Hunter S. Thomson New Hollywood Kend dine drugs - ORDET

ORDET#22 

-Det skæve nummer 

Hunter S. Thomson 

Guns & Galskab 

S. 16 

New Hollywood 

LSD & film 

S. 34 

Kend dine drugs 

-på film 

Stor Quiz 

Tidsskrift for film og medier 

November 2009/Nr. 22 

1

2 

Alt det Schepelern elsker 

07 

14 

34 

12 

04 Leder 

-Ordet bliver beruset 

TEMA - RUS 

05 HASH 

07 Sex, Drugs & Soundtrack 

10 The Daily Inquirer 

Gossip 

12 Smarte drinks & moralske tømmermænd 

-Alkoholisme på film 

16 Hunter S. Thomson 

Guns & Galskab 

20 Quiz 

22 Skæve billeder 

-Hvordan viser man rusen på film? 

26 Frederik Andersens Illustrationer 

28 If you Tolerate this - 

32 Anne Rosas Illustrationer 

34 New Hollywood 

LSD & film 

36 Klumme 

38 Er fremtiden i 3D? 

42 Schepelerns Filmquiz 

Vind biografbilletter 

43 Tegneserie 

Af Mads Mikkelsen 

ORDET22 

INDHOLD 

3

4 

KOLOFON 

Redaktion 

Henrik Østergaard henrik@ordet.net 

Mikkel Kofod mikkel@ordet.net 

Anne Rosa Simonsen anne@ordet.net 

Erik Pardos Olsen erik@ordet.net 

Agnete Christensen agnete@ordet.net 

Skribenter 

Agnete Christensen 

Mikkel Kofod 

Erik Pardos Olsen 

Anne Rosa Simonsen 

Stine Agerbæk 

Morten S. Clausen 

Henrik Østergaard 

Peter Schepelern 

Leder 

Agnete Christiansen 

Layout 

Tais Juul 

Tryk 

Frederiksberg Trykkeri 

ISSN 

1602-5334 

Oplag 

750 

Annoncer 

annonce@ordet.net 

Input 

Brug ORDET! Indlæg, artikler og idéer 

modtages med glæde. Send en mail til 

redaktionen@ordet.net eller kontakt 

redaktionen. 

Ordet udgives med støtte af 

Nordisk Film Fond og 

Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, 

København Universitet. 

LEDER 

Ordet bliver beruset 

I vild indtagelse af alt fra Captain Morgan 

til finsprit (samt resterne fra 80er-temaets 

flyversjusser) har redaktionen kastet sig ud 

i en hæmningsløs rus for at finde inspiration 

til denne udgave: Velkommen til det skæve 

nummer! 

Rusmidler har til alle tider været 

et omdiskuteret emne. Farlige, 

dragende, afhængighedsskabende, 

bevidsthedsudvidende, romantiserede, 

potentielt dødelige. Om det så gælder det 

første hiv af en smøg på skoletoiletterne i 

sjette klasse eller junkien, der tager det sidste 

skud heroin i øjenæblerne, inden han synker 

sammen i rendestenen – medierne har en 

mening! 

I 50’erne var det nærmest et kuriosum ikke 

at se nyhedsværter og politikere intensivt 

pulsende på en Camel, når man tændte det 

gnidrede, sort-hvide tv. I 60’erne forargedes 

husmødre og familiefædre over den unge 

hippiebevægelses brug af euforiserende 

stoffer, som senere satte gang i diskussionen 

om den bevidsthedsudvidende narkotikas 

kreative værdi for forfattere, musikere 

og filmskabere. Senere blev nogle af 

filmhistoriens største værker, som Easy Rider 

og Apocalypse Now, lavet, mens instruktører 

og skuespillere væltede sig i sprut og stoffer. 

I dag taler mange om nypuritanisme. 

Sundhedsstyrelsen sprøjter 

antirygekampagner ud som aldrig før. 

Kampagner mod druk fortæller de unge ét 

eneste bud: Drikker du dig fuld, er du en taber, 

en led stodder, og dine venner vil aldrig mere 

have noget med dig at gøre. 

I dette nummer af Ordet giver vi en ække bud 

på, hvad rus egentlig er, og kigger på rus og 

rusmidlers fremstilling i forskellige medier 

gennem tiderne: Vi byder bl.a. på en artikel om 

rusens cinematografiske fremstilling; vi kigger 

på, hvad der gik galt med den nu aflyste DR2julekalender 

H*A*S*H; vi lytter os igennem 

soundtrackene til de bedste junkiefilm; og 

endelig smider vi en ekstra quiz oven i hatten 

– bare fordi vi kan! Men det er selvfølgelig bare 

et uddrag af det vildnis af skævheder, som vi 

har brygget sammen til dig. 

Velkommen til Ordet #22 

God læsning – og skål! 

Af Agnete Christiansen, Stud. Film- og 

Medievidenskab 

– den skæve julekalender, vi aldrig 

fik at se 

Otte millioner kroner lige ud af vinduet, en rystet 

instruktør og lækkede afsnit på YouTube. Sagen om 

årets julekalender, der blev taget af programmet kun 

et par måneder før udsendelsen, udløste en mindre 

mediestorm. Samtidig blev det slået fast, at det med 

fremkomsten af YouTube er blevet næsten umuligt at 

holde uønsket billedmateriale skjult for offentligheden. 

Af Anne Rosa Simonsen, BA i film- og 

medievidenskab 

“Denne her er simpelt hen ikke sjov nok. Man 

griner ikke.” Med disse ord begrundede DR2’s 

chefredaktør Arne Notkin den 17. september 

sin aflysning af årets satiriske julekalender, der 

stadig var under produktion. I kølvandet fulgte 

udtalelser fra en instruktør, der var rystet og 

uforstående over for beslutningen, og allerede 

dagen efter kunne man se de første to episoder 

på YouTube. DR2-ledelsen reagerede lynhurtigt 

ved at tilbagetrække videoerne. Teorier og 

holdninger fløj gennem luften i et sandt web 

2.0-kaos, og scrollmeterne var alenlange på 

både Politikens artikelkommentarer såvel som 

på YouTubes commentfunktion. 

Ord som ’censur’ og ’Berlusconi’ (der jo ret 

beset er synonymer) blev hvisket i krogene, for 

hvis der er noget, vi ikke er vant til i Danmark, 

så er det at opleve stort anlagte produktioner 

eller udgivelser blive bremset umiddelbart før 

realiseringen. Politiken udgav for eksempel 

udelukkende Thomas Rathsacks bog ’Jæger’, 

fordi Forsvaret ønskede at skrinlægge den 

– ikke fordi den ellers bød på noget, vi ikke i 

forvejen vidste. Politiets tilbageholdelser af 

optagelser fra rydningen af Brorsons Kirke 

medførte højlydte protester. Vi kan bare ikke 

acceptere censur, selvcensur eller det, der 

ligner. Troen på og efterlevelsen af retten til 

at ytre sig frit er blevet noget, vi som nation 

nærmest går religiøst op i. Derfor kan det 

næppe overraske, at sagen om H*A*S*Haflysningen 

fik så stor bevågenhed. 

Den farlige krigssatire 

Den mest vedholdende teori om aflysningen 

gik på, at Notkin et al i virkeligheden aflyste 

serien, fordi den var for politisk sprængfarlig. 

’H*A*S*H’ er, som titlen også hentyder til, 

inspireret af den amerikanske 70’er-tv-serie 

’M*A*S*H’ – men med den aførende forskel, 

at Korea-backdroppet er erstattet af det 

fiktive land Problemistan. Sjovt nok rimer 

Problemistan på Afghanistan, og man skal ikke 

være specielt kreativt anlagt for at opdage den 

slående lighed mellem julekalenderens skurke 

’tulibanerne’ og de afghanske ekstremister fra 

Taliban. I denne setting følger serien en gruppe 

udsendte danske soldater – i dukkeformat, som 

bruger en forholdsmæssig stor del af deres tid 

5 

5

6 

på at ryge hash. 

Set i lyset af Muhammedkrisen fra 2004 må 

man naturligvis overveje konsekvensen af 

at lave satire på islamiske fundamentalister. 

Men det må have været en overvejelse, som 

DR2 gjorde sig allerede da julekalenderen 

var på konceptplanet. Konceptet kunne 

retfærdiggøres idet vi jo allerede ER i krig i 

Afghanistan med Taliban som den konkrete 

fjende vi kæmper mod, og serien vover sig så 

vidt vides ikke ud i decideret blasfemi. Derfor 

synes det ikke oplagt, at man aflyste serien af 

udenrigspolitiske hensyn. 

Den mest vedholdende 

teori om aflysningen 

gik på, at Notkin et al 

i virkeligheden aflyste 

serien, fordi den var for 

politisk sprængfarlig. 

Dyekjær versus Notkin 

Internt i Danmark kunne satiren imidlertid med 

større sandsynlighed skabe røre. At portrættere 

vores udsendte soldater som en omgang 

hashrygende slackers ville næppe falde i god 

jord i de små stuer med pårørende til udsendte 

unge i væbnet krig, hvor dødstallene stiger 

måned for måned. Det er muligvis for tæt 

på og for ømfindtligt, og ved juletid, hvor de 

udsendtes familier er ekstra sentimentale, er 

det nok særligt uhensigtsmæssigt med skæv 

satire. Nu er stemningen til patriotisme, 

DR2’s ledelse var 

kort sagt selv havnet 

i Problemistan, da 

nyheden om aflysningen 

bredte sig. 

ikke parodi. Det understreges også af en 

”nationen!”-afstemning på eb.dk, hvor mange 

mente, at julekalenderen hængte de udsendte 

tropper ud. En satire må kort sagt vente, til 

krigen er udkæmpet, eller i det mindste indtil 

antallet af døde stabiliseres. 

Og det var ikke kun blandt læser- og 

seerkommentarerne, at teorien om 

censur florerede. Den forbitrede 

instruktør af julekalenderen, Christian 

Dyekjær, antydede selv i et interview 

til DR Nyheder den 17. september, at 

beslutningen kunne være politisk motiveret: 

”Jeg ved ikke, om det er censur, men det er 

meget mærkeligt. Jeg ved heller ikke, om det er 

en politisk beslutning, men man kan ikke lade 

være med at tænke tanken.” 

Fildelingens forbandelser 

DR2’s ledelse var kort sagt selv havnet i 

Problemistan, da nyheden om aflysningen 

bredte sig. Og så, pludselig, var den 

kontroversielle kalender lækket af en 

medarbejder på YouTube – så alle og enhver 

med egne øjne kunne se, hvad balladen drejede 

sig om. På sin vis styrkede det Notkins sag. 

Langt de fleste brugerkommentarer viste sig 

nemlig at være enige i hans hovedargument: 

Serien var usjov. 

På den anden side var det pinligt for ledelsen, 

at deres medarbejdere åbenbart ikke var loyale 

nok til at holde den kasserede produktion 

inde for dørene. Og det blev snart endnu 

mere tydeligt, at hvis nogen sidder inde med 

noget billed-, lyd- eller videomateriale, som de 

medvirkende eller afsenderen helst vil feje ind 

under gulvtæppet, kan man godt regne med, at 

hele verdens netbrugere snart vil følge sultent 

med. For selv om DR2 reagerede prompte med 

copyrightlicens og fik videoerne fjernet fra 

YouTube, så lå linket stadig på Googles cache, 

og andre sider fik hurtigt hapset materialet 

til publicering. Det minder på mange måder 

om Paris Hiltons problemer med ’One night 

in Paris’ – eller for så vidt Lars Løkke, der for 

nyligt forsøgte at fjerne et billede af sig selv og 

Sidney Lee, angiveligt fordi det ikke matchede 

Løkkes statsmands-image. 

Så hvad kan vi egentlig lære af denne historie? 

Jo, for det første er det mere kontroversielt at 

være i krig end at tage stoffer (selvom staten 

i princippet deltager i det første og forbyder 

det andet). Hvis du skal lave en julekalender, 

må dukkerne altså gerne indtage ulovlige 

euforiserende stoffer, de må bare ikke være 

soldater. For det andet, hvis du er Arne Notkin, 

kunne du prøve at gennemskue tidligere i 

produktionen af årets morsomme julekalender, 

at den faktisk ikke er sjov. Og for det tredje – og 

dette råd er til alle os i den digitale tidsalder: 

Jo mere saftigt, beskidt og kontroversielt 

billedmateriale er, desto hurtigere bliver det 

allemandseje på nettet. 

Et soundtrack bestående af popsange kan 

naturligvis fungere på samme måde som 

traditionel underlægningsmusik i film. Det 

kan sætte et tempo på samme måde som 

klipning og karakterernes bevægelsestempo, 

det kan forstærke stemninger i følelses- eller 

suspenseladede scener, og det kan skabe 

opmærksomhed på de elementer i filmen, som 

filmskaberen ønsker at understrege. 

Udover de mange funktioner det 

popsangsbaserede soundtrack rummer, åbner 

denne slags musik op for en række andre 

funktioner, der er velegnede i lige netop 

junkiefilm. 

Lyden af rusen 

En af de roller musikken kan spille er som en 

lydliggørelse af rusen. I Requiem For A Dream 

(Darren Aronofsky, 2000) er det den dubbede 

bas fra musikken, der signalerer at heroinen 

Sex, Drugs and soundtracks 

Copyright: Peter Madsen & Carlsen Comics 

Hvis jeg tænker over de film hvis soundtracks jeg bedst husker, så vil halvdelen af 

dem omhandle stofmisbrug. Det kan selvfølgeligt bare være mig der har en ensidig 

film- og musiksmag, men hvis man kigger nærmere på emnet, så er der en række 

årsager til at et slagkraftigt soundtrack er blevet en næsten obligatorisk del af en 

vellykket ”junkiefilm”. For hvordan fungerer den fede musik egentlig i film som 

Trainspotting, Requiem for a Dream og Nordkraft? 

overtager hovedpersonernes sanseapparater, 

og at de fortaber sig i rusen. På samme måde er 

det i denne film også i høj grad musikken, der 

signalerer den personlige nedtur som en følge 

af stofmisbruget. I den engelske Human Traffic 

(Justin Kerrigan, 1999) er det de oppiskede 

club-electronica-trommer, der orkestrerer 

hovedpersonernes flugt fra hverdagens grå 

trummerum gennem en cocktail af stoffer, 

alkohol og musik. 

