Klik her for at se hele årskriftet - Nyborg Bibliotek

Regisse kilde ved Frørup 

- Om kombinationen af skriftlige, 

arkæologiske og hellige kilder 

afMogens Bo Henriksen 

Indledning 

I Danmark er der registreret over 750 helligkilder, og afdisse ligger 

45 på Fyn'. Kilderne har ikke været jævnt spredt over øen; som det 

ses på fig. 1 har der været en udtalt koncentration vest for Odense 

samt i et bælte på tværs af øens sydlige del. Tendensen til kildernes 

placering i koncentrationer kan ikke umiddelbart forklares udfra 

hydrologiske (vandtekniske) eller bebyggelsesmæssige forhold. 

Årsagen skal snarere findes i, at bestemte egne i særlig grad har 

fastholdt brugen af og erindringen om helligkilderne så langt op i 

tiden, at de endnu var i mands minde, da man i slutningen af 19. årh. 

begyndte at interessere sig for kilderne som kulturhistorisk 

fænomen. Mange kildevæld, som har været tillagt særlige egenskaber, 

er sikkert ikke blevet registreret, før mindet om deres 

kvaliteter var gået i glemmebogen. 

Nogle helligkilder har kun haft lokal betydning, måske oven i 

købet blot i et kortere åremål, mens andre i kraft af særligt helbredende 

egenskaber har været besøgt gennem århundreder af syge, 

der til tider kom langvejs fra. Til de mest populære af disse 

udflugtsmål hørte Regisse kilde nær landsbyen Frørup 10 km sydvest 

for Nyborg. Kilden opnåede stor berommeIse, og det er sikkert 

også årsagen til, at der er overleveret så mange sagn og flere øjenvidneskildringer 

om de aktiviteter, der har udspundet sig omkring 

kilden i de sidste århundreder 2 

'Schmidt 1926; Svane 1984. 

2Ud over de her i teksten anførte litteraturhenvisninger er Regisse Kilde omtalt i 

en række oversigtsværker, lokalhistoriske skrifter, kronikker og avismiikler. 

Endvidere kan det nævnes, at Dræsinebanden i 1994 har udgivet en cd med 

titlen "Sange ved kilden" med melodieme "Jomfru Regisses hellige kilde" og 

"Myten om kilden" (Harlekin CD 24070-2-1). En nøjere gennemgang af 

møntfundene fra Regisse kilde vil følge i et kommende nummer afNOl'disk 

Numismatisk Årsskrift.

Hvad er en helligkilde? 

Mennesker og dyr er afhængige af ferskvand i rigelige mængder og 

af god kvalitet, og dette har sat sig spor i fortidens religionsudøvelse, 

som ofte har været rettet mod søer, vandløb og kildevæld. 

Mange af de vigtigste fund fra Danmarks oldtid er udlagt i vådområder 

som ofre til vandets magter; Salvagnen, Gundestrup-kedlen 

samt moseligene fra Tollund og Grauballe er gode eksempler på 

dette. Også i Frørup-området har oldtidens bønder ofret i vådområderne; 

således er der fundet dyre- og menneskeskeletter sammen 

med flintredskabel' og lerkar fra yngre stenalder (ca. 3500 f.Kr.) i 

Slude Mose øst for byen. Tilsvarende er der i en lille mose tæt nord 

for Regisse kilde fundet et bronzesværd med forgyldt greb fra yngre 

bronzealder (ca. 800 f.Kr.). Baggrunden for oldtidens ofringer i 

kilder, brønde og vådområder har været en tro på, at vandet har 

huset ånder eller guder, der mod "betaling" kunne begunstige giveren 

med krigsheld, god høst eller frugtbarhed og sundhed i husstand 

og besætning. 

Dyrkelsen af vådområder og ikke mindst kildevæld har været 

udbredt vidt omkring og langt tilbage i tiden. I den antikke verden 

kendes adskillige helligdomme i forbindelse med kilder og damme, 

hvis vand blev tillagt helbredende egenskaber. Således fandtes i 

oldtidens Grækenland templer, der var viet tillægeguden Asklepios, 

og her overnattede patienter, alt imens de drak af det hellige vand 

eller lod sig bade heri. Som tak for behandlingen, modtog templet 

penge eller votivgaver - til tider i form af en miniaturefigur af en 

legemsdel, som kildevandets kræfter havde helbredt J • Også i Det 

nye Testamente (Johannes-Evangeliet 5,2-4) kan man læse om et 

"kursted", der modsvarer Asklepios' helligdomme: "Der ligger i 

Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk hedder Betesda. 

Ved den findes der fem søjlegange, hvor der lå en mængde syge 

mennesker, blinde, lamme, visne, som ventede på, at vandet skulle 

komme i bevægelse. Thi på visse tider f6r HelTens engel ned i 

dammen og bragte vandet i oprør. Den, som da efter at vandet var 

kommet i oprør, først steg ned deri, blev rask, hvilken sygdom han 

end led af'. 

Flere af de danske middelalderlige helligkilder bærer navne på 

førkristne guder; f.eks. er den nordsjællandske Tisvilde opkaldt 

JF.e!es. Blinkenberg 1917.

efter Tyr, og Onskilde på Midtsjælland efter Odin. Det tyder på, at 

i hveli fald nogle kilder har været betragtet som hellige både i 

hedensk og kristen tid, men det kan ikke afklares, om opfattelsen af 

den enkelte kildes egenskaber har ændret sig gennem tiden. Som 

beskrevet ovenfor synes tilbedelsen afvådområder i oldtiden især at 

have været forbundet med frugtbarhedsreligion. At dømme ud fra 

skriftlige kilder og arkæologiske fund synes kildedyrkeisen i middelalder 

og nyere tid derimod snarere at være rettet mod helbredelse 

og sundhed, sådan som det er beskrevet fra den klassiske oldtids 

helligdomme. 

Et meget vigtigt element i middelalderens kildedyrkelse var den 

katolske tros forkærlighed for helgener og deres helbredende og 

beskyttende kraft. Mange kilder er opkaldt efter helgener, som ofte 

kun har nydt helt lokal tilbedelse; kun de allerfærreste af disse er 

kanoniserede og dermed anerkendte helgener. 

Ved reformationen fulgte et opgør med nogle af de aktiviteter, som 

var knyttet til helligkilderne. Især den udbredte dyrkelse af helgener 

i kildekapeller synes der at være slået hårdt ned på, og på Fyn har 

man kendskab til syv kapeller, der enten blev nedrevet eller overgik 

til profant brug 4 • 

Valfarterne til kilderne så den lutheranske kirke dog gennem fingre 

med, sandsynligvis fordi kildepengene var et vigtigt tilskud til 

socialt arbejde eller måske ligefrem til kirken selv. En del af kildepengene 

fra Regisse blev i 18. årh. brugt til uddeling blandt de 

fattige under Glorup Gods" men der er også fremsat teorier om, at 

gentagne udvidelser og den rige udsmykning af Frorup kirke i 

middelalderen er finansieret af indtægter fra kilden 6 • Set i det lys 

måtte den lutheranske kirke se på kildevalfarterne som et praktisk 

onde. 

4Ved følgende kilder i Fyns Amt vides der at have været kapeller (Jørgensen 

1974; Svane 1984): Set. Olufs,. Landet s., Hellig Kors, Fåborg s., Set. Annas, 

Ryslinge s. (Ljungkvist 1980), Helligkilde i Gislev s., Set. Mattis, Vindinge s., 

Regisse, Ørbæk s., Rødekilde, Herringe s. 

5Sehmidt 1927:12; 27. 

6Liebgott 1975:25.

Ritualer ved kildebesøg 

Som det fremgår af det ovenstående uddrag af Johannes Evangeliet, 

var forudsætningen for helbredelse, at besøget blev gennemført 

efter bestemte regler. Også de danske helligkilder har været omfattet 

af forskellige regler, der kan veksle fra sted til sted, men nogle 

af de generelle ritualer skal nævnes her. 

Først og fremmest troede man, at kildevandet havde særlige 

kvaliteter på bestemte tidspunkter af året og døgnet. Ofte havde 

kilden sin maksimale "ydeevne" omkring Sankt Hans, hvilket jo 

ganske belejligt også er i den lune del af året - og måske ikke tilfældigt 

omkring tidspunktet for den hedenske midsommerfest. Af 

andre vigtige kildedage nævnes Valborg aften 30. april- altså tiden 

for forårets komme. Regisse kilde skulle tillige have været særligt 

velbesøgt Bodelsdag den 17. juni. Nogle kilder skulle opsøges gentagne 

gange, f.eks. tre dage, tre bestemte ugedage eller tre år i træk 

for at opnå den rigtige effekt, og vandet havde størst effekt, hvis 

man overnattede på stedet. Vandet kunne dog også bringes hjem, 

men det mistede straks kraften, hvis det blev bragt under tag. 

For Regisse kildes vedkommende er der udførlige beskrivelser 

af de til kildebesøget knyttede ritualer; kun et par skal nævnes her". 

FOl' det første måtte den syge ikke selv hente vandet i kilden; dette 

skulle gøres af en anden person som en næstekærlig handling. 

Dernæst var det vigtigt, at man ikke skubbede og masede på, når 

man stod i køen hen til kilden, for skete det, forsvandt vandet straks 

og randt først igen, når roen var genoprettet. Man gik herefter rundt 

om kilden og kastede en skilling ned i kildebrønden, hvorefter vandet 

kunne opøses. Det var vigtigt, at opøsningen foregik med en ny 

og ubrugt lerskål, og af samme årsag var der en mængde pottemagere, 

der havde salgsboder på stedet. Ofte beskrives det som en 

fast del af kildebesøget, at de lerkar, som blev anvendt til at tage 

vand med, skulle smadres efter brug. Ved Regisse kilde oplyses det 

dog, at skålene blev taget med hjem, fordi der til stadighed ville 

være noget helbredende ved det vand, som man øste op med dem. 

Vandet kunne nu drikkes, hvis det skulle bruges mod indvortes 

sygdomme, eller man kunne vaske sig heri, hvis lidelsen var af 

udvortes karakter. De klæder eller forbindinger, som den syge 

Schmidt 1926:67f; 1927:22ff.

havde på, skulle nu tages af og efterlades på stedet eller gives til 

besøgende fattige. 

Regisse kildes oprindelse - fakta og sagn 

Der kendes en række sagn, som fortæller om Regisse kildes 

oprindelse, men selvom den geologiske forklaring på kildens 

udspring er knap så malerisk, skal den dog bringes som indledning 

til de dramatiske sagn. 

Sognebyen Frørup ligger på en kuperet moræneflade, som l km 

sydvest for kirken gennemskæres af den markante Kongshøj ådal. 

Langs ådalen kendes flere stednavne, hvori ordet "kilde" indgår, og 

det kunne tyde på, at morænefladens grundvand i årtusinder er 

blevet presset ud afvældkilder langs dalens skrænter. Regisse kilde 

har netop sådan en placering lidt nede ad en vestvendt skråning ned 

mod Kongshøj å (fig. 2). Neden for kilden findes en mindre slugt, 

som kunne tyde på, at vandafstrømningen tidligere har været så 

kraftig, at den har været i stand til at skære sig ned i de hårde 

moræneaflejringer. En i 1976 gennemfØli analyse afkildevandet har 

vist, at det havde en høj koncentration af salte og mineraler - og et 

stort indhold af fluor'. 

Kvinden, som har givet navn til kilden, nævnes under så forskellige 

navne som Regisse, Regitze, Rise og Risia 9 • I nogle versioner 

optræder hun som missionær for kristendommen - i en udgave ligefrem 

som missionspræsten Ansgars apostel, og i så fald må hun 

have levet i vikingetiden, i SOO-tallets begyndelse. I andre sagn 

tilhører Regisse dog tiden efter Kristendommens indførelse, for her 

nævnes hun som en gudsfrygtig kvinde. 

Fælles for sagnene, der henter motivet i missionstiden, er, at 

Regisse blev myrdet, da hun forsøgte at omvende de østfynske hedninge. 

I en udgave er det ligefrem den hedenske præst, goden, der 

med sin plovøkse kløver hovedet på den nye tros budbringer - mere 

dramatisk kamp mellem hedenskab og Kristendom fås næppe. 

Sagnene er ikke enslydende i deres beretninger om, hvorvidt vandet 

sprang der, hvor blodet ramte jorden, eller om det var der, hvor 

Regisse blev begravet. Endelig findes der variationer, hvor det ikke 

'lansen 1995:32. 

'Schmidt 1926:84; 1927: 14ff; Svane 1984:139 nr. 1123. 

Q

er Regitze, men derimod hendes to børn, der blev dræbt på kildestedet. 

Noget mindre drabeligt er sagnet om den unge jomfru Regisse, 

der skulle over en bæk, men for ikke at blive våd om fødderne lagde 

et brød i vandet og trådte på det. Straffen herfor var, at hun sank i 

jorden, og på selvsamme sted sprudlede vandet frem. 

Sagnene omkring Regisse kilde omfatter ikke kun dens oprindelse; 

det berettes, at kilden ud over at helbrede syge også kunne beskytte 

de omkringstående træer. Da en mand ville fælde nogle elletræer 

ved kilden, sprang øksen således uden at skade dem'o. 

Fig. 2. Udsnit afgeneralstabskortFa 1885 med angivelse afRegisse kildes placering 

i terrænet. © Kort- og Matrikelstyreisen, Renternestervej 8, 2400 

København NV 

IIIBrøndegaard ]979:256.

Historiske kilder 

I et skøde fra Frørup, dateret 1496, optræder stednavnene Hel1epOlæ 

og Hellepolfang. Den "hellige pøl", er antagelig identisk med den 

lokalitet, der siden er blevet kendt som Regisse kilde. Den første 

udførlige omtale afkilden er dog knap 100 år yngre, og den er nedskrevet 

i forbindelse med biskop Jacob Madsens visitats i Frørup 

sogn den 20. marts 1589. På baggrund af en samtale med pastor 

Baltasar og et besøg ved kilden sammen med provst Christen har 

biskoppen nedfældet følgende nænnest skitseagtige, men meget 

informative notat": "Var l Capelle i Sognet, hede Regisze Capelle, 

var Helligdom til. En Jomfrue, hede Regisza, bleff der mørd oc [af] 

l Hennand, oc spranck en Kielde op. Hengis Klude, Hatte, Haar paa 

Torne, oc kastis Pendinge i Brynden end nu, efter hvad Hr. Baltasar 

fortalte. Hr. Christen, Provsten, oc ieg var der; fand Clude, Krøcker, 

Haar oc skurffuede Hatte der. Er en Veldekielde ved et lidet Berge 

Klincke [bakkeskråning] og indgiæret. Vandet løber neder i 

Suinning Aa". 

