Hunter S. Thomson New Hollywood Kend dine drugs - ORDET

NEW
HOLLYWOOD:
Da LSD reddede filmbranchen
34
50erne: Cinemascope og Smell-O-
Vision
50erne efterlod den amerikanske filmbranche
i chok. Studiesystemet var faldet, biograferne
solgt fra og publikum flyttet ud i forstæderne,
hvor de af uvisse årsager sad klistret til små
gnidrede skærme og henrykkedes over
uskarpe billeder på de nye såkaldte fjernsyn.
I desperation over de faldende indtægter
forsøgte selskaberne at gøre filmene større,
vildere og mere spektakulære med tiltag som
Cinemascope, 3D-film og Technicolor. Alle
sanser skulle aktiveres – selv lugtesansen blev
ikke ladt i fred med nye duftfilmsteknikker med
sigende navne som Smell-O-Vision og Odor-
Rama. Men lige lidt hjalp det.
For hvad de gamle, hvide mænd med cigar
ikke havde opdaget var, at samfundet var
under forandring. Blandt de unge opstod der
gennem 60erne en større og større trang til
at frigøre sig – fra samfundet, fra hæmmende
beklædningsdele og fra den konforme,
borgerlige bevidsthed, der blev overvundet
ved brug af nye, kemiske vidundere som LSD.
Hurtigt opstod en række modkulturer, der
kæmpede for fri sex og mod statens krig i
Vietnam, der inden sin afslutning i 1973 nåede
at kræve 58.000 amerikanske liv. Samtidig
fortsatte Hollywood med at producere Dorris
Day-komedier og ”Sound of Music”-rip offs,
ja, selv selvretfærdige pro-krigsfilm, som
”The Green Berets”, hvor all-american hero
John Wayne giver både nordvietnamesere og
krigsmodstandere det glatte lag.
Roger Cormans drenge
Alt håb syntes ude, men omkring
filmproducenten Roger Corman samlede sig
en gruppe unge mænd, der i langt højere
grad end det forstokkede Hollywood forstod
tidens ånd. Corman var kendt som ”King of
the Bs” og spyttede splat, gys og surferfilm
ud til det hungrende ungdomspublikum i
de amerikanske drive-ins. Med hjælp fra sin
stab lavede han op til 7 film om året, nogle af
dem optaget på mindre end tre dage, og til
gengæld lod han sine
medarbejdere, unge
filmentusiaster, låne sit
udstyr til at lave film i
fritiden. Jack Nicholson,
Martin Scorsese, Steven
Spielberg og George
Lucas er kun et udpluk
af disse, og med Cormans hjælp skabte
de en ny bølge inden for amerikansk film,
der overrumplede branchen og kronede
instruktøren som den ubestridte konge af
filmen.
New Hollywood opstår
“They’re young,
they’re in love and
they kill people.”
De nye instruktører forstod ikke blot tiden – de
levede i den med alt, hvad det indebar. Selv
da de blev mere etablerede og ikke længere
lavede film på Cormans udlånte udstyr, kunne
Af Agnete Christiansen, stud. film- og
medievidenskab
deres filmproduktioner ikke være længere
fra studiesystemets samlebåndsproduktion.
Som med så mange andre nybølger rykkede
filmholdene ud af studierne, ud i den virkelige
verden, hvilket gav de nye film en særlig æstetik,
og filmenes temaer var ikke idyllisk samliv og
familie, men oprør, stoffer og mennesket mod
systemet. Dette vandt genklang blandt de
unge - især med film som ”Bonnie and Clyde”,
en romantiseret voldsballade, der i hidtil
uset eksplicitte billeder skildrer et ungt par,
der myrder sig vej gennem Amerika i en rus
af frihed og ung kærlighed. ”They’re young,
they’re in love and they kill people” lød taglinen
som en morbid glorificering
af dem, der gjorde alt for at gå
imod samfundet og systemet.
De unge filmskabere nøjedes
dog ikke med at visualisere
ungdommens livsstil, de tog
i allerhøjeste grad selv del i
den. Det skortede ikke med sprut og stoffer
på settet. Ofte var både crew og skuespillere
uarbejdsdygtige på grund af for stort indtag af
diverse kemikalier og spiritus, og produktioner
overskred regelmæssigt både deadlines og
budget.