Fælles for disse to films brug af musik er, at 

der er stort fokus på bas eller trommer som 

en nærmest fysisk faktor, der har rødder i 

handlingen og afspejles i klipning og på 

billedsiden. Det er en musikalsk funktion, der 

ses i mange film der afspejler misbrug, fester 

og ungdomsliv, hvor den tunge bas eller de 

hektiske trommer understreger situationer med 

panik, flugt, forvirring eller ”følelsesløshed”. 

Musikken ledsager altid opturen, men man vil 

kunne se at en form for overdreven ”stilhed”, 

skabt gennem forstærkede reallyde uden 

musik, bliver lydsporet til karakterernes 

abstinenser og nedtur. 

Da de to nævnte film mest benytter sig af 

instrumentale numre og i mindre grad af 

genkendelige sange, optræder musikken 

primært som ”tekstur” og kommer 

herved til at nærme sig den traditionelle 

”underlægningsmusik” igen, selv om den 

brugte musik oftest har rødder i enten rock- 

eller clubscenen. 

Kulturel intertektualitet 

Af Stine Agerbæk – stud. film- og 


I mange nyere film om stofmisbrug bruges 

der som sagt ofte et sangbaseret soundtrack 

med deciderede sange der i hvert fald i nogen 

grad stammer fra populærkulturen. Ofte 

bruges musiksiden til at skabe en tematisk 

7 

7

8 

intertekstuel relation mellem filmens narrativ 

og musik, der er forbundet med bestemte 

former for stofmisbrug. Det er typisk sange 

af kunstnere fra rock- eller ravescenen, logisk 

nok fordi seeren allerede vil have en viden 

om, at misbrug af forskellige substanser er en 

integreret del af disse musikgenrers ”kultur”. 

Ved at benytte sig af allerede eksisterende 

kulturelle billeder fastlåst i tilskuerens 

Den tunge bas eller 

de hektiske trommer 

understreger 

situationer med panik, 

flugt, forvirring eller 

bevidsthed, kan et soundtrack skabe en form 

for klichébaseret kulturel realisme, der læner 

sig op ad myten om ”sex, drugs and rock’n’roll”. 

Man vil derfor sjældent opleve at der benyttes 

metervare-teenagepop eller poleret dinnerjazz 

på soundtracks til junkiefilm, slet og ret 

fordi det ikke er kulturelt realistisk og ikke 

passer ind i fortællingen om kampen mod og 

kærligheden til stofferne. 

Derudover vil der som regel være én eller flere 

karakterer i disse film, der er dedikeret musikfan 

og dermed er medvirkende til at trække 

musikken fra soundtracket ind i diegesen. Disse 

karakterer er derigennem med til at styrke den 

dobbelteksponering der sker af stoffer og fed 

musik som en sammenhængende helhed. 

Beatniks, punks og kunstnere 

Soundtracket kan samtidig bruges til 

at skabe en illusion om en bestemt 

tidsperiode eller en bestemt kulturel 

gruppering. En stor del af de film der 

er centreret om stofmisbrug motiverer 

handlingen ved at foregå i perioder eller 

miljøer, der 

traditionelt beskrives som 

misbrugsmiljøer, fx 

syrehoved-hippier 

i 60’ernes USA, 

miljøet omkring 

Andy Warhols 

”Factory” i New York 

samt punkere og andre 

alternative i 70’erne og 

80’ernes England. 

Denne musikbrug er særligt synlig i ”biopics” 

om kunstnere, der netop har været en del af 

et bestemt miljø i en bestemt periode, fx The 

Doors (Oliver Stone, 1991) , Sid and Nancy (Alex 

Cox, 1986), Quadrophenia (Franc Roddam, 

1979) og Factory Girl (George Hickenlooper, 

2006). 

Her er der naturligvis ofte en mere eller mindre 

diegetisk begrundelse for musikken, men 

samtidig hægter 

filmen sig igennem 

musikvalget på en 

stemning eller en 

stil, der oftest er 

en kulturel markør 

for perioden og 

livsstilen. 

Musikalsk modkultur 

En fællesnævner for de nyere film, der foregår 

i eller omkring et stofmiljø, er at i hvert fald 

en mængde af karaktererne står som modpol 

til det ”etablerede” samfund. Rollen som 

rebeller og repræsentanter for en modkultur 

er samtidig gennem hele filmhistorien blevet 

forbundet med rockmusikkens ”farlige” rolle i 

samfundet, og dermed er kombination af disse 

to roller en logisk konsekvens. 

Rocken på soundtracket låner en form for 

rebelskhed til filmens narrativ og karakterer; 

den optræder som en lydliggørelse af 

outsiderrollen. I Trainspotting (Danny Boyle, 

1996) og den danske pendant Nordkraft (Ole 

Christian Madsen, 1995) vælger karaktererne 

Renton og Steso stofmisbruget som en 

afvisning af forældregenerationens materielle 

goder og velfriserede bedsteborgerlighed. 

Ved samtidig at benytte sig af musik der har 

repræsenteret det samme oprør slås denne 

pointe ekstra grundigt fast. 

Karaktertegning gennem musik 

En helt anden måde at bruge det 

popmusikalske soundtrack i junkiefilm er, 

når enkelte numre på soundtracket bliver 

temamelodier for enkelte karakterer i filmen, 

enten gennem sangens tematiske indhold 

eller kunstnerens image og historie. 

9 

... en form for 

klichébaseret kulturel 

realisme, der læner sig 

op ad myten om ”sex, 

drugs and rock’n’roll”. 

I Trainspotting er Renton igennem stort set hele filmen ledsaget af musik 

af de to kunstnere Lou Reed og Iggy Pop, der begge er kendt for selv at 

have haft et stort forbrug af diverse narkotika. Hvor resten af musikken 

i Trainspotting er brit-pop fra samme periode som filmens handling, 

der understreger hele karaktergruppens kulturelle tilhørsforhold, bliver 

overleveren Renton associeret med et par andre berømte ”overlevere”, 

der har klaret et stort narkomisbrug. I Nordkraft har to af karaktererne 

deciderede temamelodier, der gennem tekst og stemning understreger 

de enkelte historier. Maria har Save Me af Kira And The Kindred Spirits, og 

Allan har Beat City af The Raveonettes; begge sange indeholder tekstlinier 

der tematisk korresponderer med karakterernes situationer. 

Der er altså mange årsager til at mange junkiefilm benytter sig af 

sangbaserede soundtracks, og alle de forskellige funktioner er med til at 

understøtte filmenes fortællinger og karaktertegning. Intertekstualiteten 

tillader filmen at trække på den oldgamle idé om ”Sex, Drugs and 

Rock’n’Roll” som et moderne oprør mod samfundets autoriteter og krav om 

normalitet. Og så giver det os også bare nogle virkelig fede soundtracks.

10 

The Daily Inquirer The Daily Inquirer 

Marijuana Mitchum 

Hollywood, 31. August 194 

Hollywood bad boy, Robert 

Mitchum, kendt fra adskillige 

barske Film Noir-roller, blev for 

nylig snuppet med marijuana i 

lommen. Los Angeles Politi fik 

fangsten efter en razzia i en af 

skuespillerens blonde starletveninder, 

Lila Leeds Hollywoodhjem. 

Mitchum tog dommen med 

vanlig lakonisk kølighed, da den 

blev læst op i retten. Han kan nu 

se frem til to måneder i Hotel 

Tremmely. Den tvungne pause ser 

dog ikke ud til sætte ham bagud 

karrieremæssigt. Studie-mogul 

og milliardær Howard Hughes 

fra RKO-studiet agter at købe 

Mitchum fri fra hans kontrakt med 

David O. Selznick Pictures for over 

$200.000. 

Marylin var ude af kontrol! 

Los Angeles, 1962: Marylin Monroe 

er fundet død af en overdosis 

sovepiller. Årsagen menes at 

være selvmord. Kilder tæt på den 

afdøde skuespillerinde fortæller, 

at ”Marylin var ude af kontrol” 

(har hun nogensinde i sit liv været 

i kontrol?). Frøken Monroe havde 

indtil for nylig en hovedrolle 

i Twentieth Century Fox’s 

Off the record, on the QT, and very hush-hush. Off the record, on the QT, and very hush-hush. 

kommende romantiske komedie 

Something’s Got to Give. Hun blev 

dog fyret, da hendes konstante 

anfald og ustabile opførsel betød 

store forsinkelser i produktionen. 

Rollen skal nu i stedet spilles af 

pæne Doris Day under den nye titel 

Move over, Darling. 

Fattys vilde fest 

Hollywood, 1921: Roscoe ”Fatty” 

Arbuckle fra Mack Sennets 

Keystone Kops-film er mistænkt for 

voldtægt og mord. Under en af den 

populære komikers berygtede dagelange 

fester med stoffer, korpiger 

og bootleg whisky, blev wannabe 

skuespillerinden Virginia Rappe 

Sex, drugs og – 

berusende sladder 

Filmhistorie kan være 

en tør omgang. Men 

filmhistorien – især 

Hollywoods – er også 

fuld af historier om 

sex, drugs og – sladder. 

Hvis man skal tro 

sladderbladene igennem 

tiden har Hollywoods 

stjerner svælget i en rus 

af uartig sex og stoffer. 

Og selv sladder kan 

som bekendt være lidt 

af en beruselse. Ordet 

præsenterer her nogle af 

historierne. Sande og… 

mindre sande. 

fundet død på et hotelværelse. 

Hendes tøj var revet i stykker og 

andre beviser tyder på voldtægt 

og mord. Og beviserne peger på 

Arbuckle. For nylig gav Arbuckle 

en særdeles generøs donation på 

hele $100.000 til Massachusetts 

statsadvokat efter endnu en vild 

fest i delstaten. Skyldig eller ej, 

”Fatty” skal nok ikke regne med at 

lave mange flere film herefter. 

Død ved kokain eller kur? 

Californien, 1926: Barbara 

La Marr, skuespillerinde og 

manuskriptforfatter, døde i nat 

ved en overdosis heroin. Kun 26 

år gammel. Ikke så sært at hun for 

nylig fortalte i et interview, at hun 

kun sover to timer i døgnet. Hun 

havde ”bedre ting at foretage sig”. 

Hun blev fundet i sin lejlighed, hvor 

hun havde taget den sidste dosis 

fra det guldskrin på pianoet, hvor 

hun altid opbevarede sin kokain af 

den fineste Benares-blanding. La 

Marr blev bragt til det store lærred 

af Douglas Fairbanks i The Three 

Musketers og hendes sidste film 

blev The Heart of Siren. Filmstudiet 

giver ”for streng slankekur” som 

grund til hendes tidlige død. 

Vagabonden gift med ny nymfe 

Beverly Hills, 23. oktober 1918: 

Kan den lille vagabond, Charlie 

Chaplin, bare ikke få nok damer? 

Nu kan den lille fyr åbenbart ikke få 

dem unge nok. Den 29-årige sjover 

er blevet gift med den kun 16-årige 

Mildred Harris. Hans navn har 

været knyttet til nærved halvdelen 

af damerne i glimmerbyen indtil 

videre. 

Den tidligere skrothandler nu 

studiechef, Louie B. Mayer, kendte 

sin besøgelsestid og præsenterede 

blot 48 timer efter brylluppet en 

kontrakt for ungmøen, der måske 

nok er kær, men hun er ikke nogen 

skuespillerinde. Den første film 

med ”Mrs. Charlie Chaplin”, som 

hun hedder i kontrakten, bliver 

en saga om husspektakler med 

titlen The Inferior Sex, fortæller en 

tilfreds studiechef. 

Olive Thomas myrdet af Mary 

Pickford? 

Paris, 10. september 1920: The 

ideal American girl, Olive Thomas, 

blev i går fundet død i Paris. 

Rygterne er, at hun har dræbt 

sig selv, blevet forgiftet af en gal 

amerikanske kaptajn eller myrdet 

af Mary Pickford selv! Olive Thomas 

havde længe været kærester Jack 

Pickford, Mary Pickfords bror. Og 

søsteren kunne eftersigende ikke 

udstå den yndige Thomas. 

Wally Reid død i sin 

narkoman-celle 

Hollywood, 18. januar 1923: 

”Kongen af Paramount”, Wally 

Reid, fra de populære Wallace 

Reid Racing Features, er død 

30 år gammel. Han blev fundet 

i sin gummicelle i det private 

sanatorium, hvor han de sidste 

mange måneder er forsøgt helbredt 

for afhængighed af morfin. 

Den populære stjerne mistede 

eftersigende jordforbindelsen 

under indlæggelsen på sanatoriet. 

På grund af chokket ved pludselig 

at stoppe for sit daglige skud morfin 

blev han besat af tanken om, at han 

bevidst var blevet presset ud i sit 

misbrug. Havde han fat i noget? 

Kilder beretter, at Paramountstudiet 

inden indlæggelsen kørte 

stjernen ekstremt hårdt under 

filmproduktionerne. 

Hans efterladte kone Florence 

fortæller, at det var en flok venner, 

der kalder dem selv ”Hollywood 

Hell-Raisers”, men hun kalder dem 

for ”bohemer”, der førte hendes 

mand ud i et liv med druk, stoffer 

og udsvævelser. 

”Gradvist begyndte han at drikke 

med sine boheme-venner, og snart 

var dette ikke et hjem. Det var et 

værtshus. Wallys venners kom her 

i snesevis på hvilken som helst tid 

af døgnet. De kom, de blev, de drak. 

Det var én vild fest efter den anden. 

Den ene værre end den sidste. 

