Speciale i filosofi ved Københavns Universitet 2010 - Hardy Buhl ...

Speciale i filosofi ved Københavns Universitet 2010
Klimaændringernes påvirkning af kommende generationer
- en analyse af etiske problemstillinger.
Er nuværende generationer moralsk forpligtigede over for
kommende generationer i klimaspørgsmål og i bekræftende
fald, hvorledes kan Rawls´ differensprincip danne grundlag for
fordeling af goder overfor disse - set i lyset af
klimaudfordringerne.
Opgaveløser: Hardy Pedersen
Mail: H@rdy.dk
Vejleder: Poul Lübcke
Speciale: Filosofi 2009 (1998 ordning)
Speciale ID: 22666
Afleveret den 15. marts 2010
Indholdsfortegnelse
“Will we look into the eyes
of our children and confess
That we had the opportunity,
But lacked the courage?
That we had the technology,
But lacked the vision?
Kilde: Torben Chrintz, klimachef
NIRAS. Fra oplæg afholdt på KU
klimakursus 8. juni 2009

1
1. Introduktion, problemformulering og fremgangsmåde .............................................. 4
1.1 Introduktion ................................................................................................................. 4
1.1.1 Den perfekte moralske storm ................................................................................ 5
1.2 Problemformulering .................................................................................................... 7
1.3 Disposition ................................................................................................................... 7
1.3.1 Disposition første del. Klimascenarier og retfærdighedsteorier ........................... 8
1.3.2 Disposition anden del. Retfærdig fordeling af emissionsrettigheder. .................. 9
2. Klimaudfordringen anno 2010 ..................................................................................... 10
2.1 Valg af IPCC som kilde ............................................................................................. 10
2.2 Nogle afklarende klimabegreber ............................................................................... 11
2.2.1 Intergenerationelle og globale begreber ............................................................. 11
2.2.2 Klimaændringer .................................................................................................. 12
2.2.3 Drivhusgasser ..................................................................................................... 12
2.2.4 Drivhuseffekt og strålingsbalance ...................................................................... 12
2.3 Klimaudfordringen set igennem IPCC´s briller......................................................... 13
2.3.1 IPCC´s klimastatus anno 2007 ........................................................................... 14
2.3.2 Menneskeskabte klimaændringer ....................................................................... 15
2.4 Argumenter for at handle ........................................................................................... 16
2.4.1 Moralsk ansvar ................................................................................................... 17
2.4.2 Internationale forpligtigelser .............................................................................. 18
2.5 Etiske subjekter, etiske objekter, miljøetik ................................................................ 19
2.5.1 Etiske agenter ..................................................................................................... 19
2.5.2 Etiske subjekter .................................................................................................. 19
2.5.3 Etiske objekter .................................................................................................... 19
3. Rawls´ retfærdighedsprincipper .................................................................................. 20
3.1. Sociale primære goder .............................................................................................. 20
3.2 Rawls´ retfærdighedsteori.......................................................................................... 21
3.2.1 Personerne i den oprindelige position ................................................................ 21
3.2.2 Retfærdighedsprincipperne. ................................................................................ 23
3.2.2.1 Frihedsprincippet ............................................................................................. 23
3.2.2.2 Princippet om lige adgang ............................................................................... 23
3.2.2.3 Differensprincippet .......................................................................................... 23

2
3.2.3 Differensprincippets forskels-klausul ................................................................. 25
3.2.4 Leksikalsk opdeling ............................................................................................ 26
3.2.5 Ulighed indenfor principperne............................................................................ 26
3.2.5.1 Frihedsprincippet (D) ...................................................................................... 27
3.2.5.2 Princippet om lige adgang (D)......................................................................... 27
3.3 Rawls og kommende generationer ............................................................................ 27
3.3.1 Opsparing til kommende generationer ............................................................... 27
3.3.2 Opsparing contra kommende generationer ......................................................... 28
3.3.3 Kan differensprincippet bruges globalt?............................................................. 30
3.3.3.1 Atmosfæren som primært socialt gode ............................................................ 30
3.3.3.2 Det globale differensprincip ............................................................................ 31
3.4 Rawls i et recessionssamfund .................................................................................... 33
3.5 Opsamling på Rawls .................................................................................................. 34
3.6 Delkonklusion på første del ....................................................................................... 35
4. Anden del. Bæredygtighed og diskontering ................................................................ 37
4.1 Bæredygtighedsbetragtninger. ................................................................................... 37
4.2 Fremgangsmåde i anden del ...................................................................................... 38
4.3 Diskontering af fremtidige hændelser ....................................................................... 39
4.3.1 Diskonteringsratens betydning. .......................................................................... 41
4.3.2 Den sociale diskonteringsrate ............................................................................. 42
4.3.2.1 ”Pure time præference” ................................................................................... 43
4.3.2.2 Økonomisk vækst og diskontering .................................................................. 44
4.3.2.3 Argumenterer imod diskontering af bedrestillede ........................................... 46
4.3.3 Risiko og usikkerhed som argument for diskontering ........................................ 47
4.3.4 Konklusion på cost benefit analyse .................................................................... 48
5. Principper for udledning af drivhusgasser ................................................................. 49
5.1 Onkel-princippet (”Grandfathering”) ........................................................................ 51
5.1.1 Langtidsargumentet (Longhaul) ......................................................................... 52
5.1.2 Prioritetsargumentet ........................................................................................... 53
5.1.3 Bjørn Lomborg ................................................................................................... 53
5.1.3.1 Lomborgs Copenhagen Consensus 2004 ......................................................... 55
5.1.3.2 Direkte og indirekte goder ............................................................................... 55

3
5.1.4 Lockes provisio .................................................................................................. 56
5.1.5 Opsamling på onkelprincippet ............................................................................ 57
5.2 Lighedsprincippet – ”equal per capita” .................................................................... 57
5.2.1 Fordeling af nationale og globale resurser. ........................................................ 58
5.2.2 Indsigelser imod lighedsfordelingen .................................................................. 59
5.2.2.1 Uens behov og uens adgang ............................................................................ 60
5.2.2.2 Belønning af klimabevidsthed ......................................................................... 62
5.2.3 En revideret ligefordelingsmodel ....................................................................... 62
5.2.4 Lige fordeling kombineret med salg af kvoter ................................................... 63
5.2.5 Opsummering på den ligelige fordeling ............................................................. 64
5.3 Historisk ansvar ......................................................................................................... 65
5.3.1 Uvidenhed om konsekvenserne .......................................................................... 67
5.3.2 Skal jeg betale for tidligere generationers ”fejl”? .............................................. 68
5.3.3 Forbruger og producentansvar ............................................................................ 69
5.3.4 Staten som legal rettighedsbærer ........................................................................ 69
5.3.5 Opsamling på historisk princip - oplæg til Kyoto-protokollen .......................... 70
5.4 Kyoto-protokollen ..................................................................................................... 70
5.4.1 Fleksible mekanismer ......................................................................................... 73
5.4.2 Svindelstater ....................................................................................................... 74
5.5 Har alle resurser et distributivt princip? .................................................................... 74
5.6 Handel med emissionsrettigheder .............................................................................. 76
5.7 Populationstilvæksten ................................................................................................ 78
5.7.1 Den afskyelige konklusion. ................................................................................ 81
5.8 Politiske beslutninger ................................................................................................ 82
5.8.1 Fangernes dilemma på klimabeslutninger .......................................................... 83
6. Konklusion på specialet ................................................................................................ 85
7. Perspektivtering ............................................................................................................. 88
Litteraturoversigt ............................................................................................................. 92
Internethenvisninger ........................................................................................................ 95
Specialet indeholder 192.718 tegn svarende til 80 normalsider
Afsnit 1

1. Introduktion, problemformulering og fremgangsmåde
1.1 Introduktion
Arktiske isbjørne kan vælge imellem at leve mere på land og ændre fødekilder eller at
uddø. På Cartaret øerne tæt ved Ny Guineas kyst er 1500 såkaldte klimaflygtninge ved at
blive evakueret, da deres verden er ved at gå under. Disse er blot to eksempler på
kommende klimascenarier fremført af Michey Gjerris m.fl. i Jorden brænder,
klimaforandringer i videnskabsteoretisk og etisk perspektiv (Gjerris 2009:83). The
4
Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) ´s klimarapport AR4 udgivet i 2007 1
Uanset hvilke miljøbriller vi tager på, står vi overfor alvorlige klimaproblemer, der kræver,
at vi tager stilling til at handle eller undlade at handle, og uanset hvad vi vælger, har dette
alvorlige etiske implikationer for nuværende såvel som for kommende generationer. Denne
problemstilling er omdrejningspunktet i dette speciale, og problemstillingen er ikke ny. Vi
har som mennesker i generationer, ja vel altid, måttet forholde os til, hvorledes vore
handlinger påvirker fremtidens generationer. Klimasituationen har med dens scenarier blot
sat fokus på problemstillingen.
I 1960erne diskuteredes hvorvidt atomkraft skulle være fremtidens energikilde. Det varmer
i nuet, men der er en ubetalt regning i form af atomaffald til vore efterkommere. Dette er
en etisk problematisk udfordring. Diskussionen lever fortsat, om end den har fået en ny
vinkel, idet den energikilde, atomkraften erstatter, nemlig kullene, hører til de mest
forurenende energikilder på CO2 2
(IPCC 2007:36). Dette er nærmest et paradoks, idet
udvinding af energi fra disse to fundamentale energikilder begge pådrager vore
efterkommere en klimaregning af ukendt størrelse. Dette appellerer til, at nuværende
generationer udviser ansvarlig etisk adfærd.
1 Climate Change 2007: Synthesis Report:
http://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/syr/en/contents.html
2 CO2 = kuldioxid og samtidig synonym for alle drivhusgasser, der defineres senere.

I 1970erne fik vi fokus på atmosfæren, og at vi alle er afhængige af den samme planet og
dennes tilstand. CFC-gasserne 3
åbenbarede klimaets skrøbelighed i form af huller i
ozonlaget, og dermed reduceret beskyttelse af menneskene imod solens ultraviolette
udstråling. CFC kom i alles bevidsthed. Nationer verden over løste på relativt få år
problemet igennem oprettelse af Montreal-protokollen i 1987. I dag, år 2010, er der stort
set ingen, der taler om CFC-gasser eller huller i ozonlaget – for problemet er løst takket
være effektiv international ageren (Singer 2002:14 -15).
5
Der er dog en væsentlige forskel i indholdet i debatterne ovenfor. Atomkraftalternativet er
netop et alternativ - til kul og visse andre fossile brændstoffer. Vi kunne gøre et fravalg,
hvilket skete i Danmark m.h.t. atomkraft
4
Disse fravalg kan ikke gøres på klimaområdet. Klimaændringerne er her, de har påvirket os
længe; men det er først i de senere år, klimascenarierne for alvor har løftet forholdet til
vore efterkommere op i menneskers bevidsthed og med de udfordringer, der følger deraf.
Udfordringerne er store.
. Det samme fravalg kunne gøres på CFC-
området - de skadelige CFC-gasser kunne simpelthen fases ud til fordel for andre
produkter.
1.1.1 Den perfekte moralske storm
”The peculiar features of the climate change problem pose substantial obstacles to our
ability to make the hard choices necessary to address it” (Gardiner 2006:2). Vi har
vanskeligt ved at gennemskue klimaændringernes særegne påvirkninger, noterer Gardiner,
der definerer klimasituationen som ”en perfekt moralsk storm” med henvisning til det i
litteratur og film anvendte begreb ”The perfect storm” 5
. ”En perfekt storm”opstår, når tre
eller flere begivenheder udenfor ens egen kontrol falder sammen og kreerer problemer af
helt ukendt styrke. De tre storme udgøres i klimasfæren af en rumlig global storm, fordi
klimaændringer ikke kender fysiske grænser. Dernæst er der en tidsmæssig
intergenerationel storm, idet kommende generationer er afhængige af nuværende
generationers moralske handlinger. Sluttelig er der tale om en teoretisk storm, idet rigtig
3
CFC-gasserne (forkortelse for Chloro-Fluoro-Carbon) er en gruppe af kunstigt fremstillede kemiske
forbindelser, som består af klor, fluor og kulstof. De blev tidligere brugt overalt f.eks. i køleskabe og som
drivgas i sprayflasker eller som rensemidler. I det store og hele er det forbudt at bruge disse ifølge
Montrealaftalen (1989), da man er overbevist om, at de har skadelig virkning på ozonlaget.
4
Bemærkelsesværdigt nok er atomkraften igen kommet i debat – som alternativ til fossile brændstoffer.
5
”The Perfect Storm” begrebet relaterer til bogen af samme titel skrevet af Sebastian Junger i 1997.
Begrebet forklares også på: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Perfect_Storm

mange teoretiske discipliner på samme tid problematiserer situationen. Den moralske
storm gør os ”vulnerable to moral corruption” noterer Gardiner (Gardiner 2006:2).
Andre bidragsydere på klimaområdet har under overskriften ”Klimaforandringer som
wicked problem” diskuteret, om ovennævnte moralske storm er af en sådan styrke, at der
er tale om et ”wicked” problem, som defineres som et problem, der ikke umiddelbart
findes løsninger på. Udmeldinger er bl.a. baseret på følgende faktorer: 6
• Irreducibel kompleksitet og skala-interaktion
• Alvorligt (irreversibilitet, lang tidsforskydning mellem årsag og virkning)
6
• Tvær-disciplinaritet (fysik, geofysik, kemi, biologi, økologi, politologi, antropologi,
økonomi, teknologiske videnskaber, filosofi og etik
• Videnskabelig usikkerhed og betydelige risici
• Etiske dilemmaer
Mange af de scenarier, der diskuteres, har udgangspunkt i et IPCC- materiale, som uddybes
senere. Selv om materialet nyder stor konsensus blandt forskere og politikere, og derfor
danner grundlag for en stor del af de politiske klimatiltag, så er der naturligvis alternative
synspunkter. En toneangivende klimadebattør, Ole Humlum 7
, stiller i bogen Det ustyrlige
klima (Humlum 2009) bl.a. spørgsmål ved IPCC som upartisk aktør i debatten, idet
organisationen på samme tid varetager både en politisk og en videnskabelig opgave.
I diskussionen om forpligtigelser overfor kommende generationer er Bjørn Lomborg en
anden aktør på banen i en diskussion om, hvorvidt det er relevant at klimaudfordringen ses
som en separat problemstilling, eller den bør ses, og prioriteres, i henhold til Copenhagen
Consensus konferencen i 2004. Da IPCC-materialet nyder stor konsensus og daner
grundlag for en stor del af klimadebatten, vælges denne vinkel som grundlag for den
efterfølgende diskussion. Opponentsynspunkter vil dog blive inddraget, hvor disse kan
bidrage til belysning af problemstillingen.
6 Kjeld Rasmussen: Forskningsgruppen ’Environment & Society in Developing Countries’
7 Ole Humlum er Professor i Physical Geography på “the Institute of Geosciences, University of Oslo”
Ole Humlum er aktiv i klimadebatten med visse afvigende synspunkter I forhold til IPCC. Bl.a.kritiserer Ole
Humlum i udgivelsen Det ustyrlige klima IPCC for at fokusere for meget på drivhusgasser I forhold til andre
faktorer som solstråling, skydække, vanddampe samt en genereal historisk klimaudvikling.

1.2 Problemformulering
7
Klimaændringerne medfører alvorlige etiske udfordringer for nuværende generationer, og
uanset hvordan vi reagerer, vil dette få konsekvenser for kommende generationer. Dette
kalder på en diskussion af, i hvilket omfang nuværende generationer er moralsk
forpligtiget til at agere på kommende generationers vegne samt i bekræftende fald,
hvorledes vi så sikrer, at kommende generationers interesser varetages på retfærdig vis.
Denne retfærdige tilgang har jeg i specialet valgt at vurdere ud fra Rawls´ diskussion af
retfærdighedsteorier i A Theory of Justice (Rawls 1971), bl.a. fordi han der diskuterer
retfærdige fordelingskriterier af goder, samtidig med han løfter muligheden for at operere
med opsparing imellem generationer.
Problemformuleringen kan defineres således:
Er nuværende generationer moralsk forpligtigede over for kommende generationer i
klimaspørgsmål og i bekræftende fald, hvorledes kan Rawls´ differensprincip danne
grundlag for fordeling af goder overfor disse - set i lyset af klimaudfordringerne.
1.3 Disposition
Det menneskelige adfærds forskellige aktiviteter skitseret i cirklen nedenfor til venstre 8
medfører klimabelastninger i form af forskellige drivhusgasser vist i cirklen til højre.
Menneskelig adfærd medfører Udledning af drivhusgasser
8 IPCC Fourth Assessment Report: Climate Change 2007, Working Group III: Mitigation of Climate
Change http://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/wg3/en/ch1.html
2007CC Fourth Assessment Report: Climate Change 2007
Kilde: IPCC AR4 WKG III

Min opgave i specialet er at diskutere etablering af viste grønne pil repræsenterende
behovet for balance imellem adfærd (årsag) og konsekvenser (virkning).
Specialet bygges op i to dele. I første del analyseres hvor vi står i dag med fokus på
8
udsendte klimascenarier som grundlag for at diskutere Rawls´ retfærdighedsprincipper til
varetagelse af kommende generationers interesser. I anden del diskuteres hvorvidt det er
muligt, med udgangspunkt i differensprincippet, at sikre kommende generationer en fair
eksistens set i lyset af klimatruslerne. Specialets struktur kan illustreres således:
Første del
Anden del
Klimascenarier
- hvor alvorlige?
Kap. 2
Kyoto-protokol
Cost-benefit analyse
Kap. 4
Indledning og
problemformulering
Kap. 1
Retfærdighedsteorier for
kommende generationer
Kap. 3
Kvoter på drivhusgasser
- hvordan fordeles de?
Kap. 5
Konklusion og
perspektivering
Kap. 6 + 7
Nedenunder præsenteres en lidt mere detaljeret beskrivelse af specialets forløb.
1.3.1 Disposition første del. Klimascenarier og retfærdighedsteorier
Jeg vil i første afsnit diskutere, i hvilket omfang vi, med udgangspunkt i en vurdering af
klimaudfordringerne, har et ansvar overfor kommende generationer. Derefter diskuteres
Rawls´s retfærdighedsteorier med henblik på at bruge disse som grundlag for en retfærdig
fordeling af goder overfor kommende generationer.
Ansvar og forpligtigelser
Indledning Oplæg til og 2. del
problemformulering
Klimatrusler
Kap 3
- er de alvorlige
Politiske verden
- COP 15 indikationer
Kap. 5
I kapitel 2 tegnes et billede af klimasituationen anno 2010. Billedet komponeres ud fra
materialer og synspunkter fra IPCC. Hvad angår IPCC hentes oplysningerne hovedsageligt

fra organisationens 4. synteserapport fra 2007 9 , som også er den rapport, der langt hen ad
vejen dannede grundlag for COP-15 10
topmødet i København i december 2009. IPCC
opprioriterer kampen imod drivhusgasser, som her opfattes som en væsentlig kilde til
9
klimaudfordringerne. I kapitlet drøftes drivhusgassernes rolle som ”onde og skadelige” op
imod deres roller som ”goder”, når der i anden del indledes en kamp om rettighed til disse
”goder”. Der argumenteres i kapitlet for, hvorfor jeg i specialet netop vælger IPCC´s
scenarier som kilde til valg af retfærdighedsteorier.
I kapitel 3 diskuteres Rawls´ retfærdighedsprincipper som grundlag for fordeling af goder
og velfærd, her med fokus på at sikre kommende generationer en fair position. Jeg
diskuterer, i hvilket omfang retfærdighedsprincipperne kan danne grundlag for såvel
intergenerationelle som globale udfordringer. Denne diskussion danner grundlag for de
vurderinger, der i anden del af specialet lægges til grund for en retfærdig fordeling af
”goder” i form af emissionsrettigheder til drivhusgasser.
1.3.2 Disposition anden del. Retfærdig fordeling af emissionsrettigheder.
I kapitel 4, i specialets anden del, vil jeg benytte teorierne fra første del på en diskussion af,
hvorledes kvoter på drivhusgasser, set i lyset af at disse i visse situationer kan konverteres
til goder og velfærd, kan distribueres til kommende generationer. De værdier, de goder, vi
skal sikre kommende generationer, falder måske først om 50 eller 100 år. Jeg diskuterer,
hvordan vi bør værdisætte og vurdere goder ud i fremtiden, herunder om vi kan tillade os
at nedvurdere eller neddiskontere værdien af en hændelse, fordi den først finder sted
engang ud i fjern fremtid.
I kapitel 5 diskuteres hvorledes forskellige kriterier for styring og regulering af fremtidig
emissionsudledning påvirker kommende generationer. Der diskuteres et onkelprincip, der
prioriterer de i forvejen store emissionsudledere op imod et ”equl per capita” princip, der
tildeler alle samme emissionskvote. Et tredje princip tager udgangspunkt i den historiske
9 http://www.ipcc.ch/pdf/reports-nonUN-translations/danish/2007-synthesis-report.pdf
10 COP står for 'Conference Of the Parties' - altså en 'konference for parterne', og parterne er i denne
forbindelse alle de lande, som er med i FN-processen omkring klima- og miljø. COP møderne holdes 1 gang
årligt, og mødet I København, COP15, var således den 15. i rækken.

udvikling og pålægger de største udbydere at sikre, at der bliver bragt balance i
klimaregnskabet (den grønne pil vist tidligere). Kyoto-protokollen samt en politisk
10
vurdering er naturlige dele af denne diskussion. Jeg diskuterer ligeledes en model, hvor det
distributive princip ændres til fordeling af provenu ved handel med emissionskvoter.
Udledningsprincippernes respektive retfærdige servicering af mennesker og samfund
diskuteres ud fra et intergenerationelt differens etisk synspunkt som udviklet i første afsnit.
I kapitel 6 konkluderes på, i hvilket omfang det lykkes at finde en retfærdig fordeling af
kvoter på drivhusgasser ud fra medtagne retfærdighedsprincipper fra første del, eller om
der er nogle barrierer, der skal bearbejdes.
I kapitel 7 afsluttes med en perspektivering, hvor jeg vurderer nogle løsningsmuligheder på
eventuelle udfordringer. Der tages samtidig stilling til mulighederne for at komme igennem
den moralske klimastorm, og ligeledes om vi lander i et umiddelbart uløseligt ”wicked”
problem.
2. Klimaudfordringen anno 2010
2.1 Valg af IPCC som kilde
Jeg vil i kapitlet beskrive nogle af de klimascenarier, der danner grundlag for, at
klimadebatten er kommet så kraftigt på dagsordenen. Der er mange synspunkter og
scenarier i spil, og da mange af scenarierne, i form af tekst og billeder, er kraftigt
appellerende til folks følelser og pressens dækning, kan situationen umiddelbar forekomme
uoverskuelig. Mit valg af IPCC som kilde er begrundet i nedenstående.
For det første underbygges valget af en meget enkel epistemologisk vurdering, hvor jeg
vurderer, i hvilket omfang kilderne til IPCC-materialet kan siges at være baseret på
eksperter, der kan tildeles autoritet, gerne høj autoritet. Processkemaet i figuren nedenfor
viser behandlingsforløbet i IPCC, som er ganske omfattende. For det andet er materialet
indsamlet af en lang række af eksperter fra hele verden. ”Hundreds of experts from all over

the world contribute to the
preparation of IPCC reports as
authors, contributors and
reviewers”. 11
For det tredje er scenarierne i
IPCC-rapporterne underbygget af
åbne og tilgængelige vurderinger
af usikkerheder i beregningerne
såvel som sandsynlighed for at en
given hændelse finder sted. En
hændelse, der ”meget sandsynlig”
vil forekomme bliver gradueret
11
med ”>90%” og hvis der blandt Kilde: htp://www.ipcc.ch/publications_and_
forskerne er ”stor sikkerhed” for data/publications_and_data.htm
kalkulens rigtighed anføres dette som ”8 ud af 10”, altså at 8 ud af 10 forskere tilslutter sig
12
kalkulens rigtighed. På dette grundlag tildeler jeg IPCC-materialet, og systemet bag
materialet, en så høj autoritet, at dette kan danne et godt grundlag for at diskutere
kommende generationers situation set i lyset af klimaudfordringerne.
2.2 Nogle afklarende klimabegreber
Jeg vil her kort definere de i specialet mest anvendte klimabegreber, idet disse vil indgå i
kommende diskussionerne.
2.2.1 Intergenerationelle og globale begreber
At klimaændringerne er globale betyder, at drivhusgasser ikke kender til fysiske grænser,
idet de påvirker globalt, uanset hvor de udledes. Fortsætter USA, Kina og andre store
udledere af drivhusgasser således med at udlede meget store mængder, påvirker dette
mennesker på hele kloden.
At klimaændringerne påvirker intergenerationelt skal ses som en funktion af den
tidsmæssige dimension, idet alle mennesker, nu og langt ud i fremtiden, i et tidsmæssigt
11 http://www.ipcc.ch/publications_and_data/publications_and_data.htm
12 http://www.ipcc.ch/pdf/reports-nonUN-translations/danish/2007-synthesis-report.pdf

perspektiv påvirkes af klimaændringerne. Når jeg i specialet bruger begrebet
”intergenerationelt” dækkes alle generationer, nuværende såvel som kommende
12
generationer uden skelen til nationale grænser.
2.2.2 Klimaændringer
Klimaændringer i IPCC-forstand refererer til ændringer i klimaparametre (temperatur,
vandstand, islag m.v.), der på videnskabeligt grundlag kan påvises over en længere
tidsperiode, typisk dekader eller længere perioder, afhængig af målemuligheder.
Målingerne tager ikke hensyn til, om ændringerne skyldes naturlige årsager eller
menneskelig aktivitet. 13
En enkelt kold vinter som 2009/10 siger således intet om
klimaudviklingen. Der skal måles over længere tidsperioder.
2.2.3 Drivhusgasser
De vigtigste drivhusgasser er vanddamp(H2O), kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas
(N2O) samt en del mindre gasarter. CO2 er den største og mest dominerende drivhusgas,
men for at lette kalkuler og forståelse, omregnes alle drivhusgasser ofte i CO2ækvivalenter.
Metan, der hovedsagelig skyldes husdyrhold, har et opvarmningspotentiale 14
der er 23 gange større end CO2, hvor den sejlivede lattergas, udledt af den stigende
kvælstoftilførsel i landbruget, bidrager med en faktor på 298. (Gjerris 2009:17). Når jeg i
specialet bruger begreberne drivhusgasser og CO2, menes der den samlede
mængde/belastning af drivhusgasser omregnet til CO2 ækvivalenter.
2.2.4 Drivhuseffekt og strålingsbalance
Drivhuseffekten har den positive vinkel, at den er med til at sikre, at jordens klima og
temperatur holdes på et niveau, der sikrer livsvilkår og økosystemer for mennesker, planter
og dyr. Dette sker ved, at atmosfæren holder på den varme, der afgives fra jordens
overflade, og skete dette ikke, ville vi have en gennemsnitstemperatur på minus19 grader C
– og ikke som nu, en gennemsnitstemperatur på ca. plus 15 grader C. (Gjerris
2009:17)Drivhuseffektens negative vinkel skyldes, at store mængder af drivhusgasser,
udledt af især industrialiserede samfund, danner en isolerende kappe, der forhindrer
varmen i at forlade jorden. Drivhusgasserne kan opfattes som et tæppe viklet omkring
13 Se yderligere definition på: http://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/syr/en/mains1.html
14 Én ton Metan har samme klimapåvirkning som 23 tons CO2