Det har næppe behaget den protestantiske biskop at se, at der 

endnu et halvt århundrede efter reformationen var udpræget 

katolske aktiviteter ved kilden. På dette tidspunkt var kilden åbenbart 

omgivet af et hegn - eller var det måske snarere en plankekonstruktion? 

Det fremgår ikke helt klart af Jacob Madsens tekst, 

om kapellet endnu eksisterede i 1591, eller om det var nedbrudt, 

men en note i hans oversigt over Vindinge hened viser, at var må 

forstås som har været!2. Selvom der ikke foreligger nogle sikre vidnesbyrd 

om tidspunktet for kapellets nedbrydning, er det naturligt at 

tro, at dette som et meget synligt symbol på den katolske helgendyrkelse 

er fjernet kort efter reformationen. Det er meget 

sandsynligt, at kapeltomten endnu har været synlig i overfladen på 

tidspunktet for Madsens besøg, for der rapporteres om fund af 

oppløjede munkesten og store sten på den jævne flade ca. 35 m nord 

for kilden så sent som 1914 13 . 

Næste historiske efterretning fra kilden dateres til 1623, hvor 

kilden og ikke mindst dens omgivelser omtales i en indberetning fra 

"Rasmussen & Riising 1995: 100. 

12Rasmussen & Riising 1995:87. 

13Friis 1936: 189f.; Schmidt 1927: l3f

Svindinges præst Bendix Hansen til oldforskeren Ole Worm 14 : 

"Først finndis der en weldekilde saa langt som thou pilesehud sudvest fraa 

Frøruppe offuen på en themmeligh høy ort oeh sted oeh kaldis Regissl3e kilde, 

løffuer idelig med klart oeh herligt wannd, thil huiicken mange udi gammel dage, 

baade nær hoes oeh langt fraa fremmestede haffuer hedensøgt udj deris siugdom, 

breek oeh sehrøbelighed oeh ere bleffuen hiulpen. Oeh endnu undertiden 

hemelige besøgis, som mand kannd see oeh forfare heraff, at der ligger en banet 

gangestig dertill, oeh der findis mange kieppe, kryeker oeh atsehillige palter, 

lumper oeh klude. Hoes samme kilde stoed en eapell, udj huiicken der bleffholdet 

messe oeh predieken engang aarligenn paa Boelsmissdagh [17. juni]. Wdj 

samme Rigisse eapell stod Rigissa, hinndis effigies [billedeJ oeh epterlignelse 

met haanden under kinden, ligesom en bedrøffuet wehklagendis [smerteklagendeJ 

oeh grædendis quinde. Der sigis oehsaa, at denne Rigissa haffuer hafft 

tuende bømn, huiicke der bleffue myrdett paa samme sted, som samme kilde er, 

strax derepter fiek sinn udspryngh. Oeh deraff faaet det naffnn, at hun kaldis 

Rigisse kilde". 

Et kvart århundrede efter biskop Madsens visitats var der 

tilsyneladende ikke sket ændringer i kildens brug, selvom det af 

præstens indberetning fremgår, at handlingerne nu foregik i det 

skjulte. Erindringen om kapellet fandtes stadig - endda i en sådan 

grad, at præsten kunne give detaljerede oplysninger om en deri 

opstillet figur. Bendix Hansens beskrivelser af figuren af den grædende 

kvinde tyder dog på, at han må have forvekslet en afbildning 

afJesu lidende moder med den i øvrigt ukendte helgeninde Regisse. 

H.C. Andersen var livet igennem meget optaget af de folkelige 

optrin ved helligkilderne, og ifølge hans dagbøger besøgte han talrige 

kilder i ind- og udland. Lørdag den 17. juni 1848 var Andersen 

og grevinden fra Glorup således på besøg ved Regisse kilde, men 

selvom det var Boelsmessedag, meddeles der ild

op. Paa alle Biveie saae man Kjørende og Gaaende med deres Syge; 

Enkelte vandrede alt over Engen, hvor, mellem Hasler og Elle, 

Kilden flyder; den omskygges af nogle temmelig høie Træer, paa 

hvilke Almuen endnu den Dag i Dag efter catholsk Skik hænger sit 

Offer, som bestaaer i nogle Lys. De grønne Hække rundt om maae 

tjene som Skjærmbrædt for de Syge, der afldædes og vaskes; deres 

gamle Klæder blive hængende paa Grenene, hvor da Fattige tigge 

dem til eget Brug". 

Hvad enten Andersen selv har oplevet ovenstående eller ej, må 

man fonnode, at det afspejler nogle af de ritualer, der var i brug ved 

kildebesøg i begyndelsen af 19. årh. Det er påfaldende, at den 

eneste forandring i forhold til de ældre øjenvidneskildringer er, at 

man omkring 1815 bragte ofre i form aflys, ganske som i dag praktiseres 

i katolske og tillige i nogle protestantiske kirker. 

Andersen nævner, at man på vejen fra markedet til kilden vandrede 

over en eng. Det var i hvert fald tilfældet, da det ældste originalkort 

over Frørup blev tegnet i 1789, for her ses en direkte sti fra 

området omkring kirken vest ud ad byen, hvorefter den slår et 

kraftigt knæk mod syd gennem engområdet Maamose og ned til 

"Rises Kilde"16. Stien synes at markere en meget klar forbindelse 

mellem kilden og byen, og fra tiden omkring midten af 19. årh. er 

der da også efterretninger om, at markedet løb af stabelen oppe ved 

stævnet, hvor telte og boder var slået op", 

Det nævnes flere steder, at syge og svage endnu valfartede til det 

lægende vand i slutningen af 19. årh.", men troen på vandets egenskaber 

tørrede vel ud med udviklingen af den moderne lægevidenskab. 

Kildemarkedet, derimod, fik en anderledes brat afslutning, for 

det blev forbudt i en kundgørelse fra herredsfogeden for Sunds og 

Gudme Herreder den 15. juni 1861 '9 • Forbudet blev sikkert udstedt 

for at beskytte lokale handelsfolk mod konkurrence fra omrejsende 

kræmmere, men måske var dette samtidig medvirkende til, at valfarten 

til kilden ebbede ud. 

Il Ph.d. stip. Adam Schacke, Syddansk Universitet, takkes for hjælp med 

fremskaffelse og tolkning af det ældste originalkOli. 

"Rasmussen 1945:149. 

"Schmidt 1927. 

'''Tårup 1935:110f.

Restaureringer af kilden 

Da kildebesøgene aftog i tiden op mod 1900, forfaldt området, men 

i 1903 besluttede en gruppe af lokale gårdmænd at renovere kilden 

og dens omgivelser. Gårdmændene lod støbe en firkantet brøndkasse 

og en omgivende kann i tidens nye vidundermateriale, beton. 

Det var dette bombastiske udtryk, der i de følgende 90 år mødte de 

ganske mange turister, der lagde vejen forbi det naturskønne sted. 

Tiderne og smagen skifter, og flere gange har der været tilløb og 

opfordringer til at renovere området med henblik på en fredning. 

Det blev imidlertid ved snakken, indtil interessegruppen "Regisse 

kildes Venner" i 1994 mente, at det var nødvendigt at gøre noget 

ved sagen, for vandet stod nu helt stille i brønden. Nedfaldne grene 

og blade havde sat sig som en prop i toppen af betonbrønden, der 

også var medtaget af tidens tand. Hvis man skulle gøre sig forhåbninger 

om at omdanne det naturskønne sted til et turistmål og samlingssted 

for Frørups borgere, var det derfor nødvendigt at gennemføre 

et større restaureringsarbejde, som bl.a. omfattede en nedbrydning 

af betonbrønden og en oprensning af selve kildevældet. Da de 

nødvendige tilladelser var indhentet fra bl.a. Skov- og 

Naturstyreisen, henvendte Regisse kildes Venner sig til Odense Bys 

Museer for at høre, om der var interesse for at følge arbejdet og evt. 

foretage arkæologiske undersøgelser i forbindelse henned. Det var 

der i høj grad, for det er kun ganske sjældet, at der har været 

mulighed for at foretage egentlige arkæologiske undersøgelser ved 

middelalderens helligkilder. I tiden omhing 1900 er der mange 

steder foretaget velmente restaureringer og oprensninger af kilder, 

men det er foregået uden sagkyndig bistand, så det har ikke bidraget 

med væsentlig ny viden. Tværtimod har indgrebene mange steder 

været så voldsomme, at man har fjernet alle spor af bl.a. brøndkonstruktioner 

og tilhørende bygninger. Det var heldigvis ikke helt tilfældet 

ved Regisse kilde. 

Ved renoveringen i 1994 blev betonbrønden nedbrudt, og i dens 

sted blev der konstrueret en firkantet brøndkasse af egeplanker. 

Brønden blev forsynet med et låg, hvori findes en lille lem, og når 

man åbner den, kan man forvisse sig om, at der endnu i 2003 smides 

mønter i kilden! (fig. 3). Betonkannen, der af forfatteren og 

maleren Achton Friis ganske rammende er sammenlignet med en

kartoffelkælder, er bibeholdt for at vise de forskellige tiders omsorg 

for kilden. 

Restaureringen i 1994 har medført, at vandet nu igen flyder 

stille fra Regisses årer, men når det ikke sker i samme mængder som 

i kildens velmagtsdage, skyldes det sikkert, at dræning af de 

omkringliggende marker har sænket områdets grundvandsstand. 

Det frempiblende vand løber ud gennem et rør i brøndens vestside 

og videre gennem en stensat kanal, hvorfra det fortsætter i en smal, 

åben rende ud over en cirkulær plads, der er brolagt med 

chaussesten. Tilsammen danner brønden, stenrammen og den brolagte 

plads et fint lille anlæg, som er omgivet af storc aske- og kastanjetræer. 

Fig. 3. Det restaurerede kildeanlæg i 2003. Indgangen til den overdækkede brønd 

midt i "kartoffelkælderen " foregår Fa nord. Vandet risler ud af et overløb i 

bagvæggen og ned over den cirkulære plads i baggrunden. 

Foto: A10gens Bo Henriksen.

Arkæologiske udgravninger i 1994 

Under restaureringen blev betonbrønden brudt op, og under denne 

fandtes et par store egeplanker. Skiver heraf blev udsavet og indsendt 

til Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser i det 

håb, at man ved at tælle årringene kunne få en datering af den eller 

de tidligere brøndkonstruktioner. DesvælTe lod det sig ikke gøre, så 

alle dateringer af aktiviteter ved kilden må baseres på skriftlige 

kilder samt på de genstande, som fandtes ved den arkæologiske 

undersøgelse vest for kilden. 

For at vække det slumrende kildevæld blev der vest for betonbrønden 

gravet en ca. 6 m lang og ca. 1 m bred grøft gennem det 

indtil 1 m tykke muldlag og helt ned til fast lerundergrund (fig. 4). 

Snart kunne det ses, at der for hver skovlfuld jord, som rendegraveren 

løftede op, fulgte store mængder skår af knuste lerkar. 

Arkæologer fra Odense Bys Museer gik nu i gang med at sigte en 

del af den opgravede jord for at bjerge et repræsentativt udsnit afde 

genstande, som var ofret i og tabt ved kilden i tidens løb. Jorden 

blev tillige gennemgået med metaldetektor for at finde mønter, som 

kunne give oplysninger om det tidsrum, hvor man havde ofret i 

kilden. Endelig blev væggene i den gravede rende neden for brønden 

afrenset og tegnet, og de iagttagelser, som blev gjort ved undersøgelsen, 

giver et godt indblik i århundreders aktiviteter på stedet. 

Neden for kilden lå der direkte oven på undergrundens 

moræneler et indtil ca. 35 cm tykt gruslag, som var aflejret af 

rindende og, at dømme ud fra grusets farve, jemholdigt vand 

(fig. 5). Gruslaget indeholdt tusindvis af potteskår, enkelte glasskår 

samt mønter, som viser, at laget er aflejret i senmiddelalder og 

renæssance - i 15.-17. århundrede. Der fandtes ikke med sikkerhed 

ældre eller yngre genstande i laget, som strakte sig indtil ca. 4,5 m 

neden for kildebrønden. Hvor stor udstrækning dette lag havde, 

kunne ikke ses i den smalle grøft, men der kan måske være tale om 

50 kvadratmeter. Over gruslaget lå muldjord iblandet spredte potteog 

glasskår samt mønter, hvoraf den yngste var fra 1856. I laget lå 

også en del indtil ca 75 cm store sten (fig. 6). Disse lå især op mod 

den modeme betonkumme, og der kan næppe være tvivl om, at de 

oprindelig har indgået i en fonn for konstruktion omkring kilden, 

måske fra den dobbelte stenrække, som er omtalt i 1856, eller det 

stendige, som Achton Friis omtaler i forbindelse med sit besøg på

* 

Sten 

Fund 

Beton 

Vand 

Fig. 5. Profil C i søgegrøjt B. Lagbeskrivelse: 1: Massiv pakning afindtil ca. 75 

cm store sten, antagelig Fa gammel brøndkonstruktion. 2: Muld med spredte 

sten, enkelte skår og mønte!: 3: Vandaflejret groft gult til rødbrunt grus medjernudfældninger 

og massiv forekomst afskår - især nærmest kilden. Hertil enkelte 

glasskår og mønteT: Nærmest kilden var laget bortgravet, evt. ved anlæggelsen af 

betonbrønden i 1903. 4: Sand, fimdtomt. 5: MoræneleT; fimdtomt. Tegning: 

Mogens Bo Henriksen & Erik Lauridsen. 

