Missions-Nyt nr. 1 - 2013 med billeder - Missionsfonden

Side 6
Grønland tur/retur
af Gudrun og Dan Toldam
Kære læsere af Missionsnyt.
Michael Gam, en dansk skolemand i Grønland,
skrev engang en bog med titlen: Engang
Grønland, altid Grønland. Min kone
og jeg, samt 3 af vores 4 børn (den sidste
kom til i Grønland), tog første gang til Nuuk/
Godthåb fra 1980 - 1987 for at være en del
af det missionsarbejde, der foregik dér i det
tidsrum. Det blev år vi aldrig glemmer, som
satte sig så dybe spor, at da vi nåede så vidt
i vore liv at vi kunne kalde os efterlønnere
og siden pensionister, så blussede kaldet op
igen.
I 2008 blev vi spurgt af lederparret i Nuuk,
John og Ulla Østergaard Nielsen, om vi
havde lyst til at afløse dem en sommerperiode.
Det gjorde vi, og mødet med stedet,
naturen, befolkningen og ikke mindst den
nu store og velfungerende grønlandske menighed
i Missionshuset i Nuuk, gjorde noget
ved os. Ved vor afsked den sommer lød det
til os, at vi ikke var færdige med Grønland,
og Gud havde noget mere for os at gøre,
noget i den retning. Der blev ydermere sagt,
at det havde noget at gøre med den nordlige
del af Grønland, omkring Diskobugten. Det
sidste blev nævnt i en mere fortrolig sammenhæng.
Efter den på alle måder meget spændende
sommer, så besluttede vi at arbejde hen på
at tage nok en tørn i Grønland. Vi henvendte
os til John og spurgte, om der var et sted
I Grønland, han kunne anbefale og se os i
indenfor den grønlandske frikirke, som John
var landssekretær for. Efter lidt betænkningstid
kom svaret og det lød: ”Aasiaat i
Diskobugten.”
Oktober 2009 tog vi til Aasiaat, et sted vi
ikke tidligere havde været, et smukt sted ud
til Diskobugten. Der var et hus, et missionshus,
som man nu kalder det i det frikirkelige
arbejde, der på grønlandsk går under
navnet Inuunerup Nutaap Oqaluffia, ’det nye
livs kirke’. Huset bestod af en lejlighed og
en mødesal, som var bygget til i midten af
70ʻerne. Huset var oprindelig bygget af norske
missionærer, Lolli og Olavs Hakkebo.De
havde i mange år virket dér, og mange, som
vi mødte, kunne sagtens huske dem.
Den lille menighed havde siden gennemlevet
en noget turbulent tid og der var nu
brug for et modent par. Det var så os, og
det gjaldt så om at være der og gøre hvad vi
kunne, for at arbejdet kunne fortsætte. Det
første vi følte vi skulle gøre, var at gå sam-
Forår 2013