jeg ikke, hehe, hvis det er den måde
du mener på, (pause) altså det turde jeg ikke (pause). Jeg kan også blive bange, hvis folk de
siger så’n at der er nogen der vil slå en eller sådan noget, eller jeg kan også blive bange for
eksempel hvis min familie siger til mig, for eksempel, at de er meget lede mod mig, så kan
jeg også blive bange så’n. De vil ikke kendes ved mig mere og sådan noget. Hvad skal jeg
gøre? Skal jeg gå fra familien? Skal jeg flytte et andet sted hen og så …” (Bilag 4D, s.7) 48 .
Herudfra og i lyset af D’s høje score indenfor dimensionen neurotisk på 77.70, hvilket som nævnt
var den højeste indenfor denne dimension, tolker vi, at D ikke har en underliggende følelse af
fundamentalt tilhør med familien og derved har en mangelfuld fornemmelse af samhørighed. D’s
oplevelse af, at familien til tider ikke vil kendes ved hende kan, hvis det har stået på i det meste af
D’s liv, sandsynliggøre, at der er blokeringer i det fællesskabshenførende intentios udviklingslinie,
hvormed en fundamental oplevelse af samhørighed er forstyrret (Hansen, 2003, s.117).
47 Killingmo anvender betegnelsen selvobjekter, idet han bygger på Kohuts selvpsykologi, men her svarer det til vores
omdefinering, hvor vi reserverer selvsubjekter til modne forhold og selvobjekter til umodne forhold. (se evt. s.22-23)
48 Understregningerne indikerer de steder, vi ønsker at fremhæve i citaterne.
93

Med pigernes generelle høje scoringer indenfor dimensionen deprimeret, hvorunder ordene trist og
hæmmet gør sig gældende, tænker vi, at noget samstemmende kan være på spil. Vi mærkede en
underliggende tristhed hos flere af pigerne. Specielt C, der som tidligere nævnt havde højeste score
på 77.28 indenfor dimensionen deprimeret, men også A, B, D, E, G og H lå højt i forhold til
gennemsnittet på denne dimension. Dette stemmer også overens med pigernes høje scoringer i hhv.
mistillid og mistrivsel indenfor Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y. Vi vurderer, at pigernes
tristhed og hæmmede følelser indikerer, at de ikke har haft god erfaring i at give sig hen og
udtrykke deres følelser og behov, hvilket er i tråd med både Balint og Killingmos vurdering af, at
individet med en grundbrist- eller deficitproblematik ikke har fornemmelse af handle-agens og
mangler kontakt til indre følelser og behov samt besidder en tomhed og meningsløshed i dets indre.
Der har formodentlig ikke været mennesker i pigernes omverden, der har givet dem mulighed for at
prøve sig selv af og vise, hvem de er og dermed opnå en forankret følelse af at være noget værd.
Dvs. at have plads og rum til i samvær med betydningsfulde andre, der har været empatisk
spejlende selvsubjekter, at udvikle sin selvhævdelse og selvfremstilling. I stedet har pigerne med
stor sandsynlighed etableret en svingende selvfølelse indenfor det selvhenførende intentio.
Med de fleste af pigernes høje scoringer indenfor den tredje og sidste dimension i emotionel
ustabilitets-faktoren; fjendtlig kan det tyde på, at pigerne har en række uhåndterlige frustrationer,
som de måske ikke bevidst vedkender sig, eller som er for utålelige at mærke og tage ejerskab for.
Flere gange hørte vi, at pigerne tillægger andre jævnaldrende en række dårlige egenskaber, såsom
det at ‘være snobbede’, ‘nogle der ikke har fortjent andet end at blive slået’ samt ‘nogle, der selv er
ude om det’. Projektioner, som vi mener, hænger sammen med lunefulde, hævngerrige, irritable og
mistænksomme træk, hvilket er de ord, fjendtligheds-dimensionen indeholder. Dette er
overensstemmende med Balints betragtninger omkring, at individet med en grundbristproblematik
ofte anvender projektive relateringsformer, hvor det tillægger andre onde og fjendtlige egenskaber.
F’s score på 100.94 var den højeste af pigernes indenfor denne dimension. I interviewsituationen
oplevede vi som nævnt hos F en kulde i de tomme, smalle øjne samt et ansigtsudtryk, der under
hele interviewet ikke forandredes, og vi blev chokerede over, at F rummer så meget vrede, som vi
vurderer, tilfældet er. At hun scorede højest indenfor denne dimension samt scorede lavt i
faktorerne samvittighedsfuldhed og omgængelighed kom dermed ikke bag på os i lyset af, at F også
fortalte om sin deltagelse i mange voldelige episoder. Det lunefulde aspekt så vi bl.a. afspejlet hos
C. Vi vurderer, at der hersker en dobbelthed i hende, hvor hun på den ene side vil være en sød og
‘pæn pige’ og på den anden side er fyldt af en aggressiv indestængt vrede, der lurer under
94

overfladen. Dette ser vi f.eks. i skiftet fra, når hun omtaler sin mor og får en lillepige/kæledægge-
attitude til, når hun med en hårdhed, udspekulerthed og lunefuldhed omtaler sine voldelige
handlinger. Den selvstraffende adfærd, som også hører under dimensionen fjendtlig, mener vi, kan
spores i pigernes ukontrollerede adfærd, dårlige impulskontrol og impulsappetit. En sådan
ukontrolleret adfærd er for os at se selvskadende og selvstraffende på den måde, at pigerne fører sig
derud, hvor de ikke kan kende sig selv eller ikke kan stoppe igen. Dette afspejles med tydelighed i
tidligere fremviste citat, hvor E beskriver den tilstand, hun er i, når hun slås:
E: “jeg tænkte slet ikke noget, overhovedet ikke, det var bare lige som om det hele gik i sort,
og jeg var inde i så’n en eller anden krig eller så’n noget. Det var helt vildt så’n, forstår du?
I-1: mm” (Bilag 4E, s.3).
Den selvstraffende adfærd afspejles også i C’s kommentar omkring, at hun spiser meget og siger:
“ja, det er fordi, jeg har gjort min mavesæk stor” (Bilag 4C, s.12). E scorede i midlertidig noget
lavere, end vi havde forestillet os indenfor fjendtligheds-dimensionen, hvilket kommer bag på os, da
hun ud fra sine fortællinger, er den mest voldelige af pigerne. A og H har ikke i samme grad som de
resterende piger en høj score i dimensionen fjendtlig, hvilket stemmer overens med, at de begge
sagde, at de ikke har begået voldelige handlinger.
De foregående vurderinger støtter præmissen om emotionel ustabilitet som en art grundproblematik,
idet pigernes grundproblematik kan tolkes som samstemmende med en grundbrist- eller en deficit-
problematik og derfor består af en række mangeltilstande. Dette bliver tydeligere undervejs, da vi
vil argumentere for en mangelfuld jeg-integritet, en mangelfuld ansvarlighed for egne handlinger
samt en mangelfuld kontakt til og indsigt i egne følelser dvs. en mangelfuld affektbevidsthed. Alle
hører under en grundbrist- og deficitproblematik, og alle finder vi gældende for disse piger.
Når pigernes grundproblematik sættes i forbindelse med en grundbrist- og deficitproblematik, kan
det være et muligt tegn på, at der ikke har været tilgængelige selvsubjekter i deres opvækstmiljø. Vi
mener, at det med stor sandsynlighed er i tilknytningsprocessen, grundstenene til denne
grundproblematik er blevet etableret. Følgende afsnit vil derfor omhandle nogle hypotetiske
overvejelser omkring pigernes tidlige tilknytning.
4.1.1 Argumentation for grundproblematikkens tidlige etablering
I lyset af Balint og Killingmos teser om, at hhv. grundbrist- og deficitproblematikker er etableret
tidligt i individets liv i form af følelsesmæssige oplevelser af negativ art, vil vi analysere, hvordan
affekt-spejlingerne i pigernes tilknytning eventuelt kunne have forekommet.
95

I denne gennemgang tager vi udgangspunkt i Fonagy et. al.’s affekt-spejlingsbegreber samt
argumenterer for, at mødrene sandsynligvis ikke har været empatisk spejlende selvsubjekter. Måske
mødrenes affekt-spejling kan have haft form af overvældende spejlinger, hvor der ifølge Fonagy et.
al. (2004, se evt. s.38) sker en sammenblanding af følelser, idet barnet ikke kan finde sig selv i
forælderens emotionelle spejling. Det kan medføre, at barnet kan have svært ved at skelne egne
følelser fra forælderens og derved ikke får sat indre mærkater på egne følelser. Ved sådanne
overvældende spejlinger har pigerne måske ikke haft plads til at være der med deres egne følelser,
og de har derved ikke kunnet skelne mellem, hvilke følelser, der var deres og hvilke, der var
mødrenes. Pigerne vil i en sådan spejlingsproces få mødrenes følelser plus deres egne følelser
tilbage i ubearbejdet form, dvs. hvis pigerne har været kede af det, er de blevet mødt med samme
følelse, men hvor denne er forstærket. I stedet for regulering og bearbejdning er følelserne i kraft af
mødrenes overvældende spejlinger blevet en endnu større frustration pigerne.
En anden hypotese er, at mødrene kan have spejlet forkerte følelser og dermed lavet inkongruente
spejlinger (Fonagy et. al. 2004, se evt. s.38-39), hvormed pigerne har måttet indoptage følelser, de
ikke har kunnet genkende som deres egne, da de f.eks. er blevet mødt med vrede, når de har været
kede af det. Dette kan medføre, at pigerne fra barns ben har måttet indoptage følelser som
eksempelvis moderens frustrations- og vredesudbrud, afsky og ydmygelse. Dvs. ren gift for pigerne,
som står forsvarsløse heroverfor og ikke ved, hvordan dette skal håndteres. De fremførte
overvejelser omkring hvilke dimensioner i tilknytningen, der eventuelt kunne have forløbet skævt
eller insensitivt, mener vi, kan ses som en mulig årsag til pigernes grundproblematik.
Der er dog som sagt kun tale om hypotetiske betragtninger, idet vi ikke har observeret
tilknytningsprocessen hos pigerne og deres mødre, og dermed ikke har direkte resultater herpå, men
det stemmer overens med, at vores fornemmelser og oplysninger fra interviewet viste, at forholdet
til mødrene er problematiske, og at pigerne ikke i praksis har kunnet komme til deres mødre med
det, der har været svært. D fortalte f.eks. som tidligere fremført, hvordan moderen ikke vil være
sammen med hende, når D er hidsig og ked af det men blot siger, at hun skal gå. Dette kan tyde på
en relateringsform, hvor moderen kun kan rumme D som den ‘søde pige’, og dermed en
relateringsform, hvor affekt-spejlingen har været inkongruent eller mangelfuld i forhold til bestemte
følelser. I F’s beretning om skænderier med moderen siger hun:
- og videre:
F: “ja, fordi så bliver jeg sur og så …går jeg bare, hmm”
F: “øhm, selvom at hun ikke har ret, så vil hun have ret” (Bilag 4F, s.7-8).
96

Dette indikerer, at hun gang på gang ikke bliver hørt, og at moderen ikke er sammen med F, når hun
er vred eller ked af det, hvormed F måske ikke kan se nogen anden udvej end at trække sig fra
diskussionen. Hvis dette er den almindelige relateringsform i familien, vil der således være en
række følelser hos F, som ikke er blevet spejlet og anerkendt. Følgende citater tydeliggør ligeledes
formodningen om mødrenes mangelfulde forståelse for og spejling af pigernes følelser. Vi spørger:
”hvis din mor skulle beskrive dig, hvad ville hun så sige?” Til dette svarer hhv. B, F og G følgende:
Og F svarede:
B: “ha, doven
I-1: doven?
B: aldrig hjemme (pause) pjækker, ikke mere men gjorde
I-1: du har pjækket meget?
B: ja, ha
I-1: så doven og aldrig hjemme
B: ja, og grådig
I-1: og grådig? Hvordan det?
B: jeg kræver for meget af hende, så’n vil hele tiden have penge og he, så’n noget, men så’n
er børn
I-1: ja, hvad siger hun så?
B: hun giver mig bare nogle penge, he” (Bilag 4B, s.2).
F: “snobbet
I-1: at du er snobbet?
F: ja
I-1: nå, hvad ville hun mere sige?
F: flabet
I-1: okay
F: og …det ved jeg faktisk ik” (Bilag 4F, s.8).
I tråd hermed svarede G:
G: “jeg er ærlig, hehe, jeg er lidt fjollet, jeg er meget snobbet, og jeg kan være rigtig
irriterende, og meget sød, he
I-1: så lidt blandet?
G: ja
I-1: mm
G: og så er jeg doven” (Bilag 4G, s.2).
Ord som snobbet, flabet, doven, krævende og grådig indikerer for os at se, at der kunne være
forekommet en manglende accept og måske ydmygelse fra mødrenes side. At have en oplevelse af
at blive opfattet som doven, grådig og krævende kan måske udvikle en fornemmelse af, at man er
besværlig og måske ikke en, der er værdig nok til at kunne bede om noget, endsige få det, man
ønsker. Endvidere kan det tænkes, at pigerne kan have erfaring i, at når de f.eks. har været kede af
det, har de fået at vide, at de var uduelige, irriterende eller urimelige. Det skal dog medtænkes, at
teenagepiger kan være både uduelige, irriterende og urimelige, og at deres mødre derfor indimellem
97

godt kan finde på at bruge sådanne udtryk. Hos pigerne i undersøgelsen virker det dog til, at
beskrivelserne og ordene stikker dybere, da pigerne havde svært ved at nuancere formodningerne
om, hvordan mødrene ville beskrive dem. Selv efter betænkningstid var der ikke mange, der mente,
at mødrene ville beskrive dem med positive ord. Det, at pigerne har en gennemgribende oplevelse
af, at mødrene ville beskrive dem med overvejende negative begreber kan illustrere, at emotionerne
i den tidlige tilknytning såvel som i opvæksten generelt er blevet misforstået af mødrene, hvilket
sandsynliggør, at mødrene har været usensitive eller mangelfulde i deres affekt-spejlinger.
Vi fik ydermere indtryk af, at nogle af pigerne idealiserer deres forhold til mødrene, idet disse piger
udelukkende talte positivt om dem. En grund til denne idealisering kan være, at der i mor/barn-
forholdet ikke er foregået en psykisk adskillelsesproces, og at der er tale om et symbiotisk forhold.
Hermed bliver behovet for idealisering af mor/barn-forholdet en form for beskyttelse mod at se
moderen i rette lys, fordi det kan være svært at se den person, man regner med er der ubetinget for
én, svigter, især hvis denne person er den eneste omsorgsperson, som tilfældet er hos de fleste af
pigerne. Moderen forbliver derved det ‘gode objekt’ og faderen, der som nævnt ofte er fraværende,
kan i pigernes indre forestilling blive genstand for devaluering. Med sidstnævnte tese tænker vi bl.a.
på C og H, vis fædre er døde. Det virkede til, at de mere eller mindre ubevidst har devaluerende
følelser i forhold til fædrene og gør fædrene betydningsløse, idet de begge verbalt bagatelliserede
betydningen af, at fædrene er døde. Den vedvarende idealisering kan ifølge Monsen, (2000, s.106)
udmønte sig i, at barnet konstruerer sit eget selvbillede på baggrund af det konstruerede idealiserede
forældrebillede. Derved kan det at se forælderen i rette lys, true det skabte selvbillede og
identitetsfølelse og dermed forstærke ustabiliteten. Vi vurderer herudfra, at der er flere tegn på, at
mødrene ikke har været empatisk spejlende selvsubjekter, der har rummet pigernes følelser og set
dem, som de er, og at der dermed med stor sandsynlighed er sket en udviklingsblokering i det
selvhenførende intentio.
Vi vil i det følgende uddybe, hvad vi vurderer, karakteriserer pigernes forhold til deres fædre for
yderligere at argumentere for, at det er i den tidlige tilknytning, grundproblematikken er etableret. I
alle tilfælde mener vi, at fædrene ikke er og ikke har været tilgængelige for pigerne, idet de enten er
decideret fysisk fraværende eller uopnåelige at komme i kontakt med trods deres tilstedeværelse i
huset. Et eksempel på sidstnævnte så vi tidligere, da vi spurgte G, hvordan hun tror, faderen ville
beskrive hende:
G: “det ved jeg egentlig ikke, så meget kender jeg ikke til det…
I-1: okay, så du kender ham ikke så godt?
98

G: …jo jeg kender ham, altså jeg ved godt, hvordan hans væremåde er, men det er ik’ så’n,
at jeg kan gå over og sige noget til ham” (Bilag 4G, s.2).
Faderen virker fraværende, og G kender ikke andet end hans væremåde. Følgende eksempel
indikerer, at D heller ikke kender sin far særlig godt, og at hun ydermere anser ham som en fjende:
I-1: “Hvis din far skulle beskrive dig, hvad ville han så sige?
D: jeg har ikke et godt sam…øh forhold med min far, så jeg ved ikke hvordan han ville
beskrive mig, jeg snakker ikke så tit med ham. Når jeg snakker med ham så skændes jeg
mere med ham. Jeg har ikke et rigtig, ret øh godt forhold med ham, fjender, hehem” (Bilag
4D, s.7).
Vi har en formodning om, at faderens opførsel overfor D ikke altid har været acceptabel, og D
fortalte også, at han ofte bliver meget rasende. Selvom vi ikke fik konkrete informationer omkring
faderens opførsel, fortalte D, at faderen er kriminel og har siddet i fængsel, og det virker
sandsynligt, at han ikke har givet D den opmærksomhed, som hun har haft brug for. B gav os
indblik i, at hendes far var meget ukontrolleret og forstyrret:
-og videre:
B: “og …han har sådan altid været et svin
I-2: ja, har han slået dig?
B: nej, ikke mig, men min mor”
I-2: “måske er han lidt på samme måde som din kæreste er overfor dig?
B: ja så’n, nej dog ikke fordi min kæreste han er ikke så sindssyg som min far han var
I-2: nej, hvordan var din far sindssyg?
B: ja han, han var så’n også lidt latterlig fordi…
I-2: hvad kunne han finde på at gøre?
B: altså du ved, true min storebror med 2 knive så’n (Bilag 4B, s.8).
Med et så patologisk familiemønster, er der stor sandsynlighed for, at B har lidt alvorlig skade og
har traumatiske reaktioner. Et familiemønster med vold og overgreb kan etablere en række psykiske
mekanismer i barnet, der hjælper det til at stå episoderne igennem. En af disse er dissociering, hvor
barnet udvikler en evne til at ændre bevidsthedstilstanden for på den måde at beskytte sig mod
situationen ved at lukke af overfor den. Barnet kan så enten ‘vælge’ at bagatellisere begivenheden
eller vha. forskellige forsvarsmekanismer, som f.eks. fortrængning og splitting, at slette den fra
erindringen (Hermann, 1995, s.123-130). I lyset af B’s ligeglade holdning til sig selv og sine
omgivelser, synes det sandsynligt, at en sådan dissociering er B’s måde at reagere på.
Generelt ser vi en sammenhæng mellem fædrenes manglende interesse i pigerne og pigernes egen
manglende interesse i sig selv samt mellem nogle af fædrenes udadreagerende udtryksformer, hvor
vi i et enkelt tilfælde hørte om voldsepisoder, og pigernes manglende impulskontrol, der ofte
eskalerer i voldelige handlinger. Vi vurderer herudfra, at fædrene har været medvirkende til
99

udviklingen af pigernes grundproblematik på den måde, at de har bidraget med enten fravær, kaos
eller uforudsigelighed, hvilket kan have skabt en følelse af tomhed samt deprimerede og triste
følelser, som netop er kendetegnet for emotionel ustabilitet. Pigerne har manglet den vigtige
faderfigur, der bidrager med en anden form for samvær samt en anden form for udfordring og
kærlig opbakning end moderrollen, hvilket er en vigtig del af barnets udvikling i at begynde at
udforske verden og bruge sig selv på en ny måde (Sommer, 1998, s.147). Denne opbakning har for
disse piger ikke været der, da fædrene har været fraværende i pigernes liv, og dermed vurderer vi, at
fædrene sandsynligvis ikke har været betydningsbærende selvsubjekter, der har kunnet være af
forbilledlig karakter, hvor de har kunnet bidrage med udvikling af indre værdi- og normsæt.
Ydermere vurderer vi, at fædrene sandsynligvis ikke har været udfordrende selvsubjekter og
sparringspartnere, der har kunnet bidraget med udvikling af mestrings- og handlingskompetencer
(Hansen, 2003). Disse områder er efter vores vurdering ofte områder, hvor fædre har stor betydning,
da faderen for det lille barn er den vigtigste udefrakommende person, som barnet ved løsrivelsen fra
moderen især begynder at relatere sig til.
Ovenstående betragtninger tyder på, at der hos pigerne er tale om et splittet og uforudsigeligt
familiemønster, og det kan herudfra formodes, at pigerne ikke har fornemmelse af et fundamentalt
tilhør og dermed ikke har en indre følelse af samhørighed. Vi vurderer dermed, at der er flere tegn
på, at forældrene ikke har været hhv. empatisk spejlende, betydningsbærende,
samhørighedsskabende samt udfordrende selvsubjekter 49 , og det kan formodes, at der forekommet
en udviklingsblokering indenfor et eller flere rettetheder, da en opbakning og anerkendelse i egen
eksistens og i at være god nok kan tænkes at være udeblevet. Med forbehold for individuel
variation, kan det derved formodes, at pigerne er forstyrrede i både det selvhenførende, det
andenførende, det fællesskabshenførende og det mestringshenførende intentio.
4.1.2 Opsummering på grundproblematikkens indhold
Det er ud fra ovenstående hypotetiske overvejelser sandsynligt, at pigernes grundproblematik er
blevet grundlagt i og med tilknytnings- og affekt-spejlingsprocessen og har form af en grundbrist-
eller deficitproblematik. Herudfra får vi derfor en formodning om, at pigernes forældre ikke har
været tilstrækkelige sensitive og affekt-spejlende. Ud fra disse vurderinger, kan vi nu besvare
49 I de ovenstående betragtninger står det som om, mødrene udelukkende er implicerede i den formodede forstyrrelse i
det selvhenførende intentio, hvor fædrene står som udelukkende at være implicerede i de formodede forstyrrelser i det
andenhenførende og mestringshenførende intentio. Dette skal dog ikke tages så bogstaveligt, da vi mener, at både
moder- og faderrollen kan have indflydelse på alle typer forstyrrelser.
100