jorden, der hindrer jordvarmen i at komme ud. 15
Strålingsbalancen er udtryk for den
13
balance, der er imellem varmeindstråling fra solen og varmeudstråling fra jorden. Denne
balance påvirkes hovedsagelig af mængden af det sollys, der rammer og opfanges af jorden
samt af styrken af drivhuseffekten.
2.3 Klimaudfordringen set igennem IPCC´s briller
Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) blev under FN´s paraply etableret i
1988 og udgav den første assessment rapport i 1990. Resultaterne herfra gav anledning til
etablering af en anden tung klimaorganisation, nemlig UNFCCC, som så dagens lys i
1992. 16
UNFCCC har som primært formål at reducere udledningen af drivhusgasser, og
kan ses som en kilde til senere vedtagne Kyoto-protokol i 1997.
IPCC og UNFCCC organisationer. Kilde:
http://maps.grida.no/go/graphic/ipcc-and-unfccc-institutional-framework
Jeg vil med dette afsnit tegne et billede af klimasituationen som den ifølge IPCC så ud i
2007 suppleret med de data, der i 2009 opdaterer billedet. IPCC arbejder med det visse
kredse kalder et sårbart eller skrøbeligt natursyn. 17
Der er dog stor konsensus omkring det
af IPCC tegnede billede, om end der er alternative årsagsforklaringer. Det er for specialet
15
Se evt. yderligere under punktet: Natural Climate Variations:
http://www.grida.no/climate/ipcc_tar/wg1/pdf/TAR-01.pdf
16
http://maps.grida.no/go/graphic/ipcc-and-unfccc-institutional-framework
17
Lektor dr. Phil Oluf Danielsen Roskilde Universitetscenter i Kommunikation juni 2008.
http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Fagligt+nyt/Kommunikat%C3%B8ren/2008/Nr.+3+-
+2008/Medieret+klimakommunikation

ikke afgørende, om en given udvikling er 80% eller 90% sandsynlig. Den afgørende
diskussion går på, om vi, som individer og samfund er i stand til at formulere og
gennemføre en moralsk handling relateret til alvorlige klimatrusler med fokus på
kommende generationer.
2.3.1 IPCC´s klimastatus anno 2007
14
”Der er ingen tvivl om klimasystemets opvarmning, hvilket nu utvetydigt fremgår af observationer af
stigninger i de gennemsnitlige globale luft- og hav temperaturer omfattende smeltning af sne og is
samt den stigende gennemsnitlige globale vandstand i havene” (IPCC 2007:3) 18
Citatet fra den danske udgave af IPCC´ synteserapport i 2007 (IPCC 2007 DK) indikerer
klare udfordringer til den fremtidige klimadebat. Der er virkeligt noget på spil. Rapporten
referer til IPCC´s tredje synteserapport 2001 afdækkede ”fem anledninger til bekymring”.
Disse bekymringer er fortsat aktuelle, nu blot med endnu større aktualitet. Der er tale om
følgende forhold:
o Risici for unikke og
truede systemer
o Risiko for ekstreme
vejrbegivenheder
o Fordeling af
indvirkninger og
sårbarheder
o Akkumulerende
virkninger
o Risiko for singularitet
i stor målerstok.
(a) Globale årlige udledninger af menneskeskabte drivhusgasser
fra 1970 til 2004.5 (b) Forskellige menneskeskabte drivhusgassers
andel af
de samlede udledninger i 2004 udtrykt i CO2-ækvivalenter. (c)
Forskellige sektorers andel af de samlede udledninger af
menneskeskabte drivhusgasser i 2004 udtrykt i CO2-ækvivalenter.
(Skovbrug omfatter skovrydning.)
Kilde: IPCC 2007DK side 6
”Der er stor sikkerhed for, at hverken tilpasning eller modvirkning alene kan opveje samtlige indvirkninger
som følge af klimaændringer. De kan imidlertid supplere hinanden og i fællesskab reducere risiciene i
forbindelse med klimaændringer betydeligt.” (IPCC 2007 DK:23)
18 http://www.ipcc.ch/pdf/reports-nonUN-translations/danish/2007-synthesis-report.pdf

IPCC noterer ligeledes, at ”det er sandsynligt19 (>66%), at klimaændringer, der ikke
15
modvirkes, på lang sigt vil overstige naturlige, styrede og menneskeskabte systemers
tilpasningsevne.” (IPCC 2007 DK:23). Denne alvorlige udfordring kan dog med rettidig
omhu minimeres, såfremt tiltag til og investeringer i modvirkninger gennem de næste 20-
30 år finder sted. Hermed vil udviklingen stabiliseres og holdes nede på et kontrollerbart
niveau. Dette kræver dog handling nu! Kompleksiteten understreges af, at
vandstandsstigning vil fortsætte i hundreder af år efter CO2-koncentrationen eventuelt er
stabiliseret. Holdes temperaturstigningen ikke under kontrol, risikeres
vandstandsstigninger på flere meter som funktion af issmeltning ved Arktis og Grønland.
Skaden sker imidlertid først senere – og rammer dermed først og fremmest kommende
generationer (IPCC 2007 DK: 23-24).
2.3.2 Menneskeskabte klimaændringer 20
IPCC konkluderer, at den globale udledning af menneskeskabte drivhusgasser er vokset
med 70% i perioden 1970 til 2004, hvor CO2 bidrager med en stigning på 80% (IPCC
2007 DK:6). Iskerneteknologien, baseret på analyser af iskerner hentet op fra indlandsisen,
indikerer ligeledes, at den globale atmosfæriske koncentration af kuldioxid (CO2), metan
(CH4) samt lattergas (N2O) er steget markant som følge af menneskenes aktiviteter siden
1750. Den globale stigning af CO2 skyldes primært brugen af fossile brændsler; men
ændringen i jordbruget og i arealanvendelse generelt bidrager også til den stigende
udledning. Det er meget sandsynligt (>90 %) at metan-koncentrationen skyldes landbruget
og brugen af fossile brændstoffer (IPCC 2007 DK:8).
Den menneskelige påvirkning kan konkluderende siges at have:
• bidraget til stigende vandstand i havene (>90 %)
• bidraget til ændrede vindmønstre hvilket igen påvirker temperaturmønstre og
uvejrsbaner udenfor troperne (>66 %)
• bidraget til højere temperaturer på varme nætter, kolde nætter og kolde dage (>66 %)
19 Oversigt over usikkerheder og deres behandling i ICPP rapporter
http://www.ipcc.ch/meetings/ar4-workshops-express-meetings/uncertainty-guidance-note.pdf
http://www.climatechange.cn/qikan/manage/wenzhang/2005-142.pdf
20 De anførte udviklingsscenarier er hentet fra ICPP´s Arbejdsgruppe 1 der beskæftiger sig med de fysiske
videnskabelige målinger: http://www.aaas.org/news/press_room/climate_change/media/4th_spm2feb07.pdf

• forøget risikoen for hedebølger samt udvidet tørkeområder (>50 %)
16
• haft mærkbar indflydelse på observerede ændringer i fysiske og biologiske systemer
(>66 %). Det konstateres samtidigt, at det er meget usandsynligt (

et generelt ansvarsprincip, som suppleres en med en drøftelse af nogle generelle
internationale forpligtigelser.
2.4.1 Moralsk ansvar
17
Jeg diskuterer retfærdighed og fordelingsprincipper, herunder hvordan nuværende
generationer bør agere overfor kommende generationer. Ovennævnte klimascenarier synes
at kalde på opmærksomhed; men hvad er det, der begrunder, at nuværende generationer
påtager sig en handling i klimaspørgsmål? Én begrundelse er, at hvis vi har et ansvar, så
må dette ansvar løftes igennem handling, og set i relation til klimaudviklingen kan ansvaret
defineres således:
For at en person kan have fortjent en fordel eller en ulempe [ved udledning af drivhusgasser], så må
personen være ansvarlig for [udledning af drivhusgasser]. At en person er ansvarlig for [udledning af
drivhusgasser] fordrer to ting, nemlig (1) at nogle af personens handlinger (eller undladelser) står i en
kausal relation til [handlingens konsekvenser] og (2) at personen kunne have undladt at udføre disse
handlinger (eller undladelser) (Holtug 1997:57). De firkantede parenteser er indsat af mig.
Som det fremgår, er der to nødvendige betingelser for ansvar. Der skal for det første være
en kausal relation imellem handling og virkning og for det andet det forhold, at en handling
ville kunne have været undladt.
Er vi i de industrialiserede lande ansvarlige for konsekvenserne af udledning af
drivhusgasser? Svaret kan være et både ja og et nej. Svaret er ”nej”, fordi vi i henhold til
definitionen ovenfor skal stå i kausal relation til konsekvenserne, her klimapåvirkningen,
og denne kausalitet må forudsættes værende bekendt, før et ansvar kan lægges ned over
udlederen af drivhusgasser. Vi ved i dag, at udledning har fundet sted i mange år; men før
konsekvenserne af denne udledning er konstateret, bør der ikke pålægges et ansvar i
henhold til (2) i definitionen ovenfor.
Svaret er ”ja”, fordi vi i dag ved eller ifølge kapitlerne ovenfor, har stærke formodninger
om, at der er kausal relation imellem vore handlinger og udledning af drivhusgasser,
hvorfor vi ifølge forudsætning 2 ovenfor må undlade disse handlinger. Dette er
omdrejningspunktet i specialets anden del, hvor jeg netop diskuterer, hvad de
emissionsudledende lande bør gøre, for at løfte det ansvar, de har pådraget sig.

2.4.2 Internationale forpligtigelser
Ovennævnte moralske ansvar kan suppleres med en række imperativer fra diverse
organisationer og bidragsydere. UNFCCC omtaler bl.a. det ansvar, eller de
18
hensigtserklæringer, der er lagt ned omkring beskyttelse af klimasystemet til fordel for
værende og kommende generationer. I Artikel 3.1 22
noteres bl.a. at denne beskyttelse bør
ske på en rimelig og fair måde i forhold til generationernes og nationernes forskellige
ansvar og muligheder, hvoraf kan udledes, at de udviklede lande bør tage lederskabet i
bekæmpelse af klimaændringerne og de afledede effekter deraf. (Caney 2009:2)
23
I FN´s menneskerettighedserklæring noteres en række friheds- ligheds og sociale
rettigheder, som nok primært er gældende for generationer imellem, men med diskussionen
tidligere, vil jeg også lade disse rettigheder indgå i forhold til kommende generationer.
24
Brundtlandrapporten sætter fokus på bæredygtigheden og dermed på nogle af de
velfærdsmål mennesket må stile efter i de kommende generationer..
”Den nuværende generation skal forvalte klodens resurser på en sådan måde, at enhver fremtidig
generation i gennemsnit skal kunne have en levestandard, som mindst er på samme niveau som den
levestandard, den nuværende generation har.” (Bundtlandrapporten:149)
Selv om der i ovennævnte FN-organisationers materiale er bindende hensigtserklæringer
hvad angår kommende generationer, så har visse lande egenhændigt understreget
kommende generationer i deres konstitutioner. Her kan f.eks. nævnes Norges grundlov fra
1992 hvor det noteres, at:
“every person has a right to an environment that is conducive to health an to natural environment
whose productivity and diversity are maintained. Natural resources should be managed on the basis of
comprehensive long-term considerations whereby this right will be safeguarded for future generations
as well” 25
22 Art.3.1: The Parties should protect the climate system for the benefit of present and future generations of
humankind, on the basis of equity and in accordance with their common but differentiated responsibilities
and respective capabilities. Accordingly, the developed country Parties should take the lead in combating
climate change and the adverse effects thereof. http://unfccc.int/resource/docs/convkp/conveng.pdf
23 Menneskerettighederne er 30 umistelige rettigheder, der er fastsat i FN's menneskerettighedserklæring og
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Disse rettigheder er umistelige og tilkommer ethvert
menneske, i princippet fra naturens side.
24 Brundtlandrapporten "Vor Fælles Fremtid", udkom i 1987 med anvisninger til bæredygtig udvikling.
25 Norwegian Constitution, art. L 110b, al 1, fra 1992

19
2.5 Etiske subjekter, etiske objekter, miljøetik
Kommende generationer omfatter lidt definitorisk mennesker, men mennesker er intet
uden den natur og det miljø, det lever i. Specielt i krydsfeltet imellem kommende
generationer og klimaudfordringer er ikke kun mennesket, men også menneskets
omgivelser nødvendige forudsætninger for eksistens. I ”Jorden Brænder” uddyber
Christain Gamborg og Mickey Gjerris (Gjerris: 90) hvorledes mennesket som etisk agent
bør agere i forhold til etiske subjekter og etiske objekter.
2.5.1 Etiske agenter
Etiske agenter er de individer der kan tilskrives ansvar for deres handlinger. Lidt mere
præcist er det de mennesker, der kan holdes juridisk ansvarlige for deres valg (Gjerris:90).
Selv om målgruppen af etiske agenter er mennesker, er det ikke alle mennesker, der kan
leve op til rollen som etisk agent. Agenten skal have selverkendelse til at handle etisk,
frihed til at træffe selvstændige valg samt agere rationelt og overskue konsekvenserne af
egne handlinger. Disse krav udelukker børn og syge/demente fra at kunne agere som etiske
agenter, uden naturligvis at være etisk betydningsløse.
Etiske agenter, som forhåbentlig er langt størstedelen af menneskeheden, er forpligtiget til
og ansvarlig for, at deres handlinger er etisk bæredygtige ud fra det valgte etiske synspunkt
2.5.2 Etiske subjekter
Etiske subjekter omfatter de væsener, der har etisk betydning i sig selv, uden at være etiske
agenter. Etiske subjekter er delmål for etiske agenter. De er i en position, hvor etiske
agenter bør handle, som om de var i de etiske subjekters sted. Som etisk subjekt er man
medlem af et etisk fællesskab, overfor hvem alle etiske agenter er forpligtigede..
2.5.3 Etiske objekter
Etiske objekter omfatter de ting, der ikke hverken kan handle etisk eller være etisk
forpligtiget, men til gengæld kan have stor indirekte etisk betydning samt have krav på
etiske agenters hensyntagen. Der tænkes her på områder som miljøetikken, der beskriver
etiske retningslinier i vores omgang med miljø og natur. Centientismen udvider til også at
omfatte væsener, der kan modtage sanseindtryk, og sætter etiske hensyn til dyre-velfærd i
fokus. Biocentrismen udvider det etiske område til også at omfatte alle levende organismer
uanset bevidsthedsgrad, hvor økocentrismen tager udgangspunkt i, at vi ikke kan skille

mennesker og natur fra hinanden. Uden en intakt økosfære intet liv, derfor bør arter og
20
økosystemer ligeledes henregnes som etiske objekter.
Vi som mennesker i nuværende generation har ansvar for at agere på de klimascenarier,
der truer nuværende, men især kommende generationers velfærd. Truslen går direkte på
klimaet og dermed indirekte på mennesket, hvorfor vores ansvarsområde må rumme alle
etisk kategorier. Med udgangspunkt heri vil jeg nu diskutere, hvorledes et sådant ansvar
kan løftes med henblik på at sikre kommende generationers interesser i mulige klimatiltag.
3. Rawls´ retfærdighedsprincipper
Jeg diskuterer i dette kapitel nogle teorier, der kan danne grundlag for at varetage
kommende generationers interesser, hvad angår en retfærdig fordeling af goder og velfærd
set i lyset af klimapåvirkningerne.
Diskussionen tager udgangspunkt i de grundlæggende retfærdighedsprincipper, for derefter
at diskutere deres muligheder for anvendelse på et intergenerationelt og et globalt niveau.
Rawls har det bud, at en retfærdighedsteori er begrundet, når den indgår i en bred
reflekteret ligevægt, ”Reflective equilibrium”(Rawls 1971:20). Denne ligevægt opstår, når
en valgt handling kohærerer med vore moralske intuitioner, herunder de moralske domme,
man kan tilslutte sig. Rawls afviser princippet om velfærdslighed ud fra den betragtning, at
et fordelingsprincip ikke kan bruge velfærd som målestok.
3.1. Sociale primære goder
I stedet går Rawls ind for at arbejde med sociale primære goder, som kan inddeles i
retfærdighed og frihed, beføjelser og muligheder samt i indkomst og velfærd. Hvis man
danner sig et billede af et samfunds udbud af goder, omfatter de social primære goder i
Rawls terminologi ovennævnte goder, nemlig ”things that every rational man is presumed
to want.” (Rawls 1971:62). Disse goder styres af samfundet, som i Rawls´ terminologi
omfatter politiske, økonomiske og sociale institutioner. (Rawls 1971:7). Begrundelsen for
netop at vælge disse sociale primære goder som kriterier for retfærdighed skyldes, at en
uretfærdig fordeling af disse goder resulterer i et uretfærdigt samfund. (Rawls 1971:72).

En anden form for goder i Rawls´s terminologi er naturlige primære goder, som kan
udgøres af helbred, styrke, intelligens og fantasi m.v., det vil sige mere personlige
egenskaber. Disse goders fordeling tæller imidlertid ikke med i den primære
21
retfærdighedsteori ud fra at:” “The natural distribution is neither just nor unjust. Nor is it
unjust, that men are born into society of some particular position. These are simply natural
facts.” (Rawls 1971:102)
Retfærdighed vedrører således ikke i hvilket omfang personer eller grupper er udstyret med
god intelligens, fysisk styrke, godt helbred m.v., men i hvilket omfang og hvordan
institutioner eventuelt opererer med disse størrelser (Rawls 1971:102).
3.2 Rawls´ retfærdighedsteori
Rawls´ retfærdighedsprincipper noteres ofte som et frihedsprincip, et åbenhedsprincip samt
et differensprincip, hvor sidste princip opererer med, at social og økonomisk retfærdighed
forudsætter, at de dårligst stillede stilles bedst muligt (Rawls 1971:302-3). Styrken i disse
principper ligger i, at dette er hvad personer i den oprindelige position, dvs. upartiske, fri,
lige og rationelle individer, bag uvidenhedens slør kan blive enige om, med henvisning til
Rawls´ kontraktprincip (Rawls 1971 § 22-23).
Da denne sidste sætning danner grundlag for, hvorledes jeg efterfølgende diskuterer
kommende generationers interesser, diskuteres nu nogle af de indgående forudsætninger.
3.2.1 Personerne i den oprindelige position
Principperne om retfærdighed er truffet bag et uvidenhedens slør (Rawls 1971:16), hvor vi
forventer at parterne i den oprindelige position ikke har kendskab til deres personlige plads
i samfundet, deres sociale og samfundsmæssige status, deres naturlige talenter, specifikke
psykologiske facts omkring dem selv, og hvilken generation de tilhører. Til gengæld
forventes personen at have en generel viden om relevante principper, herunder viden om
retfærdighed og samfundsforhold, sociologiske, økonomiske og politisk videnskabelige
forhold. Dette sikrer, at ingen i valg af retfærdighedsprincipper kan positionere sig selv
positivt eller negativt, og eventuelle egoistiske interesser er elimineret. Fordi alle er i
samme situation, er ingen i stand til at favorisere nogen: ”The principles of justice are the
result of a fair agreement or bargin.” (Rawls 1971:12).

20
15
10
5
0
-5
-10
22
Hvorfor vælger personerne differensmodellen? Hvor vælger de ikke et utilitaristisk princip
med maksimering af de samlede goder? Dette diskuterer Rawls ved hjælp af spilteoretiske
termer, hvor der kan vælges imellem et max-min princip og et max-max princip. Max-min
princippet er baseret på sikkerhed, sikkerhed for ikke at tabe (for meget) mod til gengæld
heller ikke at få del i den store gevinst. Max-max princippet er baseret på maximal gevinst,
men også med risiko for tab.
Graferne anskueliggør
principperne, hvor den blå
søjle ”omst 1”
repræsenterer et worst case
scenarie, den røde søjle
”omst 2” repræsenterer et
middel case scenarie og den
Valg af strategi for retfærdigt samfund
Kilde: Rawls 1971: 153
max-min max-max 1 max-max 2
Max-min princippet har minimal risiko og minimal gevinst
Max-max princippet har maksimal gevinst med risiko for tab
Omst 1
Omst 2
Omst 3
gule søjle (omst 3) repræsenterer et bedst case scenarie. Valg af max-min strategien giver
en minimumsgevinst på 5 men også en maksimum gevinst på ”kun” 8 i forhold til den
bedste max-max situation, hvor der kan vindes 14 med risiko for at miste 8. Valget af maxmin
strategien, repræsenterende differensprincippet, kan løftes med tre argumenter (Rawls
1971:153-4):
1) For det første kender personerne i den oprindelige position ikke deres sociale
position, og dermed ikke sandsynligheden for at komme på det skitserede vinder
eller taber hold. Personen vælger sikkerhed i form af max-min strategien.
2) For det andet har personen i den oprindelige position fokus på at dække et
minimumsbehov og kun lidt fokus på at vinde yderligere goder. Heri ligger noget af
kimen til differensprincippet, nemlig fokus på ikke at ”gamble” med risiko for at
løbe ind i for store tab.
3) For det tredje mener Rawls at de alternative max-max principper er vanskeligt at
acceptere på grund af mulige risici.

3.2.2 Retfærdighedsprincipperne.
Rawls formulerer i A Theory of Justice retfærdighedsteorierne således, hvor position 2a
repræsenterer differensprincippet:
23
1. Each person is to have an equal right to the most extensive liberty compatible with a similar liberty
for others
2. Social and economic inequalities are to be arranged so that they are both (a) reasonably expected to
be everyone’s advantage, and (b) attached to positions and offices open to all (Rawls 1971:60).
Jeg vil her diskutere principperne opdelt i tre principper i henhold til ofte anvendt litteratur.
3.2.2.1 Frihedsprincippet
Her har alle personer samme ret til det mest vidtstrakte totale system af lige basale friheder
kompatibelt med et tilsvarende system af frihed for alle (Rawls 1971:302).
Frihedsprincippet omhandler friheder som trosfrihed, ytringsfrihed og politisk frihed, alle
frihedsgrader, der er gældende i de fleste demokratiske lande.
3.2.2.2 Princippet om lige adgang
Princippet kaldes også åbenhedsprincippet, hvor eventuelle sociale og økonomiske
uligheder skal relateres til embeder og positioner, som alle har en fair og lige mulighed for
at få adgang til. Sociale forhold må ikke forhindre nogen i at nå givne mål.
Åbenhedsprincippet er til gengæld indifferent overfor personers placering i det naturlige
lotteri, hvor medfødte styrker eller svagheder hverken er fortjente eller ufortjente.
3.2.2.3 Differensprincippet
Da differensprincippet er det bærende retfærdighedsprincip i specialet, vil jeg fokusere min
diskussion om dette princip. Ifølge differensprincippet skal social og økonomisk velfærd
fordeles ligeligt, medmindre en ulige fordeling vil være til fordel for de dårligst stillede
(Rawls 1971:302).
At være dårligt eller dårligst stillet forudsætter en målestok, og det er her Rawls´ begreber
om sociale primære goder kommer i spil, det vi sige goder, som alle rationelle personer
måtte ønske sig.

25
20
15
10
5
0
5 5
24
”All social values – liberty and opportunity, income and wealth, and the bases of self-respect – are to
be distributed equally unless an unequal distribution of any, or all, of these values is to everyone’s
advantage.” (Rawls 1971: 62).
Selvrespekt og rettigheder hører således med til de goder, der skal retfærdigt fordeles, og
som derfor spiller en væsentlig rolle, når jeg senere diskuterer rækkevidden af
differensprincippet med henblik på kommende generationer.
Fordeling og prioritering af primære sociale goder
8
6
10
7
Figuren viser 6 mulige samfund, hvor det antages at de dårligst stillede
personer eller grupper i hvert alternativ er de samme personer/grupper.
12
7
20
6
12 12
1 A 1 B 2A 2B 3A 3B 4A 4B 5A 5B 6A 6B
Figuren ovenfor illustrerer hvorledes differensprincippet kan fortolkes, idet 6 forskellige
mulige samfund er i spil. I samfund 1 er der tale om et rent egalitaristisk samfund, hvor
alle har lige meget eller lige lidt. Dette er for så vidt acceptabelt set fra et differensetisk
synspunkt, idet der er tale om en ligelig fordeling af goder. Men alternativet falder hurtigt,
når de andre muligheder bringes i spil. Samfund 2 er differensetisk set bedre end samfund
1. Der er godt nok tale om en ulige fordeling, men de dårligst stillede er blevet bedre stillet.
Samme forklaring er der ved at gå fra samfund 2 til samfund 3. At gå fra samfund 3 til
samfund 4 er differensetisk umiddelbart neutral. Uligheden er blevet større, men de dårligst
stillede er på samme niveau, altså ikke blevet dårligere stillet. Men da Rawls accepterer
ulighed, blot de dårligst stillede ikke stilles ringere, vil jeg alligevel advokere for position 4
ud fra den betragtning, at den samlede sum af velfærd er større. Dette er måske en
utilitaristisk betragtning, men som jeg læser, og gerne vil anvende differensprincippet, så
drejer det sig om fordeling af goder med respekt for de dårligst stillede, herunder med

fokus på, at der er en vis mængde af goder at distribuere, hvilket kan ses som en
delforudsætning for, at de dårligst stillede netop stilles bedre end før fordeling.
25
At gå fra samfund 4 til samfund 5 går differensetisk til gengæld ikke, idet der er tale om en
endnu større ulighed, men hvor ”prisen” betales af de dårligst stillede, som her bliver
endnu dårligere stillet. Samfund 4 og samfund 5 illustrerer i øvrigt forskellen på
utilitaristens og differensetikeres synspunkter. Kurverne skal her alene ses som en
illustration, idet utilitaristens goder i form af velfærd eller livskvalitet ikke måles i samme
skala som differens-etikkens primære sociale goder. Sættes der alligevel, for symbolikkens
skyld, lighedstegn imellem værdierne, illustreres de to samfundsmæssigt stærke
tankegange på udmærket vis. Utilitaristen vil maksimere nytten.– dog med respekt for
Jeremy Benthams utilitaristiske lighedsideal, at ”Alle tæller for én og ingen tæller for mere
end én.” (Holtug 1997:81). Utilitaristen vil vælge at gå fra samfund 4 til samfund 5 på
grund af den højere samlede velfærd, hvor differensetikeren ikke tager dette skridt, fordi
dette medfører en forringelse af de dårligst stilledes position.
Herefter vil jeg drøfte samfund 6, hvor næsten hele summen af goder i samfund 5 er blevet
ligeligt fordelt i samfund 6. Den samlede sum af velfærd er reduceret, men ligheden i
samfund 6, samt at de dårligst stillede har fået det bedre, medfører, at differensetikeren vil
prioritere dette samfund. Problemstillingen illustrerer hvad der kan ske, hvis
lighedsfordeling går ud over motivation og incitament, altså det drive, der danner grundlag
for mange samfunds udvikling. Dette illustreres også af at gå modsat vej, at gå fra samfund
6 til samfund 5. Her opstår igen ulighed, summen stiger, men dette sker på bekostning af
de dårligst stillede.
3.2.3 Differensprincippets forskels-klausul
”All social primary goods – liberty and opportunity, income and wealth, and the bases of self-respect
– are to be distributed equally unless an unequal distribution of any or all of these goods is to be
advantage of the least favoured.” (Rawls 1971:303)
Jeg vælger i specialet at vurdere ”velfærden” ud fra Rawls´ definition af sociale primære
goder, samt at bruge differensprincippet ud fra den betragtning, at der er åbnet for en
indirekte ”utilitarisering” af goderne i form af differensprincippets forskelsklausul.

