18. oktober 2012 - Fountain House

More documents

Recommendations

Info

10 | Årgang 25 | Oktober 2012 sonalet forekommer mig udviskede. Min tilstand var ikke manisk, men jeg var højrøstet, meget urolig og havde en ejendommelig adfærd. Jeg havde ingen sygdomserkendelse og led af søvnløshed og svigtende selvkontrol. Jeg var ustyrlig og til tider aggressiv overfor andre indlagte. BÆLTEFIKSERING Min mor besøgte mig dagligt, hvilket jeg ikke erindrer. Jeg var meget fortørnet over at hun ikke ville vide af mig; men det var blot en tvangstanke. Senere fortalte hun mig ligeledes, at jeg fi k tre elektrochokbehandlinger under indlæggelsen i Rønne. Derudover havde jeg været så utæmmelig, at personalet måtte bæltefi ksere mig. Men intet af dette husker jeg. Heller ikke at jeg blev overført til Rigshospitalet i marts 2007, da lægerne og det øvrige personale i Rønne ikke vidste, hvad de skulle stille op med mig efter syv måneders behandling. MIT OPHOLD PÅ RIGET Mit ophold på Rigshospitalets Psykiatriske Afdeling strakte sig over ni måneder. Kort efter at jeg blev overfl yttet til Rigshospitalet, dykkede jeg ned i en dyb, dyb, sort depression. Jeg følte mig uværdig til at leve. Jeg havde også en sygelig skyldsfølelse og følte overdrevne selvbebrejdelser og selvanklager. Disse følelser førte til selvmordstanker. Så jeg lagde mig til at dø i overført betydning. Jeg ville ikke spise, drikke, tage bad eller gå på toilettet. Jeg forlod ganske simpelt ikke sengen. Den var mit skjulested. Jeg lå under dynen i måneder. Og når nogen henvendte sig til mig, svarede jeg ikke. ELEKTROCHOK UDEN EFFEKT Jeg fi k 36 elektrochokbehandlinger over sommeren, som skulle få mig ud af den depressive tilstand. Min far, som var hjemme fra Spanien, besøgte mig, hvilket jeg heller ikke husker. Han så i hvor dårlig tilstand, jeg var. Han blev meget chokeret og opsøgte overlægen og bad ham om straks at indstille disse behandlinger. Heller ikke dette husker jeg noget af. Det er kun beretninger fra familien. Elektrochokbehandlinger bliver givet mod depression og skulle være en udmærket behandlingsmetode, men den havde ingen eff ekt på mig. Og jeg spørger mig selv i dag, om det kunne have været et forsøg, man gjorde. Det er mange behandlinger uden resultat. Det er meget og ganske grotesk, da det ingen virkning havde. Når man runder de 36 behandlinger, burde man tænke, at de ingen virkning havde og gå andre veje. Mange af mine venner spørger tit: ”Kan du huske, da …” ”Nej, det kan jeg ikke.” Hver dag i dag er en terapi. Jeg træner min hukommelse ved at lave håndarbejde og via litteraturlæsning, yoga, løb og undervisning i fransk. FRA CHOK TIL MEDICIN I den tid lå jeg til stadighed dybt under dynen i al stilhed. Metoden blev medicinering. Jeg skulle bl.a. have Marplan, som er et ældre præparat mod depression. Og litium var en selvfølge, fordi det gives til bipolare sindslidende. Andre ”bolsjer” kom til, og uden at vide, hvor lang tid der var gået, begyndte jeg at kravle ud af sengen og gå ud på gangen. Ellers var min seng til stadighed en stor magnet. Om aftenen lettede mit humør en smule, og jeg begyndte at cykle på motionscyklen, der stod i et tilstødende, dunkelt lokale. Jeg var kommet til et afgørende punkt, hvor jeg nu kunne fatte, at jeg var alvorlig syg og led af hukommelsestab. Derudover blev jeg bevidst om, at jeg befandt mig i