Fig. 6. Kildeområde under udgravning. Den blanke fototaske midt i billedet står 

på den vestlige karm af betonanlægget omkring kildebrønden; forrest i billedet 

ses de store sten, der blev gravet op ad grøft B. 

Foto: Mogens Bo Henriksen april 1994. 

v

Fundene fra den gravede rende 

Grøften neden for kilden var som sagt opgravet med en rendegraver, 

og det betyder, at genstande fra det vandaflejrede gruslag var blandet 

sammen med genstande fra det overliggende og Olm'odede muldlag. 

Det kan derfor være vanskeligt at datere de enkelte fund, med 

mindre de som f.eks. mønter ligefrem daterer sig selv. Væsentligt i 

denne forbindelse er imidlertid mængden og sammensætningen af 

fundene - og den tidsramme, som de angiver. Fundstoffet var især 

præget afpotteskår. Af andre fundgrupper kan nævnes dyreknogler, 

der kan være rester af besøgendes måltider, et par knivbeslag, en 

øsken fra et lille hængesmykke, stumper af kridtpiber (fig. 7) samt 

et par fladbankede blyklumper, der har været anvendt til at lappe 

utætte beholdere. Nok så interessant var fundet afflere indtil 13 cm 

lange og kraftige jemspigre (fig. 8), som kan have indgået i brøndkonstruktioner 

af træ. Endelig skal nævnes enkelte stumper af 

munkesten og tagtegl, som kan stamme fra kildekapellet. 

Fig. 7. Stumper afkridtpibeFa 17.-18. årh. Foto: Jørgen Nielsen. 

1 o

Fig. 8. Kraftige jernspigre, måskeFa ældre kildekonstruktioneJ: 

Foto: Jørgen Nielsen. 

Potteskår i tusindvis 

Som nævnt var det potteskår - en halv snes kilo i alt - der 

dominerede fundene, ikke mindst fra det vandaflejrede gruslag. 

Langt hovedparten af skårene er af rødt, glaseret lertøj, og de fleste 

stammer fra de karakteristiske trebenede stjertpotter, der i 

senmiddelalder og helt op i nyere tid blev fremstillet af 

købstædernes pottemagere til brug som kogekar på det åbne ildsted 

(fig. 9,10). 

En mindre portion skår kommer fra såkaldte sortgodskar, altså 

håndlavede, sortbrændte og uglaserede potter, som især i 17-19. årh. 

blev fremstillet af landbefolkningen bl.a. på Vissenbjerg-

egnen". Der er både skår fra fade, potter og kander - ja endda fra 

fejlbrændte stykker; alt kunne åbenbart bruges til at opøse de helbredende 

dråber. 

Et par håndfulde skår stammer fra importerede småklukker af 

stentøj, som antagelig er importeret fra Rhin-egnene i 15.-16. årh. I 

byer langs Rhinen foregik en omfattende produktion afstentøj, som 

blev eksporterer med eller uden indhold til de nordiske købstæder, 

og via en af disse - f.eks. Svendborg eller Nyborg - er klukkerne 

endt i Frørup. 

Potteskårene fra Regisse kilde stammer fra lerkar, som er fremstillet 

i tidsrummet mellem ca. 1500 og 1800, og især synes mange 

at tilhøre tiden fra ca. 1600 og fremefter. Skårene repræsenterer de 

samme kaltyper, som man finder ved udgravninger i landsbyers og 

byers affaldslag fra middelalder og renæssance - eller for den sags 

skyld i andre helligkilder 22 • Keramikken fra Regisse kilde adskiller 

sig dog markant fra skår, som findes i affaldslag, idet de er ensartede 

i støneisen, hyppigt omkring 5 cm i tværmål, og ved at de 

næsten alle er ganske uden brugsspor. I modsætning hertil er skår 

fra byernes og landbebyggelsernes affaldslag altid meget uensartede 

i størrelsen, og de har som regel tydelige sodspar, ligesom de 

viser tegn på slid og ikke sjældent tillige klinkning. Den arkæologiske 

undersøgelse kan altså underbygge de skriftlige kilders 

udsagn om, at det var nye kar, der blev brugt til opøsning afvandet, 

ligesom den efterfølgende rituelle knusning af potterne kan dokumenteres 

med overvældende tydelighed. 

Det var ikke kun beholdere af ler- og stentøj, der blev anvendt 

til at opsamle vand fra kildebrønden; en del glasskår fra især 

grønne flasker med cirkulært og rektangulært tværsnit såvel som 

små ampullignende beholdere og klare (drikke)glas blev 

tilsyneladende også brugt til dette formål (fig. 11). Kun et par skår 

stammer fra det vandaflejrede gruslag, medens resten enten er 

fundet i det dækkende muldlag eller i de opgravede bunker. Det 

"Pedersen 1987. 

"Museumsinspektør Marianne Goral Krog, Nyborg & Omegns Museer, takkes 

for hjælp med bestemmelse af keramikken fra Regisse kilde. Eksempler på 

keramik fra andre danske helligkilder er omtalt i Schmidt 1927:7, Kristensen 

1938:31 og Kjersgaard 1978:58.

tyder på, at brugen af glasbeholdere først blev udbredt i 18.-19. 

årh., og en del skår ser da også ud til at stamme fra almindelige 

bajerflasker. Spørgsmålet er, om flaskerne blev bragt til stedet for 

at blive brugt til at øse kildevand med - eller om de faktisk var 

fulde af øl. En af anklagerne mod kildebesøgene i 19. årh. var 

netop, at de gav anledning til indtagelse af mere øl og brændevin 

end kildevand! 

Fig. 9. Udsnit afkeramik ji"a undersøgelsen i J994. 

Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 10. De fleste af skårene stammede Fa trebenede stjertpotter som dette 

eksemplm; der erfimdet i affaldslag i Odense by. 


Fig. 11. Skår jl-a glasflasker jl-a undersøgelsen i 1994. 

Foto: Jørgen Nielsen.

Kildepenge 

Ved udgravningen blev der fundet i alt 33 mønter af sølv og 

bronze, og af disse fremkom tre i det vandaflejrede gruslag (lag 3 

på fig. 5), mens seks andre mønter antagelig også stammer derfra 

(fig. 12)23. Disse mønter dateres til 15.-17. årh.; den ældste er en 

såkaldt blaffert fra Stralsund og den yngste en norsk skilling fra 

1649-70. De ni mønter giver en ide om, at "potteknusningen" har 

været på sit højeste i renæssancen, hvilket ikke er i modstrid med 

dateringen af keramikken fra gruslaget. Fra det dækkende muldlag 

stammer tre mønter, og de kan alle henføres til perioden 1813-56, 

mens fundets øvrige 21 mønter ikke med sikkerhed kan relateres til 

et bestemt lag. 

Ser man på mønterne under et, springer det i øjnene, at hele 21 

ud af 33 er fra 19. og 20. århundrede, og Margrethe II er således 

repræsenteret med ikke færre end ni mønter, hvoraf den yngste, en 

enkrone fra 1992, er "ofret" højst to år før udgravningen fandt sted! 

(fig. 13). Fundene fra Regisse er en gentagelse af det billede, man 

har set ved andre kildeudgravninger, nemlig at møntofringerne 

hovedsageligt er et eftermiddelalderligt fænomen'·. Den næsten 

fuldstændige mangel på mønter fra middelalderen kan dog ikke 

tages til indtægt for, at man ikke ofrede penge i tiden frem til 

reformationen. Måske foregik møntofringerne i disse århundreder 

blot i forbindelse med aktiviteter i kapellet? 

Blandt mønterne fra 15.-17. årh. bemærkes især seks tyske 

eksemplarer, der er præget så langt væk som Stralsund, Rostock og 

Llibeck. Disse udenlandske mønter har været gangbare i Danmark, 

så de kan være smidt i kilden af besøgende fra det nære opland, 

men det kan på den anden side ikke helt udelukkes, at de er et 

udtryk for valfart til kilden fra fjerne egne. Fra l830'erne 

rapporteres det således, at der "hvert Aar afgaaer et Par Ladninger 

af saadanne skrøbelige Folk fra Ærø" for at søge helbredelse ved 

Regisse kilde". Det er ikke umuligt, at denne trafik kan have haft 

rødder tilbage i de forudgående århundreder, hvor øen var knyttet 

"Museumsinspektør Jens Christian Moesgaard, Den Kg!. Mønt- og 

MedailIesamling, Nationalmuseet, har bestemt møntel11e fra tiden før 1910. 

'·Skov 2002:27. 

"Hiibertz 1834:127.

til hertugdømmeme og denned havde tysk mønt i almindeligt 

omløb. 

Det er påfaldende, at der ikke er en eneste mønt fra 18. årh.; 

faktisk er der et slip fra 1659 til 1812, som dog ikke kan tages til 

indtægt for en pause i kildebesøgene i gennem halvandet 

århundrede. Manglen på mønter fra dette tidsrum er nok nærmere 

et udtryk for den systematik, man brugte ved indsamlingen af 

kildepenge. De skriftlige kilder oplyser således, at der var opsat en 

jembeslået blok ved kilden netop i tiden omkring 1700, og af en 

yngre oplysning fremgår det, at kildebrønden havde en fast 

træbund, som gjorde det lettere at opsamle de ofrede mønter'6. 

Endelig må det tages i betragtning, at det samlede antal af mønter 

ikke er særlig stort, og tilfældigheder kan derfor spille ind. Der kan 

således være flere forklaringer på manglen på mønter fra 18. årh. 

Når nogle mønter er endt i lagene neden for kilden, må det 

skyldes, at de enten er kastet i kildens afløb i stedet for i selve 

kildebrønden - eller de kan være endt her i forbindelse med den 

oprensning af brønden, som det jævnligt har været nødvendigt at 

foretage. Nogle kan selvfølgelig også være tabt i forbindelse med 

den almindelige færdsel omkring kildebrønden. 

I lag 3 fandtes en ornamenteret tinknap, og i den 

maskinapgravede jord lå yderligere tre knapper (fig. 14). Det kan 

naturligvis ikke udelukkes, at de skulle være tilfældigt tabt på 

stedet, men det er også muligt, at de er smidt i brønden som 

erstatning for mønter; i så fald må man tro, at helbredelsen har 

svaret til betalingen! Ofringer afknapper i stedet for mønter kendes 

i øvrigt også fra andre danske helligkilder n . 

26Schmidt 1926:70; Schmidt 1927:12. 

n Svane 1926:70.

Fig. J4. "Snydepenge " - tinlmapper; som har været oli'et i kilden. 


Sammenfatning 

De arkæologiske undersøgelser i forbindelse med den (foreløbig) 

sidste renovering af Regisse kilde og dens omgivelser har bidraget 

med væsentlige nye oplysninger til supplement af vores hidtidige 

viden om fortidens aktiviteter på stedet. 

Først og fremmest har de arkæologiske undersøgelser vist, at der 

før støbningen af betonbrønden i 1903 har været brøndkonstruktioner 

af træ og muligvis sten, og i hvert fald i det 19. årh. 

har anlægget endvidere været omgivet af et stendige. 

Fundene fra udgravningen viser, at brønden i hvert fald har haft 

en brugstid fra senmiddelalderen og helt op til nyeste tid -

tilsyneladende med en glansperiode i 16.-18. årh. Det stemmer 

imidleliid ikke ret godt overens med præsteindberetningen fra 

1623, ifølge hvilken besøgene på dette tidspunkt ikke var så 

hyppige, som de havde været tidligere. Selvom pastor Bendix 

Hansen kan have haft sine gmnde til at undertone samtidens 

sammensurium af katolske og folkelige aktiviteter i nabolaget, skal 

man være opmærksom på, at hans oplysninger også kan pege på et 

arkæologisk kildeproblem, som allerede er berørt i forbindelse med 

omtalen af møntfundene. I middelalderen var besøget ved selve 

kilden måske blot et spørgsmål om opøsning af vand, mens 

forskellige ceremonier og ritualer blev udøvet i kapellet. Med 

nedbrydningen af kapellet efter refonnationen kan ritualerne have 

fået et nyt udtryk, som i højere grad var rettet mod selve 

kildebrønden. Det er tænkeligt, at møntofringer i og potteknusning 

ved kilden fik et opsving i denne forbindelse, og spørgsmålet er 

derfor, om de middelalderlige aktiviteter ved Regisse kilde ganske 

enkelt ikke har afsat væsentlige arkæologiske spor. 

I hvert fald fra sidste halvdel af 16. årh. og 300 år frem giver 

øj envidneskildringer nogenlunde enslydende oplysninger om 

karakteren af de ritualer, som var knyttet til stedet, og nogle af 

disse kan bekræftes ad arkæologisk vej. Således dokumenterer de 

mange små lerkarskår, at de helt nye potter, som man anvendte til 

at opøse vand fra kilden med, blev knust efter bmg, ligesom 

beskrivelse af skikken med at smide penge i brønden er 

dokumenteret. Til gengæld kan ingen af de skriftlige kilders 

oplysninger om efterladte og ophængte klude, krykker eller hår 

bekræftes ad arkæologisk vej - selvfølgelig ikke - for disse 

organiske materialer er for længst gået al kødets gang. Her må vi 

stole på infonnanternes pålidelighed, som måske også understøttes 

af stednavnet Kludelundshus, som nævnes i Frømp sogn i 1572 og 

senere'S. Hvor nævnte hus har ligget, og hvilken forbindelse, det må 

have haft til aktiviteterne ved Regisse kilde, er dog uklart. 

De sparsomme infonnationer om kapellet stammer fra 

præsteindberetninger, der begge synes at være nedfældet efter 

bygningens nedbrydning, men når de suppleres med oplysninger 

fra begyndelsen af 1900-tallet, ser det ud til, at kapellet har været 

placeret umiddelbart nord for kilden. Området, som nu er dækket af 

"Sørensen 1958:197.

en granplantage, udgøres af et jævnt plateau, og her vil en 

arkæologisk undersøgelse utvivlsomt kunne påvise fundamentgrøfter, 

der kan afsløre bygningens størrelse og form. Ligeledes vil 

det kunne be- eller afkræftes, om kapellet har været bygget af tegl, 

som tidligere iagttagelser såvel som de ved kilden fundne 

teglstumper kunne give en antydning af. At middelalderens 

kildekapeller kunne være store, solidt konstruerede bygninger, 

viser bl.a. udgravningen af Skt. Annas kapel i Ryslinge sogn på 

Midtfyn. Denne bygning var 15,5 m lang og indtil 10 m bred med 

et indvendigt gulvareal på ca. 115 m 22 9, men kun en systematisk og 

ikke uoverkommelig udgravning nord for Regisse kilde kan afklare, 

om kapellet her har haft tilsvarende dimensioner. 

