EBELTOFT MARINEFORENING - Danmarks Marineforening

“Mand overbord” manøvre i
Atlanten.
Godt på vej mod Skt. Thomas lyder det
en eftermiddag pludselig “Mand overbord”,
og det lød ikke som en øvelse. Da
jeg var stukket ud til “Bådrulle” sprang
jeg straks op fra banjen, op på poopen
og ud på min tofteplads i stb. travalje.
Inden længe var samtlige tofter besat,
davidernes taljereb var klar og besat, og
1. styrmand Bentsen sad ved roret og
kunne beordre “FIR AF”. At hugge blokkene
ud i de store atlanterhavsdønninger
kræver koordinering, og jeg husker den
store kleppert, (elev nr. 1 LaCour), stå
i stævnen, og Bentsen agter tælle “1-2-
UD”. Alt gik godt, og vi kom fri af skibet.
Vi roede så “blodet sprang af neglene”.
En gast i travaljen skulle holde øje med
agterudkiggen på Danmark, som imidlertid
var klatret op på krydsmærset med
et flag, hvormed han angav retningen til
den overbordfaldne. Men at finde en
person, man ikke kan se, er noget af en
opgave, dog efter godt en times tid havde
vi gutten ombord i travaljen.
Jeg husker ikke ret meget om roturen,
men hvad der står mig lysende klart er
de manøvrer jeg så, hvor “Danmark”
gennemførte en perfekt “Mand overbord”
manøvre. Fra en bliden bør
agten for tværs styrbord skar hun op til
bidevind styrbord halse, og solens spil
i sejlene da skøder og braser justerede
riggen var et syn for guder. NØ-lig kurs.
Efterfølgende en perfekt stagvending til
SØ-lig kurs. Vi så, hvordan fortop og
forsejl blev bakket over vindøjet, efterfølgende
rundt med forgrej. Alt det vi
havde lært, men aldrig set, kunne vi på
god afstand observere. Dette syn er kun
16
de færreste forundt.
Inden længe lå “Danmark” stille og rullede
i dønningerne med forsejl og forundermærssejl
bakket, og krydsundermærssejl
og krydssejl (mesanen) sat. At
hugge davidblokkene ind er en omvendt
proces, nemlig “1-2-IND” og efterfølgende
“HAL HJEM”. Gutterne var klar
ved davidblokkene, og vi var alle sikkert
ombord efter en særdeles dramatisk
oplevelse.
“Det Blå Bånd” og Ankomst til
Langelinie.
Hjemturen fra Bermuda over Nordatlanten
var præget af stiv NV-lig kuling.
Som Kaptajn Hansen annoncerede på
vores første morgenmønstring efter Bermuda:
“Vinden er gunstig. Hvad siger
i drenge, er i klar til at erobre Det Blå
Bånd?” . Efter den peptalk kunne vi kun
sige et rungende “Aye-aye, Sir”.
Røjlerne skulle bjerges og sættes i en uendelighed,
og som storerøjl-gast havde jeg
nok at se til. Men desværre, et døgn før
Lands End, hvor “Båndet” var inden for
rækkevidde, lagde vinden sig og tågen
kom snigende som en tyv om natten. Vi
lå brak i to døgn før vi måtte opgive “Det
Blå Bånd”, og kværnen måtte igang. Surt
show, specielt for Kaptajn Hansen.
Til gengæld fik vores gode Chef den
succes at kunne stævne Sundet ind og
lægge til kaj ved Langelinie uden brug af
slæbebåd og motor. (Se billede på mod-
Vejen Fremad/opad
Den 25. december 1955 kørte jeg til
Fredericia, hvor jeg stod på Rederiet
Lauritzens bus, der kørte os ca. 25 mand
til Antverpen, hvor jeg påmønstrede
køleskibet Peruvian Reefer.
Skibet var et moderne køleskib på 4000
tons, der sejlede bananer fra Ecuador til
Antverpen. Skibet havde 2 skruer, sejlede
ca. 18 knob og var bemandet med
ca. 40 mand.
Dengang var der 6 messer på skibet, så
hver afdeling havde sin egen messe, hvor
vi spiste, holdt pauser og festede. Ja, der
var en slags rangklasser dengang.
Jeg startede mit arbejde med at lave en
fejl i maskinen, så min stjerne var ikke
ret stor ved arbejdslederen, 2. mester
kaldet Røde Finn. En meget barsk herre
som kørte os med hård hånd. De næste
14 måneder lærte jeg dog at arbejde på
et skib, finde sin plads samt fik en god
grunduddannelse i maskinmesterfaget,
både som vagtmand og som reparatør.
Vi arbejdede fra kl. 6 morgen til kl. 17
aften, søndag fri. Vagtpersonel havde
næsten altid 3 timers overtid 4 gange om
stående side). Vi knoklede som vilde dyr
for at bjærge sejlene i den takt, det blev
beordret fra Kaptajn Hansen på vej ind i
Københavns havn.
Jeg var på plads i bagbord side på Store
røjlrå ved ankomsten. Sejlene skulle jo
pakkes, og det var et fantastisk syn over
Langelinie, der var sort af mennesker. En
værdig afslutning på en lang og glorværdig
karriere for Sejlskibsfører Kaptajn
Knud Hansen.
Ole Hvitved
ugen. Der var meget manuelt arbejde
dengang.
Samtidig havde jeg nogle gode kollegaer,
som absolut ville vise mig livet i
havnene, og da skibet sejlede fast med
bananer, kendte disse kollegaer en masse
små listige steder. Jeg må dog indrømme,
at jeg lod mig lokke, for man skal jo også
udvide sin horisont på den front.
Så fandt man også ud af, at man kunne
klare sig med et par timer søvn 3 dage
i træk.
Dampskibenes tid var ved at være forbi,
men jeg søgte og fik derefter 8 måneder
på Kamma Dan som 4. maskinmester
og sejlede mellem de nordeuropæiske
små havne. Mest papir fra Finland – kul
fra England og bulk-rejser fra Spanien/
Marokko til Skandinavien.
En dejlig tid i mit liv, lang tid i de små
havne, stille og rolig sejlads. Kedlerne
blev tit lukket lidt ned om aftenen i havn,
så man kunne holde vagt på det nærmeste
værtshus og holde øje med lanternelyset
på skibet. Hvis skibets lille generator
gik ud, forsvandt lyset jo, og så Æ
17