en alvorlig, depressiv tilstand. Den var imidlertid lettet en smule, da Marplanen begyndte at have sin virkning. Min mor ringede til mig hver dag, og det endte altid med, at jeg begyndte at hulke dybt. Jeg havde ellers ikke kunne græde i min dybe depression. MARPLANENS TRYLLEKUNSTER Denne tilstand stod på et stykke tid. Efterhånden begyndte jeg at tage brusebad og vaske mig og deltage ved morgenbordet. Efter et stykke tid var jeg blevet moden til at kunne samle mig om ugentlige lægesamtaler med overlægen. Mit humør og mit helbred blev bedre og bedre, mens jeg skubbede på, så meget jeg orkede. Det skulle der styrke og ressourcer til, og disse kom automatisk til mig i ryk. Motionscyklen blev brugt dagligt. Jeg blev mere åben og fi k kammerater på hospitalsgangen. Os, der røg, stod tit udenfor. Der blev røget masser af cigaretter. Hvor kommandoen kom fra, ved jeg ikke, men jeg blev sendt over til fysio- og ergoterapeuterne til en samtale. Fysioterapeuterne fremlagde muligheden for at motionere to gange om ugen og en time med leg med bolde og redskaber. I ergoterapien var der mulighed for at male, sy på maskine og beskæftige sig med andet kreativt arbejde. Alle tre discipliner ville jeg gerne deltage i, men i starten var det meget hårdt, for jeg var stadigvæk tungsindig og indimellem depressiv. Men jeg blev revet med i disse beskæftigelser. Lidt efter lidt blev min krop igen muskuløs, og jeg fi k det endnu bedre. Jeg kunne også komme ud af sengen hver morgen. Så en dag fi k jeg lyst til at melde mig til aktiviteterne i ergoterapien, og senere til løb i Fælledparken. KLAR TIL PSYKOLOGSAMTALER Samtalerne med overlægen var af både medicinsk og terapeutisk karakter. Han igangsatte desuden, at jeg kom til en psykolog en gang om ugen. Der blev taget hånd om mig, og socialrådgiveren sørgede for de praktiske ting, bl.a. min økonomi. Mit humør var ved at stabilisere sig, og jeg fi k overskud til at sy på maskine i ergoterapien. Jeg spadserede til Stof 2000 og købte stof til en jakke. Der var nu hver dag en aktivitet, og jeg blev gladere, tog på i vægt og begyndte at strikke igen og se tv sammen med de andre i opholdsstuen om aftenen. PATIENTHOTELLET Under en samtale med socialrådgiveren blev jeg pludselig overrasket over, at hun sagde, at jeg havde fået førtidspension og skulle fl ytte til patienthotellet. Tilsyneladende blev jeg ikke påvirket af at skulle have førtidspension. Jeg fi k et lille hjørneværelse med seng, garderobe og badeniche. I stedet for at indtage måltider på hospitalet, spiste jeg på hotellet. Om formiddagen ved titiden indfandt jeg mig på hospitalet til morgenforsamling, hvor vi sang og planlagde dagens aktiviteter. I to måneder boede jeg på patienthotellet, og så faldt hammeren ellers! Et chok ramte mig som et lyn! TRUSLEN OM AT BLIVE HJEMLØS Under et møde med socialrådgiveren, meddelte hun mig, at jeg ikke længere kunne blive på patienthotellet. ”Er jeg så hjemløs?” spurgte jeg hende. Uden at fortrække en mine nikkede hun. ”Jamen, det kan I da ikke bare gøre! Først helbreder I mig og bruger tusinder af kroner på det, og herefter smider I mig på gaden!” råbte jeg meget ophidset.