Afslutning 

Det blev ikke, som man ellers skulle tro, protestantismen, der tog 

livet af kildebesøgene, nærmest tværtimod, for i hvert fald de 

arkæologiske levn peger på, at aktiviteteme ved helligkildeme 

blomstrede op efter reformationen (fig. 15). Det var faktisk først 

lang tid efter, at oplysningstiden skulle have taget livet af 

folketroen, at der blev sat en stopper for valfarteme til det vand, der 

blev tillagt helbredende kræfter. Selvom kildevandet vel i langt de 

fleste tilfælde blot var grundvand med indhold af almindeligt 

forekommende mineraler og salte, havde det trods alt en bedre 

kvalitet end det plumrede brøndvand, som mange var vant til 

hjemmefra. Alene det kunne selvfølgelig virke styrkende eller 

lægende. I Regisse kildes tilfælde kan forbudet mod kildemarkedet 

fra 1861 også have været med til at fjerne grundlaget for 

valfmieme. Forbudet kom på den tid, hvor kombinationen af 

kildebesøg og marked andre steder i landet udviklede sig til store 

begivenheder med mange besøgende. Således udspringer det endnu 

eksisterende forlystelsesetablissement på Dyrehavsbakken af 

valfarteme til den derværende Kirsten Piils kilde. 

Ganske vist ophørte valfarten til helligkilderne omkring 1900, 

men helt er troen på kildevandets kraft vel aldrig ophørt. Salget af 

kildevand i flasker, kartoner eller ligefrem i store balloner til brug i 

virksomheder og institutioner er i dag en millionforretning, men er 

29Ljungkvist 1980:20.

kvaliteten af vandet i disse "mobile kilder", hvad enten de bærer 

navnet Maarum, RamlOsa eller Harrilds, mon bedre end kommunevandet 

fra hanen? Det er vist i lige så høj grad som fortidens 

tillid til helligkildernes kraft et trosspørgsmål - eller, fristes man til 

at sige - et kildent spørgsmål! 

Fig. 15. Kildeanlæggetii'a nordvest i 2003. Som det ses i den åbne rende, løber 

der endnu lidt vandFa Regisses åra 

Foto: Mogens Bo Henriksen.

Østrigsk lejesvend 

i 1700-tallets Nyborg 

Afstud. mag. Marianne Weigel 

Artiklen er et resume af et BA-projekt fra Historisk Institut, SDU, hvor 

fortællingen om Tobias, geworben musqueter i Nyborg Garnisonskompagni, 

dannede udgangspunkt for en mikrohistorisk analyse. 

Af folketællingen for Nyborg Købstad 180 l fremgår det, at Tobias 

Weichel var en 87-årig' musketer, der boede i Garnisonens Barakker 

sammen med sin kone (den tredje) Karen Bademan på 39 år og to 

andre musketerer, Johan Petie og Marius Reitel på 

henholdsvis 63 og 57 år' - begge ugifte. 

Men hvad gemmer der sig bag disse oplysninger? Hvorledes var 

hans sociale situation? Og i hvilken kultur indgik hans daglige liv? 

Ved hjælp af nedslag i forskellige kilder har det været muligt at 

spore en del afTobias' liv, fra han den 5. februar 1756 avancerer til 

korporal i Jydske Geworbne Infanterie Regiment Leibcompagnie. 

Han noteres her til at være 27 år gammel, født i Kirchberg i Østrig, 

hvervet i Rendsborg og capituleret' den 2. september 1758 for 

endnu 8 år i Major von der Lippes Compagnie". 

Rendsborg var på det tidspunkt den største danske garnisonsby næst 

efter København. Slesvig og Holsten var desuden områder med 

mange hvervekontorer. Det var et oplagt sted, hvor mange 

europæiske nationaliteter mødtes for at lade sig hverve til den 

, Ifølge Stamrolle 1801 dog 79 år. - Se også oplysningen om, at han var 27 år i 

1756. han skulle have været 72 år i 180l. 

, Ifølge folketælling 180 l, men 61 år ifølge Stamrolle 180 l. 

3 Betyder: tegnet sig for en ny hverveperiode. 

" Kilde: Jydske Geworbne Infanterie Regiment Ab- und Zu-gang 1776.

danske hær. Hvorledes og hvorfor Tobias kom til Rendsborg, og 

hvorledes hans liv formede sig før da, har jeg endnu ikke haft held 

til at komme på sporet af. 

Fra grenader til musketer 

Tyve år senere udtrådte Tobias af Jydske Geworbne Infanterie 

Regiment, hvor han havde været grenader' under Kaptajn v. 

Nutzhorn, hvis kompagni på det tidspunkt er forlagt til Nyborg. 

Han afgives til garnisonskompagniet 6 • 

Grenaderuniform 1761. 

Grenadererne kastede håndgranater. 

Før kastet måtte de hænge deres 

musket over skulderen, så armene 

blevfrie til at klargøre og kaste granaten. 

Det er derfOl; hatten er spids 

så var det muligt hurtigt at hænge 

musketten over skulderen, uden hatten 

faldt af ligesom den heller ikke 

generede selve kastet. Her holder 

grenaderen på en esponton - det 

viser, han er underofficer. 

(Illustration fra Walbom-Pramvig: 

Uniformer, faner og våben i Den 

Danske Hær fra 1659-1980). 

Garnisonskompagniet var bemandet med gamle, syge, eller på 

anden måde soldater, der ikke var fuldt arbejdsdygtige. 

Kompagniet fungerede for disse som en social foranstaltning, hvor 

der blev taget en form for hensyn, blandt andet fik de mildere 

straffe for vagtforseelser7, og deres arbejde blev lettet i forhold til 

deres formåen. Det var kun i yderste tilfælde, at en soldat blev 

5 Grenaderer var specialuddanede elitesoldater. 

6 Jydske Geworbne Infaterie Regiment Ab- und Zu-gang 1776. 

7 Gamisonskompagniet for Nyborg, breve, RA. 

32

overføli til Christians Plejehus S ; et sted for de allerdårligste, eller 

de blev anbragt på hospitalet, som lå i Nyenstad. 

I 1772 gik 2. bataljon Jydske Geworbne Infanterie Regiment fra 

Rendsborg mod Nyborg. Man flyttede rundt på troppeme, for at de 

ikke skulle "gro fast" et bestemt sted. 

Onsdag den 10. februar 1773 ankom Tobias' kone (den anden) 

Christine Magdalene og deres lille datter til Nyborg og blev sammen 

med nogle få øvrige fra kaptajn Niitzhoms kompagni modtaget 

i kirken 9 • Når hun ankom før sin mand, kan det skyldes, at hun var 

højgravid. Hun fødte sin søn Adam Friderich Christian Wayckel d. 

17. marts 1773. 

Tilsyneladende ankommer Tobias først tirsdag den 14. september 

1773, altså et halvt år efter sin kone, sammen med hovedstyrken og 

modtages i kirken'o . Ifølge kommunionbogen fortsætter "Weikels 

kone" med at gå til alters en til to gange om året i den periode, hun 

lever i Nyborg. Tobias selv er katolik og går sandsynligvis derfor 

ikke til alters i denne kirke mere. 

Kommunion sept. 1773 

8 Dette lå i København. 

9 Nyborg Præstear'kivs Kommunionbog 1767-94. 

IO Nyborg Præstear'kivs Kommunionbog 1767-94.

Mens Tobias var ved Jydske Geworbne Infanteri Regiment Leib 

Compagni, var hans titel først løjtnant siden grenader for til sidst at 

benævnes Grenader-PiberI!. Når han står benævnt "grenader Tobias 

Wayckel" siger det implicit, at Tobias har været høj (over 175 cm. 

Gennemsnittet var omkring 156 cm) flot, velskabt og sund. Det var 

de formelle krav til en grenader!l, men selvom reglerne sagde 

sådan, er det jo ikke sikkert, at alle var det. Det kan tænkes, at der 

var brug for flere grenaderer, end der var udbud af høje 

velskabte mænd; så måtte man tage nogle, der knap opfyldte 

kravene. Desværre har det endnu ikke været muligt at finde spor af 

ham i stamrullen, som kan vise, hvorledes han så ud 13 • Men den 

viser, at han har været tilknyttet Liv kompagniee 4 • Det tyder på, at 

han levede op til kravene, for hertil hentede man de flotteste. 

Det var på den tid mode at lade Regimentet paradere og eksercere i 

smukke uniformer til glæde for kongen", så udseendet havde stor 

betydning. 

Til spørgsmålet om hvorfor Tobias overgik til Garnisonsregimentet, 

er jeg hidtil kun stødt på to referencer: I 1784 bliver 

hans datter fra l. ægteskab gift: "Jungfrau Anna Maria Fransisca 

Weikel des behindeten Musqueter Tobias Weikel.. ."16, d. 9. august 

med Joseph Rosenwanger. Ordet behindeten betyder i denne 

sammenhæng handicappet - at Tobias Wayckel i 1784 er 

handicappet i en eller anden form. Desuden er en stamrulle bevaret 

fra "Det Nyborgske Garnisons Compagnie ", nemlig fra l. okt. 

1801. Her er en rubrik "Aarsag hvorfor han er afgivet til 

Compagniet" med oplysninger om den enkelte soldat som for 

11 Piper: En menig soldat, der spiller på en lille fløjte. Musikken var en vigt del 

af militæret. De fleste begivenheder blev ledsaget af musik. Rygraden i 

musikken var tambourer og pibere. Indtil 1790 havde hvert grenaderkompagni 

2 tamburer og 2 pibere. Piberen var ikke bevæbnet og gik ikke med 

patrontaske (Karsten Skjold Petersen, s. 138). 

11 Marianne Weigel: Hvem var de hvervede soldater i 1700-tallets Europa, 

henvisning til Sylvia Frey. 

13 En sådan beskrivelse er knyttet til nyere udgaver af fortrykte stamruller. Disse 

er håndskrevne og indeholder kun få oplysninger. 

14 Stamrulle for Jydske Geworbne Infanterie Regiment 1756 

" Karsten Skjold Petersen, Geworbne Krigskarle, Kbh. 2002. 

16 Schleswig Ev. Luth. Kirchebuch Copulations Register. 

34

eksempel "Svaghed og Alder", "Gigt og Alderdom", "Brok-skade", 

"Brystsvaghed", "Uduelig til Krig", men ud for Tobias står der kun 

"efter Ordre i 1774". Måske skal forklaringen findes i 

Politiprotokollen under den 7. januar 1774 17 • Her refereres et 

klammeri opstået nytårsaften i vælishuset hos Hans København. 

Korporal Ludevig er her anklaget for overfald på "Grenaderpiber 

Tobias Weickel". Vidner refererer at have set Tobias blive slået i 

hovedet og have hørt, at slagsmålet er fortsat ude på gaden. Når 

sagen er nået i politiretten, kan det tænkes, at det ikke drejer sig om 

et tilfældigt mindre slagsmål, men at Tobias er kommet til skade. 

Dette synspunkt underbygges af, at han et halvt år senere overføres 

til kompagniet for gamle og handicappede, og forklarer 

formuleringen: overført efter ordre. 

Retsprotokol, klammeri 1774 

17 Nyborg Byfogeds Arkiv, Politiprotokol 1745-1804.

Tobias' liv i Nyborg 

I Nyborg gik Tobias i gang med at skabe sin anden familie. Hans 

første kone, Maria Magdalena Meyer, var død i Rendsborg i 1769 

efterladende sig tre små børn. Disse børn indgik ikke i hans familie 

i Nyborg, men han holdt kontakt til dem, og han er opført som fader 

til de to piger, da de senere bliver gift i Schleswig. 

Med sin kone nummer to, Cathrine Magdalena Pedersen, fik han 

syv børn, et hvert andet år (71,73,75,77,79,79,81). Heraf blev 

kun to drenge voksne. 

Generelt set var mange soldater gift (ca. 30%) og havde deres familier 

med, når de blev indkvarteret. Hele Nyborg Garnisons 

Kompagni, ca. 150 musketerer, bestod af geworbne altså hvervede 

soldater, som var indkvarteret i byen. 

At arbejde som soldat 

I 1700-tallets Europa var det almindeligt med hvervede hære. 

I Danmark bestod hæren i perioden 1774-1803 ifølge hærplanerne 

af 33.000-40.000 mand. Heraf var en stor del hvervede l8 

hovedparten udlændinge. Egentlig var det en ret stor del af den 

danske befolkning, der kun var på 817.900 i 1775. Den økonomiske 

byrde med at holde en hær var fordelt således, at den 

nationalt udskrevne del af hæren bestod af landsoldater, som var 

indkaldt en kort periode om året, hvor de trænede sammen med de 

hvervede. Bybefolkningen skulle så sørge for indkvartering til 

soldater såvel som deres familier. 

18 Karsten Skjold Petersen: Geworbne Krigskarle. Hvervede soldater i Danmark 

1774-1803, Ph.d. 2000, Kbh., s. 48-53. 

36 

Hovedvagten i Stendamsgade. Her må Tobias have tilbragt mangen en vagt. 

Rum 2 er vagtstuen, Rum 1 holdt vagthavende officer til. Rum 3 er stokhus, 

dvs. fængsel. Fangevogteren boede i Rum 4/5. Opført i 1745, nedrevet 1852. 

(GengivetFa Dahl: Vor kongelige Fæstning Nyborg). 

I det 20.-21. århundrede er vi i Danmark vant til, at soldater forsvarer 

eget land. Det er soldatertjeneste, som alle landets indbyggere 

principielt er forpligtet til i en kortere periode af deres liv, typisk 

omkring et år. Det er ikke et erhverv. Skal man forblive ansat inden 

for militæret, skal man være befalingsmand eller officer. 

