Sänfjellet i Sverige

På camping for 1. gang
Skoleklokkerne havde netop ringet sommerferien ind, og efter
et hårdt skoleår for begge drømte vi om afslapning ved hvide
sandstrande under palmerne og sydens sol. Vi forestillede os
seks uger med glitrende paraplydrinks og shopping en masse.
Så da vores forældre glade proklamerede at dette års ferie
ville gå til Sverige, skurede det lidt i vores ører. Tanken om
stribevis af svenske H&M-butikker, billigt slik og lækre storbycafeer
holdte os dog alligevel oppe. Men- de tilføjede stolte,
at hotellet ville være en autocamper, og storbyen det ”eksotiske”
Sån fjell. Autocamper? De rullende kasser, som tossede
entusiaster kalder verdens bedste feriebolig? Associationerne
til matchende Bilka-habitter, dåsemad og et bad på under
én kvadratmeter formede sig straks. Vores forestilling om de
endeløse gågader og strande blev hurtigt afløst af frygt for
en sommer i silende regn og i kedsomhedens tegn.
Katastrofe
Vores første dag som campister starter katastrofalt: 5 timer
før vi skal befinde os på færgen, for ikke at miste vores sommerferiedyre
billetter, går autocamperen pludselig i stå.
Kun 10 km hjemmefra er vi strandet. Helt strandet. Desperat
ringes der til vore udlejere, der desværre ikke har en af sine
bedste dage - Derimod siges der fra den anden ende af røret:
22
Satie Cuber Espersen og Stine Lerche Øilo er to
unge piger på hhv. 16 og 17 år, der til daglig går
i 2. og 3. g.
De er del af en sammenbragt familie på 6 personer,
der bor 10 km. udenfor Randers.
De var denne sommer på deres første campingtur,
der gik til Sänfjellet i Sverige.
De kørte i en ”ældre” Fiat Ducato 2,8 jtd fra 2002
med commonrail motor.
”Jamen, det’ bar’ en periodisk fejl, der går laaang tid før det
sker igen, kør I bare”. Det gør vi så. 10 km efter går den i stå
igen. Midt på en bakke. Med 80 km i timen. Der holdes ind til
siden, katastrofeblinket tændes. Hvad gør vi nu? Følelsen af
dårlig samvittighed sniger sig lidt ind på os. Vi har jo hele
tiden bedt til gud om at autocamperferien måtte aflyses,
men da det er tæt på at ske, virker det pludselig ikke så fedt
længere. Imens ringes der igen desperat op til udlejeren, der
hverken har ledige biler eller serviceminded personale at
finde. Vi kører hjem. Autocamperen brummer uden tegn på
problemer. Men tanken om at en defekt bil skal føre os sikkert
igennem Sveriges bulede landskab virker heller ikke ligefrem
betryggende. Autocamperen afleveres til den oprindelige udlejer,
fordi den tydeligvis er en synkende skude. Hvad gør vi nu?
Vendelbo camping redder dagen
Hjemme igen, nu uden autocamper(!) finder vi alle vores
computere frem. Der surfes frem og tilbage. Tankerne om
London og Bornholm diskuteres. Men ingen billetter kan findes
til en mere og mere håbløs familie på seks. Til sidst luftes
ordet ”Kreta”. Julelys tændes i vores øjne. Måske kommer vi
til syden alligevel! Men gæt selv, om der er billetter at få.
Niksen, biksen.
- Øv, jeg ville ellers gerne have været på det der ”Feta” siger
vores 8-årige lillesøster, der havde glædet sig mere end os
alle sammen tilsammen.
Men så kommer vi pludselig igennem til Vendelbo Vans. De er
godt nok ved at lukke ned for i dag, og umiddelbart er der ikke
nogen biler ledige, men da Torben og Annelise bliver sat ind i
situationen handles der hurtigt:
- Hvis I kan nøjes med en lidt ældre model, ja, så har vi en
camper stående, som godt nok ikke er klargjort. Men det ordner
sig, lyder det på klingende nordjysk.
Hurtig rådslagning rundt om spisebordet. Kan vi nå den oprindelige
færge? Næh, det kan vi ikke. Kan vi snakke for vores
syge moster? Ja, det kan vi, og selvom det er en stor rejsedag
for Stena Line, bliver vi på forunderlig vis flyttet rundt af
en medfølende medarbejder. En senere afgang samme dag
er indenfor rækkevidde. Hvis vi strammer ballerne, kan vi
lige akkurat nå det hele. Godt nok med en stressfaktor på
200.000, men nu skal det altså lykkes.
Færgeturen fredag nat blev en blanding af blinkende enarmede
tyveknægte, nervøstlagte 7kabaler og ingen søvn. Klokken
midt om natten var vi i land; et par timers søvn var nu det
eneste der skilte os fra bilturen op igennem Sverige med Sån
fjellet som destination. Første overnatningssted: En parkeringsplads
ved en tankstation. Her erfarede vi på egen krop
den første af mange, vigtige ting man skal vide for at bo og
begå sig i en autocamper: ”gardinfunktionen”. Vi fandt ud af,
at det åbenbart var meget vigtigt først at rulle myggenettet
ned så det klikker, inden man for alvor afskærmer sig fra
verden med det rigtige gardin (som leder tankerne hen på
mørklægningsgardinerne under krigen). Eller, mere præcist
erfarede vi det dagen efter. Her vågnede vi, en smule trætte
og enormt kløende. En sværm myg havde snedigt observeret
at her sov en flok grønne campister. De må have ligget på lur,
og da vi endelig sov trygt, sneg de sig ind under sprækken og
holdt en fest. De dele af os der havde været udenfor vattæpperne,
lignede mest af alt de hindbærbolscher der er i en
københavnerblanding: røde, let sviende og med en masse
buler. Men tilbage i autocamperen på tankstationen, om
natten, da vi endnu troede alt endelig var godt. Gardinet
lukkede neonlyset fra Shell-stationen ude. Man kunne høre
hinandens åndedræt og rumsteren rundt inden søvnen slog til.
Vi opdagede modvilligt, at det faktisk slet ikke var så slemt,
og egentlig ret hyggeligt. Med 30 cm til loftet og udsigt til
stjernerne gennem et lille ovenlysvindue, kom vi tættere på
hinanden end vi havde været i mange år… måske lidt for tæt.
Info om Sån fjeldet:
Turisbureauet i Hede
Tlf.: 00 46 684 410 80
Ad: Ljusnevägen 14
84093 Hede
Campingpladsen vi boede på
for foden af Sänfjeldet:
Sonfjällscampen
www.sonfjallscamp.se
tlf: 0046 684 121 30
mobil: 0046 70 665 0869
www.sonfjallscamp.se
Campingpladsenn drives af
Erkki Hrtikainen med familien,
og er absolut et besøg værd.
23