Stoffer og Oscars: Easy Rider
Den skæve motorcykelfilm ”Easy Rider” fra
1969 handler om to bikere, spillet af Peter
Fonda og Dennis Hopper, der smugler stoffer
Mens det måske er tvivlsomt, at Lindsay
Lohans trang til at pudre næsen højner den
kunstneriske kvalitet af hendes skuespil, er
det dog sikkert, at man ofte har diskuteret
sammenhængen mellem euforiserende
stoffer og kreativitet. Mange af historiens
mest anerkendte værker er produceret
under indflydelse af forbudte rusmidler.
Et af de mest markante eksempler er
60erne og 70ernes amerikanske nybølge
inden for film, New Hollywood, hvor
stofferne nærmest kan siges at have reddet
filmbranchen.
over den mexicanske grænse og derefter tager
til musikfestivalen Mardi Gras i New Orleans,
hvor de sammen med to prostituerede tager
LSD. Filmen undersøger mange af hippietidens
idealer som frihed og fri kærlighed, samt
spændingerne mellem hippiekulturen og
samfundets konservatisme.
”Easy Rider” blev især bemærket for sin
dynamiske visuelle stil, der nok er mest markant
i sin visualisering af hovedpersonernes syretrip,
som fremstilles i hurtige klip og overeksponeret
film. Det var også en af de første film, der
brugte kendte musiknumre i stedet for
specialkomponeret musik til underlægningen.
Produktionen foregik også i hippiekulturens
vilde ånd. Hopper og Fonda hyrede ikke noget
crew, men fik hjælp af venner og hippier, som
“Hopper og Fonda
hyrede ikke noget
crew, men fik
hjælp af venner
og hippier, som
de mødte under
optagelserne.”
de mødte under optagelserne – og alle tog
stoffer. Selv de joints, der bliver røget i selve
filmen, var rigtige, og optagelserne blev ofte
afbrudt af umotiverede grineflip.
Hopper, der instruerede filmen, var til gengæld
i en dårlig periode. Han gik regelmæssigt amok
under sine paranoide trips og truede bl.a.
skuespilleren Rip Torn, der oprindeligt skulle
have spillet Jack Nicholsons rolle, med en kniv
til et præproduktionsmøde. Trods de mange
problemer blev filmen en kæmpe succes:
Den blev nomineret til to Oscars og vandt for
bedste debutfilm i Cannes.
Skæv filmkunst i junglen:
Apocalypse Now
Endnu grellere var det under produktionen af
Francis Ford Coppolas ”Apocalypse Now”, en
filmatisering af Joseph Conrads roman ”Heart
of Darkness”. I filmen er handlingen, ganske
i tidens ånd, flyttet fra Congo til Vietnam og
handler om officeren Willard, der sendes dybt
ind i det mareridtslignende Vietnam og i de
mørke og vanvittige afkroge af menneskets
sind.
Filmen blev optaget på Filippinerne under
uafbrudt påvirkning af stoffer. Både instruktør,
crew og medvirkende væltede rundt i en
konstant LSD-dis, og hovedrollen Martin
Sheen var tæt på at dø af et hjerteanfald.
Optagelserne endte med at tage seks
måneder, dog ikke kun pga. stoffer, men fordi
Coppola lånte alt krigsmateriel af Filippinernes
præsident Marcos, der samtidig skulle bruge
sine helikoptere til at nedkæmpe et oprør.
Do drugs; make art!
Alligevel må det til dels siges at være
rusmidlerne, der reddede filmen under New
Hollywood-bølgen. Forfatteren Aldous Huxley
har beskæftiget sig med euforiserende stoffers
påvirkning af den menneskelige kreativitet og
er kendt som en fortaler for brug af psychedelia.
Han mente ikke, at rusmidler nogensinde ville
kunne gøre en dårlig kunster til en dygtig
kunster, eller at stoffer kan vække et skjult
talent. Men euforiserende stoffer kan give –
ikke bare kunstnere, men også almindelige
mennesker – en ny bevidsthed om og et syn på
“Både instruktør,
crew og
medvirkende
væltede rundt i en
konstant LSD-dis
...”
Fotos: Vittorio Storaro
verden, som ikke havde været muligt uden, og
som kan fungere som katalysator for nye ideer
og tanker. Kunne New Hollywood-folkene
have forstået hippie- og antiestablishmentgenerationen
så godt, hvis ikke de havde set
verden gennem de samme multifarvede LSDbriller?
Formentlig ikke. Og hvad kan vi så lære
af det, børn: Do drugs and become famous!
35