Hunter S. Thomson New Hollywood Kend dine drugs - ORDET

38
Er fremtiden i 3D?
Af Mikkel Kofod
Det længste tilløb i filmhistorien er slut.
3D-filmen er kommet, og denne gang
er det for at blive. Hvad der tidligere ansås
for at være en tarvelig gimmick, er nu blevet
udråbt som filmbranchens fremtid. Be 3 D
or be square! Siden 1890erne, hvor de første
eksperimenter med formatet fandt sted, har
man arbejdet på at forbedre udbredelse og
teknisk kvalitet, men det er først nu det giver
mening at tale om et egentligt gennembrud.
Big business
Og det hele handler om penge. Selvfølgelig.
Men de filmiske muligheder er også
enorme. Kun en økonomisk tåbe frygter nemlig
ikke at lave film i disse tider. Salget af dvd’er
falder, og det nye format Blue Ray mangler
endnu et fornuftigt prisleje på afspillere, før
det endelig slår igennem. Hvis det nogensinde
sker. For mange satser på at sejle direkte forbi
Blu Ray-bølgen og tørskoet til det forjættede
land, hvor det eneste der ikke er digitalt, er
den computer, som afspiller filmen. Tiden med
dvd´er, videobånd og laserdiscs er forbi; snart
eksisterer film kun som filer på en harddisk.
Og så er en indtægtskilde, der ellers har været
sikker for filmbranchen siden videomaskinen
vandt frem i 1980erne, endegyldigt tørret ud.
Ulovlig download af film, der ofte ikke har fået
premiere endnu, bliver stadig mere almindeligt,
selv blandt pæne borgere. Finanskrisen gør
ikke livet lettere for den blødende patient.
Det gælder om at få
hevet folk væk fra
den bærbare og ind i
biografen.
Der er kun et sted denne tilbagegang kan
vendes til optur: I biografsalen. Det gælder om
at få hevet folk væk fra den bærbare og ind i
biografen. Historien viser, at når filmbranchen –
især Hollywood – er presset på pengepungen,
finder de på noget nyt. De ændrer filmene,
farverne og nu fremvisningen. Men film i 3-D
er ikke noget nyt. Langt fra. Og Hollywood
har før klaret sig ud af kriser, der opstod, fordi
teknologiske fremskridt holdt folk i hjemmet
og væk fra biograferne.
I 1946 gik 80-90 millioner mennesker i
biografen i USA hver uge (rekord for én uge: 98
millioner!) ud af en befolkning på 140 millioner.
Et rekordstort antal der stadig ikke er overgået.
Fremtiden er her – igen. 3D har været
forsøgt før uden succes. En filmbranche,
der som alle andre er kriseramte, håber på, at
pengene ligger i den tredje dimension. Men vil
det lykkes denne gang, og hvorfor gik det galt
tidligere?
“
“Målet var at gøre
oplevelsen ved at se
filmen i biografen
væsentligt større
end ved at se den i
fjernsynet derhjemme.”
”
Højkonjunktur dræber Hollywood
Efter 1946 ændredes filmbranchen i USA.
TV´et kom og faldt sammen med en
generel højkonjunktur i det amerikanske
samfund. Folk flyttede til forstæderne og
havde brug for et underholdningsmedie, der
kunne udfylde fritiden, som mest foregik i
hjemmet. TV´et passede perfekt, og i 1957 var
det gennemsnitlige billetsalg per uge halveret
til 47 millioner. Antallet af spillefilm per år faldt
fra 500 til 150. Det var varige forandringer i
folks hverdag. Biografen var ikke længere den
gennemsnitlige families fælles forlystelse,
men kun en lille del af det voksende udbud
af fritidsmuligheder, der fulgte med voksende
forbrugerkultur. Hollywood var tvunget til at
lokke folk tilbage i biografen ved at udvikle
filmmediet.
TVets skærm var lille, sort-hvid og kvadratisk.
Derfor svarede Hollywood igen ved at gøre
deres film større og vise dem i farver. Hidtil
havde alle film været i det TV-lignende
4:3-format, men herefter blev alle film optaget i
16:9-format. Det nye rektangulære 16:9-format
gjorde biografoplevelsen mere overvældende,
fordi billedet var større, og dets rektangulære
form mindede om menneskets naturlige
synsfelt, der også er rektangulært. Målet var
at gøre oplevelsen ved at se filmen i biografen
væsentligt større end ved at se den i fjernsynet
derhjemme. Den første film der benyttede
sig af denne nye teknik var den ellers ikke
mindeværdige … Men jeg så ham dø (The
Robe, 1953) af Henry Koster.
Selvom den første farvefilm var fra 1935,
Mamoulians Becky Sharp, var kun 20 % af alle
biograffilm i farver i 1950. Inden slutningen af
årtiet, var dette tal steget til 50 % og Hollywood
tvunget til at billiggøre den dyre teknologi.
I dag er det næsten utænkeligt at se en
Hollywood-film i sort/hvid, med mindre det er
udtryk for et kunstnerisk valg. På samme måde
er biografernes lydanlæg kraftigt opgraderet,
og 16:9-formatet – senere kom det endnu
bredere Cinemascope-format – fuldstændig
standard.
Spektakulær fiasko
Belønningen ved at besvære sig hele vejen
fra forstæderne og til biografen skulle
være en stimulering af andre sanser end kun
syns- og høresansen. Ikke alle tiltag var lige
succesfulde. Den mest spektakulære fiasko fra
Hollywoods side var nok forsøget på at indføre
film akkompagneret af duft, som – heldigvis –
døde allerede i udviklingsfasen.
Langt større var succesen, da man forsøgte
sig med 3D-film, selvom de stadig var en
sjældenhed. Ved at kombinere to kameraers
film og ved at bruge de specielle 3D-briller
opnåede man et overraskende godt indtryk af
en tæt forgrund og en bevægelig baggrund,
der skulle imitere effekten af, når et menneske
ser med begge øjne. Afrikas Djævle (Bwana
Devil,1953), var den første af den slags film,
men også Hitchcock forsøgte sig med Dial M
for Murder (1954).
Udstyret til optagelse af 3D-film var meget
dyrt og besværligt, især fordi råfilmen var
meget lidt lysfølsom, og der derfor skulle
bruges store mængder projektører. Dette
besværliggjorde kamerabevægelser, og da
fremvisningsudstyret også var meget dyrt, slog
3D-film aldrig igennem. Der blev kun lavet få
film (dog af notabiliteter som Alfred Hitchcock
og Douglas Sirk), og produktionen af 3D-film
stoppede i 1955, selvom der stadig blev gjort
enkelte forsøg de følgende år.
IMAX-film, som eksempelvis Planetariet
viser på en hvælvet flade, der næsten totalt
omslutter publikum, er faktisk efterhånden
blevet en selvstændig og rentabel genre,
hvilket viser publikums lyst til ekstraordinære
filmoplevelser.
“Konturerne af en
regulær trafikprop af
3D-film tegner sig med
14 titler på vej i 2010. “
39