Lidt lækkert til jul - LungePatient.dk

I julemandens rolle
Af S.A. Klubien
I købmandsgårdens store spisestue på første sal
stod morgenkaffen dampende varm. Fru Henriksen
gik til og fra for at sætte det sidste på bordet. Hun
kunne høre sin mand komme op ad trappen –
punktlig som altid – lige på minuttet.
”Jeg er bange for Else,” sagde han, idet han satte sig
til bords, ”at du alligevel kommer til og give os en
håndsrækning. Det bliver sikkert en af de helt store
dage, og så vil uheldet, at Alfreds mor netop har
været her for at sige, at hendes dreng har fået
mæslinger. Det er ikke til at få en anden bydreng nu
i dagene lige før jul, så jeg bliver nok nødt til at
sende en af lærlingene ud i hans sted.”
”Jeg har ganske vist lagt dej,” svarede hans kone
smilende, ”men naturligvis går det andet forud. Jeg
skal komme ned, så snart jeg får Anna sat i sving.”
”Mæslinger?” spurgte Per nysgerrigt. Han var midt i
havregrøden. ”Hvad for noget?” Alfred var hans
bedste ven blandt købmandsgårdens store personale,
en frisk og fornøjelig fyr, som købmandens tiårige,
raske dreng så op til som ingen anden dreng i
nabolaget. Når Per kunne se sit snit til det, fulgte
han ofte med Alfred på de lange ture rundt til
kunderne.
”Det vil sige,” forklarede moderen, ”at Alfred er
blevet syg og må holde sengen en uge eller så.”
”Hvad så med Alfreds jul?” Per selv glædede sig
over al måde til julen i købmandsgården.
”Jeg havde ellers regnet med, at du skulle være helt
fri i år, Else,” afbrød faderen sin søn, ”og så skal der
ikke mere til, end at en bydreng går hen og melder
pas.”
”Tænk ikke på det, min ven,” lo Else, ” jeg når det
nok endda.”
Per havde fået et og andet at tænke på – havde
helt glemt havregrøden.
”Far,” sagde han, idet købmanden rejste sig for at gå
tilbage til forretningen, ”far, kunne du ikke bruge
mig i stedet for Alfred? Jeg kan godt køre Alfreds
cykel; jeg har været med ham alle vegne.
Åh, far, må jeg ikke nok? Så kan mor alligevel få
bagt!”
Faderen bøjede sig ind over bordet og klappede
sin dreng på hovedet.
”Er det kagerne, du tænker på, din lille slikmund?”
”Nej far, jeg vil så gerne hjælpe til. Det er slet
ikke for kagernes skyld. Åh, far, vil du ikke nok lade
mig bringe pakkerne i byen?”
Købmand Henriksen betænkte sig et øjeblik. Han
havde altid holdt på, at Per ikke skulle have sin gang
i købmandsgården. Det ville blot føre til alt for
meget slik,
og han ville gå
de andre i
vejen
dernede.
Navnlig
lærlingene
tænkte han
på; de var kun selv store børn, og der skulle så lidt
til, før de glemte deres arbejde, navnlig når de
havde sådan en lille fyr som Per at lege med. Men
på den anden side vidste han, at tiden ville falde Per
lang, hvis han blot skulle gå heroppe i lejligheden
uden mor – uden nogen til at tage sig lidt af ham.
Anna havde såmænd nok at gøre ham foruden.
”Nå, så du vil hjælpe til, Per?” svarede han langt om
længe, ”ser man det. Ja, ja da, min dreng. Men så må
vi først være helt på det rene med betingelserne.
Først og fremmest må du ikke gå de andre i vejen,
ikke sinke dem, for de har travlt. Du må gøre, hvad
du får bud på, og lystre blindt. Er vi enige om det?”
Else sad og hørte smilende til. Per nikkede ivrigt.
”Men lønnen, Niels,” lo hun, ”hvad har du tænkt at
give Per for hans arbejde? Det er vel ikke meningen,
han skal gøre det gratis?”
”Løn,” kom det overraskende, ”skal Per virkelig
også have løn? Jo, naturligvis får du en skilling, Per –
alt efter hvad du udretter. Men lad os nu se, hvor
længe du holder ud.”
”Ikke tale om,” protesterede moderen strengt, ”du
har stillet dine betingelser, som Per må overholde
til punkt og prikke. Men til gengæld må vi have rene
linier, også i spørgsmålet om løn.”
”Åh, I to holder da også altid sammen,” lo købmanden,
”godt, skal vi så sige, at du får ti øre for hver
pakke, du bringer i byen, plus drikkepenge naturligvis.”
Julen 2005 33