Anderledes var det i 1700-tallet. De hvervede soldater kom fra 

mange forskellige lande. De udgjorde hovedparten, ikke bare i den 

danske hær, men i de fleste europæiske hære.

Dengang var det et arbejde at være hvervet soldat l9 • Man fik en 

sum penge, når man lod sig hverve og dertil løn, brød og et sted at 

bo med sin familie. 

En brik i hverdagslivet som det formede sig for Tobias 

Der findes ingen dagbog eller lignende, der fortæller om Tobias' 

dagligdag. Mennesker fra de lavere sociale lag har sjældent 

efterladt sig personlige papirer. Som soldat kunne Tobias 

sandsynligvis både læse og skrive, men der er intet overleveret. 

Alligevel vil jeg, ved hjælp af Tobias, forsøge at spore den kultur, 

han var en del af. 

Ud fra det synspunkt at samfund og individ ikke er to adskilte 

størrelser, men at der er tale om et samspil, og en gensidig 

udveksling mellem det kulturelle niveau og hverdagslivet, vil det 

være muligt at få et glimt af den bagvedliggende kultur, som 

Tobias agerede i, ved at nærlæse 20 følgende dokument. 

Dokumentet er fra Nyborg Byfogeds arkiv, Politiprotokol 1745 

1804, Torsdag d. 27de April 1775. Byfoged og byskriver er til stede 

på bytinget, hvor oldermanden for skrædderlavet anklager 

"Tobias Weickell afGuarnisons Compagniet" for at: 

" ... have foretaget sig Skrædder Arbeijde for eendel af 

Borgerskabet og lndvaanerne her i Staden Skrædelauget til 

Præjudice ... " 

19 Marianne Weigel: Hvem var de hvervede soldater i 1700-tallets Europa, 

Pensumreduktionsopgave, SDU, efterår 200l. 

20 Vh.a. den mikrohistoriske metode. 

38

Hensigten er at referere vidnernes udsagn i den bestemte sag, om 

hvorvidt Tobias har udført skrædderarbejde uden tilladelse i den 

periode, han har opholdt sig i det område, hvor oldermanden for 

skrædderlavet har sin kompetence: 

"Skræderlauget til Præjudice 21 alt efter Klagens nærmere Jndhold. " 

Skrædderlavet mener altså, at det har været dem til skade, og at de 

har lidt et retstab ved, at Tobias har udført skrædderarbejde uden 

tilladelse. Heri ligger, at hvis en mand uden for lavet udfører 

skrædderarbejde, svækker det lavets myndighed, og der går 

arbejde/penge fra lavets medlemmer. Lavets enerådende 

myndighed gennemhulles med efterfølgende fare for at bryde 

sammen. Således er det ikke kun et pekuniært tab, men også et 

retstab, som lavet lider. 

Soldat og skrædder 

Tobias har altså arbejdet som skrædder, samtidig med han har 

været soldat. På denne måde kunne soldaterlønnen holdes nede. En 

hvervet soldats sædvanlige aflønning var: Husly, 6 skilling hver 5. 

dag, brød, lægehjælp og skolegang til eventuelle børn. Desuden 

kunne soldater være nødsaget til at tjene penge ved siden af. 

Soldater var ofte håndværkere og kunne derfor arbejde som sådan 

enten ved siden af soldaterarbejdet eller i frie perioder af længere 

varighed. Når soldaterne således skulle ernære sig ved håndværk, 

skulle de have tilladelse af deres overordnede. Den sag havde 

Tobias åbenbart ikke bragt i orden. 

Retssagen 

Selve retssagen starter med en oplæsning af: 

"Rettens derpaa begiærede Citation og Jndkaldelse ", som derefter 

bliver "beEediget, lovligt at være forkyndt. " 

21 Kan have flere betydninger: skade, dømme forud, retstab, m.m. Store Nordiske 

Konversationsleksikon 1916.

Derefter vidner Tobias Weickell. Det vil sige, at han bekræfter at 

have syet tøj for de personer, som har tilknytning til militæret, 

"Monsieur Kieler Fuldmægtig hos Mtinsterskriver 22 Aagesen og 

Nettermann hos Sr: Lange" (ifølge folketællingen 180 l tidligere 

løjtnant) og afviser at have syet for civile borgere i byen, og "aldrig 

nogen sinde for Christopher Bast", som er felbereder, altså garver. 

Til den sidste anklage: at han havde gemt noget tøj i et andet hus, 

mens der var husundersøgelse hos ham selv, kunne han "icke 

erindre". Næste punkt er Fuldmægtig Kielers vidneudsagn, som 

består af en lang udredning om hans tilhørsforhold til 

Mtinsterskriveren, hvornår og hvor længe han har været ansat, samt 

at Weickell kun har foretaget skrædderarbejde i denne 

ansættelsesperiode og i Miinsterskriverens "jboende Gaard". 

Derefter forhøres Christopher Bast, om ikke "Musqueter Weijckel" 

har haft skrædderarbejde for både ham og folk i hans hus, dertil 

benæger han: 

"at hand for hands egen Person aldrig har ladet noget Sjie hos 

Musqueteer Weijckel... endten af mands eller Fruentimmerklæda" 

Han får dog et spørgsmål mere, som bare er en anderledes 

fonnulering af samme sag: 

"Om Deponenten tør nægte ogFagaae at han eji ... har kijøbt en 

sort Kia!. .. " 

Der er åbenbart stor forskel på at have købt og have fået syet! 

Desuden havde hans kone købt, men han vidste ikke af hvem! 

Da ingen ville indrømme sin skyld i anklagen, forbeholdt 

oldennanden sig sin ret til at få sagen udsat. Dette blev bevilget og 

sat til den 8. maj. 

To dage før dette retsmøde dukker oldermanden op i retten, i hvert 

fald nævner referatet ikke andre tilstedeværende, og aflyser sagens 

22 Kommer af ordet mønstring. Den der tog sig af at styre indkvarteringen.

videre gang, fordi Tobias havde "tilfredsstillet Lauget". Til stede 

må også have været byfogeden og byskriveren, men tilsyneladende 

ingen Tobias eller repræsentant for ham og ingen militærperson. 

Der er intet noteret om, hvorledes Tobias bliver infonneret om 

sagens aflysning! 

Skjulte dagsordner 

Sagen indeholder flere parter og konflikter. Byfogeden sidder 

eksempelvis som repræsentant for samfundet, så fra rettens side 

drejer det sig om at få belyst, om der er hold i den anklage 

oldermanden på skrædderlavets vegne har fremsat, nemlig om 

Tobias Weickell i løbet af de sidste to år skulle have syet tøj for 

civile borgere i byen, "Skræderlauget til Præjudice". Her er en part 

1 sagen. 

Tobias er en anden. Han er anklaget, og hans problem er at finde en 

udvej, så han ikke bliver dømt, uanset om han har forbrudt sig eller 

ej. Der er dog også en skjult dagsorden: Tobias skal fortsætte med 

at bo i byen og vil givetvis geme fortsætte med at sy for både 

militære og civile, således har han størst mulighed for dette ved at 

stå sig godt med oldennanden. De militære overordnede skal han 

også stå sig godt med; de har indflydelse på muligheden for at få 

skrædderi-tilladelse både inden for og uden for gamisonen. På en 

eller anden måde skal Tobias finde en balance, hvor oldermanden 

og den militære overordnede har samme vægtning. 

Den trejde part er oldennanden. Han skal varetage lavets interesse, 

som vanskeliggøres af, at lavets og lavets enkeltmedlemmers interesse 

ikke er helt sammenfaldende: 

Når skræddeme havde sluttet sig sammen i et lav, havde det flere 

årsager, men her skal der kun nævnes de, der har betydning for 

denne sag. Dels skulle det forhindre, at der var flere skræddere i 

byen, end der var arbejde til, hvilket kunne medføre fattigdom dels 

var det en social foranstaltning til sikring af gamle, syge eller 

økonomisk trængte skræddere og af skrædderes enker. Desuden 

skulle lavets magt og ære ikke antastes. 

42

På den ene side var det ikke i den enkelte skrædders interesse, at 

Tobias syede. Derved kunne der gå arbejde fra lavets skræddere. 

Med hensyn til den sociale forsikring kunne det være en fordel at 

være en mere, der kunne svare en del af sin indtægt til den fælles 

kasse. Det er straks værre med hensyn til lavets magt, ære og 

suverænitet i forhold til skrædderarbejdet! Problemet vender 

tilbage senere, når sagens udgang omtales. 

Den fjerde part er militæret; de overordnede som udsteder den 

eftertragtede tilladelse. Det må her forblive en kilde til undren, at 

der ingen tilladelse foreligger. Har Tobias glemt at søge om en 

sådan? Er han blevet den nægtet? 

Som yderligere parter i sagen har de tre vidner også deres mere 

eller mindre skjulte dagsordner. Ved at få lavet skrædderarbejde 

hos en, der ikke har lov til at sy for dem, er de også en del af den 

påståede ulovlige handling, og de forsøger at spille med de samme 

kort som Tobias. De afviser beskyldningeme eller henviser til hans 

militære ansættelse. Således svarer fuldmægtig Sr. Kieler på 

spørgsmålet, om han har fået syet en "blaae Klædeskiol" for to år 

siden hos "Musqueter Weickell ": 

"At hand har tient Miinsterskriveren i 4 Aar til førstkommende Ste. 

Hans dag, hvorafhand dog har været Y2 Aar borte afTienesten den 

1773, og i dend Tiid hand saaleedes har tient hr: Miinsterskriver 

Aagesen og kortførend Deponenten iførste gang i dend Tiidforlod 

Tienesten, har Musqueteer Weickell syet ham en nye Klædes Kiol 

hvortil hand tog Maal afdeponenten i hr: Miinsterskriver Aagesens 

jboende Gaard og viidere Arbejde end dette forklarede har Weickel 

icke giort... " 

Heraf fremgår det, at Kieler har fået syet en "Kiol" hos Tobias, 

men at dette foregik i en periode, hvor denne var at regne for 

militært ansat, og det fandt oven i købet sted i mønsterskriverens 

gård. Vidnerne lægger stor vægt på hans militære ansættelsesforhold.

Ligeledes imødegår "Borgeren Christopher Bast" anklagen. Da 

han benævnes "Borgeren ", er der ingen tvivl om, at han ikke kan 

påberåbe sig en militær tilknytning. Det fremgår da også af 

folketællingen 1787, at han er garver. Hans position i 1775 kan man 

skønne sig til ud fra folketællingen, hvor han er opført som 

66-årig med kone, tjenestepige og indlogeret premierleutnant med 

kone og 3 børn og musqueter-tjener. Anklagen går ud på, at 

"Musqueter Weijckel" har haft skrædderarbejde for ham og folk i 

hans hus. Hertil svarer han: 

"At han for hands egen Person aldrig har ladet noget Sye hos 

Musgueteer Weijckel eller betalt ham Penge for arbejde ey heller 

veed Deponenten eller kandforklare, at nogen andre i hands Huus 

har ladet sye noget Skrædderarbejde endten af mands eller 

Fruentimmerklæder hos dend omspurgte Musgueteer. " 

Endvidere spørges: "Om Deponenten tør nægte ogfragaae at hand 

ey afMusqueteer Weijkel har kijøbt en sort syet Kiol og Vest til en 

afhands Sønner, saavelsom og en anden rød Vest? " 

Dertil svarer Christopher Bast: "Den omspurgte Røde Vest har 

Dep: selv Jgøbt for ungefehr eet par Aar siden, men dend 

omspurgte sorte Kiol og Vest har Dep: Koene Kjjøbt men afhvem 

veed hand ike. " 

Her er det ligeledes drejningen af svaret, der imødegår anklagen. 

Bast har ikke selv gjort noget, han kan anklages for. 

Det sidste vidne gør det nemmeste: Han bliver væk. 

Tolkning 

Der er således mange overvejelser blandt deltagerne i den rejste 

konflikt, alt efter hvilken part man er i sagen. Tobias er dog 

hovedpersonen og den, som har flest bolde i luften, fordi han skal 

sørge for hverken at bringe sig selv eller nogen anden i fedtefadet. 

Dette kan vel kun lade sig gøre, hvis han har kendskab til alle de 

andres problemstillinger. Ikke noget helt enkelt univers at skulle 

agere i. Spørgsmålet er, om han er sig det bevidst, eller det er en 

naturlig del af hans kulturelle baggrund. 

AA

Det kulturelle rum 

Da sagen jo afsluttes med, at Tobias "tilfredsstillede Lavet", kan vi 

gå ud fra, at han har formået at tale det samme sprog som 

oldennanden, ellers ville sagen være afsluttet på anden måde. I 

stedet for konfrontation har han forhandlet sig frem. Tobias har 

bevidst eller ubevidst forstået at spille sammen med befolkningen i 

byen. På tværs af den civile og militære omgangsfonn har de to 

befolkningsgrupper indgået i en fælles kultur til fælles bedste. Ikke 

engang de sociale forskelle har været uoverstigelige. Chr. Bast, 

som må regnes for hørende til blandt de mere velhavende, indgår 

på lige linie med de andre, når det gælder at forsvare den 

anklagede. Han skaffer ikke via sin position en særaftale. Rettens 

repræsentanter forsøger ikke at "nå til bunds" i sagen men 

accepterer forliget. En opblødning af lavsmonopolet er undervejs. 

Købstadskulturen er ikke stiv og dogmatisk, men levende og 

søgende. 

Tobias er i flere henseender anderledes: Østriger; både militær og 

civil; gammel og handicappet; på vej med sin familie nummer to; 

tilflytter og alligevel accepteret. Naboerne advarer ham, da retten er 

på vej for at lave husundersøgelse hos ham, og de gemmer det tøj, 

han har med hjem for at sy af. Han er ikke marginaliseret, men han 

må have indgået i en dynamik med sine omgivelser. 

Hans liv har været meget omskifteligt; han har skullet agere i mange 

forskellige situationer, som skrædder med "fire store og et liden 

skilleri"24 på væggen, på tværs af militære grænser, civile 

borgerlige grænser, faggrænser og nationale grænser. Den måde, 

han agerer på, således som det fremgår af ovenstående, viser ham, 

som hvad man med et moderne udtryk i dag ville kalde 

omstillingsparat. Tobias må have levet sit liv i en dynamisk ageren 

inden for en rigt facetteret kultur. 