Jeg kunne stadigvæk bo dér i to uger endnu, og socialrådgiveren indrømmede, at hun ikke kunne hjælpe mig med at fi nde en bolig, men henviste mig til herbergerne. Jeg kunne mærke, at blodet forsvandt fra mit ansigt, og adrenalinen pumpede i mine årer. Jeg blev SÅ BANGE! Angsten invaderede mig. Jeg så mig selv som tigger på gaden med alle mine ejendele i slidte plastikposer … TINGENE FLASKER SIG Jeg måtte handle og dét i en fart, tænkte jeg. I mellemtiden introducerede socialrådgiveren mig for Fountain House. Jeg syntes, at det lød rigtig interessant, så vi kørte derover. Jeg blev ellevild over alle de smukke malerier, der hang i receptionen. Jeg husker i dag ikke så meget af rundvisningen, men summa summarum: Jeg blev optaget som medlem i kontorenheden, for jeg blev meget begejstret! Nu skulle jeg blot have fundet en bolig. Og jeg var helt alene om det … Jeg vidste, at det ville blive som at lede efter en nål i en høstak. Og bange var jeg virkelig også. Jeg afl agde hospitalsbiblioteket et besøg hver dag og kiggede i aviserne efter ledige lejligheder og værelser. En dag fi k jeg fat i Den Blå Avis og pløjede den igennem. I et lille hjørne af avisen for neden stod der en annonce vedrørende værelsesudlejning. Og jeg ringede straks. Samme aften skulle jeg møde ejeren. Der dukkede også andre unge mennesker op, som skulle bese værelserne. To af dem var franskmænd, og vi kom i snak med hinanden lige med det samme. Vi knevrede, som havde vi kendt hinanden hele livet. Det viste sig, at det drejede sig om en stor lejlighed med fi re værelser. Værelsesudlejeren syntes umiddelbart om den gode atmosfære, der var mellem franskmændene og mig, og før vi tog derfra, havde vi alle tre skrevet under på en kontrakt. Således fi k jeg noget at bo i. Og jeg boede der i fi re måneder, indtil der en dag kom en kuvert ind ad min postkasse. Et boligselskab tilbød mig en lejlighed på Østerbro. NAVLESTRENGENE Jeg fl yttede ind i min nye bolig, købte Oktober 2012 | Årgang 25 | 11 møbler og kom i Fountain House hver dag. I mellemtiden havde jeg skiftet fra kontoret til Bogstøttens arbejdsgruppe. Jeg har nu været rask i næsten fi re år og følger overlægens råd om at tage min medicin hver dag på faste tidspunkter og undgå situationer, der giver mig stress og angst. To gange har jeg haft stress i et tidsrum på fi re år, og det har fremkaldt angst. Hæsligt! Det har været i perioder, hvor jeg ikke har været opmærksom på mine handlinger. Der fi ndes ingen konklusion som sådan, hvad angår min diagnose, men jeg kan kun sige, at jeg skal leve et harmonisk liv og netop ikke udsætte mig for stress af længere varighed. Hvad Frankrig angår, vil det i fremtiden være et af mine ferielande, for Danmark er mit hjemland. Fremover skal jeg se både min psykolog og min psykiater. Disse faktorer, gør at jeg er tryg. Fountain House spiller også her en stor rolle. Der kan jeg godt lide at arbejde og være sammen med andre mennesker.
Page 1 and 2: PROFIL AF TO MARKANTE SKIKKELSER As
Page 3 and 4: INDHOLD 4 9 Afslutning på indlægg
Page 5 and 6: Af Sofi e Bozorg Kære læser, Her
Page 7 and 8: da Anne, og endnu tidligere ville h
Page 9: TEMA Oktober 2012 | Årgang 25 | 9
Page 13 and 14: Oktober 2012 | Årgang 25 | 13 man
Page 15 and 16: gange arbejdet på festivalen, hvor
Page 17 and 18: var stadig meget glad, fandt hurtig
Page 19 and 20: Pia og Peter laver salat af majs, s
Page 21 and 22: Fotoprojekt i Klub Fontana Af Perni
Page 23 and 24: KLIP HÉR ✁ Fyraftensmøder 18. o

18. oktober 2012 - Fountain House

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?