Ingen kunne gøre noget for Wally,” 

fortæller enken. 

Den stakkels enke benyttede 

lejligheden til at fortælle, at 

hendes næste film vil være 

Human Wreckage, der afslører 

narkotikahandel. Ifølge hende selv 

en film ”til minde om Wally” 

11 

Af Henrik Østergaard

12 

Smarte drinks og moralske 

tømmermænd – alkoholisme 

på film 

Stangstive komikere og 

drukfældige skurke 

Fuldskab blev for første gang vist på film i 

1898 i en 30-sekunders reklame for ”DeWar’s 

Scotch Whiskey” - den første reklame i levende 

billeder nogensinde. I reklamen ser man fire 

glade herrer i kilter danse rundt, mens ordene 

’Scotch Whiskey’ blinker i baggrunden, hvilket 

antyder, hvorfor de danser så glade rundt. 

Op igennem 1910’erne blev alkohol udnyttet 

som et slapstick-element, der gjorde 

komikernes bevægelser i filmene endnu mere 

klodsede og fjollede. Charlie Chaplin, Max 

Linder og Fatty Arbuckle måtte alle, efter en 

tår øl, kæmpe for at bevæge sig rundt i en 

genstridig og forvirrende omverden. Visse ting 

ændrer sig aldrig, fx underholdningsværdien 

ved at se en fuld person kæmpe for at bevæge 

sig rundt. I skrivende stund er Youtubevideoen 

’drunk man wants beer’ blevet set 

787,530 gange. 

Men ofte var det skurkene i stumfilmene, der 

blev vist som alkoholikere for at forklare deres 

karikerede ondskab. Den komiske skurkinde i 

Rescued by Rover (1905) kidnapper en baby og 

drikker energisk af en flaske sprut. Den mere 

alvorlige skurk i D.W. Griffiths naturalistiske 

Broken Blossoms (1919) drikker sig fuld, før 

han giver sig til at tæske sin datter i skikkelse af 

stakkels, uskyldige Lillian Gish. 

Forbudstiden, flapper-kvinder og 

gangstere 

1920’erne i USA var som bekendt forbudstiden, 

og man havde et decideret moralsk syn på 

alkoholisme. Druk var moralsk forkasteligt; 

der var noget dæmonisk ved sprut (the Devil 

Drink), og der var visse ”smitsomme” grupper i 

samfundet, der spredte det moralske fordærv. 

Der var noget 

dæmonisk ved sprut 

(the Devil Drink) ... 

Hollywood blev samtidig mere og mere 

løssluppent, både bag kulisserne og foran 

kameraet. Det var the roaring 20’s, the Jazz 

Age, og flapper-kvinderne var overalt. Disse 

unge kvinder provokerede med kort page-hår, 

korte skørter og makeup. De kunne selv køre, 

danse til jazz-musik, dyrke tilfældig sex og ikke 

mindst ryge og drikke som mænd. 

Lunch is poured!” 

-Our Modern Maidens, 

1929 

Af Erik Pardos Olsen – stud. film- og 


Flapper-kvinderne dukkede selvfølgelig også 

op på det store lærred, mest i skikkelse af Joan 

Crawford og Anita Page i film som Our Dancing 

Daughters (1928), Our Modern Maidens (1929) 

og No Limit (1931). I disse film flød den ulovlige 

sprut frit og førte uvægerligt til sex, bedrag og 

moralske tømmermænd. Her blev der ytret 

replikker som ”Lunch is poured!” og ”No thanks, 

I never drink.” – ”She just inhales.” 

Gangsterfilmene i starten af 30erne handlede 

selvfølgelig om spiritus-smugling. De foregår i 

en fordærvet, nihilistisk verden, hvor man altid 

følger en enkelt gangster, der stiger til tops, 

hvorefter han falder dybt, indtil døden er den 

eneste udvej. Titler som Doorway to Hell (1930) 

og The Public Enemy (1931) er ganske sigende 

for det syn på gangstere, man skulle få ud af 

filmene. 

W.C. Fields, overklasseliv og den 

onde cirkel 

W.C. Fields er uden tvivl en af de store 

drukkenbolt-skikkelser på det store lærred. 

Her blev fuldskaben en karakter-attribut, men 

Fields var aldrig helt ligeså anarkistisk som de 

samtidige Marx Brothers. En W.C. Fields-person 

var som regel en middelklasse-familiefar med 

en utaknemmelig kone og én loyal, kærlig 

datter. Alkoholismen var en flugt fra og et 

skjold mod den absurde, kyniske verden 

omkring ham. 

Man tænker måske først på alvorlige 

dramaer som Bænken eller Leaving 

Las Vegas, når det gælder alkoholisme 

på film. Men fuldskab kan også være 

sexet, elegant eller simpelthen bare 

komisk, når det portrætteres på det 

store lærred – og Hollywoods syn 

på druk har vaklet omtåget frem og 

tilbage alt efter de skiftende moralske 

standarder op igennem det 20. 

århundrede. 

13 

Foto: Carsten Villadsen

Fuldstændig bizart blev det i hans The Fatal 

Glass of Beer/”Øllet blev hans skæbne” fra 

1933. Titlen kommer af den horrible sang om 

fuldskabens farer for en ung mand i storbyen, 

som Fields dybt ironisk synger i filmen. 

Men druk blev også vist i et alvorligt lys 

i 1930’ernes USA, hvor alkoholisme ikke 

længere blev set som moralsk fordærv, men 

snarere som en genetisk betinget sygdom. 

Denne ’biologiske model’ viste sig at fungere til 

alkoholikernes fordel, fordi samfundet hellere 

ville bruge penge på behandling af, hvad man 

så som en sygdom og altså ikke alkoholikernes 

”egen skyld.” 

Under depressionen var folk ganske vist 

fattige, men ikke fattige nok til at holde sig væk 

fra biograferne. Her kunne de se fordømmende 

film om de rige, udsvævende overklassemenneskers 

tomme liv. Det var i f.eks. Topper 

(1937) og After Office Hours (1935); i den 

sidstnævnte bliver der ytret replikker som: 

”Why shouldn’t I be drunk? I got more right to 

be drunk than anyone else in the world!” 

I 1945 kom en af de helt store alkoholikerfilm, 

The Lost Weekend, baseret på den delvist 

selvbiografiske roman af Charles Jackson. 

Med The Lost Weekend fik man endelig en 

film, der seriøst satte fokus på alkoholismens 

onde cirkel og de medførte selvmordstanker. 

Men filmen fik klistret en optimistisk slutning 

på (i modsætning til bogen), og bogens 

antydninger af homoseksualitet blev der 

sprunget let henover. 

En populær idé var, at 

alkoholikeren sad fast i 

Freuds ‘orale stadie. 

50’erne og alkoholisme i 

ægteskabet 

I 50’erne begyndte man at se på alkoholisme 

ud fra en psykologisk model, hvor alkoholisme 

blev knyttet til traumatiske (barndoms) 

oplevelser. En populær idé var, at alkoholikeren 

sad fast i Freuds ’orale stadie’. 

I mellemtiden var den idylliske forstadsfamilie 

blevet idealet i USA, og selv reklamer for 

alkohol viste forsamlinger af familier og venner, 

der grillede i baghaven, mens de nød et glas 

vin, øl eller whiskey. Men efterhånden blev 

den blomstrende WASP-middelklasse mere og 

mere apatisk, og bag den pæne facade var der 

mange, der brugte alkohol - eller piller – til at 

dulme smerten. Nogle enkelte film i 50’erne og 

starten af 60’erne afslørede bagsiden af den 

amerikanske drøm. 

Tre film satte her fokus på alkoholisme, 

først Come Back, Little Sheba (1952), hvor 

Shirley Booth leverede en kraftpræstation som 

en desperat, ensom kone til en alkoholiker. The 

Country Girl (1954) var også et brutalt kig på 

et ægteskab mellem en alkoholiseret, falleret 

musical-stjerne, spillet af Bing Crosby, og hans 

hårdt prøvede kone (Grace Kelly). 

Man indså, at 

enhver der bare 

‘drank too much too 

often’ kunne blive 

alkoholiker. 

I en af de helt store alkoholiker-film, Days of 

Wine and Roses fra 1962, spiller Jack Lemmon 

og Lee Remick et ægtepar fanget i drukkens 

onde cirkel. Days … er det ene eksempel på 

en film, der følger 60’ernes nye sociologiske 

model: Alkoholisme kunne være bestemt af 

mange forskellige faktorer såsom kultur og 

miljø. Alkoholikerne blev ikke længere set 

som psykologisk eller biologisk anderledes fra 

”normale mennesker.” Man indså, at enhver der 

bare ’drank too much too often’, som et AAmedlem 

siger i Days …, kunne blive alkoholiker. 

I Danmark fik vi også i 1950 en alkoholikerfilm 

med det konfliktfyldte ægteskab som 

backdrop. Det var Bodil Ipsens Café Paradis, 

hvor én af de alkoholiserede personer 

(noget utroværdigt) omvendes til ansvarlig 

familiefar til sidst, mens en anden ender 

med at dø af drukken. Filmen indeholder 

altså de to typer ”alkoholiker-historier”: Den 

onde cirkel, der ender i død, og den moralske 

forløsningshistorie, der ender lykkeligt. 

Drukfilm i dag – socialrealisme og 

komedier 

Hvor står alkoholisme på film i dag? For 

det meste ser vi det i alvorlige, hudløse 

dramaer om ’den onde cirkel,’ der ender med 

hovedpersonens død. Mike Figgis’ Leaving 

Las Vegas fra 1995 er uden tvivl en af de 

ultimative alkoholiker-film, hvori Nicolas Cage 

i sin bedste rolle tager til Las Vegas for at drikke 

sig ihjel, men møder kærligheden i skikkelse 

af en luder (Elizabeth Shue). Prostitutionens 

og alkoholismens mareridt bliver blandet 

sammen for at give ét stort, bredt billede af 

samfundets uretfærdighed. 

Herhjemme fik vi i 2000 et stort 

nedslag i form af Per Flys Bænken, hvor Jesper 

Christensen spillede alkoholikeren Kaj, der 

lever i det allernederste lag af samfundet. 

Mere aktuel er Martin Zandvliets Applaus 

(2009) med Paprika Steen som alkoholiker, og 

fra den amerikanske indie-scene kom i 2008 

den fantastiske Julia med Tilda Swinton som 

alkoholiker. Den kvindelige alkoholiker-figur er 

åbenbart på vej frem! 

Altså bliver alkoholisme den dag 

i dag taget alvorligt af de filmskabere, der 

beskæftiger sig med det. Men filmmediet 

er også blevet mere frit og åbent, og der er 

stadig plads til komedier, hvor druk bare bliver 

brugt som et komisk element – præcis som i 

1910’erne. Tænk blot på publikumssuccesen 

The Hangover. Det moralske 1930’er-50’er 

Hollywood ville utvivlsomt have rynket på 

næsen af idéen om en komedie om fuldskabens 

frygtelige konsekvenser. 

Foto: Declan Quinn 

Fotos: John F. Seitz 

14 15

Hunter S. Thompson: Doktoren af Gonzo, 

Guns og Galskab Af Agnete Christiansen, Stud. Film- og 


Jeg vil ikke anbefale narkotika, sprut, vold eller galskab til nogen. Men mig 

16 

Han er blevet tævet af Hells Angels, har gået 

vilkårligt til angreb på folk med peberspray, 

og endte sit liv med en selvforskyldt kugle for 

panden. Historierne om Hunter S. Thompson 

er mange. Røverhistorierne endnu flere. 

Journalistikkens enfant terrible fristes nogle 

måske til at kalde ham – i virkeligheden ganske 

upassende, medmindre ungen har fået en 

flaske whiskey inden for vesten og er fucked 

up på stoffer. Selv med journaliststandens 

fordrukne ry taget i betragtning, giver 

Hunter S. Thompson, selvudnævnt ”Doctor 

of Journalism”, formentlig de fleste af sine 

kolleger narkotikaomtåget baghjul udi 

rusmiddelsmisbruget. Alligevel lykkedes det 

ham at blive en af de mest bemærkelsesværdige 

og nyskabende journalister samt at 

grundlægge en ny journalistisk genre: Gonzo. 

Gonzo: New Journalisms fordrukne 

lillebror 

Thompson begyndte sin karriere i den mere 

traditionelle ende af journalistikken. Hans 

Foto: Nicola Pecorini 

“ har det altid hjulpet”. Således indskriver Hunter S. Thompson sig ikke alene i 

journalistikhistorien, men også som et meget håndfast og selvbevidst argument 

om rusmidlers kreative indflydelse på det menneskelige sind. 

fik dog sit gennembrud, da han fulgte en 

gruppe Hells Angels-rockere rundt i USA på 

motorcykel og i en subjektiv, memoiragtig stil 

beskrev deres liv som Amerikas udstødte. Efter 

et år blev HA’erne trætte af deres snagende 

følgesvend og sendte ham, efter en omgang 

god, gammeldags rockertæv, tilbage til verden 

som journalistisk superstjerne. I 1970 skrev 

Thompson artiklen ”The Kentucky Derby is 

Decadent and Depraved” og tog her det første 

skridt ind i det, han senere karakteriserede som 

Gonzojournalistik. 

Gonzojournalistikken er en afart af New 

Journalism, en journalistisk retning, der 

opstod i 60erne blandt journalister som Tom 

Wolfe, Truman Capote og Norman Mailer. New 

Journalism adskiller sig fra andre journalistiske 

genrer ved i højere grad at forlade sig på 

skønlitterære virkemidler: Journalisten lægger 

” 

ofte mere vægt på skildring af miljø, stemning 

og personer end hårde fakta. Interviewede 

personer citeres ikke i korte udsnit, men 

længere og mere dialogprægede scener. 

Og vigtigst af alt træder journalisten ned fra 

væggen, ud af fluekostumet og ind i historien 

som en aktiv deltager, der kommenterer og 

interagerer. 