26
Forskellige mennesker med forskellig intelligens, energi, og andre personlige egenskaber
vil naturligt tilføre deres respektive samfund forskellige mængder af goder. Personen i den
oprindelige position vil vælge således, at de dårligst stillede stilles bedst muligt. Sker dette
på bekostning af ulighed, foranlediget af forskellige samfundsresursers bidrag, er ulighed i
samfundet acceptabelt. 26
Jeg ser derfor forskelsprincippet som det princip, der løfter utilitarismens optimering af
goder ind over egalitarismens ligelige fordeling af goder. Derfor er differensprincippet
velegnet som instrument til at vurdere fordeling af goder hvad angår kommende
generationer.
3.2.4 Leksikalsk opdeling
Såfremt der opstår konflikt imellem de tre retfærdighedsprincipper, har Rawls på forhånd
defineret et prioriteringsprincip, idet principperne skal opfattes som leksikografisk opdelt.
De basale frihedsrettigheder (1) altid vil gå forud for adgang til embeder og positioner (2)
som igen vil gå forud for adgang til sociale og økonomiske velfærdsgoder (3). Dette
medfører, at det f.eks. ikke kan accepteres indenfor eksisterende samfund at gå på
kompromis med frihedsrettigheder med henvisning til økonomiske forhold.
3.2.5 Ulighed indenfor principperne
Spørgsmålet er nu, i hvilket omfang der kan accepteres uligheder indenfor
frihedsprincippet og åbenhedsprincippet. Spørgsmålet går mere på, om en ulighed i f.eks.
frihedsrettigheder eller i adgangsrettigheder kan accepteres, hvis blot tankerne i
differensprincippet overholdes, nemlig at ulighederne ikke går ud over de dårligst stillede.
Dette synes at være muligt, idet:
”All social primary goods – liberty and opportunity, income and wealth, and the bases of self-respect
– are to be distributed equally unless an unequal distribution of any or all of these goods is to be
advantage of the least favoured.” (Rawls 1971:303)
26
Den historisk udviklingen i kommunistiske, socialistiske og liberale samfund indikerer, at opbygningen af
velfærd er afhængig af samfundets evne til at gøre brug af menneskers individuelle evner og egenskaber.
Kina´s samfundsmodel på sigt dog lidt spændende at følge.

27
Her lægger Rawls differenstankegangen ind i de øvrige principper, hvilket giver anledning
til at genfremsætte frihedsprincippet og åbenhedsprincippet mærke med (D) som udtryk
for, at differenstankegangen er indeholdt i de to principper.
3.2.5.1 Frihedsprincippet (D)
Her har alle personer samme ret til det mest vidtstrakte totalsystem af lige basale friheder
kompatibelt med et tilsvarende system af frihed for alle (Rawls 1971:302).
Ulighed accepteres alene, hvis dette er til fordel for de dårligst stillede.
3.2.5.2 Princippet om lige adgang (D)
Principper kaldes også åbenhedsprincippet, hvor eventuelle sociale og økonomiske
uligheder skal relateres til embeder og positioner, som alle har fair og lige muligheder for
at få adgang til.
Ulighed accepteres alene, hvis dette er til fordel for de dårligst stillede.
3.3 Rawls og kommende generationer
Ovenfor diskuterede retfærdighedsprincipper dækker som udgangspunkt indenfor et
samfund. Da jeg arbejder med retfærdighed overfor kommende generationer vil jeg
diskutere, om principperne kan løftes op på et generationsniveau, der lægger ud over
eksisterende generationer. Jeg vil diskutere, om Rawls´ retfærdighedsprincipper også kan
være gældende for fordeling af retfærdighed imellem eksisterende generationer og
generationer, der vil komme i eksistens engang ud i fremtiden. Dette er ikke uden
ufordring, og jeg vil nu kigge lidt nærmere på Rawls´ diskussion (Rawls 1971 284-292),
hvor han bringer kommende generationer på banen igennem en diskussion om opsparing til
disse generationer.
3.3.1 Opsparing til kommende generationer
Ifølge kontrakttankegangen, og personen i den oprindelige position, vil vi spare op til
kommende generationer ud fra den betragtning, at personen ikke kender sin generation,
civilisation eller samfund. Personen vil deslige sikre en retfærdig opsparing, hvor de rige
må give mere end de fattige (Rawls 1972:287).
Med opsparing menes, at nuværende generationer reducerer egen velfærd for at investere i
kommende generationer. Velfærden reduceres nu med forventning om, at investeringen

engang ud i fremtiden vil være til gavn for kommende generationer. Det er en i
28
klimaøjemed omfattende debat, som jeg i anden del kommer mere ind på bl.a. i forbindelse
med en diskussion om cost-benefit analyser.
Rawls´ person bag uvidenhedens slør har lidt samme tankegang, idet han går efter et ideal
om at stræbe efter et stadigt mere retfærdigt samfund, hvorfor jeg her vil diskutere, om
differensprincippet kan lægges til grund for et opsparingsprincip. Princippets krav om
ligelig fordeling synes at falde, idet det ikke vil være muligt at tilbagekalkulere kommende
generationers velfærdssituation til i dag. Processen er irreversibel. Differensprincippets
forskelselement kan heller ikke umiddelbart passe ind i opsparingsprincippet, idet
kommende generationer ikke har mulighed for at kompensere for eventuelt dårligere
stillede personer i tidligere generationer (Rawls 1971:291). Hermed er differensprincippet
umiddelbart ude hvad angår opsparing til kommende generationer – men nej. Rawls finder
en løsning. Han sikrer sig for det første, at ” The original positions contains
repræsentatives from all actual generations”.(Rawls 1971:291) Repræsentanterne bag
uvidenhedens slør, som omfatter alle nuværende generationer, ved at forudsætningen for at
tage hensyn til de nærmeste generationer moralsk medfører en forpligtigelse til at foretage
opsparing, som jeg definerer som synonym med hensyntagen til kommende generationer.
For det andet lægger Rawls opsparingsprincippet ind som en form for imperativ
(constraint), således personen i den oprindelige position, altid vil have opsparing til
kommende generationer med i sine overvejelser.
3.3.2 Opsparing contra kommende generationer
Min påstand ovenfor med at sætte lighedstegn imellem opsparing og kommende
generationer er en umiddelbar udvidelse af Rawls´ definition, idet han tager udgangspunkt
i, at det er personer fra alle aktuelle generationer (all actual generations) der er
repræsenteret. Personer fra kommende generationer kan naturligvis ikke være
repræsenteret, hvilket ifølge kontraktteorien er problematisk og umiddelbart dømmer
passagen over til kommende generationer ude.
Rawls har også en anden betragtning, nemlig ideen om upartiskhed som medfører, at
personen i den oprindelige position ikke gør forskel på generationer samt vælger ud fra det
princip, at mennesket ikke må stilles dårligere af grunde, de ikke selv er skyld i.
Kommende genererationer kan ikke være skyldige i klimaændringerne og i det omfang

disse påvirker negativt, vil disse generationer blive dårligere stillet, såfremt
29
kontraktprincippet holder dem udenfor indflydelse.
Der er for så vidt en konflikt imellem kontrakttankegangen og tankegangen om
upartiskhed, hvor jeg vælger at lægge upartiskheden til grund for valget af
retfærdighedsprincip, nemlig differensprincippet. Dette underbygges bl.a. af, at det
forekommer urimeligt at ville fordele goder til kommende generationer ud fra andre
kriterier en de, der anvendes til fordeling af goder indenfor nuværende generationer. Her er
differensprincippet accepteret, og der er ikke vægtige grunde til at antage, at princippet
ikke også vil kunne danne grundlag for en retfærdig fordeling overfor og imellem
kommende generationer.
Konklusionen er derfor, at personen i den oprindelige position vil varetage kommende
generationers interesser, i Rawls´ optik foretages opsparing til de generationer der
kommer, før eller senere. Differensprincippet kan, under denne forudsætning, løftes ind til
brug for kommende generationer med ordene:
”Thus the complete statement of the difference principle include the saving principle as a constraint.
Whereas the fist principle of justice and the principle of fair opportunity limit the application of the
difference principle within generations, the saving principle limits its scope between them….
“The present generations cannot do as it pleases but is bound by the principles that would be chosen
in the original position to definite justice between persons at different moments of time.” [Min
understregning] (Rawls: 1971:292-3).
Opsparingsprincippet, hensynet til kommende generationer, er således en besluttet del af
differensprincippet, idet personerne bag uvidenhedens slør ville medtage kommende
generationer i deres betragtninger, nu yderligere understreget af, at personen i den
oprindelige position, i henhold til citatet ovenfor, vil definere retfærdighed imellem
personer ”at different moment of time”. Perspektivet er tidløst, hvorfor kommende
generationer er omfattet af differensprincippets råderum.
Kommende generationer er hermed ikke alene løftet ind i debatten, de er også løftet ind
med en holdning om, hvorledes vi fra et retfærdighedssynspunkt bør handle, nemlig efter
samme principper, som der er lagt ned i differensprincippet.

3.3.3 Kan differensprincippet bruges globalt?
30
Ovenfor konstateres, at differensprincippet kan bruges tidløst imellem generationer, altså
intergenerationelt, og dermed også hvad angår kommende generationer. Jeg vil nu, set i
lyset af den globale klimaudfordring diskutere, om differensprincippet kan løftes op til at
dække kommende generationer på globalt plan forstået således, at princippet kan gøres
gældende i internationale fordelingsprocesser. Konkret i specialet går jeg efter at diskutere,
om differensprincippet på fair vis kan danne grundlag for fordeling af den fælles ”resurse,”
atmosfæren som oplagssted for drivhusgasser repræsenterer.
Dette må behandles i flere step. Step 1 er at diskutere, om en fælles resurse som
atmosfæren kan opfattes som et primært socialt gode eller det i Rawls´ terminologi ”blot”
er en resurse tilegnet i det naturlige lotteri. Dernæst må vurderes, om der er en farbar vej i
form af gode argumenter til at opfatte samfundet som et globalt samfund.
3.3.3.1 Atmosfæren som primært socialt gode
I denne diskussion kommer vi tæt på Rawls´ distinktion imellem primære sociale goder og
andre primære goder. Men først en fastlæggelse af kriterierne for, hvordan atmosfæren kan
udlægges som et gode. For det første har atmosfæren en begrænset kapacitet til at
regenerere drivhusgasser. For det andet er udledning af drivhusgasser en naturlig følge af
industriel udvikling, idet vi ikke kan dyrke landbrug, transportere varer og mennesker,
producere goder m.v., uden dette resulterer i udledning af klimabelastende drivhusgasser.
Dette medfører, at den velfærd, der følger i kølvandet på den industrielle udvikling,
belaster atmosfæren så meget, at der må indføres restriktioner omkring udledning af
drivhusgasser. Hermed kommer der også restriktioner på de operationer, der danner
grundlag for udvikling og velfærd. Derfor kan en ret til udledning af drivhusgas
konverteres til en ret til at producere goder til gavn for respektive samfund. Og i helt kort
form, så kan en emissionsret i dette perspektiv anses som et gode.
Er et sådant gode så i Rawls´ terminologi et socialt gode omfattet af differensprincippet,
eller er det et naturligt gode underlagt det naturlige lotteri i henhold til at “The natural
distribution is neither just nor unjust. Nor is it unjust, that men are born into society of
some particular position. These are simply natural facts.” (Rawls 1971:102).

Verdenssamfund
31
“Some particular position”. Kan denne position omfatte, at mennesker, født i naturlige
resurserige områder, blot har fået dette som gave i det naturlige lotteri på linie med de
resurser, vi som mennesker et født med. Charles R. Beitz 27
udlægger det således:”Like
talents, resource endowments are arbitrary in the sense that they are not deserved.”
(Beitz1979:139). Men hvor talent er en del af de personlige resurser, er eksterne resurser
”out there” available to the first taker.” (Beitz 1979:139). Der er således forskel på, om der
er tale om personlige resurser eller eksterne resurser, der venter på en fordeling. Og her er
fordeling nøgleordet, idet det personlige talent er ”vundet” og forbliver personlig ejendom.
Den eksterne resurse, herunder atmosfærens regenererende kapacitet, er ikke vundet af
nogen, det er en samfundsmæssig resurse, som kan opfattes som, og konverteres til, sociale
goder i form af indkomst og velfærd. Hermed kan en sådan resurse igennem den
samfundsmæssige disposition, opfattes som et direkte socialt gode og dermed kalde
differensprincippet ind i billedet som muligt retfærdigt fordelingsprincip.
3.3.3.2 Det globale differensprincip
Vi lever og opererer i en globaliseret verden, hvor national adfærd ikke kan adskilles fra
international adfærd. Landegrænser får mindre og mindre betydning. Kommunikation,
trafik, handel, bistand, kapital m.v. kender ingen grænser. CO2-udledningen, og mange
andre fællesresurser kender heller ingen grænser, og jeg vil nedenfor argumentere for, at
differensprincippet kan bruges på tværs af nationale grænser, altså på globalt niveau.
1
2
National samfund 1 National samfund 2
Figuren viser to nationale samfund i det globale samfund, hvor ”1” repræsenterer de
bedst stillede i de to samfund og ”2” repræsenterer de dårligst stillede.
27 Charles R. Beitz is Professor of Politics at Princeton University specializing in Political Theory
1
2

32
Skitsen viser et verdenssamfund bestående af to nationale samfund. I de to nationale
samfund er de dårligst stillede i samfund 1 dårligere stillet end i samfund 2. Gælder Rawls´
teori kun indenfor hvert samfund, hvad den som udgangspunkt gør, skal en redistribution
af goder ikke finde sted. Vurderes fra et totalt globalt samfund, så bør en fordeling sikre, at
de dårligst stillede i samfund 1 stilles bedre. Jeg vil her diskutere nogle argumenter for at
bruge Rawls´ differenstankegang globalt.
Da kommende generationer skulle medtages, vælger Rawls, at alle generationer skal være
repræsenteret bag uvidenhedens slør, for derigennem at retfærdiggøre et differensprincip
gældende for opsparing. Fortsættes denne tankegang, kan repræsentanter fra det
internationale samfund, som rationelle personer bag uvidenhedens slør, vælge de løsninger,
hvor social og økonomisk velfærd fordeles ligeligt imellem individer/stater, medmindre en
ulige fordeling vil være til fordel for de dårligst stillede. Synspunktet underbyges af Beitz,
idet “The veil of ignorance must extend to all matters of national citizenship, and the
principles chosen will therefore apply globally (Beitz 1979:151).
Personerne bag sløret vil iøvrigt kunne konstatere, at resurser er uens og arbitrært
distribueret samt at ingen har prima facie krav på resurserne. De vil vælge et
distributionsprincip, som vil give alle samfund en fair chance for at udvikle en retfærdig
politisk institution (Beitz 1979:141). Kontraktparterne i Rawls´ terminologi er hermed
løftet op på statsniveau. Her er differensprincippet et godt bud, hvilket Beitz
konkluderende kan bekræfte.:
”If the difference principle (“social and economic inequalities are to be arranged so that they are… to
the greatest benefit of the least advanced”) would be chosen in the domestic original position, it would
be chosen in the global original position as well.” (Beitz 1979:151).
Dette kan Peter Singer 28
bakke op omkring i One World, hvor han med henvisning til
Rawls konstaterer, at:” if the problem can be answered in the case of redistribution within a
society, I see no reason why it cannot be answered in the case of redistribution between
societies (Singer 2002:178).
28 Peter Singer er en kendt australsk moralfilosof

25
20
15
10
5
0
33
Differensprincippet er intergenerationelt og globalt anvendeligt. Men er et globalt differens
princip mere dækkende for stater end for personer?. Som udgangspunkt går
differensprincippet på en ligelig fordeling af goder dog med den tilføjelse, at uligheder
gerne må finde sted, blot dette ikke går ud over de dårligst stillede. Dette være sig
gældende nationalt eller internationalt. Den personlige identitet forsvinder aldrig. Men på
det globale plan synes differensprincippet absolut også anvendelig på andre grupper end
det enkelte menneske, og i klimadebatten er det da også både mennesker og nationer, der
er i fokus. Nationers velfærd kan således opfattes som summen af individernes velfærd, en
sum, der naturligvis dækker over forskelle indenfor samfundet. Det globale
differensprincip tilsiger således en ligelig fordeling af goder imellem lande, igen med den
vigtige tilføjelse, at ulighed gerne må finde sted, såfremt de dårligst stillede samfund ikke
stilles ringere end før fordelingen. En sådan national fordeling har naturligvis den
underforståelse, at nationerne efterfølgende fordeler retfærdigt imellem nationens
individer. Denne underforståelse bringer mig senere i anden del ind på en drøftelse af
korruption og svindelstaters eksistens.
3.4 Rawls i et recessionssamfund
Rawls skrev A Theory of Justice i 1971 baseret på datidens samfundsstrukturer. Det
fremgår implicit, at samfundene konstant går bedre tider i møde, hvorfor
differensprincippet netop skal sikre, at denne forbedring i mængden af goder underlægges
en retfærdig fordeling. Kan differensprincippet også bære, såfremt udviklingen vender og
fordelingen skal anvendes i et samfund i recession?
Graferne viser et tænkt scenarie,
hvor samfundet er i recession, og
mængden af goder til fordeling
reduceres fra 30 til 25.
Differensprincippet foreskriver, at
fordelingen skal være ligelig,
således de dårligst stillede ikke
stilles ringere end før.
Dette medfører, at al reduktion
20
Samfund i recession
15
10 10
Før Efter
Bedst stillede
Dårligst stillede
Recessionssamfund, hvor samlede mængde af goder
reduceres.

34
således skal tages af de bedst stillede, som vist i grafen.
De bedst stillede går fra 20 til 15 og de dårligst stillede er uændrede. Umiddelbar synes
differensprincippet at holde. En alternativ fortolkning af differensprincippet kunne gå på,
at de dårligst stillede relativt ikke måtte forringes i goder. En 10 % nedgang i fordeling af
goder ville således fortsat stille de største krav til de bedst stillede, men også medføre en
mindre reduktion i de dårligst stilledes position.
3.5 Opsamling på Rawls
Rawls´ retfærdighedsprincipper efterlader os med et sæt af teorier om, hvorledes vi bør
agere i et retfærdigt samfund. Jeg fokuserer på differensprincippet og kommer frem til, at
dette også kan operere på et intergenerationelt niveau, hvorfor det kan ses som grundlag
for, hvorledes alle generationer, nu og fremover, uanset nationalitet, bør agere i en
retfærdig fordeling af sociale primære goder.
Jeg kommer frem til, at differensprincippet kan operere på globalt niveau, dvs. danne
grundlag for globale intergenerationelle og politiske handlinger hvad angår kommende
generationer. Denne tankegang, at fordele goder og belastninger ligeligt med fokus på de
dårligst stillede, er i klimaspørgsmål tanker, der allerede er indtænkt i mange internationale
konventioner. Kyoto-protokollen kan nævnes som eksempel.
”People must also be ignorant of their citizenship, his [Rawls´] theory would become a
forceful argument for improving the prospects of the worst-off people in the world
(Singer 2002:9), (parentesen indsat af mig). Peter Singer er hermed inde på samme
tankegang om at globalisere brugen af Rawls´ retfærdighedsprincipper.
Jeg fremhæver også, at uligheden i differenstankegangen er en væsentlig generator til at
sikre en så høj sum af goder som muligt til glæde for alle og hermed også de dårligst
stillede. Af ovennævnte diskussion fremgår ligeledes, at vi har et generelt ansvar overfor
kommende generationer, med en pligt (constraint) til at spare op til disse. Denne påstand
afprøves senere i ”cost benefit” analysen, hvor det diskuteres, om der findes undtagelser,
herunder om en forventning om, at kommende generationer er bedre stillede end
nuværende generationer, rykker ved påstanden.

3.6 Delkonklusion på første del
Opgaven i denne første del er at diskutere om vi, nuværende generationer, har moralske
forpligtigelser overfor kommende generationer hvad angår klimaudfordringer samt i
bekræftende fald at diskutere, i hvilket omfang differensetikken kan danne grundlag for
fordeling af goder og velfærd hvad angår kommende generationer.
35
Vi lever i en verden, hvor alle mennesker er afhængige af et fælles gode, nemlig af den
kapacitet, atmosfæren har til at regenerere de affaldsstoffer, mennesker udleder direkte
eller igennem deres aktiviteter. Umiddelbart lyder dette ret uskyldigt. Det er det bare ikke,
idet atmosfærens regenererende kapacitet kan omsættes til velfærd, den velfærd, der
genereres, når et menneske konverterer energi til goder, med drivhusgasser som
spildprodukt. Nuværende generationers moralske forpligtigelser går således på, i hvilket
omfang vi dels er forpligtiget overfor de skader, der allerede er sket og dels, og måske
især, forpligtiget overfor kommende emissioner og generationer.
Jeg kommer frem til, at kommende generationer omfatter alle mennesker, der er eller måtte
komme i eksistens. En identitetsdiskussion 29
sætter ikke nogen udenfor. Jeg konstaterer
også, at selv om der i specialet er et antropologisk fokus, så er det hensynet til klima og
miljø, der er grundlaget for denne fokusering.
Første delspørgsmål, i hvilket omfang nuværende generationer i klimaspørgsmål har et
moralsk ansvar overfor kommende generationer, kan besvares således, at uanset hvilken
teoretisk, moralsk eller empirisk vinkel der vurderes ud fra, så er kommende generationer
indenfor rammerne af nuværende generationers moralske operations- og ansvarsfelt. Dette
understreges yderligere af, at internationale organisationer som UNFCCC,
Bundtlandrapport m.fl. klart bringer kommende generationer i fokus hvad angår
ansvarsforpligtigelser.
Rawls definerer ligeledes et klart ansvar og supplerer med principper for fordeling af
sociale primære goder. Principperne kan løftes op til også at omfatte kommende
29 En dybere diskussion af Parfits ”non identity” problem kunne ved valg af ”different people choice”
scenariet pille ved, i hvilket omfang nuværende generationer har et ansvar overfor kommende generationer.
Denne diskussion er udeladt, idet jeg har valgt at sætte klimaspørgsmålene i fokus og med henvisning til
IPCC scenarier at konkludere, at nuværende generationer har et moralsk ansvar overfor kommende
generationer.

36
generationer på globalt niveau. Hermed synes differensprincippet at rumme nogle
retfærdighedskriterier, der kan danne grundlag for en fair fordeling af goder, også selv om
vi bevæger os ud over lokale samfund, som er målet er i anden del af specialet. Jeg
konstaterer ligeledes, at tankerne i differensprincippet som udgangspunkt synes at være
anvendelige også såfremt der opereres under recessionslignende forhold.
Vi har en alvorlig klimasituation, vi har et ansvar, og vi har nogle retfærdighedsprincipper
som grundlag for fordeling af goder imellem generationer. Dette kræver ageren, idet vi,
hvis vi ikke agerer, risikerer at blive dømt for ”the problem of intergenerational
buckpassing.” (Gardiner 2009:148). Vi vil ikke dømmes uansvarlige, derfor nu en
diskussion af, hvorledes en retfærdig fordeling af kvoter på drivhusgasser kan bidrage til
en retfærdig fordeling af velfærd imellem generationer fremover.