problemformuleringens første spørgsmål, der lød: hvordan kan den empiriske undersøgelse pege på
fællestræk i pigernes personlighedsorganisering? Hertil bliver vores svar, at pigerne har et
fællestræk i form af en underliggende emotionel ustabilitet, der kan ses som en art
grundproblematik, samt at pigerne med stor sandsynlighed har forstyrrelser i et eller flere intentioer.
Dette støttes til dels af resultaterne fra Fem-Faktor-Checklisten, hvor pigernes resultater afveg
signifikant fra gennemsnittet på faktorerne udadvendthed, der sættes i sammenhæng med det
selvhenførende intentio, samvittighedsfuldhed, der sættes i sammenhæng med det andenhenførende
intentio og emotionel ustabilitet, som vi har argumenteret for, har indvirkning på alle resultater og
rettetheder. Stolorow et. al. (i Monsen, 2000, s.142) beskriver ud fra Kohuts spejlende og
idealiserende selvsubjekter 50 , at mangelfulde tilgængelige selvsubjekter kan medføre problematisk
affektdifferentiering og affekttolerence samt mangelfuld evne til at bruge affekter som selvsignaler.
Denne sammenhæng medtænker vi i vores vurdering af, at pigerne har en destruktiv
affektregulering og en mangelfuld mentalisering, hvilket vi uddyber og støtter empirisk senere i
analysen.
Vi vil nu forlade argumentationen omkring pigernes grundproblematik og i stedet vende blikket
mod mulige konsekvenser heraf og således forsøge at besvare problemformuleringens andet
spørgsmål: På hvilken måde kan psykiske problemstillinger i personlighedsorganiseringen ses som
underliggende motiver for pigernes voldelige adfærd? I denne del vil vi både antage et individ- og
et gruppedynamisk perspektiv og vil igen understrege, at vi i tolkningen læner os op ad en
psykodynamisk grundforståelse, men at andre teoretiske tolkninger også kunne have haft relevans.
Det første hovedafsnit omhandler en mangelfuld kontakt til det autentiske selv, og hvordan dette
udtrykkes i voldelig adfærd. Vi tager udgangspunkt i interviewsituationen, hvor pigerne til tider
havde noget på spil overfor os, og herefter kommer vi ind på hhv. en uudviklet selvfornemmelse og
autenticitet samt en underliggende følelse af skam, svigt og ydmygelse. Næste hovedafsnit
omhandler en projektiv udlevelse af det fremmede selv, og hvordan vi ser dette udtrykt i den
voldelige adfærd. Herunder beskæftiger vi os med, hvordan aggression, raseri og vredesfølelser
bliver genstand for projektiv identifikation, hvilket munder ud i et afsnit om vold uden medfølelse.
Endvidere diskuterer vi, hvordan forskellige forsvarsmekanismer har været og stadig er en
nødvendighed og en tilpasningsstrategi pigernes miljø taget i betragtning. Dernæst ser vi på
pigernes relationer og griber fat om hhv. veninderelationer, kæresteforhold samt et gruppedynamisk
50 Igen en understregning af, at Kohut mfl. benævner det selvobjekter, men at vi her har valgt definitionen selvsubjekter.
Se evt. s.22-23 for uddybelsen heraf.
101

perspektiv. Til sidst en refleksion over hvorledes ungdomsperioden er en sårbar og kritisk periode,
og hvorfor voldeligheden udtrykkes der.
4.2 Mangelfuld kontakt til det autentiske selv - udtrykt i voldelig adfærd
Optakten til dette afsnit vil tage afsæt i pigernes fremtoning og nærmere præciseret omkring den
dobbelthed, vi sporede i interviewet og vil efterfølgende munde ud i en argumentation omkring,
hvordan en mangelfuld kontakt til det autentiske selv kan udmønte sig i voldelig adfærd.
4.2.1 Fremtoning i interviewet – et forsøg på at skjule egen sårbarhed
Vi følte flere gange, at pigerne havde noget på spil i forhold til os og gerne ville fremstå på en
bestemt måde i forsøget på at skjule deres sårbare sider. Dette enten som søde og ‘pæne’ piger, hvor
de virkede til, at der ikke var noget galt eller som hårde og seje, hvor de fremstod som nogle, der
kunne klare alt. Førstnævnte kom frem på den måde, at næsten alle pigerne tog kraftigt afstand fra
vold, kriminalitet og rusmidler, men alligevel havde alle personligt kendskab hertil. Som tidligere
nævnt mener vi, at dette kan være udtryk for, at pigerne prøver at behage og tilpasse sig
omgivelsernes forventninger. Endvidere kan det handle om en beskyttelse af området, idet pigerne
er klar over, hvordan samfundet ser på denne type miljøer med meget vold og kriminalitet og derfor
prøver at beskytte stedets ry ved at fremstå ‘pæne’ og ordentlige. Samtidig er stedets norm og
overlevelsesbetingelser at være hård og sej, hvilket betyder, at pigerne i deres interne relationer er
nødt til at fremstå hårde og seje. Vi tænker, at dette kan hænge sammen med, at vi ikke måtte få
kendskab til deres sårbarhed eller at de ikke selv havde kendskab til denne. F svarede jo “nu er det
jo ikke lige så’n, at jeg er så tit ked af det” (Bilag 4F, s.9), da vi spurgte, hvad hun gør, når hun er
ked af det. Men vores vurdering er, at F er meget ked af det indeni, men hverken vil vise det overfor
sig selv eller overfor andre. Ydermere manglede vi en ægthed hos mange af pigerne, især A og H.
Også G virkede til gerne at ville fremstå på en anden måde, end hun er, da hun gjorde meget ud af
at fortælle om sin høje ansvarlighed men samtidig er blevet smidt ud ad skolen pga. vold, og i
gengivelsen af en voldsepisode fik vi begreb om G’s ukontrollerede adfærd 51 . B virkede ligeglad
med både sig selv og os, og havde derfor på denne måde ikke ‘noget for’ overfor os, mens D og E
ikke virkede til at tage deres historier særlig alvorligt.
51 Se f.eks. citatet fra forsiden, hvor G beskriver sin adfærd under en voldsepisode.
102

Vores oplevelse af, at nogle af pigerne fik et lillepige/kæledægge, når de talte om moderen var ud
over C, som tidligere er blevet fremhævet også gældende for A, D, E, G og H, dvs. ved 6 ud af i alt
8 piger. Endvidere sagde de samme piger, at de kunne fortælle deres mødre alt, men når vi spurgte
ind til det, viste det sig, at de i virkeligheden sjældent gjorde det. Dette kan, udover at nogle måske
idealiserer forholdet til mødrene, tyde på, at nogle af pigerne måske ikke ville afsløre, hvis
mor/barn-forholdet ikke er så godt, som de fremlagde det. Det kan være, at disse piger var bange
for, at vi skulle ‘opdage sandheden’ og handle derefter. Her tænker vi på, at de evt. kunne have haft
forestillinger om, at vi havde autoritet til at gribe ind overfor eventuelle problemer på
hjemmefronten.
Der er dermed flere aspekter, der tyder på, at der er en stor forskel mellem pigernes fremtoning, og
hvordan de har det indeni. Denne dobbelthed omkring på den ene side at fremstå som seje, barske
og hårde, og på den anden side at være sårbare, usikre, triste og svigtede indeni, mener vi, teoretisk
kan funderes ved at tage udgangspunkt i teorien om horisontal og vertikal spaltning (Kohut, 2000,
s.164; Hansen, 2003, s.169-171). Begrebet horisontal spaltning omhandler en blokering for
udviklingsbestræbelse i selvets selvhenførende intentio. Sider som selvfremstilling og selvhævdelse
er hos individet mødt af dets omgivelser, hvormed den manglende spejling heraf resulterer i, at
disse sider undertrykkes og fortrænges hos individet. M.a.o. bliver det autentiske selv, der ikke er
blevet spejlet og anerkendt, fortrængt, hvilket kan resultere i en uudviklet selvfornemmelse. Den
vertikale spaltning skal forstås som en kompenserende del, hvor individet i stedet for at udvikle et
livløst, deprimeret og skamfuldt selvdomæne, udvikler et forvrænget og urealistisk selvbillede, og
en konsekvens heraf kan være, at pigerne har svært ved både at vise og mærke deres autentiske selv.
4.2.2 Uudviklet selvfornemmelse og autenticitet
Som Fonagy et. al. har fremført, er der stor sammenhæng mellem følelsesudviklingen og selvets
udvikling (se evt. s.37). Vi formoder, at pigerne har en mangelfuld affektbevidsthed omkring en
række følelser, hvilket kan medføre, at deres selvfornemmelse ligeledes bliver forstyrret. Pigernes
skift i udtryk og fremtoning kan ses om et udtryk for, at de ikke kan mærke deres selv og derfor
ikke er stabile i deres udtryk heraf samt har en usikker eller diffus identitet og autenticitet. De har
en facade eller en maske, der skifter i takt med, hvad de tror, omgivelserne forventer, idet de ikke er
i stand til selv at mærke, hvem de er, og hvad de står for og ydermere prøver at skjule den
emotionelle ustabilitet samt de svære, forvirrende og måske skamfulde følelser, der er heri.
103

Vi tolker, at følelser som sårbarhed, svigt og krænkelse er udtryk for pigernes autentiske selv, men
at dette selv er for ubærligt at mærke og derfor bliver fortrængt og erstattet med det oppustede og
forvrængede arrogante selv svarende til det hårde og seje udtryk, pigernes fremtoning til tider bærer
præg af. Det autentiske selv svarer således til det konstitutionelle selv, der rummer skam, svigt og
sårbarhed, men som føles fremmed og uintegreret pga. den horisontale spaltning (Hansen, 2003,
s.169). Hvis pigerne skulle have en autentisk selvfornemmelse ville det betyde, at de samtidig ville
blive nødt til at erkende, at disse følelser er opstået på basis af, at dette selv er blevet svigtet og
krænket, idet det ikke er blevet mødt og set, som det er. De ville dermed være nødt til at acceptere,
at deres forældre har svigtet dem.
En sådan erkendelse kan medføre en eksistentiel ensomhed (Yalom, 2001, s.377) der opstår, når
individet erkender, at det er ansvarligt for sit eget liv og er alene, dvs. individet må opgive troen på,
at der er en anden som har ansvaret for dets liv. Denne erkendelse er ifølge Yalom (ibid., s.382) en
naturlig livsbetingelser for det selvbevidste individ men besværliggøres af tilknytnings/separations-
vanskeligheder. For at kunne erkende og fornemme deres autentiske selv, ville pigerne være
nødsaget til at indse, at deres forældre har svigtet dem og ville i forlængelse heraf selv skulle tage
ansvaret for deres liv og skæbne. Udover at mangle affektbevidstheden til at kunne forstå deres
autentiske selvfølelser i dybden, mener vi, at pigerne ved at erkende disse følelser af sårbarhed og
svigt ville opleve en eksistentiel ensomhed, der for dem ville være svær og nærmest ubærlig at
håndtere selv. Pigernes lave gennemsnitsscore på dimensionen ensomhed i Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y, kan bekræfte hypotesen om, at de ikke er i kontakt med ensomheden, da vi
tolker, at en sådan lav score udover en ressource i nogle tilfælde også kan tolkes som en manglende
affektbevidsthed til den dimension, der måles på.
Vores vurdering er ud fra ovenstående, at pigerne mere eller mindre bevidst forsøger at undgå at
mærke det autentiske selv og derved fortrænger dette, hvilket støtter vores formodning om, at
pigerne er forstyrrede i det selvhenførende intentio, hvor sider som selvhævdelse og selvfremstilling
udvikles. Dette stemmer overens med, at pigerne scorede signifikant lavere end gennemsnittet på
faktoren udadvendthed i Fem-Faktor-Checklisten svarende til, at de bl.a. ikke er så selvhævdende
og aktive som gennemsnittet, og hvor denne faktor ifølge Tønnesvang netop har en formodet
sammenhæng med det selvhenførende intentio (se evt. s.28). Da følelser som skam, svigt og
ydmygelse stadig er der og ubevidst påvirker pigerne, bliver de i stedet udlevet i den voldelige
adfærd i form af en destruktiv affektregulering. Hvordan vi tolker, at dette kan ske, uddybes i det
følgende.
104

4.2.3 En underliggende følelse af skam, svigt og ydmygelse
Ifølge Fonagy et. al. (2004, s.427) kan voldelige handlinger være et desperat forsøg på at beskytte
selvet mod en oplevelse af skam, svigt og ydmygelse ofte uvidende igangsat af den anden.
Oplevelsen heraf føles som en eksistentiel trussel og bliver derfor ofte forsøgt eksternaliseret. Når
skamfølelsen først opleves udenfor individet og som del af repræsentationen af offeret i
voldspersonens psyke, virker det muligt at destruere følelsen én gang for alle. På denne måde er
vold et udtryk for håb, et ønske om en ny begyndelse, selvom det i virkeligheden er en tragisk
slutning (ibid.). Vold kan altså forstås som et middel til at destruere en mental tilstand, der er i
selvet men som er utålelig for selvet. Denne teori vil sammen med forståelsen af horisontal og
vertikal spaltning ligge til grund for følgende argumentation.
Skammen, tristheden og ydmygelsen over ikke at føle sig som noget værd og være én der kan
behandles dårligt, tænker vi, kan blive overført til andre via projektiv identifikation. Den skam og
ydmygelse, som pigerne ud fra vores vurdering har, kan medføre en ide om, at andre skal behandles
på samme vis og føle den samme form for skam og smerte. På denne måde forsøger pigerne selv at
slippe af med følelsen. Citatet, hvor E beskriver sin dom for grov vold med våben, kan illustrere
denne hypotese:
E: “ik’ og, fordi hun fik bøjet nogle ribben og fik blå mærker i hovedet og så’n noget der, så
var det grov vold, sagde de, eller så’n. Det var bare, hun havde fortjent det
I-1: hvad havde hun gjort?”
E: hun havde, hun havde øh he, hun havde løjet. For først da ville jeg ikke slå hende, jeg er
ikke en der bare slår folk sådan der, jeg ka…det er rigtigt, jeg kan faktisk ikke lide at slå, jeg
kan ikke lide og…så’n, jeg kan heller ikke så godt finde ud af det, men når jeg bliver sur så,
så bliver jeg heller ikke bare sur for sjov bare så’n der” (Bilag 4E, s.3).
E’s omtale omkring, hvordan pigen havde fortjent at blive banket så kraftigt, at hun fik bøjet nogle
ribben, kan tolkes på den måde, at E i sin skamfulde og deprimerede del af selvet ikke føler sig
mere værd end det, hun gennem sine handlinger udtrykker, at pigen er værd. En behandling som for
os at se kan hænge sammen med en følelse af skam og ydmygelse, der er fremkommet ved, at det
lille barn giver sig selv skylden over at være en person, der ikke er værd at elske og/eller ikke er
værd at behandle godt, hvilket kan resultere i en afsky til denne følelse, som illustreret hos E. På
samme vis taler Killingmo (1989) om skyld og skam indenfor deficit-problematikken, hvor dette
etableres på baggrund af barnets skyld mod sig selv, og hvor det f.eks. ser sig selv som ond og én,
der ikke er værd at elske i stedet for at tillægge moderen denne følelse, som det kan ske, hvis hun
har forladt det. Skyld og skamfølelsen hører indenfor denne problematik ifølge Killingmo (ibid.)
105

hjemme på et eksistentielt dybere plan, end hvis der er tale om skyld og skam omkring f.eks.
udlevelsen af behov, følelser og fantasier. Vi tror, at skammen, ydmygelsen og den selvstraffende
adfærd, der er etableret som en forstyrrelse i det selvhenførende intentio på baggrund af tidlige svigt
hos barnet kan omdanne sig til hadefulde følelser, der eksternaliseres, hvorved disse tanker om ikke
at være noget værd omdannes til tanker, der i stedet tillægges - og opleves som tilhørende offeret.
En lignende problemstilling ser vi gældende omkring følelsen af svaghed. Understregningen i
nedenstående citat giver for os at se et indblik i E’s mangelfulde erfaring i at give udtryk for,
hvordan hun har det, hvormed følelser som sårbarhed og svaghed er blevet forbudte følelser hos E,
som hun i dag ser på med foragt. E fornægter deres eksistens hos sig selv og kan heller ikke tolerere
dem hos andre:
E: “jeg kunne hurtigt finde på at banke hende igen, selvfølgelig kunne jeg det…for jeg, jeg
kan, jeg kan da se, at hun er pissesvag, det er da noget, der irriterer mig
I-2: okay
E: forstår du? At hun er så svag, at hun ikke engang kan forsvare sig selv” (Bilag 4E, s.14).
I interviewsituationen sad vi med en klar fornemmelse af, at E’s evne til empati er ødelagt. Det kan
formodes, at der ikke har været plads til at være svag og derved vise sin sårbarhed i familien,
hvormed disse følelser er blevet fortrængt, og vha. projektiv identifikation bliver de i stedet
omdannet til had og foragt over for offeret, der, i E’s forestilling, er bærer af disse følelser.
Den selvstraffende og mistænksomme adfærd, som hører under fjendtligheds-dimensionen kan
ligeledes tænkes at bunde i en underliggende skam- og svigtfølelse og være genstand for projektiv
identifikation. Pigernes selvstraffende adfærd, tænker vi, kan vise sig ved, at de har nogle dårlige og
nedbrydende overbevisninger omkring deres eget selvbillede, hvilket viser sig i deres beskrivelser
af dem selv. F.eks. er der kun få, der kan beskrive ting, de synes, de er gode til, og som tidligere
anfægtet, fornemmede vi en stor usikkerhed omkring deres selvbillede. Det kan måske bunde i, at
de oplever sig selv som en person, der ikke er værd at elske og som dum og uduelig, svarende til en
overbevisning, de i så fald kan have internaliseret i samvær med betydningsfulde andre. M.a.o. kan
der være tale om et introjekt, dvs. nogle overbevisninger om sig selv, som pigerne har accepteret
som deres egne (Perls, Goodman & Hefferline, 1977), og som nu dominerer deres selvbillede. Dette
selvbillede bliver negativt og derfor selvstraffende og udleves bl.a. i form af den udadreagerende
adfærd og i enkelte tilfælde i form af impulsappetit. Den mistænksomme adfærd kan også tænkes at
bunde i et introjekt på den måde, at pigerne selv er blevet mistænkeliggjort og ydmyget, hvormed
denne mistænkeliggørelse vendes til had, og danner grundlag for projektiv identifikation og
voldelig adfærd. Med vores tolkning af pigernes tilknytningsmønstre og forfejlede affekt-spejlinger
106

med nære omsorgspersoner in mente vurderer vi, at dynamikker som disse eventuelt kan være en
mulig forklaring på voldeligheden, hvilket støttes af de høje scoringer i fjendtligheds-dimensionen i
Fem-Faktor-Checklisten, hvorunder selvstraffende og mistænksomme adfærdsformer hører.
Vi har nu fremført vores vurderinger omkring, hvordan fortrængte følelser kan være et
underliggende motiv til voldelige handlinger, og vi har sandsynliggjort at:
Pigernes skamfulde, triste og sårbare følelser, der fortrænges vha. horisontal spaltning, da de er
for ubærlige at mærke og tage ejerskab for, eksternaliseres vha. projektiv identifikation ud på
omgivelserne og bliver et underliggende motiv for voldelige handlinger, da pigerne i en følelse af
foragt tillægger offeret disse skam- og svigtfølelser.
4.2.4 En grundlæggende tomhedsfølelse
Flere teoretikere, som vi har anvendt i dette speciale, taler om, hvordan f.eks. en grundbrist eller
deficit-problematik, som Balint (1994) og Killingmo (1989) problematiserer, en forstyrrelse i det
andenhenførende intentio, som Tønnesvang (Hansen, 2003) problematiserer og en usensitiv og
misafstemt affekt-spejling som Fonagy et. al. (2004) problematiserer, kan resultere i en indre
tomhedsfølelse. En tomhed der ifølge nævnte teoretikere er etableret pga. en manglende spejling,
sparring og interesse fra omsorgsfulde andre, og som vi har fremhævet sandsynligvis har været
gældende for disse piger i den tidlige tilknytning. Vi tænker, at pigerne har denne tomhed, og at de
‘gør sig tomme’ i forsøget på at undgå at mærke de svigtede følelser, der er for ulidelige at tage
stilling til, og at de opholder sig i en apatisk tilstand, hvor: “så sidder vi bare og glor ud i
luften…og snakker og så’n noget” (Bilag 4B, s.12). Vi vurderer derfor, at tomheden kan være en
form for forsvar imod at mærke egen forsømthed. Endvidere kan de usensitive affekt-spejlinger
med manglende følelsesmæssig genkendelse, som vi har problematiseret kan have udviklet et
fremmed selv, medføre en kronisk tomhedsfølelse i pigerne, da det fremmede selv er uautentisk i
forhold til selvet, og følelserne heri er uforståelige.
Vi tænker, at tomheden har indflydelse på den voldelige adfærd, idet denne adfærdsform kan være
med til at gøre dagligdagen mere spændende for pigerne, hvorved de får et samlingspunkt og noget,
der kan hjælpe dem til at holde sig på afstand af sig selv. Tomheden bliver dermed forsøgt erstattet
med en umiddelbar spænding. En spænding, som dog hurtigt forsvinder, hvormed tomheden igen
bliver den grundlæggende følelse. Vi vurderer derfor at:
107