Thompson sagde selv, at hans journalistiske 

udgangspunkt var William Faulkners idé om, 

at ”fiktion ofte er det bedste fakta”, og Gonzo 

er derfor karakteriseret ved en endnu mere 

ekstrem brug af skønlitterære virkmidler: 

Stil og humor vægtes højere end faktuel 

nøjagtighed, og det er ofte ikke til at skelne de 

virkelige elementer fra de fiktive. Gonzo lader 

desuden hånt om velmenende principper om 

journalistisk objektivitet. Skønt størstedelen af 

grundlaget for Thompsons historier er sande, 

filtreres de konstant gennem Thompsons 

gale og småparanoide personlighed, 

hvilket resulterer i en manisk, ravende og 

hypersubjektiv stil. Thompson overdriver 

gerne begivenheder for dramaturgiens skyld 

og går ikke af vejen for hverken skældsord eller 

vulgaritet. 

Den ironiske personlige reportage 

En vigtig del af Gonzojournalistikkens 

humor er ironi, hvilket Christine Isager bl.a. 

beskæftiger sig med i sin artikel ”Reporteren 

og hans persona” (Rhetorica Scandinavica 

nr.26). Ironi beskrives som et trekantsdrama, 

hvor ironikeren påtager sig en forestillet 

identitet som gør grin med en andenpart, et 

”offer”, til ære for en observatør, som dermed 

føler et overlegent fællesskab med ironikeren. 

I genren ”den ironiske personlige reportage”, 

som Thompsons gonzojournalistik er en del 

af, påtager reporteren sig ofte rollen som både 

ironiker og offer ved at fremstille en ironisk 

”persona”. På skrømt fremstiller skribenten 

sig selv fx som naiv eller moralsk anløben, 

han skaber et tekstligt ”jeg”, som han kan 

ironisere over til morskab for læseren. Ofte vil 

den ironiske persona være en karikatur over 

en bestemt type mennesker i den virkelige 

verden, som skribenten og læseren sammen 

kan grine af. 

Thompson tager dog skridtet videre. Hvor 

læseren i den stabile ironiske reportage altid 

er klar over skribentens ironiske distance til 

sin selvfremstilling, slører Thompson forholdet 

mellem sin persona og sig selv, så læseren til 

sidst ikke kan kende forskel. 

I Isagers artikel bruger hun ”The Kentucky 

Derby is Decadent and Depraved” som 

eksempel. Her er Thompson sammen med sin 

faste tegner Ralph Steadman taget i derbyet 

i Kentucky for at dække begivenheden for 

bladet Scanlan’s Monthly. Selve derbyet bliver 

i artiklen kun nævnt med få ord, og Thompson 

fokuserer – som en god NJ-journalist – på 

miljøet og menneskene, der (som titlen 

antyder) er en noget broget affære. 

I starten af artiklen agerer Thompson den 

klassiske ironiker, der udstiller de depraverede 

derbygæster, og læserne kan føle sig trygge 

i det moralske fællesskab med Thompson. 

Efterhånden afslører Thompson dog sig 

selv som præcis så dekadent som resten af 

derbygæsterne. Et eksempel, som Isager 

fremhæver, er Thompsons omtale af sin 

peberspray. Gennem hele artiklen joker han 

Læserne må indse, 

at skribenten i 

virkeligheden er værre 

end de dekadente 

med at ville spraye folk, der kommer i vejen, 

men i slutningen står det klart, at han ikke 

bare laver sjov, men rent faktisk har taget 

pebersprayen i brug i virkeligheden (dette 

bekræftes desuden af Steadman i hans 

erindringer om Thompson). Den paranoide 

og amoralske persona er smeltet sammen 

med Thompson selv, og læserne må indse, at 

skribenten, som de overlegent har indtaget 

observatørrollen sammen med, i virkeligheden 

er værre end de dekadente derbygæster 

(Isager, Christine, Rhetorica Scandinavica Nr. 

26) 

Frygt og lede 

Sin mest kendte reportage, ”Fear and Loathing 

in Las Vegas”, skrev Thompson i 1971 for 

magasinet ”Rolling Stone”. Artiklen var 

oprindeligt en bestillingsopgave for bladet 

”Sports illustrated”, hvor Thompson skulle 

dække ørkenracerløbet Mint 400 ved Las 

Vegas. Hvad der kom ud af denne opgave var 

en romanlang rablende svada om stort set 

alt andet end selve løbet, skrevet på 36 timer 

i feberlignende og formentlig stofpåvirket 

tilstand. Sports Illustrated afviste artiklen – og 

ikke uden nag – men Rolling Stone-redaktøren 

Jan Wenner kunne se potentialet og trykte 

den ad to omgange. Wenner fik ret. ”Fear 

and Loathing” blev ikke alene en succes. Den 

dannede skole for en række nye journalister 

og blev desuden filmatiseret i 1998 med 

Johnny Depp, Thompsons personlige ven, i 

hovedrollen. 

Jagten på den tabte og fortabte amerikanske 

drøm er her (og i meget af hans øvrige 

journalistik) et tema hos Thompson, som 

undertitlen ”A savage journey to the heart of 

the American dream” også mere end antyder. 

Her følger man reporteren Raoul Duke, der 

17

18 

sammen med sin samoanske advokat Dr. Gonzo 

tager til Las Vegas i en bil fuld af stoffer og 

sprut for at dække racerløbet Mint 400. Duke er 

naturligvis Thompson selv, og den samoanske 

advokat er den mexicansk-amerikanske 

advokat Oscar Acosta, som kæmpede for 

mexicansk-amerikaneres rettigheder, en sag, 

som Thompson selv var dybt involveret i. 

I ”Fear and Loathing” træder 

gonzosubjektiviteten igen tydeligt frem. Fra 

reportagens første sætning er skellet mellem 

sandhed og fiktion udvisket: ”Vi var et eller 

andet sted i nærheden af Barstow ved grænsen 

til ørkenen, da stofferne begyndte at virke”. 

Thompson var uden tvivl på stoffer i store dele 

af sit liv, men i ”Fear and Loathing” er de i lige 

så høj grad et stilistisk kneb, en undskyldning 

for igen og igen at lade frygten og paranoiaen 

eskalere til usandsynlige højder. Men også 

for at fremstille omgivelsernes galskab i 

et endnu grellere lys, som når Thompson 

i sin meskalinhallucination (og formentlig 

som en spydig kommentar) pludselig ser 

hotelpersonalet og journalisterne, der hænger 

i hotelbaren, som blodindsmurte, kødædende 

reptiler. 

Han og Dr. Gonzo (efter 

indtag af alvorlige 

mængder meskalin) 

tager ind for at dække 

en konference om 

narkotika. 

Andre gange, hvor frygten er velbegrundet, 

synes Thompson ironisk overlegen og upåvirket 

(både af stofferne og paranoiaen), som når 

han og Dr. Gonzo (efter indtag af alvorlige 

mængder meskalin, naturligvis) tager ind for 

at dække en politi- og advokatkonference om 

narkotika. Her træder Thompson for alvor ind 

som observerende ironiker og udstiller den 

samlede politi- og advokatstand som en flok 

reaktionære bondeknolde, der forsøger at 

dæmonisere en stofkultur, som de tydeligvis 

ikke har kendskab til – overbevisende 

demonstreret af Thompson og en paranoid 

Dr. Gonzo, der opholder sig – kampskæve – til 

konferencen uden at blive opdaget, endsige 

anholdt. Til sidst konkluderer Thompson tørt: 

”Der var garanteret ingen risiko involveret. De 

stakkels bæster [politiet, red.] kan ikke kende 

forskel på meskalin og makaroni”. 

Den politiske journalistik: Nixon 

Ud over ”Fear and Loathing in Las Vegas” er 

Thompson mest kendt for sit virke inden 

for kritisk politisk journalistik, hvor han 

usentimentalt og blodtørstigt, for ikke at sige 

hadsk, udstillede politikere, der efter hans 

mening ikke var værdige til at regere landet. 

Thompson var selv – trods sit dundrende 

stofmisbrug, sin lemfældige omgang med 

våben og sin generelle aggressivitet – 

engageret i arbejdet for samfundets svageste. 

I 1970 forsøgte han sig selv i politik, hvor 

han dog var i sit mere provokatoriske hjørne: 

Hans primære kampagneløfter var at omdøbe 

Aspen til ”Fat City” og at afkriminalisere 

stoffer (dette mente han dog ganske seriøst), 

og han insisterede konsekvent på at omtale 

sin republikanske modkandidat som ”Min 

langhårede modstander”, da denne var 

karseklippet, og Thompson selv havde 

barberet sig skaldet. 

Hans primære 

kampagneløfter var 

at omdøbe Aspen 

til ”Fat City” og at 

afkriminalisere stoffer. 

Den fallerede amerikanske drøm var også et 

stort tema i Thompsons politiske journalistik. 

Især anklagede han republikanerne for 

at have undergravet denne grundpille i 

det amerikanske samfund – ikke mindst 

efter præsidentvalget i 1972, hvor Richard 

Nixon vandt over den demokratiske 

præsidentkandidat George McGovern. Nixon 

var om nogen Thompsons yndlingsaversion. 

Thompson mente det formentlig ganske 

dybtfølt, da han på et tidspunkt kaldte Nixon 

for: ”En Hitlertype, en inkarneret gangster 

og forbryder med brugtvognsmoral” (i øvrigt 

ganske klarsynet af ham) eller sammenlignede 

ham med Det Onde selv. Og selvom han 

– sikkert også ganske oprigtigt – mente, 

at Nixons begravelse var illegitim, og at 

manden i stedet skulle have været brændt i 

en skraldespand, udtrykte Thompson et tab 

efter Nixons død. Efter mange års fuldtidsjob 

som Nixons politiske nemesis, måtte den 

velberettigede plageånd erkende, at aggressiv 

politisk journalistik kræver ingen ringere 

modstand end den republikanske Djævel, 

Richard Nixon: ”Det var Nixon, der fik mig ind i 

politik. Han fik simpelthen det bedste og mest 

aggressive frem i mig, og nu hvor han er væk, 

føler jeg mig ensom”. 

Ende 

Stofferne havde trods alt sin pris. ”Fear and 

loathing in Las Vegas” var måske nok en 

kæmpe succes – og utvivlsomt større, end 

hvis den i stedet havde handlet om racerløbet 

Mint 400, som Thompson oprindeligt var hyret 

til at skrive om. Men nonchalancen omkring 

de journalistiske opgaver gav også bagslag. 

Han overskred konsekvent deadlines (dette 

kan dog hænge sammen med Thompsons 

ideal om den ”rene” Gonzo, der skulle skrives 

i nuet og trykkes uredigeret) og blev kun tålt 

af magasinerne på grund af sin kultstatus. 

Thompson blev bl.a. udsendt for at dække 

den boksekamp melllem George Forman og 

Muhammed Ali, der senere blev kendt som 

The Rumble in the Jungle, men gav i sin rus 

af stoffer og ligegyldighed billetterne væk og 

gik glip af kampen. Denne gang kunne den 

mislykkede opgave ikke fikses med 36-timers 

speedskrivning om alt og intet, og efter 

denne skuffelse kunne Thompson lægge en 

skriveblokering til sin personlige deroute. 

... kaldte Nixon for: 

”En Hitlertype, en 

inkarneret gangster 

og forbryder med 

brugtvognsmoral”. 

Som forventet takkede Thompson af med et 

brag. 20. februar 2005 skød han sig en kugle 

for panden i sit hjem Owl Farm i Woody Creek, 

Colorado. Som meget andet fra hans gale 

indre fik resten af verden også del i hans sidste 

tanker gennem hans selvmordsbrev, der blev 

udgivet i Rolling Stone: ”No More Games. No 

More Bombs. No More Walking. No More Fun. 

No More Swimming. 67. That is 17 years past 

50. 17 more than I needed or wanted. Boring. 

I am always bitchy. No Fun — for anybody. 67. 

You are getting Greedy. Act your old age. Relax 

— This won’t hurt” 

19

Kend dine drugs – (på film) 

ORDET udnytter dobbeltnummerets berusende 

muligheder og giver dig nu endnu mere filmquiz 

end nogensinde før – her uden Schepelerns 

sværhedsniveau, med svar i bladet og ingen 

præmier udover din egen stolthed over at være en 

kæmpestor filmnørd. For det ved vi jo at du er, og at 

du har brug for at bevise. 

20 

1. Nicolas Cage spillede alkoholiker 

i Leaving Las Vegas, men hvem spillede den 

prostituerede kvinde, han får et forhold til? 

A. Kim Basinger 

B. Charlize Theron 

C. Elizabeth Shue 

2. Hvem instruerede Trainspotting? 

A. Danny Boyle 

B. Stephen Frears 

C. Darren Aronofsky 

3. Hvem sagde ’A woman drove me to 

drink and I didn’t even have the decency to thank 

her’? 

A. W.C. Fields 

B. Humphrey Bogart 

C. Woody Allen 

4. I hvilken film fra 1911 så 

man for første gang en stof-påvirket 

hallucinationssekvens? 

A. Den danske Morfinisten 

B. Den tyske Der Letzte Mann 

C. Den franske L’Inhumaine 

5. Hvilken af disse film er kendt for, at 

stort set alle på filmholdet var skæve under 

produktionen? 

A. The Holy Mountain 

B. Easy Rider 

C. Satyricon 

6. Hvad er The Dudes foretrukne drink i 

The Big Lebowski? 

A. Long Island Ice Tea 

B. Martini 

C. White Russian 

7. Hvilken af følgende Hollywoodstjerner 

døde ikke af en overdosis? 

A. Judy Garland 

B. River Phoenix 

C. Ava Gardner 

8. I’ll Cry Tomorrow fra 1955 handler 

om … 

A. Alkoholisme 

B. Morfin-misbrug 

C. Opiumsmisbrug 

9. Hvilken kvindetype fra 1920’erne var 

kendt for at have let til druk og rygning? 