37
Anden del
En fair fordeling af emissionsrettigheder – og goder
- med fokus på kommende generationer
4. Anden del. Bæredygtighed og diskontering
“The Parties should protect the climate system for the benefit of present and future
generations of humankind, on the basis of equity and in accordance with their common but
differentiated responsibilities and respective capabilities. Accordingly, the developed country
Parties should take the lead in combating climate change and the adverse effects thereof.” (United Nations
Framework Convention 1992) 30
Det i første del påviste ansvar bekræftes her af FN med understregning af, at ansvaret bør
løftes i henhold til, hvad der er ret og rimeligt set i forhold til forskelligheden i de
forskellige landes klimaansvar. Det understreges ligeledes, at de udviklede lande må tage
føringen i bekæmpelsen af klimakonsekvenserne.
Dette er omdrejningspunktet i denne del af specialet, nemlig en diskussion af, hvorledes vi
sikrer kommende generationer en retfærdig fordeling af goder i form af drivhuskvoter.
Fokus er på den del af klimatruslerne, der vedrører drivhusgasser, og dermed på hvordan vi
bedst muligt styrer udledningen af drivhusgasser frem imod en bæredygtig klimasituation.
4.1 Bæredygtighedsbetragtninger.
Klimasystemet rummer en vis kapacitet for at være i balance. Den regenererende funktion,
som kendetegner mange forhold i naturen, gælder således også for klimaet. Ser vi
situationen fra et bæredygtighedsperspektiv er den kompliceret, idet klima-ubalancen
bringer bæredygtigheden i spil på flere områder. Der er tale om en økologisk ubalance, idet
der ikke (længere), på grund af den menneskelige klimaaktivitet, er stofbalance i forholdet
til omverdenen. Drivhusgasserne er med til at skabe ubalancen, og vi har overskredet en
økologisk klimaks (Lübcke1995:368). Økonomisk bæredygtighed forudsætter, at
markedsmekanismerne igennem en korrekt prissætning finder det rette leje imellem udbud
og efterspørgsel; men da ikke alle forureningsomkostninger er indregnet i kalkulen,
30 United Nations Framework Convention 1992: http://unfccc.int/resource/docs/convkp/conveng.pdf

38
resulterer dette bl.a. i den ”klimaregning”, der i dag ligger til betaling. Konsekvenserne af
ovennævnte ubalancer medfører igen en mulig udfordring af den sociale bæredygtighed,
hvorfor jeg netop i specialet diskuterer nogle retfærdighedsprincipper, der skal bidrage til
opretholdelse af en sådan bæredygtighed.
Hermed er vi ude i overvejelser over, hvorledes mennesker globalt set fremover bør gøre
brug af den fællesejede resurse, som atmosfæren stiller til rådighed. Det er vigtigt i dag,
men endnu vigtigere for kommende generationer.
4.2 Fremgangsmåde i anden del
Udfordringerne i specialets anden del vil blive diskuteret ud fra følgende overskrifter:
1) Med hvilken vægt bør kommende generationers levestandard og velfærd vurderes?
Er det rimeligt at lave cost benefit analyser på velfærd og andre goder?
2) Drøftelse af fremtidige emissionsfordelinger under inddragelse af tidligere
retfærdighedsprincipper. Her diskuteres regulering af kvoter på drivhusgasser ud
fra et ”onkelprincip, et lighedsprincip med ens kvoter til alle, et historisk
ansvarsprincip samt et princip baseret på handel med kvoter på drivhusgasser.
3) En drøftelse af, hvem der kan bære en emissionsret. Er det staten, virksomheden,
individet eller en helt anden entitet?
4) Politikernes muligheder i klimadebatten
Før behandlingen af disse spørgsmål finder sted vil jeg ridse klimasituationen op ved at
supplere tidligere scenarier med følgende betragtninger (Caney 2009:2-3):
1) Fra 1850 til 2000 var USA og EU ansvarlige for 60% af den energirelaterede CO2.
Kina og Indien udledte i samme periode kun henholdsvis 7 og 2 procent.
2) Udviklingslandene med 80% af verdensbefolkningen har udledt 23% af den globale
emission
3) I USA er udledninger per person 19,4 tons CO2, Rusland er på 11,8 og EU landene
i gennemsnit på 8,6 tons per person.
4) Kina, der i dag er den største udleder af drivhusgasser, udleder på grund af den
store befolkning ”kun” 5,1 tons CO2 pr. indbygger. Indien er helt nede på 1,8 tons
pr. indbygger.

39
5) Udviklingslandene har et lavt forbrug per person, men det er den gruppe, der nu
stiger mest i emissionsraten. Landene udgjorde 73 % af den globale emissionsvækst
i 2004.
6) Den globale emissionsudledning er fortsat stigende. I 2006 steg den med 3,5 % og i
2007 med 3,1 %. Kina alene har ansvaret for 66 % af denne stigning.
Med dette udviklingsbillede på nethinden er der en række tiltag, der presser sig på. Der er i
forbindelse med afværgning af klimakonsekvenser to spor at følge. Det ene spor leder til
etablering af foranstaltninger, der reducerer de negative skadevirkninger såsom at bygge
diger, flytte beboelse, ændre strukturer m.v. Det andet spor går i retning af at reducere
mængden af udledte drivhusgasser. Det er det sidste spor, jeg følger, og som ifølge IPCC
bør prioriteres, herunder etablering af en reduktionspolitik med styring af fremtidige
emissioner (Caney 2009:3-4).
Jeg udvider betragtningen til at omfatte en retfærdig reduktionspolitik, og når vi taler
retfærdighed, har der hidtil været fokus på individet, der glædes eller harmes over
klimakonsekvenserne. Men der er en retfærdighedspart mere, nemlig de der skal afhjælpe
klimaskaderne. Her er der tale om en byrdefordelingsretfærdighed, som lægger op til
bindende aftaler imellem især de store udledere af drivhusgasser.
I byrdefordelingsdiskussionen byder klimaproblematikken på helt specielle udfordringer.
For det første er der store økonomiske og velfærdsmæssige konsekvenser på spil, når der
diskuteres reduktioner i udledning af drivhusgasser. For det andet bør byrderne på grund af
den store tidsforskel, der er imellem årsag (udledning af drivhusgas) og virkning
(temperaturstigning eller andre konsekvenser), kalkuleres på en langstrakt tidsskala. Sidste
punkt åbner diskussionen om, i hvilket omfang det er rimeligt at lave cost-benefit analyser
på de goder, kommende generationer bør sikres og ikke mindst, i hvilket omfang
fremtidige goder bør diskonteres.
4.3 Diskontering af fremtidige hændelser
Cost benefit analyse
At diskontere goder eller byrder efter hvornår de indtræder svarer til at nedskrive goderne
og byrderne i forhold til diskonteringsfaktoren og tiden. Konsekvenserne af fremtidige
goder og byrder flyttes tilbage til nutidsværdi. Resurser, der bliver investeret nu, vurderes

40
engang ud i fremtiden. Dette medfører, afhængig af diskonteringsfaktorens størrelse, at det
er bedre at en gevinst indtræffer nu end senere, og omvendt, at en byrde indtræffer senere
end nu.
Nuværende generationer tildeles således ved en positiv diskonteringsfaktor større vægt end
kommende generationer. Er det rimeligt? Det kommer an på, hvad der diskonteres og
under hvilke omstændigheder, diskontering finder sted. I den økonomisk kommercielle
verden, hvor der er gode formodninger om såvel renteudvikling som kommerciel udvikling
i økonomiske parametre, er modellen ganske brugbar, og indgår som et værdifuldt redskab
i utallige drifts- og nationaløkonomiske scenarier.
I klimasituationen er udfordringerne anderledes. Her diskuteres, hvorledes kommende
generationer sikres en retfærdig velfærdstildeling engang langt ude i fremtiden. Set
igennem Rawls´ differensetiske briller skal vi sikre en retfærdig fordeling af velfærd
generationerne imellem. Velfærden kan således i sig selv ikke diskonteres. En velfærd på
”1” er en velfærd på ”1”, uanset hvornår der vurderes. Det der til gengæld er interessant i
diskonteringsdiskussionen er, hvordan vi bedst muligt sikrer den lige fordeling imellem
generationer, at også kommende generationer sikres en velfærd på mindst ”1”. Denne
diskussion forudsætter i princippet at alle forhold, der påvirker kommende generationers
velfærd, kommer i spil i kalkulerne. Det er her Gardiners moralske storm materialiseres,
eller teoretiseres, idet der er rigtig mange variabler i rigtig mange videnskabelige
discipliner, der spiller ind.
Kjeld Rasmussen 31 trækker i et indlæg til ”Klimaændringer – et wicked problem” 32
problemstillingen op med hensyn til diskonteringsdrøftelsen. Rasmussen konstaterer, at vi
for det første må stille spørgsmålet, om cost benefit analyser overhovedet bør anvendes i
klimadebatten i relation til kommende generationer. Et bekræftende svar resulterer i nye
spørgsmål, nemlig hvordan vi kan opgøre nytte, generelt og specielt med henblik på
kommende generationer, hvis situation og præferencer vi jo ikke kender. Og findes der en
model for dette, så må der tages stilling til, hvordan man prissætter/vurderer menneskeliv
31
Kjeld Rasmussen, lektor, Geografisk Institut, Københavns Universitet. Forskningsgruppen ’Environment
& Society in Developing Countries’
32
Klimaforandringer som et ’wicked problem’: Klima-etik. Klimaforandring som wicked problem. Indlæg
på kursus afholdt af Københavns universitet forår 2009.

op imod miljø og biodiversitet samt diskuterer, om liv og miljø værdimæssigt tæller ens
overalt. Her er tale om etiske tunge overvejelse (Rasmussen 2009).
4.3.1 Diskonteringsratens betydning.
700
600
500
400
300
200
100
0
41
Diskonteringsraten er den sats eller procent, hvormed værdien af et gode forbedres eller
forringes for hvert år, der går. Harmskalaen fortæller, at hvis der vælges en ”nul” %
diskonteringsrate, så vurderes kommende generationer på samme niveau som nuværende
generation. En værdi på 100 bibeholder værdien 100 uanset tiden. Sættes der en positiv
discount rate ind medfører dette, at en værdi, en klimaudfordring vurderet til værdien 100,
med en
diskonteringsrate på
2% vil blive værdsat
Harmskala
Værdi Opfattet værdi af kommende generationer
til værdien 13 efter
som funktion af valgt diskonteringsrate
100 år, og med en
800
diskonteringsrate på
4% reduceres
betydningen af
kommende generation
fra 100 i dag til 2 om
100 år.
Der kan også
indsættes en negativ
0 25 50 75 100
År
Harmskala. Y-aksens værdi stiger eller falder som funktion af tiden og
diskonteringens procentsats.
diskonteringsrate, som
er udtryk for, at vi opprioriterer kommende generationer, at vi accepterer, at allerede
påførte klimaskader har en så stor selvforstærkende virkning, at skaderne fremover vil
blive større end de er i dag, og derfor må bekæmpes med større resurser. Med en
diskonteringsrate på -2% opnås således et resultat på 750 efter 100 år (startværdi 100),
altså en væsentlig holdningsmæssig opprioritering af kommende generationer.
Umiddelbart burde klimaeffekten, en mulig temperaturstigning på 2 grader, være
uafhængig af, om klimaændringerne er menneskeskabte eller de fremkommer af naturlige
årsager. Kommende generationer påvirkes under alle omstændigheder, og vi vil under alle
omstændigheder skulle agere. En konstatering af at klimaændringerne er menneskeskabte,
-2%
0%
2%
3%
4%

inger mindst to faktorer i spil hvad angår nuværende generationer. For det første
42
underbygges tidligere antagelse om, at nuværende og tidligere generationer har et ansvar,
og for det andet kan ændringer i de forhold, der er årsag til klimaændringerne, f.eks.
udledning af CO2, give klare signaler om, hvad nuværende- og kommende generationer
skal gøre for at modvirke de negative virkninger. Vi har i IPCC rapporterne en udmærket
årsag virkningskatalog at gå efter.
4.3.2 Den sociale diskonteringsrate
Den sociale diskonteringsrate definerer, med hvilken styrke resurser skal helliges
nuværende generationer frem for fremtidige generationer. Der er flere forhold, der påvirker
diskussionen (Caney 2009a:164-5): For det første kan det vurderes ud fra en ren tids-
løsning, ”pure time præference”, hvor vægten af hensynet til kommende generationer
mindskes, jo længere de er ude i fremtiden. For det andet bør man vurdere, hvorledes
kommende generationer forventes at være stillet. Vil disse eventuelt være bedre stillede
end nuværende generationer, og hvilken indflydelse kan dette få? For det tredje bør man
vurdere, om der i forudsætningerne er væsentlige elementer af risiko og uvished. Og for
det fjerde bør menneskets fortsatte eksistens, herunder populationsstrategier vurderes. Vil
menneskene fortsætte med at eksistere grundet klimaforholdene, og i hvilket antal med
henvisning til IPCC og Stern Review 33
.
De første tre punkter diskuteres nedenfor, det sidste punkt omkring populationers
størrelser, diskuteres senere i specialet.
Udgangspunktet for denne drøftelse er at sikre, at der finder en ligelig fordeling af goder
sted imellem generationerne. Jeg vil derfor diskutere, i hvilket omfang nævnte
indvendinger kan påvirke vores vurdering af de opsparinger, vi som udgangspunkt i
Rawls´ teori arbejder ud fra. Med andre ord, medfører nogle af disse forehold eller
indvendinger, at opsparing medfører ulighed i stedet for lighed?
33 The Stern Review on the Economics of Climate Change is a 700-page report released on October 30, 2006
by economist Nicholas Stern for the British government, which discusses the effect of global warming on the
world economy. http://en.wikipedia.org/wiki/Stern_Review

4.3.2.1 ”Pure time præference”
43
Det er ofte den rene tidspræference, og dermed diskonteringsraten, der i denne diskussion
påkalder sig mest opmærksomhed, jeg vil her prøve et argument, der forsvarer brugen af
den sociale discountrate, altså ikke at hensætte til kommende generationer.
Argumentet lyder således:
Argument A: Nuværende generationer skal prioritere interesser for nuværende generationer frem for
interesser for kommende generationer fordi det er tilladeligt (og måske moralsk påkrævet) for nuværende
generationer at involvere sig i den rene tids præference (Caney 2009a:166).
Alle interesser reduceres på lige vilkår og lige meget hen over tid. Et alternativ hertil er en
begrænset ren tidspræference, hvor der kan arbejdes med forskellige rentesatser alt
afhængig af de interesser, der indgår i vurderingen. Her kan f.eks.
menneskerettighedernekomme på tale, hvor de forskellige rettigheder kan indgå med
forskellige faktorer. Vi taler her om forhold som:
• Retten til livet (storm, oversvømmelser, vejrforhold, varme…)
• Retten til at eksistere (manglende afgrøder grundet klimaet, fejlernæring,
populationsstrategier…)
• Retten til sundhed (undgå sygdomme, mikroorganismer, vandbårne sygdomme…)
• Ejendomsretten (oversvømmelser, vejrforhold, tvangsflytninger…)
• Retten til retfærdig, fuldbyrdet udflytning (havoverflade, kystnære folk…) (Caney
2009a:167).
Et argument kan være, at f.eks. truede menneskerettigheder bør være sikret uden
diskrimination, altså uden diskontering. Andre marginale interesser, såsom
rejsemuligheder og mindre vitale interesser, kunne evt. udsættes for en positiv
diskonteringsrate.
Argumentet holder imidlertid ikke - af flere grunde. Set fra et Rawls-synspunkt kan
kommende generationers goder som udgangspunkt ikke diskonteres. I princippet skal
kommende generationer sikres opsparing. Hertil kommer, at det er imod generelle og
internationale retfærdighedsprincipper at diskontere kommende generationers velfærd.
Denne principielle nedprioritering af kommende generationer holder ikke i henhold til
valgte retfærdighedsprincip.
I diskonteringsdebatten er der imidlertid andre mulige indvendinger.

4.3.2.2 Økonomisk vækst og diskontering
Med udgangspunkt i, at der skal finde en ligelig fordeling af goder sted imellem
15
10
5
0
44
generationer, bliver der ofte fremført det argument, at da kommende generationer (sikkert)
vil være bedre stillede, og derfor bedre i stand til at løfte de udfordringer, som fremtiden
byder, bør der ikke sættes af til disse. Vi går i dagligdagen ikke og sætter midler af til, at
kommende generationer kan klare sig. Kommende generationer, vore børn og børnebørn,
ser vi gerne godt på vej, men dette skyldes helt andre subjektive hensyn. Men er det nu
korrekt, at vi ikke investerer, måske indirekte, i kommende generationer?
Gå en tur i byen eller kør en tur til Holstebro. Hvor mange af de goder vi møder undervejs
har vi selv bidraget til? Ganske ubetydelige få - om nogen over hovedet. Bygninger,
kulturbygninger, parker, broer, veje, infrastruktur, fysiske forhold er alle goder, som
tidligere generationer har overleveret til os. Disse gives videre til kommende generationer
tillagt de investeringer, goder og udviklinger, hver generation supplerer med. Vi har
modtaget meget fra tidligere generationer som videregives med et plus til kommende
generationer. Er dette ikke godt nok fremover og hvorfor hele denne diskussion om
kommende generationer ud fra et velfærds-økonomisk synspunkt? De klarer sig vel også,
ligesom vi har gjort. Lad mig teste påstanden.
Argument 2: Da kommende generationer vil være rigere og mere veludviklede på bl.a. viden og
teknologi end os, vil det være forkert at fratage nuværende generationer resurser for at give dem til
kommende generationer (som langt bedre kan løse opgaverne). Heraf følger, at det vil være forkert at
hjælpe kommende generationer, idet de vil være bedre stillede end nuværende generationer (Caney
2009a:170).
Argumentet kan brydes ned i
følgende præmisser:
Præmis 1. Det er forkert at
prioritere (at sætte af til)
kommende generationer frem for
nuværende generationer, hvis
Kommende generationer bedre stillede end
nuværende generationer
Nuværende
generationer
Kommende
generationer
Før diskontering
Efter diskontering
Nuværende generation ringere stilles end kommende
generationer, når disse er bedre stillede og samtidig sikres
opsparing.

kommende generationer er bedre stillet end nuværende generationer
Præmis 2. Kommende generationer vil blive bedre stillet end nuværende generationer
Konklusionen: Det vil være forkert at prioritere kommende generationer frem for
nuværende generationer.
Her er præmis 2 naturligvis interessant men omgivet med en række usikkerheder. Er det
holdbart at påstå, at kommende generationer bliver bedre stillet- med vores viden om
klimaændringerne? Der må også udtrykkes en vis usikkerhed omkring den økonomiske
udvikling generelt, idet også denne påvirker kommende generationers muligheder for at
løfte klimaudfordringerne. Præmis 2 synes at hvile på et usikkert grundlag. Men hvis
45
kommende generationer nu er bedre stillede end nuværende generationer, er det så moralsk
forkert alligevel at tilføre resurser til disse?
Ifølge differensprincippet vil vi ikke i denne situation spare op til kommende generationer,
idet dette vil medføre, at de dårligst stillede, nuværende generationer, vil blive endnu
dårligere stillede. Hertil kommer det forhold, at kommende generationer jo ikke kan
kompensere deres goder overfor nuværende generationer. Jeg læser her Rawls´s passage i
første afsnit, hvor han løfter differensprincippet ind som muligt retfærdighedsprincip for
kommende generationer med tilføjelsen ”as a constraint” således, at opsparing er en apriori
vedtaget mulighed, personen i den oprindelige position altid må have med i sine
overvejelser. Hvorvidt Rawls dermed mener, at der skal opspares til kommende
generationer, vælger jeg at fortolke således, at dette afhænger af den konkrete situation,
som personen i den oprindelige position naturligvis er opmærksom på. Og såfremt
kommende generationer er bedre stillede, vil differensteorien ikke sikre hensættelse til
disse.
Under forudsætning af, at kommende generationer er bedre stillede end nuværende
generationer, er der således plausible argumenter for præmis 2, nemlig at kommende
generationer ikke bør prioriteres, idet dette vil forøge uligheden imellem generationer
samtidig med, at de dårligst stillede ikke kan kompenseres.
Men dette forudsætter, at argumentets præmis 2, nemlig påstanden om, at kommende
generationer er bedre stillet end nuværende generationer, holder? Og falder dette
argument, falder naturligvis også konklusionen.

46
4.3.2.3 Argumenterer imod diskontering af bedrestillede
Betalingsargumentets præmis 1 strider imod en moralsk overbevisning, nemlig at en
forurener/skadevolder selv må betale for sin forurening/skade, også selv om der er andre
bedre stillede til stede, nu eller senere. Dette er ikke et umiddelbart Rawls´ synspunkt, men
da personen i den oprindelige position er repræsentant for samfundsmoralen, vil jeg
formode denne ville gøre en sådan antagelse.
Det er derudover problematisk at skubbe klimaændringsproblemer ud til kommende
generationer, også selv om disse skulle være bedre stillede. Spørgsmålet er nemlig, om de,
med klimascenarierne i erindring, er så meget bedre stillede, at omkostningen til
klimabekæmpelse ikke stiger mere end velfærden, hvilket vil give en negativ nettoeffekt på
velfærdskontoen. Præmis 2 skal, for at der ikke skal sættes af til disse, kvantificeres
således, at de er så meget bedre stillede, at den velfærdsmæssige nettoeffekt er højere end
nuværende generationers. Og en sådan opgørelse eller påstand møder udfordringer.
For det første kan der henvises til de af IPCC fremførte scenarier, hvoraf det fremgår at jo
tidligere der sættes ind i klimaprocessen jo færre resurser kan forventes at skulle bruges. I
første del ses en række scenarier, der kræver hurtigst mulig indgriben, herunder:
• frigivelse af Methan (CH4) fra havene
• frigivelse af CH4 fra permafrosne områder der smelter
• tabet af tropiske skove – især Amazon – og dermed fjernelse af en CO2 forbruger
• stigning i havenes forsuring (PH værdi) med manglende optagelse af CO2 til følge
• nedsættelse af Golfstrømmens effekt (Thermohaline Cirkulation(ATC)) 34
• stigning i mængden af vanddamp
At efterlade disse problemer til kommende generationer med forventning om, at disse vil
være bedre til at løse sådanne udfordringer, giver et stærkt ”for sent” indtryk.
For det andet kan diskuteres, om en større velstand igennem en tilpasningsrespons kan
reducere negative konsekvenser af klimaændringer, bl.a. fordi der kan etableres
beskyttende foranstaltninger. Dette forudsætter, at kommende generationer er indstillet på
at løse opgaven, men der er visse udfordringer, idet ingen kan sige, hvad der præcist vil ske
i forskellige geografiske områder. IPCC rapporten i første del tillagt hændelserne i
34 DMI henvisning: http://www.dmi.dk/dmi/index/hav/oceanografiske_emner-2/dybvandsdannelse.htm

47
begyndelsen af denne del indikerer klart, at der er rigtig meget på spil, og det der er på spil
er så kompliceret, at det kan udtrykkes som en moralsk storm. Det kan være vanskeligt at
lave prioriteringer, idet variablerne konstant forandres. Seneste opdateringer af IPCC´s
klimascenarier indikerer da også, at selv om det billede, der blev tegnet i 2007 synes
alvorligt, så tegner alt på, at virkeligheden for nuværende og kommende generationer ikke
bliver mindre alvorlige. 35
Der er således alvorlige udfordringer i vurderingen af, og under hvilke konditioner,
kommende generationer er bedre stillede. Dette leder til, at det vil være baseret på en
urimelig usikkerhed at nedprioritere/neddiskontere kommende generationer med
henvisning, til at disse er bedre stillede.
4.3.3 Risiko og usikkerhed som argument for diskontering
Argument U: Da klimaændringer medfører både en risiko og usikkerhed, bør nuværende generationer
bruge resurserne på dem selv frem for på kommende generationer!
Et andet hyppigt argument i klimadebatten for diskontering af kommende generationer
hviler på den antagelse, at risici og usikkerheder er så store, at der ikke er grundlag for at
handle. I denne diskussion er det vigtigt at skelne imellem risici og usikkerhed, idet risici
kan udtrykkes som en sandsynlighed, f.eks. 90 % chance for at temperaturen vil stige mere
end 2 grader i 2050. Usikkerhed er udtryk for uvished om, hvorvidt en hændelse, en
vandstandsstigning, overhovedet vil finde sted. Det er væsentlige forudsætninger; men
også forudsætninger IPCC har gjort store anstrengelser for at afdække i deres separate
usikkerhedsrapportering. Der er således tale om beskrevne, kalkulerede risici og
usikkerheder.
Med hensyn til IPCC rapporternes troværdighed noterer bl.a. Dale Jamieson, at ”…it is
hard to deney, that our best scientific judgment about climate change are expressed in the
IPCC reports (Jamieson i Gardiner 2004:559). Gardiner bakker op med henvisning til
senere opdateringer af klimatruslerne ved at notere, at “This suggests that we need an
35 www.climatecongress.ku.dk

48
additional way of understanding the thread posed by climate change. Let us call this “the
abrupt paradigm” (Gardiner 2009:141).
Påstanden i argument U bliver ikke mindre kompliceret, hvis usikkerhed og risici
inddrages i en ”cost benefit” analyse med høj diskonteringsfaktor. At sætte
sandsynligheden for en hændelse lav (P mindre en 1) kan (mis)bruges i en ”cost benefit”
analyse, idet dette kan give anledning til at reducere hensættelse eller at reducere truslen
om en hændelse.
Argumentet holder imidlertid ikke ud fra den begrundelse, at IPCC i materialet indikerer
relativt høje sandsynligheder for estimerede klimaudvikling sammenholdt igen med de
alvorlige konsekvenser, der er i spil. At bruge risiko og usikkerhed som argumenter for
ikke at handle under disse omstændigheder bekræfter nærmere Gardiners
intergenerationelle ”buck passing” problem - ikke at turde tage et ansvar.
4.3.4 Konklusion på cost benefit analyse
Der er mange argumenter og holdninger imod brug af cost benefit analyser i relation til
klimaændringer. En sådan præference er simpelthen moralsk illegitim (Sir Nicholas Stern i
Caney 2009a:165). Klimaændringer påvirker fundamentale menneskerettigheder og
medfører intergenerationelle udfordringer. Ifølge ovennævnte må den rene positive
diskonteringsmodel tilbagevises. Uanset hvilken position vi tager, vil der være
menneskerettigheder på spil, og sådanne rettigheder kan ikke diskonteres. Vælger vi en
økonomisk begrundelse, falder også denne på den usikkerhed, der er omkring prognoserne
for kommende generationer.
Skal modellen endelig diskuteres, må diskonteringsraten være nul eller negativ.
Modargumenteret, at risiko og usikkerhed begrunder diskontering, svarer til et argument
om ikke at tage beslutning på grund af manglende afklaring af risici.
Det er dog klart, at enhver form for rationel ageren forudsætter et rationelt grundlag at
agere på. I klimadiskussionen synes grundlaget leveret af IPCC, underbygget af ledende
klimaetikere at være så stærkt, at nok er der tale om risici, men beslutningerne tages under
kalkulerede risici. Sådan opereres i hverdagen, og sådan må der også opereres i
klimaspørgsmål. Begge steder må der tages beslutninger under kalkulerede risici.