24 Ifølge skiftet.

Nyborg by ogfæstning setfi'a Vindingevej. Udmit a/Bruuns kobberstikji-a 1762 - sådan så Nyborg også ud Il år senere, da Tobias 

og hansfamiliejlyttede hertil. (GengivetFa Hahn-Thomsen: Nyborg i 800 år).

Garnisonsliv 

- et yndet postkortmotiv! 

AfJohn Maalø Larsen 

I begyndelsen af 1900-tallet, længe før telefonen blev 

hvermandseje, var billedpostkortet (officiel postbetegnelse: 

brevkortet) nok det mest benyttede middel til kommunikation ud 

over bygrænsen. Postkasserne blev tømt flere gange dagligt, og i de 

større byer var der postudbringning både fonniddag og eftermiddag 

- og søndagsudbringning. Brevportoen var 10 øre, et brevkort 

kunne sendes for det halve - 5 øre. 

At brevkortet virkelig overtrumfede brevet, ses bl.a. af oplagstallene 

for frimærker udgivet 1900-1913: 1.462,5 mill. a 5 øre, 

931,5 mill. a 10 øre. 

Til den lave posttakst kom naturligvis prisen for selve kortet - men 

"et billede er mere end tusinde ord", så afsenderen sendte både en 

besked/hilsen og et billede af sine nuværende omgivelser - især 

aktuelt for de soldater, som gjorde tjeneste ved Nyborg Garnison i 

denne periode. 

Nyborg har været garnisonsby i mere end 400 år. Fra 1880 til 1913 

lå 5. Regiment med sine tre bataljoner, stab og musikkorps 

garnisoneret her. 

Bataljonerne var langtfra fuldt bemandede, men der indkaldtes dog 

ca. 500 mand i sommerhalvåret (der indkaldtes normalt mandskab 

til en bataljon på skift pr. år, undertiden til to), meget fæne som 

vintermandskab, men op til 2000 under de store genindkaldelser i 

forbindelse med efterårsmanøvrerne, så der var potentielle 

postkortkøbere nok. 

49

For disse var et oplagt postkortmotiv deres dagligdag: kaserner, 

militære bygninger og soldater i forskellige situationer. 

En stor del afde her viste postkort er blevet sendt - ovenaskende få 

af soldater. Militære motiver har altså også været populære blandt 

civile postkOlikøbere. 

Portoen på 5 øre lyder billig. Omregnet til vore dages lønninger 

svarer det imidlertid til, at det i dag skulle koste ca. 15 kr. at sende 

et brevkort. 

For en tjenestepige eller værnepligtig soldat, der fik løn i form af 

kost og logi, kunne 5 øre da også være et stort beløb, hvis man ikke 

fik økonomisk forstærkning hjemmefra. 

Billedpostkortene er venligst stillet til rådighed af overlærer Birger 

Pedersen, Nyborg (BP) og afNyborg Lokalhistoriske Arkiv (NLA).

Hovedmotivet her er Den kongelige Døvstummeskole fi"a 1891. 

I denne sanunenhæng er motivetFa eksercelpladsen i forgrunden 

dog mere interessant. Opstillingen i korporalskaber uden våben 

tyder på, vi er under den indledende rekrutuddannelse, der fandt 

sted på de to eksercelpladser inden for voldene. Denne antagelse 

udbygges yderligere ved at kikke på de endnu ikke udsprungne 

træer: indkaldelse til rekrutskolen fandt sted i april. 

Ud for Landportens eksercerhus på Kronprinsens Bastion lå den 

ældste "lille (høje) eksercelplads ". 

I 1870 fik man ved fæstningens nedlæggelse yderligere øvelsesplads 

ved planering af ravelinvolden nær Den døde Grav 

"den store (lave) eksercelplads ", der ses her på billedet. Efter 

garnisonens nedlæggelse 1913 blev der idrætsplads, NGIF's 

klubhus står der den dag i dag! 

Postkortet erfotograferet at FotografNørmark, Nyborg, afstemplet 

1909 og afsendt til Sverige. (BP)

En markant militær bygning varier Landporten fra 1550 'erne, 

ombygget 1665/66. Den lå oprindeligt skjult i volden, men det 

skabte jugtproblemer ji"a jorden ovenpå, så i 1751 rejstes et stort 

saddeltag. Det blev ødelagt i storm 1752, men straks genrejst. 

I midten af taget var der gennemgang af hensyn til vagternes 

rondering på voldene. Under taget opbevaredes materialer til 

fæstningen. 1822 blev den da rådne trækonstruktion fornyet, og 

der indrettedes eksercerhus, munderingsrum og værksted. Efter 

garnisonens nedlæggelse bleveksercerhuset overtaget af 

Kommuneskolen og ombygget til dets nuværende skikkelse. 

På billedet passerer et kompagni ud gennelJl Landporten. 

Postkortet erfotograferet afFotografNørmark, Nyborg, afstemplet 

1908 og sendt somfødselsdagshilsen afSigne Andersen. (BP)

Her marcherer to delinger tilbage ji"a øvelse eller skydning over 

den nye Knudshovedbro, der åbnede 1910 og blev brugt Fem til 

1958-59, hvor den nuværende bro blev opført. 

Den store bygning med skorstene bag broen er Gormsens Blyggeri. 

Fotograf ukendt, afstemplet 1910. Fødselsdagshilsen ji"a familien 

Holm til Stabssergent Poulsen. (NLA)

5. RegiJnents Musikkorps giver koncert på Torvet. Det skete hver 

torsdag og søndag. Desuden musicerede det om sommeren ved 

Christianslund, ligesom musikkOlpset tit medvirkede, når teaterselskabel' 

gæstede byen. Endelig må man ikke glel11111e den 

militære ftmktion: parader og modtagelse af bataljonerne, når de 

havde været på øvelse, ligesom hele korpset var med i den store 

tappenstreg på nationale mindedage mv. 

[ baggrunden Kommandantgården ji"a midten af 1700-tallet, siden 

1809 tjenestebolig for garnisonskommandanten. Fra 1913 til 

nedrivningen i 1938 var der dommergård. 

Foran Kommandantgården står statuen af Christian IX, rejst af 

Nyborg Turistforening 1908. 

Fotograf Otto Nørmark, Nyborg. Afstemplet april 1909 - og 

forsynet med endnu en begrundelse for at sende postkort i stedet 

for brev: " Her har vi det helt godt, men jeg skriver næppe lange 

breve mere, da jeg får så stærk hjertebanken. " - mon ikke Fa en 

rekrut med hjemve? (NLA)

Litteraturliste: 

AFA: Specialkatalog 1981-82 

Dahl, Bjørn Westerbeek: Vor kongelige Fæstning Nyborg. 1995 

Egebjerg, Niels: Nyborg Avis - gamle Aargange, bd. 3+4. 

1937 og 1942 

Henningsen, Henning: Nyborg da voldene stod. 1981 

Nielsen, Carl: MinderFa en gammel garnisonsby. NLA 1978 

En kuriositet: "Luftfoto" afAdelgade med Hovedvagten. (BP) 

70

Det store brag 

Beretningen om knaldstationen på Knudshoved 

AfNils Aage Jensen 

Man har hørt det så tit. "Se der er et gammelt vippefyr". Hørte man 

det ikke ofte på færgen, når den drejede om Knudshoved? Og 

irriteret holdt man mund, for det nyttede jo ikke at forklare 

tilfældige færgepassagerer, at det ikke er noget vippefyr! 

Også blandt vor bys egne beboere optræder den misforståelse, at 

det sære stavær ved siden af fyret derude på klinten skulle være et 

vippefyr - "ligesom på Skagen" siger berejste folk. Selv en så 

forholdsvis pålidelig publikation som Lars Bugges bog "Kort og 

godt om danske fyrtåme" hævder, at indretningen med galgen er 

"en kopi af det gamle vippefyr". Det er det ikke. Det er en 

knaldstation. Og hvad det er, skal vi prøve at forklare i denne 

artikel. 

Det nye signal 

Det var i 1901 nærmere betegnet den 16. december, at en artikel 

dukkede op i Nyborg Avis. Mærkeligt nok kunne man se nøjagtigt 

den samme artikel ledsaget af det samme lidt grumsede foto i 

Nyborg Dagblad. Man får uvilkårligt fomemmelsen af, at der må 

være tale om en artikel, som af en eller anden grund er plantet i de 

to lokale aviser. 

Til den antagelse slutter sig to lidt gådefulde omstændigheder. 

Billedet viser den ejendommelige himstregims ude ved siden af 

Knudshoved Fyr, men det er øjensynligt taget en dag, hvor solen 

måske ikke ligefrem skinnede, men hvor det dog var tåleligt lyst og 

klart vejr. Det passer bare ikke med datoen, for dagen før - den 15. 

december - var det et Herrens vejr over hele Nordeuropa, og Fyn 

var dækket med et tykt lag sne. Faktisk skreven anden avis, at det 

havde taget DSBs tog til Odense 8 timer at nå fra Marslev til 

Odense Station. Det er ikke det vejr, vi ser på billedet. 

Et andet ejendommeligt træk er, at artiklen ikke findes i 

Socialdemokraten. Denne avis var netop begyndt at udkomme i 

Nyborg det år, og den ville fonnodentlig med glæde have bragt 

nyheden om knaldstationen - men den er der ikke.

Disse omstændigheder leder tanken hen på at nyheden kan være 

udsendt til bestemte aviser fra DSB eller fra det danske fyr-væsen, 

som på denne måde ville gøre opmærksom på udviklingen inden for 

denne etat. Artiklen har ingen underskrift og den er ikke blot enslydende 

i de to aviser, men sat op på fuldstændig samme måde. I 190 l 

var Socialdemokraten ikke en avis, som regerings-departementer 

ville annoncere i, så det er måske afden grund, at det nye tynde dagblad 

i Nyborg ikke fik nyheden - eller måske har man slet ikke fra 

centralt hold vidst, at denne avis var begyndt at udkomme. 

Måske skal vi lige se lidt på de politiske forhold i netop dette år. 

Lidt politik 

Året 190 l står med en særlig glans i Danmarks historie. Det var det 

år, hvor det såkaldte "systemskifte" fandt sted. Fra vi fik den første 

grundlov og gennem de tider, hvor vi levede med "Den reviderede 

Grundlov", havde Danmark altid været regeret af ministerier, som 

var udpeget af kongen. Enevælden var altså ikke helt afskaffet med 

Junigrundloven fra 1849. Altid havde der siddet konservative, reaktionære 

regeringer ved kongens bord, mens de mere folkelige 

kræfter gik frem i antal valg efter valg. Det store parti var Venstre. 

I perioden fra 1885 til 1894 blev landet regeret afkonseilspræsident 

Estrup, som ved hjælp af provisoriske finanslove udøvede det 

nærmeste vi er kommet et egentlig diktatur her til lands. 

72

"Provisorietiden" blev ganske vist en katastrofe for højrepartiet. Til 

sidst sad der kun 8 højremænd i Folketinget, men hvad gjorde det, 

så længe kongen havde magt til at udpege regeringen. Venstres politik 

gik i korthed ud på at få gennemført parlamentarismen: at 

regeringen skulle dannes af et parti, som ikke havde et flertal mod 

sig i Folketinget. 

Det var det, der skete i 1901, da Hans Majestæt Christian 9. (det 

er den lille herre med det martialske overskæg, som i dag står og 

skuer ud over Nyborg Torv) måtte erkende, at tiden var inde til at 

lade venstrefolkene komme til magten. 

Resultatet var bl.a. en opsplitning af det store venstreparti, og 

snart efter havde vi både "Det radikale Venstre" og et 

socialdemokrati, som var i hurtig vækst. Men endnu blev 

socialdemokraterne dog af de fleste betragtet som røde revolutionære 

med drabelige statsomvæltninger på programmet. Dem 

kunne man ikke stole på. Og deres aviser kunne man ikke skrive i. 

Troen på teknikken 

Nederlaget i 1864 havde været grusomt. "Brat af slaget rammet/ 

kastet hårdt til jord/ligger brudt og 1ammet/ du vor gamle mor". Og 

så viste det sig alligevel, at alt ikke var forbi. "For hvert et tab igen 

erstatning findes/hvad udad tabes, det må indad vindes" skrev 

digteren Holst. Og så opdagede man jo, at de forhadte prøjsere 

havde fundet på noget så smart som aktieselskaber. Det blev nøglen 

til refinansiering af det lille fattige Danmarks erhvervsliv. I de følgende 

år blomstrede det ene aktieselskab efter det andet op her i landet 

og blev til store velrenommerede firmaer. Mange af dem eksisterer 

den dag i dag. 

Ved siden af den økonomiske løsning kom den tekniske. Aldrig 

har danskerne været så fascinerede af de tekniske muligheder som 

netop i dette halve århundrede, og først og fremmest var det det, vi 

i dag kalder logistikken, der fik nytte af de nye tider. Det blev den 

periode, hvor det største byggeri i Danmarks historie fandt sted: 

jernbanerne. Den første kom i 1847, og derefter var der næppe et år 

uden at en jernbanestrækning et eller andet sted blev indviet. De 

prægtige maskiner dampede ud gennem det danske landskab 

tiljublet af en eventyrlysten ungdom.

Det var ikke blot på skinnerne den nye tid bruste frem. Det skete 

også på vandet. Allerede i 1828 var det første dampskib "SS 

Mercurius" blevet indsat på Storebæltsoverfarten. I 1865 blev den 

fynske tværbane åbnet, og der var nu fast dampskibsfart over 

Bæltet. De gamle smakker, der havde klaret overfarten siden 

Christian 4.s dage, endte deres dage for en eller anden ophuggers 

økser. Endnu mere moderne blev det i 1871, da man indsatte 

skruedamperen "Fyen". Det gik så vidt, at man begyndte at overføre 

jernbanevogne, så passagererne ikke engang behøvede at slæbe 

bagagen ud og ind af vognene. De danske landeveje begyndte at 

fyldes af automobiler og motorcykler, og i København, Odense og 

Århus anlagde man sporvognslinjer. Byerne sprængte deres gamle 

grænser, da arbejderbefolkningen fik cykler og kunne flytte ud i nye 

forstæder, mens voldene - som i Nyborg - blev gravet væk. Hvilke 

herlige tider var man ikke på vej mod? I et gammelt 

mekanikerværksted i København gik en elektromekaniker rundt og 

gjorde sig til grin for borgerskabet ved at eksperimentere med noget 

så fjollet som en flyvende maskine. Han hed Ellehammer, og minsandten 

om det ikke lykkedes ham at komme i luften en septemberdag 

i 1906! 

