EBELTOFT MARINEFORENING - Danmarks Marineforening

Aftenhygge 1963 Fyraftensøl - Stillehavet 1956 Lejestøbning 1957
Første udmønstring
måtte man jo ned på skibet og starte op
igen. Men det var dejligt at få erfaring fra
et dampskib, selvom denne type skibe
dengang var ved at være en saga blot.
Den åbne dampmaskine og kedelrummet
var i samme rum, og som mester
startede jeg med at påpege overfor fyrbøderen,
at man ikke startede sin vagt
med at tage 6 øl med i kedelafdelingen.
Jeg fik hurtigt pålæst, at jeg skulle passe
min maskine, så skulle han nok ordne
damptrykket. Når dette var i orden, så
kunne jeg bare holde kæft med irettesættelser.
Jo, man lærte at indordne sig. Nå der var
også meget varmt i kedelafdelingen.
Vi kom ofte til Danmark med skibet,
og så ville man gerne have lidt ekstra
cigaretter med hjem. Jeg gemte dem i en
brandslukker, som jeg senere tømte, men
da der ved skibets ankomst skulle holdes
brandøvelse, var dette ikke en smart ide.
Rederiets inspektør opdagede dette, da
brandslukkeren ikke virkede, og han var
mildelst talt meget vred.
De næste 21 måneder fik jeg på det gamle
køleskib African Reefer som 3. og 2.
mester.
Skibet blev bygget på Helsingør skibs-
18
værft i 1935 som Pacific Reefer og havde
ført en omtumlet tilværelse. Ved krigens
begyndelse blev skibet beordret til Madeira
og efter nogle måneder der, sejlede
hun til New York, hvor hun kom under
U.S.A. War Industri Administration, der
ombyggede og omdøbte skibet til YRSA.
Resten af krigen sejlede skibet med våben
og andre fornødenheder til forskellige
destinationer, hvor USA havde brug
for disse ting. Dog mest i Stillehavet/
Australienområdet.
I 1946 blev skibet leveret tilbage til J.L.,
hvorefter det efter en ombygning sejlede
som køleskib igen.
I hele året 1958 sejlede skibet med kød
fra de New Zealandske havne til San
Francisco og Los Angeles. Retur gik vi
til Honolulu efter Ananas og til Tonga-
og Fijiøerne efter frugt, mest Bananer.
Selvom det var et gammelt skib med
meget manuelt og noget hårdt arbejde,
var det en dejlig tid. Lang tid i søen
– godt vejr – gode havnebesøg. Specielt
Tonga- og Fijiøerne var herlige
steder. Det var tiden, inden de mange
krydstogtskibe kom dertil, og delvist
”ødelagde” det naturlige gamle Ø-liv.
New Zealand er et helt kapitel for sig, det
er det eneste land, som jeg ville emigrere
til.
I USA var det San Francisco, der trak
mest. Der var Jazzen i højsæde dengang,
og jeg havde fornøjelsen at se og høre de
mest kendte Jazznavne flere gange på de
4-5 små natklubber, hvor de spillede.
I 1959 sejlede vi så til Chile med frugt fra
USA. Derefter gennem Ildlandet og Magellan
strædet op til Buenos Aires, hvor
vi havde 8 måneder mellem B.A.- Rio og
Santos med 5- 10 dage hver sted. Og lad
mig sige det på den måde:
Min opsparede løn blev i denne periode
reduceret en hel del.
Efter dette havde jeg 1 år på det under
krigen amerikansk byggede motorskib
MARNA DAN, der sejlede fast mellem
New York til Valparaiso i Chile med
stykgods dog med en masse havneophold
undervejs. Ruten kaldtes Westcoastline.
Skibet var en serie af skibe,
som blev hurtigt bygget i sidste del af
krigen og kaldet C1-A skibe på ca. 7000
tons. De var ekstra forstærket ved vandlinjen
og fremdrevet af et Nordbergdieselelektrisk
anlæg.
Så kom mine år i de såkaldte Ishavsskibe.
Det blev mange ture til Finland,
flere ture til Nordcanada og ikke mindst
rejserne til Grønland. Det blev en hård
tid om vinteren på de nordatlantiske ture
til Canada med dårligt vejr og risiko for
overisning, men trods alt en mindeværdig
oplevelse. Skibene var alle forstærket
i større og mindre grad til at sejle i isfyldte
farvande og var af varierende størrelse
fra ca. 2000 ton og op til 5000DW.
Maskineri og equipment var hovedsagelig
af skandinavisk oprindelse.
Skibene havde selvfølgelig andre opgaver
indimellem sejlads i farvande uden is.
Det var også her, jeg mødte en Ebeltoftmand.
Carl Bundprop alias Calle Persen.
I 1967 kom jeg hjem for 2½ måneds ferie,
men blev ringet op af min chef: ”
Nyudnævnt 1961
Æ
19