49
Brugen af den sociale diskonteringsrate har seriøse konsekvenser for intergenerationel etik.
Dette kan begrundes i det store tidsrum, modellen skal spænde over, idet det samfund, man
regner på, grundet klimaændringerne, kan ændres så markant, at sigtet i beregningerne
rammer ved siden af. Hertil kommer at modellerne kun vanskeligt kan medtage alle
relevante omkostninger og benefits såsom omkostninger til ”non humans” (dyr,
planterøkosystemer…), æstetiske omkostninger, irreversible processer samt ikke
substantielle omkostninger (nød, død m.v.) (Gardiner 2004:573) 36 . Vi kan altså ikke bruge
cost-benefit analyser og diskontering til at reducere det i første del definerede ansvar. I
artiklen ”Kompliceret klimastrategi” 37
citeres nobelprismodtageren Thomas Shelling da
også for, at der ikke bør være forskel på at overføre resurser til nuværende generationer i
forhold til kommende generationer.
Konkret er specialets udfordring at diskutere retfærdighedsteorier, der sikrer en ligelig
fordeling af goder i henhold til differenstankegangen. Ud fra denne betragtning synes
kommende generationer meget let at kunne komme i de dårligst stilledes position, hvorfor
vi i henhold til det intergenerationelle differensprincip må afstå fra, igennem diskontering,
at gøre situationen endnu værre.
5. Principper for udledning af drivhusgasser
Jeg har argumenteret for, at nuværende generationer har et moralsk ansvar overfor
kommende generationer i relation til klimaudfordringer. Ansvaret kan ikke skydes ned
eller reduceres af en ”cost-benefit” analyse, hvorfor vi må forholde os nøgternt til de
klimascenarier, der er fremført tidligere.
På den netop afholdte COP 15 klimakonference i København i december 2009 drøftedes
indgående, hvorledes landene fremover bør forholde sig til klimaændringer generelt, med
fokus på udledning af drivhusgasser. Et gennemgående spørgsmål går på, hvorledes vi
bedst muligt fordeler adgangen til udledning af drivhusgasser ud fra den betragtning, at der
36 Nethenvisning:
http://hettingern.people.cofc.edu/Environmental_Philosophy_Sp_09/Gardner_Ethics_and_Climate_Change.p
df?referrer=webcluster&http://hettingern.people.cofc.edu/Environmental_Philosophy_Sp_09/Gardner_Ethics
_and_Climate_Change.pdf?referrer=webcluster&
37 Artikel trykt i Information 12. august 2009

er tale om en begrænset resurse, hvor en rettighed til denne resurse, under visse
50
forudsætninger, kan konverteres til goder og velfærd.
Jeg vil i dette kapitel derfor diskutere konsekvenserne af valg af fordelingskriterier, hvor
jeg drøfter fire toneangivende fordelingsmåder. Jeg diskuterer først en fordeling ud fra et
historisk ”onkelprincip” (Grandfathering), hvor der fordeles i forhold til historiske
udledninger. Dernæst diskuteres et ligefordelingsprincip (equal per capita), hvor
(individer/lande) tildeles samme kvote på drivhusgasser. For det tredje diskuteres et
historisk view med fokus på de store udledere af drivhusgasser. Herunder diskuteres, om
disse skal pålægges et ansvar med pålæg om at gå forrest i klimatilpasningsprocessen. For
det fjerde diskuteres, om vi skal styre udledning af drivhusgasser igennem en form for
handel med kvoter på disse. Mulighederne er mange; men jeg koncentrerer mig om de fire
nævnte muligheder, hvor retfærdighedskriteriet er de fra første del medbragte
intergenerationelle og globalt tilpassede differensetiske principper.
Hele diskussionen hviler på en betragtning om, at drivhusgasser for det første er skadelige
for mennesker og miljø og derfor må begrænses. For det andet repræsenterer kvoter på
drivhusgasser rettigheder til at udlede disse, hvilket, under givne omstændigheder, kan
konverteres til såvel en økonomisk som en velfærdsmæssig gevinst. For det tredje
medfører en reduktion i kvoter dog kun en reduktion i goder for udlederen af drivhusgasser
under den forudsætning, at det CO2 udledende produkt ikke kan kompenseres med andre
produkter på samme omkostningsniveau. For det fjerde kan en reduktion i kvoter i sig selv
medføre en indirekte forbedring for alle, herunder de dårligst stillede, i form af udeblivelse
af de negative klimahændelser, der ellers ville have indtruffet. Problemstillingen fortæller
lidt om hvor kompleks en sådan opgørelse af goder er.
Når jeg i de efterfølgende fordelingsdiskussioner henviser til differensprincippet, kan
anvendelsen være med fokus på såvel individer som på grupper af individer, herunder
stater. På statsniveau anvendes princippet efter følgende ordlyd: ”Goder bør fordeles
ligeligt imellem stater, og ulighed bør alene finde sted, såfremt dette gavner de dårligst
stillede stater.” Men nu til det første princip, nemlig et såkaldt ”onkelprincip”

5.1 Onkel-princippet (”Grandfathering”)
25
20
15
10
5
0
19,4
51
Jeg vil i dette afsnit diskutere et fordelingsprincip der er benævnt onkelprincippet fordi det
er de store udledere, onklerne, der styrer, eller forsøger at styre processen.
Vælges således udledningskriterierne ud fra onkel-princippet vil dette medføre, at
udledningskvoter vil være en funktion af tidligere historiske udledning samt at ”these
emission rights should be handed out free of charge to these actors. (Caney 2009:5) Den
”ret” man har ”fået”, skal ikke umiddelbart afstås, men respekteres som udgangspunkt i
kommende tildelinger. Principperne er delvist lagt ned i Kyoto-protokollen, hvor de
vedtagne reduktioner netop tager udgangspunkt i historiske udledninger, nemlig i 1990
udledningerne. Der er i onkel-princippet flere reduktionsmuligheder.
Illustrativt vil f.eks. en
reduktion på 10%
medføre, at USA ud fra
nævnte tal ovenfor skal
reducere udledningen pr.
person fra 19,4 tons til
Tons/person
17,5
Onkelprincippet
5,1 4,6
USA før USA efter Kina før Kina efter
15,5 tons, hvorimod
USA hhv. Kina før og efter en 10% reduktion i udledning af
kineserne kunne nøjes med drivhusgasser
at reducere fra 5,1 til 4 tons pr. person. Som det fremgår, forbliver den store udleder på
relativt højt niveau, også selv om der er reduceret med 10%.
Tidens diskussion omkring udledning af drivhusgasser skyldes det forhold, at en meget
stor del af velstanden og velstandsstigningen i de udviklede lande kan være årsag til den
negative klimaudvikling. Dette kan af udviklingslandene omformuleres til den opfattelse,
at adgang til velstandsstigning kan relateres til adgang til udledning af drivhusgasser.
Hertil kommer et ønske om, at den samlede udledning af drivhusgasser reduceres, så
negative klimakonsekvenser undgås. Onkel-princippet vil nok bidrage til en reduktion i
udledningen af drivhusgasser, men vil også holde udviklingslandende på et lavt
udledningsniveau. Princippet vil ligeledes fastholde og muligvis udvikle en verden, hvor
der bliver endnu større ulighed imellem rige og fattige på såvel individplan som nationalt
plan. Dette bør en fremtidig udledningsstrategi ikke bidrage til - tværtimod.

Set fra et menneskerettighedssynspunkt er det også en uholdbar situation, idet
menneskerettigheder ikke kan diskonteres.
Mennesker har en ret til at få de mest basale behov opfyldt, velvidende at denne ret i
52
mange situationer, på grund forskellige nationale styreformer, er trådt under fode. Ca. 20
% af verdensbefolkningen har således en levestandard på under 1 $ pr. dag. Hertil kommer
at 850 mio. mennesker lider af underernæring og 1,6 mia. mennesker mangler adgang til
energi.(Caney 2009:6). Disse mennesker lever i områder som Kina og Indien m.fl., hvor en
lav emissionsret vil kunne fastholde og i værste fald udvide fattigdommen i området
(Caney 2009:7). Dette forudsætter dog, at en eventuel højere emissionsret vil kunne
konverteres til goder og velfærd, hvilket igen forudsætter tilstrækkelig med viden og
kapital, som jo også er på lavt niveau i de pågældende områder.
”Forureneren betaler” er et i ”klimasprog” meget brugt retfærdighedsudtryk, som i denne
udlægning ikke kan opretholdes. Tværtimod, her bliver de skadelidte, de dårligst stillede,
ikke i tilstrækkeligt omfang kompenseret, idet de for det første må reducere deres
retmæssige kvotetildeling, som i forvejen er lille, og da den overordnede reduktion kun
bliver ganske begrænset, må en reduktion i de samlede negative klimakonsekvenser frygtes
at blive minimale eller helt udeblive. Med disse konstateringer er der alligevel et par
pragmatiske argumenter i onkel-princippet, der bør vendes.
5.1.1 Langtidsargumentet (Longhaul)
Et pragmatisk argument går på, at det er nødvendigt at tage udgangspunkt i det historiske
niveau med det udgangspunkt at nærme sig en mere ligelig fordeling af udledningen af
drivhusgasser. Amerikanere, europæerne og andre større udledende nationer stopper jo
ikke transport, fødevareproduktion og andre emissionsudledende aktiviteter fra dag til dag.
Dette vil forudsætte en total omlægning af de respektive samfund, og i øvrigt medføre en
total nedsmeltning af verdensøkonomien - til skade for alle, ikke mindst de dårligst
stillede. Der må derfor tages udgangspunkt i verdenen, som den ser ud, med onklerne som
dominerende faktorer. Dette kan kaldes en unfair, men nødvendigt første skridt på vejen til
en mere fair udledning. Set igennem disse pragmatiske briller vil der derfor, moralsk set,
kunne etableres en plan, hvor man over en årrække søger imod en reduktion samtidig med
en mere ligelig fordeling finder sted. Men uanset synspunkt, er det de veletablerede
”onkler”, der sætter dagsorden og prioriterer.

5.1.2 Prioritetsargumentet
Prioritetsargumentet bygger på at prioritere den indsats, der bedst bidrager til at afbøde
skadelige klimaændringer. For at opnå det bedste resultat, den største reduktion, må de
største udledere af drivhusgasser deltage. Her tænkes ikke mindst på USA og Kina m.fl.
53
Argumentet siger, at vi må acceptere disse store udlederes krav, herunder deres henvisning
til onkel princippet, for at få dem med. Uden disse landes deltagelse findes ingen reel
klimaløsning, idet alene USA og Kina sidder på ca. halvdelen af CO2 udledningen.
”Forureneren betaler” kan her siges at være gældende, men med den skævvridning, at
forurener selv bestemmer hvor meget og hvornår, der skal ”betales”. Skadelidte, den
klimabelastede, risikerer at blive nedprioriteret i forhold til skadevolderen. Hertil kommer,
at dette at opnå fordele igennem trusler ej heller er farbar på retfærdighedens vej. 38
En anden prioriteringsudfordring under onkel-princippet går på, at man i bestræbelserne på
at afbøde klimaskader, forbryder sig imod andre menneskerettigheder eller livsvilkår,
hvilket kan lede ud i en prioritering af hvilke goder, der skal prioriteres. Er en emissionsret
et gode i sig selv, eller er det et gode blandt mange andre goder? Denne diskussion bringer
Bjørn Lomborg på banen, idet han bringer nogle betragtninger i spil angående prioritering
af goder.
5.1.3 Bjørn Lomborg
Selv om Bjørn Lomborg af nogle opfattes som en kontroversiel debattør i klimadebatten,
bidrager han alligevel med nogle interessante betragtninger. Jeg vil her fokusere på nogle
af de synspunkter, Lomborg fremfører i forbindelse med Copenhagen Consensus 2004 og
dels synspunkter fra Køl af, sandheder og skrøner om den globale opvarmning. Lomborg
stiger ”op i helikopteren” og prioriterer alle goder under ét, hvor reduktion af drivhusgasser
blot er én af flere aktiviteter, vi i henhold til Lomborg bør beskæftige os med.
I bogen Køl af sender Bjørn Lomborg en hilsen til alle i form af en beskrivelse af hans
version af klimasituationen samt ikke mindst forslag til, hvad der bør gøres. Lomborg ser
38 Rawls 1999:116: Thus I assume that to each according to his threat advantage is not a conception of
justice. It fails to establish an ordering in the required sense, an ordering based on certain relevant aspects of
persons and their situation which are independent, from their social position, or their capacity to intimidate
and coerce.

ikke bort fra IPCC rapporterne og videnskaben bagved, men vil gerne bidrage til, at der
54
træffes beslutninger på bedst mulig information. ”At menneskeheden har fået atmosfærens
indhold af kuldioxid til at stige betydeligt i løbet af de sidste århundreder og derved
bidraget til den globale opvarmning er indiskutabelt”, noterer Lomborg (Lomborg
2008:10), så det er ikke på disse kendsgerninger uenigheden opstår. Det gør den derimod,
når vi diskuterer, hvad vi skal gøre, og det er denne vinkel, jeg ønsker at diskutere i
specialet.
Lomborg fokuserer på hele paletten af velfærdsproblemer, idet han sætter nytteværdien af
klimaomkostningerne op imod den nytteværdi, vi - i Lomborgs terminologi - kan få ved at
hjælpe de milliarder af mennesker, der lever i fattigdom - og de millioner af mennesker -
der dør af sygdomme, der kan kureres. Det er i denne diskussion Lomborg beregner hvilket
indsatsområde, der giver bedste afkast – mest nytte. Lomborgs råd til alle i klimadebatten
er, at vi ikke skal lade os påvirke af den dommedagsretorik, mange kommer frem med,
men ”køle af” og lade fornuften råde.
Lomborg opstiller 4 argumenter om klimasituationen (Lomborg 2008:18-19):
• Den globale opvarmning eksisterer og er menneskeskabt, og den vil få alvorlige
konsekvenser for mennesker og miljø hen imod slutningen af dette århundrede
• Udtalelser om de voldsomme, uhyggelige og umiddelbare konsekvenser af den
globale opvarmning er ofte stærkt overdrevne, og de fører sjældent til gode politiske
valg
• Vi har brug for enklere, klogere og mere effektive løsninger på den globale
opvarmning i stedet for overdrevne, om end velmente initiativer.
• Der er mange andre problemer, der er meget vigtigere end global opvarmning. Vi er
nødt til at bruge vores sunde fornuft. Der er mange mere presserende problemer i
verden såsom sult, fattigdom og sygdom. Ved at tage fat på dem kan vi hjælpe flere
mennesker for færre penge, og der vil være meget større mulighed for, at det lykkes,
end hvis vi kaster os ud i drastiske klimastrategier til billioner af dollar (Lomborg
2008:18-19). Det endelige mål er ikke at reducere drivhusgasser eller den globale
opvarmning i sig selv, men at forbedre livs- og miljøkvaliteten for især udsatte
mennesker (Lomborg 2008:19).

55
5.1.3.1 Lomborgs Copenhagen Consensus 2004
Mange af disse tanker er på Copenhagen Consensus mødet i 2004 indarbejdet i en global
prioriteringsliste, hvor prioriteterne er valgt ud fra hvilken udfordring, der efter møde-
medlemmernes mening giver den største pay back målt i goder. Listen rummer en række
overordnede grupperinger, med sygdomsbekæmpelse og sanitære forhold i de højst
prioriterede grupper. Klimabekæmpelse med fokus på drivhusgasser og Kyoto-protokol har
Lomborg langt nede på prioriteringslisten listen (Lomborg 2008: 55).
Prioriteringen i skemaet er ifølge Lomborg efterfølgende testet i flere meget forskellige
foraer med stort set samme prioritering til følge. Vi kan ikke gøre det hele, noterer
Lomborg, der må prioriteres – gøres valg, og i situationen her, valg af meget etisk karakter.
Lomborgs påstand er også, at når vi nedbringer CO2 udslippet, så prøver vi at hjælpe
mennesker langt ude i fremtiden, hvor de vil være meget rigere (Lomborg 2008:59).
Lomborg stiller det lidt kontroversielle spørgsmål, om vi skal føle os gode – eller vi skal
gøre det gode. Og hvilket gode skal vi gøre først?
5.1.3.2 Direkte og indirekte goder
Lomborgs prioriteringsprincipper, lagt ned i Copenhagen Consensus dokumentet, er
interessante, men har et andet fokus, end jeg har her i specialet. Når Lomborg prioriterer
valg af goder argumenterer han netop for, at denne liste indeholder goder som i prioriteret
orden er de goder, der direkte og mest effektivt gør noget ved fattigdom og fordeling af
goder her og nu. Dette er hvad jeg definerer som direkte goder.
I klimadebatten er konstateret, at kvoter på drivhusgasser ikke kan opfattes som et direkte
gode på niveau med bekæmpelse af sygdomme som hiv/aids m.v. Dette skyldes, at der i
kvotedrøftelsen i første omgang alene er tale om en rettighed, der under visse
omstændigheder, kan omsættes til goder. Her er der tale om, hvad jeg definerer som
indirekte goder. Lomborgs prioriterede indsats har konsekvenser her og nu, hvorimod
klimaindsatser, herunder restriktioner på klimakvoter, først får konsekvenser på længere
sigt. Der er således tale om to forskellige, men interessante diskussioner, hvor jeg i
specialet har fokus på klimadelen.

Tilbage til onkel-princippet
56
Set fra et intuitivt moralsk synspunkt synes ingen af ”onkel” argumenterne ovenfor
umiddelbart at holder i en fair fordeling af kommende udledningsrettigheder.
Langtidsargumentet falder på en opretholdelse af en i forvejen ikke fair situation, hvor de
dårligst stillede risikerer at stilles endnu dårligere. Prioritetsargumentet falder bl.a. på, at
hvis nogle store udledere vil fastholde princippet, et klart unfair princip overfor de
skadelidte, ja så er det i sig selv en så unfair og moralsk forkastelig holdning, at den må
udelukkes.
Men set fra et differens etisk synspunkt er situationen lidt anderledes. Der finder en ulige
fordeling sted, hvilket jo ikke er problematisk blot de dårligst stillede stilles bedre. At
tildele disse dårligere stillede nogle kvoter har vi konstateret ikke nødvendigvis bidrager til
større velfærd for disse, og slet ikke, hvis dette går ud over samfundets samlede
producerede velfærd. Velfærden for de dårligst stillede, f.eks. udviklingslandene, kommer
snarere, hvis en total reduktion i udledning af drivhusgasser resulterer i en generel
forbedring af klimaforholdene - til glæde for alle og herunder ikke mindst de dårligst
stillede.
5.1.4 Lockes provisio
Lockes provisio synes at ramme meget præcist i denne udledningsdiskussion. En tilegnelse
er legitim, hvis og kun hvis denne ikke indebærer, at andre bliver dårligere stillet. Dette ud
fra Lockes betragtning om, at der er ”enough, and as good left in common for others.”
(Locke i Lippert-Rasmussen 1996). Locke havde som elementer i tilegnelsen områder som
jord, vand, dyr samt jordens afgrøder.
I onkel situationen, og for så vidt også i de efterfølgende situationer kan diskuteres, om de
rige I-landes ”ret” til udledning af drivhusgasser er baseret på en fair måde, der ikke har
kostet andre noget. Situationen læner sig op ad tidligere drøftelse om ansvar og erkendelse
af at have et ansvar, en erkendelse der forudsætter en erkendt kausalitet imellem handling
og konsekvens. Debatten i klimapaneler og på COP møder indikerer dog klart, at denne
kausalitet er erkendt. Dette kan Locke næppe tage æren for, men udviklingen fortæller blot,
at sådanne etiske principper ofte afspejles i den måde, hvorpå mennesker, som individer
såvel som politikere agerer. Hermed er rigtig meget nået i en etisk politisk udvikling.

5.1.5 Opsamling på onkelprincippet
57
Onkel-princippet kan karakteriseres som en intuitiv ikke attraktiv position, men set fra et
differens etisk synspunkt en acceptabel position under forudsætning af, at onklerne på
tilstrækkelig vis bidrager til en generel opretning af klimaskaderne. Én af de mest
toneangivende ”onkler” repræsenteret ved tidligere præsident i USA Gorge W. Bush er
citeret for at konstatere, at:” Economic growth is the solution, not the problem.”, efterfulgt
af konstateringen, at USA ønsker vækst, i udviklingslandene såvel som i de fattigste lande
(Singer 2002:38).
Set i Rawls´ perspektiv er det i orden. Der bliver nok større afstand imellem rige og fattige
lande; men de fattigste lande løftes i velfærd – umiddelbart. Det gør de bare ikke på sigt,
hvis onklerne ikke bidrager til en generel reduktion af drivhusgasser. Gør de ikke det,
kommer der en regning senere, og denne regning synes at ramme de dårligst stillede
hårdest.
Hermed er vi på det politiske plan, idet en retfærdig reduktion og fordeling i stor
udstrækning afhænger af samarbejdet i klimapaneler og på det overordnede politiske plan.
En sidste udfordring for onkel-princippet går i øvrigt på at nye virksomheder, nye lande og
nye udfordringer let kommer i klemme med hensyn til placering i hierarkiet.
5.2 Lighedsprincippet – ”equal per capita”
Jeg vil i dette afsnit diskutere styring af drivhusgasudledning ud fra et lighedsprincip, som
forekommer logisk, men som viser sig at rumme ikke ubetydelige udfordringer.
Lighedsargumentet er baseret på, at alle personer har ret til ens udledning af drivhusgasser
ud fra betragtningen, at jordens evne til at absorbere drivhusgasser er en global fælleseje.
”This vital global common should be shared equally on a per capita basis” (Caney 2009:9).
Dale Jamieson tilslutter sig med ordene:
Argument 1: “In my opinion the most plausible distributive principle is one that simply asserts that
every person has a right to the same level of GHG emissions as every other person. It is hard to see
why being American or Australian gives someone a right to more emissions, or why being Brazilian
or Chinese gives someone les of a right.” (Jamieson i Caney 2009:9).
Den geografiske placering, underforstået industrialiseringsgraden af samfundet, bør ikke
være afgørende for, hvorledes tildeling af kvoter på drivhusgasser finder sted. Alle bør i

58
henhold til citaterne tildeles den samme kvote. Der er dog en række andre forhold, der
påvirker anvendelsen af lighedsprincippet, idet princippet alene taler om lighed i fordeling
af kvoter på drivhusgasser, ikke at alle i sluttilstanden opnår samme lighed i velfærd.
5.2.1 Fordeling af nationale og globale resurser.
Kvoter på drivhusgasser kan opfattes som en fælles knaphedsresurse, som alle kæmper om
rettighed til ud fra betragtningen om, at kvoterne kan konverteres til goder. Jeg vil her
diskutere, i hvilket omfang det er muligt at adskille resursen ”drivhusgasser” fra andre
fælles resurser i diskussionen af en ligelig fordeling.
Med henvisning til Rawls kan følgende principper sættes op:
1. Rawls´s kontraktteori kan danne grundlag for at opfatte kontraktpartnerne som stater,
som tidligere diskuteret. Her vil kontraktpartnerne argumentere for et globalt naturelt
resurseprincip, hvor naturens resurser er moralsk arbitrær og kan blive globalt distribueret.
Dette synspunkt understøttes af Beitz (Beitz 1974: 136-143).
2. Denne globale kontrakt indeholder principper for hele verden. Hermed et globalt socialt
skema for samarbejde, der leder ud i et Globalt differensprincip, hvor uligheder skal
behandles/afhjælpes således, at vi sikrer en ligelig fordeling af goderne, men accepterer
afvigelser, såfremt disse gavner alle, og at det ikke går ud over de dårligst stillede.
Disse to synspunkter kan danne grundlag for argument 2:
Argument 2: Det globale resurseprincip: Et globalt differensprincip medfører, at alle primære goder,
set som en del af naturens resurser, skal distribueres på et ligeligt grundlag, dog med særligt hensyn til
de dårligst stillede.
Men kan vi tillade os at opfatte alle naturens resurser ens. Argument 2 er baseret på en
ensartet distribution af alle naturlige resurser, og ikke brudt ned på enkelt arter såsom
drivhusgas, olie, jern, kul osv. Accept af argumentet forudsætter, at vi fordeler alle globale
resurser ligelig – hvilket i praksis vil være en umulighed bl.a. ud fra den betragtning, rigtig
mange naturlige resurser kan siges at tilhøre det land, hvori de fysisk befinder sig.