Var der nu noget, som man ikke kunne klare ved hjælp af teknik? 

En ung dansk forfatter skreven lidenskabelig hyldest til den nye 

maskinverden. Han hed Johannes V. Jensen. 

Og i Southampton i England strakte man få år efter kølen til det 

flotteste og mest moderne skib i verden - et synkefrit skib, som 

skulle være al teknikkens triumf. Det hed Titanic. 

7/1

undt om Knudshoved og ind i Nyborg Fjord. Dermed er faren for 

så vidt endnu ikke forbi, eftersom fjorden jo har en del sandbanker, 

som man må sejle ret præcist imellem for at nå ind til skibsbroen, 

hvor anløbet foregik på den tid. 

Knudshoveds signal havde indtil 1901 bestået i en enkelt 

udstationeret kanon - et slidt eksemplar, som efter stations- og 

fyrforstanderen blev kaldt "Lowes Batteri". (Desværre har det ikke 

været muligt at opspore Lowes fornavn. Er der mon nogen i 

foreningen, der kender det?) I tåge skulle den ved isbådsstationen 

funktionerende stationsforstander sørge for, at der med jævne 

mellemrum blev affyret et skud fra kanonen, som kunne advisere 

færgernes folk om, hvor Knudshoved befandt sig. 

"Lowes Batteri" var placeret øverst på fyrbakken - og det sted 

findes ikke mere. Storebælt har for længst ædt den del af klinten. 

Men herfra blev der altså afgivet lydsignaler ud over Bæltet. Når 

sandheden skal frem, var det dog både en noget besværlig og noget 

ineffektiv procedure. Alene det at stå og lade kanonen igen og igen 

var sådan sin sag. Men det værste var dog, at kanonens dybe brøl 

faktisk ikke gik ret langt gennem tyk tåge. Selv i vor egen tid 

bemærker fx "Efterretninger for Søfarende", at visse lydsignaler i 

de danske farvande kan være vanskelige at opfatte, fordi lyden kan 

bøje af inde i tågen. Den fejl led Lowes Batteri i udpræget grad af. 

Det har fonnodentlig været denne omstændighed sammen med 

en berettiget ansvarsfølelse, der har fået statsbanerne til at lægge 

planer om en anden form for lydgiver der ude på klinten. 

Men lad os lige følge færgen til kajs: Når den nemlig havde fået 

føling med Knudshoved og således vidste, hvor den var, kunne den 

med en vis præcision dreje ind i fjorden. Her var der dog som nævnt 

problemer med bankerne. Dette afhjalp man på to måder. Hvis det 

var kImi nok til, at man kunne se fremad, havde man den af gamle 

nyborgensere velkendte "røde lygte" at gå efter. Denne var en slags 

fast fyr, som havnefogeden hver aften roede ud og tændte. (Ved en 

enkelt lejlighed gled robåden fra ham, og han tilbragte et par 

slemme timer hængende på pælen - men det er en anden historie.) 

Hvis tågen havde sænket sig over havneområdet, benyttede man 

den store triangel, der hang yderst på molen. Der blev rytmisk 

banket på den, og til denne melodiske lyd gled færgen altså ind til 

broen og blev fortøjet. Sådan var systemet, og det havde fungeret 

rimeligt godt gennem utallige åringer. 

Ih

En ny lyd 

Imidlertid var der brug for noget nyt. Det var der to grunde til. For 

det første havde man indset, at den gamle kanon ikke rigtig duede 

til sit job, og det var på tide at sende den på pension. For det andet 

var maskinkraften i DSBs færger øget voldsomt i tidens løb, og 

dern1ed var også maskinernes lyd taget til. Man måtte simpelthen 

have et signal, der kunne overdøve maskinernes larmen og hjul og 

skruers plasken. Så var det, at man fandt på knaldstationen. 

Hvor kom ideen fra? Jeg ved det ikke. Det har ikke været muligt 

at finde et tilsvarende anlæg inden for landets grænser, så måske er 

ideen kommet tilos fra udlandet? Under alle omstændigheder ser 

det ud til, at knaldstationen på Knudshoved er så gennemtænkt fra 

starten, at den næsten må have haft forgængere et eller andet sted. 

Men lad os se lidt på, hvordan den var indrettet. 

Det mest iøjnefaldende er naturligvis den temmelig høje mast 

med den flot svungne galge - det er den, som man i dag ser derude 

(efter at en venlig nyborger har bekostet en reparation afden, da den 

i begyndelsen af 90'erne var ved at ruste op). Da stationen var ny, 

gik masten ned langs et skur, som var stationens "hovedkvarter" 

eller "kommandopost". Den ene ende af galgen var med et sindrigt 

snoretræk fastgjOli til et spil i skuret og kunne gennem en luge i 

taget hales nedad, når den anden ende skulle gå i vejret - og vice 

versa. I den frie ende af galgen var der anbragt en tværstang, 

hvorfra to stykker wire hang ned i hver sin ende af stangen - med 

ca en meters mellemrum. 

Når apparatet skulle bruges skete det på følgende måde: 

Fyrmesteren begav sig ind i skuret, hvor der var anbragt et vist antal 

dynamitpatroner - nærmest som store kanonslag. Han fandt to 

stykker frem og armerede dem - dvs gjorde dem klar til affyring. 

Det skete ved at forbinde dem med en elektrisk ledning, som igen 

var forbundet med en kontakt i skuret. Denne installation ville 

næppe have bestået en moderne sikkerhedsrepræsentants skarpe 

blik, men dengang syntes man, at det var fint nok. 

Når nu alt således var gjort klar, anbragte mester gennem en 

luge i skuret de to patroner i hver sin wire. Her var der en slags 

klemmer, der holdt om fyrværkeriet. Han skulle derefter sikre sig, 

at alt var i orden, og at eventuelle besøgende var kommet en 

passende afstand fra djævelskabet. Derefter gik han ind i skuret, 

hejsede galgen op og tændte for kontakten. 

78

Hvad der nu skete må have været overvældende - i hvert fald de 

første par gange til man havde vænnet sig til det. Der lød et 

dobbelttonende knald - et uhyre brag, hvis tonehøjde var sådan, at 

det skar som en kniv ikke blot i de næliståendes ører, men også 

gennem tågen og langt ud over Bæltet. Meningen med at hejse 

patronerne til vejrs var jo ikke blot at bringe dem i en vis sikker 

afstand, men også at få lyden til at række længere ved at lade 

sprængningen foregå i højderne. 

Så længe tågen varede, og så længe der kunne ventes færger, 

vedblev man med mellemrum at affyre sådan et brag. 

Det ser ikke ud til, at der blev fyret for anden skibstrafik - braget 

var forbeholdt færgerne, der kom og gik på bestemte tider, således 

at fyrmesteren i sejlplanen kunne se, hvornår han skulle træde i 

aktivitet. Dog er det ikke umuligt, at apparatet har været taget i 

anvendelse efter lodsernes henstilling. Slipshavn var jo også 

lodsstation. 

Et stykke vej fra stationen blev der bygget et lille hus med meget 

tykke mure. Det var ammunitionsdepotet. Det kom først til noget 

senere, for i begyndelsen var hele fonådet af ammunition anbragt i 

selve skuret - ikke særligt betryggende, som vi skal se. Det lille hus 

findes stadigvæk på stedet, og man kan se, hvor kraftigt det 

er bygget, og hvor svære jerndøre der har været i det. Nu er det 

romantisk tilgroet og ligger som et minde om et fortidigt teknisk 

mirakel. 

År efter år knaldede og bragede det derude på Knudshoved, men 

hvad tænkte nyborgenserne om det? Måske ikke meget. De var jo 

så vant til drøn og brag fra den nærliggende skydebane på Øen, så 

det var vel kun så naturligt.

Fyrpasser og stationsforstander 

Lowe var født i 1849. I sine yngre dage ville han - som så mange 

andre unge mænd - gerne ind ved det rullende vidunder: Jernbanen. 

Men så kom krigen i 1864, og han meldte sig som frivillig. Da den 

var ovre, var han blevet løjtnant - man avancerede hurtigt i de dage. 

Tilbage i Nyborg forblev han ved garnisonen nogle år, men i 1872 

fik han sit ønske opfyldt: han blev ansat ved stationen her i byen. 

Man kan forestille sig, at ansættelsen har haft noget at gøre med de 

ændringer, som naturligt måtte ske, da den gamle banegård nede på 

molen blev nedlagt. En ny station blev bygget på Dampskibsrnolen. 

I 1883 blev Lowe ansat som stationsforstander ved jernbane- og 

isbådsstationen på Knudshoved og jernbanestationen på Slipshavn. 

Det var hans opgave dels at holde stationen i stand og passe 

togdriften - hvilket dog ikke tog meget afhans tid - men også at tilse 

materiellet, der skulle bruges ved isbådstranspOlier. Det drejede sig 

først og fremmest om bådene, men også om det udstyr, der skulle 

medbringes i form af trækstænger, tæpper, ekstra proviant m.v. 

Ved siden af dette job, som han passede sammen med en 

stationskarl, fik Lowe også opgaven som fyrpasser ved knaldstatianen 

og fyret. På Knudshoved har der været fyr fra før midten 

af 1700-tallet. Dette første fyr på stedet havde ganske rigtigt været 

et vippefyr, hvor man fyrede med kul i en jerngryde. Det blev 

erstattet i 1809 af et "rigtigt" fyrtårn, som dog kun var tre meter 

højt. I 1894 blev der bygget et flot nyt jerntårn på syv meters højde, 

og det var ved dette tårn, at Lowe øvede sin velsignelsesrige 

gerning. Det blev nemlig stående til 1948, da det nuværende 

Knudshoved Fyr blev bygget. 

Alt i alt var det altså en noget blandet landhandel, Lowe havde 

med at gøre derude på Knudshoved. Kedeligt har det næppe været, 

og der har heller ikke været tid til at kede sig. På Slipshavn boede 

flere af Nyborgs bekendte lodser, og dem havde Lowe et næli 

naboskab med til fælles glæde. Lowe blev kendt som en yderst rar 

og tjenstvillig mand, som alle tilsyneladende satte pris på. Det ser 

man bl.a. af, at han i 1906 fik en helt speciel gave - så vidt vi kan 

se uden ydre tidsmæssig anledning. Hans lods-venner gav ham et 

sølvcigarskrin "som tak for godt naboskab og mange tjenester i 

årenes løb". Sådan en mand var fyrpasser, stationsforstander og 

løjtnant Lowe. - Og så skulle det endda gå ham så ilde! 

80

Sikkerhed ved knaldstationen? 

Ved flere lejligheder havde der været tilløb til ulykker ved 

stationen. Når man i dag ser tilbage på systemet og behandlingen, 

kan man næsten undre sig over, at det gik godt så længe. Det er jo 

gerne sådan, at tiden sløver opmærksomheden, og den daglige 

omgang med de farlige sprængstoffer har nok ikke holdt 

forsigtigheden på højeste niveau hele tiden. 

I marts måned 1906 skete der en ulykke der ude. Det var karlen 

Svend Johansen, som en tåget dag stod og klumrede i det, da han 

skulle gøre patronerne klar. En af dem gik af - og det kostede ham 

førligheden i hans højre hånd. For Johansen var det slemt nok, men 

ulykken fik væne konsekvenser! Vi må gå ud fra, at Johansen kom 

på militærsygehuset i Nyborg, og der har man jo nok lappet hans 

hånd sammen så godt, det nu var muligt. Men den kunne ikke 

bruges mere - og hvad skulle der nu blive af Lowes karl? 

Den 31. marts begav Lowe sig ind til Nyborg for at tale med 

DSB-myndighederne. Han ville undersøge muligheden for, at man 

ville yde en vis erstatning til den tilskadekomne. Det var jo pænt af 

stationsforstanderen. Desvæne ved vi ikke, om han fik held med sit 

andragende, for en anden begivenhed kom til at overskygge 

Johansens uheld. 

Det var ved aftenstide, at Lowe begav sig hjemover. På vejen 

skulle han passere jernbanesporene. På den tid havde der været en 

hel del snak om, at man skulle have bygget en højbro over 

jernbanen - der var meget trafik ud til den ende af byen, og de små 

rangerlokomotiver lå altid der og spærrede i halve timer ad gangen 

til stor irritation for nyborgenserne. Den aften traf Lowe sin gode 

ven den kendte lods Boye. Egentlig et underligt sammenstød 

mellem den lille og den store historie. Boye havde nemlig lige 

lodset store dele af den russiske højsøflåde af sted til den russiskjapanske 

krig, men nu var han hjemme i de vante omgivelser og på 

vej ud til Slipshavn. Sammen nåede de to overskæringen, og her 

havde ledvogter Kiilstrup lige ladet bommene gå ned. Den 

afløsende ledvogter, Rasmussen var også til stede. To drenge kom 

ude fra Øen og stod ved bommen, mens de råbte til ledvogteren. 

Kunne han ikke lige lade dem smutte over? De var lidt sent på det 

og skulle nå ind på husflidsskolen (eller "snitteskolen", som den 

blev kaldt). Men Kiilstrup holdt dem tilbage. En lille "dampgris" 

kørte lidt frem og tilbage og holdt så stille. Lowe mente, at han som

ansat ved statsbanerne nok turde vove at smutte over sporene, mens 

toget holdt, og han fik løftet bommen op, så at han og Boye kunne 

komme under. Lige da han trådte ud på sporet, gik lokomotivet i 

gang igen. Det ramte ham, men i det samme greb Boye fat i ham for 

at trække ham væk. Til alt uheld havde Kiilstrup på den anden side 

af sporet fået samme ide og trak modsat i Lowe. Et sekund derefter 

kørte lokomotivet over Lowes ben. De blev begge to kørt af lige 

over knæet. 