Den grundlæggende tomhedsfølelse, der kan være et forsvar mod at mærke egen forsømthed samt
mod at mærke de kaotiske og uforståelige følelser, søges at blive udfyldt eller erstattet med
spænding, hvormed dette bliver et underliggende motiv for den voldelige adfærd.
I det følgende vil vi vende blikket mod den vertikale spaltning, der på lige fod med ovenstående
beskrivelser af den horisontale spaltning, kan indeholde underliggende motiver for pigernes
voldelige adfærd. Vi mener ikke, at disse to perspektiver på det psykiske plan i virkeligheden er så
opdelte som her antydet, og samtidig kan det være svært at skelne mellem, hvilke følelser, der
stammer fra skam, svigt og ydmygelse og hvilke, der kun omhandler had, vrede og raseri. I
virkeligheden kan al form for vrede, der bliver så destruktivt udlevet som tilfældet er ved disse
piger, måske bunde i tidlige svigtfølelser. Vi vælger dog alligevel at holde os til opdelingen for
overskuelighedens skyld.
4.3 Projektiv udlevelse af det fremmede selv – udtrykt i voldelig adfærd
Med en række uintegrerede følelser som fortrænges fra bevidstheden, må individet, som tidligere
fremført, finde noget andet at sætte i stedet for, hvorved der via en udvikling af vertikal spaltning
kan udvikles et mere oppustet og forvrænget selvbillede (Hansen, 2003, s.169). Denne
udviklingsproces mener vi, kan ses som et bud på den skråsikkerhed og arrogante facon, pigerne
udlever i deres relationer, og som vi fik kendskab til ind imellem interviewene, til fællesmødet og
ud fra deres egne beretninger. Vi vurderer, at pigerne har været nødsaget til at udvikle et oppustet,
arrogant og forvrænget selvbillede, der kompenserer for de ubærlige og uforståelige følelser og den
manglende oplevelse af indre sammenhæng. Pigerne har i stedet udviklet en fordrejet og urealistisk
forståelse af sig selv, hvor de på et mere eller mindre ubevidst plan dækker over det svækkede
selvhenførende intentio.
Når individet ikke er blevet mødt på dets følelser, og der f.eks. er foregået overvældende eller
inkongruente spejlinger, kan der som tidligere beskrevet ifølge Fonagy et. al. (s.38) ske en
‘tvungen’ internalisering af en repræsentation af forælderens emotionelle udtryk. Med en sådan
usensitiv eller misafstemt affekt-spejling forbliver internaliseringen af forælderen fremmed og
usammenhængende i forhold til selvstrukturen. I de tilfælde, hvor dette fremmede selv opleves som
en trussel mod den indre stabilitet, kan det få karakter af en ‘ond del’ i selvet. I forsøget på at skabe
en følelse af sammenhæng samt på at undgå at mærke et eventuelt indre ubehag, eksternaliseres
disse ‘onde’ følelser ud på andre i form af projektiv identifikation, hvormed individet føler sig i
108

stand til at kontrollere den del hos den anden. For dermed at bevare en forståelse, kontrol og
forudsigelighed i forhold til sit indre, benytter individet sig af drastiske og primitive
forsvarsmekanismer som projektiv identifikation og splitting (Fonagy et. al. s.39). Vi vurderer, at en
sådan psykisk dynamik bestående af det fremmede selv med udlevelse heraf i form af projektiv
identifikation er en del af pigernes psyke og derved kan være en af flere mulige motiver for
pigernes voldelige relateringsform.
De følelser, der er gældende indenfor fjendtligheds-dimensionen, dvs. lunefuldhed, hævngerrighed,
irritabilitet, selvafstraffelse og mistænksomhed mener vi, er følelser, der kan etableres indenfor den
vertikale spaltning og ses som et udtryk for ‘den onde del’ af det fremmede selv. Vi vil nu give
vores analyse og tolkning af, hvordan pigerne kommer af med disse følelser, hvilket gøres ved at
tage udgangspunkt i en projektiv identifikatorisk udlevelse af det fremmede selv. Afslutningsvis vil
vi i dette afsnit redegøre for, hvordan forskellige forsvarsmekanismer såsom projektiv identifikation
kan forstås som en tilpasnings- og overlevelsesstrategi, der stadig er nødvendig for pigerne.
4.3.1 Når had, raseri og vredesfølelser bliver genstand for projektiv identifikation
Vores fornemmelse er, at der i pigerne hersker en indestængt vrede, som på forskellig vis
kulminerer i deres udtryk, hvor de handler med en destruktiv affekt-regulering. Vi vælger at
definere affektreguleringen som destruktiv, idet vi mener, at pigerne regulerer visse følelser men på
en meget destruktiv måde. Når vi i interviewsituationen sad overfor disse søde og ‘pæne’ piger, var
det i første ombæring svært at forestille sig, at de kan være voldelige og aggressive, men i løbet af
interviewet fornemmede vi alligevel en underliggende aggressivitet. En aggressivitet vi oplevede
som en form for tikkende bombe, hvor ethvert ord, der blev sagt, kunne udløse et raseri.
Hadet og raseriet blev især tydeligt i de øjeblikke, hvor pigerne fortalte om voldsepisoder, eller når
de talte om ‘de andre’, dvs. dem udenfor deres egen gruppe. Når f.eks. E fortalte om forskellige
voldelige episoder, blev hun meget aggressiv i sin fortællestil og kropssprog, og vi sporede et
hastigt stigende raseri. Dette så vi, når hun eksempelvis med løftet pegefinger højlydt udtrykte, at
hun er en pige, der har ‘så meget tålmodighed’. Sådanne had-, raseri- og vredesfølelser vurderer vi,
bliver genstand for projektiv identifikation hos pigerne, hvilket følgende citat med B viser:
I-1: “hvis du så’n er rigtig, rigtig, rigtig rasende, hvad gør du så med alt det raseri?
B: he, går ud og provokerer nogen” (Bilag 4B, s.4).
Vi spørger, om B også har slået, hvortil hun svarer:
B: “ja
109

I-1: hvad skete der der?
B: (pause) øh, det var bare fordi at inde på…ja, jeg ved det ikke lige, hun gik bare forbi og
så…var hun så’n snobbet og så…ja, hehe
I-1: så fik du lyst til at slå hende?
B: ja, hem, så’n” (ibid.).
- og senere fortalte B mere udførligt om en episode:
B: “så sagde øh, så var en, mig og en af mine veninder vi spyttede på hende så’n
I-2: ja
B: så øh, kom, så hvad hedder det, så tog vi fat i hendes hår eller sådan noget, så kom hun
hen, så kradsede hun mig i hovedet og så’n noget, så gav jeg hende en boks
I-2: ja
B: men jeg kan ikke huske, hvor jeg ramte hende, men, ha
I-2: nej, nej
B: så det er så’n lidt
I-2: og så, gjorde du, gjorde du mere så eller hvad? Eller var det det?
B: nej det gjorde jeg ikke, men hun løb” (Bilag 4B, s.10).
Uden videre overvejelse spytter og ‘bokser’ B på pigen, som tydeligvis bliver angst og løber væk. I
eksemplet fornemmer vi, at der ligger et indædt had til grund for denne handling. Ifølge Gabbard &
Wilkinson (1996, s.107) bindes hadet til et fortidigt objekt og projiceres ud på omgivelserne for at
kunne fritsættes. Hadet er på en måde mere udspekuleret end raseriet er, og der ligger i hadet et
ønske om hævn overfor tidligere utilgivede objekter. Raseriet er mere ukontrolleret og har ikke den
samme udspekulerthed over sig, da det ifølge Gabbard & Wilkinson kan udleves på hvem som helst
(ibid.), og hænger, som vi ser det, mere sammen med en mangelfuld impulskontrol og
affektregulering. Når pigerne handler i affekt, og f.eks. som E føler sig midt i en krig, eller som D,
der fortæller at “hvis jeg har noget i hånden kaster jeg det og sådan noget, jeg bliver rigtig hurtigt
sur” (Bilag 4D, s.6), og når G gentagende gange ukontrolleret slår og sparker offeret, formoder vi,
der mere er tale om et ustyrligt raseri. G fortalte følgende:
G: “… Så der blev jeg lige lovlig meget sur, og så sparkede jeg, så slog jeg og sparkede
I-1: hvad s…hvad tænkte du, da du slog?
G: hun skal ikke snakke om min far
I-1: så du var bare sur?
G: ja
I-1: mm
G: men jeg ved ikke så’n rigtigt hvad jeg tænker, når jeg bliver sur. Der flyver mange
forskellige ting forbi. Så har jeg bare ikke noget at tænke på
I-1: så du blev bare helt vildt rasende her?
G: ja, jeg blev rigtig hurtigt sur” (Bilag 4G, s.4).
Adfærden syner af et ustyrligt raseri men måden, hvorpå G selv efterfølgende reflekterer over
handlingen er, ‘at så blev hun sur’. Vi tænker, at det hænger sammen med en mangelfuld
110

mentalisering i form af en manglende forståelse for alvorligheden bag handlingen, samt det vi
vurderer som en destruktiv affektregulering, hvor hun i situationen ikke kan styre sig og handler
uden indsigt og regulering af sig selv. Ydermere siger hun:
G: “ jeg er også blevet smidt ud af skolen på grund af det
I-1: på grund af…af slåskampe?
G: …ja..altså en 15 årig pige går ikke over til en 12 årig pige og siger, at hun vil rive dit
hoved af, og hun blev selvfølgelig rigtig bange, hun kom ikke i skole og så’n noget
I-1: okay
G: og jeg kom ikke i skole fordi at jeg sk…jeg var sammen med hende, fordi jeg fik så ondt
af hende
I-1: mm
G: og så fik jeg nok af det, så har hun også været rundt og true min venindes kusiner, og så
var der ingen, der kunne stoppe mig, selv min mor kunne ikke, og så gik jeg derned og så fik
vi snakket noget, og så kaldte hun mig fandme de ting, så sagde jeg, du kender mig ik’ så du
skal ikke kalde mig så’n noget, så sagde hun, jeg er da ligeglad, jeg hører, jamen du hører
men du ved ik’, så slog jeg hende” (ibid.).
Her får vi indblik i, at G oplever en beskyttertrang til sin kusine 52 , hvilket er ganske naturligt, men
det kan også forklares med, at hendes egen smerte projiceres ud og kun kan tages vare på i den
anden, fordi den er for svær at mærke og tage vare på i sig selv. Ansvarligheden er høj, når det er
andre, der skal kæmpes for, hvilket stemmer overens med, at flertallet af pigerne ville slå, hvis det
gjaldt en veninde. Prisen er dog ofte tilsvarende højere, da det i nævnte tilfælde resulterede i, at G
herefter skulle have et nyt skoletilbud. De voldelige episoder peger på, at flere af pigerne har seriøse
problemer med impulskontrol, dvs. har en destruktiv affektregulering. Hos nogle af pigerne er det
raseriet og hos andre er det hadet, der fører til vold, men i alle tilfælde vurderer vi, at det er et
udtryk for ‘den onde del’ af det fremmede selv, der udleves i relationerne. Vi har nu fremført vores
tolkninger omkring, hvordan vredesfølelser kan være underliggende motiver til voldelige
handlinger på den måde at:
‘Den onde del’ af det fremmede selv, hvor hadet og raseriet huser, bliver på baggrund af en vertikal
spaltning oppustet og forvrænget, og udleves vha. projektiv identifikation og destruktiv
affektregulering i relationen.
4.3.2 Vold uden medfølelse
I pigernes måde at berette om deres voldelige handlinger på, fik vi indtrykket af, at de er stolte over
handlingerne og føler sig magtfulde, samt at de ikke besidder medfølelse, empati eller samvittighed
overfor deres ofre. De bliver revet med i tilspidsede situationer og mister impulskontrol og
52 Om det er kusine eller ej er vi ikke sikre på, da vi senere fik at vide, at alle kalder hinanden for kusiner.
111

hæmninger. E beskriver i det følgende en typisk voldelig situation. En situation, hvor der ingen
empati er og ej heller nogen form for affektregulering, men som illustrerer et tab af kontrol og et
håb om tilintetgørelse:
E: “…og du ved godt, hver evig eneste gang jeg har slået en pige, så er hun bare så’n en,
hiver i hår og niver og så’n noget, og jeg kan altså ikke lade være med at grine og så’n
noget, så jeg har stået og grint hver gang. Og så ved du til sidst, når jeg har kunnet mærke,
så har jeg bare taget fat i hendes hoved og knaldet det ind i så’n, knaldet hendes hoved ind i
væggen eller knaldet det ned i jorden eller bare givet hende en knytnæve, så har hun bare
faldet om, og så er hun bare begyndt at græde. Så har der ikke været mere. Så jeg har bare
altid grint, når piger de går amok på en, ha” (Bilag 4E, s.4).
På samme vis fornemmede vi hos F en vis stolthed over sine handlinger, da hun med lethed og
begejstring i stemmen som tidligere beskrevet sagde at:
F: “så slår vi dem, haha”
- og lidt efter sagde:
F: “vi har været helt op til 16
I-1: okay…som slåsser med hinanden på en gang eller hvad?
F: ja, fordi at de var også rigtig mange så, så vi har prøvet det der” (Bilag 4F, s.3).
Vores tidligere fremførte formodning om, at pigerne kan tænkes at være forstyrrede i det
andenhenførende intentio, hvor individet retter sig mod betydningbærende andet og andre og
udvikler indre mål, idealer og værdier, mener vi, kan støttes af ovenstående beskrivelser omkring
pigernes manglende skyldfølelse og samvittighed over deres handlinger. Ydermere bekræftes det af
pigernes signifikante lave scoringer indenfor faktoren samvittighedsfuldhed på Fem-Faktor-
Checklisten, der ifølge Tønnesvang (se evt. s.29) har en formodet sammenhæng med det
andenhenførende intentio.
Vi vurderer herudfra, at en overvægt af disse piger kan formodes at være forstyrrede i det
andenhenførende intentio og endvidere, at dette perspektiv i sammenhæng med en manglende eller
kun ringe grad af mentalisering giver en adfærds- og relateringsform, der ikke er begrænset af
forståelse, dårlig samvittighed, empati, skyldfølelse eller lignende. Dette fordi en manglende
mentaliseringsevne kan bevirke, at pigerne ikke sætter sig i den andens sted og ikke har forståelse
for den andens følelser og bevæggrunde. En sådan objektgørelse af den anden, gør det ‘nemmere’ at
behandle den anden dårligt, idet pigerne ikke opfatter vedkommende som en person som sig selv.
Det, at nogle af pigerne angav, at nogle ‘kiggede snobbet’ som en grund til at slå, er et godt
eksempel på, at de handler impulsivt og ureflekteret uden affektregulering og mentalisering. Vi
tænker, at deres egen utilstrækkelighedsfølelse og værdiløshed vækkes, når de ser på andre piger,
112

‘der er snobbede’, da de oplever, at disse piger måske har noget, de ikke selv har. Der er i sådanne
tilfælde en mangelfuld indsigt samt vilje til at sætte sig ind i og undersøge eller forestille sig, hvad
disse piger har for og tænker. De undersøger ikke, om pigerne f.eks. er generte, tilbageholdende
eller blot uinteresserede i dem men splitter deres repræsentationer og opfatter de andre piger i et
devaluerende og dårligt lys, hvor de blot registrerer, at en sådan adfærd er at ‘være snobbet’. I disse
situationer behandler de andre ud fra et selvobjekt forhold, dvs. ud fra et jeg-det forhold. Her sætter
de sig ikke ind i, hvad andre tænker og føler men tillægger i stedet de andre en række dårlige
egenskaber vha. projektiv identifikation og handler med en manglende impulskontrol og destruktiv
affektregulering. De anvender ikke mentalisering men opholder sig i en psykisk ækvivalent tilstand,
hvor de ikke skelner mellem ydre realitet og indre oplevelser og dermed ikke undersøger, om der
bag andres adfærd og udtryk kan ligge forskellige mentale tilstande. Vi kan nu tilføje, at:
Den dårligt udviklede mentalisering og den lave empati og samvittighed medfører, at volden bliver
den foretrukne udtryksform.
4.3.3 Forsvarsmekanismernes nødvendighed – en tilpasningsstrategi
De forsvarsmekanismer vi har omtalt som en del af pigernes relateringer; projektiv identifikation,
splitting og dissociering, er mekanismer, der kan tænkes tidligere at have haft det formål at beskytte
selvet. Vi tolker, at forsvarsmekanismerne har været en nødvendighed for pigerne, idet de har været
en måde at beskytte sig og tilpasse sig omgivelserne og livsomstændighederne på. På denne måde
kan det tænkes, at pigerne har kunnet abstrahere fra samt undlade at mærke og tage stilling til deres
omgivelsers svigt, samt hvor uhåndterligt deres indre følelsesmæssige kaos er.
Forsvarsmekanismerne kan dermed ses som tilpasningsstrategier til en svær følelsesmæssig
opvækst, dvs. til et miljø, der er præget af voldsomme svigt og umodne voksne. F.eks. kan det have
været en udmærket måde at beskytte sig mod de følelsesmæssige konsekvenser af at leve med en
far, der har været i fængsel og en uhelbredeligt syg mor, som det er tilfældet hos D, der også har
fået at vide, at hun ikke er velkommen i huset. Eller som E, der lever sammen med sin mor, der i en
længere årrække har været alkoholiker, og som boede sammen med en mand, E troede var sin far,
men hvor hun senere fik at vide, at hendes biologiske far er en, der i sin tid har voldtaget moderen.
Det samme gælder for B, der havde en kaotisk opvækst med en far, som har slået moderen og truet
hendes bror med knive, og som nu bor alene med moderen, samt for F, der fortalte:
F: “ og jeg har ikke set min far i 4 år”,
- og da vi spørger hvorfor, svarer hun:
113

