Franz Pander

Side 16
De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om, til pludselig
en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og svedige, helt sløve.
Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.
Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik Pyramiderne
itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en Gang imellem Araberens
rare Tænder gennem sit Trikot.
Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme ud
af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet, siddende foran
sit Spejl.
De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og arbejdede om
Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev--de købte et kønt Pigebarn etsteds i Böhmen.
De boede altid sammen og lejede tre Stuer. Araberen og Papa Bedini havde de to.
Drengene og den lille Rosa havde det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede
til gennem Aarene.
Det var en Slags Paradisets Have--uden noget Kundskabens træ paa hvad der
var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til at være nær
hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i nogen Tid havde været
Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af dem vidste, at der var noget ondt i
det. Det kom jo af sig selv, uden at de havde saa meget som tænkt paa det.
Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.
Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med dette
Rovdyr, naar han satte i Spring--Hovedet dukket, med sammenkneben Mund--fra
Araberens Skulder.
Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for, han skulde
gaa fra Truppen.
Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig, og han
kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig. Hele Formiddagen
arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben Legemet til, timevis, saa
det var badet i Sved.
Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit Yndlingsdyr;
naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine egne Lemmer.
Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet af et dumpt
og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han, vild, Hovedet mod
Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude af sig selv, og de brødes som
Vilde, til de stønnende faldt af Træthed paa Gulvet.
Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i Restaurationen,
dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.
Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster
og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen lade og
smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.
Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni
og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen. Kelneren
snorkede med Overkroppen frem over Disken.
Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over en Kvinde
med ubændig Rasen.