A. Flapperen 

B. WASP’en 

C. Femme fatale’en 

10. Hvilken satirisk film af Jason Reitman 

handlede om tobakindustriens pro-rygekampagner 

og sleske PR-folk? 

A. 200 Cigarettes 

B. Thank You for Smoking 

C. Cigarette Girl 

11. Hvem spillede en ensom ældre kvinde 

på speed i Requiem for a Dream? 

A. Diane Ladd 

B. Judi Dench 

C. Ellen Burstyn 

12. Kærlighed kan også være et 

berusende, farligt stof – hvilken af disse film 

handler ikke om erotomani? 

A. Fatal Attraction 

B. The Last Kiss 

C. À la folie… pas du tout 

13. Hvem beskriver heroin-rusen med 

ordene “Take the best orgasm you ever had, 

multiply it by a thousand and you’re still nowhere 

near it”? 

A. Jared Leto i Requiem for a Dream 

B. Ewan McGregor i Trainspotting 

C. Johnny Depp i Fear and Loathing in Las 

Vegas 

14. Hvilket stof fører til død og galskab 

i exploitations(kult)filmen Reefer Madness fra 

1936? 

A. LSD 

B. Opium 

C. Hash 

15. I hvilken bizar junkie-film bliver en 

skrivemaskine til en stor bille, der taler ud af 

en anus-lignende åbning i ryggen? 

A. Naked Lunch 

B. Monkey on My Back 

C. Confessions of an Opium Eater 

D. 

16. Hvad blev Lucky Lukes cigaretter 

erstattet med i løbet af 1980erne? 

A. En tandstik 

B. Et halmstrå 

C. En pibe 

17. Hvilken dansk film fra 1950 skildrede 

alkoholisme? 

A. Café Paradis 

B. Ingen tid til kærtegn 

C. Kispus 

18. Du bør vide, hvilken junkie-film 

denne replik er fra: ”We can’t stop here. This is 

bat country!” 

A. Trainspotting 

B. Easy Rider 

C. Fear and Loathing in Las Vegas 

19. Hvornår brød Nicolas Winding Refn 

igennem med Pusher? 

A. 1994 

B. 1995 

C. 1996 

20. Applaus er den nyeste danske 

alkoholiker-film; hvem har instrueret den? 

A. Christoffer Boe 

B. Johan Melin 

C. Martin Zandvliet 

Af Erik Pardos Olsen, stud. film- og 


Se svarene på side 42.... 

21

22 

Fotos: Matthew Libatique 

Skæve billeder – 

hvordan viser man 

rusen på film? 

Hvordan viser man på film, at nogen er påvirket 

af stoffer eller alkohol? Gennem filmhistorien er 

der dukket alskens syrede virkemidler op, og især 

junkie-filmen har udviklet sin egen æstetik. Ordet 

kigger tilbage på de skæve billeder… 

Af Erik Pardos Olsen – stud. film- og 


“ 

En sløret kameravinkel kunne vise at en person 

var fuld, svimmel eller bare meget lykkelig. 

” 

Vi kender det alle sammen – pludselig 

snurrer det hele rundt, man bliver helt 

svimmel, og man ved bare, at der er kommet 

alt for meget sprut indenbords. Ja, jeg snakker 

selvfølgelig om scenen i F.W. Murnaus Der 

Letzte Mann fra 1924, hvor hovedpersonen har 

drukket sig alt for fuld, og kameraet snurrer 

rundt med ham på en drejeskive for at vise 

svimmelheden. 

Det første eksempel på en film, der viser rusen 

fra den berusede persons POV, var muligvis 

Ferdinand Zeccas Rêve à la Lune (1905), hvor 

en fuld mand ser syner af dansende flasker 

champagne. Næste druk-hallucination kom 

allerede i 1906 med The Dream of a Rarebit 

Fiend af Edwin S. Porter, hvor en fuld mand 

stavrer hjem og opdager, at møblerne 

forsvinder, og lilleput-djævle kravler op på 

hovedet af ham og stikker til det med treforke. 

Til sidst bliver han trukket henover nattehimlen 

af sin svævende seng, som han holder fast i én 

af stolperne på. 

Også i Frankrig havde man i 1920’erne sans 

for, hvilke impressionistiske virkemidler man 

kunne udnytte for at vise, at en person var 

stangstiv. En sløret kameravinkel, ufokuseret 

eller med et filter henover, kunne vise at en 

person var fuld, svimmel eller bare meget 

lykkelig (og hvad er forskellen egentlig?) I Feu 

Mathias Pascal (1926) af Marcel L’Herbier blev 

der brugt en skæv kameravinkel i et shot af en 

hønefuld kvinde, der vakler hen ad en gang. 

23

24 

Svimle tyskere og danske morfindrømme 

Men hvad med stofferne? Her kan vi faktisk 

råbe hurra for Danmark, for den første film 

nogensinde med en stof-hallucinationssekvens 

var den danske Morfinisten fra 1911, om en 

børsmægler, der må berolige sig selv med 

noget morfin, hver gang aktiemarkedet 

styrtdykker. Hans hallucinationer blev skabt 

med spejl-tricks og dobbelteksponering 

af en drømmeagtig kollage af billeder. En 

anden nævneværdig dansk produktion var 

Opiumsdrømmen fra 1914, der blev populær 

i USA, men forbudt i Danmark på grund 

af en kyssescene. Scener med det vageste 

seksuelle indhold blev opfattet som stødende 

dengang, men scener med stofmisbrug var 

helt acceptable og blev tit brugt som et komisk 

Scener med 

stofmisbrug var 

helt acceptable og 

blev tit brugt som 

et komisk indslag. 

indslag. 

Europæiske lande var generelt hurtige til 

at lære at bruge special-effekter til at vise 

påvirkede hallucinationer. I den tyske Opium 

(1919) blev der brugt ekstradiegetiske 

indstillinger af et landskab, der glider forbi, 

filmet fra en båd på vej ned ad en flod. Nogle 

af disse indstillinger var undereksponerede, 

slørede eller ligefrem vendt på hovedet for at 

desorientere publikum. 

Afskrækkende lærestreger og 

farverig exploitation 

I USA blev der op igennem 30’erne, 40’erne og 

50’erne sat mere og mere fokus på stoffer i de 

mest afskrækkende, groteske film, man kan 

forestille sig, hvor budskabet altid var, at man 

bare skulle sige nej. 

Dwain Esper var kongen af de kulørte 

exploitationfilm om stoffernes frygtelige 

konsekvenser; han stod bl.a. bag Sinister 

Menace og Tell Your Children/Reefer Madness. I 

1957 kom André De Toths Monkey on My Back, 

en mareridtsagtig morfin-misbrugsfilm, holdt i 

mørke billeder med avantgarde-musik i stedet 

for dialog i store dele af filmen. 

På alkoholiker-filmfronten var der The Lost 

Weekend i 1945, der viser drankerens delirium 

tremens i en hallucinationsscene, hvor 

hovedpersonen ser en mus blive fanget og ædt 

af en flagermus - et syn der får ham til at skrige 

i ren fortvivlelse. 

Stoffilmene gav selvfølgelig mulighed for 

mere syrede hallucinationer end alkoholikerfilmene, 

især LSD-filmene, og dette gjorde dem 

overordentlig populære. Psychedelic Wet (1968) 

brugte mærkelige undervandsoptagelser til 

at vise hallucinationerne; som oplysningsfilm 

blev den selvfølgelig vist i skoler, men også 

som en populær baggrund til rock-koncerter. 

Easy Rider kom på banen i 1969 og brugte den 

anamorfiske ”fish-eye”-linse til den berømte 

sekvens i New Orleans-kirkegården, hvor alle 

personerne åbenbart er på et meget dårligt 

syretrip. Dialogen bliver meningsløs og 

forvirrende, klipningen hurtig og fragmenteret, 

og stemningen er truende og ubehagelig. Det 

er interessant, at selv om filmen ses som et 

nybrud i Hollywood, så giver den os stadig en 

slutning, hvor de fritlevende hovedpersoner 

modtager den ultimative straf – døden – 

ligesom i så mange tidligere, afskrækkende 

junkie-film. 

Faktisk var den første 

film, der omhandlede 

LSD, gyseren The 

Tingler. 

Genre-chok – gysere og science 

fiction på stoffer 

B-filmene og især gyserne var ivrige til at udnytte 

et emne som stoffer til at retfærdiggøre nogle 

syrede hallucinationssekvenser. Faktisk var 

den første film, der nogensinde omhandlede 

LSD, en Vincent Price-gyser fra 1958 med den 

sigende titel The Tingler. En af de mærkeligste 

junkiefilm nogensinde var Albert Zugsmiths 

Confessions of an Opium Eater fra 1962, hvor 

vi igen følger Vincent Price, da han forvilder sig 

ind i en opiumhule og ryger opium sammen 

med de skumle kinesiske stereotyper. Hans 

hallucinationssekvens involverer forvrængede 

billeder af kæmpeedderkopper, sværdfisk og 

diverse gyser-monstre, der langer ud efter 

ham. 

Der kom snart flere bizarre kult-gysere, der 

involverede LSD eller fiktive stoffer, såsom 

Roger Cormans X – The Man with the X-Ray 

Eyes (1963), Blue Sunshine (1977) og Liquid Sky 

(1982). Et eksempel, der kan tages mere seriøst, 

er Adrian Lynes fremragende Jacob’s Ladder 

(1990), der glider flydende mellem virkelighed 

og mareridt – måske fordi hovedpersonen er 

på stoffer, måske på grund af noget helt andet. 

Her vises 

stofmisbrugerens 

verden som et mystisk, 

mellemøstligt land ved 

navn Interzone ... 

David Cronenberg er også en instruktør, der 

altid har flirtet med stoffer som tematik. Hans 

Naked Lunch (1991) blander sit romanforlæg 

med detaljer fra forfatteren William Burroughs’ 

eget liv samt Cronenbergs egen syrede fantasi. 

Her vises stofmisbrugerens verden som et 

mystisk, mellemøstligt land ved navn Interzone, 

hvor kroppe, skrivemaskiner og seksualiteter 

alle muterer sig ud i nye mærkelige former. 

Dolly-cam, fast-motion og babyer 

på loftet 

De seneste store nedslag indenfor junkiefilmen 

har været præget af en slags surrealistisk 

socialrealisme – de giver et realistisk billede af 

hverdagen for en junkie, men samtidig er der 

masser af visuelt lir til at vise hallucinationerne. 

Danny Boyle fangede vores opmærksomhed i 

1995 med den energiske Trainspotting, en på 

det tidspunkt eksplosiv og forfriskende ærlig 

film om junkielivet. Filmen var fuld af både 

morsomme og skræmmende billeder, fra 

toilet-dykketuren til den kravlende baby på 

loftet. 

Det næste store nedslag var uden tvivl Darren 

Aronofskys Requiem for a Dream i 2000, om fire 

personer, hvis liv bliver ødelagt af afhængighed. 

Filmen var overrumplende visuelt opfindsom i 

sin brug af f.eks. dolly-kamera foran en persons 

ansigt, mens vedkommende bevæger sig 

rundt i fast-motion, hvilket giver personen et 

bizart, dukkeagtigt look. De mange hektiske 

kamera-tricks blev hugget af Ole Christian 

Madsen i Nordkraft (2005), den indtil videre 

største danske junkie-film. 

Hvad fremtiden vil bringe af junkie- og 

alkoholikerfilm bliver spændende, men indtil 

videre er begge disse problemer (eller glæder) 

efterhånden blevet behandlet på film med al 

den visuelle opfindsomhed, man kunne ønske 

sig. Det har været omtrent et helt århundrede 

af skæve, skæve billeder. 

25

26 

Af Frederik Andersen 

27

28 

If you tolerate this – 

Storesøster og lillebror sidder i køkkenet og tegner, da deres mor kommer 

ind, sætter sig ved bordet og tænder en cigaret foran børnene. Prompte 

udløses to iltmasker fra loftet, som børnene tager på, amens moren roser 

deres kreative evner. Billedet fader, og en bestemt mandestemme siger 

”Vil du ikke selv holde op, så lad i det mindste ikke røgen skade dine børn.” 

Sundhedsstyrelsens tv-spots går aggressivt til værks for at stoppe folks 

rygning. Men er det etisk forsvarligt? 

Af Morten S. Clausen og Anne 

Rosa Simonsen, BA i film- og 


begyndelsen svævede danskernes røg tungt 

I over landet. Politikerne så, at røgen var skidt. 

Politikerne sagde: ” Der skal være forbud!” Og 

rygning blev forbudt. Forbuddet mod rygning 

i det offentlige rum blev en realitet i 2004. 

Og trods Kim Larsens noget underlødige 

modkampagne og værtshusenes pludselige 

udvidelser af barområdet, så det offentlige 

rum mindskedes og dermed tillod rygning, 

var danskerne egentlig godt tilfredse med 

rygeforbud på offentlige steder. Der herskede 

en generel konsensus om, at selv om rygning 

er tæt knyttet til festligt samvær og sociale 

relationer, så har man på offentlige steder ret 

til røgfri luft. 

For der hersker efterhånden ingen tvivl om, 

at rygning udgør en alvorlig helbredsfare. 

Lungekræft, åreforkalkning, impotens, 

forringet kondition og KOL er blot nogle af de 

uheldige bivirkninger ved rygning, og passiv 

rygning kan, om ikke andet, være vældigt 

generende. Det er en udbredt holdning, at man 

ikke bør have lov til at påføre andre mennesker 

sundhedsrisici og ubehag, fordi man som 

individ er afhængig af nikotinrusen. Deraf det 

offentlige rygeforbud. Men hvad med rygning 

i det private? 

Cowboys med cancer 

Vi skal ikke langt tilbage i historien, før 

rygning var comme il faut og en naturlig del 

af voksenlivet. Vores forældre fik deres første 

cigaretpakke i konfirmationsgave af deres 

forældre, og der var en veritabel tåge af røg i 

de danske stuer såvel som på restauranterne, i 

flyene og på arbejdspladserne. 