F: “nej, min mor, jeg ved det ik’ så’n” (Bilag 4F, s.7).
I alle tilfælde kan ovennævnte tilpasningsstrategier tænkes at gøre sig gældende, og ikke mindst i de
tilfælde, hvor der kan være tale om overvældende eller inkongruente spejlinger, hvormed følelser er
forblevet fremmedgjorte i pigerne. Forsvarsmekanismerne er dermed nødvendige for ikke at mærke
det følelsesmæssige kaos skabt på baggrund af et opvækstmiljø med svigt og umodne voksne.
At pigerne kan tolkes som besiddende en mangelfuld affektbevidsthed og som stadig forblivende i
en udlevelse af de forskellige destruktive forsvarsmekanismer kan indikere, at det miljø, pigerne
færdes i, fordrer en vedvarende nødvendighed i opretholdelsen af samme strategier, og derfor er
miljøet destruktivt eller usundt i forhold til pigernes personlighedsudvikling. Vi mener, at det
ydermere kan indikere, at pigerne mangler nødvendige kompetencer til at kunne rette op på deres
levevilkår og til at kunne ændre på de ting, de ønsker. Vi vurderer derfor, at de befinder sig i et
meget usundt miljø, hvor temaer som magt-afmagt, ven-fjende og offer-krænker huser. Deres
overlevelsesstrategier omkring at opdele verden i en forenklet form af gode og dårlige objekter,
lukke af og gemme følelserne af vejen, gøre sig hårde og ikke mindst at skille sig af med deres
uhåndterlige følelser via projektiv identifikation, ser vi som selvødelæggende handlinger.
Handlinger som vi mener, de har brug for professionel hjælp til at kunne ændre på.
4.4 Opsummering på den destruktive voldelige adfærd
Når vi i et samlet hele ser på pigernes voldelige adfærd, konkluderer vi, at pigerne handler på denne
destruktive måde, fordi de ikke er blevet set, hørt og anerkendt, og de har ikke kontakt til en række
følelser, hvormed vi vurderer, at de har en mangelfuld affektbevidsthed. De handler i opgivelsen og
i affekt. Vrede er dog også en god egenskab, som er nødvendigt for individet at have, men hvis ikke
vreden bruges konstruktivt, dvs. verbaliseres før den bliver ukontrolleret, bliver den ødelæggende
(Lerner, 1995). Vi tænker, at pigerne ikke kender deres vrede, da den som beskrevet under de
hypotetiske overvejelser måske ikke har været vellidt eller ikke er blevet anerkendt. Det kan tænkes,
at de har opgivet at udtrykke vreden overfor deres forældre, hvorved de endnu tydeligere forsøger at
udtrykke den overfor andre. Pigerne har en mangelfuld mentalisering, og når de samtidig har en så
grundlæggende mangelfuld samvittighed og empati, er der intet, der stopper dem i at udføre
ondartede, voldelige handlinger. Sorg, smerte, skam og svigt samt had, raseri og afmagt resulterer i,
at volden bliver pigernes foretrukne adfærds- og relateringsform, når de føler sig pressede.
Endvidere hjælper det subkulturelle miljø til fastholdelse af denne udtryksform, da pigerne udvikler
114

en fælles norm med legitimering af voldeligheden og på denne måde spejler sig i hinandens
voldelige adfærd.
Opsummerende kan derfor siges, at pigernes selvopfattelse og narrative fortælling afspejler en
dyrkelse og accept af de primitive og defensive mønstre, som kan ses i forbindelse med en
udlevelse af ‘den onde del’ af det fremmede selv. Dermed bliver samlingspunktet pigerne imellem
det fremmede selv, og det, der fortrænges, er det sårbare, skamfulde og deprimerede autentiske selv.
Pigernes fortælling kan, som beskrevet under niveau III i den teoretiske gennemgang, ses som en
bærende kraft i oplevelsen af indre sammenhæng og identitet, og vi tænker, at pigernes diffuse
identitet og selvfornemmelse betyder, at de dermed har behov for at skabe en sammenhængende
tålelig fortælling. Dette medfører, at de fravælger dele af deres fortælling i forsøget på at skabe en
indre stabilitet. Vi vil nu tage udgangspunkt i pigernes relationer og se på, hvordan en fælles
dyrkelse af primitive og defensive mønstre kan udmønte sig i voldelighed.
4.5 Pigernes relationer – en afspejling af den mangelfulde selvfornemmelse
Vi vurderer, at pigernes relationer på forskellige måder bliver en afspejling af deres mangelfulde
selvfornemmelser, manglende tilhørsforhold, ringe bæredygtigt normsæt samt dårlige
selvbeskyttelse.
4.5.1 Veninderelationer – behovet for samhørighed og accept
Veninderelationerne er af stor betydning for pigerne. De fortalte enstemmigt, at de er meget
knyttede til hinanden og kan fortælle hinanden alt. Vi vurderer, at pigerne har brug for hinanden, da
de herimellem føler sig forstået i og med, at de har samme grundvilkår og kommer fra samme
bagland. Flere ting tyder dog på, at pigernes relationer bærer præg af en kompensation for de
mangler og forsømmelser, som vi ser som konsekvens af den misafstemte og usensitive
tilknytningsproces. Vi fik under tilknytningsafsnittet indtrykket af, at pigerne ikke har haft
oplevelsen af at være med i et fællesskab, og at der ikke har været en oplevelse af samhørighed,
hvor der var tid og rum til blot at være sammen uden nogle andre former for intentioner. Der var
intet i pigernes fortællinger, som indikerede, at der har været bedsteforældre eller andre, der har
kunnet udfylde rollen som samhørighedsskabende selvsubjekter. Vi spurgte direkte hertil, men
ingen af pigerne svarede bekræftende på spørgsmålet.
Når fornemmelsen af samhørighed og følelsen af at være med i et fællesskab dermed kan tyde på at
være et uopfyldt behov, tænker vi, at pigerne kompenserer for nogle af disse mangler i
115

veninderelationerne, hvilket støttes af deres behov for at verbalisere deres gode forhold til hinanden.
De har af denne grund brug for hinanden, og det at blive udstødt af gruppen ville være for ubærligt
for pigerne. Veninderelationerne bliver ydermere vigtige, fordi den grundlæggende følelse af at
være noget værd i sig selv ikke er til stede i deres indre og fordi, der heller ikke er valgmuligheder
eller alternativer at ty til i forsøget på opnåelsen af disse grundlæggende eksistentielle levevilkår.
Veninderelationerne bliver for den enkelte pige dermed en vigtig livline, hvor de forsøger at
kompensere for deres isolations- og ensomhedsfølelse. Pigerne scorede gennemsnitligt lavt på
dimensionerne ensomhed og social isolation i Den Psykologiske Sundhedsprofil, men vi tænker, at
dette kan illustrere, at pigerne på ‘overfladen’ dvs. i deres fortællinger oplever et fællesskab med
deres veninder. Fællesskabet er til en vis grad reelt, idet de i samvær med andre, der har det på
samme måde, oplever en samhørighed med ligesindede, men vi mener ikke, at pigerne er
tilstrækkeligt i stand til at være samhørighedsskabende selvsubjekter for hinanden. M.a.o. mener vi
ikke, at de er i stand til følelsesmæssigt at opfylde det, vi vurderer som umættede behov skabt i den
tidligere tilknytning. Men de kan give hinanden en følelse af ikke at være alene i nuet og være
sammen om f.eks. blot at fordrive tiden. Dette er dog kun en umiddelbar følelse og ikke en
eksistentiel tilfredsstillelse af dette behov, mener vi at få bekræftet i forhold til de høje scoringer i
mistillid, mistrivsel samt impulsappetit fra den Psykologiske Sundheds Profil og ikke mindst ud fra
de høje scoringer indenfor både neurotisk, deprimeret og fjendtligheds-dimensionerne, dvs. den
emotionelle ustabilitet.
Vores vurdering er, at når følelsen af samhørighed ikke er indlejret som indre pejlemærker i pigerne
men derimod er en mangelfuld tilstand hos dem, har det indvirkning på, at pigerne ikke har en
gennemgribende accept af hinanden, hvor der blot er plads til at være den, man er uden at skulle
leve op til noget bestemt. Der er derfor ikke en gensidig rettethed med en fundamental accept. Vi
har en formodning om, at man enten er ‘med på vognen og en af os’ eller ‘ude i kulden og en af
dem’. De kan godt være sammen om det umiddelbare, som vist i det ovenstående, men vi mener, at
der under overfladen kan være tale om en underliggende frygt for hinanden. En frygt for at blive
udstødt og ikke længere være med i fællesskabet, hvilket kan være en frygt, de kender al for godt.
Dette så vi afspejlet, da F sagde:
F: “ja, fordi at vi alle sammen har jo, jeg har jo også respekt for dem, der har respekt for
mig” (Bilag 4F, s.8).
F satte ord på det, vi hos flere piger fik fornemmelse af, nemlig at der er tale om en respekt, hvori vi
kunne fornemme en underliggende frygt samt en ydmygelse og intolerance overfor ‘svaghed’. Disse
116

ovenstående betragtninger støtter vores formodning om, at pigerne er forstyrrede i det
fællesskabshenførende intentio. Med de heraf manglende samhørighedsskabende selvsubjekter kan
det forklare, hvorfor pigernes rettethed mod fællesskab og samhørighed med ligesindede bliver på
bekostning af egen individualitet. De opgiver sig selv for at følge gruppen f.eks. i voldelige
handlinger og for at være en del af veninderelationerne og fællesskabet. De har ikke kompetencerne
eller troen på sig selv til at bryde den underliggende mistillidsfornemmelse, der hersker pigerne
imellem. Utrygheden og fornemmelsen af ikke at være god nok og ikke at være betydningsfuld hos
den enkelte pige, mener vi hermed afspejles i veninderelationerne. Derfor virker det sandsynligt at:
Pigernes grundlæggende ønske om at få behovet for samhørighed dækket, hvormed det at være med
i fællesskabet er yderst centralt, presser dem til at begå vold og dermed leve op til den fælles
gruppenorm, da pigerne måske ellers ville føle, de eksistentielt går til grunde.
4.5.2 Pigerne er hinandens umodne forbilleder
Vi tolkede, at pigerne har en mangelfuld overbevisning om, hvad der er rigtigt og forkert og har en
dårligt udviklet mentalisering, og at der ikke har været tilgængelige personer, der har kunnet
bidrage til en udvikling af indre værdi og normsæt i pigerne. Vi vurderer, at de i stedet spejler sig i
hinanden, da de kun har hinanden at sætte deres selvhævdelse og selvfremstilling i forhold til,
hvormed de bliver hinandens umodne forbilleder. For pigerne handler det om at udvise respekt,
være seje og én af de vilde. Én der tør gå bare lidt længere end de andre. Vi hørte f.eks., at pigerne
sammenligner deres voldelige handlinger efter en slåskamp og bl.a. fortæller hinanden, hvorhenne
de slog og hvor hårdt. Det kan dermed tyde på, at omdrejningspunktet pigerne imellem er de
voldelige handlinger, og at det er denne norm og adfærd, der fremmes i veninderelationerne.
Vi sandsynliggør hermed, at pigernes veninderelationer også afspejler en rettethed, hvori de
forsøger at kompensere for manglende betydningsbærende selvsubjekter. Pigerne går på kompromis
med sig selv, da de ikke har lært egne behov og følelser at kende, og da de ikke har oplevet, at andre
er interesserede i dem. Også deres manglende kompetencer i, hvordan de evt. kan gøre ting
anderledes eller kan gøre op med det, de møder i relationerne, medvirker til, at de lader sig indordne
og accepterer deres livssituation. Derfor tolker vi også at:
Pigerne bliver hinandens umodne forbilleder, da de mangler moden voksenkontakt, hvormed
voldelige handlinger bliver pigernes omdrejningspunkt og det, der fremmes i veninderelationerne.
117

4.5.3 Kæresteforhold – et underdanighedsforhold
Hos de piger, der er eller har været i kæresteforhold, er der i alle tilfælde tale om drenge med anden
etnisk baggrund end dansk. I interviewene refererede pigerne til, at kæresterne bestemmer, hvornår
de må gå ud, hvem de må tale med, og om de må gå til fest eller ej. Pigerne finder det langt hen ad
vejen normalt, og ser det heller ikke som noget særligt, hvis de er blevet slået eller fortsat bliver det,
hvilket E’s kommentar omkring: “ja, men det er altså normalt i vores aldersgruppe…” (Bilag 4E,
s.14) tydeliggør.
Som beskrevet virkede B til at beskyttede kæresten, da hun først sagde, at han ikke slog i hovedet
og senere fortalte, at han havde givet hende en lussing:
B: “ja, men han har aldrig slået mig hårdt i hovedet, så’n bare for sjov givet mig en
boks, så’n på armene eller sådan noget
I-2: så når han bliver sur, kan han godt så’n give dig
B: ja, he he, ja
I-2: hvordan, prøv at sige hvordan han gør, hvis han bliver sur
B: han giver mig bare en boks eller en lussing” (Bilag 4B, s.8).
Den vekselvirkning vi formoder gør sig gældende hos pigerne omkring enten at hævde sig på
bekostning af andre og udleve sin fjendtlighed i form af voldelig adfærd - og modsat selv at blive
udsat for dominans og overgreb i samvær med kæresterne, giver et billede af, hvilken dynamik og
svigtfølelse, der er underliggende for den emotionelle ustabilitet. Når pigerne ikke er blevet
anerkendt som dem, de er med de følelser, de har, vurderer vi, at de søger efter at kompensere for
dette mangelfulde selvhenførende intentio i deres kæresteforhold. Det kan tyde på, at der er tale om
en evig sult efter at blive accepteret, som vi også så det i veninderelationerne, og det kan hænge
sammen med ideen om, at lidt eller dårlig opmærksomhed er bedre end slet ingen. Dette kan være et
bud på, hvorfor pigerne finder sig i at blive domineret og slået, som vi her ser hos C:
C: “øhm, det er alt, altså… bare… jeg ikke tager min telefon, så har jeg været ham utro og..
I-1: nå
C: jeg ved ikke hvad
I-1: nå han, han tror sådan noget om dig så?
C: ja
I-1: hvad gør han så?
C: han har banket mig en gang” (Bilag 4C, s.4).
og i H’s beretning anes også, at kæresten har haft magten i forholdet:
H: “ øh, dengang der var vi meget afhængige af hinanden og
I-1: ja
H: var hele tiden sammen og …vi var meget jaloux på hinanden og så’n der var slet ikke
nogen,
I-1: sagde…sagde han, hvad du måtte og…
118

H: ja …så’n er det overhovedet ikke nu, jeg tror bare…det… (pause)
I-1: nej, var der noget, du ikke måtte dengang?
H: øhm…han var ikke så glad for, at jeg snakkede med andre drenge, som han ikke kendte
I-1: mm” (Bilag 4H, s.4).
Pigerne ved ikke, hvad de skal gøre for at sætte sig igennem overfor kæresterne og passe på sig
selv. Det lader ikke til, at de kan gøre op med den rolle, de er placeret i overfor deres kærester og
heller ikke har ressourcerne og redskaberne til at gå imod det, der sker, hvormed de opgiver at sætte
sig imod kæresternes adfærd. Dette indikerer samtalen med B:
I-2: “har du så’n lidt respekt for ham?
B: ja, når han siger, jeg ikke skal, så må der jo være en god grund til det
I-2: og det adlyder du?
B: mm” (Bilag 4B, s.7).
Det tyder på, at pigerne mangler kompetencer og ressourcer til at ændre på deres livssituation,
hvilket leder os til en tese om, at hverken forældre, lærere eller andre voksne i pigernes verden
gennem opvæksten har formået at være udfordrende selvsubjekter, der har kunnet udfylde rollen
som ‘optimalt frustrerende medspillende modspillere’ (Hansen, 2003, s.154), og som dermed har
kunnet hjælpe til pigernes udvikling af handlekompetencer og refleksive kapaciteter. Pigerne kan
derfor formodes at være forstyrrede i det mestringshenførende intentio. Rettetheden mod deres
kærester bærer præg af en mangelfuld tro på sig selv og en dårlig selvbeskyttelse, et ringe
bæredygtigt normsæt samt en mangelfuld udvikling af ressourcer, refleksivitet og mentale
kompetencer, hvilket igen afspejler manglende forbilleder og indre pejlemærker for, hvad der er
rigtigt og forkert. Derfor tænker vi, at de i samvær med kæresterne søger en tydelighed omkring
værdier, regler, og adfærd omkring, hvordan de skal opføre sig. Det kan tænkes, at kæresterne har
en baggrund, der bærer præg af tydeligere normer for, hvordan mande- og kvinderollen skal være,
hvilket kan give en tryghed hos pigerne. En tryghed og forudsigelighed som pigerne med stor
sandsynlighed har manglet i deres opvækst, og som de i deres rettethed ubevidst søger og drages af.
4.5.4 Drengenes indflydelse på pigernes selvopfattelse
Ud fra den måde pigerne fortalte, at drengene omtaler dem og behandler dem på, fik vi en
formodning om, at drengene ikke respekterer pigerne. Vi mener, at der er tale om en dobbelthed i
måden, hvorpå pigerne skal være overfor drengene. På den ene side skal de være ‘pæne’ piger, der
ikke er udfordrende klædt og ikke stiller spørgsmål, men på den anden side skal de være villige til
at være kærester med drengene, have seksuelt samkvem med dem samt efterleve drengenes
119

gruppeadfærd på den måde, at drengene synes, pigerne er seje, når de er hårde og voldelige. Dette
fik vi indblik i gennem pigernes fortællinger om drengene og fik bekræftet af pædagogen.
Dobbelthed ser vi et eksempel på i nedenstående citat, hvor C forklarer, hvordan hun mener,
drengenes syn er på hende:
C: “jaa, men de er bare …fordi…jeg ved det ikke, altså hvis man…altså i deres, drengenes
øjne er man bare en luder, så’n” (Bilag 4C, s.5).
Drengene omtaler pigerne som ludere men vil gerne have dem til kærester, og man kan forestille
sig, at det skaber forvirring hos pigerne omkring, hvordan de skal opføre sig i samvær med
drengene. En forvirring, der indvirker på pigernes selvopfattelse, da selvoplevelsen påvirkes af den
måde, individet fornemmer at blive oplevet og set på af andre (Monsen, 2000, s.140). Pigernes
selvopfattelse er efter vores vurdering i forvejen ustabil, hvilket betyder, at selvopfattelsen kan
tænkes at blive påvirket af denne forvirring og udvikles i en slags ‘luder/madonna attitude’, der
ydermere, som beskrevet i indledningen, forstærkes af samfundets både maskulinisering og
feminisering af unge piger (se evt. s.8). Denne formodning støttes af pigernes skift mellem at være
en hård og sej ‘bitch’ og en sød og ‘pæn’ pige.
Herudover kan det at blive omtalt som luder, være devaluerende og være medvirkende til en
fastholdelse af følelsen af ikke at være noget værd. Pigernes bagland, hvor vi tidligere har
argumenteret for, at følelsen af skam kan have solidt tag i pigerne, kan ligeledes give mening her.
Skamfølelsen kan måske være med til at hindre pigerne i at mærke, at drengenes adfærd imod dem
er forkert. Når de besidder en indre følelse af skam, hvormed ydmygelsen allerede sidder i dem, kan
det være medvirkende til, at de lader sig indordne under drengenes syn på dem og dermed godtage
drengenes opførsel som en accepteret adfærd. Endvidere kan det, at være udsat for vold eller trusler
sætte varige spor, da en vedvarende traumatisering kan medvirke til en dyb krænkelse og selvhad
(Herman, 1995, s.69-75).
På baggrund af ovenstående vurderer vi, at pigerne er bange for drengene og føjer dem. Dette
aspekt kendetegner ligeledes det mønster, der er gældende for voldsramte kvinder, hvor kvinden
trods mandens dominans og voldelige adfærd ikke formår at løsrive sig og gang på gang tilgiver og
appellerer til manden, samt i visse tilfælde føler sig heldig og som noget særligt, når manden lader
hende mærke lidt godhed (ibid., s.116). Vi ser overensstemmelser mellem pigernes forhold til
drengene og mønstrene gældende for voldstraumatiserede kvinder, hvilket bekymrer os især
pigernes unge alder taget i betragtning. Drengenes opførsel overfor og syn på pigerne forstærker
120

derved nogle af de problemstillinger og underliggende motiver til vold, som vi allerede har
beskrevet og er dermed med til at fastholde pigerne i deres voldelige adfærd. Det synes således at
være tilfældet, at:
Drengenes voldelige og nedværdigende adfærd overfor pigerne medvirker til en fastholdelse og
legitimering af pigernes voldelige udtryksformer, hvormed dette også kan ses som et underliggende
motiv for vold.
4.6 Et gruppedynamisk perspektiv
I forlængelse af ovenstående, tager vi nu fat i et gruppedynamisk perspektiv, hvor vi koncentrerer
os om følgende områder; En fælles gruppedeltagelse og -følelse i kampen mellem ‘os og dem’, et
fælles mål samt til sidst et syn på leder-aspektet i gruppen.
4.6.1 En fælles gruppedeltagelse i kampen mellem ‘os og dem’
Vi vil nu fremføre vores antagelser omkring de mekanismer, vi vurderer, kan være på spil i pigernes
gruppekultur. Vi vil dog indledende begrunde, hvorfor vi ser pigerne som tilhørende en samlet
gruppe, selvom de ofte opholder sig i grupperinger af to og to. Pigerne fortalte f.eks., at de alle
kender hinanden rigtig godt, hjælper hinanden og føler, at de hører sammen. Som nævnt i
resultatgennemgangen, fortalte G følgende:
G: “altså, så’n, der er, der er nogen gange, hvor vi har så’n specielle mødetider så’n, hvor
vi lige ringer til hinanden og siger; nå okay, det er i dag, vi går lige ned på banen for
eksempel, og så mødes vi alle pigerne dernede, og nogle af drengene, så går vi rundt i
‘X’ 53 …” (Bilag 4G, s.1).
De møder op, når nogle fra gruppen fastsætter et tidspunkt og er i sådanne situationer tilstede alle
sammen. Endvidere bor og/eller kommer de i samme område, flere har gået i samme skole og
mange har kendt hinanden fra børnehavealderen. Der er således flere ting, der peger i retning af, at
det er en fasttømret gruppe med en helt speciel gruppekultur. En gruppekultur, som vi mener,
indeholder en række aspekter, der styres af en opdeling af ‘os og dem’, en kamp mod ydre fjender
og en fastlåsthed i at bevare gruppen, som den er. Egenskaber som er gældende indenfor det, Bion
(1993, s.72-88) har beskrevet som et kamp-flugtmønster, hvori der er tale om en svigtende
realitetsopfattelse, depersonalisering af den enkelte samt mobilisering af primitive forsvar som
projektiv identifikation og splitting. Der hersker en fælles delagtighed i de emotionelle
fornemmelser, og målet er at bevare gruppen, som den er. Lederen i gruppen er forløber for
53 Stedet, hvor pigerne bor.
121