Men atmosfæren samt en del andre globale fællesresurser har et andet mønster. Blandt
disse kan nævnes:
59
• brug af verdenshavene, herunder transport og fiskeri
• udledning af affaldsstoffer i havet
• brug af Antarktis
• plads for satellitter i atmosfæren
• brugsrettigheder til elektromagnetiske kilder
• brug af luftfart (Caney 2009:22).
Jordens atmosfære er en fælles global resurse, og kan ikke ejes eller kontrolleres af nogen
enkelt stat. Atmosfæren som resurse kan plukkes ud og behandles separat, hvilket fører til
et tredje argument for lige ret til emissionskvoter:
Argument 3: En revideret version af det globale resurseprincip, som nu alene fokuserer på fælles
globale resurser, medfører, at drivhusgas kvoter bør blive distribueret på et ligeligt grundlag
Argument tre fokuserer på fordeling af drivhusgasser, men i princippet kunne en
tilsvarende diskussion føres omkring de øvrige globale fællesresurser.
Argumentet bakker også op omkring diskussionen i første del, hvor jeg klassificerede
atmosfærens regenererende kapacitet som et primært socialt gode, og dermed omfattet af
differensprincippets sfære.
Der er således mange gode grunde til at lade en fordeling af kvoter på drivhusgasser
reguleres efter et lige for alle princip. Argument 1 udtrykker det som et logisk princip.
Argument 2 fordeler alle primære goder ligelig og argument 3 bryder argument 2 ned til
konkret at kunne omfatte fordeling af kvoter på drivhusgasser.
5.2.2 Indsigelser imod lighedsfordelingen
Jeg har fremført tre argumenter, som grundlag for den intuitive rigtige løsning at fordele
kvoter på drivhusgasser ligeligt til alle. ”Alle” skal i denne forbindelse ses som alle
mennesker, men grupperet nationalt i forhold til summen af mennesker multipliceret med
disses gennemsnitlige udledning af CO2. Alternativt kan målet også, alt afhængig af
målemetode, opgøres efter landenes samlede udledning målt indenfor de forskellige

60
sektorer, og set i forhold til antal medborgere. Eksempler på forskellige landes udledning
af drivhusgasser ses nedenfor med henvisning til IPCC 2007.
Udledning af drivhusgasser pr. pers on (y-akse) for forskellige lande og grupper. X-aksen
repræsenterer antal af mennesker i respektive grupper samt mennesker akkumuleret.
Procentsatserne i hver gruppe indikerer gruppens andel af den samlede udledning af
drivhusgasser. Oplysningerne er fra 2004.
JANS: Japan, Australien og New Zealand. EIT: Økonomier i transition
K ilde: IPC C AR 4, Work Group III.
http://www.ipcc.ch/publications and data/ar4/wg3/en/contents.html
Jeg mener ikke argumenterne for ligelig fordeling af kvoter på drivhusgasser vist ovenfor
kan tilbagevises med henvisning til, at emissionsrettigheder ikke kan, eller i Lomborgs
optik ikke bør, fordeles særskilt uden hensyntagen til andre goder, idet der er tale om goder
med meget forskellige konsekvensmæssige tidsperspektiver. Der er til gengæld andre
brugbare argumenter for, hvorfor en ligelig fordeling af drivhusgasser er problematisk. Et
par af argumenterne kommer her.
5.2.2.1 Uens behov og uens adgang
Som tidligere drøftet, kan CO2 kvoter ikke spises og de kan ikke give varme og tryghed,
medmindre disse underbygges af et teknologisk eller andet viden-baseret instrument.
”What matters is peoples ability to pursue various goals and to enjoy certain capabilities.
Emissions have value only insofar as they serve these goals (Caney 2009:10 ).
Hvis vi således distribuerer den samme type af resurser, her kvoter på drivhusgasser, til
forskellige mennesker under meget forskellige levevilkår, vil disse resurser ikke
nødvendigvis bidrage til et løft i velfærden. Dette skyldes, at forskellige mennesker og

menneskegrupper har forskellige behov og forskellige præferencer, idet f.eks. områder
61
med megen sygdom (malaria i Afrika..), kolde områder, områder med få eller vanskeligt
tilgængelige naturresurser m.v. vil kræve meget forskellige resurser for at kunne
opretholde en fair levestandard.
En ligelig tildeling af kvoter på drivhusgasser synes ikke nødvendigvis at bidrage til
løsning af en ligelig fordeling af goder. For nogle mennesker og samfund kan kvoter
direkte omsætter til goder, for andre er det ikke muligt.
Det kan ligeledes konstateres, at ”geography matters when it comes to explaining variation
in CO2 emissions. Cold climates and the availability of renewable energy sources exert a
statistically significant impact upon such emissions that is also substantively important.”
(Caney 2009:11).
I forskellige egne af verden og i forskelligt udviklede samfund er der en ulige adgang til
alternative (ikke fossile) energikilder. Lande med vandfald (Norges Vattenfall) udvinder
energi fra vandkraft. Lande med megen vind, herunder Danmark, henter energi fra
vindmøller. Lande med høj teknologi og mange solskinstimer udvinder energi fra solceller.
Visse lande har gode forudsætninger for at udvinde energi fra 1. generations- og 2.
generations bioteknologi. Der findes således en række naturlige energikilder, og mange
flere vil med en tiltagende klimafokusering dukke op.
Men langt de fleste alternative energikilder er baseret på en høj teknologisk viden, hvorfor
”viden” som resurse så absolut også bør tænkes med, når der på et generelt niveau fordeles
resurser.
Et sidste argument omkring uens behov går på, at mennesker i forskellige aldre har
forskellige behov, ligesom forskellige samfund kan have forskellige aldersprofiler.
En ligelig fordeling af kvoter på drivhusgasser synes således ikke at resultere i en ligelig
fordeling af goder. Der er i principperne i denne ligelige fordeling af CO2 kvoter ikke taget
hensyn til ovennævnte uligheder i sociale og naturlige forhold. Alle tildeles samme kvote
om de så kan bruge den eller ej. De, der afgiver kvoter, stilles dårligere, men der er ikke
sikkerhed for, at de dårligst stillede stilles bedre, idet en kvote på drivhusgas, som
formuleret her, ikke kan konverteres til andre goder som f.eks. vaccine. Diskussionen
samles op i afsnittets konklusion.

5.2.2.2 Belønning af klimabevidsthed
IPCC anbefaler bl.a., at klimaindsatsen bør baseres på både en mildnelse af den
menneskeskabte drivhusgas (reduktion af CO2) samt på en forebyggelse imod
klimaødelæggelse (bygge diger). Mildnelse kan finde sted enten i form af en direkte
62
reduktion af udledningen af drivhusgasser eller i form af en promovering af reduktion af
drivhusgasser. Lad os sætte to forskellige grupper af mennesker, firmaer, nationer eller
andre enheder op imod hinanden. Gruppe A værner om klimaet, investerer i udvikling af
klimaforbedringer og agerer i det hele taget meget klimabevidst. Gruppe B agerer modsat.
Her tages der ikke hensyn til klimaet, det med klimaproblemerne er enten ikke noget
problem, eller i bedste fald et problem, andre må tage sig af. At tildele begge grupper
samme emissionsret synes ulogisk ud fra den betragtning, at man derved fjerner enhver
motivation til at bidrage positivt til klimaforbedringer.
5.2.3 En revideret ligefordelingsmodel
Ser vi ud over verden – eller lytter til stemmerne på nyligt afholdte COP15
klimakonference fremgår klart, at der er stor forskel på de behov, verdensbefolkningen har.
Behovene er mangfoldige. Et af behovene er retten til at udvikle samfund og velfærd ved
hjælp af teknologi og ved brug af energikilder, herunder fossile brændstoffer. Denne
forskel i levestandard og i udviklingsbehov åbner for mulighed for at lave en tillempet
fordelingsmodel a la Rawls differensmodel. Her tildeles først de mest trængende lande –
kunne være U-landene – en basis emissionsret, en ”subsistence emissions right” som
sikkerhed for, at alles basis behov er dækket. Herefter uddeles den resterende kvote i lige
mængder til alle øvrige lande (Caney 2009:12). Dette kan ses som en pragmatisk
mellemløsning, der dog ikke fuldt ud tilfredsstiller målsætningen i den ligelige fordeling.
En anden mellemform kunne være at tildele alle den samme kvote på drivhusgasser, som
derefter justeres – op eller ned – i forhold til det land, man lever i. I så fald skal vi i
Danmark aflevere en del af den tildelte kvote til andre lande, der ligger lavere i udledning.
Denne reviderede model er ej heller uden problemer. Den vil blive meget kompleks,
nærmest umulig at administrere. Og i begge nævnte muligheder må stilles samme
forudsætning som tidligere, at tildeling af kvoter i sig selv alene giver værdi, hvis kvoterne
kan konverteres til velfærd.

63
5.2.4 Lige fordeling kombineret med salg af kvoter
Inspireret af Peter Singer (Singer 2002: 43-48) vil jeg diskutere en anden revideret lige
fordelings model. Modellen bygger på, at alle lande tildeles en ens kvote på drivhusgasser
ud fra den betragtning, at adgangen til atmosfærens ”losseplads” (Singers ”sink”) er et
fælles aktiv for alle og bør tilfalde alle ens. Den tildelte kvote er beregnet ud fra den
vedtagne samlede globale kvote, vel at mærke den kvote, der klimamæssigt er forsvarligt.
Fordelingen finder sted til respektive nationer efter en populationsopgørelse.
Som noteret ovenfor vil dette medføre at højtudledende lande mangler kvoter, hvor
udviklingslandene vil have kvoter i overskud. Dette giver anledning til handel med kvoter,
hvor udbud og efterspørgsel bestemmer prisen. Modellen vil bidrage til, at kvoterne driver
derhen, hvor der udvindes de fleste goder pr. udledt tons CO2. Omvendt sikrer systemet, at
de, der ikke kan gøre brug af kvoterne, kan anvende provenuet fra salget til erhvervelse af
andre mere aktuelle goder for de respektive samfund.
Modellen med mulighed for handel med kvoter er i lidt anden form indarbejdet i Kyotoprotokollen,
netop for at sikre mest effektiv udnyttelse af drivhusgasserne. Modellen kan
suppleres med en populationsregulerende instrument, idet hver nations tildeling af kvoter
ikke bliver reguleret i forhold til populationstilvæksten. Nationer, der holder lav
populationstilvækst, vil således over tid modtage en relativ højere kvote pr. person, end
den nation, der ingen populationsstrategi har.
Alle modeller har sine udfordringer. Én af udfordringerne i denne model er, hvor
provenuet med handlen med CO2 kvoter lander. Modellen åbner for svindel med disse
transaktioner, hvilket må sikres igennem international styring.
Det er vanskeligt at kvantificere modellens virkning i goder og velfærd, idet der skal
nærmere kalkuler til at afgøre, i hvilket omfang vi også her rammes af, at samfundet totalt
set mister goder i et omfang, der rammer den differensetiske fordeling.
Men Singer tror på modellen, ”A well regulated system of per capita entitlments combined
with global emissions trading would, by internalizing the true cost of production, lead to a
solution, that is both fair and efficient.” (Singer 2002: 48).

5.2.5 Opsummering på den ligelige fordeling
30
25
20
15
10
5
0
64
Der er en række seriøse udfordringer i denne ligelige fordeling af kvoter på drivhusgasser.
En sådan tildeling vil ikke tage hensyn til den store forskel, der er i befolkningen. Det kan
godt være, at alle får den samme kvoteadgang til udledning af drivhusgasser, men dette er
ikke ensbetydende med, at der finder en retfærdig fordeling af goder sted. For det første
skal kvoterne konverteres til goder for alle i samfundet. Dette er et kapital- og
udviklingsteknisk spørgsmål. For det andet, og måske det vigtigste, så er mængden af
Udvikling i levestandard som funktion af en ligelig fordeling af kvoter på
drivhusgasser
USA Japan Europa Latin A Øst asien U lande
Skitse over en mulig udvikling i levestandard som funktion af en ligelig fordeling af kvoter på
drivhusgasser. Den samlede emission er fordelt ligeligt, men levestandarden er reduceret meget i de
afgivende lande og kun forøget lidt i de modtagende lande.
Emission før
Emission efter
Levestand før
Levestand efter
kvoter begrænset, og den skal begrænses endnu mere. Dette betyder, at de kvoter, der i dag
genererer goder og velfærd i de udviklede lande, skal fordeles til andre, der ikke er i
samme position med hensyn til at konvertere kvoter på drivhusgasser til goder og velfærd.
Hermed risikeres, at den samlede globale velfærd vil falde, uden at nogen stilles bedre. Vi
risikerer endda det modsatte, at verdensøkonomien lider skade, hvilket ofte går ud over de
dårligst stillede.
I graf-eksemplet ovenfor er nuværende samlede mængde af drivhusgasser (blå søjler)
reduceret med 10 % og fordelt ligeligt imellem anførte lande (røde søjler). Levestandarden
før fordeling et illustreret med gule søjler, hvor de grønne søjler indikerer levestandarden
efter en lige fordeling af kvoter på drivhusgasser.
Skitsen indikerer i anførte scenarie, at den velfærd, der for visse områder følger med
udledning af drivhusgasser, ikke følger med, hvis kvoterne på drivhusgasser fordeles.
Drivhusgasser kan ikke på denne måde bruges som selvstændig direkte velfærdsfordeler,

på samme måde som mange af Lomborgs direkte goder, hvor f.eks. en indsats imod
malaria kan have en øjeblikkelig virkning. Klimaindsatser skal ses i et længere
tidsperspektiv.
Vi diskuterer forskelsscenarier i differensetikken, fordi denne forskel kan trække de
65
dårligst stillede med i en positiv retning. I denne ligelige fordeling går vi modsat vej, vi
reducerer forskellen og konstaterer, at de dårligst stillede risikerer at blive dårligere stillet
samtidigt med, at også de bedre stillede stilles dårligere.
Ses den ligelige fordelingen igennem kommende generationers briller, så vil jeg her tage
differenstankegangen til indtægt for, at kommende generationer ej heller tilgodeses ved
valg af en ligelig fordeling. Personen i den oprindelige position vil vælge det princip, der
tilgodeser en ligelig fordeling af goder, således de dårligst stillede ikke stilles ringere end
før. Det gør den ligelige fordeling af kvoter på drivhusgasser ikke.
Tankegangen i differensprincippet holder, det gør til gengæld ikke tankegangen i den
ligelige fordeling af drivhusgasser. Den må som retfærdigt fordelingskriterium forkastes.
En sidste betragtning, som stikord til næste afsnit er, at det for mange mennesker vil
forekomme unfair, hvis en udvikling af og restriktioner på drivhusgasser ikke kommer
omkring en vurdering af den historiske udvikling, herunder en diskussion af det historiske
ansvar for udledning af drivhusgasser.
5.3 Historisk ansvar
Jeg vil i dette afsnit diskutere, i hvilket omfang et historisk ansvar løser udfordringen med
at etablere en retfærdig fordeling på drivhusgasser. Det historiske ansvar betyder, at de
største udledere af drivhusgasser påtager sig et ansvar for ”at rydde op” og bidrage til
konstruktive løsninger.
”Så længe det erklærede klimaansvar især anses for at påhvile de industrialiserede nationer, og så
længe de vestlige nationers udledning af CO2 anses som hovedårsag til alle ubehagelige
naturhændelser, død og ødelæggelse overalt på planeten, lige så længe vil forskellige miljøbevægelser
og officielle repræsentanter for udviklingslande fortsætte med at insistere på, at de vestlige lande må
betale aflad for deres CO2 udledning.” (Humlum 2009:172).

66
“The present global distribution of wealth is the result of the wrongful expropriation by a small
fraction of the worlds population of a resource that belongs to all human beings in common.” (Singer
2002:31).
Dette er klare meldinger fra Ole Humlum og Peter Singer, hvor de på udmærket vis lægger
op til debatten om, hvorledes nuværende generation bør forholde sig til løsning på
klimaudfordringerne. Hvor onkel princippet alene fokuser på de store CO2 udlederes
rettigheder, fokuseres her på, hvorledes den historiske udvikling kan være
ansvarspådragende, og hvorledes et sådant ansvar bør løftes. Dette er interessant for
nuværende generationer, men i særdeleshed også for kommende generationer.
Jeg har tidligere dokumenteret, at nuværende generationer har et ansvar, samt at dette
ansvar er både individuelt og nationalt. Som Gardiner noterer, så er ” Climate change not
caused by a single agent, but by a vast number of individuals and institutions not unified
by a comprehensive structure of agency.” (Gardiner 2006:3). Hermed er et generelt ansvar
pålagt alle mennesker, som enkeltindivider såvel som medlemmer af forskellige
organisationer.
Ansvaret rammer også den politiske sfære. Som det fremgår nedenfor, er der i 2004 store
forskelle i udledningerne af drivhusgasser fra region til region totalt set såvel som pr.
person. Det skal understreges, at tallenes afvigelser fra andre statistikker kan skyldes såvel
forskellige opgørelsestidspunkter som mulige forskelle i opgørelsesmetoder. Det afgørende
her er tendens og trend som grundlag for, hvorledes det historiske ansvar behandles.
Som det fremgår nedenfor udleder de industrialiserede Annex 1 lande 39
45,7 % af den
samlede mængde af drivhusgasser, men repræsenterer kun 19,7 % af befolkningen. Det ses
samtidigt, at industrilandene udleder i gennemsnit 16,1 tons CO2 pr. person imod
udviklingslandenes 4,2 tons. : (IPCC 2007, Work Group III.). Graferne indikerer ligeledes,
er der stor forskel i udledning pr. person og pr. nation.
39 Annex 1 lande omfatter industrialiserede I henhold til Kyoto-protokollen som gennemgås senere

5.3.1 Uvidenhed om konsekvenserne
67
Udledning af drivhusgasser pr. pers on (y-akse) for forskellige lande og grupper. X-aksen
repræsenterer antal af mennesker i respektive grupper samt mennesker akkumuleret.
Procentsatserne i hver gruppe indikerer gruppens andel af den samlede udledning af
drivhusgasser. Oplysningerne er fra 2004.
JANS: Japan, Australien og New Zealand. EIT: Økonomier i transition
K ilde: IPC C AR 4, Work Group III.
http://www.ipcc.ch/publications and data/ar4/wg3/en/contents.html
Da det først er indenfor de seneste årtier menneskeheden for alvor er blevet bevidst
omkring de reelle konsekvenser af den industrielle udvikling, vil det være unfair at
pålægge dem et ansvar og gøre dem ansvarlige for den skete udvikling. Argumentet holder
dog kun delvist, idet vi har kunnet konstatere en fortsat belastning af klimaet, også efter
IPCC tilbage i 90érne udsendte klare prognoser, der fremskrev nogle alvorlige
konsekvenser 40 . Det kan derfor diskuteres, om udledningen er ansvarspådragende ud fra
kausalbetingelsen, der tidligere er omtalt. Men da en stor del af udledningen er fortsat op
igennem 90érne og ind i 2000 tallet, må de industrialiserede lande siges at have pådraget
sig et objektivt ansvar, 41
såfremt der er handlet uforsigtigt eller uansvarligt igen med
henvisning til tidligere viste ansvarsprincip. Hertil kommer at videnskaben i en lang
periode tilbage i 90érne har noteret, at der var en ”not insignificant possibility” for, at
40 http://www.ipcc.ch/publications_and_data/publications_and_data_reports.htm#1
41 En juridisk spidsfindighed jeg ikke skal for langt ind i. Men: Objektivt ansvar er den juridiske definition af
et udvidet ansvarsgrundlag der er hjemlet (fastsat ved lov eller domstolspraksis) - og som ikke kræver culpa
hos skadevolder. Altså er skadevolder erstatningsansvarlig, også uden at have handlet uforsigtigt eller
uagtsomt. Før i tiden brugte man en fiktiv gennemsnitsperson, en såkaldt Bonus Pater Familias, og
sammenlignede den skadegørende handling med hvilken reaktion denne ufejlbarlige person ville have
udøvet. Hvad ville personen bag uvidenhedens slør? http://da.wikipedia.org/wiki/Objektivt_ansvar

68
drivhusgaskoncentrationen kunne resultere i en global opvarmning (Caney 2009:15). Der
er blevet lyttet til disse advarsler, og Kyoto protokollen rummer nogle af de internationale
regler, der er iværksat.
5.3.2 Skal jeg betale for tidligere generationers ”fejl”?
En stor del af klimabelastningen kan ifølge IPCC henføres til tidligere generationer,
hvorfor det – for nogen – kan forekomme uretfærdigt, at nuværende generation skal betale
for dette. Det er der klare begrundelser for - bl.a. med henvisning til ansvarsdiskussionen i
første del. For det første kan belastningen alene bæres af de nulevende, vore forgængere er
borte. For det andet vil de nulevende, takket være den industrielle udvikling resulterende i
klimabelastningen, formentlig efterlade deres efterkommere i en bedre situation, end hvis
denne udvikling ikke havde fundet sted j.v.f. drøftelsen om, at alle generationer modtager
goder fra tidligere generationer – og videregiver til kommende generationer.
Den industrielle verden har bragt dens medlemmer op på et højt velstandsniveau, men
desværre for efterkommerne, har tidligere generationer kun betalt en del af prisen for
velfærden. Dette skyldes, at der i prissætningen i den industrielle periode alene er
indkalkuleret produkternes dvs. velfærdens direkte produktionsomkostninger. De indirekte
klima- og miljøomkostninger er ikke indkalkuleret og betalt, her er regningen sendt ”ud i
atmosfæren”. Men her, som i alle andre situationer, hvor regninger sendes i cirkulation,
lander de på et tidspunkt på nogens bord.
Det er sket nu. Klimaomkostningerne er ved at blive gjort op, og fordi regningen ikke er
betalt i tide, er der en meget stor akkumuleret regning at betale. Og hvis ikke vores
generation, med den viden vi har, tager dette alvorligt, synes den regning, der udskrives til
kommende generationer, at kunne blive meget høj. Det må erindres, at den fremtidige
”omkostning” ikke kan reduceres igennem en cost-benefit analyse med høj
diskonteringsrate.
Denne sondering er i overensstemmelse med differenstankegangen, idet personen i den
oprindelige position jo ikke kender den generation, han/hun kommer til at leve i. Derfor er
det i pagt med Rawls´ opsparingstankegang, og her udvidet til kommende generationer, at
en ligelig fordeling af goder med fokus på de dårligst stillede vil medføre, at nuværende
generationer må tage del i omkostningerne, også selv om disse omkostninger er genereret
af vore forgængere.

5.3.3 Forbruger og producentansvar
69
Jeg vil her diskutere, hvilken entitet der bør bære ansvaret for udledning af drivhusgasser.
Hvis f.eks. en meget energitung og emissionsudledende virksomhed producerer varer til
eksport, er der flere entiteter og nationaliteter involveret. Det er producenten, der
forårsager drivhusgasserne, og der er forbrugerne, der efterspørger varerne. I perioden fra
1997 til 2003 kommer 7-14 % af Kinas CO2 emission fra produktioner, der alene går til
dækning af USA-forbrugernes efterspørgsel (Caney 2009:17). Her kan ansvaret placeres
enten i USA eller i Kina eller begge steder.
Der er imidlertid en tredje aktør, nemlig staten, som kunne pålægge producenterne en
afgift for produktion, eksport og import af emissionstunge produkter. Dette kunne være en
CO2 afgift, som vil kunne lede til international konkurrenceforvridning, såfremt afgiften
ikke er internationalt afbalanceret. Dette er en opgave for verdenshandelsorganisationen
WTO. 42
I den globale verden, med globale virksomheder, kan det ligeledes være vanskeligt at
placere ansvar. Det kan være vanskeligt at placere ansvaret, når en global virksomhed har
hovedkontor og beslutningskompetence i ét land, men emissionsudledende aktiviteter i
andre lande. Det kan ligeledes diskuteres, om det er Københavns lufthavns ejere, Air
Frances ejere eller passagererne, der er ansvarlige for den høje emissionsudledning,
flyrejser medfører. Dette er eksempler på nogle af de klimaudfordringer, klimapaneler og
politikere må forholde sig til.
5.3.4 Staten som legal rettighedsbærer
Med hensyn til hvem der har den moralske ret til emission, må pilen klart pege på det
enkelte menneske. Det er individet, der mærker fordele og ulemper ved udledning af
drivhusgasser. Fordelene kan direkte opgøres igennem de goder, energikilder bibringer
hvor ulemperne indirekte registreres i form af energikildernes affaldsstoffer i form af
drivhusgasser. Individet har hertil vitale interesser i opvarmning, fødevarer, transport, ja
alle de processer, der danner grundlag for klimaproblemerne. Denne moralske ret medfører
imidlertid ikke, at den legale ret ikke kan tilfalde andre, herunder naturligvis stater.
”Every human being has an equal right to use the atmospheric ressource.” (Caney
2009:18), hvilket indikerer, at beslutningsprocessen ligger hos individet.
42 WTO: World Trade Organisation. http://www.wto.org/english/thewto_e/whatis_e/whatis_e.htm

Men””governments” should own permits and proposing that they should be allocated
emission rights in acordance with their population size.” (Caney 2009:18). Vi kan som
70
individer ikke hver især forhandle globale resurser, det lader vi, i de demokratiske
samfund, vore demokratisk valgte repræsentanter tage sig af. Hermed er staten, eller andre
organisationer, spillet på banen for på borgernes vegne at sikre retfærdige
fordelingsprincipper. I den senere diskussion omkring politiske styring af emissioner samt
mulig tildeling til såkaldte ”svindelstater” ses, at den statslige tildeling ikke er uden
udfordringer.
5.3.5 Opsamling på historisk princip - oplæg til Kyoto-protokollen
Intuitivt må en skadevolder som generelt princip stå til regnskab for sine handlinger. Men
så tautologisk er klimasituationen bare ikke. Et ansvar forudsætter bl.a. en kausal relation
imellem handling og konsekvens og dernæst at skadevolderen, her med fokus på de højt
udledende lande, fortsætter sine handlinger. Vi kan ikke undlade handling ved at give vore
forgængere skylden, dette ville i sin konsekvens blive en uendelig proces uden handling.
Alle har et ansvar, uanset hvor man som individ er placeret. Ministeren har ansvar som
individ når han/kun kører på arbejde. Ansvaret følger med, når der udarbejdes planer, og
når denne deltager i globale møder. Udfordringen i det historiske princip er at komme fra
erkendelse af et problem til en løsning, der både har respekt for en samlet velfærd samt
fokus på de dårligst stillede. Dette er den debat, der pågår - godt illustreret af COP 15
konferencen samt principperne nedlagt i Kyoto-protokollen. Graden hvormed det
historiske princip kan danne grundlag for en retfærdig fordeling af goder i form af kvoter
på drivhusgasser er derfor helt afhængig af, i hvilken grad der internationalt kan skabes
konsensus omkring både en effektiv reduktionspolitik og en retfærdig fordeling. Kyoto-
protokollen kan muligvis være et skridt på vejen.
5.4 Kyoto-protokollen
Jeg vil her diskutere de elementer i Kyoto-protokollen, der har betydning for begrænsning
af udledning af drivhusgasser. Jeg kommer ind på såvel de reduktionsmål der er vedtaget i
bindende aftaler samt nogle af de instrumenter og hensigtserklæringer, der burde gøre
protokollen velegnet som et retfærdigt aktiv i kommende klimamålsætninger.

