d ø veidr æ t - Dansk Døve-Idrætsforbund

Leder
Hvorfor døveidræt?
➤ Af Niels ChristofferseN, hB-medlem
Hvad skal vi med døveidræt? Kan døve og hørehæmmede ikke bare dyrke idræt i de normale
klubber? Er døveidræt idræt eller social hygge? Eller måske bare en dyrkelse af en
subkultur?
Det er nogle måske kontroversielle spørgsmål jeg
stiller, måske endda nogle tabu-områder, men jeg
vil alligevel forsøge mig med et bud.
Jeg hedder Niels Christoffersen, er 40 år og arbejder
i Post Danmark.
Jeg blev valgt til DDI’s Hovedbestyrelse i foråret, er
hørende og ikke aktiv idrætsudøver på grund af et
tidskrævende arbejde og fysisk nedslidning. Mit mål
er at højne respekten for, at alle kan dyrke seriøs
idræt.
Mit bud er, at døveidræt er lidt af det hele:
Som jeg ser det, er der i døveidrætten en masse aktive
og engagerede idrætsfolk. Idrætsfolk som gerne
vil være blandt de bedste, idrætsfolk der gerne vil
holde sig i gang med motionsidræt, og idrætsfolk
som brænder for deres idræt og som vil gøre
næsten hvad som helst for netop ’deres’ idræt. Jeg
har oplevet døve og hørehæmmede idrætsfolk, for
hvem det største mål er, at ungdommen skal blive
’hooked’ på idræt og bytte messenger’en og playstationen
ud med et aktivt idrætsliv. Jeg har også
oplevet idrætsfolk, som så stævner og mesterskaber
som en kæmpe social begivenhed, med en masse
hygge, gamle venner, og … Nå ja, lidt idræt!
Jeg har også oplevet døve og hørehæmmede idrætsfolk,
som deltager i begge idrætsverdner. I de ’normale’
klubber, på lige fod med de øvrige hvor det er
idrætten som er i højsædet, og i døve-klubber hvor
de er med til at løfte, motivere, og dele det sociale
med ’ligemænd’.
Jeg så gerne en større integration i idrætsverdenen:
Hvorfor skal en dygtig idrætsudøver ikke med til
top-mesterskaber, kun fordi vedkommende ikke
hører så godt? Det er unødvendig diskrimination! I
alle idrætsgrene hvor en sans eller fysisk egenskab
er underordnet, skal alle de bedste kunne deltage.
Uanset eventuelle forskelle. Og i de idrætsgrene
hvor en sans eller fysisk egenskab har en betydning,
skal man naturligvis kunne deltage hvis man lever
op til kravene. Man skal bare ikke forvente at alle
rutiner bliver ændret, blot fordi en døv eller hørehæmmet
idrætsudøver deltager.
Med dette, har jeg også sagt at jeg ikke ønsker bevidstløs
ligestilling. At et bestemt antal idrætsfolk
på hvert hold, skal have et hørehandicap, synshandicap,
bevægehandicap eller andet handicap. At
nogle er udtaget fordi de ikke hører så godt og ikke
fordi de er dygtige til deres idræt. Det bryder jeg mig
ikke om. Skal man være med til et mesterskab er det
fordi man er blandt de bedste. Ellers må man stille
op til åbne stævner.
Jeg ser det som en mulighed at de idrætsgrene
hvor hørelsen har betydning, får deres egne specialforbund,
måske under DHIF. De idrætsgrene
hvor hørelsen ikke har betydning, har jeg derimod
lidt svært ved at se hvor hører til. DHIF, DDI, DIF eller?
Særlige døveklubber? Almindelige klubber med
’speciale’ i ’tegnsprogs-idræt’? Afdelinger i almindelige
klubber?
Jeg ved det ikke. Lad os tage en debat om det.
Døveidræt · nr. 5 · 2008 5