Den amerikanske dramaserie Mad Men 

portrætterer med stor historisk troværdighed 

mennesker, karrierer og drømme på et 

reklamebureau i slutningen af 1950’erne. 

I det første afsnit står bureauet over 

for en stor udfordring, da deres kunde, 

cigaretproducenten Lucky Strike, kræver en 

løsning på, at rygning nu officielt mistænkes 

for at være farligt. Op til nu havde man 

fokuseret på rygningens funktionelle fordele, 

så hvordan skal man håndtere denne nye 

belastende viden? Bureauets skarpeste kniv i 

skuffen får heldigvis en genial idé: At brande 

Lucky Strike som et livsstilsprodukt og opgive 

den faktuelle produktoplysning. ”It’s toasted” 

bliver mærkets tagline, og dette er starten 

på årtiers kommerciel sammenknytning af 

rygning og cool livsstil. Mad Men er ganske vist 

fiktion, men det er historisk korrekt, at Lucky 

Strike med ”It’s toasted” lagde grundlaget for 

decideret branding af cigaretter. 

Men så blev the 

Marlboro Man syg. 

Han fik diagnosen 

lungekræft som følge af 

den årelange, intensive 

rygning. 

Sidenhen mødte vi the Marlboro Man. Et 

macho-ikon, der iført cowboyoutfit og med en 

Marlboro i mundvigen solgte maskulin rygning 

på plakater, i biografreklamer og i ugeblade. 

Men så blev the Marlboro Man syg. Eller, det 

vil sige, tre af de skuespillere, der havde spillet 

ham, fik diagnosen lungekræft som følge af 

den årelange, intensive rygning. Marlboro 

Reds fik det ucharmerende øgenavn ’Cowboy 

Killers’, da alle tre døde af kræftsygdommen. 

I Danmark begyndte myndighederne at 

reagere på det stigende antal undersøgelser, 

der fastslog de sundhedsmæssige 

risici forbundet med rygning. Først fik 

cigaretreklamerne begrænset deres synlighed. 

Siden fik producenterne forbud mod at kalde 

deres cigaretter ’light’, fordi betegnelsen kunne 

forlede forbrugerne til at tro, at der var færre 

skadelige stoffer i light-cigaretter. Dernæst 

fulgte de obligatoriske advarsler på pakkerne, 

der på meget synlig vis advarer om rygningens 

konsekvenser. Rygestopkurser tilbydes nu 

på arbejdspladser, i foreninger og for private. 

Apotekerne sælger nikotintyggegummi som 

aldrig før. Sundhedsstyrelsen fyrer op for 

antirygekampagnerne i gallopperende tempo, 

så rygerne bliver stadig færre og færre. Og de 

få, der stadig trækkes med deres afhængighed, 

synes at havne i en marginaliseret og ringeagtet 

underklasse i et Danmark, der i stigende grad 

går op i at leve sundt. 

Passiv rygning i parcelhuset 

”Hvis du skal ryge her, så gå udenfor!” er navnet 

på en kampagne målrettet rygende forældre, 

som Sundhedsstyrelsen gennemførte i 2008. 

Det tidligere omtalte tv-spot med iltmaskerne 

29

30 

30 

var et vigtigt led i denne kampagne. 

Fra statens side ville det være politisk selvmord 

at lovgive om, hvorvidt folk må ryge i deres 

private stuer. I dette tilfælde kan man dog 

(som i det offentlige rygeforbud) argumentere 

med henvisning til påvirkningen af andres 

sundhed: For så vidt rygning foran andre 

har en sundhedsskadelig effekt på dem eller 

udgør voldsom gene, er det fra samfundets 

side velsagtens på sin plads at påvirke folks 

handlinger, hvis ikke gennem lov, så gennem 

oplysning. Særligt i denne situation, hvor børn 

ikke selv kan vælge røgen fra, er det vigtigt at 

informere. Spørgsmålet er derfor ikke, om det 

er etisk forsvarligt at køre en kampagne mod 

forældres rygning. Spørgsmålet er, hvorvidt 

den konkrete kommunikation og udformning 

af argumenter kan forsvares. 

Lad os derfor se nærmere på tv-spottet i 

Sundhedsstyrelsens 2008-kampagne, som blev 

beskrevet i artiklens indledning. Scenen er sat 

i et helt almindeligt køkken, en genkendelig 

og idyllisk hverdagssituation tilført hyggelig 

fuglekvidder på lydsiden. Da moren tænder 

cigaretten, ændrer scenen imidlertid 

karakter. Lighterlyden er høj og rungende, 

og i baggrunden skiftes fuglekvidderen ud 

med en truende synth-akkord. Da maskerne 

akkompagneret af en accentueret, dump lyd 

falder ned fra loftet, starter et væld af negative 

konnotationer: Hængning, flystyrt, hospitaler 

og ikke mindst livsfare. Brugen af iltmasker 

fungerer som omvendt argumentation, idet de 

jo rent faktisk er børnenes redningsplanke: Er 

der brug for en så ekstrem foranstaltning, må 

røgen virkelig være farlig! 

Utålelig argumentation? 

Brugen af iltmasker 

fungerer som omvendt 

argumentation, 

idet de jo rent 

faktisk er børnenes 

redningsplanke: Er der 

brug for en så ekstrem 

foranstaltning, må 

røgen virkelig være 

farlig! 

Det vigtigste budskab i spottet må imidlertid 

være ”Børn kan ikke tåle passiv rygning”, som 

toner frem på skærmen efter den direkte 

verbale henvendelse til den rygende forælder. 

Det gentages nemlig også af stemmen, 

der lægger tryk på ’ikke’. Men hvordan skal 

dette begreb, ’kan ikke tåle’, egentlig forstås? 

Tankerne bliver umiddelbart ledt hen på 

allergier. Tag som eksempel en person, der ikke 

tåler skaldyr: Han bliver meget syg, hvis han får 

en smule og er i livsfare hvis han får for meget. 

Han skal derfor under alle omstændigheder 

undgå skaldyr, fordi det skaber en øjeblikkelig 

biologisk reaktion der truer hans helbred – og 

muligvis hans liv. Omvendt kan ’tåle’ forstås 

som ikke at have godt af: ”Jeg kan ikke tåle at gå 

ude om efteråret, for så bliver jeg forkølet”. Kort 

sagt er budskabets konnotationer alvorlige, 

men sætningens semantiske betydning er 

utydelig. 

Hvis vi analyserer kampagnens argumentation, 

er påstanden eller budskabet, at man ikke bør 

udsætte børn for passiv rygning, og belægget 

er eksplicit, at børn ikke tåler passiv rygning 

(med den implicitte betydning, at børn 

risikerer akut fare ved udsættelse for passiv 

rygning). Hjemmelen er, at rygning generelt 

er farligt for helbredet, og at passiv rygning 

dermed også er farligt. Tv-spottet signalerer 

livsfare, og begrebet ’tåler ikke’ insinuerer 

samme alvor. Men på Sundhedsstyrelsens 

egen hjemmeside står der ikke noget om akut 

fare foruden risiko for vuggedød (hvilket jo 

ikke vedrører de to 5-10-årige børn i spottet). 

Til gengæld nævnes risiko for flere forkølelser, 

mere mellemørebetændelse, større risiko for 

allergi og astma, større risiko for selv at blive 

fast ryger og så de gammelkendte risici for 

hjertekarsygdomme og kræft. Men er det 

virkelig nok til at retfærdiggøre kampagnens 

fordømmende tone? Ikke-rygeres børn får for 

eksempel også astma og allergier. Der er ingen 

links der kan uddybe, hvordan man er kommet 

frem til, at børn af rygere får flere forkølelser, og 

man må spørge sig selv: Set i forhold til spottets 

visuelle budskab, hvad er en forkølelse så? 

Kampagnefilmen har insinueret bål og 

brænd, men i virkeligheden italesat ufatteligt 

lidt. Eller sagt på en anden måde: Filmen 

benytter sig primært af appelformen patos, 

altså følelsesladet overtalelse, suppleret 

med en vis etos – Sundhedsstyrelsens 

troværdighed som autoritet og ekspert, 

mens logosapellen, de fornuftsmæssige 

og faktuelle forhold, fuldstændig udelades. 

Det bør understreges, at der i for sig ikke er 

noget galt i at basere sin argumentation på 

patosappel. Men argumentationen bliver 

uredelig, fordi Sundhedsstyrelsen samtidig 

bruger sin høje etos som nogen, der har 

forstand på skadevirkninger ved rygning, 

til at argumentere for en påstand, som kun 

tilnærmelsesvist er sand: Nemlig at børn tager 

direkte, akut og umiddelbar skade af passiv 

rygning. 

De dumme, de onde og de virkelig 

infantile 

Der uddybes ikke, 

hvordan man er 

kommet frem til, at 

børn af rygere får flere 

forkølelser, og man 

må spørge sig selv: Set 

i forhold til spottets 

visuelle budskab, hvad 

er en forkølelse så? 

Hvis vi vender tilbage til rollefordelingen i tvspottet 

med iltmaskerne, tegnes der et meget 

negativt billede af den rygende mor. Selv om 

hun tager en rudekuvert frem, hvilket signalerer 

økonomisk ansvarlighed, og selv om hun i et 

anfald af gedigen forældreomsorg advarer sine 

børn mod de skoldhede drikkevarer på bordet, 

ender vi med en fremstilling af moren som 

barnlig, ignorant og egoistisk. 

Med ordvalget ”Vil du ikke selv holde op...” 

antydes det, at moren har foretaget et 

lystbetonet valg om ikke at stoppe med 

at ryge, selv om det er farligt for hende og 

hendes børn. ’Vil’ i stedet for eksempelvis 

’kan’ ignorerer det faktum, at rygere ofte 

har urimeligt svært ved at holde op. Nikotin 

er det mest afhængighedsskabende stof vi 

kender – det overgår langt alkohol og kokain. 

Brugen af formuleringen ’i det mindste’ er 

også interessant i en retorisk forstand, da det 

får afsenderen til at fremstå som den (bedre) 

vidende autoritet. Det lyder som en forælders 

irettesættelse af et barn, der ikke kan se ud over 

sin egen næsetip, og morn beskrives dermed 

som barnlig og umoden. Samme konklusion 

må man nå frem til, når storesøsteren spiller 

den ansvarsfulde voksne og hjælper lillebroren 

med iltmasken. 

Forældre, der ryger, skildres altså som bevidst 

ondsindede eller ligeglade med deres børn. 

Rygere, der ’kun’ skader sig selv, må til gengæld 

bare være jævnt dumme. Den seneste 

kampagne fra Sundhedsstyrelsen i 2009 

benytter sig af en ekstremt konfronterende 

skræmmestil, hvor vi blandt andet i tv-spots 

ser læger mase tyktflydende gult fedt ud af 

hvad der påstås at være en rygers blodåre. 

Når de dumme rygere ikke kan forstå de 

skriftlige advarsler på cigaretpakkerne, må 

Sundhedsstyrelsen ty til mere forståelige 

billeder. Den efterfølgende afsløring af, at 

den tilstoppede blodåre var konstrueret til 

lejligheden, sår dog tvivl ved kampagnens 

troværdighed og virker som ren manipulation. 

For at samle op på det indledende spørgsmål 

om, hvorvidt kampagnen ”Hvis du skal ryge 

her, så gå udenfor!” kan forsvares rent etisk, 

afhænger svaret af hvilken etik man måler ud 

fra. Men ud fra et formidlingsetisk synspunkt 

kan man i særlig grad kritisere kampagnens 

brug af ordet ’vil’. Hvis du ikke selv VIL stoppe 

med at ryge, så lad det i det mindste ikke gå 

ud over os andre. Det er os, skatteyderne, der 

betaler for dine livsstilssygdomme, så hvad 

om du tog dig sammen? På den baggrund kan 

man mene, at Sundhedsstyrelsens kampagne 

overtræder de formidlingsetiske regler for 

redelighed. Man kunne ønske sig en mere lødig 

argumentation og en mere positiv formidling, 

så skræmmebilleder ikke behøver diktere folks 

livsstil. If you tolerate this, then your children 

will be next. 

31

32 

Af Anne Rosa Simonsen 

33

NEW 

HOLLYWOOD: 

Da LSD reddede filmbranchen 

34 

50erne: Cinemascope og Smell-O- 

Vision 

50erne efterlod den amerikanske filmbranche 

i chok. Studiesystemet var faldet, biograferne 

solgt fra og publikum flyttet ud i forstæderne, 

hvor de af uvisse årsager sad klistret til små 

gnidrede skærme og henrykkedes over 

uskarpe billeder på de nye såkaldte fjernsyn. 

I desperation over de faldende indtægter 

forsøgte selskaberne at gøre filmene større, 

vildere og mere spektakulære med tiltag som 

Cinemascope, 3D-film og Technicolor. Alle 

sanser skulle aktiveres – selv lugtesansen blev 

ikke ladt i fred med nye duftfilmsteknikker med 

sigende navne som Smell-O-Vision og Odor- 

Rama. Men lige lidt hjalp det. 

For hvad de gamle, hvide mænd med cigar 

ikke havde opdaget var, at samfundet var 

under forandring. Blandt de unge opstod der 

gennem 60erne en større og større trang til 

at frigøre sig – fra samfundet, fra hæmmende 

beklædningsdele og fra den konforme, 

borgerlige bevidsthed, der blev overvundet 

ved brug af nye, kemiske vidundere som LSD. 

Hurtigt opstod en række modkulturer, der 

kæmpede for fri sex og mod statens krig i 

Vietnam, der inden sin afslutning i 1973 nåede 

at kræve 58.000 amerikanske liv. Samtidig 

fortsatte Hollywood med at producere Dorris 

Day-komedier og ”Sound of Music”-rip offs, 

ja, selv selvretfærdige pro-krigsfilm, som 

”The Green Berets”, hvor all-american hero 

John Wayne giver både nordvietnamesere og 

krigsmodstandere det glatte lag. 

