36 drengen og rev endnu et blad ud af sin lommebog. ”Men her er et regnskab <strong>til</strong> dig far, og det bliver nu også <strong>til</strong> penge. Hundrede og to og halvtreds pakker <strong>til</strong> ti øre stykket, det giver femten kroner og tyve, og så har jeg nok <strong>til</strong> at købe <strong>jul</strong>egaver for både <strong>til</strong> dig og mor.” Per fløj af sted på sin sidste runde, og da han vendte hjem igen, så han <strong>til</strong> sin overraskelse, at der i baglokalet foruden faderens store pakke <strong>til</strong> Alfreds mor lå en hel bunke småpakker. Faderen stod med en stor konvolut i hånden, omgivet af hele sin stab. ”Og hvor skal så alt det hen?” spurgte Per nysgerrigt. ”Hele molevitten er <strong>til</strong> Alfred og hans mor,” svarede faderen; ”vi har alle sammen en lille gave <strong>til</strong> Alfred. Men jeg tror nu nok, at din <strong>jul</strong>egave vil være den, der vækker størst jubel. Nå, men se så at komme af sted med dig Per, så du kan komme hjem igen og på hovedet i seng. I morgen får du andet at tænke på. Så er det <strong>jul</strong>eaftensdag, og vi lukker tidligt. Christian kan besørge de sidste pakker. Jeg tror nok, at mor trænger <strong>til</strong> din hjælp, for nu er det hende, der får travlt, for at alt kan være fikst og færdigt <strong>til</strong> <strong>jul</strong>eaften.” Aldrig havde Per været gladere og lykkeligere, end da han lidt efter s<strong>til</strong>lede budcyklen fra sig uden for det lille hus i u<strong>dk</strong>anten af byen. Han følte sig, som var han <strong>jul</strong>emanden selv, der kom med rige gaver, og selv om han måtte nøjes med at kigge ind gennem ruden <strong>til</strong> dem derinde i stuen, oplevede han et stort øjeblik, da <strong>jul</strong>en for alvor holdt sit indtog i det lille hjem, og Alfreds mor fældede en tåre, mens Alfreds to mindre søskende dansede jublende omkring den syge bydrengs seng. Han mærkede, hvordan han var ved at få ligesom en klump i halsen, og han vinkede et hastigt farvel <strong>til</strong> vennen. ”God bedring Alfred,” råbte han, ”og rigtig glædelig <strong>jul</strong>, alle sammen.” Så sprang han på cyklen og spurtede af sted hjem <strong>til</strong> købmandsgården, hvor hans fars, hans mors og hans egen <strong>jul</strong> ventede med alle dens spændende overraskelser. Nu endelig havde han fået tid <strong>til</strong> at tænke på aftenen i morgen, og det var værd at glæde sig <strong>til</strong>, vidste han. Julen 2005
Julen 2005 37