ekæmpelse af både ydre og indre trusler, og der er ikke plads til svaghed hos den enkelte, men alle
skal deltage på lige fod i konfrontationer. Følelser som vrede og jalousi samt angst og benægtelse er
dominerende indenfor denne kultur (ibid.).
Vi ser en sammenhæng med pigernes gruppedynamiske processer og de gældende mønstre indenfor
kamp-flugtmønsteret, idet pigerne fortalte, at de vil gøre alt for hinanden og ofte er i konflikt med
piger fra andre områder samtidig med, at der også hersker interne konflikter pigerne imellem. Det
tyder på, at pigerne hele tiden er i kampberedskab, hvilket stemmer overens med kamp-
flugtaspektet omkring, at ydre og indre trusler skal bekæmpes. Vi vurderer, at pigernes behov for en
opdeling i ‘os og dem’ karakteriserer en anvendelse af splitting på gruppeplan. Hadet og vreden
eksternaliseres ud på ‘de andre’, og disse bliver genstand for projektiv identifikation. Endvidere
tænker vi også, at der blandt pigerne hersker en uskreven lov om, at alle skal deltage i de samme
overtrædelser både i forhold til de kriminelle og de voldelige handlinger, hvilket vi bl.a. så, når F
sagde at:
F:…så kommer vi alle sammen og slår dem” (Bilag 4F, s.3).
Vi tænker, at denne adfærd er normen blandt pigerne, og hvis ikke man deltager i handlingerne, kan
man måske ikke få lov at være med i kliken. Alle deltager på lige fod, hvilket med Bion beskrives
som et typisk træk ved kamp-flugtmønsteret. Desuden hørte vi flere gange, at pigerne mest begår
voldelige handlinger, hvis det handler om at forsvare en af de andre:
C: “jeg slås aldrig mest for mig, det er k… mest for nogle af mine veninder” (Bilag 4C, s.7).
Pigerne forsvarer altså hinanden og viser på denne måde, at de støtter hinanden og bakker hinanden
op. Dette kan som tidligere anskuet være udtryk for en eksternaliseret omsorg og beskyttelse af sig
selv – man kan ikke slås for sig selv, men man kan og vil til enhver tid slås for en anden, der minder
om en selv. Vi husker, at pigerne talte om de voldelige handlinger med en vis stolthed i stemmen.
Det tyder på, at det ikke er godt at være svag, og det at være barsk og deltage i konflikterne er
gruppens norm. Endvidere vurderer vi, at der er en benægtelse repræsenteret i pigerne, hvilket
ligeledes ifølge Bion (ibid.) er et typisk træk ved kamp-flugtmønsteret. Pigerne fortalte i
interviewet, at de ikke fandt det i orden at begå vold, og at de aldrig vil slå først, men samtidig
gengav de en række episoder, hvor de netop har slået først og dette på en meget ukontrolleret vis.
Det kan indikere, at benægtelsen og den ambivalente holdning til de voldelige handlinger er stor hos
pigerne, og ydermere tyder pigernes adfærd og indstillinger til andre på, at der er tale om
depersonaliseringen af de personer, det går ud over.
122

Der er altså tegn på en tilstedeværelse af en række defensive mønstre i pigegruppen, som er
gældende indenfor kamp-flugtmønsteret. Herudfra kan mønstrene i pigegruppen karakteriseres med
svigtende realitetsopfattelse og benægtelse, depersonalisering af den enkelte og mobilisering af
primitive forsvar som splitting og projektiv identifikation, hvilket understøtter betragtningerne
tidligere i analysen omkring pigernes individuelle dynamiske problemstillinger.
4.6.2 Et fælles mål - undgåelse af forandring
I pigegruppen genkender vi også et andet aspekt, som er gældende indenfor kamp-flugtmønsteret,
nemlig et fælles mål omkring at bevare gruppens eksistens og dermed hindre al udvikling og
ændring i gruppen. Vi har indtryk af, at pigegruppen er en lukket enhed, hvor det både er vanskeligt
at komme ind men også vanskeligt at bryde ud ad. Vi formoder, at denne lukkethed, hvor fremmede
og anderledes personer bliver oplevet som en ydre trussel, er en nødvendighed for at bevare
gruppens eksistens. Pigerne tåler ikke forskellighed og vælger også i deres omtale til og om
hinanden, at bekræfte, at de er tætte og hører sammen, hvilket tydeliggøres i det følgende:
I-1: “vi har sådan lidt fået indtrykket af, at piger herude, de holder meget sammen og
beskytter meget hinanden og…
G: det gør vi også
I-1: det gør I også?
G: altså men, nogle gange kalder vi ik’ så meget hinanden for veninder, mere så’n søskende
og kusiner, så’n for eksempel altså min mor, altså hende der var her lige før (F) det er
ligesom min mors datter” (Bilag 4G, s.3).
At pigerne kalder hinanden for søskende og kusiner kan tyde på, at de har stort behov for at
understrege, at de hører sammen. Man kunne formode, at dette behov er så stort, da der som
tidligere anskuet aldrig har været en dyb følelse af tilhør i primærfamilien på et eksistentielt plan,
idet de ikke har haft denne følelse af samhørighed og oplevelse af at være med i fællesskabet i den
tidlige tilknytning. Da følelsen af tilhør og samhørighed dermed kan tænkes ikke at være en
forankret følelse, har pigerne brug for at bekræfte hinanden i, at de hører sammen som familie og
dette bl.a. igennem benævnelser som søskende og kusiner.
Aspektet omkring at bevare gruppen som en lukket enhed, hindrer de enkelte gruppemedlemmer i at
udvikle sig og søge nye veje. Vi husker f.eks., at pigernes forholdsvis høje score indenfor
dimensionen åben for oplevelse/intellekt på Fem-Faktor-Checklisten kom bag på os, da vi
umiddelbart ikke vurderer pigerne som specielt åbne og interesserede i f.eks. nye tiltag. Den
åbenhed tror vi, som nævnt i datagennemgangen, sammen med omgængeligheden bliver holdt nede
123

i gruppen. Vi formoder, at gruppens indflydelse på den enkelte pige er stor i henhold til, hvad man
skal deltage i, og hvordan ens holdning til f.eks. skolen eller andre tiltag fra voksne skal være. Kun
A fortalte, at hun er glad for skolen, og H fortalte, at hun nu ‘tager sig sammen’ og interesserer sig
for fagene på VUC. Ellers hørte vi fra de resterende piger, at skolen er kedelig og flere opfører sig
ueksemplarisk, hvor man i flere tilfælde, nemlig hos C, D, E, og G har været nødsaget til at tilbyde
dem anden form for skolegang. Det kan tyde på, at normen i gruppen indebærer, at man ikke skal
være for interesseret i skolen men i stedet holde en vis distance til tingene eller helt negligere dem.
Den enkelte pige får så ikke mulighed for at prøve sig selv af og udvide den interesse og åbenhed,
der i virkeligheden var forholdsvis høj hos pigerne ud fra resultaterne. Pigegruppens usagte mål
bliver i så fald at bevare gruppens eksistens, hvormed der ikke må ske nogen forandring, hverken
hos gruppen i særdeleshed eller hos den enkelte pige. Desuden har vi en formodning om, at pigerne
ganske enkelt ikke aner, hvad de ellers kan foretage sig, og hvilke muligheder de evt. kunne benytte
sig af. Vi vurderer dog, at H har en anderledes position. H kommer jo ikke i området så meget
længere, da hun er flyttet, og hun i overvejende grad har forladt fællesskabet og gruppen. Hun har
dog lov til at komme og deltage, som hun ønsker, hvilket vi tror, hænger sammen med, at hendes
veninde er E, som vi vurderer, har en vis lederstatus i gruppen. Dette tror vi har en indvirkning på,
at H stadig bliver accepteret og ikke bliver kategoriseret som ‘en af de andre’.
4.6.3 Leder-aspektet
Som beskrevet ovenover, vurderer vi, at E har en vis form for lederstatus i pigegruppen. Dette
tolker vi i kraft af hendes voldelighed og i forhold til, at hun er den, der har begået flest kriminelle
handlinger samt i forhold til hendes måde at sætte sig i respekt og skabe frygt omkring sig på.
Endvidere har hun ældre søskende, der også er kriminelle og er i miljøet, og hun er som den eneste
af pigerne venner med drengene, hvor de andre piger kun er kærester med dem. E’s rolle overfor
drengene er af en anden karakter, og det er hende drengene ringer til, når de skal noget:
E: “Det er også sjovt nok fordi om sommeren så’n, så går man også altid i grupper og; ej
‘E’ vil du ikke med på stranden og så’n noget, det er j…det er jeg rigtig glad for ik’ og, det
er så’n; ej ‘E’, skal du ikke med på stranden, så’n mine veninder; ej ‘E’ skal du ikke med på
stranden, nej det kan jeg ikke hvorfor? Fordi, at vi tager sammen med drengene derover og
kører i bil, og de andre de skal bare til at tage bussen, og jeg er bare den eneste pige, der
bliver spurgt, om jeg gerne vil med på stranden og så’n noget, det er bare så’n noget;
selvfølgelig vil jeg gerne med, okay, haha, det er bare så’n noget, og alle mine veninder; ej
sørg lige for at ham der, han ikke laver noget, det er altså min kæreste og så’n noget, ej slap
nu af mand, de laver ikke en skid
I-1: så du er meget gode venner med drengene herude?
124

E: ja, ha, jeg, f…og jeg ved faktisk egentlig ik’, hvordan det så’n er blevet så’n” (Bilag 4E,
s.6).
Det er også E, der blander sig i drengenes slagsmål, og hun er ikke bange for at gå ind i kampen,
hvilket følgende citat indikerer.
E: “der var drenge over det hele, og der var måske…3 drenge, 3, 3 nej 4 danskere, og så 2
somaliere, der var oppe og slås med hinanden, og der blev smadret flasker, og stolene blev
kastet. Jeg lover dig, jeg gik hen, og jeg begyndte bare at hive de der somaliere væk, jeg
kendte dem, forstår du? Jeg hev dem væk, og; huhr tag jer sammen, tag jer sammen, og de
der andre, det var nogen, det var nogen af min brors venner, og jeg stod bare der, og jeg
trådte i glasskår og alt muligt, og der var mennesker over det hele, og der var ikke nogen,
der hjalp. Og jeg stod bare der, som den eneste pige, og jeg fik dem væk og så’n noget. Så
lige pludselig så, fordi, at jeg blødte jo, ik’ og, fordi jeg havde jo fået glasskår op i foden,
men jeg var jo ligeglad, jeg tænkte; de skal bare væk fra hinanden, hvad er det, de laver, og
så’n noget der ik’ og. Så en der hedder ‘X’, han så, at jeg blødte fra min fod, så troede han,
at det var de der danskere, der havde gjort det” (ibid., s.12-13).
På denne måde tænker vi, at E opnår en vis anerkendelse hos drengene, hvormed hun også vokser i
anseelse hos pigerne. Citatet afspejler flere ting, bl.a. at E ikke sætter sit eget værd særlig højt men
blot hovedkulds kaster sig ud i ukontrollerede og farlige situationer. Det kan dog også afspejle en
vis ansvarlighed, idet hun, som den eneste, prøver at afbryde slagsmålet. Hun påpeger, at andre
ingenting gør, og her virker E meget loyal og ansvarlig overfor sine venner. Citatet kan også
illustrere en undertone af foragt for den passive holdning. En foragt hun sandsynligvis har etableret
på baggrund af tidligere svigt i familien, hvor hendes erfaring måske har været, at ‘ingen gjorde
noget’. Ydermere fornemmer vi, at E identificerer sig drengene, hvilket måske kan hænge sammen
med, at hun næsten er for voldsom for de andre piger, og at hun kun i samvær med de voldelige
drenge får ‘den rette udfordring’, hvor hun på den måde føler sig ligestillet med dem. De resterende
piger er måske lidt bange for hende, hvilket også er medvirkende til, at hun har en status som leder.
Også C har en status som leder i gruppen, men anvender dog andre strategier end E for opnåelse
heraf. Vi havde af pædagogen fået at vide, at de andre piger ser op til C, og det er også hende, der
tidligere havde dannet en bande. Hun har, som pædagogen udtalte det en ‘primadonna attitude’ og
bestemmer, hvad de alle skal eller ikke skal. Pædagogen fortalte bl.a., at når C rejser sig og siger
“kom nu går vi”, så rejser alle sig og følger efter. Vi mener, at C’s status kan hænge sammen med
flere ting. For det første er hun, som pædagogen fremhævede, kæreste med den dreng, der har mest
magt i drengegruppen, og selvom han har slået C, har det ikke indflydelse på C’s status i
pigegruppen. Endvidere er hun en meget køn pige, der ifølge pædagogen ofte klæder sig
udfordrende. Vi tænker, at hun i kraft af sit praktikjob hos hhv. kosmetolog og frisør har evner for
125

og interesse i at lægge makeup og sætte hår. I den alder som pigerne har, tror vi, det kan have stor
betydning for populariteten.
Vi mærkede i samværet med C en indsmigrende facon, og denne attitude tror vi, også kan give
bonus i andre henseender, som f.eks. at blive vellidt blandt de voksne i ungdomsklubben eller
blandt de andre piger og drenge. Men vi fornemmede ind imellem også en ulmende vrede og en
hadefuld facon, som vi fik indtryk af indimellem eksploderer, når C begår voldelige handlinger,
f.eks. blev C smidt ud ad skolen pga. en voldsepisode. Måske denne indestængte vrede og
hårdkogte facon kan medføre en magt, som C kan anvende overfor de andre piger. Selvom flere af
de andre piger også er i besiddelse af denne hårdkogte facon, kommer det ikke bag på os, at det er C
og ikke f.eks. F, der har en høj status pigerne imellem. C synes at kunne anvende og bruge de
forskellige sider og facetter, hun består af på en sådan måde, at det hjælper hende i sociale
sammenhænge. Vi har tidligere skrevet, at hun virker udspekuleret, og vi tror, at dette spiller ind på
hendes rolle som leder. Vi vurderer derfor C som en person, der har flere ting at trække på og drage
nytte af og som forstår at bruge dem på en måde, der giver anerkendelse og status.
I et samlet hele vurderer vi, at gruppen har meget magt og indflydelse på den enkelte pige, og
pigerne kan med Jørgensens ord (2002, s.88) betegnes som ‘gruppestyrede individer’. Den enkeltes
personlige narrative fortælling og identitet bliver fortrængt på bekostning af gruppens dyrkelse af en
fælles narrativ fortælling og identitet, hvilket f.eks. afspejles i vores vurdering af, at den enkelte
pige måske føler sig mere eller mindre tvunget til at følge gruppens norm. Endvidere tyder det på, at
gruppen er en lukket enhed, der formår at holde den enkelte pige nede i et defensivt mønster, hvor
der ikke sker nogen udvikling. En udvikling og ændring i gruppen bliver betragtet som farligt,
hvormed andre, der er udenfor gruppen, betragtes som fjender, gruppens medlemmer skal
bekæmpe. I og med pigernes voldelige adfærdsform er vores vurdering, at de marginaliserer sig selv
og forstærker denne marginaliseringen ved at forskanse sig i forskelligheden fra det normative
samfund, og de regler, der her er gældende. Det kan dermed siges, at pigerne vælger ‘antitricket’,
som beskrevet i indledningen. Dog vurderer vi også, at pigerne og området i særdeleshed bliver
marginaliseret af det øvrige samfund, da den samfundsmæssige udvikling som tidligere nævnt har
medført en polarisering mellem unge, der klarer sig godt og unge, der har problemer, og som har
svært ved at finde faste holdepunkter (Zeuner & Højland, 2003, s.66). Marginaliseringen sker
derved begge veje, og vi tror at, dette spiller ind på pigegruppens magt over den enkelte. Der er
ingen andre steder at ty til, hvis ikke man er med i gruppen. Derfor vurderer vi, at:
126

Gruppens destruktive mønstre som f.eks. kamp-flugt, ven-fjende og magt-afmagt bliver styrende for
den fælles gruppedeltagelse og bliver dermed et yderligere underliggende motiv for pigernes
voldelige udtryksform.
4.7 Ungdommen – en sårbarhedsperiode
Pigerne er i disse ungdomsår i en sårbar periode, hvilket kan hænge sammen med, at det er her
voldeligheden bryder ud. Det er også ifølge Fonagy (se evt. s.40) i ungdommen, at
eksternaliseringen af det fremmede selv i form af projektiv identifikation bliver problematisk, idet
der her sker en øget separation fra forældrene. Forældrene har indtil dette tidspunkt været den
modtagende person af den projektive identifikatoriske proces, men i og med den øgede separation
er forældrene ikke længere i samme grad en tilgængelig modtager heraf. Individet er derfor nødt til
at finde nye personer, som det fremmede selv kan projiceres over på. Disse personer kan f.eks. være
‘udgruppepersoner’, dvs. personer uden for den gruppe, individet føler tilhør til. I pigernes tilfælde
er det som regel andre jævnaldrende i ‘udgruppen’, der bliver genstand for projektionen af had,
vrede og raseri.
4.7.1 Forestilling om fremtiden og indhold i nutiden
Pigerne har en manglende forestilling omkring, hvad der skal ske i fremtiden, hvilket vi vurderer
gør dem mere sårbare i udsatte perioder som ungdommen, hvor den unge som nævnt i indledningen
står overfor mange valgmuligheder. Vi spurgte f.eks. B herom:
I-1: “hvis du skulle beskrive dig selv om 10 år, hvordan ville det så være?
B: huhe, det er svært
I-1: mm
B: jeg lever altid kun i nutiden… og tænker ikke så meget på fremtiden, så jeg ved ikke rigtig
I-1: har du nogen drømme?
B: hehe, ikke sådan rigtig” (Bilag 4B, s.3).
B virker heller ikke til at have særlig interesse i sig selv og virker i det hele taget ligeglad og
ureflekteret omkring sin person:
I-1: “…Hvis du skulle beskrive dig selv, hvad er du så for en pige?
B: (pause) altså he… så’n med ord eller hva? (pause) normal, he
I-1: normal?
B: hm, tror jeg nok
I-1: hvad er du god til?
B: ved jeg ikke, tegne, hem
I-1: tegne?
B: og dengse
I-1: Har du noget du er stolt af ved dig selv?
127

B: næh, he, ik’ så’n” (ibid.).
Vi spurgte hende om, hvad hun laver i sin fritid:
B: “ja, ik’ så’n oppe og køre s…så’n altså jeg vil ikke til fest og sådan noget, bare så’n ude
og tåge, he, tage bussen ind til byen og tilbage igen og sådan noget, bare så’n
I-1: bare for at lave noget?
B: ja
I-1: så i tager bussen ind til byen og tilbage igen?
B: hehe, ja
I-1: hvad gør i ellers?
B: …nogen gange tager vi også til fester, i ‘X’, på noget der hedder ‘X’
I-1: det ved jeg ikke lige hvad er
B: sådan et diskotek…
I-1: Hvad så når du er alene, hvad laver du så?
B: sover, he
I-1: sover, du sover meget?
B: ja, jeg er rigtig doven, he” (ibid., s.4).
I samvær med B sidder vi med en fornemmelse af, at noget er helt galt. Hun tager ikke stilling til sig
selv, mangler mening, værdier og mål med livet. Der hersker kun tomhed og intet livsmod eller
fremadrettet tankegang. Det er meget bekymrende, og vi har tidligere fremhævet, at vi vurderer, at
B befinder sig i en opgivelsestilstand, virker tilbagetrukket og som en, der bare følger med uden at
tage stilling. Når hun er alene, vælger hun at sove, hvilket kan tolkes som en måde at undgå at
mærke sit følelsesmæssige kaos på. B scorede højt i deprimeret og fjendtlighedsdimensionen,
nemlig hhv. 77.16 og 85.89. hvilket indikerer, at B har en række følelser, hun fortrænger med sin
ligegyldighed og manglende mentalisering. En fortrængningsform, der for B sikkert har været
nødvendig, men som nu er medvirkende til, at hun forbliver ureflekteret og uinteresseret. Vi husker,
hvordan B mistede interessen i interviewet og næsten ikke kunne holde ud at være der og tage
stilling. Vores fornemmelse er, at B er en af dem, der vil være sværest at nå ind til og hjælpe i en
terapeutisk intervention 54 .
Vi spurgte flere af pigerne, om det nogen gange har været så svært, at de ikke har villet leve
længere. Flere svarede nej, nogle dog lidt tøvende, men en klar bekræftelse herpå fik vi fra D:
I-2: “har det nogensinde været så slemt, at du har tænkt, at du ikke vil leve mere?
D: ja
I-2: har det det?
D: rigtig meget, jeg har sagt til min mor; hvorfor skal jeg leve, jeg har ikke noget at leve
for, i elsker mig ikke engang, i hader mig alle sammen og sådan noget, så siger hun til mig;
jo, vi elsker dig men, men det er bare, du er så underlig og så’n altså
I-2: så de siger du, du er på en bestemt måde?
54 Handleanvisninger vender vi tilbage til i perspektiveringen.
128