Man forsøgte i hast at få stationsforstanderen ud på sygehuset. 

På vejen traf man en læge, som inde i en port prøvede at lægge 

kompres på Lowes benstumper, men det var for sent. Han var død 

inden man nåede sygehuset. 

Dette skete netop dagen efter, at Lowe havde modtaget ovennævnte 

hædersgave - cigaræsken. (Hvad blev der mon egentlig af 

den?) 

Ulykken fik naturligvis en del omtale i aviserne, og det førte 

bl.a. til en fornyet debat om byggeriet af den høje bro. 

Hvem skal nu passe knaldstationen? 

Hen over den sommer ser det ud til, at man har klaret sig med vikarer 

på isbådsstationen og knaldstationen. Så skulle Rigsdagen imidlertid 

vedtage en ny finanslov. Der skulle også spares dengang, og 

man så nøje statsbanernes regnskaber efter. I den forbindelse, fandt 

man ud af, at det hele vist kunne drives lidt billigere, hvis man nedlagde 

den særlige stationsforstanderstilling derude. I stedet kunne 

man nøjes med at ansætte en fyrpasser og en assistent. Den første 

skulle have 900 kr om året og den anden 420 for at passe dette job, 

som vistnok måtte kaldes et deltidsjob. 

Som fyrmester blev løjtnant Johnsen ansat. Grunden til, at man 

ansatte militære personer i den slags stillinger er den enkle, at man 

stadigvæk havde et stort overskud af officerer og underofficerer fra 

1864-krigens tid. Men det betød også meget, at statsbanerne fra 

begyndelsen havde bygget sin infrastruktur op ret militærisk og 

helst så tidligere militære i disse tjenestemandsstillinger. 

Endnu en ulykke 

Der skulle kun gå nogle få år før knaldstationen igen blev anledning 

til en begivenhed, som vakte stor opsigt ud over hele landet. 

82

Den 3. januar 1909 satte det i med vintertåge over Storebælt. 

Fyrpasseren, løjtnant 10hnsen passede sit job og var klar ved knaldstationen. 

Ved den lejlighed havde Johnsen taget sin l4-årige søn 

med. De var på natarbejde og havde "knaldet" for færgen, der gik 

ind kl 23. Man ventede nu den næste færge, som skulle passere kort 

efter, og Johnsen havde gjort klar til skud. Det betød, at patronerne 

var armeret og lagt frem for at de kunne hægtes på vippen. Sådan 

var situationen i det lille skur på klinten - intet usædvanligt måske 

bOliset fra en enkelt ting: En vigtig komponent ved maskineriet 

manglede! Knaldstationen var nemlig indrettet sådan, at patronerne 

ikke kunne antændes elektrisk, før vippen var svinget på plads. Men 

den anordning, som skulle spærre for strømmen, var i uorden, og 

den var netop den dag blevet afmonteret og sendt til Odense til reparation. 

Det krævede med andre ord den yderste forsigtighed at arbejde 

på knaldstationen den aften. 

Det var omtrent midnat, da folk i Nyborg blev vækket af et ualmindeligt 

gennemtrængende brag. Eller rettere af en hel serie af 

brag ude fra stationen. Den umulige ulykke var hændt, og redningsmandskab 

fra lodshusene såvel som fra Nyborg strømmede til 

for at se, hvad der var sket. De undersøgelser, der blev foretaget 

kunne bagefter sammenfattes sådan her: 

Johnsen havde halet galgen ned og skulle til at fæstne de to 

patroner. De lå på bordet foran ham, men lige da han greb efter den 

første skete uheldet - uden at det senere var muligt at forklare, 

hvordan det gik til. Den ene patron eksploderede inde i det lille 

skur, som var tæt tillukket i det kolde vejr. Resultatet var 

forfærdeligt. Det var som om selve helvedet brød løs. Der lå 7 - 8 

patroner på bordet og de eksploderede alle sammen. Bordet blev 

naturligvis knust, og det gjorde den ene væg og gulvet også. Og 

midt i denne eksplosion befandt Johnsen og hans søn sig. Tilfældet 

ville, at Johnsen ved det første brag blev slynget tværs gennem 

skuret og havnede oven på drengen, der blev væltet om på gulvet 

og til en vis grad beskyttet af faderens krop. Johnsen registrerede 

det ene brag efter det andet, mens han lå hen over sønnen, og han 

kunne mærke, hvordan varmen i skuret i et nu steg til det ulidelige. 

Eksplosionen udviklede et lufttryk, som på en eller anden måde fik 

døren i skuret til at klemme fast, og det blev vanskeligt for de to at 

få kæmpet sig ud af den lille bygning. Men det lykkedes, og til sin

ovenaskeIse kunne Johnsen konstatere, at hverken han eller sønnen 

havde lidt væsentlig overlast. Ganske vist mente de begge, at deres 

trommehinder var sprængt, men det viste sig snart efter, at det blot 

var det uhyre brag, der havde ødelagt høreevnen for en tid. 

Ikke blot kom de to sig efter en ulykke, som nemt kunne have 

ført til, at de havde mistet livet, men de slap overraskende godt fra 

det. Så snmi Johnsen var kOlmnet sig af chokket, kom han i tanke 

om sine pligter og om færgen, der nænnede sig ude i tågen. 

Dette år - 1909 - var der igen blevet ansat en stationsforstander 

ved isbådsstationen. Han hed Hansen, og han var naturligvis kommet 

løbende ved det voldsomme drøn. Sammen med ham lykkedes 

det Johnsen at få fat i ny ammunition og få knaldstationen "ladt" en 

gang til. Vippen havde ikke taget nogen skade, så de kunne lade 

sprængningen foregå reglementeret. Man skulle ellers tro, at en 

hvilken som helst færge ville have hørt braget fra selve eksplosionen, 

men den pligtopfyldende fyrmester mente altså, at lyden skulle 

komme rigtigt og til aftalt tid. 

Det viste sig ved nænnere eftertanke, at kulden var årsag til, at 

de to slap fra ulyld

Hvad blev der af knaldstationen? 

I tidens løb havde man vænnet sig til de skarpe knald ude fra 

vippen på Knudshoved, men en dag holdt de op. Tilsyneladende har 

ingen i Nyborg lagt særlig mærke til det, for vi finder ingen 

angivelse af, hvornår man indstillede denne specielle form for 

signalgivning. Muligvis har eksplosionen i 1909 bidraget til, at man 

indså, hvor farlig stationen egentlig var. Derefter gik man over til 

de elektrisk drevne tågehorn, som alle i Nyborg (og omegn!) 

kender så godt. 

Tilbage på klinten står nu det ejendommelige stativ og påkalder 

sig besøgendes forundring. Nej - det er ikke et vippefyr. Det er 

Danmarks eneste regulære knaldstation. 

Kilder: 

Udover generelle større samlingsværker erfølgende brugt: 

Nyborg Avis 

Nyborg Dagblad 

Socialdel11Okraten 

Lars Bugge: Kort og godt om danske jj;rtårne 

Preben Hahn-Thomsen: Nyborg i 800 år 

Desuden takkerjeg Nyborg Lokalhistoriske Arkiv og 

Jernbanemuseet for hjælp.

Et Bjergelav 

AfLeifTrebbien 

For nogle få måneder siden modtog Nyborg Lokalhistoriske Arkiv 

en del fotografier og en protokol med relation til Nordenhuse. 

Protokollen var forhandlingsprotokol for: 

"Bjergeforeningen for Nordenhuse og Kabinettet" 

De oplysninger, der er indskrevet i protokollen, er overvejende 

foreningstekniske, som desværre ikke ledsages af bilag med uddybende 

infonnationer om forholdene omkring foreningens stiftelse, 

drift og opløsning. 

Da Arkivets samlinger ikke umiddelbart kunne bidrage med 

yderligere infonnation om bjergelavet, gik en undersøgelse i gang. 

Protokollen fortæller: 

Den 6te Januar 1920 dannede omstaaende Fiskerefi'a Nordenhuse 

og Kabinettet en Forening, hvis Formaal er at assistere ved 

Stranding afFartøjer. Foreningen hedder "Bjergeforeningen for 

Nordenhuse og Kabinettet". 

Det vedtages følgende: 

§ 1.Bjergeterritoriet bestemtes at række ti! Risingehoved mod 

Nord, og ti! Knudshoved mod Syd, ogpaa Land ud ti! 6 Favne 

Vand. 

86

Søkort 1872/1885, Kg!. Dan. Søkortarkiv. Storebelt. 

Copyright, Kort & MatrikelstyreIsen. 

NybOlg og Omegns Museer 

Nordenhuse, beliggende ved Storebælt ca. 7 km nord for Nyborg, 

var i 1920 en bebyggelse på knap en snes huse. De fleste 

erhvervsaktive levede enten udelukkende af fiskeri eller var fiskere 

og husmænd. 

I 15- og 1600 årenes lensregnskaber kaldes Nordenhuse for 

"Fiskerhusene ved Stranden". Men en del af husene - måske dem 

alle - hed i 1579 Aggethued (Agetved), og i 1664 omtales nogle af 

dem som "De Nørre Fiskerhuse". Navnet Agetved glider efter-hånden 

helt ud, og Nordenhuse står tilbage. 

Ved Storebælt ca. 2 km nord for Nordenhuse lå i 1920 nogle få huse, 

som blev kaldt Kabinettet (1865 omtalt som Kabinetshus).

Motorskonnerten "Enigheden" var bygget af eg på L.J. Bagers 

værft i Marstal i 1912 (længde 23m, motor 25HK). Det tilhørte rederiet 

N.M. Lauritzen, Ærøskøbing. Skibsfører var N. Lauritsen. 

Motorskonnerten "Enigheden" ca. 1915 i Marstal. Bel11Ccrk Dannebrog for og 

agter: Bemaling under 1. Verdenskrig. 

Foto: Marstal Søfartsmuseum 

Den 6. januar 1922 meddeler protokollen: Det vedtoges at lade 

Sagfører Metz (Nyborg), arbejde videre for Sagen angaaende 

Betalingen for Bjergningen af Motorskonnerten "Enigheden" af 

Ærøskøbing. 

Bjergelavet har tilsyneladende ikke fået udbetalt den med skibsfører 

N. Lauritsen akkorderede bjergeløn. 

y derligere et år går, og under den 6. januar 1923 er noteret: Det vedtoges 

at lade den nuværende Bestyrelse jimgere indtil Sagen er endt 

med Bjergningen afMotorskonnerten "Enigheden" afÆrøskøbing. 

Derforelå en Skrivelse Fa Sagfører Metz at Sagen var indsendt til 

Sø og Handelsretten i København.

forekommer overvældende. Men det var jul, så alle har vel været 

hjemme, og måske har § 10 også været i brug. En anden forklaring 

kunne måske være, at nogle af fiskerne havde taget en længere tøm 

og derved opnået mere end 1 part i bjergeløn. 

Bjergelavet fik sandsynligvis et medlemsproblem og set på afstand 

fornemmes et skær af ironi i skibsnavnet "Enigheden". 

Trods den massive udmeldelse fortsætter bestyrelsen - med en 

enkelt udskiftning - frem til april 1928, og i disse år har bjergelavet 

tilsyneladende ikke været i aktion. 

Om generalforsamlingen meddeles: Den gamle Bestyrelse afgik, og 

en ny Bestyrelse valgtes. Desværre gives der ikke oplysning om, 

hvorfor den samlede bestyrelse gik af. Fire af dem, bl.a. formanden 

i alle årene, havde været i bestyrelsen fra stiftelsen i 1920. Ny 

formand blev Hans Peder Hansen (48 år). Endvidere indvalgtes 

Jørgen Jørgensen (44 år), Hans Fr. Jacobsen (33 år), Johan Hansen 

(41 år), alle Nordenhuse samt Laurits Dinesen (60 år), Kabinettet. 

Bjergelavets anden aktion 

NYBORG AVIS, d. 31. juli 1928. 

Nordenhuse Bjergelaug i Arbejde i Gaar 

I Gaar Eftermiddags ved 4-Tiden grundstødte den 3-Mastede 

hollandske Motorskonnert "Verena" paa en af Kystgrundene udfor 

Strandlykke, lidt Nord for "Strandskov". Skibet var ladet med Træ 

og var paa Rejse fra Finland til Odense. Bjergelauget fra 

Nordenhuse, under Ledelse af Fisker Hans Peter Hansen, gik straks 

ud og tilbød sin Assistance. Endvidere ankom kort efter en tysk 

Motorskonnert til Strandingsstedet. Det var heldigvis Fralandsvind, 

og da Skibet kun havde taget Grunden med Forstavnen, kunne 

Bjergningsarbejdet gøres dels ved at flytte Dækslasten agterud og 

dels at losse noget af den over i den tyske Skonnert. Dette Arbejde 

gik saa hurtigt fra Haanden, at den grundstødte Skonnert ved 10 

Tiden i Aftes var bragt flot.

Bjergelavet hjælper den hollandske motorskonnert 

"Verena" på 8 Fods Pullen den 30. juli 1928. 

Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Bjergelavets bæltbåd ved motorskonnerten "Verena" d. 30. juli 1928. 

Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

Bjergelavet havde udført sin anden og sidste bjergning. 

Den 25. august 1928 indskrives følgende i forhandlingsprotokollen: 

Mandag den 30. Juli 1928 Grundstøde M/S 1Ierene a/Holland, paa 

8 Fods Pullen ud/ol' Kabinettet. 13 Mand afNordenhuse Bjergelaug 

assisterede ved Lægtningen til den kom Flot. Der blev sluttet 

Akkordpaa 350 kr og med Fradrag og Omkostninger 25 kr til hver 

Mand. 

Fiskerne maa have glædet sig over, at de efter denne bjergning fik 

udbetalt deres bjergeløn hurtigt og smeliefrit. 

De to fotografier af bjergningen viser, at avisen var mindre heldig 

med angivelsen af antallet af M/S "Verena"s master. Men 

hollænderne var måske endnu mere uheldige ved på en klar julieftermiddag 

at sejle på grund i Storebælt. For hvis de havde

Klik her for at se hele årskriftet - Nyborg Bibliotek

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?