Elg i Danmark? - DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi

Figur 2. En ung elg i det som i dag må betegnes som en
typisk elgbiotop på den skandinaviske halvø: En 2-4 år gammel
hugstflade, hvor der nu vokser en rig urtevegetation med
bl.a. gederams. Efter yderligere nogle år vil hugstfladen vokse
til med hurtigvoksende løvtræer som birk, asp og røn som
også er fødekilder for elgen. I baggrunden ses den klimaksbiotop
som vegetationen vil udvikle sig til i løbet af 50-100 år:
tæt, mørk granskov med et minimum af føde for elgen. Foto:
Peter Sunde.
Figure 2.. A young moose in what must be designated typical
moose biotope on the Scandinavian peninsula in our time: A
2-4 year old clear cutting with a rich herbaceous vegetation
including e.g. rosebay. After some years the clear cutting will
be overgrown with quick-growing deciduous trees like birch,
aspen and mountain ash, which are preferred food items for
the moose. The background shows how the climax biotope
with vegetation will develop over 50-100 years: dense, shadowed
spruce forest with a minimum of food for moose. Photo:
Peter Sunde.
I de moderne ”industriskove” opstår sådanne områder
på hugstflader efter at den modne skov er
blevet fældet (Fig. 2). Skovens naturlige klimaksvegetation,
den tætte, mørke skovtype bestående af
fuldt udvoksede træer iblandet store mængder af
dødt ved, indeholder derimod stort set ingen føde
til elgen. Dette betyder at en elg kan færdes over et
relativt stort område på årsplan for at finde lommer
med foretrukne biotoper. Da de foretrukne fødeemner
veksler i type og tilgængelighed i løbet af året,
ser man især i dele af Skandinavien at elge kan vandre
20-30 km eller mere mellem områder med
sommer- og vintergræsning. Som det ofte er tilfældet
hos pattedyr hvor hannerne kæmper om hunnerne,
færdes elgtyre oftest over væsentligt større
områder end elgkøer.
10
1.2 Elgens forhistorie i Danmark og det
øvrige Vesteuropa efter istiden
Elgens forhistoriske udbredelse i det område som
nu dækkes af Danmark er dokumenteret i form af
hundredvis af knogle- og gevirfund hvoraf en stor
del er blevet aldersbestemt vha. C14-datering. En
stor del af disse fund stammer fra kulturlag fra jægerstenalderens
bopladser hvilket viser at elgen
gennem mange tusind år udgjorde et vigtigt bytte
for jægerstenalderens mennesker.
De første fund stammer fra Allerødtid (11.000-
12.000 år siden), dvs. samtidig med etableringen af
den første trævegetation efter isens tilbagetrækning.
Datidens danske landskab har været en åben parktundra,
lidt i stil med den vegetation man finder i de
nordligste dele af Skandinavien i dag. Bopladsfund
viser at elgen allerede da blev jaget af de jægere der
ellers havde rensdyr som deres primære bytte.
Knoglefund viser at elgen forblev i landet selv da
klimaet i en tusindårig periode igen blev koldere i
Yngre Dryas (10.000-11.000 år siden) (Aaris-
Sørensen 1988). Hyppige fund af elgrester i moser
og fra bopladser tyder på at elgen har været vidt
udbredt i de lyse birke- og fyrreskove i den Præboreale
og Boreale periode som sidenhen fulgte (7.500-
10.000 år siden). Elgen ser ud til at være uddød på
Bornholm for knapt 9.000 år siden, få hundrede år
efter at området blev en ø i forbindelse med stigningen
i Østersøens vandspejl. I det øvrige land, som
fortsat var et sammenhængende landområde, var
elgen at dømme fra fundlag fra Maglemosetidens
bopladser tilsyneladende vidt udbredt indtil for ca.
7.500 år siden (Aaris-Sørensen 1988). På dette tidspunkt,
ved overgangen til Atlantikum, ændredes
landskabsforholdene dramatisk i forbindelse med
den havstigning som betød at Sjælland, Fyn og de
øvrige danske øer dannedes. Få hundrede år efter
denne ø-dannelse uddøde elgen på Sjælland, ikke
længe efter også på Fyn. I Jylland holdt elgen tilsyneladende
stand i yderligere 2.000-3.000 år, dvs. til
for omkring 4.600-4.700 år siden (Kim Aaris-
Sørensen, pers. komm.). Den yngste danske C14daterede
elgknogle stammer fra omkring år 2.860-
2.470 f.v.t. i forbindelse med bopladsen ved Kainsbakke
vest for Grenå (Kim Aaris-Sørensen, pers.
komm.).
I bopladsfund fra Kongemose- og Ertebølletiden
udgør elgknogler en ubetydelig del af resterne
sammenlignet med arter som kronhjort, rådyr og
vildsvin (Aaris-Sørensen 1988) hvilket alt andet lige
må tages som en indikation på at artens storhedstid
i landet var ovre med overgangen fra Boreal til Atlantisk
tid for 7.500 år siden. Som mulig årsag til