December 2011 - Holme-Højbjerg-Skåde Fællesråd

Holme Kirke
At sige verden ret farvel
Af Sognepræst Thomas Fischer-Larsen
Vi bruger tit et
udtryk på dansk
som hedder, at
hvor der er liv er
der håb.
Det betyder, at så
længe vi kan
holde os selv i
live eller så længe
vi kan overleve,
ligegyldig under
hvilke omstændigheder,
at så vil
der nok vise sig en udvej for os, så kan det
aldrig gå helt galt. Det er for så vidt en
udmærket og optimistisk tanke som kan
bringe os igennem mange svære situationer
og kriser, hvor vi klynger os til livet.
Men hvad så når vi må give slip på livet,
når det langsomt løber ud eller brat afbrydes,
hvad enten det er vort eget liv eller
det er mennesker, som står os nær og som
vi har holdt af? - hvad så med håbet? Når
livet er ude, er håbet så også væk?
Kristendommen siger egentlig det modsatte
- og det gør mange af vore erfaringer
også. I evangeliet hedder det ikke, at hvor
der er liv er der håb, men der hedder det
omvendt: Kun hvor der er håb, er der også
liv. Her er håbet det altafgørende. Det er
håbet som kvalificerer vort liv og giver det
mening.
Når vi tænker tilbage på de mennesker,
som er døde, og som vi har kendt og
elsket, og som vi nu savner, så fletter tabet
og håbet sig sammen i vor erindring. Når
vi har mistet én, som vi holdt af, så skabes
der en erindring, hvor det tabte genopstår
som håb. Egentlig et umuligt håb, fordi
det handler om, at det som er uopretteligt,
det kan genoprettes.
10
Dette umulige håb er grundtanken i det
kristne håb og det blev til hos Jesu disciple
i det øjeblik de oplevede og erfarede
Jesu død og opstandelse. Og når vi tænker
tilbage på de mennesker, som er døde, ja så
står vi egentlig i samme situation som disciplene.
Vi har et umuligt håb, men også et
optimistisk håb, fordi det har et indhold,
nemlig alt det vi har haft sammen med
afdøde: oplevelser, erindringer, samvær,
tanker. Og så er det også et levende håb.
fordi det er et håb ”i Kristus”, dvs at vores
tab forvandler sig og bliver til opmærksomhed
på det kommende.
Når vi mindes de døde, så gør vi det ikke
for at blive holdt fast i sorgen over, at vi
har mistet dem. Vi mindes dem på grund
af glæden over at have kendt dem,
taknemmeligheden over at have kendt
mennesker, som har betydet noget for os,
og som vi har betydet noget for. De har
været lys og salt i vort liv og i vor tilværelse
og som sådan også livskræfter for os nu -
selvom de er døde.
Bøn og Tak for de mennesker vi har mistet
Vor Gud og Far,
Vi kommer til dig med vor sorg og vort savn,
for det gør ondt i os, at vi er skilt fra dem, vi elsker.
Du ved, hvad vi havde af godt og svært sammen,
og du ved, hvordan vi stadig sørger og savner,
og at vort liv aldrig bliver helt det samme,
som før døden skilte os fra hinanden.
Men vi takker dig for alt det gode,
vi fik igennem dem, der ikke mere er iblandt os.
Uden dem havde vort liv ikke været så rigt.
Og er der noget i forholdet til dem,
der stadig nager som en torn i sindet
så hjælp os til at lægge det fra os,
overgive det til dig, at det må være skjult i din kærlighed
og miste sin magt over os.
Giv os velsignelse til at lyse for andre, som de lyste for os,
så også vore kære en dag må kunne takke dig for,
at vi har levet.
Amen.
(Bøn af Holger Lissner fra ”Kollekter og bønner”, 2010)