18. oktober 2012 - Fountain House

var stadig meget glad, fandt hurtigt
nogle venner i forbindelse med sin
ridning.
Anne Birgitte startede på seminariet
sidst i august, og hun nød igen at kunne
studere og så en ny karriere foran
sig. Men så begyndte der at ske noget.
Hun blev pludselig mere og mere aktiv,
blev ind imellem lidt mindre hensynsfuld,
og der opstod scener imellem os,
hvor hun ofte kunne blive meget vred
og ubehagelig.
MANIEN BRØD UD
Pludselig kunne jeg se manien komme
i udbrud. Hun sov næsten ikke, måtte
sygemeldes fra seminariet, og til sidst
tog vi til lægen, hvor hun fi k noget
medicin med en dæmpende virkning.
Men det hjalp ikke. Hun blev meget
snøvlet, stadig manisk, men hun ville
ikke indlægges, for hun mente ikke, at
hun var syg.
Vi fi k en ny tid hos lægen, som heldigvis
havde psykiatri som speciale, og vi
skulle komme igen nogle dage senere,
da det var op til en weekend. Lægen
kunne godt se, at den var helt gal. Hun
lovede mig, at hun nok skulle få Anne
Birgitte overtalt til at blive indlagt.
I weekenden blev det rigtig slemt.
Vi kørte ud på psykiatrisk afdeling i
Rønne for at se, om de ville tage imod
Anne Birgitte akut, da jeg ikke mere
var tryg ved at være alene med hende.
Det var uudholdeligt, og jeg var meget
belastet.
I Rønne blev vi modtaget af en meget
ubehagelig person, som netop havde
vagt. Jeg ved ikke, hvem han var, men
han ville overhovedet ikke lytte til
mig. Han henviste mig derimod til
lægevagten. Men den læge, som havde
vagt, er fra det samme lægehus, som
vi bruger i Allinge. Hun kendte vores
situation. Men på trods af, at hun
kunne se, hvor slemt Anne Birgitte
havde det, ville hun ikke indlægge
hende. Vi måtte vente til mandag,
hvor vi havde en tid hos den anden
læge i lægehuset. Denne havde til
hensigt at overtale Anne Birgitte til at
blive indlagt. Mens denne procedure
stod på, kunne jeg nervemæssigt dårligt
holde min egen datter ud. Jeg var
meget nedtrykt, udkørt og hjælpeløs.
Og tænkte konstant på, hvad hun
igen skulle igennem. Og hvad var jeg
selv ved at gå igennem?
INDLÆGGELSE
Vi kom igennem weekenden og tog til
lægehuset, hvor Anne Birgitte lod sig
overtale til at blive indlagt. Det var
den 11. september. Jeg kørte hende på
hospitalet og kunne efter et par timer
med adskillige samtaler med læger og
psykiatere tage hjem og få lidt styr på
mig selv.
Næste dag kørte jeg igen til Rønne
for at besøge min datter, men jeg blev
tilbageholdt af en sygeplejerske, der
sagde, at de havde været nødt til at
bæltefi ksere Anne Birgitte. Hun var
blevet så aggressiv, at hun var til fare
for både personalet og de andre indlagte.
Bl.a. havde hun smadret et sofabord.
Derudover var hun var kommet
på den lukkede afdeling. Jeg kunne
næsten ikke bære at se hende i den
situation – fi kseret både på hænder
og fødder og med et bælte om maven.
Men hun var glad for og lettet over at
se mig og var helt rolig. På et tidspunkt
fortalte hun mig, at hun havde
været alene på stuen i den fi kserede
tilstand. Hun havde råbt og skreget, at
hun skulle på toilettet og var tørstig,
men der havde ingen reaktion været
fra personalets side, så hun forrettede
sin nødtørft i sengen og måtte ligge
med det indtil vagtskiftet kl. 23. En
sygeplejerske tog sig af hende, hjalp
hende og fi k hende rengjort.
Jeg var rystet over den behandling,
Anne Birgitte fi k. Jeg var målløs,
og gråden tryggede i halsen på mig.
Jeg var chokeret over at personalet
simpelthen nægtede at indrømme, at
tingene var foregået sådan.
Anne Birgitte klagede med min hjælp
til patientklagenævnet, men det fi k
hun selvfølgelig ikke noget ud af. Man
troede kun på hospitalspersonalet. Det
var virkelig krænkende og ydmygende.
TIDEN DEREFTER
Tiden derefter stod det hele lidt uklart
for mig, fordi jeg var dybt belastet. Jeg
skulle nemlig selv på hospitalet. Jeg
skulle igennem en stor rygoperation
sidst i september. Jeg besøgte dog
Anne Birgitte helt op til den dag, hvor
jeg skulle indlægges i København. Hun
skulle vide, at jeg var der for hende.
Hun blev godt medicineret, men var
stadig i mani, men dog i mindre omfang.
Da jeg kom hjem efter operationen,
kunne jeg naturligvis ikke besøge
Oktober 2012 | Årgang 25 | 17
Anne Birgitte, da jeg ikke måtte køre
bil de første tre måneder og ej heller
være passager i en bil pga. rystelser,
der kunne skade min ryg. Vi snakkede
så i telefon hver dag, og hun forstod
godt, at jeg ikke kunne besøge hende.
Endelig blev hun udskrevet, og jeg
mener i højeste grad, at hun selv
ønskede det. Hun havde nemlig fået
det bedre. Hun havde en god ven, som
hun opholdt sig meget hos, men når
hun var hjemme, gik bølgerne højt
imellem os. Hun var helt kold omkring
den operation, jeg havde fået, og hvor
svag jeg var. Hun tog simpelthen ikke
hensyn til mig.
På et tidspunkt blev Anne Birgitte og
jeg så meget uvenner, at hendes ven
kom og hentede hende, for nu ville
hun fl ytte hjem til ham. Jeg kunne så
ånde lettet op, for nu havde jeg kun
mig selv at tænke på. En egoistisk
tanke, jo da, men Anne Birgitte fi k
bægret til at fl yde over. Jeg havde jo
selv så mange smerter og dermed intet
overskud, men hun er jo mit barn …
EN TUR TIL PARIS
Pludselig en dag fandt Anne Birgitte
ud af, at hun ville til Paris. Hun kendte
en, hun kunne bo hos, så der var jo
ingen problemer med indkvartering.
Men der gik ikke ret lang tid, så
ringede hun hjem og sagde, at hun var
blevet smidt ud. Hun måtte så indlogere
sig på et hotel, indtil den dag hendes
returbillet kunne anvendes.
Hun kom tilbage til Danmark og fl yttede
hjem til mig igen. Hun blev ganske
langsomt mere og mere depressiv,
men dog ikke i et omfang, så jeg blev
urolig.
Julen nærmede sig, jeg fi k det bedre,
og jeg måtte atter køre bil, så vi besluttede
at holde jul på Sydfyn hos min
anden datter. Alt var arrangeret mht.
færgebilletter, gaver og pension til
vores katte.
ELEKTROCHOK
Men få dage før jul ville Anne Birgitte
gerne have en samtale med en psykiater
på hospitalet, fordi hun følte,
at depressionen pludselig var på vej
tilbage. Jeg kørte hende til Rønne og
efter samtalen blev det besluttet, at
hun skulle indlægges med det samme.
Så vi måtte afl yse vores juleferie og
blive på Bornholm.