71
Kyoto-protokollen bliver vedtaget i Kyoto i 1997; men dens indhold og målsætning er så
kontroversiel, at selve ratificeringen først finder sted i 2005, idet der kræves et mindstemål
i antallet af lande samt i mængden af udledt drivhusgas for at iværksætte protokollen. Et
meget vigtigt element i Kyoto-protokollen er, at medlemslandene har forpligtiget sig til at
leve op til bindende mål samt at dokumentere, at disse mål nås.
Kyoto protokollen referer til en opdeling af landene i de såkaldte annex 1 lande bestående
af en række industrialiserede lande inklusive EU. De lande, der har ratificeret protokollen,
har indgået bindende aftaler, herunder en reducering af drivhusgasserne med mindst 5 % i
perioden 2008 - 2012, hvor Kyoto-protokollen udløber. Reduktionerne er i forhold til
basisåret 1990. EU skal som helhed i samme periode reducere med 8 %, hvor Danmark i
henhold til en intern EU byrdefordelingsaftale 43
har forpligtiget sig til at levere 21 %
reduktion senest i 2012. Drivhusgasserne er i protokollen defineret til at omfatte 6
drivhusgasser, nemlig: kuldioxid (CO2), methan (CH4), dinitrogenoxid (N2O),
hydrofluorcarboner (HFC), perfluorcarboner (PFC) samt svovlhexafluorid (SF6).
For nemheds skyld bruges carbondioxid (CO2) som målestok og omregner de øvrige
gasser til CO2-ækvivalenter. 44 I skrivende stund har 187 45
lande, herunder Danmark,
ratificeret protokollen; men der er, set fra et klimasynspunkt, et par alvorlige huller. USA
har ikke ratificeret, det har ej heller Kina, som er medregnet under udviklingslandene. Det
er derfor en udfordring at løfte det historiske ansvar, så længe bl.a. de to største udledere i
form af USA og Kina ikke er omfattet bindende reduktionsmål. Disse to lande udleder
tilsammen ca. halvdelen af verdens samlede drivhusgasser. Denne udfordring fandt
desværre ikke en løsning, men blev bekræftet på COP 15 konferencen i København.
Kyoto-protokollen løfter i sin tekst og ånd en del af det historiske ansvar, der ovenfor er
pålagt især de største udledere af drivhusgasser.
I protokollens artikel 2.3 noteres bl.a. at:
43 Byrdefordelingsaftalen mellem EU-landene skal sikre, at EU kan indfri sit samlede reduktionsmål for
drivhusgasser på 8 % i forhold til Kyoto-protokollen.
44 http://www.kemin.dk/da-dk/klimaogenergipolitik/klimakonvention/kyotoprotokol/Sider/Forside.aspx
45 http://en.wikipedia.org/wiki/Kyoto_Protocol

72
“The Parties included in Annex I shall strive to implement policies and measures under this Article in
such a way as to minimize adverse effects, including the adverse effects of climate change, effects on
international trade, and social, environmental and economic impacts on other Parties, especially
developing country Parties …(Kyotoprotokollen” 46
)
Annex 1 landene er igennem bindende aftaler pålagt at stræbe efter at implementere
politikker, der reducerer negative klimakonsekvenser, især for udviklingslandene. Kyoto
protokollen foreskriver, hvorledes der kan gøres op med en historisk udvikling, hvor de
største udledere, underforstået de, der har ratificeret protokollen, bærer en
reduktionsbyrde, som skal tilgodese alle, især de underudviklede lande. Hvis vi stiller
lighedstegn imellem underudviklede lande og dårligst stillede lande, synes Kyotoprotokollens
tekst ovenfor klart at indikere en differens etisk retfærdighedstankegang og
samtidig en bekræftelse af, at Rawls´ retfærdighedsteori forekommer anvendelig på det
globale plan.
Kyoto-protokollen tager også kommende generationer med i sine overvejelser, idet:
“The Parties should protect the climate system for the benefit of present and future generations of
humankind, on the basis of equity and in accordance with their common but differentiated
responsibilities and respective capabilities. Accordingly, the developed country Parties should take the
lead in combating climate change and the adverse effects thereof.” 47
Denne passage ligger meget tæt op af Rawls´ tidligere citerede position, som jeg nedenfor
har globaliseret med indsættelse af teksten ”inside and between nations”.
Globalt tillempet version af Rawls´ retfærdighedsteori.
All social primary goods – liberty and opportunity, income and wealth, and the bases of self-respect –
are to be distributed equally [ inside and between nations] unless an unequal distribution of any or
all of these goods is to be advantage of the least favoured. [“inside and between nations” indsat af
mig.]
Med udgangspunkt heri mener jeg med rimelighed at kunne dokumentere tidligere påstand
om, at Rawls´s differenstankegang er indlæst i internationale konventioner.
46 http://unfccc.int/resource/docs/convkp/kpeng.pdf
47 http://unfccc.int/essential_background/convention/background/items/1349.php

73
Nu en sidste henvisning til, at Kyoto-protokollen, i hvert fald i sin retorik, søger at løfte det
historiske ansvar. I protokollens artikel 10 omtales ” The Common but differentiated
responsibilities” 48
, som klart trækker industrilandene ind som ansvarlige klimaaktører, idet
der påpeges, at en retfærdig tildeling af emissionsrettigheder skal reflekteres i de historiske
facts, de industrialiserede lande har belastet atmosfæren med i form af drivhusgasser i den
industrielle periode. Industrilandene, i form af de lande der har tiltrådt Kyoto-protokollen,
har derfor indgået bindende aftaler, hvor bl.a. følgende forhold indgår:
- Formulere, implementere, publicere samt opdatere nationale klimatiltag
- Separat fokus på CO2 udledende faktorer som energi, transport, landbrug, skovbrug m.v.
- Samarbejde og promovere internationalt omkring effektive klimatiltag
- Samarbejde i videnskabelige og teknologiske foraer
- Bidrage til god international kommunikation
Og sidst men ikke mindst:” Give full consideration, in implementing the commitments
under this Article…” (Kyoto protokollen art. 10).
Såfremt Kyoto-reduktionerne ikke nås gennem nationale tiltag, kan landene gøre brug af
såkaldte fleksible mekanismer.
5.4.1 Fleksible mekanismer
Ved hjælp af fleksible mekanismer kan virksomheder og lande vælge, i stedet for selv at
reducere udledning af drivhusgasser da at købe kvoter i andre lande – eksempelvis i et
udviklingsland.
Dette retfærdiggøres af at klimaproblemerne udgør et globalt problem, hvorfor det er
ligegyldigt, hvor på kloden reduktioner finder sted, bare de finder sted. Og i fortsættelse af
dette argument kan anføres, at man med disse fleksible mekanismer sikrer den mest
økonomiske (billigste) form for klimatilpasning, idet der investeres der, hvor der opnås
største CO2 reduktion for pengene. Et yderligere argument understreger, at man ved at
købe reduktioner i f.eks. et udviklingsland hjælper landet med teknologisk viden i en form
for udviklingshjælp.
De fleksible mekanismer er et omdiskuteret system, der har mange opponenter og som
ledsages af mange nedsættende bemærkninger som afladskøb og lignende. For at sikre at
medlemslandene overholder de indgåede Kyoto aftaler, er der nedsat en komite
48 Kyotoprotocollen kan læses her: http://unfccc.int./kyoto_protocol/items/2830.php

74
(Compliance Committee), som kan pådømme sanktioner, såfremt et land ikke lever op til
dets Kyoto målsætning.
5.4.2 Svindelstater
Handel med kvoter samt statslig tildeling af resurser og rettigheder forudsætter et system
der sikrer, at rettigheder og goder også kommer klimaet og dermed borgerne til gode. Dette
er en alvorlig udfordring i de såkaldte svindelstater, hvor man risikerer at rettigheder bliver
solgt eller på anden måde omdirigeret til herskernes egne fordele – eller lommer, i stedet
for at blive investeret i klimaforbedringer. Nævnte risici løfter argumentet for, at der må
være visse restriktioner i internationale fordelingspolitikker, således det sikres, at
klimarestriktioner kommer klima, individer og miljø til gode og ikke misbruges af korrupte
regimer og svindlere. 49
5.5 Har alle resurser et distributivt princip?
Jeg har ovenfor diskuteret fire principper for fordeling af drivhusgasser. Ingen af dem
synes umiddelbart at bibringe en løsning, der sikrer kommende generationer en retfærdig
fordeling af goder. Jeg vil i dette afsnit afprøve en ny vinkel til styring af
emissionsudledninger. Følgende fire teser danner grundlaget:
Tese 1: The facts that there are activities which involve greenhouse gas emissions does not entail that
there should be a principle of distributive justice specifying a fair distribution for these greenhouse gas
emissions” (Caney 2009:20).
Eksistensen af en fælles resurse som rettigheder til udledning af drivhusgas medfører
således ikke, at denne resurse per definition skal have sit eget distributionsprincip.
Aluminium, plutonium m.fl. har f.eks. ikke egne distributionsprincipper. Caney foreslår
som argument for ovennævnte tese, at vi bør gå efter en fair fordeling af energiforbruget –
og dens belastning, mere end efter en fordeling af drivhusgasser i sig selv. Dette bl.a. med
udgangspunkt i, at visse skadelige energikilder kan konverteres til andre mindre skadelige,
ved f.eks. at skifte fra fossile brændstoffer til mere klimavenlige energikilder såsom vind,
sol, biobrændsler m.v.
49 http://jp.dk/klima/politik/article1914074.ece

75
Dette kan Caney have ret i forudsat energikilderne er konvertible, og i takt med at de
fossile energikilder erstattes, falder behovet naturligvis for opretholdelse af separate kvoter
på drivhusgasser. Men dette næppe i år 2010 – eller i de nærmest kommende år.
Tese 2: The distribution of greenhouse gases (or energy use) can be fair if it is part of a fair package of
goods.” Caney 2009:21)
Drivhusgasser kan således distribueres på fair vis, hvis de indgår i en anden fair fordeling
af goder. Tesen understreger den mulighed, at en person måske lider under tab på
emissionssiden ved at bo det ”forkerte” sted på jorden, men kompenseres igennem
overflod af andre goder.
Dette kan være aktuelt, hvis etablerede klimatiltag i form af deres langtidsvirkning f.eks.
først viser sig om 20 år. Indtil da kompenseres der i form af tildeling af andre direkte ”her
og nu” goder. Tesen kan også underbygges af, at der ikke sker noget på klimafronten,
hvorfor afhjælpning med andre goder skal finde sted. En tredje forudsætning er, at goderne
er konvertible, hvilket mange af Lomborgs direkte goder ikke kan siges at være set i
forhold til emissionskvoter. Set i Rawls´ perspektiv er det ligeledes vigtigt, at leksikaliteten
i retfærdighedskriterierne respekteres, idet vi f.eks. ikke kan kompensere økonomiske
goder på bekostning af eventuelle frihedsrettigheder.
Tese 3: “ A fair distributive principle govering greenhouse gases need not take the form of, (a),
distributing permits to emit greenhouse gases, and can take the form of , (b), distributing the revenues
raised by selling greenhouse gases.” Caney 2009: 21).
Vi skal således ikke distribuere kvoter på drivhusgasser, men distribuere penge
fremkommet ved salg af kvoter på drivhusgasser. Tese 3 kan eksemplificeres igennem salg
af resurser i Alaska via en fond, der videredistribuer en del af provenuet fra salg af resurser
til befolkningen. (Caney 2009:22). Den enkelte ejer ikke en del af resursekilden, men en
del af provenuet derfra. Løftes denne tanke op på globalt niveau, åbnes for en ”Global
Resources Dividend” 50
, som på vegne af alle mennesker på kloden sikrer, at værdien og
dermed provenuet fra alle jordens resurser samles og distribueres igennem en sådan fond.
50 En diskussion, ud af mange, omkring en ”Global Resourse Dividend” kan ses på dette link, hvor Thomas
Pogge´s forslag kommenteres af Tim Hayward. https://www.era.lib.ed.ac.uk/bitstream/1842/914/3/Haywardon-Pogge.pdf

76
Tese 4: “Each person is entitled to that level of emissions required for them to attain a minimal decent
standard of living.” (Caney 2009:23).
Alle har således en minimums ret til emission ud fra betragtningen, at alle har ret til et liv i
henhold til menneskerettighederne, hvilket forudsætter et vist behov for udsendelse af
drivhusgasser.
Ses disse fire teser under ét kan konstateres at:
a) Alle mennesker bør have ret til den emission, der forudsætter et leveværdigt liv.
b) Der er ikke noget specielt distributionsprincip for retten til udledning af
drivhusgasser.
c) Behovet for retten til udledning af drivhusgasser kan være forskellige fra person til
person, afhængig af deres respektive adgang til andre goder.
d) Retfærdig udledning/fordeling af drivhusgasser kan alternativt opnås ved salg af
udledningsrettigheder med videredistribution af provenuet efter aftalt mønster.
Jeg vil med udgangspunkt i sidste punkt diskutere lidt nøjere, i hvilket omfang handel med
emissionsrettigheder kan bane vejen for en fair fordeling af goder foranlediget af
emissionsrettigheder.
5.6 Handel med emissionsrettigheder
Jeg vil i dette afsnit diskutere, om en distribution af provenu på handel med
emissionsrettigheder kan være en farbar vej som alternativ til distribution af drivhuskvoter,
og om dette sikrer en fair fordeling af goder til kommende generationer.
Princippet tager udgangspunkt i følgende (Caney 2009:24):
1) Atmosfæren tilhører menneskeheden generelt. Atmosfæren er at opfatte som en
”global commons - a ressource that is the common property of humanity”(Caney
2009 :24), hvilket er helt i tråd med forudsætningerne tidligere om at se
atmosfærens regenererende kapacitet som en fælles resurse. Emissionsrettigheder
tilhører ikke hverken enkeltnationer, firmaer eller mennesker individuelt.

77
2) Der bør udarbejdes et globalt emissionsbudget, som over tid bør være faldende for
at undgå for store klimaskader. Kvoterne kan i denne model sælges, evt. på auktion,
således at de firmaer, der ønsker at operere med drivhusgasudledende produktioner,
kan købe sig rettigheder dertil. Emissioner er således distribueret via auktion til den
højest bydende og udgør en form for omsættelige emissionstilladelser.
3) Provenuet fra auktionen skal anvendes til bekæmpelse af skader fra
klimaændringer. Dette kan ske i form af lindring af klimaskader, teknologisk
udvikling, tilpasning og afbødning i udviklingslandene samt til kompensation til de,
der allerede har lidt skade.
Dette medfører bl.a. at:
a) Emissionsrettigheder distribueres ikke til individuelle, det er provenuet ved salg der
distribueres.
b) Provenuet fra auktioner vil blive brugt til klimaforbedringer og dermed til
beskyttelse af menneskets velfærd. Provenuet skal anvendes, hvor det gør størst
nytte. Der er her åbnet for en diskussion om, hvorvidt provenuet skal målrettes til
klimaaktiviteter, eller provenuet også kan anvendes til andre former for goder.
Dette er en politisk beslutning.
c) Systemet (auktionen) bidrager igennem klimaaktiviteterne både direkte og indirekte
til en reduktion i emissionerne. Direkte fordi den fulde klimapris indregnes i
kalkulen og dermed bidrager til reduceret efterspørgsel efter klimabelastende
produkter. Indirekte fordi en fordyrelse af nævnte klimabelastende produkter vil
bidrage til en fokusering på alternative udviklinger og alternative produkter.
d) Udviklingslandene vil hermed lettere kunne få den assistance, der er nødvendig.
Alternativet med frivillige bidrag fra industrilandene dokumenteredes på COP 15
ikke at være nogen umiddelbar farbar vej.
e) Provenuet kan anvendes til udvikling og distribution af alternative energikilder i
kampen for at reducere udledningen af drivhusgasser
f) Vi undgår problemet med individualistisk contra statslig styring. Det er utopi at
forvente, at alle individer i verden skal/kan administrere en ensartet ret til fælles

78
goder eller en emissionsret er utopi. At tildele stater en emissionsret synes til
gengæld også at være problematisk, idet dette forudsætter, at stater er at opfatte
som ens i emissionsstørrelse, samt at disse har klar fokus på klimaets og
medborgernes interesser. Men stater er ikke ens og agerer ikke ens. Indien f.eks.
har en lav CO2 udledning pr. indbygger, men har også mange
mennesker/virksomheder/områder, der ligger meget højt på emissionsskalaen – og
som for så vidt (og måske derfor) også har råd til at betale (Caney 2009:26).
g) Auktionsmodellen vil bedre sikre, at det er forureneren der betaler og dermed også
motiveres til at reducere udledningen. Da emissionsomkostningen må formodes at
blive pålagt forbrugere, medvirker også dette til en naturlig reduktion i
udledningen. De indirekte klimaomkostninger er hermed kommet i spil – på en for
klima og menneskeheden positiv måde.
Men hvordan sikres en fair fordeling af provenuet fra klimaauktionerne? Det er en alvorlig
politisk udfordring; men hvis man sikrer sig, at den korrekte og fulde miljøomkostning slår
igennem i prissætningen, vil markedskræfterne, udbud og efterspørgsel, sikre den mest
miljøvenlige produktion i forhold til, hvad kunderne er parate til at betale for en vare.
Markedsøkonomien kan således gå hånd i hånd med miljøpolitikken, hvis alle
omkostninger er indkalkuleret i prisen. Og hermed kommer kunderne til at betale den
miljømæssige sande markedspris.
Modellen forudsætter også, i forlængelse af konstateringerne ovenfor, at der etableres et
overordnet globalt styrende system, der kan sikre en fair fordeling af goder og velfærd.
Dette gælder i alle former for internationale fordelinger, uanset om der er tale om fordeling
af kvoter på drivhusgasser eller om fordeling af andre fælles goder.
Hvis dette er utopi, har vi, og ikke mindst kommende generationer, et alvorligt problem
som medlemmer af et globalt verdenssamfund.
5.7 Populationstilvæksten
Jeg vil her diskutere populationstilvækstens betydning for fordeling af goder til kommende
generationer. Jeg kommer ind på hvordan mængden af goder totalt set og målt i goder pr.
indbygger afhænger af den førte populationspolitik.

Populationstilvæksten er en ikke uvæsentlig parameter i en retfærdig fordeling af goder,
79
hvad angår kommende generationer, vedrører hvor mange mennesker der er eller bliver. I
visse situationer og under givne forhold kan en befolkningstilvækst bidrage til højere
velfærd, men set igennem klimabriller, med fokus på kommende generationer, vil
populationsudviklingen spille en væsentlig rolle.
Klimaændringerne er delvist menneskeskabte, og jo flere mennesker, des højere
klimabelastning. Det globale befolkningstal er vokset fra 2,5 milliarder i 1950 til 6,8
milliarder i 2009. I 2050 anslår FN en global befolkning på mellem 8 og 10,5 milliarder. 51
.
Der er undersøgelser, der indikerer, at der er en sammenhæng imellem CO2 stigningen i
atmosfæren og væksten i verdensbefolkningen - som dog ikke er lineær. I Politiken den 18.
november 2009 anføres, at i perioden 1980 til 2005 har lavindkomstlandene stået for
52,1% af befolkningstilvæksten og bidraget med 12,8% af den samlede CO2 udledning.
Befolkningen i høj-indkomstlandene er i samme periode vokset med 7 %, men har forøget
CO2 udledningen med 29 %. Al Gore noterer i ”Vores valg”, at ”Derfor må enhver plan til
at overvinde klimakrisen forholde sig til den udfordring, det vil være at stabilisere det
globale befolkningstal så hurtigt som muligt.”(Gore 2009:226).
Gore kan ligeledes notere, at en stor del af befolkningstilvæksten finder sted på
lavtliggende områder. Her er tale om de områder, der er mest truet af klimabestemte
oversvømmelser. Der ligger i denne befolkningsudvikling en vigtig kilde til den indsats og
de indsatsområder, der vægtes i IPCC rapporterne.
At det nytter at arbejde med problemstillingen fremgår af et regelsæt knæsat i f.eks. et
lavindkomstland som Sri Lanka. I henhold til tidligere nævnte artikel er fødselsraten pr.
kvinde i perioden 1960 til 2008 faldet fra 5,7 til 1,9. Kina er et andet eksempel, der med
deres 1 barns politik har forsøgt at påvirke fødselsraten. Dette har dog ikke forhindret
landet i over de sidste 30 år at have oplevet en befolkningstilvækst fra 200 mio. til 600
mio. og med en prognose på en yderligere stigning på 350 mio. over de næste 15 år (Gore
2009:231-32).
51 Berlingske tidende 18. november 2009

Et populationseksempel
Velfærd
6
4
2
0
-2
-4
80
Velfærd per person som funktion af befolkningstilvækst
En illustration
-3 -2 -1 0 1 2 3 4 5
Fertilitetsrate
Kurven skitserer hvorledes velfærden pr. person kan udvikle sig som funktion af
fertilitetsraten. Y-aksens viser velfærd på en relativ skala hvor x-aksen viser
fertiletetsraten ændret i procent i forhold til i dag (”0” på skalaen er i dag)
Udfordringen er at sikre, at mængden af goder i nuværende og efterfølgende generationer
holdes på et niveau, hvor de dårligst stillede grupper stilles bedst muligt. Set igennem
klimabriller, og med fokus på, at visse generelle resurser kun har begrænset levetid, er der
klare optimum for, hvor mange mennesker der under ovennævnte fordelingskriterier er
resurser til. Graferne for tilgængelighed (udbud) af resurser og efterspørgsel fra en stigende
population indikerer, hvornår goderne i gennemsnit pr. person begynder at falde.
Kurveeksemplet ovenfor viser, at hvis vi kan holde en ”0” vækst rate i populationen, (”0”
på x.aksen), så opnås en gennemsnitlig velfærd på 4 på en relativ skala. Kurven illustrerer
ligeledes et muligt forløb, hvor der kan tænkes en stigning i goder med en vis
populationstilvækst, men passeres en populationstilvækst på plus 1 %, begynder
nytteværdien pr. person at falde – og den afskyelige konklusion kan anes ude til højre.
Hvis det forudsættes, at ikke blot differensprincippet, men også de øvrige
retfærdighedsprincipper i Rawls´ teori globaliseres, sikrer leksikografien, at
frihedsprincippet må gå forud for både åbenheds- og differensprincippet. Betyder dette så,
at nuværende generationer kan påvirke kommende generationers befolkningstilvækst med
henvisning til Rawls teori om, at frihedsrettigheder bør fordeles ligeligt, medmindre
uligheder stiller de dårligst stillede bedre? Med andre ord, kan vi med

etfærdighedsprincipperne i hånden advokere for, hvorledes kommende generationers
populationstilvækst bør finde sted?
81
Hvis IPCC scenarierne og andre scenarier holder, hvis Gardiner har ret i, at vi er ude i en
moralsk storm, hvis Rasmussen får ret i, at vi er ude i et wicked, ikke umiddelbart løseligt
problem, ja så er der ingen vej udenom at inddrage populationsdrøftelserne i
klimadebatten.
Vi skal i henhold til Rawls fokusere på den dårligst stillede gruppe, og det kan diskuteres
hvad der sker, hvis den dårligst stillede gruppe ikke kommer i eksistens. Så kan vi fokusere
på den næst dårligste gruppe ---- og så videre, indtil vi har vendt Parfits afskyelige
konklusion på hovedet, og kun har én gruppe eller 1 person tilbage, der besidder hele
velstanden. En teoretisk og nok ret usandsynlig situation som blot fremhæver, hvor
problematisk klimadebatten er.
5.7.1 Den afskyelige konklusion.
Parfits populationseksempler Parfit 1984: 388
A
B
C
Jeg har et par gange henvist til Parfits afskyelige konklusion i de situationer, hvor
manglende ageren, f.eks manglende indsats på klimaområdet i kombination med en
Z – Afskyelige konklusion
uændret populationstilvækst. Jeg viser her den korte version af diskussionen, idet en
Jeg har ved flere lejligheder refereret til Parfits afskyelige konklusion. Problemstillingen
kan illustreres ved, at en befolkningstilvækst f.eks. fortsætter med at stige samtidig med, at
mængden af goder pr. person dermed falder. Situationer af denne art kunne opstå, hvis
klimascenarierne holder og måske endda forværres, uden der gribes til handling. Suppleres
dette med en fortsat populationstilvækst, ja så kunne vi rykke nedad i velfærdsskalaen som
skitseret ovenfor.
Illustrationen ovenfor viser forskellige samfund med forskellige levestandarder og
forskellige populationer. Y-aksen indikerer velfærden per. person, hvor x-aksen indikerer
antal mennesker i populationen. Figurerne A –Z illustrerer samfundenes samlede velfærd.

82
Det illustreres således, at det fra et utlitaristisk synspunkt er bedre – højere sum af velfærd
– at være flere mennesker med en relativt lavere levestandard. Dette sker ved at gå fra A til
B, igen fra B til C, og det skæbnesvangre skridt fra C, med en rimelig levestandard, til Z,
med en meget lav levestandard. I Z er der et meget stort antal mennesker der trods alt lever
et leveværdigt liv, og derfor oparbejder en højere sum af ”velfærd” end C kan udvise.
Derfor kaldes eksemplet den afskyelige konklusion, som i en worst case situation kan
illustrere hvad der sker, hvis klima- og populationsforholdene gensidigt forstærker en
negativ velfærdsspiral – og ingen er i stand til, eller har mod til, at gøre noget ved
situationen.
5.8 Politiske beslutninger
Jeg vil i dette afsnit diskutere politikernes rolle i hele klimaprocessen. Retfærdig fordeling
af goder og hensyntagen til kommende generationer stiller krav til politisk beslutningsmod.
Jeg diskuterer, om dette er til stede.
Et retfærdighedsprincip er ikke stærkere end beslutningstagerne og det politiske system
giver det mulighed for at være. Jeg har undervejs i specialet flere gange refereret til COP
15 som udtryk for visse udfordringer på det politiske beslutningsplan.
“Den politiske verden har i klimaspørgsmål et klart ønske om klare svar fra forskerne, en situation, der
tillagt følelser og formodninger om menneskets skyld i klimaudfordringerne, bringer politikerne i en
vanskelig situation, der igen kan påvirke den videnskabelige proces frem mod velbegrundede og
nuancerede svar”. (Humlum 2009:7)
Humlum udtrykker her det dilemma mange beslutningstagere må sande, nemlig dilemmaet
at træffe beslutninger under usikkerhed. Politikernes opgaver er ofte at være formidlere af
budskaber, mere end tænkere med indsigt i de budskaber, der formuleres. Dette harmoner
med, at vælgerkorpset let lader sig overtale af ”populære” politikere med populære
budskaber, hvilket ofte sker på bekostning af en værdibaseret og veldefineret debat.
Politikerne skal, udover at træffe beslutning under usikkerhed, også træffe beslutninger
under hensyntagen til næste valg. Der er moralske begrundelser for at sige, at det er forkert
af nationale ledere at give absolutte prioriter til deres egne borgere. ”The value of the life
of an innocent human being does not vary according to nationality.”(Singer 2002: 4).