Roger Cormans drenge 

Alt håb syntes ude, men omkring 

filmproducenten Roger Corman samlede sig 

en gruppe unge mænd, der i langt højere 

grad end det forstokkede Hollywood forstod 

tidens ånd. Corman var kendt som ”King of 

the Bs” og spyttede splat, gys og surferfilm 

ud til det hungrende ungdomspublikum i 

de amerikanske drive-ins. Med hjælp fra sin 

stab lavede han op til 7 film om året, nogle af 

dem optaget på mindre end tre dage, og til 

gengæld lod han sine 

medarbejdere, unge 

filmentusiaster, låne sit 

udstyr til at lave film i 

fritiden. Jack Nicholson, 

Martin Scorsese, Steven 

Spielberg og George 

Lucas er kun et udpluk 

af disse, og med Cormans hjælp skabte 

de en ny bølge inden for amerikansk film, 

der overrumplede branchen og kronede 

instruktøren som den ubestridte konge af 

filmen. 

New Hollywood opstår 

“They’re young, 

they’re in love and 

they kill people.” 

De nye instruktører forstod ikke blot tiden – de 

levede i den med alt, hvad det indebar. Selv 

da de blev mere etablerede og ikke længere 

lavede film på Cormans udlånte udstyr, kunne 

Af Agnete Christiansen, stud. film- og 


deres filmproduktioner ikke være længere 

fra studiesystemets samlebåndsproduktion. 

Som med så mange andre nybølger rykkede 

filmholdene ud af studierne, ud i den virkelige 

verden, hvilket gav de nye film en særlig æstetik, 

og filmenes temaer var ikke idyllisk samliv og 

familie, men oprør, stoffer og mennesket mod 

systemet. Dette vandt genklang blandt de 

unge - især med film som ”Bonnie and Clyde”, 

en romantiseret voldsballade, der i hidtil 

uset eksplicitte billeder skildrer et ungt par, 

der myrder sig vej gennem Amerika i en rus 

af frihed og ung kærlighed. ”They’re young, 

they’re in love and they kill people” lød taglinen 

som en morbid glorificering 

af dem, der gjorde alt for at gå 

imod samfundet og systemet. 

De unge filmskabere nøjedes 

dog ikke med at visualisere 

ungdommens livsstil, de tog 

i allerhøjeste grad selv del i 

den. Det skortede ikke med sprut og stoffer 

på settet. Ofte var både crew og skuespillere 

uarbejdsdygtige på grund af for stort indtag af 

diverse kemikalier og spiritus, og produktioner 

overskred regelmæssigt både deadlines og 

budget. 

Stoffer og Oscars: Easy Rider 

Den skæve motorcykelfilm ”Easy Rider” fra 

1969 handler om to bikere, spillet af Peter 

Fonda og Dennis Hopper, der smugler stoffer 

Mens det måske er tvivlsomt, at Lindsay 

Lohans trang til at pudre næsen højner den 

kunstneriske kvalitet af hendes skuespil, er 

det dog sikkert, at man ofte har diskuteret 

sammenhængen mellem euforiserende 

stoffer og kreativitet. Mange af historiens 

mest anerkendte værker er produceret 

under indflydelse af forbudte rusmidler. 

Et af de mest markante eksempler er 

60erne og 70ernes amerikanske nybølge 

inden for film, New Hollywood, hvor 

stofferne nærmest kan siges at have reddet 

filmbranchen. 

over den mexicanske grænse og derefter tager 

til musikfestivalen Mardi Gras i New Orleans, 

hvor de sammen med to prostituerede tager 

LSD. Filmen undersøger mange af hippietidens 

idealer som frihed og fri kærlighed, samt 

spændingerne mellem hippiekulturen og 

samfundets konservatisme. 

”Easy Rider” blev især bemærket for sin 

dynamiske visuelle stil, der nok er mest markant 

i sin visualisering af hovedpersonernes syretrip, 

som fremstilles i hurtige klip og overeksponeret 

film. Det var også en af de første film, der 

brugte kendte musiknumre i stedet for 

specialkomponeret musik til underlægningen. 

Produktionen foregik også i hippiekulturens 

vilde ånd. Hopper og Fonda hyrede ikke noget 

crew, men fik hjælp af venner og hippier, som 

“Hopper og Fonda 

hyrede ikke noget 

crew, men fik 

hjælp af venner 

og hippier, som 

de mødte under 

optagelserne.” 

de mødte under optagelserne – og alle tog 

stoffer. Selv de joints, der bliver røget i selve 

filmen, var rigtige, og optagelserne blev ofte 

afbrudt af umotiverede grineflip. 

Hopper, der instruerede filmen, var til gengæld 

i en dårlig periode. Han gik regelmæssigt amok 

under sine paranoide trips og truede bl.a. 

skuespilleren Rip Torn, der oprindeligt skulle 

have spillet Jack Nicholsons rolle, med en kniv 

til et præproduktionsmøde. Trods de mange 

problemer blev filmen en kæmpe succes: 

Den blev nomineret til to Oscars og vandt for 

bedste debutfilm i Cannes. 

Skæv filmkunst i junglen: 

Apocalypse Now 

Endnu grellere var det under produktionen af 

Francis Ford Coppolas ”Apocalypse Now”, en 

filmatisering af Joseph Conrads roman ”Heart 

of Darkness”. I filmen er handlingen, ganske 

i tidens ånd, flyttet fra Congo til Vietnam og 

handler om officeren Willard, der sendes dybt 

ind i det mareridtslignende Vietnam og i de 

mørke og vanvittige afkroge af menneskets 

sind. 

Filmen blev optaget på Filippinerne under 

uafbrudt påvirkning af stoffer. Både instruktør, 

crew og medvirkende væltede rundt i en 

konstant LSD-dis, og hovedrollen Martin 

Sheen var tæt på at dø af et hjerteanfald. 

Optagelserne endte med at tage seks 

måneder, dog ikke kun pga. stoffer, men fordi 

Coppola lånte alt krigsmateriel af Filippinernes 

præsident Marcos, der samtidig skulle bruge 

sine helikoptere til at nedkæmpe et oprør. 

Do drugs; make art! 

Alligevel må det til dels siges at være 

rusmidlerne, der reddede filmen under New 

Hollywood-bølgen. Forfatteren Aldous Huxley 

har beskæftiget sig med euforiserende stoffers 

påvirkning af den menneskelige kreativitet og 

er kendt som en fortaler for brug af psychedelia. 

Han mente ikke, at rusmidler nogensinde ville 

kunne gøre en dårlig kunster til en dygtig 

kunster, eller at stoffer kan vække et skjult 

talent. Men euforiserende stoffer kan give – 

ikke bare kunstnere, men også almindelige 

mennesker – en ny bevidsthed om og et syn på 

“Både instruktør, 

crew og 

medvirkende 

væltede rundt i en 

konstant LSD-dis 

...” 

Fotos: Vittorio Storaro 

verden, som ikke havde været muligt uden, og 

som kan fungere som katalysator for nye ideer 

og tanker. Kunne New Hollywood-folkene 

have forstået hippie- og antiestablishmentgenerationen 

så godt, hvis ikke de havde set 

verden gennem de samme multifarvede LSDbriller? 

Formentlig ikke. Og hvad kan vi så lære 

af det, børn: Do drugs and become famous! 

35

36 

Klummen - 

Agnete Christiansen, Stud. Film- og 


En klumme. Ordets første og i virkeligheden et ubehageligt lille stykke journalistik. Forhåbentligt 

ikke helt så meget for læseren som for skribenten, der uvægerligt må forfalde til enten 

lommefilosoferen eller et forceret forsøg på morsomhed og i alle tilfælde til egocentrisme. 

Undertegnede er lykkeligvis en stor fan og praktiserer gerne alle tre ting, især – som det jo 

gør sig gældende, når man skal have udfyldt sider i et magasin – efter forespørgsel. 

En klumme skal, hvis jeg i øvrigt har forstået ret (min sparsomme erfaring med klummer 

stammer primært fra at have set de samme tre afsnit af den pseudofeministiske serie 

Sex & The City nogle hundrede gange), gerne behandle et aktuelt emne med en 

skæv vinkel eller et almenmenneskeligt problem/semieksistentielt spørgsmål 

med en personlig vinkel. Da jeg ingen smag har for aktualitet, faldt valget for 

mit vedkommende hurtigt på den personligt vinklede klumme. Naturligvis i 

temanummerets ånd med omdrejningspunktet ”rus”, et emne, som jeg følte 

mig erfaren nok til at kunne bidrage til, i og med at jeg på Roskilde Festival 

2008 havde prøvet at ”fyre en fed”, som de unge siger. I samme nu, som 

jeg havde lagt mig fast på et emne i den lettere ende, dog turneret 

med en dyb og velresearchet sociologisk pointe til slut – nemlig mit 

misbrugslignende forhold til TvDanmark after school specials i 

2001-04 – blev jeg imidlertid bragt i knæ af en influenzalignende 

sygdom (som heldigvis umuligt kan have været den såkaldte 

svinepest, da jeg til punkt og prikke har fulgt opslagene på 

toiletterne med KUAs H1N1-håndvaskeregulativer). 

Samtidig havde jeg fornøjelsen af at skulle skrive dette 

nummers artikel om journalistikkens egen heksedoktor, 

Hunter S. Thompson, hvilket – set i bakspejlet – var 

omtrent det dummeste, jeg kunne gøre. At give sig 

i lag med Hunter, når man, som jeg, begiver sig 

ud på den millimetertynde is, som nogen kalder 

personlig journalistik, kan kun munde ud i 

to præcis lige uudholdelige konsekvenser: 

prætentiøs efterligning eller uproduktivt 

mismod. I min febervildelse følte jeg 

naturligvis, at der kun var en vej frem: 

”Til helvede med Tv-Danmark. Hvis 

det afdankede syrehoved kan, så 

kan jeg også,” hvæsede jeg. Stoffer 

var tydeligvis den eneste vej til 

storslået journalistik. Eneste problem var, 

at jeg ikke havde nogen. Christiania var en 

åbenlys løsning, men panserne, tænkte jeg, 

panserne kan jeg ikke slippe udenom. Sidste 

uge blev jeg taget i Metroen uden billet og 

forsøgte febrilsk at vise bryst gennem 5 

cm uld, mens en upåvirkelig og tydeligvis 

homoseksuel kontrollør bonnede mig for 

600 kr. Ingen chance for at slippe levende 

ud af Staden med så meget som en kvart 

joint. I desperation efter den poetiske 

rus gav jeg mig i stedet i kast med 

toiletskabets glæder: Paracetamol, 

ibuprofen, acetylsalisylsyre, Zymelin, 

Otrivin, antihistamin og en halv pakke 

hexokain, der havde overskredet 

sidste brugsdato med tre måneder. 

Sweet! Jeg tog en af hver og lagde 

mig på sengen og ventede på mit 

livs syretrip. Imod al forventning 

begyndte feberen i stedet at lette. 

Satans! 

Nu var der kun en udvej. Jeg 

havde frygtet den, for når først 

man tager den, er der ingen 

vej tilbage: Metaklummen. 

3000 anslag om, hvordan jeg 

forsøger at skrive en klumme, 

hvorefter jeg indser, at jeg 

ikke har mere plads og 

desuden har deadline om to 

timer. Bingo! Og med disse 

ord forlader jeg dig kære 

læser, for jeg har allerede 

overskredet både deadline, 

antal anslag og formentlig 

også din tålmodighed… 

37 

Foto: © MMVIII NEW LINE PRODUCTIONS, INC. ALL 

RIGHTS RESERVED.

38 

Er fremtiden i 3D? 

Af Mikkel Kofod 

Det længste tilløb i filmhistorien er slut. 

3D-filmen er kommet, og denne gang 

er det for at blive. Hvad der tidligere ansås 

for at være en tarvelig gimmick, er nu blevet 

udråbt som filmbranchens fremtid. Be 3 D 

or be square! Siden 1890erne, hvor de første 

eksperimenter med formatet fandt sted, har 

man arbejdet på at forbedre udbredelse og 

teknisk kvalitet, men det er først nu det giver 

mening at tale om et egentligt gennembrud. 

Big business 

Og det hele handler om penge. Selvfølgelig. 

Men de filmiske muligheder er også 

enorme. Kun en økonomisk tåbe frygter nemlig 

ikke at lave film i disse tider. Salget af dvd’er 

falder, og det nye format Blue Ray mangler 

endnu et fornuftigt prisleje på afspillere, før 

det endelig slår igennem. Hvis det nogensinde 

sker. For mange satser på at sejle direkte forbi 

Blu Ray-bølgen og tørskoet til det forjættede 

land, hvor det eneste der ikke er digitalt, er 

den computer, som afspiller filmen. Tiden med 

dvdér, videobånd og laserdiscs er forbi; snart 

eksisterer film kun som filer på en harddisk. 

Og så er en indtægtskilde, der ellers har været 

sikker for filmbranchen siden videomaskinen 

vandt frem i 1980erne, endegyldigt tørret ud. 

Ulovlig download af film, der ofte ikke har fået 

premiere endnu, bliver stadig mere almindeligt, 

selv blandt pæne borgere. Finanskrisen gør 

ikke livet lettere for den blødende patient. 

Det gælder om at få 

hevet folk væk fra 

den bærbare og ind i 

biografen. 

Der er kun et sted denne tilbagegang kan 

vendes til optur: I biografsalen. Det gælder om 

at få hevet folk væk fra den bærbare og ind i 

biografen. Historien viser, at når filmbranchen – 

især Hollywood – er presset på pengepungen, 

finder de på noget nyt. De ændrer filmene, 

farverne og nu fremvisningen. Men film i 3-D 

er ikke noget nyt. Langt fra. Og Hollywood 

har før klaret sig ud af kriser, der opstod, fordi 

teknologiske fremskridt holdt folk i hjemmet 

og væk fra biograferne. 