D: ja” (Bilag 4D, s.13-14).
D har det meget svært, og det tyder på, at forældrene ikke kan rumme hende, og siger hun er
underlig, hvilket får hende til at føle sig forkert og uden tilhørsforhold.
Tristheden mærkede vi tydeligt hos flere af pigerne. Vi spurgte C:
I-1: “så hvad, hvad kunne sådan gøre dig rigtig trist?
C: det er bare, alt tror jeg, så’n
I-1: okay, har, har du nogensinde tænkt på, at du ikke vil…vil være her mere?
C: nej aldrig” (ibid., s.11).
Dette svar kom hurtigt og blev sagt meget bestemt. Det kan tolkes på to måder, både at hun svarede
helt oprigtigt og aldrig har været så trist, at hun har overvejet at tage sit eget liv, men også at hun
hurtigt svarede for ikke at mærke efter og tage stilling til spørgsmålet. Dette kan vi imidlertid kun
gisne om. Vi konkluderer, at de 8 piger på hver sin måde har oplevet meget svigt og smerte. At
pigerne i mere eller mindre grad mangler et fremtidsperspektiv, finder vi problematisk og som
noget, der gør, at pigerne med deres destruktive familiemønstre, miljømæssige påvirkninger og
mangelfulde handlekompetencer efter vores overbevisning befinder sig i en høj risikozone. Idet de
mangler en moden voksenkontakt i familien, har pædagoger, lærere og andre voksne, der er i daglig
kontakt med pigerne et stort ansvar omkring, at hjælpe til etablering af et solidt fremtidsperspektiv
samt at fremme pigernes tro på sig selv og på livet generelt. Disse betragtninger følger vi op på i
perspektiveringen.
4.8 Sammenfatning
Vi har nu fremført vores analyse, hvor vi har begrundet, at et fællestræk ved pigernes personlighed
er en grundproblematik udtrykt i en emotionel ustabilitet. Nogle gange har vi tolket ud fra pigerne
generelt, og andre gange har vi kun hæftet os ved en enkelt pige omkring et emne, da vi har set dette
som specielt gældende for den pågældende pige. Dette understreger pigernes fællestræk, men også
de forskellige problemstillinger indenfor den emotionelle ustabilitet, hvilket selvfølgelig er helt
naturligt, da ingen kan have fuldstændig samme livsvilkår, personlighed og psyke.
Selvom vi tolker, at pigerne har en fælles grundproblematik, er deres udtryk heraf og ikke mindst
grundstemning meget forskellig. Dette kan hænge sammen med, at nogle scorede meget højt
indenfor neurotisk og deprimeret men scorede lavt indenfor fjendtlig, som f.eks. A og H, mens
andre som f.eks. F scorede meget højt i fjendtlig og lavere i de to andre. På denne måde vil pigernes
udtryksformer og grundstemning naturligvis være forskellige. I forbindelse hermed, erindrer vi også
en stor forskel på eksempelvis B og E omkring måden, de talte på samt måden, hvorpå de fyldte i
129

ummet, hvor B var apatisk og virkede ligeglad, mens E var meget udtryksfuld, voldsom og
aggressiv i sin fortællestil. Fælles for alle pigerne er dog den rastløshed, sårbarhed og
sørgmodighed, vi mærkede hos dem alle samt ikke mindst deres voldelige adfærd. Vi
argumenterede for, at pigerne efter vores vurdering er forstyrrede i større eller mindre grad i alle
deres fire intentioer, hvilket vi har vurderet, hænger sammen med pigernes grundproblematik. Som
tidligere fremført, mener vi at, dette kan illustreres som følger:
Selvhævdelse
og
selvfremstilling
Modellen illustrerer et alvorligt forstyrret selv, hvor de ovennævnte struktureringsforstyrrelser
optræder på samme tid. Samlet vurderer vi, at pigerne har en række alvorlige psykiske
problemstillinger, som er af en sådan karakter, at de, ud fra vores vurdering, befinder sig i en
risikozone, samt at de har brug for professionel hjælp til håndtering af disse problemstillinger. Dette
reflekterer vi mere over i perspektiveringen.
Vi har i analysen fundet 8 forskellige mulige forklaringer på psykiske processer og
problemstillinger, der kan have form af underliggende motiver for den voldelige adfærd hos
pigerne. Selvom A og H ikke har begået vold, er vores vurdering, at flere af nedenstående
problemstillinger også er gældende for dem.
Mestring og
kompetenceudvikling
Et forstyrret
selv
Fællesskab og samhørighed
1) Pigernes skamfulde, triste og sårbare følelser, der fortrænges vha. horisontal spaltning, da
de er for ubærlige at mærke og tage ejerskab for, eksternaliseres vha. projektiv
identifikation ud på omgivelserne og bliver et underliggende motiv for voldelige handlinger,
da pigerne i en følelse af foragt tillægger offeret disse skam- og svigtfølelser.
2) Den grundlæggende tomhedsfølelse, der kan være et forsvar mod at mærke egen forsømthed
samt mod at mærke kaotiske og uforståelige følelser, søges at blive udfyldt eller erstattet
med spænding, hvormed dette bliver et underliggende motiv for den voldelige adfærd.
130
Betydningsbærende
andet og andre

3) ‘Den onde del’ af det fremmede selv, hvor hadet og raseriet huser, bliver på baggrund af en
vertikal spaltning oppustet og forvrænget, og udleves vha. projektiv identifikation og
destruktiv affektregulering i relationen.
4) Den dårligt udviklede mentalisering og den lave empati og samvittighed medfører, at volden
bliver den foretrukne udtryksform.
5) Pigernes grundlæggende ønske om at få behovet for samhørighed dækket, hvormed det at
være med i fællesskabet er yderst centralt, presser dem til at begå vold og dermed leve op til
den fælles gruppenorm, da pigerne måske ellers ville føle, de eksistentielt går til grunde.
6) Pigerne bliver hinandens umodne forbilleder, da de mangler moden voksenkontakt, hvormed
voldelige handlinger bliver pigernes omdrejningspunkt og det, der fremmes i
veninderelationerne.
7) Drengenes voldelige og nedværdigende adfærd overfor pigerne medvirker til en fastholdelse
og legitimering af pigernes voldelige udtryksformer, hvormed dette også kan ses som et
underliggende motiv for vold.
8) Gruppens destruktive mønstre som f.eks. kamp-flugt, ven-fjende og magt-afmagt bliver
styrende for den fælles gruppedeltagelse og bliver dermed et yderligere underliggende motiv
for pigernes voldelige udtryksform.
Del V: Afslutning
Vi er ved vejs ende af specialet, og mange tråde skal samles. Først præsenteres vores konklusion, og
herefter vurderer vi på undersøgelsen i sin helhed, samt hvorvidt og hvordan vi kunne have benyttet
andre måleinstrumenter eller andre teoretiske betragtninger. Til sidst rundes af med en
perspektivering om hhv. terapeutisk intervention og personlighedsforstyrrelse, som er perspektiver,
vi i løbet af specialet har fundet relevante i forhold til de piger, vi undersøgte.
5.1 Konklusion
I besvarelsen af problemformuleringen omkring, hvorledes vi med en psykodynamisk tilgang,
herunder et selvpsykologisk og affektbevidsthedsperspektiv kan skabe et grundlag for forståelsen af
131

unge, voldelige piger, benyttede vi os af en bred model for personlighedsorganiseringen. Niveau I
omhandlede individets personlighedstræk og blev operationaliseret af Fem-Faktor-Checklisten og
Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y. Niveau II omhandlede individets personlige stræbender og
blev indfanget via det kvalitative interview, om end disse ikke blev direkte undersøgt. Niveau III
omhandlede individets narrative fortællinger, der også blev indfanget via de kvalitative interview
samt til dels også efter vores vurdering blev indfanget af Den Psykologiske Sundhedsprofil.
Analysens selvpsykologiske tilgang blev præsenteret med Tønnesvangs teori om motivationelle
rettetheder, hvor fokus er på individets rettetheder mod hhv. det selvhenførende, andenhenførende,
fællesskabshenførende samt mestringshenførende intentio. Dette gav os et redskab til at kunne tolke
og vurdere på pigernes underliggende motiver for handling og derigennem få en indsigt i pigernes
psykiske struktur. Endvidere gav teorien os en større sammenhæng mellem de tre operationaliserede
niveauer, hvormed vi opnåede indsigt i, hvordan niveauerne spiller sammen og påvirker hinanden.
Affektbevidsthedsperspektivet, der blev præsenteret med Fonagy et. al., omhandler individets
udvikling af affektregulering og mentalisering. Med dette perspektiv fik vi et nærmere kig på
detaljerne i tilknytningsprocessen, på den projektive identifikatoriske relateringsform samt på
udvikling af en destruktiv affektregulering og mangelfuld mentalisering. Begge perspektiver fandt
vi nyttige som redskaber i forhold til analysen og i forhold til tolkningen af resultaterne, og vi
vurderer dermed, at teorierne har en praktisk anvendelighed.
Problemformuleringens første underspørgsmål lød: Hvordan kan den empiriske undersøgelse pege
på fællestræk i pigernes personlighedsorganisering? For at svare på dette, brugte vi resultaterne fra
undersøgelsen i sammenhæng med analysen.
Vi fandt på Fem-Faktor-Checklisten signifikante afvigelser i forhold til normmaterialet på bl.a. en
markant højere emotionel ustabilitet. Vi satte som præmis, at den emotionelle ustabilitet er pigernes
grundproblematik og dermed et fællestræk for pigernes personlighedsorganisering, samt at den
spiller ind på både træk, selvets konstitution, personlige stræbender og narrative fortællinger.
Grundproblematikken spiller også ind på de andre resultater, hvor disse pegede på en diskrepans
mellem pigernes fremtoning og omtale af sig selv, og hvordan de egentlig er. At vi vurderer
emotionel ustabilitet som pigernes grundproblematik støttes af resultaterne fra Den Psykologiske
Sundhedsprofil 78-Y, der viste, at alle pigerne havde en ujævn profil, og at de fleste scorede højt i
dimensionerne mistrivsel og mistillid og flere scorede højt på bekymring, depression, pessimisme,
nervøsitet og udadrettet vrede. Det støttes ikke umiddelbart af, at pigerne næsten alle scorede lavt i
132

sårbarhed, men vi argumenterede for, at det ikke kan udelukkes, at dette er udtryk for pigernes
fortrængning eller benægtelse af visse følelser, hvilket i så fald stemte overens med vores
fornemmelser fra interviewet omkring en underliggende sårbarhed, de ikke er i kontakt med. Men
vores vurdering af den underliggende emotionelle ustabilitet som pigernes grundproblematik støttes
ydermere af de resterende resultater fra Fem-Faktor-Checklisten, der også viste, at pigerne scorede
signifikant lavere på faktorerne udadvendthed og samvittighedsfuldhed end normmaterialet, samt
med vores vurdering af pigerne i interviewsituationen i forhold til, at de ikke kan mærke egne
følelser og ikke tager stilling til, hvad de har behov for men i stedet er hypersensitive overfor
omgivelsernes forventninger og har dårlig impulskontrol.
Vores vurdering er, at en pigernes grundproblematik sandsynligvis er blevet etableret i den tidlige
tilknytning og kan ses i overensstemmelse med en grundbrist- eller deficitproblematik. Med Fonagy
et. al. sandsynliggjorde vi, at den kan være blevet etableret pga. en usensitiv eller mangelfuld
affekt-spejling med en etablering af et fremmed selv til følge, da pigerne har måttet indoptage
følelser, der ikke var deres egne. Endvidere er vores vurdering, at pigerne er forstyrrede i både det
selvhenførende, det andenhenførende, det fællesskabshenførende og det mestringshenførende
intentio i større eller mindre grad, hvorfor pigerne ud fra Tønnesvangs teori kan siges at have et
alvorligt forstyrret selv.
Konklusionen på det første underspørgsmål er derfor, at et fællestræk for pigernes
personlighedsorganisering er grundproblematikken emotionel ustabilitet, der med stor
sandsynlighed er etableret i tilknytningsprocessen og vedligeholdt i miljøet, samt at de som følge
heraf kan siges at have et alvorlig forstyrret selv med et primitivt psykisk forsvar præget af usikker
identitet og selvfornemmelse samt dårlig impulskontrol.
Problemformuleringens andet underspørgsmål lød: På hvilken måde kan psykiske problemstillinger
i personlighedsorganiseringen ses som underliggende motiver for pigernes voldelige adfærd? For at
svare på dette spørgsmål antog vi både et individuelt og et gruppedynamisk perspektiv, og det viste
sig, at perspektiverne bekræftede hinanden på mange områder.
Sammen med vores vurdering af, at pigerne ikke har haft tilgængelige empatisk spejlende
selvsubjekter, der har kunnet anerkende dem, som de var og givet dem den rette opbakning i
udvikling af egen selvfremstilling og selvhævdelse, argumenterede vi for, at pigerne har udviklet en
horisontal spaltning, som har resulteret i, at det autentiske selv med skam, svigt, håbløshed og
133

deprimerede følelser er gemt væk og fortrængt. Disse eksternaliseres vha. projektiv identifikation
ud på omgivelserne, da pigerne i en følelse af foragt tillægger offeret disse skam- og svigtfølelser.
Endvidere argumenterede vi for tilstedeværelsen af en grundlæggende tomhedsfølelse, der er blevet
etableret som et forsvar mod at mærke egen forsømthed samt mod at mærke de kaotiske og
uforståelige følelser, og som søges at blive udfyldt eller erstattet med spænding.
Vi argumenterede for, at i stedet for et autentisk selv med skam og svigtfølelser har pigerne vha.
vertikal spaltning udviklet et selvovervurderende, arrogant og oppustet selv, som de udtrykker i de
relationer, hvor de spiller hårde og seje. I og med den mangelfulde affekt-spejling har pigerne været
nødsaget til at internalisere et fremmed selv i deres selvbillede, og tolker, at dette får form af en
‘ond del’, hvori hadet og raseriet huser, og at det udleves vha. projektiv identifikation og destruktiv
affektregulering i relationerne. Vores vurdering er, at pigerne har en mangelfuld mentalisering samt
lav samvittighed og dårlig empati, der gør, at de behandler andre piger som selvobjekter, samt at
pigerne ikke har haft tilgængelige betydningsbærende selvsubjekter, der har hjulpet til udvikling af
et indre værdi- og normsæt, hvorfor de mangler fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert.
Endvidere argumenterede vi for, at pigerne ikke har haft samhørighedsskabende selvsubjekter, der
har kunnet give dem en dyb forankret følelse af at være med i et fællesskab og være ligestillet med
andre, og at pigerne kompenserer for det manglende tilhør og fornemmelse for samhørighed i både
deres veninde- og kæresterelationer. De vil derfor gå langt for at fastholde relationerne og
fællesskabet, hvorfor det nogle gange bliver på bekostning af egen individualitet. Vi mener ikke, at
pigerne i deres veninderelationer formår at være samhørighedsskabende selvsubjekter for hinanden,
idet de ikke har en grundlæggende gensidig accept og respekt for hinanden, men vi mener, at de kan
give hinanden en følelse af ikke at være alene i nuet. Vi vurderer, at pigernes grundlæggende ønske
om at få behovet for samhørighed dækket, presser dem til leve op til den fælles gruppenorm, da
pigerne måske ellers ville føle, de eksistentielt går til grunde. Herudover medfører pigernes
manglende betydningsbærende selvsubjekter, der ville have kunnet hjælpe til udvikling af et indre
værdi- og normsæt, at pigerne bliver hinandens umodne forbilleder. Pigernes i forvejen ustabile
selvfornemmelse og identitet forstærkes i deres kæresteforhold og bliver om muligt mere diffus og
forvirrende. Deslige vurderer vi, at pigerne har manglet tilstrækkelige udfordrende selvsubjekter,
der har kunnet være ‘optimalt frustrerende medspillende modspillere’ og som derigennem ville have
kunnet bidrage til udvikling og støtte af pigernes refleksive evner og kompetencer i særdeleshed.
Det gruppedynamiske perspektiv understøtter de individuelle dynamiske betragtninger, idet gruppen
134

kan beskrives indenfor et kamp-flugt mønster, hvor temaer som svigtende realitetsopfattelse,
depersonalisering af den enkelte og mobilisering af primitive forsvar som projektiv identifikation er
gældende, og hvor alle støtter hinanden og undgåelse af forandring er essentielt.
Herudover argumenterede vi for, at den voldelige udtryksform med projektiv identifikation især
udleves i ungdommen, fordi denne periode er sårbar, og fordi der her sker en naturlig adskillelse fra
forældrene, hvilket individet beboet af et fremmed selv stammende fra forældrene har svært ved at
håndtere. Dette stemmer overens med betragtningerne fra indledningen, hvor et vestligt samfunds
piger i ungdomsperioden har mange muligheder men også mange valg og meget ansvar, hvorfor
denne periode bliver ekstra sårbar. Mangler den stabile selvfornemmelse, den indre stabilitet og de
indre pejlemærker bliver det ekstra svært at navigere i et vestligt samfund og et alternativ kan være
at marginalisere sig i subkulturer eller vælge at overdrive maskulinisering og feminiseringen og
blive ‘bitched’ i håbet om at opnå anerkendelse og succes ad andre veje og i andre sammenhænge
end ‘normalt’.
Konklusionen på det andet underspørgsmål er derfor, at flere psykiske problemstillinger i pigernes
personlighedsorganisering kan tolkes som underliggende motiver for de voldelige handlinger. Vi
har argumenteret for, at fortrængte skam, svigt og sårbarhedsfølelser, en grundlæggende
tomhedsfølelse, en udlevelse af det fremmede selv vha. projektiv identifikation, en mangelfuld
mentalisering og lav samvittighed, et håb om at være med i fællesskabet og opleve en følelse af
samhørighed, en mangelfuld fornemmelse af hvad der er rigtig og forkert, kæresternes indflydelse
på pigernes selvopfattelse samt en fælles gruppenorm, hvor voldelig adfærd fremmes alle kan tolkes
som sådanne underliggende motiver. En samlet konklusion på undersøgelsen af unge pigers
voldelighed er, at det er kombinationen af pigernes dårlige opvækstvilkår, som har resulteret i en
emotionel ustabilitet samt deres destruktive nærmiljø, som fastholder de psykiske problemstillinger,
der medfører, at samlingspunktet og udtryksformen hos pigerne ofte bliver den voldelige adfærd.
5.2 Vurdering af undersøgelsen
Når vi kaster et blik tilbage på undersøgelsen, de valgte måleinstrumenter, teorier og analysen heraf,
ser vi en række begrænsninger og problemstillinger, som vi finder relevant at reflektere yderligere
over. Valget af måleinstrumenter og den teoretiske vinkel vil altid have en indvirkning på resultatet
af en undersøgelse som denne, og et centralt spørgsmål er, om konklusionen og helhedsindtrykket
135

af pigerne ville have været anderledes, hvis vi havde anvendt andre måleinstrumenter eller teorier,
end dem vi gjorde. Disse refleksioner og problemstillinger griber vi fat om i det følgende.
5.2.1 Refleksion over repræsentativitet og undersøgelsesdesign
Undersøgelsen kan siges at have en svag repræsentativitet, idet vi kun har 8 piger, og disse alle
kommer fra samme område. Vi kan derfor ikke tillade os at generalisere ud fra vores resultater. Men
i og med at vores resultater afspejler danske praksiserfaringer og amerikanske forsknings-
undersøgelser, der alle peger på omsorgssvigt og usensitive forældre som baggrund for unge pigers
voldelighed, mener vi alligevel, at vi kan pege på noget, der muligvis kan være generelt gældende
for sådanne piger. Vores undersøgelse kan eventuelt ses som et pilotprojekt eller en slags gruppe-
case, der kan inspirere til yderligere forskning måske med nogle af de måleinstrumenter eller
teoretiske betragtninger, som vi efterfølgende reflekterer over også kunne have været benyttet.
Valget af måleinstrumenter indebar på forhånd en række naturlige begrænsninger bl.a. i form af,
hvilke vi kunne erhverve, hvilke vi havde kapacitet til at anvende og ikke mindst, hvilke vi
vurderede havde relevans for os og var brugbare til formålet. Vi havde en række opfyldningskrav
som spørgeskemaerne skulle indfri, hvilket bl.a. var, at de ikke måtte være for svære at udfylde for
undersøgelsesdeltagerne, samt at de ikke måtte være for omfattende, da der så ville være risiko for,
at undersøgelsesdeltagerne mistede interessen undervejs. Et yderligere centralt krav var, at
undersøgelsesdeltagerne skulle udfylde spørgeskemaerne alene, og at det dermed ikke skulle være
en testform, hvor det krævede en interviewers deltagelse, da vi samtidig pga. tidsmæssige årsager
sad i et andet rum og interviewede undersøgelsesdeltagerne én ad gangen. De valgte spørgeskemaer
kunne leve op til disse centrale krav.
Vi har argumenteret for, at psykometriske tests som de her anvendte spørgeskemaer i større eller
mindre grad måler undersøgelsesdeltagernes selvrepræsentation, idet de er baserede på
undersøgelsesdeltagernes rationelle besvarelser, og at der derfor kan være tale om enten et bevidst
forsøg på at fremstå på en anden måde, end tilfældet er, eller at undersøgelsesdeltagernes svar
afspejler ubevidste forsvar og benægtelse til eksistensen af visse følelser. Vi argumenterede for, at
dette i højere grad er gældende for Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y end for Fem-Faktor-
Checklisten, idet førstnævnte er baseret på hele sætninger, mens sidstnævnte er baseret på enkelt-
ord. Idet vi derved så en række problemer ved Den Psykologiske Sundhedsprofil og alligevel
anvendte den, kan det være en svækkelse af undersøgelsen. Brugen af de høje scoringer samtidig
136

