10 Skattefinansieret vedvarende energi i den private bolig Personen påtænkte at etablere dels et solcelleanlæg, dels et jordvarmeanlæg. Tanken var, at solcelleanlægget skulle levere strøm til jordvarmeanlægget, som havde en eldrevet varmepumpe. Solcelleanlægget skulle tilsluttes elnettet, således at en eventuel overskudsproduktion af el kunne afsættes til et forsyningsselskab. Jordvarmeanlægget skulle udelukkende anvendes til opvarmning af familiens bolig, og der ville ikke ske tilslutning til et kollektivt forsyningsnet. Personen ønskede svar på, om såvel jordvarmeanlægget som solcelleanlægget var et driftsmiddel, der skattemæssigt kunne afskrives med 25 % om året. Skatterådet udtalte, at der var tale om to anlæg, der kunne fungere uafhængigt af hinanden. Derfor skulle anlæggene også skattemæssigt bedømmes hver for sig. Afskrivning på et VE-anlæg forudsætter, at anlægget: • er tilsluttet det kollektive forsyningsnet • udelukkende anvender vedvarende energi. Skatterådet anså solcelleanlægget for et driftsmiddel, der kunne afskrives, hvis ejeren anvendte den regnskabsmæssige opgørelsesmetode. Derimod fandt Skatterådet ikke, at der kunne afskrives på jordvarmeanlægget, da anlægget ikke var tilsluttet et kollektivt forsyningsnet med deraf følgende mulighed for at afsætte overskydende produktion. Den manglende tilslutning til det kollektive forsyningsnet betød, at anlægget var et rent privat aktiv og derfor ikke skattemæssigt kunne afskrives. Blandet benyttet ejendom Skatterådet har taget stilling til den skattemæssige behandling af et VE-anlæg, når anlægget placeres på en blandet benyttet ejendom. Der var tale om en landmand, der påtænkte at opsætte et solcelleanlæg, der skulle forsyne både den private og den erhvervsmæssigt anvendte del af bygningerne. Anlægget ville blive tilsluttet det kollektive forsyningsnet. Skatterådet udtalte, at de skematiske regler for opgørelse af indkomsten fra VE-anlæg forudsætter, at der er tale om en privat bolig (ingen erhvervsmæssige formål). Konsekvensen er derfor, at indkomsten fra an- © REVITAX lægget skal opgøres efter den regnskabsmæssige metode. Det var oplyst, at ejendommens samlede elforbrug var på cirka 9.000 kWh om året, og eget forbrug (der var kun én elmåler på ejendommen) var efter gældende regler fastsat til 4.000 kWh årligt. Landmanden påtænkte at montere et anlæg, der kunne producere cirka 5.000 kWh årligt, og dermed en produktion, der var mindre end ejendommens samlede forbrug. Derfor ønskede han svar på, om VEanlæggets produktion forlods kunne modregnes i det private forbrug af el, idet der ikke er afgiftsfrihed for den del af nettoelforbruget, der anvendes erhvervsmæssigt. Skatterådets svar var, at der først skulle ske modregning i det private forbrug. Da anlægget forventedes at kunne producere mindre end ejendommens samlede forbrug, betyder Skatterådets svar, at den dyre el, der skal købes hos det kollektive forsyningsnet, er den el, der skattemæssigt kan fratrækkes, da den anvendes erhvervsmæssigt. Fremtiden Den økonomiske fordel ved at opsætte eksempelvis et solcelleanlæg på den private bolig er, at elprisen er fastlåst i et lavt niveau i mange år. Besparelsen i privatøkonomien bliver større, jo mere elprisen stiger i de kommende år. I eksemplet er der ikke taget højde for eventuelle stigninger i elprisen de næste 30 år. En prisstigning vil betyde, at investeringen bliver endnu mere fordelagtig. Ved salg af den ejendom, hvorpå solcelleanlægget er monteret, er der tale om salg af et skattemæssigt aktiv, når ejeren af ejendommen har anvendt den regnskabsmæssige opgørelsesmetode. I slutsedlen skal salgsprisen for solcelleanlægget anføres særskilt. Er salgsprisen for solcelleanlægget større end den skattemæssigt nedskrevne værdi, udgør forskellen en skattepligtig avance. Sælges anlægget til en mindre værdi, er der tale om et skattemæssigt fradragsberettiget tab. Køberen af ejendommen kan skattemæssigt afskrive på den kontante købspris for solcelleanlægget, hvis han vælger at anvende den regnskabsmæssige opgørelse.
Rimfrost i Gribskov Skattefinansieret vedvarende energi i den private bolig © REVITAX Foto © Scanpix / Anders Tvevad 11