I 1946 gik 80-90 millioner mennesker i 

biografen i USA hver uge (rekord for én uge: 98 

millioner!) ud af en befolkning på 140 millioner. 

Et rekordstort antal der stadig ikke er overgået. 

Fremtiden er her – igen. 3D har været 

forsøgt før uden succes. En filmbranche, 

der som alle andre er kriseramte, håber på, at 

pengene ligger i den tredje dimension. Men vil 

det lykkes denne gang, og hvorfor gik det galt 

tidligere? 

“ 

“Målet var at gøre 

oplevelsen ved at se 

filmen i biografen 

væsentligt større 

end ved at se den i 

fjernsynet derhjemme.” 

” 

Højkonjunktur dræber Hollywood 

Efter 1946 ændredes filmbranchen i USA. 

TVét kom og faldt sammen med en 

generel højkonjunktur i det amerikanske 

samfund. Folk flyttede til forstæderne og 

havde brug for et underholdningsmedie, der 

kunne udfylde fritiden, som mest foregik i 

hjemmet. TVét passede perfekt, og i 1957 var 

det gennemsnitlige billetsalg per uge halveret 

til 47 millioner. Antallet af spillefilm per år faldt 

fra 500 til 150. Det var varige forandringer i 

folks hverdag. Biografen var ikke længere den 

gennemsnitlige families fælles forlystelse, 

men kun en lille del af det voksende udbud 

af fritidsmuligheder, der fulgte med voksende 

forbrugerkultur. Hollywood var tvunget til at 

lokke folk tilbage i biografen ved at udvikle 

filmmediet. 

TVets skærm var lille, sort-hvid og kvadratisk. 

Derfor svarede Hollywood igen ved at gøre 

deres film større og vise dem i farver. Hidtil 

havde alle film været i det TV-lignende 

4:3-format, men herefter blev alle film optaget i 

16:9-format. Det nye rektangulære 16:9-format 

gjorde biografoplevelsen mere overvældende, 

fordi billedet var større, og dets rektangulære 

form mindede om menneskets naturlige 

synsfelt, der også er rektangulært. Målet var 

at gøre oplevelsen ved at se filmen i biografen 

væsentligt større end ved at se den i fjernsynet 

derhjemme. Den første film der benyttede 

sig af denne nye teknik var den ellers ikke 

mindeværdige … Men jeg så ham dø (The 

Robe, 1953) af Henry Koster. 

Selvom den første farvefilm var fra 1935, 

Mamoulians Becky Sharp, var kun 20 % af alle 

biograffilm i farver i 1950. Inden slutningen af 

årtiet, var dette tal steget til 50 % og Hollywood 

tvunget til at billiggøre den dyre teknologi. 

I dag er det næsten utænkeligt at se en 

Hollywood-film i sort/hvid, med mindre det er 

udtryk for et kunstnerisk valg. På samme måde 

er biografernes lydanlæg kraftigt opgraderet, 

og 16:9-formatet – senere kom det endnu 

bredere Cinemascope-format – fuldstændig 

standard. 

Spektakulær fiasko 

Belønningen ved at besvære sig hele vejen 

fra forstæderne og til biografen skulle 

være en stimulering af andre sanser end kun 

syns- og høresansen. Ikke alle tiltag var lige 

succesfulde. Den mest spektakulære fiasko fra 

Hollywoods side var nok forsøget på at indføre 

film akkompagneret af duft, som – heldigvis – 

døde allerede i udviklingsfasen. 

Langt større var succesen, da man forsøgte 

sig med 3D-film, selvom de stadig var en 

sjældenhed. Ved at kombinere to kameraers 

film og ved at bruge de specielle 3D-briller 

opnåede man et overraskende godt indtryk af 

en tæt forgrund og en bevægelig baggrund, 

der skulle imitere effekten af, når et menneske 

ser med begge øjne. Afrikas Djævle (Bwana 

Devil,1953), var den første af den slags film, 

men også Hitchcock forsøgte sig med Dial M 

for Murder (1954). 

Udstyret til optagelse af 3D-film var meget 

dyrt og besværligt, især fordi råfilmen var 

meget lidt lysfølsom, og der derfor skulle 

bruges store mængder projektører. Dette 

besværliggjorde kamerabevægelser, og da 

fremvisningsudstyret også var meget dyrt, slog 

3D-film aldrig igennem. Der blev kun lavet få 

film (dog af notabiliteter som Alfred Hitchcock 

og Douglas Sirk), og produktionen af 3D-film 

stoppede i 1955, selvom der stadig blev gjort 

enkelte forsøg de følgende år. 

IMAX-film, som eksempelvis Planetariet 

viser på en hvælvet flade, der næsten totalt 

omslutter publikum, er faktisk efterhånden 

blevet en selvstændig og rentabel genre, 

hvilket viser publikums lyst til ekstraordinære 

filmoplevelser. 

“Konturerne af en 

regulær trafikprop af 

3D-film tegner sig med 

14 titler på vej i 2010. “ 

39

40 

Historien gentager sig 

Hollywood er presset og forsøger for 

anden gang at vinde kampen om 

biografgængernes gunst med 3D-film. Og 

denne gang ser det ud at lykkes. Konturerne 

af en regulær trafikprop af 3D-film tegner sig 

med 14 titler på vej i 2010. Problemet er, at 

der ikke er biografer nok med det nødvendige 

digitale udstyr, så distributørerne må sprede 

titlerne ud over hele året. Men der arbejdes 

på problemet. Det forventes at 83 % af alle 

amerikanske biograflærreder vil kunne vise 3D 

i 2013, hvilket svarer til 8300 lærreder. 

Der er nemlig mange penge at tjene på 3D. 

Biografgængere viser sig villige til at betale 

mere for billetprisen til en forestilling i 3D, 

og dermed kan der tjenes flere penge per 3D 

kopi end 2D-kopi. 3D-kopierne stod for 85 % 

af indtjeningen i USA på animationsfilmen 

Coraline, selvom under 50% af kopierne 

var i 3D. Og 3D-kopierne af My Bloody 

Valentine indtjente seks gange så meget som 

2D-kopierne. 

De skide briller 

Langt størstedelen af 3D er animationsfilm, 

da de ikke er dyrere at producere end 2D. 

Groft sagt trykker man bare på en knap; så 

spytter computeren en 3D version ud. Helt 

så let er det ikke med live action-film, men 

der er en anden fordel. Endnu er teknologien 

ikke udviklet nok til, at forbrugerne kan få 

3D-oplevelsen hjem i stuerne med fladskærms- 

TV, hvilket betyder, at ulovlig download af en 

film i 3D ikke giver meget mening. 

Så 3D er vel helt klart filmens fremtid, ikke? 

Ikke nødvendigvis. Man skal i biografen 

for at få den fulde oplevelse. Det betyder 

samtidig, at man ikke kan genskabe sin 

fantastiske biografoplevelse ved at købe filmen 

efterfølgende, hvilket formentlig betyder 

færre rektangulære pakker under juletræet. 

3D-oplevelsen kan kun opnås ved at have et 

par særlige briller på. Voksne mennesker der 

ikke bruger briller, kommer formentlig aldrig til 

at holde af at sidde med et par fremmede og 

klodsede briller på et par timer. 

Der findes tre slags briller: Anaglyfe, polaroide 

og shutters. Shutter-brillerne er dyre; de lader 

Avatar Motion Picture © 2009 Twentieth Century Fox. All Rights Reserved. 

hvert øje se hvert andet billede. Anaglyfebrillerne 

er dem man kender fra 1950erne, 

som har en grøn og en rød linse. De egner sig 

bedst til sort/hvid, hvilket er ikke relevant for 

nutidens 3D-film. Polaroidbrillerne har klart 

glas, er billige at producere og kan smides væk 

efter brug. 

“Mulighederne for 

et gyldent hattrick 

er bestemt til stede 

med Avatar, der skulle 

revolutionere nutidens 

film ...” 

Fremtiden i 3D? 

Filmbranchen håber, fremtiden er 

kommet. Ingen anden film personificerer 

det stedsegrønne dollarhåb bedre end 

James Camerons 3D-film Avatar, med 

verdenspremiere 18. januar. Cameron har to 

gange tidligere lavet verdens dyreste film, der 

begge blev til verdens bedst sælgende, med 

Terminator II og Titanic. Mulighederne for 

et gyldent hattrick er bestemt til stede med 

Avatar, der skulle revolutionere nutidens film, 

som historiens første talefilm The Jazz Singer 

(1927) gjorde med stumfilmen. You ain’t seen 

nothing yet! 

Selvom 3D-teknologien beskrives som filmens 

tredje revolution – efter lyden og farverne 

– er det naivt at konkludere, at det også er 

fremtiden for filmen. Om 3D-film bliver så 

almindelige i fremtiden som farvefilm er nu, 

forekommer tvivlsomt da langt fra alle film 

vinder ved visning i 3D. Det er eksempelvis 

nok de færreste, der vil få ret meget ud af at se 

en Anja & Viktor-film i 3D? Eller en af Michael 

Moores film? 

Samtidig begrænser teknikken også 

instruktørens visuelle frihed. Man får ondt i 

øjnene, hvis klipningen er for hurtig, og et 

objekt, der overskrider lærredets grænse, må 

ikke samtidig beskæres af kameraet. 

Det vil være naivt at tro, at 3D nødvendigvis 

er filmmediets fremtid. Noget af det (film) 

historien har lært os, er det, at ingen kan 

forudsige fremtidige succeser. Selvom 

3D-teknikken giver enorme filmiske og 

økonomiske muligheder, rummer den også en 

Avatar Motion Picture © 2009 Twentieth Century Fox. All Rights Reserved. 

indbygget begrænsning. Men det ville være 

tilsvarende naivt at skrive nekrolog over den 

nye teknologi. Filmhistoriens længste tilløb er 

slut – nu kan vi kun vente og se, om filmmediet 

springer ind i fremtiden i 3D. 

Foto: Robert Burks 

41

42 

Quiz 

# 22 

Schepelerns Filmquiz 

Sidst drejede det sig om 80’erne og nogle af tiårets 

berømteste film: 

1) Han kommer for sent til afrejsen og må gøre sig store anstrengelser for tilkalde en 

ny hjemtransport. Hvilken film? Svar: E.T. 

2) Han finder et afskåret øre – og det er ikke Van Goghs. Hvilken film? Svar: Blue Velvet. 

3) Han ser et mord blive begået på Philadelphias hovedbanegård er. Hvilken film? 

Svar: Witness. 

4) Det begynder med en heftig sexscene, og snart er temperaturen steget til 37.2 

grader. Hvilken film? Svar: Betty Blue. 

5) De kalder hende: T.R.L. Hvilken film?? Svar: Kundskabens Træ (og T.R.L. står for: 

Transportabel Rejse-Luder). 

Vinderen blev Thomas Spelling. Tillykke, der er 2 billetter på vej! 

Og nu til emnet rus: 

1) Skotsk misbruger tager et styrtdyk i lokummet. Hvilken film? 

2) Beruset af insektgift myrder han sin kone. Hvilken film? 

3) Professoren har fået gevaldige tømmermænd, fordi hans dobbeltgænger 

har været på bar. Hvilken film? 

4) Dansk, alkoholiseret digter på dødsruten i mellemkrigstidens 

København. Hvad hedder hovedpersonen – og filmen? 

VIND 2 biografbilletter! 

Send din besvarelse til konkurrence@ordet.net 

og deltag i konkurrencen om to biografbilletter, 

Af Peter Schepelern, lektor på AFM 

Svar fra side 20-21 

1.C 

2.A 

3.A 

4.A 

5.B 

6.C 

7.C 

8.A 

9.A 

10.B 

11.C 

12.B 

13.B 

14.C 

15.A 

16.B 

17.A 

18.C 

19.C 

20. 

43

44 

Bøger 

om 

film 

Francois Truffaut 

at Work 

Carole Le Berre 

Film expert Carole Le Berre looks 

beyond the usual anecdotal sources 

about Truffaut. She draws heavily 

from Truffaut’s personal papers and 

the archives of the film studios he 

worked for detailing shooting schedules, 

budgets, memos, letters, storyboards 

and transcripts of discussions 

with key collaborators. The result is 

a major reassessment of the working 

methods of this groundbreaking 

director. 

Phaidon - 319 s. 

100 kr 

Waiting on the 

Weather 

Making Movies with Akira 

Kurosawa 

Teruyo Nogami 

“If you’re interested in movies, then 

you’re interested in the work of 

Akira Kurosawa. Teruyo Nogami was 

by Kurosawa’s side for almost 50 

years, as he quietly (and sometimes, 

not so quietly) revolutionized the 

very grammar of cinema. This is a 

wonderfully intimate and beautifully 

written portrait of one of the greatest 

filmmakers who ever lived, which 

makes it essential reading.” -- Martin 

Scorsese. 

Stone Bridge Press - 296 s. 

185 kr 

Embodied Visions 

Evolution, Emotion, Culture, 

and Film 

Torben Grodal 

Embodied Visions presents a groundbreaking 

analysis of film through the 

lens of bioculturalism, revealing how 

human biology as well as human culture 

determine how films are made 

and experienced. Torben Grodal uses 

the breakthroughs of modern brain 

science to explain central features 

of film aesthetics and to construct 

a general model of aesthetic experience. 

Oxford University Press - 319 s. 

248 kr 

Film, A Sound Art 

Michel Chion 

Expanding our appreciation of 

cinematic experiences ranging from 

Dolby multitrack in action films 

and the eerie tricycle of Stanley 

Kubrick’s The Shining to the way actors 

from different nations use their 

voices and words, Film, A Sound 

Art showcases the vast knowledge 

and innovative thinking of a major 

theorist. 

Columbia University Press - 535 s. 

270 kr 

- KUA

Hunter S. Thomson New Hollywood Kend dine drugs - ORDET

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?