med problematiseringen af de lave scoringer kan således være et kritikpunkt men vi mener, at vores
vurdering støttes af pigernes diskrepans imellem, hvordan de er, og hvordan de gerne vil fremstå.
Selvom vi har forsøgt at bruge vores dynamiske perception og tolkning i forhold til, hvornår der er
tale om manipulering eller benægtelse, er det ikke nødvendigvis sikkert, at vi har ret heri. Det kan
ikke udelukkes, at alle resultater fra spørgeskemaerne er udtryk for manipulation eller benægtelse
ligesom det heller ikke kan udelukkes, at ingen af dem er. Det kan heller ikke udelukkes, at de
tolkninger, vi foretager, er udtryk for vores manipulation, hvilket naturligvis ville svække
reliabiliteten, men vi mener, at vi styrker denne ved at være to tolkende personer, der hver især stort
set har haft samme type fornemmelser undervejs.
Fem-Faktor-Checklisten er udformet til voksne, hvilket kan have haft betydning for udsvingene af
resultaterne herfor. Der skal herudover påpeges, at vi valgte at lægge meget vægt på emotionel
ustabilitets-faktoren og tolkede denne som en art grundproblematik men samtidig erklærede os
enige i Saucier & Goldbergs holdning omkring, at Big Five er en beskrivende frem for forklarende
taksonomi. Dette er til en vis grad modstridende, men resultaterne fra Fem-Faktor-Checklisten
omkring pigernes signifikante høje emotionelle ustabilitet og tilsvarende lave udadvendthed og
samvittighedsfuldhed støttes dog af vores dynamiske perception fra interviewsituationerne samt af
resultaterne fra Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, der netop er udformet til unge. Her var alle
pigernes profiler ujævne og dermed problematiske, og alle havde alvorlige problemer på et eller
flere områder.
Interviewsituationen indebar også en række centrale problemstillinger, som kan tænkes at have en
vis indvirkning på resultatet. F.eks. var det første gang, vi sad i en position som interviewere. Dog
har vi på forskellig vis kendskab til terapeutisk intervention, der på trods af forskellen mellem
interview og terapi, har været medvirkende til, at vi følte os fortrolige med samtalesituationen og
var i stand til at være til stede i nuet og skabe grobund for en god kontakt til interviewpersonen.
Vores terapeutiske erfaring, om end begrænset som den var, mener vi også har hjulpet os til bedre at
kunne tolke indenfor et psykodynamisk spektrum og bruge os selv og vores dynamiske perception i
en sådan tolkningsproces.
Interviewsituationen foregik i en ungdomsklub, hvor der var larm fra de andre rum. To gange
oplevede vi endvidere, at en pædagog kom ind i rummet, hvilket skabte en smule forstyrrelse hos
både interviewperson og interviewer. Dette kan have spillet ind på resultaterne fra interviewene på
den måde, at hvis omstændighederne havde været anderledes, havde undersøgelsesdeltagerne måske
137

været mere åbne end tilfældet var. Det kunne også have været interessant at gå dybere til værks i
interviewsituationen og f.eks. møde pigerne flere gange, hvor interviewet mere ville få karakter af
et klinisk interview eller en terapeutisk intervention. I så fald skulle der dog andre etiske
foranstaltninger og rammer til, som på daværende tidspunkt ikke var muligt at iværksætte.
5.2.2 Refleksion over inddragelse af andre måleinstrumenter
Det kunne have været interessant at have anvendt andre typer måleinstrumenter i undersøgelsen, der
peger specifikt på personlighedsstrukturen, som f.eks. projektive prøver, hvilke er
personlighedsprøver byggende på psykodynamisk tænkemåde, og som kan fange individets
bevidste og ubevidste konflikter, dets følelser, fornemmelser og behov, der projiceres ud i
materialet (Brun & Knudsen, 1998, s.119). Et eksempel herpå er Rotters sætningsfuldendelsestest
(ibid., s.126), hvor individet skal fuldføre påbegyndte sætninger, og hvor resultaterne afspejler
individets ønsker, behov, frygt og holdninger, hvorudfra individets personlighedsdynamik samt
hhv. bevidste og ubevidste konfliktstof kan udledes. Deslige kunne TAT-prøven have været
interessant (ibid., s.160), da denne består af en serie billeder afspejlende flertydige holdninger hos
personerne på billederne, og hvor ud fra forsvarsmekanismer, motivationernes og behovenes
betydning for personligheden udledes. Disse projektive tests kunne have givet en dybere indsigt i
undersøgelsesdeltagernes psykiske materiale og personlighed.
Der ville dog også have været en række etiske problemstillinger ved anvendelsen af disse projektive
testmetoder svarende til en udvidelse af det semistrukturerede interview til klinisk setting. For det
første har vi ikke den rette erfaring i anvendelsen såvel som i fortolkningen af disse tests, hvilket i
sig selv ville være problematisk og etisk uforsvarligt. Endvidere anvendes ovenstående metoder i
klinisk regi, dvs. hvor der ofte er tale om efterfølgende terapiforløb med mulighed for opfølgning på
et eventuelt genåbnet konfliktmateriale. Tests som disse kan tænkes at sætte mange ting i sving hos
testpersonen, og da vi kun skulle se pigerne én gang, ville det have været problematisk at
introducere denne type tests for dem. Denne betragtning forstærkes yderligere, når vi tager pigernes
alder i betragtning. Af årsager som disse fravalgte vi sådanne tests.
5.2.3 Refleksion over de valgte teorier med inddragelse af andre teoretiske synspunkter
Idet vi i specialet lagde meget vægt på tilknytningen i og med, at vores konklusion omhandlede,
hvordan pigernes grundproblematik med stor sandsynlighed er etableret heri, kan det anfægtes, at vi
er noget ensidige i vores tankegang og begribelse af pigernes voldelighed. Vores overvejelser
138

omkring tilknytningen støttes dog af nyere neurologisk forskning. Flere teoretikere som f.eks.
Schore (1994), Damasio (2001), Siegel (2001), LeDoux (2002) fremfører, hvordan det tidlige
sociale miljø, medieret af den primære omsorgsgiver direkte influerer udviklingen af de strukturer i
hjernen, der er ansvarlige for barnets fremtidige socioemotionelle udvikling.
Den neurale struktur med dens iboende temperamentsmæssige forudsætninger skaber hjernens
grundlag, men de tidlige sociale erfaringer giver hjernen dens specifikke neurale baner på den
måde, at både genetisk indkodet information og den neurale aktivitet skabt af erfaringer kan
resultere strukturering af hjernen i de områder, der har med relateringsformer at gøre (Siegel, 2001,
s.70, Damasio, 2001, s.134-135). Hjernen afviger fra de fleste af kroppens andre organer ved at
have sin vækstspurt i den prænatale periode og indtil de første par år efter fødslen, hvormed hjernen
i visse henseender er mest følsom for påvirkninger i denne periode (Siegel, 2001, s.69; Schore,
2003, s.62-63, Damasio, 2001, s.134-135). Det tidlige interaktionsmønster mellem forælder og barn
har betydning for skabelsen af bestemte kredsløb om end disse stadig udvikles igennem livet
(Siegel, 2001, s.73). Derfor vil et forstyrret samspilsmønster medføre en mangelfuld udvikling og
modning af centrale strukturer i den emotionelle hjerne med betydning for individets
socioemotionelle udvikling og adfærd (ibid.).
Denne neurologiske indsigt støtter derfor vores påstand om tilknytningens betydning for bl.a.
udviklingen af socioemotionel adfærd, og derved kan det neurologiske perspektiv være en støtte til
vores forståelse af pigernes tidlige etablerede grundproblematik og deres voldelige og destruktive
relateringsformer. Dette perspektiv ville dog ikke have kunnet give en fyldestgørende indsigt i
pigernes personlighedsorganisering eller i deres eventuelle underliggende motiver for voldelige
handlinger. Som Jesper Mogensen ifølge Nordbo udtaler i Psykolognyt (Nordbo, 2004, s.10)
“mennesker kan og bør beskrives som andet end neurale processer”.
Med et kig tilbage på de valgte teorier, tegner der sig et billede af, at vi bevæger os indenfor det, der
kan betegnes som en mangelproblematik, omhandlende en utilstrækkelig udvikling af indre psykisk
strukturer, som ofte hænger sammen med en problematisk tilknytning (Jørgensen, 2002, s.232-234).
Tanken er, at psykiske problemstillinger kan hænge sammen med, at selvet mangler en række
egenskaber, der grundet disse mangler føles tomt. Teoretikere som Balint, Killingmo, Winnicott,
Kernberg og Kohut hører alle under denne psykodynamiske retning (ibid.), og flere af disse har vi
anvendt i dette speciale. Hvad vi ikke har vægtet så højt men dog har berørt, er det, som kan
betegnes som en tre-personerspsykologi, der har det udgangspunkt, at identiteten er en social
139

konstruktion, og at identiteten såvel som selvet er flydende, grænseløst og multipelt. De psykiske
problemstillinger der vægtes indenfor denne forståelsesramme, er individets oplevelse af manglende
sammenhæng og kontinuitet mellem de forskellige selver, samt individets oplevelse af indre
fragmentering og vanskelighed ved at finde mening med tilværelsen.
Havde vi i stedet valgt et socialkonstruktionistisk perspektiv som f.eks. Gergens (1991), der
beskriver selvet som multipelt og relationelt, idet det konstrueres på ny i alle dets relationer, havde
vi måske fået bekræftet vores vurdering af, at pigernes individualitet erstattes med en relationel
identitet. Med Gergens udgangspunkt og forståelse for selvet, kunne vi måske endda få nogle
dybere argumentationer for selvets mangfoldige konstruktion og for, hvordan pigerne skifter udtryk
og fremtoning i takt med deres relationer. Dog er vi ikke enige i Gergens forståelse af, at individet i
vor samtid består af flere ‘multiple selver’, men vi er enige i, at individet i dag skal indgå i mange
forskellige typer relationer, der kræver, at det bruger forskellige sider af sig selv, og derved skal
være mere fleksibel i sin udtryksform, end det måske tidligere har været tilfældet, samt at dette kan
føre til en følelse af fragmentering med en manglende fornemmelse af, hvem man er. Hvad vi ikke
ville have fået begreb om og mulighed for at belyse ud fra et perspektiv som Gergens
socialkonstruktionisme, er de dynamiske problemstillinger og underliggende psykiske processer,
som vi vurderer, har stor indflydelse på pigernes måde at reagere og handle på samt på deres
personlighedsorganisering i særdeleshed. Dvs. mentale funktioner og dynamikker, som ifølge
Gergen ikke engang eksisterer (Hansen, 2003, s. 20), da han antager, at “selvet er tømt ud; der er
ingen forfatter, ingen intenderende agent, ingen oprindelsesmæssig kilde indeni væsenet, der
producerer sprog og handling” (Gergen i Mylov, 1998, s.179). M.a.o. ville vi kun få fat i det
perspektiv, der er gældende på niveau III, mens vi ikke ville have fået begreb om hhv. niveau I, I½
og II i vores forståelsesramme for personlighedsorganiseringen. Derved finder vi et
socialkonstruktionistisk perspektiv mangelfuldt til vores formål, men også for radikalt, da indre
psykiske processer underkendes som ikke eksisterende.
5.3 Perspektivering
Denne perspektivering indeholder to grene, som vi i løbet af undersøgelsen har fundet var relevant i
forhold til pigerne. Den første har sit afsæt i overvejelser over, hvad der for os at se er centralt at
have for øje i det terapeutiske arbejde med unge, voldelige piger, mens den anden
perspektiveringsgren har sit fokus på personlighedsforstyrrelser.
140

5.3.1 Terapeutisk intervention med unge, voldelige piger
Vi har flere gange opgaven igennem antydet, at pigerne i denne undersøgelse efter vores vurdering
med fordel kunne have gavn af terapeutisk intervention. Vi tænker dog, at det kan være vanskeligt
at påbegynde terapeutisk intervention, da det måske kan blive svært at komme ind på livet af
pigerne og få etableret en god kontakt til dem. Dette af flere grunde. For det første er psykologen en
udfrakommende fremmed, som pigerne i så fald skal begynde at relatere sig til, og gruppenormen
omkring mangelfuld interesse i nye tiltag taget i betragtning, kan vi forestille os, at de umiddelbart
vil gå imod ideen om påbegyndelse af psykologtimer. Da man ikke kan tvinge pigerne i terapi, må
et terapeutisk arbejde begynde med at skabe motivation hos pigerne og fange deres interesse.
Vi tænker, at pigegruppens interesser skal fanges ved at gribe fat om de emner og problemstillinger,
pigerne kan relatere sig til, og som de er optaget af i deres hverdag. Hvis psykologen i samvær med
de pædagoger, som pigerne kender, etablerer temadage omhandlende emner som kærester og
seksualitet, veninderelationer, problemer i familien mm., kan det være, at det fanger deres
nysgerrighed. At skabe en tryghed og god kontakt samt ikke mindst at sørge for, at pigerne bevarer
motivationen, er altafgørende, idet det er sandsynligt, at pigerne undlader at komme, hvis det bliver
for hårdt og emnerne bliver for smertefulde. Endvidere ser vi det som essentielt at fange hele
pigegruppens opmærksomhed, da vi vurderer, at hvis én af pigerne, specielt en af dem med
lederstatus, trækker sig, vil resten af gruppen følge efter.
Efterhånden kan temadagene udvikle sig til gruppeterapeutiske processer, hvor der ikke længere
tales om problemer men arbejdes med ‘her og nu’ problemstillinger pigerne imellem, og hvor
terapeuten lytter, spejler og rummer, samt konfronterer, klargører og hjælper til udviklingen af nye
handlekompetencer i forhold til eksempelvis konflikthåndtering. Dvs. terapeuten skal hjælpe
pigerne til bedre at kunne sætte ord på de unavngivne frustrerede følelser, der påvirker dem, så de
kan udvikle en mere hensigtsmæssig affektregulering og udvikle en højere grad af mentalisering.
Herigennem kan de opnå ny indsigt i egne og andres følelser samt etablere en fornemmelse for,
hvad der er rigtigt og forkert. Endvidere kan terapeuten hjælpe til skabelsen af et fremtidsperspektiv
i pigerne, så de begynder at etablere fremadrettede forhåbninger, forventninger og fantasier om
fremtiden. På denne måde vil den umiddelbare nutidige tilstedeværelse også få mere indhold og
mening hos pigerne. M.a.o. vil pigerne med en integration af en fremadrettet-fortidsbestemt-
nutidighed (Hansen, 2003, s.160) som betyder, at selvet både er influeret af fortiden men også er
stemt af fremtiden, kunne udvikle et større håb med en rettethed mod fremtiden samt etablere en
større åbenhed og mening i nuet.
141

Pigerne har efter vores vurdering ikke god erfaring med, at voksne udelukkende vil dem noget godt,
og terapeuten må derfor sikre sig en god arbejdsalliance med den enkelte pige. Terapeuten skal vise
den enkelte piger, at han/hun kan være sammen med hende om de svære følelser uden at være
overinvolverende og sammenflydende men med interesse, hvor pigen kan genkende sig selv og sine
følelser i den terapeutiske spejling. Dette svarer til Rogers (1957) fascilitative betingelser, hvor
terapeuten skal være kongruent, empatisk og vise ubetinget positiv opfattelse, men hvor klienten i
en eller anden grad også skal opfatte terapeuten som sådan. Terapeuten skal dermed affekt-spejle på
en anden måde end den, vi vurderede, forældrene har gjort og derigennem hjælpe til, at pigerne
lærer egne følelser at kende.
Terapeuten skal hjælpe til at bygge indre strukturer op, og på denne måde tænke i mangelpatologi,
hvor noget, der måske er forkert indlært skal erstattes med ny indlæring, noget skal læres for første
gang, noget skal arbejdes med ud fra et traume- og dissocieringsperspektiv, og noget skal
konstrueres på ny. Med sidstnævnte læner vi os op ad Schafers narrative psykoanalyse, der mener,
at terapeutens rolle er at hjælpe klienten til skabelse af en ny fortælling, der er mere konstruktiv end
den gamle (Schafer, 1996, s.22-33). Dvs. terapeuten skal hjælpe pigerne til at konstruere deres
historie på ny, så de kan begynde at skabe en ny fortælling og identitet, der ikke hænger sammen
med billedet af at være sej og voldelig. Dette kommer ikke blot af at ændre sin fortælling men må
som tidligere skrevet afhænge af, at pigerne lærer sig selv/sit selv at kende, dvs. efterhånden få
kontakt til sit skamfulde, deprimerede selv, hvor det, der mærkes, accepteres og udtrykkes. Dette
kan hjælpe til bedre at kunne gøre sig fri til at handle, gøre sig tydelig overfor sig selv og sine
omgivelser, lære sine behov at kende, og i det hele taget tage ansvar for eget liv. Disse perspektiver
finder vi væsentlige i arbejdet med omtalte piger, så de kan begynde at se, at der er andre
muligheder i verden end dem, nærmiljøet kan tilbyde (ibid.).
Vi mener, at terapeuten skal være opmærksom, at pigernes ofte anvendte projektive
identifikatoriske relateringsform sandsynligvis vil udspille sig i det terapeutiske rum. F.eks. kan vi
forestille os en overføring, hvor terapeuten bliver bærer af håbløsheden og afmagten, mens pigerne
vha. projektiv identifikation af det skamfulde selv ikke mærker noget og ikke vedkender sig disse
følelser (Gabbard & Wilkinson, 1996). Dermed tænker vi, at terapeuten skal være opmærksom på
ikke at blive manipuleret til at tro, at ‘der ikke er noget galt’, som nogle af pigerne efter vores
overbevisning forsøger at udstråle. Med den viden vi har omkring pigernes måde at være på i
samvær med hinanden, tror vi, at terapeuten skal tydeliggøre, at man i denne terapeutiske
gruppekontekst ikke skal være sammen på en overfladisk, hårdheds- eller pjattende facon, men at
142

man her er sammen på en anden måde uden at skulle bevise noget og føre sig frem. Det kan tænkes,
at det er vanskeligt at skabe et sådant frirum, hvor pigerne ikke føler, de skal præstere men med en
vedvarende interesse, kærlig konfrontation og tydelig regelsætning vil muligheden være der.
Psykologer såvel som pædagoger, lærere og andre voksne, der har kontakt med unge, voldelige
piger skal gøre sig klart, at han/hun med sin tilstedeværelse og vedvarende interesse bliver et
selvsubjekt for pigerne. Disse voksne skal dermed i en periode kunne udfylde rollen som empatisk
spejlende selvsubjekter og anerkende pigerne, som de er, hvilket vil hjælpe til en sund udvikling af
pigerne selvhævdelse og selvfremstilling. De skal ligeledes være betydningsbærende selvsubjekter
og hjælpe til udvikling af egne værdier og normsæt, og skal på samme vis udfylde rollen som
samhørighedsskabende selvsubjekter og med deres tilstedeværelse skabe et rum, hvor pigerne
mærker det stille samvær med en ubetinget accept. Sidst men bestemt ikke mindst skal de være
udfordrende selvsubjekter og være ‘optimalt frustrerende medspillende modspillere’, der kan hjælpe
pigerne til at udvikle nye indsigter og handlekompetencer. Vi ser det som yderst centralt i arbejdet
med unge voldelige piger, at personer omkring dem har sig rollen som selvsubjekter in mente og for
øvrigt tilbyder sig som selvsubjekter (Tønnesvang, 2002b, s.107-111). De skal give en moden
voksenkontakt og være tydelige omkring, hvad der er rigtigt og forkert samt omkring, at vold er
uacceptabelt, men de skal også med deres tilstedeværelse kunne gå i dialog omkring, hvilke
psykiske problemstillinger, der kan ligge til grund for den voldelige udtryksform. At møde den
enkelte pige i det, der kan være svært for hende nemlig at udtrykke sig på en konstruktiv måde og
ikke destruktivt, er centralt.
5.3.2 Sammenligning med diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse
I perioden hvor vi søgte interviewpersoner, talte vi med en række fagpersoner omkring unge,
voldelige pigers adfærd og alle beskrev denne type piger som særdeles udadreagerende, aggressive,
omsorgssvigtede og meget gruppeorienterede. Alle beskrivelser undtagen sidstnævnte lignede det,
vi kendte fra litteraturen omhandlende karakteristiske træk ved diagnosen borderline
personlighedsforstyrrelse. Vi havde derfor på forhånd en ide om, at voldelige piger måske havde
nogle ligheder i deres personlighedsorganisering med de dynamiske mønstre, som er gældende for
borderline personlighedsforstyrrelsen. Denne hypotese ønskede vi at undersøge nærmere og fik
derfor, med hjælp fra personalet på en psykiatrisk døgninstitution, etableret kontakt til en pige med
diagnosen Emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline nr. F60.31 (ICD-10, 1998, s.139).
143

