Hele bladet - Foreningen Norden

franske strygere i en syngende, let
vibrerende klang, der aldrig blev
forceret. Her oplevede man absolut
en rigere akustik i salen end på
torsdagskoncerterne i de foregående
måneder.
Det blev endnu tydeligere først i
juni, da der var engelsk orkesterbesøg.
For omsider skete det! Og der
skulle et sandt eliteorkester og en
finsk verdensdirigent til for at åbenbare
salens mest hemmeligsfulde
kvaliteter. Philharmonia Orkestret
under Esa-Pekka Salonen spillede
Schönberg, Bruckner og Sibelius.
Så bjergtagende smukt, så uhørt
dynamisk og virtuost har musik
endnu ikke klinget i denne sal, og
det er i det hele taget år og dag siden,
der er blevet spillet på et sådant
niveau i København. I Bruckners
6. Symfoni var dirigenten simpelthen
mediet, en adræt og særdeles
veloplagt mand på 51 år, bestandigt
foran sit orkester i den fremadskridende
fortælling, uhyre præcis i sin
signalering af hvem, hvad, hvordan,
hvornår, hvor meget og hvor
lidt med sine elegante gestus. Man
hører sjældent Bruckner med en så
spændstig rytmisk profil og så perfekt
afbalancerede orkestersektio-
ner. Det var en konstant fryd. Den
længste sats, adagioen, blev måske
den største oplevelse. Salonen bevarede
en bevægelig puls gennem de
tre temakomplekser: den længselsfulde
klage, det ekstatiske opsving
og den fløjlsbløde sørgemarch. Det
var som om orkestret i den grad
følte sig animeret af salens ubønhørlige
klarhed, for endnu ikke har
man hørt så mange strygere hviske
så tyst med så megen klang på deres
instrumenter.
Stradivarius ?
Men lad os nu blive ved de hjemlige
ensembler og ved det niveau, de nu
engang befinder sig på.
Naturligvis har forventningerne
været skyhøje til verdens dyreste
koncerthus. Og besynderligt nok
har man fået nogle af dem opfyldt
i uventede sammenhæng. Det overraskende
er, hvor fantastisk DR’s
kor lyder i Studie 1. Det hørtes i
en opløftende opførelse af Brahms’
tyske requiem under Paul McCreesh,
hvor salens akustik på enestående
vis befordrede hundredvis af
nuancer i de vokale udfoldelser.
Teksttydeligheden var optimal,
præcision og balance upåklagelig,
alle dynamiske niveauer blev gennemsunget
fra det næppe hørlige
til det mest magtfulde. Symfoniorkestret
fulgte op med en lignende
gennemsigtighed og gennemartikuleret
retorik, med orglet diskret
støttende i basregionen, som oftest
ideelt afbalanceret i forhold til
koret. Gustav Mahlers 2. symfoni
skuffede akustisk ved den første
torsdagskoncert i januar, men hans
gigantiske 8. symfoni under Ion
Marin sejrede derimod stort tre
måneder senere med hele fem kor,
DR’s to orkestre og otte vokalsolister.
Det var påfaldende, at detaljerne
i Mahlers uhyre komplicerede
partitur stod krystalklart i rummet,
og man fornemmede dermed, at
hver af de 250 medvirkende ydede
en bemærkelsesværdig indsats for
helheden.
Men disse positive oplevelser
forvirrer faktisk mere, end de
opklarer de akustiske mysterier.
Det er blevet sagt, at den nye sal
er en Stradivarius, som det vil tage
orkestermusikerne lang tid at lære
at spille på. Det er muligt, kunne
man tilføje, bare det ikke tager flere
hundrede år som med de ægte italienske
mesterinstrumenter. n
illustrAtion Kenn ClArke
NORDEN NU NR.3 // JUNI 2009 25