At påstå at denne abstrakte etiske ide, at alle mennesker er berettiget til ens
83
opmærksomhed gavner næppe den enkelte politiske leder. En politisk leder, der prioriterer
andre borgere end egne, vil næppe blive valgt. Han/hun må tildele egne borgere (vælgere)
”some degree of priority.”(Singer 2002: 4). Problemstillingen udstilledes på nyligt afholdte
COP 15 i København, hvor det klart fremgik, at der ikke er nogen overordnet stærk politisk
styring af klimaudfordringerne, men til gengæld en række forskellige interesser, der
trækker i meget forskellige nationale og subjektive retninger. En sådan international og
intergenerationel udfordring kan også ses og udlægges i spil-teoretiske termer ud fra
tankerne i ”fangernes dilemma. 52
”. Fangernes dilemma udtrykker i lidt omskrevet form
den situation, der opstår, når et antal forskellige agenter – her nationer – forsøger, som på
COP 15 klimatopmødet, at løfte en fælles opgave omkring reduktion af udledning af
drivhusgasser. Problemstillingen kan illustreres således:
5.8.1 Fangernes dilemma på klimabeslutninger
Beslutninger i klimadebatten kan, hvad angår enkeltindividers reaktion, udlægges således i
min oversættelse:
A: Det er kollektivt rationelt at samarbejde med henblik på en samlet reduktion, idet hver enkelt
foretrækker summen af de enkeltes bidrag som bedre, end hvis ingen gør noget (Gardiner 2003:483).
B: Det er individuelt rationelt ikke at lægge restriktioner på egen emission. Uanset hvad andre gør,
bestemmer den enkelte selv (Gardiner 2003:483).
Paradokset er, at vi på den ene side opnår det bedste resultat, hvis der samarbejdes, men på
den anden side vides også, at alle kunne vælge individuelt ikke at gøre noget og dermed
opnået et dårligere resultat.
I dette eksempel, forklaret med klimatermer, bygger dilemmaet på uvidenheden om,
hvorledes hver især som individer vil agere for at minimere CO2 emissionen. Samme
tankegang kan bruges igen; men nu løftes problemstillingen op fra individ til
generationsniveau for derved at anskueliggøre, om kommende generationer kan rummes i
denne udlægning. Problemstillingen kan udtrykkes således, når individet erstattes med
generationer (Gardiner 2003:484): (Min oversættelse)
52 : Læs mere om fangernes dilemma på: http://da.wikipedia.org/wiki/Fangernes_dilemma

84
C: Det er kollektivt rationelt for de fleste generationer at samarbejde: (stort set) alle generationer
foretrækker resultatet af alles restriktive bidrag frem for at hver især overudleder
D: Det er individuelt rationelt for alle generationer ikke at samarbejde: Hvis hver generation frit kan
beslutte, om den vil overudlede, så vil hver generation rationelt vælge at gøre dette, uanset hvad andre
gør.
Tankegangen i ”C” ses bl.a. i Kyoto-protokollen samt i interstatslige aftaler (Dansk Energi
:1-3) 53
. Problemstillingen ovenfor problematiseres af at blive løftet op på
generationsniveau, idet det nu ikke længere er den enkeltes selvinteresse, der er på spil,
men hele generationers interesser. Med COP 15 problematikkerne i tankerne ses tydeligt,
at når en problemstilling løftes op på national eller internationalt niveau, så er situation A
vanskelig at lande – med risiko for at man lander i situation B.
Hvis man tankemæssigt udskifter generationer med nationer i situationerne A og B
scenarierne, er disse på et mere pragmatisk plan udmærkede udtryk for de problemer, der
er i at inkorporere kommende generationers situation i globale beslutningsprocesser.
Kyoto-protokollen er i sit indhold og tankegang et godt eksempel på situation C, nemlig at
lande kollektivt aftaler fælles mål, der skal være både politisk og juridisk bindende med
klare sanktioner, såfremt aftaler ikke overholdes.
Desværre er situation D et lige så godt eksempel på, hvordan landene tilsyneladende
handler i virkeligheden, og hvor svært det er reelt at indarbejde kommende generationer,
når det kommer til virkeligheden - når prisen skal betales. Dette er en væsentlig årsag til
det fokus, der for tiden og formentlig også fremover, er på klimadebatten og ikke mindst
på kommende COP møder. Det næste møde finder sted i Mexico i november måned 2010,
her får vi et fingerpeg om, i hvilket omfang det lykkes at indarbejde kommende
generationer og deres situation i nye dokumenter. Det er samtidigt et fingerpeg om, hvilken
styrke etiske argumenter får i politiske beslutninger.
53 Econ rapport: EU 2020-mål for vedvarende energi og klima

6. Konklusion på specialet
Er nuværende generationer moralsk forpligtigede over for kommende generationer i
klimaspørgsmål og i bekræftende fald, hvorledes kan Rawls´ differensprincip danne
grundlag for fordeling af goder overfor disse set i lyset af klimaudfordringerne.
85
I første afsnit konstateredes, at vi i værende generationer har et ansvar overfor kommende
generationer. Ansvaret træder i karakter, når det ses i lyset af de udfordringer,
klimaændringerne medfører. Når vi pådrages eller påtager os et ansvar, må der gøres noget,
der må handles. Udgangspunkt for denne handling er retfærdighed, en retfærdig fordeling
af de goder, der danner grundlag for eksistensen, uanset hvor og hvornår vi lever.
Goderne i form af drivhusgasser er af en lidt speciel art, idet retten til udledning af
drivhusgasser forudsættes at kunne konverteres til et gode. Et gode kan samtidig opstå,
såfremt en generel reduktion af drivhusgasser finder sted, med udeblivelse af negative
klimakonsekvenser til følge. I første del diskuteres og udvikles differensprincippet som det
retfærdighedsprincip, der på intergenerationelt niveau danner grundlag for en retfærdig
fordeling af kvoter på drivhusgasser i specialets anden del.
Jeg har i anden del af specialet afprøvet forskellige fordelingsmuligheder, i det jeg har
forsøgt at tage udgangspunkt i den klimamæssige virkelighed, vi står i. Et i klimadebatten
ofte diskuteret spørgsmål er, i hvilket omfang værende generationer med god ret kan
diskontere goder og velfærd, når de først skal effektueres engang ud i fremtiden. Det er og
bliver en fundamental diskussion, bl.a. fordi vi er vant til, at hver generation lever i en hen
over tid positiv liniær velstandsudvikling. Samtlige afprøvede argumenter for at
nedvurdere kommende generationer i form af diskontering falder imidlertid.
Onkel-princippet, som er baseret på, at de store udledere af drivhusgasser skal prioriteres,
og derfor forlods tildeles emissionsrettigheder på favorable betingelser, er problematisk.
Det forekommer intuitivt forkert, at en tilegnelse af en fælles begrænset resurse kan danne
grundlag for opretholdelse af en sådan ret. En global reduktion af drivhusgasser
forudsætter onklerne er med, også de store onkler, der endnu ikke har ratificeret Kyotoprotokollen.
Set fra et differens etisk synspunkt synes det vigtigt, at en reduktionsproces
ikke forløber hurtigere, end at det samlede samfunds gode sikrer, at de dårligst stillede

86
prioriteres i fordelingen af goder. Dette forudsætter en stærk politisk back-up, som endnu
ikke er set.
Lighedsprincippet, der er baseret på, at alle tildeles samme udledningskvote, er intuitivt et
mere acceptabelt princip, idet den fælles resurse, som atmosfæren som ”losseplads” består
af, ”naturligvis” bør fordeles ligeligt imellem alle, men når vi dykker ned i substansen ses,
at der er mange udfordringer. Det er usandsynligt, at alle mennesker og nationer med
meget forskellige resurser - og resursebehov, på effektiv vis kan udnytte en given kvote på
drivhusgasser. Der er ligeledes en fordelingsudfordring med hensyn til den entitet, der
tildeles en kvote rettighed. Det kan være en person, en virksomhed, en nation eller en helt
fjerde entitet. Der dukker mange spørgsmål og usikkerheder op, trods den intuitivt positive
fornemmelse for en ligelig fordeling.
Den største udfordring ser ud til at være, at goder ikke automatisk følger i kølvandet på
kvoter på drivhusgasser. Ved en fordeling af samme kvote til alle risikerer vi, at der tabes
så meget på den globale vægtskål af goder, at alle, ikke mindst de dårligst stillede får
forringede vilkår.
Det historiske udgangspunkt tildeler de højst udledende lande et ansvar for den historiske
udledning. Dette afleder et ansvar for, at der fremover findes flere bæredygtige løsninger,
der på retfærdig vis respekterer kommende generationer.
Dette er dagsordenen i den daglige debat, hvor klima og kommende generationers situation
er helt afhængig af, hvorledes dette ansvar løftes. COP møder og bindinger i Kyotoprotokollen
bidrager til at løfte opgaven; men der er meget langt igen med henvisning til
bl.a. COP 15. Der synes at være endog store politiske udfordringer, herunder at indlemme
de største udledere af drivhusgasser i bindende aftaler. Det er ligeledes vigtigt, at resurser
til bekæmpelse af klimaudfordringer kommer klima og befolkninger til gode, og ikke
lander i korrupte regimers lommer.
Med problemerne omkring såvel onkel-princippet som med den ligelige fordeling af kvoter
på drivhusgasser, er der med min indgangsvinkel kun at håbe, at det historiske ansvar kan
og vil blive løftet. I så fald er der mulighed for, at kommende generationer ikke skal se sig
selv som de dårligst stillede, der på grund af manglende handling fra deres forgængere

87
bliver endnu dårligere stillet. Dette forudsætter en helt anden styrke på det klimapolitiske
område, end vi har set hidtil.
Handel med rettigheder til udledning af drivhusgasser er en spændende alternativ vinkel,
som sætter fokus på nogle fundamentale problemstillinger. Diskussionen kan tages med
handel på emissionskvoter alene, eller feltet kan udvides til også at omfatte en række andre
fælles resurser, der kan handles igennem en global resursebank. Vi sikrer med denne
metode et mere retvisende billede af prissætningen på de goder, der trækker en alvorlig
klimaregning med sig. Alle omkostninger er indkalkuleret, forureneren kommer til at
betale - eller ændre adfærd. Det er et godt delmål.
Betalingsmodellen rummer ligeledes den mulighed, at vedtagne retfærdighedsprincipper
kan danne grundlag for fordeling af provenuet. Den upartiske iagttager vil vælge
differensprincippet, hvormed kommende generationer er ”inde i varmen”. Men her, som
ovenfor, er modellen ikke stærkere, end de politiske beslutninger danner grundlag for.
I alle fordelingsscenarier indgår en vanskelig kalkulerbar- og i øvrigt også politisk størrelse
i form af populationstilvæksten. Når der tales velfærd og goder for kommende
generationer, må politikerne supplere i forvejen komplicerede vurderinger på
klimaområdet med en populationsfaktor.
Udfordringen i hele denne klimadebat synes ikke at være at finde et retfærdighedsprincip.
Her synes differensprincippet at være et godt bud ud fra den betragtning, at en stor del af
klimadebatten netop opererer med målsætninger om en (mere) retfærdig fordeling af goder,
her i form af kvoter på drivhusgasser, med fokus på de dårligst stillede.
…hvorledes kan Rawls´ differensprincip danne grundlag for fordeling af goder
overfor disse set i lyset af klimaudfordringerne.
Denne anden del af problemformuleringen mener jeg kan besvares med, at
differensprincippet i indhold og tankegang er et meget anvendeligt og operativt
retfærdighedsprincip, der sætter fokus på kriterierne for retfærdig fordeling af goder.
Konkret i specialet synes det historiske princip at danne grundlag for den mest farbare vej,
men dette forudsætter politiske handlinger på globalt klimaniveau.

88
Udfordringen er på det politiske plan at sikre, at nationale og egoistiske interesser løftes ud
af debatten og erstattes af overordnede beslutninger, der er i stand til at tage hånd om
endog meget komplicerede klimabeslutninger, til gavn for alle og ikke mindst de mest
udsatte nu og i fremtiden.
7. Perspektivtering
”The problem is that, given that there is not only no world government but also no less centralized system of
global governance (or at least no effective one), it is very difficult to coordinate an effective response to
global climate change.” (Gardiner 2006:3).
Gardiner fremhæver her den situation, som klart blev demonstreret på klimatopmødet COP
15 i København. Der mangler en institution eller et politisk organ til styring af store
globale udfordringer, herunder bl.a. at sikre at f.eks. klimaudfordringerne kommer under
kontrol. I konklusionen ovenfor konstateres at vi let bliver nødlidende i forbindelse med
opgaver, der omhandler en retfærdig fordeling af kvoter på drivhusgasser. Dette går ud
over os nu, men endnu mere over kommende generationer.
Vi har FN og FN´s klimaorganisationer, (IPCC, UNFCCC m.fl.) som gør et stort arbejde,
især på det tekniske niveau. Men de løser bare ikke opgaven.
FN´s daværende generaldirektør Koffi Annan konstaterer da også, godt nok i relation til
borgerkrige i Bosnien, Rwanda og Kosovo, at ” the world cannot stand aside when gross
and systematic violations of human rights are taking place.” Hvad vi ønsker er “legitimate
and universal principles” hvorpå vi kan basere vores intervenering (Singer 2002:5). Dette
indikerer en redefinering af staters suverænitet, eller mere præcist, en opgivelse af den
absolutte statsopfattelse, som den har været siden 1648 (Threaty of Westphalia) 54
(Singer 2002:5). Intentionerne er der, men vi mangler at gå fra retorik til handling.
Singer adresserer problemstillingen ret klart med at konstatere, at i slutningen af det 19
århundrede kom mennesket så langt ud i rummet, at det fra månen kunne se jorden – som
én verden. Singer noter i denne forbindelse at :
54 http://www.schillerinstitute.org/strategic/treaty_of_westphalia.html

89
” Now the twenty-first century faces the task of developing a suitable form of government
for that single world. It is daunting moral and intellectual challenge, but one we cannot
refuse to take up. The future of the world depends on how we meet it.” (Singer 2002:201).
Succeskriterier for hvorledes vi løser globale problemer afhænger af, hvordan vi etisk
forholder os til idéen om, at vi lever i én verden, idet netop disse klimatrusler medfører
trusler på opfattelse af lande som selvstændige nationer. Det er f.eks. ikke muligt at
sagsøge et andet land for dets udledning af drivhusgasser, idet bevisførelsen umuliggøres
på grund af den lange tid imellem årsag og virkning. Udfordringen skal heller ikke løses
juridisk, men etisk – og politisk.
Der er altså behov for etablering af enten en stærkere FN, måske en reorganiseret FN eller
én eller anden form for enhed bestående af integrerede nationalstater, en form for
statssamfund. Ville et statssamfund give en større sikkerhed for, at klimareduktioner finder
sted efter vedtagne regler? Det er umuligt at svare på, idet det helt afhænger af, hvorledes
et sådant statssamfund etableres. I mine tanker har jeg lagt en EU konstruktion til grund.
Her har vi en økonomisk, kommerciel, politisk og demokratisk organisation, der på alle
landenes vegne agerer i ret omfattende sager. Bl.a. har EU landene deres egne bindende
klimamål nedfældet i Kyoto-protokollen.
Kunne vi ikke videredyrke denne tankegang, og indlemme alle verdens lande i en EU
konstruktion, med fokus på løsning af overordnede globale problemer. I så fald bliver vi
direkte forpligtede overfor hinanden, og alle må indgå i aftalte bindende forpligtigelser.
Vi har set et EU system - et mini statssamfund - fungere, men ikke uden problemer, bl.a.
fordi der er tale om både et mini statssamfund og nationalstater. Som borger kan det være
vanskeligt at identificere sig begge steder, og jo længere borte styreformen kommer, jo
mindre synes borgerinteressen at være 55
. Dette behøver nødvendigvis ikke at være et
problem, idet EU som organisation styrer bl.a. en del miljøpolitikker. Dette er til gavn for
alle, også selv om beslutninger er truffet et sted nede i Europa.
Samme argumentation kunne føres her, hvor det bør være globale klimapolitikker eller
andre globale problemstillinger, der er i fokus og hvor beslutninger træffes uafhængig af
nationalstaters subjektive interesser, men med fokus på den overordnede politik.
55 Interessen kan bl.a. måles på valgdeltagelsen til hhv. Folketing og EU Parlementet

90
I dag konstaterer vi, at den på COP 15 vedtagne ”Københavnererklæring” ved
tilmeldingsfristens udløb pr. 1. februar 2010 ifølge Statsministeriet har modtaget
tilkendegivelser fra 56 lande repræsenterende ca. 80% af den samlede udledning af
drivhusgasser. 56
Men der er alene tale om uforpligtende tilkendegivelser, som derfor kun
kan danne grundlag for efterfølgende drøftelser. Det er ikke godt nok!
Denne proces indikerer, at FN, når talen er om klimaspørgsmål, er udsat for alvorlige
globale udfordringer. Det er et alvorligt problem ikke mindst for kommende generationer.
Der mangler et overordnet internationalt organ, der kan agere ud fra globale målsætninger.
Om det skal være et organ som skitseret ovenfor eller et reorganiseret FN, der er i stand til
at handle er ikke afgørende. Det afgørende er, at der kommer handling – i en verden, hvor
tankerne i Rawls´ differensetik allerede på det retoriske plan synes at vinde genklang i
politiske forhandlinger. Kommende generationer kommer dog først for alvor i fokus,
såfremt det lykkes på globalt niveau at sikre en styreform eller et organ, der er i stand til at
sætte handling bag de gode hensigter. Lederne deraf må gerne have læst Rawls.
Red klimaet, sluk for demokratiet – var titlen på en Agenda-radioudsendelse 28. marts
200957. Udsendelsen var bl.a. baseret på udtalelser af James Hansen, som er klimachef i det
amerikanske NASA. Han er ligeledes citeret for at, ” Vi kan blive nødt til at finde andre
metoder end demokratiet. For vi har valgt regeringer, der siger, de vil løse problemet, men
de gør det ikke. Forsøget på at gøre det gennem en demokratisk proces har slået fejl«, siger
han.” (Politiken 12. marts 2009).
Jeg vil opretholde demokratiske principper; men hører indspillet som udtryk for, at vi er
ude i Gardiners moralske storm, hvor selve det demokratiske grundlag kommer til
diskussion. Denne storm bør vi kunne komme igennem, hvis vi bliver i stand til – på
demokratisk vis - effektivt at operere på det globale politiske plan. Nej, der er ikke tale om
skepticismens wicked problem. Vi har som mennesker en iboende gnist til at ville - at ville
agere således, at citatet, lånt af Torben Chrintz, klimachef NIRAS, kan omskrives og
besvares således:
56 http://www.stm.dk/_p_13062.html
57 Hør eventuelt Agenda udsendelsen i DR/P1 den 28. marts 2009: Red klimaet – sluk for demokratiet. Link
på: http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2009/0330082430.htm

____________________________________
Navn
91
We will look into the eyes
of our children and confess
That we had the opportunity,
And found the courage?
That we had the technology,
And developed the vision?
(Torben Chrintz, klimachef NIRAS) 58
58 Kilde: Torben Chrintz, klimachef NIRAS. Fra oplæg afholdt på KU klimakursus 8. juni 2009

Litteraturoversigt
Beitz, Charles R.: (Beitz 1979): Political theory and international relations. Princeton
University Press 1979
Caney, Simon (Caney 2009): Global Justice, Human Rights and Energy: What is a fair
Distribution of the Right to emit Greenhouse Gases? Henvisning til: Journal of Global
Ethics vol.5 no.2 (2009), pp 125-146
Caney, Simon (Caney 2009 a): Climate Change and the Future: Discounting for Time,
92
Wealth, and Risk. Journal of Social Philosophy, Vol. 40 No. 2, Summer 2009, P 163-186.
Gardiner, Stephen M.:(Gardiner 2006) A Perfect Moral Storm: Climate Change,
Intergenerational Ethics and the Problem of Corruption. University of Washington.
Environmental Values, Volume 15, Number 3, August 2006 , pp. 397-413
Kopi findes her med specialets sideangivelse:
http://faculty.washington.edu/smgard/GardinerStorm06.pdf
Gardiner, Stephen M (Gardiner 2009): Saved by Disaster, Political Inertia, and The
possibility of an Intergenerational Arms Race. Journal of Social Philosophy, Vol 40 No. 2,
Summer 2009, P 140-162
Gardiner, Stephen M (Gardiner 2004): Ethics and Global Climate Change. Ethics 114
(April 2004): 555 -600. 2004 by The University of Chicago.
http://hettingern.people.cofc.edu/Environmental_Philosophy_Sp_09/Gardner_Ethics_and_
Climate_Change.pdf?referrer=webcluster&
Gardiner, Stephen M (Gardiner 2003): The Pure Intergenerational Problem. The Monist,
vol 86, no3, pp 481 – 500. 2003
Gjerris, Michey m.fl.(Gjerris 2009): Jorden brænder, klimaforandringer i
videnskabsteoretisk og etisk perspektiv, Forlaget Alfa 2009

93
Gore, Al (Gore 2009): Vores valg. Sådan loser vi klimakrisen. Informations Forlag, 2009
Gosseries, Alex(Gosseries 2008): On Future Generations “Future Rights”
- The journal of Political Philosophy: Vol 16, no 4 2008 pp 446 - 474
Holtug, Niels m.fl (Holtug 1997): Det retfærdige samfund. Nyt Nordisk Forlag Arnold
Busch 1997
Humlum, Ole (Humlum 2009): Det ustyrlige klima. Eksperternes vej fra forskere til
flagellanter. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek
IPCC 2007 UK (IPCC 2007): Synthesis Report, Climate Change 2007
http://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/syr/en/contents.html
IPCC Synthesis Report 2009 (IPCC 2009). Climate Change. Global Risks, Challenges &
Decisions Copenhagen 2009, 10-12 March. (IPCC 2009) www.climatecongress.ku.dk
Klimaændringer 2007(IPCC 2007DK): Synteserapport. Sammendrag for beslutningstagere
(AR4 2007 DK).
http://www.ipcc.ch/pdf/reports-nonUN-translations/danish/2007-synthesis-report.pdf
Kyoto (Kyoto): Kyoto Protocol to the United Nations Framework Convention on Climate
Change, United Nation 1998.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=23101
Lomborg, Bjørn (Lomborg 2008): Køl af. Sandheder og skrøner om den globale
opvarmning. Lindhardt og Ringhof A/S 2008.
Lübcke, Poul (Lübcke 2009): Artikel: En genlæsning af Rawls i lyset af hans diskussion af
forholdet til fremtidige generationer. Artikel i Jacobsen, Mogens Chrom m.fl.: John Rawls
politiske filosofi. NSU Press 2009

Lübcke, Poul (Lubcke 1998): Politikens bog om politiske idéer. Politikens Forlag 1998
94
Lübcke, Poul (Lübcke 1995): Bæredygtighed og velfærdsstat. Artikel i: Lübcke, Poul m.fl:
Miljøet, markedet og velfærdsstaten. Clemenstrykkeriet, Århus 1995
Parfit, Derek (Parfit 1984): Reasons and Persons. Oxford University Press 1984
Rasmussen, Kjeld (Rasmussen 2009): Klimaændringerne som et ’wicked problem’: Klima-
etik. Klimaforandring som wicked problem. Indlæg på kursus afholdt af Københavns
universitet forår 3. marts 2009.
Rasmussen, Kasper-Lippert (Lippert Rasmussen 1996). Nozick, selvejerskab og
retfærdighed. Artikel i Politica, Bind 28 (1996) 2
Rawls, John (Rawls 1971): A Theory of Justice, Oxford University Press 1971
Rawls, John (Rawls 1999): A Theory of Justice,. Oxford University Press 1999
Singer, Peter (Singer 2002): One world. The ethics of globalization. Yale university press
new haven & London 2002

Internethenvisninger
95
Note Webadresse
1. http://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/syr/en/contents.html
5. http://en.wikipedia.org/wiki/The_Perfect_Storm
9. http://www.ipcc.ch/pdf/reports-nonUN-translations/danish/2007-synthesis-report.pdf
11. http://www.ipcc.ch/publications_and_data/publications_and_data.htm
12. http://www.ipcc.ch/pdf/reports-nonUN-translations/danish/2007-synthesis-report.pdf
13. http://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/syr/en/mains1.html
15. http://www.grida.no/climate/ipcc_tar/wg1/pdf/TAR-01.pdf
16. http://maps.grida.no/go/graphic/ipcc-and-unfccc-institutional-framework
17.
http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Fagligt+nyt/Kommunikat%C3%B8ren/2008/Nr.+3+-
+2008/Medieret+klimakommunikation
18. http://www.ipcc.ch/pdf/reports-nonUN-translations/danish/2007-synthesis-report.pdf
19. http://www.ipcc.ch/meetings/ar4-workshops-express-meetings/uncertainty-guidance-note.pdf
19. http://www.climatechange.cn/qikan/manage/wenzhang/2005-142.pdf
http://unfccc.int/resource/docs/convkp/conveng.pdf
20. http://www.aaas.org/news/press_room/climate_change/media/4th_spm2feb07.pdf
21 http://climatecongress.ku.dk/pdf/synthesisreport
22. http://unfccc.int/resource/docs/convkp/conveng.pdf
30. http://unfccc.int/resource/docs/convkp/conveng.pdf
33. http://en.wikipedia.org/wiki/Stern_Review
34. http://www.dmi.dk/dmi/index/hav/oceanografiske_emner-2/dybvandsdannelse.htm
35. www.climatecongress.ku.dk
36.
http://hettingern.people.cofc.edu/Environmental_Philosophy_Sp_09/Gardner_Ethics_and_Climate
_Change.pdf?referrer=webcluster&http://hettingern.people.cofc.edu/Environmental_Philosophy_S
p_09/Gardner_Ethics_and_Climate_Change.pdf?referrer=webcluster&
40. http://www.ipcc.ch/publications_and_data/publications_and_data_reports.htm#1
41. http://da.wikipedia.org/wiki/Objektivt_ansvar
42. http://www.wto.org/english/thewto_e/whatis_e/whatis_e.htm
44. http://www.kemin.dk/dadk/klimaogenergipolitik/klimakonvention/kyotoprotokol/Sider/Forside.aspx
45. http://en.wikipedia.org/wiki/Kyoto_Protocol
46. http://unfccc.int/resource/docs/convkp/kpeng.pdf
47. http://unfccc.int/essential_background/convention/background/items/1349.php
48. http://unfccc.int./kyoto_protocol/items/2830.php

96
49. http://jp.dk/klima/politik/article1914074.ece
50. https://www.era.lib.ed.ac.uk/bitstream/1842/914/3/Hayward-on-Pogge.pdf
52. http://da.wikipedia.org/wiki/Fangernes_dilemma
54. http://www.schillerinstitute.org/strategic/treaty_of_westphalia.html
55. http://www.stm.dk/_p_13062.html
56. http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2009/0330082430.htm