Pigen, der benævnes med bogstavet I, udfyldte begge spørgeskemaer og blev interviewet på samme
vis som de andre piger, men vi valgte at trække hende ud ad undersøgelsen igen, da vi vurderede at
kun én person var et uholdbart sammenligningsgrundlag. Samtidig ville der med et sådant
udgangspunkt være fare for at antage en patologisk drejning og ensidig vinkel, hvilket ville stride
imod vores ønske om, at undersøge pigerne uden for høj grad af forbehold eller forudindtagethed.
Vi vil dog reflektere over vores forholdsvise korte møde med I, og efterfølgende sammenligne I
samt Kernbergs definition på borderline personlighedsforstyrrelsens symptomatologi med de 8
pigers personlighedsorganisering.
Da vi møder I (18 år), har hun forbindinger på begge håndled, og vi modtager et meget slapt
håndtryk, som vi næsten ikke kan mærke. Vi bliver vist ind på hendes værelse, hvor der er en tæt
cigaretrøg i lokalet, og en ildelugtende kattelugt møder os i døren. Tøj, askebægre, kattefoder og
bakke flyder over det hele. Vi får en oplevelse af, at vi træder ind i en verden, der rummer
sygelighed, uro og vrede. I sidder hele tiden uroligt med benene og blikket er undvigende med et
hårdt og fjendtligt udtryk. Vi får det indtryk, at I kan springe i luften, hvornår det skal være, og at vi
skal træde meget varsomt. Der er en meget anstrengt og spændt stemning i rummet, og når I griner,
er det meget højlydt og ude af kontrol. I Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y havde I en
gennemsnitsscore på 81 og scorede 100 i både; mistrivsel, bekymring, panikangst, tvangstanker,
udadrettet vrede, mistillid, social isolation og nervøsitet. I Fem-Faktor-Cheklisten scorede I
markant højt i emotionel ustabilitet og markant lavt i de andre fire faktorer, hvormed hun afveg fra
de andre piger på omgængelig og åben for oplevelse/intellekt 55 . Endvidere sad vi med nogle af de
samme fornemmelser hos I som hos de andre piger bl.a. omkring en fornemmelse af en ulmende
vrede, som let kunne tændes til raseri. Dette dog i langt højere grad hos I end hos de andre piger.
Kernberg opstiller følgende kriterier for borderline organisation 56 ; 1) Identitetsdiffusion; der
indebærer en tomhedsfølelse, en modsigelsesfuld selvopfattelse og en modsigelsesfuld adfærd med
tendens til en forenklet opfattelse af sig selv og andre. 2) Primitiv forsvarsorganisation; der
indebærer brugen af forsvarsmekanismerne splitting, projektiv identifikation, fornægtelse, primitiv
idealisering, omnipotens og devaluering samt 3) realitetstestning; der er god, når det ikke drejer sig
om aspekter som godt og ondt (Kernberg et. al., 1989, s.5-8). Dette stemmer overens med Fonagy
et. al.’s (2004, s.359-367) beskrivelse af borderline personlighedsforstyrrelsens symptomatologi.
Denne er som tidligere nævnt (se evt. s.39-40) karakteriseret ved bl.a. ustabil selvfornemmelse,
55 Spørgeskemaer og transskription figurerer af pladshensyn ikke som bilag.
56 Kernberg anvender begrebet borderline organisation, da han tager en dynamisk indgangsvinkel frem for en deskriptiv.
144

impulsivitet, emotionel ustabilitet og irritabilitet samt forsvarsmekanismerne splitting og projektiv
identifikation.
Vi konkluderede, at pigernes relateringsformer bl.a. er karakteriseret ved projektiv identifikation,
hvor svære og uhåndterlige følelser som f.eks. skam, foragt, vrede og raseri eksternaliseres. De
handler i sådanne situationer uden impulskontrol, hvilket kan bekræfte tilstedeværelsen af en
destruktiv affektregulering. Endvidere konkluderede vi, at pigerne anvender splitting, projektiv
identifikation og fornægtelse, og at andre piger devalueres og behandles respektløst, hvilket vi satte
i forbindelse med en mangelfuld udviklet mentalisering. Deslige oplevede vi en diffus selvfølelse
og havde en formodning om tilstedeværelsen af en underliggende tomhedsfølelse hos pigerne.
Udover en række ligheder med pigen I, finder vi også en række ligheder mellem pigernes
personlighedsorganisering og de definitioner, som både Kernberg og Fonagy et. al. giver på
borderline personlighedsforstyrrelsens symptomatologi.
Men hvad kan vi så sige med det? Vi kan ikke sige noget om, hvorvidt disse piger er borderline
personlighedsforstyrrede eller ej, men vi kan pege på, at pigerne, om end nogle mere end andre, er i
en alvorlig risikozone for at kunne udvikle en vedvarende intensivering af disse borderline
karakteristiske psykiske problemstillinger. Hvis pigerne bliver yderligere pressede og f.eks. oplever
flere traumatiske hændelser i deres liv, kan det måske blive en udløsende faktor for udvikling af
borderline personlighedsforstyrrelsen. Vi tænker her især på F, der kun var 13 år på
interviewtidspunktet, og som vi oplevede som meget lukket med vrede og hadefulde følelser samt
med en foragt for sine omgivelser, som må stå model til F’s voldelige handlinger. Vi tænker også på
B, der på interviewtidspunktet var 15 år, og som vi vurderede som fjern, opgivende men også fuld
af raseri, der ligeledes udleves i relationen. Deslige E (18 år), der også udstråler vrede og had, og
som vi vurderer til at have en meget impulsiv adfærd og en yderst destruktiv affektregulering, og
sidst kan nævnes D (16 år) og G (13 år), som begge berettede om situationer, hvor de kaster med
ting og hvor ‘ingen kan styre dem’. Ved de nævnte piger er vi alvorligt bekymrede og vurderer, at
der med denne sårbare ungdomsperiode, som pigerne befinder sig i samt pigernes
personlighedsorganisering og belastede miljø taget i betragtning, kan være reel risiko for udvikling
af diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse.
5.3.3 Et bud på en samfundsmæssig indsats
Set i et overordnet perspektiv er vores vurdering, at unge, pigers stigende voldelighed er udryk for
kombinationen af traumatiske familiemønstre, subkulturelle ghettodannelser og de
145

samfundsmæssigt stigende krav til unge, og vi mener, at der i forhold til hvert element er brug for
yderligere intensiverende indsats. Det er ikke nok blot at konstatere, at voldeligheden er ‘bagsiden
af ligestillingen’, og at der på et overordnet plan er tale om omsorgssvigt, som forskning på området
påpeger. Ej heller er det nok, at de unge tages ud af skolen og bliver givet en anden form for
skole/praktiktilbud, som undersøgelsen indikerede er praksis nu. De unge opholder sig stadig i
samme miljøer, der ofte er opstået på baggrund af ghettodannelser og hvor barskhed og hårdhed er
vejen til overlevelse. Derfor vil daglig interesse og spejling af problemstillingerne fra pædagogisk
side, terapeutisk intervention på det individuelle og familiemæssige plan samt og ikke mindst
ændring og opblødning af ghettodannelser være essentielt. Disse handleanvisninger skal alle tages
op og støttes økonomisk på politisk plan, hvis voldeligheden blandt unge piger efter vores vurdering
skal tages alvorligt.
Århus september 2004
Majken Sonne Hjulmand & Dorthe Sønderholm Andersen
____________________ & ________________________
146

Litteratur
• Balint, M. (1994): Grundbristen. Terapeutiske aspekter af regression. København: Hans
Reitzel Forlag. 1 udg. 1968.
• Beckmann, J.H. (1999): Børn og unges trivsel – pilotprojekt vedrørende udvikling og
afprøvning af spørgeskema til børn og unge (12-18 år). Klinisk Psykologisk Afdeling
Odense Universitetshospital.
• Berk, L. E. (1997): Child Development 4 th edition. London: Allyn & Bacon.
• Bertelsen, P. (2002a): Realismens begreb om selvet. I: Bertelsen, P., Hermansen, M. &
Tønnesvang, J. (red.). Vinkler på selvet. En antologi om selvbegrebets anvendelse i
psykologien. Århus: Klim.
• Bertelsen, P. (2002b): Personlighedspsykologi. København: Frydenlund Grafisk.
• Bertelsen, P. (2000): Antropologisk psykologi – en almenpsykologisk opfattelse af den frie
vilje, bevidstheden og selvet. København: Frydenlund Grafisk.
• Bertelsen, P. (1999): Spørgsmål vedrørende selvets struktur. Bulletin fra forum for
antropologisk psykologi. Nr.6, s.44-49.
• Bertelsen, P. (1994): Tilværelsesprojektet. Det menneskeliges niveauer belyst i den
terapeutiske proces. København: Dansk Psykologisk Forlag.
• Bion, W.R. (1993): Erfaringer i grupper og andre artikler. København: Hans Reitzels
Forlag 1. udg. 1961.
• Brun, B. & Knudsen, P. (1998): Psykologisk Undersøgelsesmetodik – en basisbog.
København: Dansk Psykologisk Forlag.
• Buber, M. (1997): Jeg og du. København: Hans Reitzels Forlag. 1. udg. 1923.
• Charmez, K. (1996): Grounded Theory. I: Smith, J., Harré R. & Langenhoven, L. (red.).
Rethinking methods in psychology. London: Sage.
• Damasio, A. (2001): Descartes’ fejltagelse – følelses, fornuft og den menneskelige hjerne.
København: Hans Reitzels Forlag.
• Digman, J. M. (1990): Personality structure: the emergence of the five-factor model. Annual
review of psychology nr.41, s.417-440.
• Fog, J. (2001): Med samtalen som udgangspunkt. Viborg: Akademisk Forlag.
• Fog, J. (1998): Saglig medmenneskelighed. Grundforhold i psykoterapien. København: Hans
Reitzels Forlag.
• Fonagy, P., Gergely, G., Jurist, E & Target, M. (2004): Affect regulation, mentalization and
the development of the self. London: Karnac.
• Fonagy, P. (2003): The development of psychopathology from infancy to adulthood: the
mysterious unfolding of disturbance in time. Infant mental health journal vol.23 no.3, s.212-
239.
• Fonagy, P. & Target, M. (1997): Attachment and reflective function: their role in selforganization.
Development and Psychopathology vol.9, s.679-700.
• Gabbard, G.O. & Wilkinson, S.M. (1996): Borderline behandling og modoverføring.
København: Hans Reitzels Forlag.
• Gergen, K. (1991): The saturated self – dilemmas of identity in contemporary life. USA:
Basic Books.
• Giddens, A. (1999): Modernitet og selvidentitet – selvet og samfundet under
senmoderniteten. København: Hans Reitzels Forlag.
147

• Habermas, T. & Bluck, S. (2000): Getting a life: the emergence of the life story in
adolescence. Psychological Bulletin vol.126 no.5, s.748-769.
• Hansen, J.T. (2003): Selvet som rettethed – en teori om noget af dét, der driver og former
menneskeliv. Århus: Forlaget Klim.
• Hansen, J.T. (1999a): Identitet og integritet: Aspekter ved unges identitetsdannelse i en
kulturel frisat samfundsepoke. I: Knudsen, A. & Jensen, C. N. (red.). Ungdomsliv og
læreprocesser i et moderne samfund. s.97-111.
• Hansen, J.T. (1999b): Personlighedstræk og personlighedsorganisering – om forholdet
mellem ”the Big Five” og selvets rettetheder. Bulletin fra forum for antropologisk psykologi.
Nr.6, s.6-43.
• Herman, J.L. (1995): I voldens kølvand. Om psykiske traumer og deres heling. København:
Hans Reitzel Forlag.
• Hougaard, E. (1992): Personlighed og psykopatologi: relationen mellem
personlighedsforstyrrelser og trækpsykologiske modeller. Psykologisk Skriftserie vol.17,
no.2.
• Jørgensen, C.R. (2002): Psykologien i senmoderniteten. København: Hans Reitzels Forlag.
• Jørgensen, C.R. (1999): Den interpersonelle psykoanalyse. Nordisk Psykologi, 51 (4), s.279-
305.
• Karpatschof, B. (1999): Grand Theory and Big Five. Bulletin fra forum for antropologisk
psykologi. Nr.6, s.54-59.
• Katzenelson, B. (1995): Homo Socius – grundlaget for menneskelig samkvem. København:
Gyldendal.
• Kernberg, O.F., Selzer, M.A., Koenigsberg, H.W., Carr, A.C. & Appelbaum, A.H. (1989):
Psychodynamic psychotherapy of borderline patients. New York: Basic Books, kap.1+2
• Killingmo, B. (1989): Conflict and deficit: Implications for technique. International Journal
of Psychoanalysis.
• Kohut, H. (2000): Analysen af selvet – en systematisk tilgang til psykoanalytisk behandling
af narcissistiske personlighedsforstyrrelser. København: Det lille forlag 1.udg. 1971.
• Kruuse, E. (1996): Kvalitative forskningsmetoder i psykologi og beslægtede fag.
København: Dansk Psykologisk Forlag. Kap. 1-5, 9-11.
• Kruttschnitt, C., Gartner, R. & Ferraro, K. (2002): Womens involvement in serious
interpersonel violence. Aggression and violent behavior, nr.7 s.529-565.
• Kvale, S. (1996): InterViews – An introduction to qualitative research interviewing.
London: Sage Productions.
• Larsen, R. J. & Buss, D. M. (2002): Personality Psychology: Domains of knowledge about
human nature. New York: McGraw Hill, kap.9.
• Larsen, T. V. (2003): Den dunkle pigeverden – Gangzter bitches. Børn og unge. Fagblad for
pædagoger og klubmedarbejdere, nr.8.
www.boernogunge.dk/internet/BoernOgUnge.nsf/0/31A5E11D4223102FC1256CD20035E
B34!OpenDocument
• LeDoux, J. (2002): Emotion, memory and the brain. Scientific American, vol. 12, no.1.
• Lerner, H.G. (1995): Vredens dans. København: Nyt Nordisk Forlag. 1 udg. 1988.
• Malmborg, E. & Hansen, S. P. (2003): Et stresset pigeliv. Ungdomsforskning nr.1 marts
2003, s.10-17.
• McAdams, D. P. (1992): The five-factor model in personality: a critical appraisal. Journal of
Personality 60:2, s.329-360.
148

• McAdams, D. P. (1996): Personality, modernity and the storied self: a contemporary
framework for studying persons. Psychological Inquiry, vol.7 no.4, s.295-321.
• McCrae, R. & Costa, P. (1996): Toward a new generation of personality theories: theoretical
contexts for the five-factor model. I: Wiggins, J.S. (red.) The five-factor model of personlity
– theoretical perspectives. New York: Guilford Press.
• Monsen, J.T. (2000): Selvpsykologi og nyere affektteori. I: Selvpsykologi. København: Hans
Reizels Forlag.
• More, J. & Hagedorn, J. (2001): Female gangs – a focus on research. Juvenile Justice
Bulletin. US Department of Justice. www.ncjrs.org/pdffiles1/ojjdp/186159.pdf
• Mylov, P. (1998): Teorier i og om praksis. I: Jens Bjerg (red.). Pædagogik – en grundbog til
et fag. København: Hans Reitzels Forlag, s. 162-189.
• Nielsen, T. G. (2003): Forråelse – de vilde piger. Politiforbundet i Danmark, oktober 2003.
www.politiforbund.dk/show.php
• Nordahl, B. & Zlotnik, G. (2004): De stakkels piger. København: Forlaget Nielsens.
• Pedersen M.U. (submittet): Changes in Drug Abuse and Self-Perception among Substance
Abusers Following Residential Drug-free treatment. Centre for Alcohol and Drug Research,
University of Aarhus.
• Pedersen M.U. (2001): interne arbejdspapirer, del II evaluering af dagbogsmetoden
• Perls, F. Goodman, P. & Hefferline, R. (1977): Grundbog i gestaltterapi. København:
Borgens Forlag.
• Nordbo, A. (2004): Psykologi og neurovidenskab – interview med Jesper Mogensen.
Psykolognyt nr. 13, 30/7 2004 årgang 58, s.10.
• Rogers, C. (1957): The necessary and sufficient conditions of therapeutic personality
change. Journal of Consulting Psychology, 21, s.95-103..
• Røgild, F. (2004): De Udsatte – bander, kulturmøder, socialpædagogik. Politisk Revy.
København.
• Saucier, G & Goldberg, L. (1996): The Language of personality: lexical perspectives on the
five-factor model. I: Wiggins, J.S. (red.) The five-factor model of personlity – theoretical
perspectives. New York: Guilford Press.
• Schafer, R. (1996): Handlesprog og fortælling. Frederiksberg: Det Lille Forlag.
• Schore, A. N. (1994): Affect Regulation and the origin of the self – the neurobiology of
emotional development. USA: Lawrence Erlbaum Associates.
• Siegel (2001): Toward an interpersonal neurobiology of the developing mind. Infant Mental
Health Journal, vol. 22 (1-2,) s. 67-94.
• Skårderud, F. (2000): Uro – en rejse i det moderne selv. Viborg: Tiderne Skifter.
• Sommer, D. (1998): Barndomspsykologi – udvikling i en forandret verden. København:
Hans Reitzels Forlag.
• Stern, D. (2000): Spædbarnets interpersonelle verden. København: Hans Reitzels Forlag..
• Søndergaard, P. (2003): Seje tøser – stakkels piger. Vejle: Kroghs Forlag.
• Sørensen, A. S. (red.) (2002): Pi’r, pink og power – en antologi om aktuel pigekultur.
København: Gads Forlag.
• Trevarthan & Aitken. (2001): Infant Intersubjectivity. Child Psychology Psychiatry, vol. 42,
no.1, s. 3-48.
• Tønnesvang, J. (2004): Elementer i religiøsitetens psykologik: sentimenter,
selvobjektfunktionalitet, tilknytningsdimensioner. Bulletin fra forum for antropologisk
psykologi.
149

• Tønnesvang, J. (2002a): Selvet og de almenpædagogiske professionskompetencer. I:
Bertelsen, P., Hermansen, M. & Tønnesvang, J. (red.). Vinkler på selvet. En antologi om
selvbegrebets anvendelse i psykologien. Århus: Klim.
• Tønnesvang, J. (2002b): Selvet i pædagogikken – selvpsykologiens bidrag til en moderne
dannelsespædagogik. Århus: Klim.
• Udrykningsholdet nr.1. februar 2003: Tema: De vanskelige piger. Integrationsministeriets
videns- og rådgivningsenhed vedrørende utilpassede unge.
• Udrykningsholdet seminar. De vanskelige piger, Vejle 19/3 2003 kl.10-16.
Integrationsministeriets videns- og rådgivningsenhed vedrørende utilpassede unge.
• WHO ICD-10. (1998): Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og
diagnose kriterier. København: Munksgaard.
• Wiggins, J.S. (red.) (1996): The Five-factor model of personality – theoretical perspectives.
New York: Guildford Press.
• Wittendorff, N. & Malmborg, E. (2004): Pigeproblemer i kommunerne – en kortlægning.
Rapport: UFC Børn og Unge. www.ufc-bu.dk/pub.asp?CatId=3#128
• Yalom, I. D. (2001): Eksistentiel psykoterapi. København: Hans Reitzels Forlag.
• Zacharia, B. (1998): Det vellykkede eksperiment – Introduktion til klinisk eksperimentel
forskningsmetode. København: Munksgaard.
• Ziehe, T. (1995): Ambivalenser og mangfoldighed – en artikelsamling om ungdom, skole,
æstetik og kultur. København: Forlaget Politisk Revy.
• Ziehe, T. & Stubenrauch H. (1999): Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser – kulturel
frisættelse og subjektivitet. København: Forlaget Politisk Revy 1. udg. 1982.
• Zeuner, L. & Højland, J. (2003): Unge i det kriminelle felt – et studium af
forskningslitteratur. Socialforskningsinstituttet, Rapport 03:09.
150