Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
En københavner<br />
møder muren i<br />
New York<br />
(Marathon)<br />
Af Tina Irner<br />
Den første kvinde deltog i et maraton i 1966 i<br />
Boston ulovligt, da forskere, sportsjournalister og<br />
læger mente, at langdistanceløb var direkte farligt<br />
for kvinder. Roberta Louise Gibb gemte sig i<br />
buskene nær startlinien, og da halvdelen af<br />
mændene havde passeret hendes gemmested,<br />
sprang hun ud fra buskene, løb med, og<br />
gennemførte – hvilket vi er mange, der har været<br />
glade for! Siden er forskere med flere blevet<br />
klogere, og heldigvis behøver man ikke længere<br />
stikke hovedet i busken, hvis man som kvinde vil<br />
løbe et maraton.<br />
Syv maraton er det blevet til indtil videre, på trods<br />
af at jeg inden det første i København mente, at<br />
det ville blive en engangsforestilling. Det handlede<br />
mest om at ”have gjort det” – gennemføre et<br />
maraton, hvor sejt er det ?! Det første blev langt<br />
fra det sidste, siden har jeg løbet yderligere to i<br />
København, et i det fynske, to i Honolulu og senest<br />
et i New York, hvilket denne artikel omhandler.<br />
Det første New York Marathon var i 1970, og<br />
bestod af fire runder i den berømte Central Park i<br />
New Yorks Citys hjerte. Siden er de 42,195 km.<br />
blevet fordelt over Verrazano-Narrows Bridge,<br />
Staten Island; Brooklyn-Queens; Bronx,<br />
Manhatten, for at ende i Central Park. I 2003 var<br />
der cirka 36.000 deltagere, heraf 11.715 kvinder,<br />
og en af dem var mig. Jeg havde længe overvejet<br />
at deltage i New York Marathon, da det nærmest<br />
8<br />
er en legende blandt løbere – ikke mindst pga. de<br />
mange deltagere og omfanget af tilskuere. For at<br />
kunne deltage i NY Marathon, kræver det, at man<br />
enten deltager i en lodtrækning eller løber under<br />
en bestemt tid. Heldigvis havde jeg klemt mig<br />
under tidsgrænsen, så af sted tog jeg i slutningen<br />
af oktober.<br />
Mine forældre har haft bopæl på Long Island, NY<br />
i to år, hvorfor tidspunktet for at gennemføre de<br />
42, 195 km. i NY city var velvalgt. Forventningerne<br />
var store, ikke mindst fra familiens side, søsteren<br />
fløjet ind fra London, for nu skulle der heppes –<br />
Tina løber jo stærkt ! Faren havde allerede pralet<br />
til højre og venstre med den ældste datters lave<br />
startnummer: 113 (det får jeg ikke igen!).<br />
Undertegnede tog det rimelig afslappet, jeg havde<br />
jo prøvet det før, og havde kort forinden<br />
gennemført en ½ jernmand, så hvor svært kunne<br />
det være ? SVÆRT ! Det er til dags dato det<br />
hårdeste maraton, jeg har løbet. Det er så også<br />
det maraton, jeg har trænet mindst målrettet mod.<br />
Årsagen hertil var en mild form for arrogance, der<br />
udsprang af mottoet; ”et maraton kan man da altid<br />
løbe” – det motto har jeg siden skiftet ud!! I min<br />
kåde naivitet var jeg tæt på overbevist om, at når<br />
jeg nu havde trænet til den halve jernmand et par<br />
måneder forinden, behøvede jeg vel ikke gøre så<br />
meget ud af maratontræningen – jeg er siden blev<br />
klogere!<br />
Det hele startede ellers så godt. Jeg stod helt<br />
fremme ved startstregen og havde inden starten<br />
fået mange kommentarer pga. mit lave<br />
startnummer – ”fast runner, eh” ! Så dér stod jeg<br />
og solede mig, bogstaveligt talt, da temperaturen<br />
var 19 grader (i november, vel at mærke), og<br />
kunne dårlig få armene ned i bar’ overmod. Det<br />
varede så ikke så længe, efter cirka halvanden<br />
time hang mine arme, og mine ben levede bestemt<br />
ikke op til mit startnummer!!<br />
Da familien Irner så mig første gang, kunne jeg<br />
dårlig løfte armen til hilsen, og min far fortalte
Change language