Hunter S. Thomson New Hollywood Kend dine drugs - ORDET

Fuldstændig bizart blev det i hans The Fatal
Glass of Beer/”Øllet blev hans skæbne” fra
1933. Titlen kommer af den horrible sang om
fuldskabens farer for en ung mand i storbyen,
som Fields dybt ironisk synger i filmen.
Men druk blev også vist i et alvorligt lys
i 1930’ernes USA, hvor alkoholisme ikke
længere blev set som moralsk fordærv, men
snarere som en genetisk betinget sygdom.
Denne ’biologiske model’ viste sig at fungere til
alkoholikernes fordel, fordi samfundet hellere
ville bruge penge på behandling af, hvad man
så som en sygdom og altså ikke alkoholikernes
”egen skyld.”
Under depressionen var folk ganske vist
fattige, men ikke fattige nok til at holde sig væk
fra biograferne. Her kunne de se fordømmende
film om de rige, udsvævende overklassemenneskers
tomme liv. Det var i f.eks. Topper
(1937) og After Office Hours (1935); i den
sidstnævnte bliver der ytret replikker som:
”Why shouldn’t I be drunk? I got more right to
be drunk than anyone else in the world!”
I 1945 kom en af de helt store alkoholikerfilm,
The Lost Weekend, baseret på den delvist
selvbiografiske roman af Charles Jackson.
Med The Lost Weekend fik man endelig en
film, der seriøst satte fokus på alkoholismens
onde cirkel og de medførte selvmordstanker.
Men filmen fik klistret en optimistisk slutning
på (i modsætning til bogen), og bogens
antydninger af homoseksualitet blev der
sprunget let henover.
En populær idé var, at
alkoholikeren sad fast i
Freuds ‘orale stadie.
50’erne og alkoholisme i
ægteskabet
I 50’erne begyndte man at se på alkoholisme
ud fra en psykologisk model, hvor alkoholisme
blev knyttet til traumatiske (barndoms)
oplevelser. En populær idé var, at alkoholikeren
sad fast i Freuds ’orale stadie’.
I mellemtiden var den idylliske forstadsfamilie
blevet idealet i USA, og selv reklamer for
alkohol viste forsamlinger af familier og venner,
der grillede i baghaven, mens de nød et glas
vin, øl eller whiskey. Men efterhånden blev
den blomstrende WASP-middelklasse mere og
mere apatisk, og bag den pæne facade var der
mange, der brugte alkohol - eller piller – til at
dulme smerten. Nogle enkelte film i 50’erne og
starten af 60’erne afslørede bagsiden af den
amerikanske drøm.
Tre film satte her fokus på alkoholisme,
først Come Back, Little Sheba (1952), hvor
Shirley Booth leverede en kraftpræstation som
en desperat, ensom kone til en alkoholiker. The
Country Girl (1954) var også et brutalt kig på
et ægteskab mellem en alkoholiseret, falleret
musical-stjerne, spillet af Bing Crosby, og hans
hårdt prøvede kone (Grace Kelly).
Man indså, at
enhver der bare
‘drank too much too
often’ kunne blive
alkoholiker.
I en af de helt store alkoholiker-film, Days of
Wine and Roses fra 1962, spiller Jack Lemmon
og Lee Remick et ægtepar fanget i drukkens
onde cirkel. Days … er det ene eksempel på
en film, der følger 60’ernes nye sociologiske
model: Alkoholisme kunne være bestemt af
mange forskellige faktorer såsom kultur og
miljø. Alkoholikerne blev ikke længere set
som psykologisk eller biologisk anderledes fra
”normale mennesker.” Man indså, at enhver der
bare ’drank too much too often’, som et AAmedlem
siger i Days …, kunne blive alkoholiker.
I Danmark fik vi også i 1950 en alkoholikerfilm
med det konfliktfyldte ægteskab som
backdrop. Det var Bodil Ipsens Café Paradis,
hvor én af de alkoholiserede personer
(noget utroværdigt) omvendes til ansvarlig
familiefar til sidst, mens en anden ender
med at dø af drukken. Filmen indeholder
altså de to typer ”alkoholiker-historier”: Den
onde cirkel, der ender i død, og den moralske
forløsningshistorie, der ender lykkeligt.
Drukfilm i dag – socialrealisme og
komedier
Hvor står alkoholisme på film i dag? For
det meste ser vi det i alvorlige, hudløse
dramaer om ’den onde cirkel,’ der ender med
hovedpersonens død. Mike Figgis’ Leaving
Las Vegas fra 1995 er uden tvivl en af de
ultimative alkoholiker-film, hvori Nicolas Cage
i sin bedste rolle tager til Las Vegas for at drikke
sig ihjel, men møder kærligheden i skikkelse
af en luder (Elizabeth Shue). Prostitutionens
og alkoholismens mareridt bliver blandet
sammen for at give ét stort, bredt billede af
samfundets uretfærdighed.
Herhjemme fik vi i 2000 et stort
nedslag i form af Per Flys Bænken, hvor Jesper
Christensen spillede alkoholikeren Kaj, der
lever i det allernederste lag af samfundet.
Mere aktuel er Martin Zandvliets Applaus
(2009) med Paprika Steen som alkoholiker, og
fra den amerikanske indie-scene kom i 2008
den fantastiske Julia med Tilda Swinton som
alkoholiker. Den kvindelige alkoholiker-figur er
åbenbart på vej frem!
Altså bliver alkoholisme den dag
i dag taget alvorligt af de filmskabere, der
beskæftiger sig med det. Men filmmediet
er også blevet mere frit og åbent, og der er
stadig plads til komedier, hvor druk bare bliver
brugt som et komisk element – præcis som i
1910’erne. Tænk blot på publikumssuccesen
The Hangover. Det moralske 1930’er-50’er
Hollywood ville utvivlsomt have rynket på
næsen af idéen om en komedie om fuldskabens
frygtelige konsekvenser.
Foto: Declan Quinn
Fotos: John F. Seitz
14 15